Matt 7,15–21

Teksten i sammenhæng

Teksten står sidst i Bjergprædikenen (Matt 5–7). Jesus sidder på bjerget og taler til disciplene, mens skarerne lytter med (5,1; 7,28). Lige før har han talt om den snævre port og den smalle vej, som få finder (7,13–14). Nu advarer han mod dem, der vil lokke ud på den brede vej, men som ser ud til at vise den smalle: de falske profeter. Billedet skifter fra ulve i fåreklæder til træer og frugter, og til sidst vender Jesus det mod tilhørerne selv: Det er ikke nok at sige «Herre, Herre». Lige efter følger dommens ord om dem, der har profeteret i hans navn (7,22–23), og lignelsen om de to huse (7,24–27). I 1. tekstrække er teksten evangelium på 8. søndag efter trinitatis. Den gamle tekstrække havde Matt 7,15–23 på samme søndag, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme dag. Midt i trinitatistiden, hvor kirkens liv og vækst er temaet, spørger teksten, hvad der gør et træ godt.

Opbygning

1. 7,15 Tag jer i agt for ulvene i fåreklæder
2. 7,16 Af deres frugter skal I kende dem
3. 7,17 Det gode og det dårlige træ
4. 7,19 Træet, der hugges om
5. 7,21 Ikke den, der siger «Herre, Herre», men den, der gør Faderens vilje

Græske nøgleord

• προσέχω (G4337, v. 7,15) – προσέχω, tage sig i agt for, være på vagt over for. Med ἀπό betyder det at holde sig fra noget farligt, som når Jesus advarer mod farisæernes surdej (Matt 16,6). Imperativ præsens passer til en årvågenhed, der skal vare ved. Menigheden skal ikke blot høre efter, men selv prøve, hvad den hører. Ansvaret lægges altså også på tilhørerne, ikke kun på hyrderne.
• ψευδοπροφήτης (G5578, v. 7,15) – ψευδοπροφήτης, falsk profet. Ordet betegner en, der taler i Guds navn uden at være sendt af ham og forkynder noget andet end Guds ord (Jer 14,14; 23,16–21). Jesus regner med, at de kommer «til jer», altså ind i menigheden, ikke kun udefra (jf. Matt 24,11.24). Faren er ikke den åbenlyse fjende, men den, der bruger kirkens eget sprog.
• ἅρπαξ (G727, v. 7,15) – ἅρπαξ, rovgrisk, glubsk, en der river til sig. Ordet bruges også om dem, der ikke skal arve Guds rige (1 Kor 6,10). Ulven kommer ikke for at give, men for at tage: tro, trøst og tilhængere. Modsætningen er den gode hyrde, der giver sit liv for fårene (Joh 10,11–12). Kontrasten mellem det ydre (fåreklæder) og det indre (ἔσωθεν, indvendig) bærer hele verset.
• ἐπιγινώσκω (G1921, v. 7,16) – ἐπιγινώσκω, erkende, kende sikkert, gennemskue. Futurum «skal I kende» er både løfte og pålæg: Det er muligt at gennemskue de falske profeter, og disciplene skal gøre det. Udtrykket står både i v. 16 og v. 20 som en ramme om billedet af træerne. Grundlaget for kendskabet (ἀπό) er frugterne, ikke klæderne, ordene eller det, man udstråler.
• σαπρός (G4550, v. 7,17) – σαπρός, dårlig, rådden, ubrugelig. Ordet bruges om rådne fisk (Matt 13,48) og om nedbrydende tale (Ef 4,29). Træet er ikke ondt, fordi frugten er dårlig; frugten er dårlig, fordi træet er råddent. Jesus taler om, hvad træet er, før han taler om, hvad det gør. Her ligger grunden til, at personen må fornyes, før gerningerne kan blive gode.
• ποιέω (G4160, v. 7,17) – ποιέω, gøre, her: bære (frugt). Det samme verbum går igen i v. 17, 18 og 19 om træet, der «gør» frugt, og i v. 21 om den, der «gør» Faderens vilje (ὁ ποιῶν). Dermed binder Jesus billedet sammen med afslutningen. Præsens beskriver det, træet stadig bærer, ikke en enkelt præstation. I v. 18 står det sammen med οὐ δύναται: Et dårligt træ kan slet ikke bære god frugt. Det, man gør, kommer af det, man er.
• θέλημα (G2307, v. 7,21) – θέλημα, vilje. «Min Fars vilje» står i Matthæus om det, Jesus lærer og selv gør (Matt 12,50; 26,42). Participiet præsens ὁ ποιῶν, «den som gør», beskriver et liv, ikke en enkelt præstation. Luther læser det med Joh 6,40: Faderens vilje er, at enhver, der ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv. Så er troen på Sønnen det første, Faderen vil, og lydigheden følger af den.

