Matt 10,24–31

Teksten i sammenhæng

Teksten står midt i Jesu udsendelsestale i Matt 10. Jesus har kaldt de tolv disciple og sender dem ud til «de fortabte får af Israels hus» (Matt 10,6) med det samme budskab, som han selv prædiker: Himmeriget er kommet nær. Lige før vores tekst har han sagt det rent ud: De sendes ud som får midt blandt ulve, de skal slæbes for domstole, piskes og hades af alle for hans navns skyld (Matt 10,16–23). Nu taler Jesus til de samme tolv om, hvordan de skal bære det. Når mesteren selv kaldes Beelzebul, kan disciplene ikke vente bedre. Men tre gange lyder det: «Frygt ikke.» Ordet skal ud, Gud alene skal frygtes, og Faderen, som tæller hårene på deres hoved, har dem i sin hånd. Lige efter følger ordene om at bekende Jesus for mennesker (Matt 10,32–33). Teksten er prædiketekst på 7. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække. Den rammer midt i trinitatistiden, hvor kirkeåret handler om livet som kristen i verden.

Opbygning

1. 10,24 Disciplen deler mesterens kår
2. 10,26 Frygt ikke: Ordet skal frem i lyset
3. 10,28 Frygt ikke mennesker, men Gud
4. 10,29 Faderen, der tæller spurvene og hårene

Græske nøgleord

• Βεελζεβούλ (G954, v. 10,25) – Βεελζεβούλ, Beelzebul: navn på den øverste onde ånd, i Matt 12,24 kaldet «de onde ånders fyrste». Modstanderne har allerede sagt, at Jesus driver onde ånder ud ved ham (Matt 9,34). Aoristen ἐκάλεσαν, «de har kaldt», viser, at det er sket. Det er den værste bagvaskelse, man kan tænke sig: Guds Søn stemples som Djævelens redskab. Pointen er, at disciplene ikke skal vente en bedre modtagelse end deres Herre.
• φοβέω (G5399, v. 10,28) – φοβέω (passiv φοβέομαι), frygte: Ordet går igen fire gange i teksten (v. 26, 28 to gange og 31). «Frygt ikke» står to gange som aorist konjunktiv med μή (v. 26 og 31), og i v. 28 som nutids bydeform: Lad være med at gå og frygte. Over for det står φοβήθητε, «frygt» i aorist bydeform: Den rette frygt skal rettes mod Gud alene. Teksten skifter én frygt ud med en anden.
• ἀποκαλύπτω (G601, v. 10,26) – ἀποκαλύπτω, åbenbare, afdække: Futurum passiv ἀποκαλυφθήσεται, «skal blive åbenbaret», er en guddommelig passiv. Det er Gud, der bringer det skjulte frem. Det gælder først og fremmest evangeliet, som Jesus nu betror de tolv i fortrolighed. Det kan ikke holdes skjult, men skal frem i lyset. Derfor kan forfølgelsen ikke standse det.
• κηρύσσω (G2784, v. 10,27) – κηρύσσω, forkynde, udråbe som en herold: Bydeformen κηρύξατε er aorist og giver et klart påbud. Det er ordet for at råbe et budskab ud offentligt på kongens vegne. Tagene var flade og blev brugt som sted for offentlige udråb. Det, Jesus har sagt til de tolv i fortrolighed, skal råbes ud over byen. Prædikenen er ikke disciplenes egne meninger, men en herolds budskab fra hans herre.
• γέεννα (G1067, v. 10,28) – γέεννα, Gehenna, helvede: græsk form af det hebraiske navn på Hinnoms dal syd for Jerusalem, hvor der var blevet ofret børn til afguder (Jer 7,31). Navnet blev brugt om stedet for den evige straf. Her står det sammen med, at Gud kan «ødelægge» (ἀπόλλυμι) både sjæl og legeme. Fortabelsen rammer hele mennesket, ikke kun legemet.
• στρουθίον (G4765, v. 10,29) – στρουθίον, lille fugl, spurv: diminutiv af στρουθός og brugt om de små, billige fugle, der blev solgt som billig mad. To kostede et as (ἀσσάριον), en lille kobbermønt; i Luk 12,6 får man fem for to. Det er netop det billigste og mest uanselige, Jesus vælger. Selv det falder ikke uden Faderens vilje.
• ἀριθμέω (G705, v. 10,30) – ἀριθμέω, tælle: ἠριθμημέναι εἰσίν er perfektum passiv, «er blevet talt og er det fortsat». Det er igen en guddommelig passiv: Gud har talt dem. Perfektum siger, at det er en fuldbyrdet kendsgerning, ikke noget, han først skal gøre. Ingen tæller hår, og derfor siger billedet, at Gud kender den mindste ting ved sine børn.

Eksegetiske noter

• v. 10,24–25 Ordsproget om discipel og lærer bruges også i Luk 6,40 (om oplæring), Joh 13,16 (om fodvaskningen) og Joh 15,20, hvor det som her handler om forfølgelse: Disciplen kan ikke vente at slippe for den modstand, mesteren møder. Jesus kalder sig selv «husherren» og disciplene hans «husfolk». Beskyldningen om Beelzebul står i Matt 9,34 og 12,24. Navnet minder om Ba'al-Zebub, Ekrons gud (2 Kong 1,2); Vulgata og Luther skriver derfor «Beelzebub», mens næsten alle græske håndskrifter har Beelzebul.
• v. 10,26–27 Ordet om det skjulte, der skal åbenbares, bruges i Mark 4,22 og Luk 8,17 ved billedet med lampen, der ikke skal stå skjult, og i Luk 12,2–3 om hykleri, der afsløres. I Matt 10 er pointen, at evangeliet ikke kan forblive en hemmelighed. Derfor skal disciplene ikke frygte deres modstandere: Sandheden kommer frem på Guds dag, og Ordet skal nu frem i lyset ved deres forkyndelse.
• v. 10,28 «Ham som kan ødelægge både sjæl og legeme i Helvede» er Gud, ikke Djævelen. Djævelen har ingen magt til at dømme, men Gud er dommeren (jf. Jak 4,12). Verset skelner mellem legeme og sjæl. Pieper bruger det som afgørende skriftsted for, at mennesket består af legeme og sjæl, og Gerhard (citeret hos Pieper) om, at sjælen lever videre, når legemet dør. Det er ikke en lære om, at sjælen udslettes: «Ødelægge» betyder fortabelse, ikke ophør.
• v. 10,29 Den Frie Bibel har her «to duer», men det græske στρουθίον betyder en lille fugl, en spurv, og v. 31 har da også «spurve», ligesom 1992-oversættelsen. En as var 1/16 denar, altså en lille del af en dagløn. «Uden jeres Far» betyder mere end «uden at han ved det»: Det sker ikke uden hans vilje og styrelse, sådan som Luther og de lutherske lærere læser verset.
• v. 10,30–31 Jesus slutter fra det mindre til det større, som rabbinerne gjorde: Hvis Gud tager sig af spurvene, hvor meget mere så af sine børn. Billedet med hårene minder om løfterne i 1 Sam 14,45 og ApG 27,34, hvor ikke ét hår skal falde. Dermed siges ikke, at den troende slipper for lidelse, for teksten taler netop om forfølgelse og død. Men intet rammer ham uden Faderens vilje.

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører, at vi frygter de forkerte. Vi er bange for menneskers dom, for at blive gjort til grin og for at miste anseelse, stilling og tryghed. Derfor tier vi, når det, Jesus har sagt i øret, skulle siges på tagene. Den frygt viser, at vi i praksis ikke frygter Gud, som kan ødelægge både sjæl og legeme i Helvede. Vi vil være over mesteren og slippe for hans kår. Og når det går os imod, mistænker vi Faderen for at have glemt os, som om spurvene havde det bedre hos ham end vi.

Evangeliet: Evangeliet er, at vi har en Far. Han tæller hårene på vores hoved og har sat en grænse for alt, hvad mennesker og Djævelen kan gøre. Og mesteren, som disciplene skal følge, gik selv vejen ind i forhånelsen: Han blev kaldt Beelzebul og blev slået ihjel på legemet, for at vi skulle frelses fra Helvede. Derfor kan han sige «frygt ikke» med fuld ret. Den, der hører Jesus til, er mere værd end mange spurve, ikke på grund af egen værdi, men fordi Faderen har købt ham fri med sin Søns blod.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 3. søndag efter påske (Joh 16,16–23): Luther bruger spurvene og hårene fra Matt 10 til at trøste de kristne i modgang: Djævelen og verden kan intet mod en kristen uden Guds vilje. Når det går ilde, skal man ikke slutte, at Gud har glemt én.
  «Gud har glemt mig; hvis han tænkte på mig, ville det gå mig anderledes. For han tænker på dig – og lader det alligevel gå dig ilde.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Juledag, 1. prædiken (Luk 2,1–14): Ved krybben citerer Luther Matt 10,24 mod de kristne, der vil have gode dage, mens deres Herre blev født i fattigdom og døde på korset. Disciplen kan ikke have det bedre end mesteren.
  «og vi vil være junkere, bruge løs og intet lide – ja, oven i købet blive vrede og knurre af lutter hovmod og utålmodighed, når også vi skal lide en smule.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordiebogen, Konkordieformlen (Solida Declaratio), artikel XI: Om Guds evige forudviden og udvælgelse: Konkordieformlen bruger v. 29 som skriftbevis for Guds forudviden, som omfatter alle skabninger. Den skelner den fra udvælgelsen, som kun gælder Guds børn til frelse.
  «Han ser og ved forud alt, hvad der er eller vil være, hvad der sker eller vil ske, hvad enten det er godt eller ondt» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Guds forsyn (fodnote med citat fra Rambach): I en fodnote citerer Pieper Rambach (efter Walther): Spurven er en af de mest foragtede fugle, og alligevel falder den ikke uden Faderens vilje. At Gud tæller hårene, betyder, at han kender og bevarer det mindste.
  «Det, vi anser for værdifuldt, tæller vi. Det betyder altså en nøje viden og en flid i at opretholde.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Forsynet: Jacobs regner spurvene og hårene på hovedet blandt forsynets genstande: Intet er så stort eller så lille, at det ligger uden for Guds styrelse.
  «Og intet er så lille og uanseligt, at det ikke har en plads i dets planer.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Skabelsen af verden og mennesket (dikotomi og trikotomi): Pieper kalder v. 28 et afgørende skriftsted for, at mennesket består af legeme og sjæl: Verset beskriver hele mennesket og nævner kun de to. Derfor kan mennesker slå legemet ihjel, men ikke nå sjælen.
  «Her beskrives mennesket efter hele sin væsensbestand (efter sin «totalitet»), og dog nævnes kun «legeme» og «sjæl» ved siden af hinanden.» Læs teksten

