Luk 19,1–10

Teksten i sammenhæng

Fortællingen om Zakæus findes kun hos Lukas. Den står til sidst i Jesu lange rejse mod Jerusalem (Luk 9,51), lige før lignelsen om de betroede pund (19,11–27) og indtoget i Jerusalem. Jesus er nået til Jeriko, den sidste by før opstigningen til Jerusalem. Ved byen har han lige givet en blind tigger synet igen (18,35–43), og kort forinden har den rige rådsherre gået bedrøvet bort, mens Jesus sagde, at det, der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud (18,18–27). Nu viser Lukas det umulige ske: En rig overtolder bliver frelst. Jesus taler til Zakæus foran en folkemængde, der knurrer, og hans sidste ord (v. 9–10) er et svar til dem alle. I 1. tekstrække er teksten evangelium på 7. søndag efter trinitatis. I den gamle tekstrække var den ikke en søndagstekst; den blev læst ved kirkeindvielsesfesten, og derfor står Luthers prædiken i Huspostillen under den dag.

Opbygning

1. 19,1 Overtolderen, der ville se Jesus
2. 19,5 Jesus ser op og inviterer sig selv
3. 19,7 Folket knurrer
4. 19,8 Zakæus giver og gør godt igen
5. 19,9 I dag er frelsen kommet: Menneskesønnen søger det fortabte

Græske nøgleord

• ἀρχιτελώνης (G754, v. 19,2) – ἀρχιτελώνης, overtolder. Ordet står kun her i NT. Zakæus var ikke en almindelig tolder ved bommen, men leder af toldopkrævningen i Jeriko, der lå på handelsvejen mellem Perea og Judæa. Han tjente på de tolderes arbejde, der stod under ham. Lukas nævner hans stilling og hans rigdom i samme åndedrag: Han er den rige, om hvem Jesus netop har sagt, at det er umuligt for mennesker, men muligt for Gud (18,24–27).
• δεῖ (G1163, v. 19,5) – δεῖ, det er nødvendigt, «bør». Hos Lukas udtrykker ordet ofte Guds frelsesplan: Menneskesønnen «må» lide (9,22; 24,7.26). Når Jesus siger, at han i dag «bør» være i Zakæus’ hus, er besøget altså ikke et indfald, men en del af hans sendelse. Det er Jesus, der tager initiativet og inviterer sig selv, før Zakæus har sagt eller lovet noget.
• διαγογγύζω (G1234, v. 19,7) – διαγογγύζω, knurre, mumle utilfreds. Forstavelsen διά forstærker ordet, «alle» (πάντες) viser, at mumlen går gennem hele mængden, og imperfektum viser, at den bliver ved. Lukas bruger kun ordet her og i 15,2, hvor farisæerne og de skriftkloge knurrer over, at Jesus tager imod syndere og spiser med dem. Indvendingen er den samme: Den hellige gør sig uren ved at være gæst hos en synder.
• συκοφαντέω (G4811, v. 19,8) – συκοφαντέω, presse penge af nogen, afpresse ved falske anklager. I NT kun her og Luk 3,14, hvor Johannes Døberen siger til soldaterne: «pres ikke penge af nogen.» Med betingelsessætningen «hvis jeg har presset noget af nogen» indrømmer Zakæus i praksis, hvad alle vidste. Ordet viser, at hans rigdom ikke blot var penge, men uret mod bestemte mennesker, som han nu vil give det tilbage.
• σωτηρία (G4991, v. 19,9) – σωτηρία, frelse. Ordet er et nøgleord i Lukas’ første kapitler (1,69.71.77; jf. σωτήριον 2,30; 3,6), men her står det for eneste gang i Jesu egen mund i evangeliet. Frelsen er «kommet» (aorist af γίνομαι) «i dag»: Den er en gave, der er givet nu, fordi Frelseren selv er gået ind under taget. «Dette hus» betyder Zakæus og hans husstand, ikke bygningen.
• ζητέω (G2212, v. 19,10) – ζητέω, søge, opsøge. Ordet binder fortællingen sammen: I v. 3 «prøvede» (søgte) Zakæus at se, hvem Jesus var; i v. 10 er det Menneskesønnen, der er kommet for at opsøge. Imperfektum i v. 3 viser en vedvarende søgen, der ikke selv når målet; i v. 10 angiver aoristen formålet med hans komme. Den egentlige søgende i teksten er Kristus, ikke Zakæus.
• ἀπόλλυμι (G622, v. 19,10) – ἀπόλλυμι, gå tabt, gå til grunde. Her står perfektum participium neutrum, τὸ ἀπολωλός, «det fortabte»: noget, der er gået tabt og forbliver i den tilstand. Samme perfektum participium bruges om fåret (15,4.6) og sønnen (15,24.32) i Luk 15. Neutrum gør udtrykket bredt: alt det fortabte. Zakæus er ikke en undtagelse, men et eksempel på dem, Kristus er kommet for.

