Matt 7,22–29

Teksten i sammenhæng

Teksten er slutningen på Bjergprædikenen (Matt 5–7). Jesus har sat sig på bjerget og underviser disciplene, mens skarerne lytter med (5,1–2; 7,28). Lige før har han talt om den snævre port, om de falske profeter, der kendes på deres frugter, og om at ikke enhver, der siger «Herre, Herre», skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør hans Faders vilje (7,13–21). Vores tekst fører den tanke til ende: Jesus taler som dommeren på «den dag» og afviser folk, der kan pege på store gerninger i hans navn. Derefter samler han hele talen i lignelsen om de to huse: Det afgørende er, om man hører hans ord og gør dem. Til sidst fortæller Matthæus, hvordan skarerne reagerede: De var slået af forundring, for han talte med myndighed. Teksten er evangelium på 8. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække; i 1. tekstrække læses Matt 7,15–21 samme dag. Luthers prædiken i Huspostillen på samme søndag går over Matt 7,15–23 og dækker altså vers 22–23.

Opbygning

1. 7,22 «Herre, Herre» på den dag: gerninger i Jesu navn
2. 7,23 Dommerens ord: Jeg har aldrig kendt jer
3. 7,24 Huset på klippen
4. 7,26 Huset på sandet
5. 7,28 Skarerne undrer sig over hans myndighed

Græske nøgleord

• ὁμολογέω (G3670, v. 7,23) – ὁμολογέω, bekende, erklære åbent. Ordet bruges om en højtidelig, offentlig erklæring, her som dommerens kendelse. Der er en skarp kontrast: De har bekendt ham som «Herre» og nævnt hans navn tre gange, men nu er det hans bekendelse om dem, der gælder. Futurum peger frem mod «den dag». Jf. Matt 10,32, hvor Jesus lover at kendes ved dem, der kendes ved ham.
• γινώσκω (G1097, v. 7,23) – γινώσκω, kende. «Jeg har aldrig kendt jer» (οὐδέποτε ἔγνων) handler ikke om manglende viden, men om fællesskab: Han har aldrig kendt dem som sine. Sådan bruges ordet også i Joh 10,14 og 2 Tim 2,19: «Herren kender sine.» Aoristen med «aldrig» siger, at der heller ikke dengang, de udførte deres gerninger, var noget forhold til ham.
• ἀνομία (G458, v. 7,23) – ἀνομία, lovløshed. Ordet betyder ikke bare mangel på lov, men lovstridighed, et brud på Guds lov (jf. 1 Joh 3,4). Participiet οἱ ἐργαζόμενοι («I som øver») er i nutid og beskriver en vedvarende praksis. Det rammer hårdt, fordi de netop har pralet af gerninger: Bag de imponerende ydre gerninger lå et liv, der ikke var under Guds vilje.
• φρόνιμος (G5429, v. 7,24) – φρόνιμος, klog, forstandig, over for μωρός, tåbelig (7,26). Det er ikke tale om intelligens, men om den klogskab, der regner med det, der skal komme. Den kloge mand bygger med tanke på stormen; den tåbelige bygger kun til godt vejr. Samme modsætning findes i lignelsen om de ti brudepiger (Matt 25,2), hvor den også handler om at være rede til den sidste dag.
• θεμελιόω (G2311, v. 7,25) – θεμελιόω, grundlægge, grundfæste. Formen τεθεμελίωτο er pluskvamperfektum passiv: Huset «var blevet grundfæstet» på klippen, før stormen kom. Det står fast på grund af det, det i forvejen er bygget på, ikke på grund af noget, det gør i stormen. Pluskvamperfektum siger, at sagen var afgjort, før stormen kom: Det er grunden, der bærer.
• ἐξουσία (G1849, v. 7,29) – ἐξουσία, myndighed, fuldmagt. De skriftlærde udlagde loven ved at henvise til andre lærere og overleveringen. Jesus taler med egen fuldmagt: «Men jeg siger jer» (Matt 5,22.28.32.34.39.44). Samme ord bruges, når han tilgiver synder (Matt 9,6) og når han som den opstandne har fået «al magt» (28,18). Hans ord er ikke bare råd, men Guds eget ord.

