7. søndag efter trinitatis

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Luk 19,1–10

Fortællingen om Zakæus findes kun hos Lukas. Den står til sidst i Jesu lange rejse mod Jerusalem (Luk 9,51), lige før lignelsen om de betroede pund (19,11–27) og indtoget i Jerusalem. Jesus er nået til Jeriko, den sidste by før opstigningen til Jerusalem. Ved byen har han lige givet en blind tigger synet igen (18,35–43), og kort forinden har den rige rådsherre gået bedrøvet bort, mens Jesus sagde, at det, der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud (18,18–27). Nu viser Lukas det umulige ske: En rig overtolder bliver frelst. Jesus taler til Zakæus foran en folkemængde, der knurrer, og hans sidste ord (v. 9–10) er et svar til dem alle. I 1. tekstrække er teksten evangelium på 7. søndag efter trinitatis. I den gamle tekstrække var den ikke en søndagstekst; den blev læst ved kirkeindvielsesfesten, og derfor står Luthers prædiken i Huspostillen under den dag.

Loven i teksten: Loven rammer Zakæus: Han har beriget sig ved at presse penge af andre, og han ved det selv (v. 8). Hans rigdom er den, Jesus kort forinden har kaldt umulig at komme med igennem nåleøjet (18,25). Men loven rammer også mængden, der knurrer (v. 7). De har ret i, at han er en synder, men de forstår ikke, at de selv er fortabte, og vil hellere have en Jesus, der holder sig til de pæne. Begge dele genkender vi: hjertet, der hænger ved penge og egen fordel, og den selvretfærdige vrede, når nåden gives til nogen, vi mener ikke har fortjent den. Uden Kristus er vi alle «det fortabte».

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at Jesus ser op, kalder Zakæus ved navn og inviterer sig selv: «I dag bør jeg opholde mig i dit hjem» (v. 5). Han stiller ingen betingelser først. Han tager selv folkets knurren og skammen ved at være gæst hos en synder på sig, på vej til Jerusalem, hvor han skal regnes blandt overtrædere. Frelsen kommer «i dag» med ham ind i huset (v. 9), og den gør Zakæus til Abrahams søn, arving til løftet. Ordet i v. 10 gælder også os: Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Vi behøver ikke at klatre op i noget træ for at nå ham; han kommer til os i Ordet og sakramenterne.

Prædikenspor: «Han kom for at opsøge» · «Knurren ved døren» · «I dag er frelsen kommet til dette hus»

Salmeforslag: DDS 593 En hyrde glemmer fåret ej · DDS 511 Jesus han er syndres ven · DDS 55 Ved Jesu navn forlades alle synder · DDS 365 Guds kærlighed ej grænse ved · DDS 724 Solen stråler over vang

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Matt 10,24–31

Teksten står midt i Jesu udsendelsestale i Matt 10. Jesus har kaldt de tolv disciple og sender dem ud til «de fortabte får af Israels hus» (Matt 10,6) med det samme budskab, som han selv prædiker: Himmeriget er kommet nær. Lige før vores tekst har han sagt det rent ud: De sendes ud som får midt blandt ulve, de skal slæbes for domstole, piskes og hades af alle for hans navns skyld (Matt 10,16–23). Nu taler Jesus til de samme tolv om, hvordan de skal bære det. Når mesteren selv kaldes Beelzebul, kan disciplene ikke vente bedre. Men tre gange lyder det: «Frygt ikke.» Ordet skal ud, Gud alene skal frygtes, og Faderen, som tæller hårene på deres hoved, har dem i sin hånd. Lige efter følger ordene om at bekende Jesus for mennesker (Matt 10,32–33). Teksten er prædiketekst på 7. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække. Den rammer midt i trinitatistiden, hvor kirkeåret handler om livet som kristen i verden.

Loven i teksten: Teksten afslører, at vi frygter de forkerte. Vi er bange for menneskers dom, for at blive gjort til grin og for at miste anseelse, stilling og tryghed. Derfor tier vi, når det, Jesus har sagt i øret, skulle siges på tagene. Den frygt viser, at vi i praksis ikke frygter Gud, som kan ødelægge både sjæl og legeme i Helvede. Vi vil være over mesteren og slippe for hans kår. Og når det går os imod, mistænker vi Faderen for at have glemt os, som om spurvene havde det bedre hos ham end vi.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at vi har en Far. Han tæller hårene på vores hoved og har sat en grænse for alt, hvad mennesker og Djævelen kan gøre. Og mesteren, som disciplene skal følge, gik selv vejen ind i forhånelsen: Han blev kaldt Beelzebul og blev slået ihjel på legemet, for at vi skulle frelses fra Helvede. Derfor kan han sige «frygt ikke» med fuld ret. Den, der hører Jesus til, er mere værd end mange spurve, ikke på grund af egen værdi, men fordi Faderen har købt ham fri med sin Søns blod.

Prædikenspor: «Tre gange «frygt ikke»» · «Den rette frygt» · «Når det går dig ilde»

Salmeforslag: DDS 726 Gak ud, min sjæl, betragt med flid · DDS 41 Lille Guds barn, hvad skader dig · DDS 49 Ingen er så tryg i fare · DDS 632 Stå fast, min sjæl, stå fast

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers