Matt 24,15–28

Teksten i sammenhæng

Teksten står i Jesu sidste store tale i Matthæusevangeliet, talen på Oliebjerget (Matt 24–25). Jesus har forladt templet og sagt, at der ikke skal blive sten på sten tilbage af det (24,1–2). Disciplene spørger ham så i enrum: Hvornår skal det ske, og hvad er tegnet på hans komme og verdens ende (24,3)? Jesus svarer først med en advarsel mod forførelse og med «begyndelsen på veerne» (24,4–14). I vores tekst taler han om den store trængsel: ødelæggelsens vederstyggelighed på det hellige sted, flugten fra Judæa og de falske Kristus’er og profeter. Lige efter kommer Menneskesønnens synlige komme (24,29–31). Talen ser både frem mod Jerusalems ødelæggelse i år 70 og mod den sidste tid før genkomsten, og de to ting glider over i hinanden. I 1. tekstrække er teksten evangelium på 25. søndag efter trinitatis, en af kirkeårets sidste søndage, hvor teksterne handler om de sidste tider. Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme søndag.

Opbygning

1. 24,15 Ødelæggelsens vederstyggelighed på helligt sted
2. 24,16 Flugten: Ingen tid til at vende om
3. 24,21 Den store trængsel og de forkortede dage
4. 24,23 Falske Kristus’er og falske profeter
5. 24,27 Menneskesønnens komme som lynet

Græske nøgleord

• βδέλυγμα (G946, v. 24,15) – βδέλυγμα, vederstyggelighed. Ordet bruges i Det Gamle Testamentes græske oversættelse om afguder og afgudsdyrkelse, det, som Gud afskyr. Genitiven «ødelæggelsens» viser, at vanhelligelsen fører ødelæggelse med sig: Hvor det hellige sted bliver gjort til et sted for afgudsdyrkelse, er dommen nær. Udtrykket er taget fra Daniels Bog (Dan 9,27; 11,31; 12,11).
• θλῖψις (G2347, v. 24,21) – θλῖψις, trængsel. Grundbetydningen er tryk, det at blive klemt. I Det Nye Testamente er det et fast ord for de lidelser, Guds folk møder i verden (Joh 16,33; ApG 14,22). Her er det «en stor trængsel», som ikke har sin lige. Jesus lover ikke sine, at de skal slippe for trængslen, men at den har en grænse (v. 22).
• κολοβόω (G2856, v. 24,22) – κολοβόω, afkorte, skære af. Verbet står to gange i passiv. Første gang i aorist i en ikke-virkelig betingelse («hvis de dage ikke blev afkortet»), anden gang i futurum som et løfte. Passiv viser hen til Gud som den, der handler; Markus siger det direkte: «Hvis Herren ikke havde forkortet de dage» (Mark 13,20). Trængslen har ikke det sidste ord; Gud sætter den en grænse.
• ἐκλεκτός (G1588, v. 24,22) – ἐκλεκτός, udvalgt. De udvalgte er dem, Gud har kaldt og bevarer i troen. Ordet står tre gange i talen (v. 22.24.31). For deres skyld forkortes dagene, og de kan ikke føres vild (v. 24). Det giver ikke grund til falsk sikkerhed, men det er en trøst for den anfægtede: Guds frelsende vilje står fast, også når trængslen er størst.
• πλανάω (G4105, v. 24,24) – πλανάω, føre vild, forføre. Ordet er nøgleordet i hele talen (24,4.5.11.24). Den største fare i den sidste tid er ikke krig og hungersnød, men at blive ført bort fra Kristus. Udtrykket «hvis det er muligt» (εἰ δυνατόν) viser, at forførelsen er så stærk, at den ville ramme selv de udvalgte, hvis ikke Gud holdt dem fast.
• προλέγω (G4302, v. 24,25) – προλέγω, sige forud. Perfektum προείρηκα betyder: Jeg har sagt det, og det står ved magt. Jesus giver ikke sine disciple en tidsplan, men et ord at holde sig til, når forførelsen kommer. Når det sker, skal de ikke blive overrumplede, men huske, at han har sagt det. Advarslen er en del af hans omsorg for dem.
• παρουσία (G3952, v. 24,27) – παρουσία, komme, nærvær. Ordet blev brugt om en konges eller kejsers officielle besøg i en by. Matthæus er den eneste evangelist, der bruger det, og kun i denne tale (24,3.27.37.39). Menneskesønnens komme skal ikke findes i ørkenen eller i lukkede rum, men være synligt for alle på én gang, som lynet fra øst til vest.