Eksegetiske noter

• v. 7,15 Billedet af ulve bruges i Det Gamle Testamente om Israels ledere, der river byttet til sig (Ez 22,27; Sef 3,3), og Jesus sender selv disciplene ud «som får midt iblandt ulve» (Matt 10,16). Paulus advarer de ældste i Efesus mod «glubske ulve», der skal komme ind blandt dem, og mod mænd fra deres egen kreds, der vil fordreje sandheden (ApG 20,29–30). Nogle tænker på profetens kappe af skind (Zak 13,4), men i sammenhængen peger fåreklæderne især på skinnet af at høre til hjorden.
• v. 7,16–18 Billedet har paralleller i Luk 6,43–45 og Matt 12,33–35, hvor frugten kobles til ordene: «For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.» Det taler for, at frugterne i første omgang er profetens lære og tale, ikke kun hans moral. Torne og tidsler er markens ukrudt, der ikke kan give føde (jf. 1 Mos 3,18). Det samme træ kan ikke bære begge slags frugt.
• v. 7,19 Verset gentager næsten ordret Johannes Døberens ord i Matt 3,10 om træet, der ikke bærer god frugt. Jesus tager altså dommens forkyndelse op fra sin forløber. Præsens («hugges», «kastes») gør dommen sikker og nærværende. Verset rammer de falske profeter, men står i en form, der også gælder hver enkelt tilhører.
• v. 7,21 «Herre, Herre» er bekendelsens sprog og kan være helt korrekt. Det afgørende er ikke ordene, men om man gør Faderens vilje. Teksten slutter her i Alterbogen, men v. 22–23 hører med i sammenhængen: Dem, der har profeteret, uddrevet dæmoner og gjort mægtige gerninger i hans navn, siger Jesus ikke, at han har kendt. Huspostillens tekst går til v. 23, og Luther bruger versene om profeternes gaver.
• v. 7,15–21 Tekstkritik: RP har δέ i v. 15 («Men tag jer i agt …»), som binder advarslen til ordet om den smalle vej; den kritiske tekst udelader det. Ellers er der ingen forskel af betydning. Vulgata har et tillæg sidst i v. 21, som Krauth nævner blandt de steder, hvor Luthers Ny Testamente følger den græske tekst og udelader Vulgatas ord («han skal komme ind i Himlenes rige»).

Lov og evangelium

Loven: Loven møder os to steder. Først i advarslen: Vi er ikke så skarpsindige, som vi tror. Vi falder for det, der ser fromt ud, taler varmt om Gud og lover noget nyt. Vores hjerter er ofte tomme for Ordet, og derfor tager vi imod det, der kommer i fåreklæder. Dernæst i ordene om træet: Et dårligt træ kan ikke bære god frugt, og ethvert træ, der ikke bærer god frugt, hugges om. Det gælder ikke kun de falske profeter. Det gælder også den, der siger «Herre, Herre» hver søndag, men ikke gør Faderens vilje. Ingen kan gøre sig selv til et godt træ ved at anstrenge sig.

Evangeliet: Evangeliet ligger i det, Faderens vilje er: at enhver, der ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv (Joh 6,40). Den, der advarer her, er selv den gode hyrde, der står mellem fårene og ulven og giver sit liv for dem. Han gør dårlige træer gode, ikke ved at kræve frugt, men ved at tilgive dem og plante dem i sig selv gennem dåben og Ordet. Derfor er den rette prædikants frugt, at han viser hen til Kristus som den eneste mellemmand. Den, der tror den prædiken, har det, den lover, og frugterne vokser af sig selv af det gode træ.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 8. søndag efter trinitatis: Djævelen kan også rose Guds ord og sandheden. Derfor skal almindelige kristne ikke være godtroende, men prøve det, de hører, på katekismen og den prædiken, de allerede har hørt.
  «jeg vil se efter, om det stemmer med min katekismus og med den prædiken, jeg har hørt hidtil.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 8. søndag efter trinitatis: «Faderens vilje» er ikke kun at holde de ti bud, for det kan ingen fuldkomment. Faderens vilje er troen på Sønnen (Joh 6,40), og prædikantens rette frugt er at forkynde netop den vilje: at Gud er nådig for sin Søns skyld.
  «Men her taler Herren særligt om prædikanterne eller profeterne, og deres rette og egentlige frugt er ikke andet end dette: at de flittigt forkynder denne vilje for folk» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 8. søndag efter trinitatis: Livet skal stemme med læren, men læren om Kristus er den første og sikreste frugt. Til tider kan læren være rigtig, selv om livet er dårligt; derfor ser man først på læren.
  «Derfor må vi først og fremmest ikke se på livet, men på læren; så vil vi fint kunne vide, om den, der kommer til os i fåreklæder, er en ulv eller et får.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Apologien, art. VII og VIII: Om kirken: Apologien bruger Matt 7,15 til at sige, at menigheden ikke skal følge lærere, der forkynder et andet evangelium, selv om de har embedet.
  «Ugudelige lærere skal man forlade [dem skal man ikke tage imod eller høre], fordi de ikke længere handler i Kristi sted, men er antikrister.» Læs teksten
• Apologien, art. XVIII: Om den frie vilje: Gerninger, der gøres uden Helligånden og troen, er ikke gode frugter, for hjertet er uden gudsfrygt og tillid til Gud. Apologien begrunder det med Matt 7,18.
  «Uden tillid til Gud tror de ikke, at Gud hører dem, tilgiver dem, hjælper dem og bevarer dem. Derfor er de ugudelige. For et dårligt træ kan ikke bære gode frugter, Matt 7,18.» Læs teksten
• Apologien, art. V: Om kærligheden og lovens opfyldelse: Billedet af træet viser rækkefølgen: Frugten gør ikke træet godt. Mennesket må først være antaget af Gud ved troen for Kristi skyld; så følger de gode gerninger.
  «Og ligesom et godt træ skal bære god frugt, og frugten alligevel ikke gør træet godt, sådan må gode gerninger følge den nye fødsel, selv om de ikke gør mennesket antageligt for Gud.» Læs teksten
• Walther, Den rette adskillelse af lov og evangelium (citerer Luther): Walther citerer Luther om Matt 7,18: Personen må være god, før gerningerne kan blive gode. Det er troen, der gør både personen og gerningerne gode.
  «Personen må altså altid først være god og from, før alle gode gerninger, og gode gerninger følger af og udgår fra den fromme, gode person.» Læs teksten

