Joh 3,1–15

Teksten i sammenhæng

Samtalen med Nikodemus står tidligt i Johannesevangeliet. Jesus har renset templet i Jerusalem ved påsken og gjort tegn, så mange troede på ham, men han betroede sig ikke til dem, for han vidste, hvad der var i mennesket (2,23–25). Nu kommer et af disse mennesker: Nikodemus, farisæer, medlem af Rådet og «Israels lærer». Han kommer om natten og begynder med en høflig anerkendelse af Jesus som en lærer fra Gud. Jesus svarer ikke på komplimenten, men skærer igennem: Uden en ny fødsel ovenfra ser ingen Guds rige. Samtalen går fra fødslen af vand og Ånd over vindens gåde til Menneskesønnen, der er steget ned fra himlen og skal ophøjes som slangen i ørkenen. Nikodemus forsvinder efterhånden ud af samtalen, og ordet går over i et vidnesbyrd til alle («I»). I 1. tekstrække er teksten evangelium på trinitatis søndag; fortsættelsen, Joh 3,16–21, læses 2. pinsedag. Den gamle tekstrække havde samme evangelium på trinitatis, og Luther holdt to prædikener over det i Huspostillen: den første om treenigheden, den anden om genfødslen. Her virker Faderen, Sønnen og Ånden sammen i vores frelse.

Opbygning

1. 3,1 Nikodemus kommer om natten
2. 3,3 Født på ny, ovenfra, af vand og Ånd
3. 3,9 Israels lærer, der ikke forstår
4. 3,13 Menneskesønnen fra himlen
5. 3,14 Slangen i ørkenen og den ophøjede Kristus

Græske nøgleord

• ἄνωθεν (G509, v. 3,3) – ἄνωθεν, ovenfra / på ny. Ordet kan betyde begge dele, og Johannes bruger det ellers om det, der kommer «ovenfra» (3,31; 19,11). Nikodemus hører kun «en gang til» og tænker på moderlivet. Jesus mener en fødsel, der kommer fra Gud. Passiv γεννηθῇ understreger, at ingen føder sig selv: Det er noget, man får, ikke noget, man gør.
• σάρξ (G4561, v. 3,6) – σάρξ, kød. Her ikke blot kroppen, men hele mennesket, som det er født af mennesker: også forstand, vilje og fromhed. Perfektum participium γεγεννημένον beskriver en varig tilstand: Det, der er født af kød, er og bliver kød. Derfor kan ingen forbedring af det gamle menneske nå ind i Guds rige; der må en ny fødsel til af Ånden.
• πνεῦμα (G4151, v. 3,8) – πνεῦμα, ånd / vind. Det samme ord betyder både Ånd og vind, og Jesus bruger dobbeltheden bevidst: πνεῦμα blæser, hvor det vil. Man hører dets φωνή, «lyd» eller «røst», men ser ikke selve vinden. Genfødslen er Åndens frie gerning, skjult for øjet, men ikke uden noget, der høres. Luther læser lyden om Ordet.
• δεῖ (G1163, v. 3,14) – δεῖ, det må ske, det er nødvendigt. Samme ord står i v. 7 om den nye fødsel og her om Menneskesønnens ophøjelse. Det er ikke en skæbne, men Guds frelsesvilje, sådan som ordet bruges om lidelsen i evangelierne (Mark 8,31; Luk 24,26). De to nødvendigheder hører sammen: Den nye fødsel har sin grund i hans ophøjelse.
• ὑψόω (G5312, v. 3,14) – ὑψόω, ophøje, løfte op. Hos Johannes betyder ordet både at blive hængt op på korset og at blive herliggjort (8,28; 12,32–33). Passiv ὑψωθῆναι: Han bliver ophøjet af andre og efter Guds vilje. Korset er ikke et nederlag, der senere vendes, men stedet, hvor han herliggøres, og hvorfra frelsen kommer, ligesom slangen blev rejst på stangen.
• πιστεύω (G4100, v. 3,15) – πιστεύω, tro. Præsens participium ὁ πιστεύων, «den, der tror», beskriver en vedvarende tillid, ikke en enkelt præstation. Med εἰς αὐτόν, «på ham», peger troen væk fra sig selv og hen på den ophøjede, sådan som de bidte israelitter så hen på kobberslangen. Troen er at se på ham og modtage livet.