Eksegetiske noter

• v. 19,2 Toldere var hadede: De samlede told ind for romerne eller Herodes’ huse, forpagtede retten til det og kunne lægge et tillæg oven i. De blev regnet for urene og nævnes sammen med syndere (Luk 5,30; 15,1). Navnet Zakæus kommer af hebraisk zakkaj, «ren, uskyldig» – en ironi, som teksten ikke selv udnytter, så prædikenen bør ikke bygge for meget på den.
• v. 19,4 «Morbærfigentræ» (συκομωραία) er sykomorfigentræet (Ficus sycomorus), et bredt træ med lave grene, almindeligt i Jordandalen. Det er ikke den europæiske platan eller morbærtræ. At en rig og fornem mand løber og klatrer i et træ, var ikke værdigt; Lukas lader det stå som et tegn på hans iver.
• v. 19,5 Tekstkritik: RP (flertalsteksten) har «så Jesus op og fik øje på ham og sagde», mens den kritiske tekst kun har «så Jesus op og sagde». Meningen er den samme. Vigtigere er, at Jesus kalder Zakæus ved navn, før han er blevet præsenteret. Kaldet kommer fra ham, ikke fra Zakæus’ anstrengelser.
• v. 19,8 Det er omstridt, om nutid (δίδωμι, ἀποδίδωμι) betyder et løfte for fremtiden («jeg vil give») eller Zakæus’ forsvar for hidtidig praksis («jeg plejer at give»). Den klassiske og mest sandsynlige forståelse er et løfte: Hans svar kommer efter mødet med Jesus og efter folkets anklage, og v. 9–10 taler om frelse til en fortabt, ikke om en uskyldig mand, der renvaskes. Firdobbelt erstatning svarer til lovens skærpede krav ved tyveri (2 Mos 21,37; jf. 2 Sam 12,6), langt ud over den femtedel, som 4 Mos 5,6–7 krævede ved frivillig bekendelse.
• v. 19,9 «Også han er en Abrahams søn»: Zakæus hørte til pagtsfolket, selv om folket havde udstødt ham. Jf. kvinden, som Jesus helbreder og kalder «en Abrahams datter» (Luk 13,16). Men Johannes Døberen har advaret mod at stole på afstamningen (Luk 3,8). Zakæus er Abrahams søn i fuld forstand, fordi han tager imod Kristus i tro, ligesom Abraham troede løftet (Rom 4,11–12.16; Gal 3,7).
• v. 19,10 Ordet er en sammenfatning af Jesu sendelse i Lukasevangeliet (jf. 5,32; 15,4–7). Det hentyder til Ez 34,16, hvor Herren selv vil opsøge det forsvundne, når Israels hyrder har svigtet. Når Jesus kalder sig Menneskesønnen og gør det, Herren lovede at gøre, siger han samtidig, hvem han er. Et lignende ord står i Matt 18,11 i RP; verset mangler i den kritiske tekst.

Lov og evangelium

Loven: Loven rammer Zakæus: Han har beriget sig ved at presse penge af andre, og han ved det selv (v. 8). Hans rigdom er den, Jesus kort forinden har kaldt umulig at komme med igennem nåleøjet (18,25). Men loven rammer også mængden, der knurrer (v. 7). De har ret i, at han er en synder, men de forstår ikke, at de selv er fortabte, og vil hellere have en Jesus, der holder sig til de pæne. Begge dele genkender vi: hjertet, der hænger ved penge og egen fordel, og den selvretfærdige vrede, når nåden gives til nogen, vi mener ikke har fortjent den. Uden Kristus er vi alle «det fortabte».