Eksegetiske noter

• v. 24,15 «Ødelæggelsens vederstyggelighed» er hentet fra Dan 9,27; 11,31 og 12,11. Det blev første gang opfyldt, da Antiokus 4. Epifanes i 167 f.Kr. rejste et hedensk alter i templet. Jesus siger, at det skal ske igen. Lukas gengiver det som «Jerusalem omringet af hære» (Luk 21,20). Det er udlagt om romernes hærtegn og afgudsbilleder i templet (sådan Luther) eller om zeloternes vanhelligelse af templet under krigen 66–70. Ordene «den som læser det, han skal forstå» er en opfordring til at læse Daniel med opmærksomhed (sml. Mark 13,14).
• v. 24,16–20 Flugten skal ske straks: Den, der er på det flade tag, skal ikke gå ind efter noget, og den, der er på marken, skal ikke hente sin kappe. Ifølge Eusebius’ Kirkehistorie (3,5,3) flygtede menigheden i Jerusalem før krigen til Pella øst for Jordan. Bønnen om, at flugten ikke sker om vinteren eller på en sabbat, handler om, at vejret, sabbatsbudets korte sabbatsvej og lukkede byporte ville gøre flugten svær. Luther bruger verset som opfordring til at bede om beskyttelse i nøden.
• v. 24,21–22 Formuleringen om en trængsel, som ikke har været fra verdens begyndelse, minder om Dan 12,1 (se også Joel 2,2). «Intet kød» er et hebraisk udtryk for «intet menneske». Udsagnet går ud over Jerusalems fald og peger mod den sidste tids trængsel. Pieper bruger v. 22 og v. 24 om udvælgelsen: Det er ikke de kristnes egen styrke, men Guds udvælgelse, der bevarer dem i troen gennem den yderste trængsel.
• v. 24,24 Falske profeter med tegn og undere kendes allerede fra 5 Mos 13,2–4: Selv om tegnet sker, må man ikke følge den, der fører bort fra Herren. Paulus taler om «løgnens tegn og undere» (2 Thess 2,9). Tegn er altså ikke i sig selv et bevis for sandheden; det afgørende er, om det, der forkyndes, stemmer med Kristi ord.
• v. 24,26–27 Ørkenen var stedet, hvor man ventede, at Messias ville vise sig, og flere oprørsførere samlede deres tilhængere dér (sml. ApG 21,38). «Kamrene» (ταμεῖα) er de inderste, lukkede rum i et hus. Over for dem, der lover, at Kristus kan findes et bestemt sted af de få indviede, sætter Jesus sit eget komme: Det er som lynet synligt for alle på én gang.
• v. 24,28 Ordsproget står også i Luk 17,37 og minder om Job 39,30. Ordet ἀετός betyder ørn, men kan også bruges om gribbe, som samles om et ådsel. Meningen er sandsynligvis: Lige så uundgåeligt som gribbene finder ådslet, kommer dommen dér, hvor den hører hjemme, og Menneskesønnens komme vil ikke være til at tage fejl af. Luther læser det i stedet som et løfte: Ørnene er Kristi kirke, der samles om ham og bliver hos ham og hans ord.

Lov og evangelium

Loven: Teksten viser først Guds dom over Jerusalem, som ikke kendte sin besøgelsestid. Gud sendte profeterne, Johannes og sin egen Søn, men byen ville ikke tage imod ham. Den dom er en advarsel til os: Den, der hører Ordet og lader det gå ind ad det ene øre og ud ad det andet, foragter Gud. Teksten afslører også, hvor let vi lader os føre vild. Vi vil gerne have en Kristus, vi selv kan finde, i ørkenen, i de indre kamre, i særlige oplevelser og store tegn eller i vores egne gerninger. Det menneskelige hjerte løber efter den, der lover mest, og ville ikke kunne stå imod forførelsen, hvis det var overladt til sig selv.

Evangeliet: Midt i den værste trængsel taler Jesus om de udvalgte. For deres skyld forkorter Gud dagene, og forførelsen kan ikke rive dem bort, fordi han selv holder dem fast. Jesus siger det forud, så hans ord kan bære dem, når det sker. Han lader sig ikke spærre inde i ørkenen eller i lukkede rum, men er hos sine, hvor hans ord lyder og hans sakramenter gives. Og hans komme skal ikke skjules: Som lynet fra øst til vest skal Menneskesønnen komme synligt for alle. Den, der har ham, behøver ikke at løbe efter nogen anden Kristus. Hvor han er med sit ord, dér samles hans kirke om ham, som ørnene samles om ådslet.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 25. søndag efter trinitatis: Luther spørger, hvilken synd der kunne føre så stor en dom over Jerusalem, og svarer med Luk 19,44: at byen ikke kendte sin besøgelsestid. Den største synd er at foragte og forfølge Ordet, når Gud sender det.
  «Når Gud sender sit ord, og verden ikke vil tage imod det, men endda forfølger det og med vilje bliver ved i sine synder – det er Jerusalems synd.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 25. søndag efter trinitatis: Den farligste forførelse fornægter ikke Kristus, men peger bort fra ham til egne gerninger og helgener. «Tro det ikke» betyder: Hold jer alene til Kristi lære, gerning og fortjeneste.
  «Lad jer ikke henvise til noget af den slags; bliv hos mig og hold jer til min lære, mine gerninger og min fortjeneste alene, så skal intet skade jer.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 25. søndag efter trinitatis: Luther læser ordet om ådslet og ørnene som et løfte: Kristus lader sig ikke spærre inde et bestemt sted, men er hos sin kirke overalt med sit ord, og hans kristne skal blive hos ham.
  «Og han lover, at han ikke vil lade sig spærre inde på noget særligt sted, men være og blive hos os overalt med sit ord og sin nåde.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Den evige udvælgelse: Pieper bruger v. 22 som et af Skriftens vidnesbyrd om, at udvælgelsen er en borgen for kirkens beståen: Når det ser ud, som om det er forbi med kirken, forkorter Gud dagene for de udvalgtes skyld.
  «Når trængslen i den sidste tid vokser sig op til sit højdepunkt, forkorter Gud trængselens dage for de udvalgtes skyld, Matt 24,22.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Den evige udvælgelse: Pieper forklarer «hvis det er muligt» i v. 24 ud fra v. 22: Forførelsen er så stærk, at den kunne ramme de udvalgte, men det sker ikke, fordi Gud bevarer dem.
  «betegner εἰ δυνατόν et tilfælde, der ikke indtræffer. Denne forklaring er udtrykkeligt givet i v. 22» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Kristi genkomst: Jacobs understreger, at tegnene ikke kan tydes så klart, at genkomsten kan beregnes. Den kommer pludseligt, som lynet i v. 27.
  «Timen kommer så lydløst som en tyv (Matt 24,43), og til sidst bryder den ind over verden så pludseligt som et lyn (Matt 24,27).» Læs teksten