Eksegetiske noter

• v. 3,2 Nikodemus kommer «om natten». Det kan være forsigtighed over for Rådet, men hos Johannes har natten ofte en dybere klang: lys og mørke (1,5; 3,19–21; 13,30). Evangelisten nævner det igen, når Nikodemus senere optræder (7,50; 19,39). Teksten fortæller ikke, hvordan han endte, men han står ved graven med myrra og aloe.
• v. 3,5 «Vand og Ånd» knytter an til løftet i Ez 36,25–27 om rent vand og en ny ånd, og til Johannes Døberens dåb med vand, som han selv stiller over for Jesu dåb med Helligånden (1,26.33). Den lutherske kirke har sammen med oldkirken forstået vandet om dåben, sådan som Tit 3,5 taler om «genfødslens og fornyelsens bad ved Helligånden». Vandet virker ikke ved sig selv, men ved Ordet, som Ånden er knyttet til.
• v. 3,10 Jesus kalder Nikodemus «Israels lærer» med bestemt artikel (ὁ διδάσκαλος). Det er ironisk: Den, der skulle lære folket vejen, kender ikke det mest grundlæggende. Han burde kende profeternes løfter om et nyt hjerte og en ny ånd (Ez 36,26; Jer 31,33). Lovkyndighed alene åbner ikke Guds rige.
• v. 3,13 RP har til sidst «som er i himlen» (ὁ ὢν ἐν τῷ οὐρανῷ). Ordene mangler i den kritiske tekst og derfor i Den Frie Bibel, men står i 1907, i langt de fleste håndskrifter og i gamle oversættelser. De ældste papyrus og Sinaiticus og Vaticanus har dem ikke. Luther og de lutherske lærere bruger dem om Kristi person: Menneskesønnen er på jorden og dog i himlen, for Gud og menneske er én person.
• v. 3,14 Jesus henviser til 4 Mos 21,4–9: Folket knurrede, giftige slanger bed dem, og Herren lod Moses lave en kobberslange og sætte den på en stang. Den, der var bidt og så på den, blev i live. Hjælpen var ikke en medicin, men Guds løfte knyttet til et tegn. Senere blev slangen selv dyrket og blev slået i stykker (2 Kong 18,4).
• v. 3,15 RP har «for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv», ligesom i v. 16. Den kritiske tekst og Den Frie Bibel har kun «skal have evigt liv». Meningen er den samme. Det er uklart, hvor Jesu tale slutter, og hvor evangelistens udlægning begynder (v. 15 eller v. 21); vers 16 følger i alle tilfælde tæt efter.

Lov og evangelium

Loven: Nikodemus er from, lærd og velmenende. Han kommer med anerkendelse og gode spørgsmål, og alligevel får han at vide, at han slet ikke kan se Guds rige. «Det, som er født af kødet, er kød»: Det gælder ikke bare de åbenlyse syndere, men også den bedste fromhed, forstand og vilje. Det er en dom over enhver tanke om, at vi kan forbedre os ind i Guds rige. Vi ligner også Israel i ørkenen: bidt af slangen, med giften i os, og uden noget middel, vi selv kan finde. Selv når vi hører Guds ord, spørger vi som Nikodemus: «Hvordan kan dette ske?» og vil have det forklaret, før vi vil tro det.