Prædikenspor

Ulven i fåreklæder

Sporet følger teksten. Hovedtanken er, at faren ikke kommer med ulvepels, men med fromt sprog, smukt liv og store gaver. Første trin: Hvad er fåreklæderne i dag? Med Luther kan man nævne gode ord, embede og titler, et anseligt liv og usædvanlige gaver (Huspostillen, 8. søndag efter trinitatis). Andet trin: Jesus giver os et middel til at gennemskue dem, nemlig frugten, og den første frugt er læren om Kristus. Det kræver ikke ekspertise, men at man kender katekismen og hører Ordet. Tredje trin: Den gode hyrde advarer, fordi han selv vogter fårene. Han har givet sit liv for dem, og hans ord er lyset, vi kan holde os til. Prædikenen ender i trøsten: Vi står ikke alene over for ulvene.

Træet før frugten

Et tematisk spor om forholdet mellem tro og gerninger. Hovedtanken: Træet gør frugten, ikke omvendt (v. 17–18). Første trin: Lovens dom. Et dårligt træ kan ikke bære god frugt, og det kan ikke gøre sig selv godt. Det rammer både den selvsikre, der tror, at gode gerninger gør en from, og den, der siger «Herre, Herre» uden at gøre Faderens vilje. Andet trin: Hvordan bliver et træ godt? Gud gør det gennem troen på Kristus, sådan som Apologien siger: Frugten gør ikke træet godt. Tredje trin: Faderens vilje er troen på Sønnen (Joh 6,40), og af den vokser frugterne frit. Evangeliet er, at Kristus selv gør os til gode træer ved at give os sin retfærdighed og plante os i sig i dåben.

Når man er bange for at være et dårligt træ

Et sjælesørgerligt spor for den, der hører teksten som en trussel: Er min frugt god nok, eller bliver jeg hugget om? Første trin: Tag angsten alvorligt. Teksten dømmer, og den skal få os til at se, at vores frugt ikke kan bære os. Andet trin: Med Luther skelnes der mellem «Faderens vilje» som de ti bud, som vi ikke kan opfylde fuldkomment, og Faderens vilje som troen på Sønnen. Den, der trøster sig ved Kristus, gør Faderens vilje. Tredje trin: Frugten er ikke betingelsen for nåden, men nådens følge. Prædikenen kan slutte med løftet fra Joh 6,40, så den anfægtede får noget at holde sig til uden for sig selv.

Lærepunkter i teksten

• De gode gerninger – Det gode træ bærer god frugt: Gerningerne følger af troen og gør ikke personen god.
• Kirkens kendetegn og enhed – Profeterne kendes på frugten, først på læren om Kristus; kirken kendes på det rene ord.
• Prædikeembedet – Embedet kan være en fårepels; prædikantens rette frugt er at forkynde Faderens vilje i Kristus.
• Bevarelsen i troen og frafaldet – Advarslen mod ulvene gælder bevarelsen i troen: at blive ved Ordet og ikke falde fra.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 726 Gak ud, min sjæl, betragt med flid – Sommersalme om skaberværket og væksten; passer til trinitatistiden og billedet af træer og frugt.
• 394 Ak Gud, fra Himlen se herned – Luthers salme over Sl 12: bøn om hjælp mod falske lærere, der fører folk bort fra Ordet.
• 337 Behold os, Herre, ved dit ord – Bøn om at blive bevaret ved Ordet, netop Luthers pointe i prædikenen over teksten.
• 401 Guds ord det er vort arvegods – Ordet som kirkens arv og værn, som skal holdes rent fra slægt til slægt.
• 368 Vintræ og grene og frugt hører sammen – Frugten vokser af forbindelsen med Kristus, ikke af egen anstrengelse.