Evangeliet: Evangeliet er, at Jesus ser op, kalder Zakæus ved navn og inviterer sig selv: «I dag bør jeg opholde mig i dit hjem» (v. 5). Han stiller ingen betingelser først. Han tager selv folkets knurren og skammen ved at være gæst hos en synder på sig, på vej til Jerusalem, hvor han skal regnes blandt overtrædere. Frelsen kommer «i dag» med ham ind i huset (v. 9), og den gør Zakæus til Abrahams søn, arving til løftet. Ordet i v. 10 gælder også os: Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Vi behøver ikke at klatre op i noget træ for at nå ham; han kommer til os i Ordet og sakramenterne.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Kirkeindvielsesfest: Luther lægger vægt på, at Jesus fælder en dom, der går stik imod alles mening, og at navnet «Abrahams søn» betyder, at Zakæus er arving til løftet om befrielse fra forbandelsen ved den lovede sæd.
  «Og han ærer Zakæus med et herligt, smukt navn: Han kalder ham «en Abrahams søn», det vil sige en arving til det herlige løfte, som blev givet Abraham» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Kirkeindvielsesfest: Den første lære: Kristus kaster ikke den rige synder bort, men inviterer sig selv og trækker ham til sig, som om han ikke kunne undvære ham. Luther kalder det en trøst især for de rige, som tror sig udelukket.
  «Det er det samme som at sige, at han ikke kan undvære Zakæus – ham, som alle andre skyede som en stor synder og ikke ville have noget med at gøre.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Kirkeindvielsesfest: Zakæus’ nye gavmildhed er ikke vejen til frelsen, men frugten af den: Den kommer af Jesu ord, som han har taget imod. Luther kan derfor bruge teksten til at formane de rige uden at gøre deres gaver til fortjeneste.
  «Det kommer ingen andre steder fra end fra vor Herre Jesu ord, som han nu har fattet i sit hjerte.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Walther, Den rette adskillelse af lov og evangelium, 12. aftenforelæsning (tese VIII): Walther bruger Zakæus som eksempel på, at den, hvis samvittighed allerede er vågnet, kun skal have evangeliet: Jesus siger ikke ét bebrejdende ord, og Zakæus’ løfte kommer af glæde, ikke af krav.
  «Frelseren kræver det ikke af ham, men hans samvittighed kræver det af ham, den samvittighed, der først var vågnet og nu var blevet stillet.» Læs teksten
• Urbanus Rhegius, Sjælemedicin: I sjælesorgen ved sygesengen skal man vende den syges blik fra synden til Kristus og vise ham, hvor nådigt Kristus tog imod syndere som Zakæus.
  «Her ser han Maria Magdalene, røveren, tolderen, toldforpagteren, Zakæus og andre, som har fået lutter nåde; for kort sagt: Kristus er lutter nåde og barmhjertighed» Læs teksten
• Den württembergske bekendelse, art. 25 (Om skærsilden): Mod skærsildslæren citerer bekendelsen Chrysostomos: Bod og oprejsning hører til dette liv. Den, der har taget noget, skal give det tilbage som Zakæus, mens der er tid.
  «Har du røvet noget fra nogen, så giv det tilbage, og sig med Zakæus: «Har jeg røvet noget, giver jeg det firedobbelt tilbage.»» Læs teksten

Prædikenspor

Han kom for at opsøge

Sporet følger teksten og bygger på ordet «søge» (v. 3 og 10). Først Zakæus, der søger: Han vil se Jesus, men er for lille, og mængden står i vejen. Hans anstrengelser bringer ham kun op i et træ. Dernæst Jesus, der søger: Han ser op, kalder ham ved navn og siger «i dag bør jeg». Hele fortællingen vender, da det viser sig, at den egentlige søgende er Kristus. Til sidst ordet i v. 10, som gælder alle i kirken: Han er kommet for at opsøge og frelse det fortabte, også os. Han gør det i dag gennem Ordet, dåben og nadveren, hvor han stadig går ind under syndernes tag.

Knurren ved døren

Et tematisk spor om nåden, der vækker anstød. Tekstens mængde knurrer, fordi Jesus er gæst hos en synder (v. 7), ligesom farisæerne i Luk 15,2. Først: Lad loven ramme os, der står i mængden og hellere vil have en pæn Frelser for pæne folk; vi er også «det fortabte». Dernæst: Se på Zakæus’ uret uden at gøre den lille (v. 8), for nåden er kun stor, hvor synden er virkelig. Til sidst: Jesus forsvarer sig med sit embede (v. 10). Han går ind hos syndere, fordi han er kommet for dem, og han bærer selv skammen helt til korset. Den, der holder op med at knurre, opdager, at han selv er inviteret.

I dag er frelsen kommet til dette hus

Et sjælesørgerligt spor for den, der mener, at det er for sent, eller at livet er for viklet ind i penge, skyld eller dårlige valg. Først: Zakæus var låst fast i sin stilling og sin uret og kunne ikke selv komme ud af den. Dernæst: Jesus kommer «i dag», uden betingelser, og hans ord gør Zakæus til Abrahams søn, arving til løftet. Det sker også for os i absolutionen og ved alterbordet. Til sidst: Fordi han nu har en Frelser og ikke behøver at sikre sig selv, får Zakæus frie hænder til at give og gøre godt igen. Glæden (v. 6) kommer før gerningerne, ikke omvendt.

Lærepunkter i teksten

• Guds almene nådevilje – Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte; ingen er for rig eller for syndig til at være omfattet af Guds nådevilje.
• Omvendelsen: anger og tro – Zakæus vendes om af Jesu kald og nærvær: anger over uretten og tro, der tager imod ham med glæde.
• Retfærdiggørelsen – Frelsen tilsiges, før Zakæus har gjort godt igen; han er Abrahams søn ved tro, ikke ved erstatning.
• De gode gerninger – Gaverne til de fattige og erstatningen er troens frugt og gør uret godt igen over for næsten.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 593 En hyrde glemmer fåret ej – Hyrden, der søger det tabte; svarer til «Menneskesønnen er kommet for at søge og frelse det fortabte» (v. 10).
• 511 Jesus han er syndres ven – Siger præcis tekstens anstød og trøst: Jesus går ind hos syndere.
• 55 Ved Jesu navn forlades alle synder – Tilgivelsen gives i Jesu navn, ikke for fortjeneste, sådan som Zakæus fik den.
• 365 Guds kærlighed ej grænse ved – Diakonisalme: Troens frugt i kærlighed til næsten og de fattige, jf. v. 8.
• 724 Solen stråler over vang – Sommersalme om solen over markerne; årstidssalme til trinitatistiden.