Prædikenspor

Tro det ikke

Prædikenen følger tekstens hovedadvarsel i v. 23–26. Hovedtanken er, at den største fare i den sidste tid ikke er krig og trængsel, men at blive ført bort fra Kristus. Første trin: Forførelsen siger altid «her er Kristus» eller «dér er han»: i ørkenen, i lukkede kredse, i store tegn eller i det, vi selv gør. Med Luther kan præsten vise, at den farligste forførelse ikke fornægter Kristus, men peger bort fra hans gerning. Andet trin: Jesus har sagt det forud (v. 25). Vi har hans ord at prøve alt på. Tredje trin: Vi behøver ikke lede efter Kristus. Han kommer selv til os i Ordet og sakramenterne nu og skal komme synligt for alle på den yderste dag.

For de udvalgtes skyld

Et sjælesørgerligt spor ud fra v. 21–24. Hovedtanken er, at Gud sætter trængslen en grænse. Mange oplever, at verden og deres eget liv er fuld af trængsel, og at troen bliver svag. Første trin: Jesus lover ikke, at hans egne skal slippe for trængslen; han siger tværtimod, at den bliver stor. Andet trin: Men Gud har sat en grænse. Dagene forkortes for de udvalgtes skyld, og forførelsen kan ikke rive dem bort. Det hviler ikke på vores styrke, men på Guds vilje. Tredje trin: Hvem er de udvalgte? Den anfægtede skal ikke grave i Guds skjulte råd, men se på Kristus, som er kommet for syndere, og holde sig til hans løfte i dåben og evangeliet.

Kend din besøgelsestid

Et tematisk spor ud fra v. 15–20 og Luthers prædiken. Hovedtanken er, at Jerusalems ødelæggelse er en dom over foragten for Ordet, og at den er en advarsel til os. Første trin: Jerusalem fik profeterne, Johannes og Guds egen Søn, men ville ikke tage imod ham (Luk 19,44). Andet trin: Den samme fare truer os, når vi hører Ordet uden at tage det til os. Teksten kalder til omvendelse. Tredje trin: Men advarslen var også en nåde. De, der troede Jesu ord, blev advaret i tide og reddet. Sådan taler han i dag til os, ikke for at skræmme os bort, men for at drage os til sig, mens nådens tid er.

Lærepunkter i teksten

• Kristi genkomst og tidens tegn – Teksten taler om tidens tegn og om Menneskesønnens komme, der som lynet bliver synligt for alle på én gang.
• Antikrist – Falske Kristus’er og profeter, der fører vild med tegn og undere; Luther udlægger det om Antikrist.
• Udvælgelsen – For de udvalgtes skyld forkortes dagene, og forførelsen kan ikke rive dem bort (v. 22.24).
• Bevarelsen i troen og frafaldet – Advarslen mod forførelse og løftet om de forkortede dage handler om, at Gud bevarer sine i troen gennem trængslen.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 268 Zions vægter hæver røsten – Kirkeårets slutning: Brudgommen kommer, og menigheden skal være vågen og rede.
• 274 Rejs op dit hoved, al kristenhed – Salme om Kristi komme, der vender trængslens frygt til forventning.
• 337 Behold os, Herre, ved dit ord – Luthers bøn om at blive bevaret ved Ordet mod falsk lære og Kristi fjender.
• 341 Det lakker nu ad aften brat – Bøn om, at Kristus bliver hos os med sit ord i verdens sene tid.
• 733 Skyerne gråner, og løvet falder – Efterårssalme om det falmende løv og Guds trofasthed; passer til den sene trinitatistid.