Prædikenspor

Tre gange «frygt ikke»

Sporet følger teksten og dens tre «frygt ikke». Først: Disciplen deler mesterens kår. Forhånelse og modstand er ikke tegn på, at Gud har forladt os, men på, at vi hører Jesus til, ham der blev kaldt Beelzebul. Dernæst: Frygt ikke, for Ordet skal frem. Det, Jesus har sagt i øret, skal siges på tagene, og ingen magt kan holde det skjult. Til sidst: Frygt ikke, for Faderen tæller hårene. Her når prædikenen frem til evangeliet. Den Far, der ikke lader en spurv falde uden sin vilje, gav sin Søn for os. Derfor er vi mere værd end mange spurve, og vores liv er i hans hånd, også når det går os ilde.

Den rette frygt

Et tematisk spor om frygt. Mennesker er altid bange for noget: sygdom, andres dom, at stå alene. Teksten sorterer frygten. Første trin: Den frygt for mennesker, der får os til at tie om Kristus, er synd, for den sætter mennesker i Guds sted. Andet trin: Der er én, der skal frygtes, Gud, som kan ødelægge både sjæl og legeme i Helvede. Her taler loven alvorligt. Tredje trin: Den Gud, der skal frygtes, er den samme Far, der tæller vores hår. Den, der frygter Gud og tror på Kristus, behøver ikke at frygte noget andet. Den gudsfrygt, Luther lærer i katekismen, er netop frygt og kærlighed på én gang.

Når det går dig ilde

Et sjælesørgerligt spor for dem, der lider: syge, sørgende og dem, der føler sig glemt. Teksten lover ikke, at spurven ikke falder; den lover, at den ikke falder uden Faderen. Første trin: Tag anfægtelsen alvorligt. Når det går ilde, ligger tanken nær, at Gud har glemt én. Andet trin: Luther siger i Huspostillen, at Gud tænker på dig og alligevel lader det gå dig ilde. Lidelsen er ikke et bevis på, at Gud er fraværende. Tredje trin: Grunden til tilliden er Kristus, der led alt og som den opstandne kan sige «frygt ikke». Hos ham er vi mere værd end mange spurve.

Lærepunkter i teksten

• Forsynet – Spurvene og de talte hår er Skriftens klareste ord om, at Guds forsyn omfatter det mindste og bærer hans børn i modgang.
• Prædikeembedet – Det, Jesus siger i øret, skal forkyndes på tagene: Ordet er betroet disciplene for at blive udråbt, også under forfølgelse.
• Døden og sjælens tilstand efter døden – Mennesker kan slå legemet ihjel, men ikke sjælen: Teksten skelner mellem legeme og sjæl og taler om livet efter døden.
• Den evige fortabelse – Gud kan ødelægge både sjæl og legeme i Helvede. Den rette frygt gælder Guds dom, ikke menneskers.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 726 Gak ud, min sjæl, betragt med flid – Sommersalme til trinitatistiden om Guds gaver i skaberværket, også fuglene.
• 41 Lille Guds barn, hvad skader dig – Om Guds barn, der intet har at frygte i Faderens varetægt.
• 49 Ingen er så tryg i fare – Om Guds børns tryghed under Faderens omsorg, svarende til spurvene og hårene.
• 632 Stå fast, min sjæl, stå fast – Om at holde fast ved troen og bekendelsen, når modstanden kommer.