24. søndag efter trinitatis

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Matt 9,18–26

Matthæus samler i kapitel 8–9 en række undergerninger efter Bjergprædikenen. Jesus har vist sin myndighed i ord (kap. 5–7), og nu viser han den i gerning: over sygdom, storm, dæmoner, synd og til sidst over døden. Lige før vores tekst har Jesus spist sammen med toldere og syndere og svaret på spørgsmålet om faste med ordene om brudgommen og den nye vin (9,14–17). «Mens han talte om dette», kommer en synagogeforstander. Han hedder Jairus hos Markus og Lukas (Mark 5,21–43; Luk 8,40–56), men Matthæus fortæller kortere og lader kun troen og Jesu ord stå tilbage. To mennesker, som ingen kunne hjælpe, møder Jesus på samme vej: en kvinde, der har været uren i tolv år, og en far, hvis datter er død. Efter teksten følger helbredelsen af to blinde og en stum (9,27–34), og i 11,5 svarer Jesus Johannes Døberen: «døde oprejses». Teksten er prædiketekst på 24. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække. Den søndag findes ikke alle år, for antallet af trinitatissøndage afhænger af påsken. Den ligger sent i kirkeåret, omkring allehelgen, når døden og det evige liv er i fokus. I den gamle tekstrække lå teksten på samme søndag, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme dag.

Loven i teksten: Teksten viser to mennesker ved enden af alle menneskelige muligheder: en kvinde, som lægerne har opgivet og Loven holder ude, og en far, hvis barn er død. Det er dér, vi alle ender: Døden er syndens løn, og ingen penge, læger eller fromhed kan købe os fri. Teksten afslører også skaren. Den ler af Jesu ord, fordi den kun tror på det, den kan se. Sådan er vores fornuft også. Vi tror på Gud, så længe kælderen er fuld og helbredet godt, men når sygdom og død kommer, så taler vi, som om der ingen hjælp var. Den vantro, der ler, er ikke kun de andre.

Evangeliet i teksten: Jesus går med. Han lader sig røre af den urene og bliver ikke selv uren, men gør hende ren og kalder hende «datter». Han går ind i dødens hus og griber den døde piges hånd. For ham er døden ikke mere end en søvn, og han vækker hende med et greb og et ord. Det er ham, der selv skal dø og opstå, som her viser, hvad han vil gøre med alle sine: Han vækker dem på den yderste dag. Det gode nyt er ikke, at troen er stærk, men at han er god og gerne vil hjælpe. Den, der griber efter ham i Ordet og sakramentet, går ikke forgæves.

Prædikenspor: «To mennesker ved vejs ende» · «Pigen er ikke død, men sover» · «Når troen er svag»

Salmeforslag: DDS 274 Rejs op dit hoved, al kristenhed · DDS 582 At tro er at komme · DDS 580 Jesus, dødens overvinder · DDS 563 Sørger ej for dem, der sove · DDS 542 Døden er den sidste fjende · DDS 716 Guds godhed vil vi prise

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Joh 5,17–29

Teksten er Jesu svar efter helbredelsen af den lamme ved Betesda-dammen (Joh 5,1–16). Det skete på en sabbat, og derfor forfulgte de ledende jøder i Jerusalem Jesus (5,16). Han forsvarer sig ikke med en undskyldning, men med et krav: Min Far arbejder indtil nu, og jeg arbejder. Det forstår modstanderne rigtigt som et krav på at være Guds lige, og nu vil de slå ham ihjel (v. 18). Så følger en lang tale, hvor Jesus siger, hvem han er: Sønnen gør det samme som Faderen, han gør levende, og han har fået hele dommen. Talen fortsætter med vidnerne om ham (5,30–47). I kirkeåret er teksten evangelium på 24. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække; i 1. tekstrække læses Matt 9,18–26 om Jairus’ datter. Begge tekster handler om Jesu magt over døden. Søndagen falder bort i år med meget sen påske. Den hører til kirkeårets sidste tid, hvor dommen og den yderste dag træder frem.

Loven i teksten: Teksten viser mennesker, der er så optaget af at forsvare sabbatten, at de vil slå ham ihjel, som gør Guds gerning lige foran dem. Det fromme blik på reglerne gør dem blinde for Guds Søn. Det kan ske for os også: Vi kan vide meget om Gud og alligevel stå Jesus imod, fordi han ikke passer ind i vores fromhed. Jesus siger klart: Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen (v. 23). Der findes ingen gudstro uden om ham. Og teksten slutter alvorligt: Alle i gravene skal høre hans stemme, og der er en opstandelse til dom (v. 29). Døden er ikke enden, og ingen slipper uden om at møde ham. Uden ham står vi med vores egne gerninger, og de kan ikke bære.

Evangeliet i teksten: Men den, der skal dømme, er den samme, som nu taler til os: Den som hører mit ord og tror, har evigt liv og kommer ikke til dom (v. 24). Dommeren har selv afgjort sagen på forhånd. Han er Menneskesønnen, som gik i døden for os, og hans dom over den troende lyder: fri. Det evige liv er ikke kun et håb for fremtiden, men en gave i dag: Den troende er allerede gået over fra døden til livet. Hans stemme lyder nu, i prædikenen, i dåben og ved alterbordet, og den samme stemme skal en dag kalde os ud af graven til livet.

Prædikenspor: «Timen er nu» · «Dommeren er vores Frelser» · «Er jeg gået over?»

Salmeforslag: DDS 276 Dommer over levende og døde · DDS 269 Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom · DDS 560 Det livets ord vi bygger på · DDS 233 Jesus lever, graven brast · DDS 542 Døden er den sidste fjende · DDS 732 Dybt hælder året i sin gang

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers