Matt 28,16–20

Teksten i sammenhæng

Missionsbefalingen er slutningen på Matthæusevangeliet. Efter opstandelsen har englen og Jesus selv sagt til kvinderne, at disciplene skal gå til Galilæa, hvor de skal se ham (28,7.10). Imens har ypperstepræsterne bestukket vagten til at sprede løgnen om, at liget var blevet stjålet (28,11–15). Nu er de elleve samlet på det bjerg, som Jesus har bestemt. Judas er ikke længere med. Den opstandne taler til de få, der både tilbeder og tvivler, og sender dem ud til alle folk. Evangeliet slutter ikke med en himmelfartsberetning, men med et løfte om nærvær: «Jeg er med jer alle dage». Dermed lukker Matthæus cirklen fra 1,23, hvor Jesus kaldes Immanuel, Gud med os. Teksten er evangelium på trinitatis søndag i 2. tekstrække. Det passer, fordi her står den tydeligste udtalelse i evangelierne om Faderen, Sønnen og Helligånden, og den står i forbindelse med dåben. I 1. tekstrække læses Joh 3,1–15 samme dag.

Opbygning

1. 28,16 De elleve på bjerget i Galilæa: tilbedelse og tvivl
2. 28,18 Al magt er givet den opstandne
3. 28,19 Gør alle folk til disciple ved dåb og lære
4. 28,20 Løftet: Jeg er med jer alle dage

Græske nøgleord

• διστάζω (G1365, v. 28,17) – διστάζω, tvivle. Ordet betyder at vakle, at være usikker og ikke kunne tage et fast standpunkt. Det forekommer kun her og i Matt 14,31, hvor Peter synker i bølgerne: «Du lidet troende, hvorfor tvivlede du?» Det er altså ikke åbenlys vantro, men en tro, der vakler. Netop til disse disciple træder Jesus hen og taler. Tvivlen udelukker dem ikke fra sendelsen.
• ἐξουσία (G1849, v. 28,18) – ἐξουσία, magt, myndighed. Ordet betegner retmæssig fuldmagt, ikke kun kraft. Udsagnet ἐδόθη («er blevet givet») er passiv: Faderen har givet den. Jesus har haft myndighed før (7,29; 9,6), men nu er den «al» myndighed «i himlen og på jorden». Den gives til den korsfæstede og opstandne, altså også efter hans menneskelige natur, for som Gud har han den fra evighed. Missionsbefalingen hviler på denne magt.
• μαθητεύω (G3100, v. 28,19) – μαθητεύω, gøre til disciple. Det er sætningens eneste bydeform (aorist imperativ). «Gå», «døbende» og «lærende» er participier, der hører til den. Derfor er sendelsen ikke blot at vinde tilhængere, men at gøre mennesker til disciple af Jesus, og det sker netop ved dåb og undervisning. Ordet bruges kun fire gange i NT, og tre af dem er i Matthæus (13,52; 27,57; 28,19).
• ὄνομα (G3686, v. 28,19) – ὄνομα, navn. Der står ét navn i ental, ikke «navnene», og dog nævnes tre med hver sin artikel: Faderen, Sønnen og Helligånden. Det er et af de klareste skriftsteder for, at kirken bekender én Gud i tre personer. Forholdsordet εἰς («til») viser, at den døbte bliver overgivet til denne Gud og kommer til at høre ham til. Navnet er Guds åbenbarede person, som man kan påkalde.
• τηρέω (G5083, v. 28,20) – τηρέω, holde, bevare, vogte. Det er ikke kun at adlyde, men at tage vare på noget og bevare det. Disciplene skal lære folk at holde «alt», hvad Jesus har befalet, og ikke vælge ud eller lægge til. Det omfatter alt, hvad han har lært og indstiftet, også dåben her og nadveren. Kirkens lære er bundet til hans ord, ikke til egne påfund.
• συντέλεια (G4930, v. 28,20) – συντέλεια, fuldendelse, afslutning. Udtrykket «tidsalderens fuldendelse» bruger Matthæus ellers om dommen (13,39.40.49) og om tegnene før Jesu komme (24,3). Løftet om nærvær gælder altså hele tiden mellem himmelfarten og genkomsten, også tider med forfølgelse og frafald. Kirken lever i mellemtiden, men aldrig uden sin Herre.