Eksegetiske noter

• v. 7,22 «På den dag» er den yderste dag, dommens dag, som profeterne kaldte «Herrens dag» (fx Am 5,18; Sef 1,14). Det overraskende er, at Jesus selv står som dommeren: Folk siger «Herre, Herre» til ham, og han afgør deres sag. De nævner profeti, uddrivelse af dæmoner og undergerninger, altså netop de gerninger, som disciplene senere får fuldmagt til (Matt 10,1.8). Jesus diskuterer ikke, om gerningerne var ægte; selv store gerninger i hans navn viser ikke, at man hører ham til.
• v. 7,23 «Gå bort fra mig, I som øver lovløshed» hentyder til Sl 6,9 (1992-nummerering), hvor den lidende beder skilles fra de onde. I Septuaginta står næsten ordret de samme ord: ἀπόστητε ἀπ’ ἐμοῦ πάντες οἱ ἐργαζόμενοι τὴν ἀνομίαν. Jesus tager salmens ord i sin egen mund som dommer. Lignende afvisninger kommer igen i Matt 25,12 («Jeg kender jer ikke») og 25,41. Parallellen i Luk 13,25–27 har en lignende afvisning ved den lukkede dør.
• v. 7,24–27 Billedet passer til landskabet i Israel: Om vinteren kommer der voldsomme regnskyl, og tørre dale kan på kort tid blive til rivende strømme («floderne», ποταμοί). Et hus på løs grund i en dalbund bliver skyllet væk. De to huse kan se ens ud, så længe vejret er godt; forskellen ses først i stormen. I v. 24 har RP «jeg vil ligne ham ved» (ὁμοιώσω), den kritiske tekst «han skal ligne» (ὁμοιωθήσεται). Lukas har lignelsen afslutningsvis i sletteprædikenen (Luk 6,47–49), hvor den kloge mand «gravede dybt».
• v. 7,28 «Da Jesus havde afsluttet disse ord» er den faste vending, som Matthæus bruger efter hver af Jesu fem store taler (7,28; 11,1; 13,53; 19,1; 26,1). Den markerer, at Bjergprædikenen er en samlet undervisning. At skarerne var «slået af forundring», betyder ikke, at de troede; det viser, hvor stærkt hans ord ramte.
• v. 7,29 Tekstkritik: RP har «som de skriftlærde» (οἱ γραμματεῖς), mens den kritiske tekst har «deres skriftlærde» (οἱ γραμματεῖς αὐτῶν). Den Frie Bibel følger her den kritiske tekst. Vulgata tilføjer desuden «og farisæerne»; Krauth bemærker, at Luther i sit Nye Testamente følger den græske tekst og udelader begge dele. Meningen ændres ikke.

Lov og evangelium

Loven: Teksten taler ikke til de åbenlyst ugudelige, men til de fromme. De, der står for dommeren, har sagt «Herre, Herre», prædiket og gjort store ting i hans navn, og alligevel hører de: «Jeg har aldrig kendt jer.» Det rammer også os, der går i kirke, hører prædikener og måske gør meget i menigheden. Man kan høre Ordet uge efter uge og alligevel bygge sit liv på noget andet: på sin egen indsats, sin gode samvittighed eller sit gode ry. Det ser ud som et godt hus, så længe vejret er stille. Men stormen kommer – sygdom, skyld, døden og til sidst dommen – og så viser det sig, hvad huset står på. Et hus på sand falder, og faldet er stort.

Evangeliet: Klippen er Kristus selv og hans ord (jf. 1 Kor 3,11; 10,4). Huset står ikke, fordi bygmesteren er stærk, men fordi det «var grundfæstet på klippen»: Grunden bærer. At gøre Faderens vilje er efter Jesu eget ord at tro på Sønnen (Joh 6,40), som Luther fremhæver i Huspostillen. Den, der kender os, er den samme, som døde for os; «Herren kender sine» (2 Tim 2,19). Og han taler med myndighed: Det er den samme fuldmagt, som han bruger, når han tilgiver synder (Matt 9,6). Når hans ord siger «dine synder er tilgivet», står det fast, også når regnen slår ned og floderne kommer.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 8. søndag efter trinitatis (Matt 7,15–23): Luther kalder de store gaver – profeti, dæmonuddrivelse og undergerninger – et «fåreklæde». En kristen skal ikke hænge sig ved folk og tro alt, hvad de siger, fordi de har sådanne gaver; han skal fremfor alt se på Ordet.
  «Han skal fremfor alt se på Ordet, om der ikke stikker en ulv under fårepelsen.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 8. søndag efter trinitatis (Matt 7,15–23): Faderens vilje betyder ikke blot at holde de ti bud, for det kan ingen gøre fuldkomment. Faderens vilje er, at den, der ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv (Joh 6,40).
  «For da vi ikke kan gøre det fuldkomment her i dette liv, er det umuligt, at vi kunne rose os af, at vi havde gjort Faderens vilje» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 8. søndag efter trinitatis (Matt 7,15–23): Den rette frugt hos en prædikant er, at han fører Kristus rent frem som den eneste mellemmand. Den prædiken er sand og holder, hvem der end siger den.
  «For hvis det var muligt, at Djævelen selv prædikede sådan, så kunne den prædiken ikke være falsk eller løgn; den, der troede på den, ville få det, som den lover ham.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Walther, Den rette adskillelse af lov og evangelium, 6. aftenforelæsning: Walther citerer Luther om, at ordet lige før teksten, «Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre …» (Matt 7,21), kan blive en snare for den anfægtede i dødsstunden, når et lovens ord bliver læst som evangelium. Præsten må kunne skelne.
  «I dødsnøden kommer Djævelen og prøver i den sidste time at rive den stakkels kristne løs fra evangeliet.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Syndens begreb: Pieper bruger Matt 7,23 til at vise, at synd ikke blot er mangel på noget godt, men et positivt brud på Guds lov.
  «Men efter Skriftens sprogbrug er ἀνομία samtidig et positivt begreb og betegner lovstridighed, en forseelse mod loven eller en krænkelse af loven.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro, kap. 37: Kristi genkomst: Jacobs regner «den dag» i Matt 7,22 blandt Skriftens udtryk for Kristi genkomst og den yderste dag.
  «Den er blevet kaldt «den dag, som alle andre dage er skabt for».» Læs teksten