Eksegetiske noter

• v. 28,16 Bjerget nævnes ikke ved navn. Hos Matthæus sker meget på bjerge: fristelsen, hvor Djævelen tilbyder Jesus alle verdens riger (4,8–9), Bjergprædikenen (5,1) og forklarelsen (17,1). Det, som Jesus afviste at få af Djævelen, får han nu af Faderen, efter lidelsen. «De elleve» minder om, at én er faldet fra. Kredsen er brudt, men Jesus bygger alligevel sin kirke på dem.
• v. 28,17 Grammatisk kan «οἱ δὲ ἐδίστασαν» betyde enten «men nogle tvivlede» eller «men de tvivlede». De fleste oversættelser vælger «nogle». Pointen er den samme: Den opstandne sender ikke fuldkomne troshelte ud, men disciple, der både tilbeder og tvivler. Svaret på tvivlen er ikke en ny åbenbaring, men at Jesus træder hen og taler (28,18).
• v. 28,18 Ordene om al magt og alle folk hentyder til Dan 7,13–14, hvor en som en menneskesøn får magt, ære og rige, så alle folk skal tjene ham. Jesus har mange gange kaldt sig Menneskesønnen (fx 26,64). Nu siger han, at profetien er opfyldt i ham. Riget er ikke kun Israels, men omfatter alle folkeslag.
• v. 28,19 RP har ikke οὖν («derfor»), som den kritiske tekst har, og Den Frie Bibel oversætter «Gå derfor». Sammenhængen er tydelig nok uden: Sendelsen bygger på den magt, Jesus netop har fået. Alle bevarede håndskrifter har dåbsformlen med Faderen, Sønnen og Helligånden. At nogle kirkefædre citerer verset i forkortet form, ændrer ikke ved det.
• v. 28,19 «Alle folk» (πάντα τὰ ἔθνη) bryder den grænse, der gjaldt under Jesu jordeliv (10,5–6; 15,24). Ingen gruppe nævnes som undtaget, hverken efter folk, alder eller stand. Den lutherske kirke har heraf sluttet, at også de små børn hører med under befalingen (Apologien, art. IX). Dåben er ikke noget, mennesker opfinder, men en ordning, som den opstandne har givet.
• v. 28,20 Løftet «jeg er med jer» danner en ramme om hele evangeliet sammen med navnet Immanuel, «Gud med os» (1,23, jf. Es 7,14), og hører sammen med 18,20. RP slutter med «Amen», som mangler i den kritiske tekst og hos Den Frie Bibel. Det er Jesus, der som Gud og menneske lover at være til stede, ikke blot hans ånd eller minde.

Lov og evangelium

Loven: Loven møder os allerede i 28,17: Selv de elleve, som har set den opstandne, tvivler. Tvivlen i os er ikke en neutral modenhed, men et hjerte, der vakler mellem Gud og os selv. Befalingen om at holde alt, hvad Jesus har befalet, viser også, hvor lidt vi holder. Vi gør os gerne til herrer over hans ord, vælger ud og lægger til, og vi lader kirken blive et sted, hvor vi passer på os selv i stedet for at gå ud til alle folk. Når al magt tilhører Kristus, er vores egen magt, vores selvbestemmelse over tro og liv, afsløret som tilranet.

Evangeliet: Evangeliet er, at den magt, der tilhører Jesus, ikke bruges til at dømme de tvivlende, men til at sende dem ud med nåde. Han træder selv hen til dem og taler. Han har ikke beholdt sin sejr for sig selv, men giver den videre i dåben, hvor Faderen, Sønnen og Helligånden lægger deres navn på et menneske og gør det til Guds eget barn. Og han lover: «Jeg er med jer alle dage». Det løfte hænger ikke på vores tro, men på hans ord. Den døbte står aldrig alene, heller ikke i tvivlen.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Trinitatis søndag (1. prædiken over Joh 3,1–15): I sin trinitatisprædiken bruger Luther dåbsbefalingen som et klart skriftbevis for, at Helligånden er sand Gud. Kristus sætter Ånden ved siden af sig selv og Faderen i den gerning, som syndernes forladelse og det evige liv afhænger af.
  «Ellers ville Kristus ikke sætte ham ved siden af sig selv og sin Fader i en sådan gerning, som syndernes forladelse og det evige liv beror på.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Trinitatis søndag (2. prædiken over Joh 3,1–15): Dåben ser ringe ud, kun vand og ord i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Men Luther minder om, at Ånden arbejder i det skjulte, og at den, som søger Ånden uden om Ordet og dåben, farer vild.
  «Den, der ikke vil holde sig til Ordet, men vil gribe eller søge Ånden og hans virkning et andet sted, han farer vild.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Krauth, Den konservative reformation og dens teologi: Kristi person: Krauth binder 28,18 og 28,20 sammen. Den magt, Kristus har fået, omfatter at være til stede, og han, der lover at være med os, er menneske lige så vel som Gud.
  «Han, som udtalte løftet, opfylder det; men han, som udtalte det, var menneske lige så vel som Gud – og når han opfylder det, opfylder han det som menneske lige så vel som Gud.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Dåben: Pieper viser ud fra missionsbefalingen, at dåben er Guds egen ordning og ikke kirkens skik. Den står side om side med prædikenen og gælder alle folk til den yderste dag.
  «Dåben er ikke blot en kirkelig, men en guddommelig ordning (institutio divina), som gælder indtil den yderste dag og for alle folk.» Læs teksten
• Apologien, art. IX: Om dåben: Apologien slutter ud fra «døb alle folk», at frelsen tilbydes alle, og derfor også de små børn. Dåbens udstrækning svarer til frelsesløftets udstrækning.
  «Ligesom frelsen her bliver tilbudt alle, sådan bliver dåben tilbudt alle: mænd, kvinder, børn og spædbørn.» Læs teksten
• Traktaten om pavens magt og overhøjhed: Traktaten bruger 28,19–20 til at vise, hvilken slags magt Kristus gav apostlene: åndelig magt gennem Ordet og sakramenterne, ikke sværdets magt. Det er en god grænse for kirkens embede.
  «at Kristus kun gav apostlene åndelig magt, det vil sige befalingen om at lære evangeliet, at forkynde syndernes forladelse, at forvalte sakramenterne» Læs teksten

Prædikenspor

Tvivlerne bliver sendt

Sporet følger teksten og tager udgangspunkt i 28,17: De tilbad ham, men nogle tvivlede. Først: Kirken begynder ikke med stærke troende, men med elleve, der både tilbeder og vakler, og sådan er det stadig. Dernæst: Jesus kræver ikke, at tvivlen skal være væk, før han taler. Han træder hen og giver dem sit ord om al magt og sin befaling. Til sidst: Opgaven hviler ikke på disciplenes styrke, men på hans løfte, «jeg er med jer alle dage». Evangeliet lyder for den, der sidder med tvivl i kirken: Du er ikke afvist. Den opstandne kommer til dig gennem Ordet og dåben, som han selv har givet.

Døbt til Guds navn

Et tematisk spor til trinitatis: Treenigheden er ikke en teori, men det navn, vi er døbt til. Først: Jesus nævner tre med hver deres artikel, men ét navn. Kirken bekender derfor én Gud i tre personer, sådan som Luther gør i trinitatisprædikenen. Dernæst: «Til navnet» betyder at blive overgivet til denne Gud og tilhøre ham. Faderen tager os som børn, Sønnen har købt os, og Ånden skaber troen. Til sidst: Dåben er derfor ikke vores bekendelse til Gud, men Guds tilsagn til os. Prædikenen kan slutte ved døbefonten, hvor den døbte hver dag kan vende tilbage til sit navn.

Jeg er med jer alle dage

Et sjælesørgerligt spor for den, der føler sig alene, i sygdom, sorg eller en lille menighed. Først: Matthæus begynder med navnet Immanuel og slutter med løftet om at være med jer. Det er hele evangeliets ramme. Dernæst: Han, der lover det, har al magt i himlen og på jorden og er både Gud og menneske, ikke kun en god ånd eller et minde. Han er nær, hvor hans ord lyder og hans dåb og nadver gives. Til sidst: «Alle dage» gælder også de dage, hvor vi ikke mærker noget. Løftet hviler på hans ord, ikke på vores følelse.

Lærepunkter i teksten

• Treenigheden – Dåben sker til ét navn, Faderens, Sønnens og Helligåndens: én Gud i tre personer, og det klareste trinitariske sted i evangelierne.
• Dåben – Jesus indstifter dåben som sin egen ordning for alle folk og knytter den til lære og løfte.
• Egenskabernes meddelelse – «Mig er givet al magt»: Kristus får efter sin menneskelige natur del i den guddommelige magt og nærvær.
• Prædikeembedet – Kirken sendes for at døbe og lære alt, hvad Kristus har befalet, ikke egne påfund eller verdslig magt.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 422 Hellig, hellig, hellig! Herre Gud almægtig – Trinitatis-lovsangen til den treenige Gud, ét i væsen og tre i personer.
• 9 O store Gud! vi love dig – Te Deum: Kirken over hele jorden lovpriser Faderen, Sønnen og Helligånden.
• 364 Al magt på jorden og i Himlen – Missionssalme, der bygger direkte på tekstens ord om al magt og sendelsen.
• 442 Enhver, som tror og bliver døbt – Dåbssalme om dåbens løfte, der hører med til missionsbefalingen.
• 355 Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre – Missionssalme om Kristus som Herre, som skal forkyndes for alle folk.