Prædikenspor

To huse – samme storm

Sporet følger lignelsen. Hovedtanke: Begge mænd hører Ordet, begge bygger, og begge rammes af samme storm. Forskellen er grunden. 1) De to huse kan ligne hinanden: kirkegang, fromme ord og gode gerninger findes på begge sider (v. 22). 2) Stormen afslører grunden: modgang, skyld og døden og til sidst «den dag», hvor Jesus selv dømmer. Et liv bygget på egen fromhed falder. 3) Klippen er Kristus og hans ord. Huset står, fordi det «var grundfæstet»: Grunden bærer, ikke vores styrke. At høre og gøre hans ord er at tage imod det i tro og leve af det. Prædikenen slutter med, hvad der står fast i stormen: hans ord om tilgivelse.

«Herre, Herre» – hvad er Faderens vilje?

Et tematisk spor om forskellen på at sige «Herre» og at høre ham til. 1) Det overraskende i v. 22: De afviste har ikke været dovne, men meget aktive i Jesu navn. Gerninger og gaver kan være ægte og alligevel ikke vise, at man er kendt af ham. 2) Hvad er så Faderens vilje? Med Luther i Huspostillen: ikke at vi opfylder de ti bud fuldkomment, for det kan ingen, men at vi ser Sønnen og tror på ham (Joh 6,40). 3) Af den tro vokser lydigheden som frugt. Sporet fører fra de selvsikres dom til evangeliet om ham, der kender sine, og gør menigheden fri til at tjene uden at bygge på det.

Kender han mig?

Et sjælesørgerligt spor til dem, der bliver bange af v. 23. Walther minder med Luther om, at «Herre, Herre»-ordet lige før teksten (Matt 7,21) kan plage den anfægtede i dødsstunden. 1) Tag angsten alvorligt: Teksten er skrevet for at ryste de selvsikre, og den gør det. 2) Men læg mærke til, hvem der bliver afvist: dem, der på den dag peger på deres egne gerninger. Den anfægtede, der intet har at pege på, har kun Kristus. 3) Han, der dømmer, er den samme, der døde for os og taler med myndighed til at tilgive synder (Matt 9,6). «Herren kender sine» (2 Tim 2,19). Hans kendskab til os hviler på hans løfte i dåben og Ordet, ikke på vores præstationer.

Lærepunkter i teksten

• Den yderste dom og verdens ende – Jesus står selv som dommeren «på den dag» og afsiger dommen over dem, der siger «Herre, Herre».
• De gode gerninger – Store gerninger i Jesu navn frelser ikke; gode gerninger er troens frugt, ikke grunden, man bygger på.
• Ordets kraft – Alt afgøres af, hvordan man hører Jesu ord: Hans ord er klippen, og han taler med Guds egen myndighed.
• Lov og evangelium – Dommen over de selvsikre er lov; klippen, der bærer, er evangelium. Walther advarer mod at blande dem i anfægtelsen.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 666 Den grund, hvorpå jeg bygger – Salmen om grunden, der holder: Kristus og hans nåde, ikke egen fortjeneste.
• 401 Guds ord det er vort arvegods – Guds ord som den faste grund, der står, når alt andet falder.
• 336 Vor Gud han er så fast en borg – Luthers salme om Gud som den faste borg i stormen.
• 672 Jeg ved, på hvem jeg bygger – Om at bygge på Kristus som klippen og ikke på egne gerninger (v. 24–25).
• 722 Nu blomstertiden kommer – Forsommersalme om blomstertiden og Guds godhed; årstidssalme til trinitatistidens begyndelse.