Evangeliet: Det, vi ikke kan gøre, gør Gud. Den nye fødsel sker ovenfra, af vand og Ånd. I dåben giver Gud det liv, som ingen kan føde sig selv til, og Ånden kommer med sin «susen», Ordet, til hjerter, der ikke selv kan finde ham. Og Menneskesønnen, som steg ned fra himlen, lod sig ophøje på korset som slangen i ørkenen. Der hænger han for os, uden gift, men i syndens skikkelse, for at den, der ser på ham i tro, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Faderen giver, Sønnen ophøjes, og Ånden føder på ny: Hele treenigheden vender sig mod synderen.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Trinitatis søndag (1. prædiken): Luther siger, at treenigheden ikke kan regnes ud, men heller ikke må forties. Vi taler om den som børn, der stammer Skriftens ord efter: én Gud i tre personer. Det passer til Nikodemus, der spørger «hvordan».
  «Kan vi ikke tale om det, så vil vi stamme om det ligesom små børn, sådan som Skriften lærer os det» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Trinitatis søndag (2. prædiken): Vandet i v. 5 er dåben. Det er ikke almindeligt vand, men vand med Guds ord og løfte. Ord og vand hører sammen, og hvor de er sammen, vil Helligånden føde mennesket på ny.
  «Tager du Ordet fra vandet, så har du ingen dåb; tager du vandet fra Ordet, så har du heller ingen dåb.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Trinitatis søndag (2. prædiken): Over for giften fra Djævelens bid er der ingen anden medicin end at se på den ophøjede Kristus. Troen er dette blik, som ikke ser på egne gerninger, men på ham, der døde for os.
  «så tænk ikke på nogen anden medicin end dette blik: at du med de rette øjne ser på den ophøjede Kristus på korset – at han er død for dig» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Apologien, art. IV: Om retfærdiggørelsen: Melanchthon bruger Joh 3,5 mod tanken om, at fornuftens retfærdighed gør os retfærdige for Gud. Når der skal en ny fødsel til, kan vores egen fromhed ikke være vejen.
  «Men hvis det er nødvendigt at blive født på ny af Helligånden, så retfærdiggør fornuftens retfærdighed os ikke for Gud» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Begrebet arvesynd: Pieper læser «kød» i v. 6 som hele mennesket, ikke kun kroppen. Det er et af hovedstederne for arvesynden, som går videre ved den naturlige fødsel.
  «At σάρξ her ikke blot betegner legemet, men hele det syndige menneske, og det netop også efter sjælen med alle dens kræfter og bevægelser, fremgår af sammenhængen.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Nådemidlerne og entusiasterne: Vindens gåde i v. 8 bruges ofte som bevis for, at Ånden virker uden midler. Pieper svarer, at samme sted siger, at genfødslen sker af vand og Ånd.
  «Det er altså et misbrug af stedet, når det bruges som bevis for, at genfødslen virkes umiddelbart.» Læs teksten
• Krauth, Den konservative reformation: Den lutherske kirke (Dåben): Krauth fastholder, at dåben er nødvendig efter Joh 3,5, men at nødvendigheden binder os, ikke Gud. Det er en vigtig skelnen i sjælesorgen, fx ved udøbte børn.
  «at det er foragten for sakramentet, ikke manglen på det, der fordømmer; og at skønt Gud binder os til midlerne, binder han ikke sin egen barmhjertighed ved dem» Læs teksten

Prædikenspor

Hvordan kan dette ske?

Sporet følger samtalen og Nikodemus. Hovedtanken er, at Guds rige ikke nås nedefra, men gives ovenfra. Først: Nikodemus kommer med anerkendelse og lovkyndighed, og Jesus siger, at det ikke slår til; kødet forbliver kød. Dernæst: Den nye fødsel er Guds gerning ved vand og Ånd, lige så skjult og virkelig som vinden, man kun hører. Til sidst: Jesus svarer på «hvordan» ved at pege på sig selv. Menneskesønnen kom ned fra himlen og skal ophøjes; den, der tror på ham, har evigt liv. Prædikenen kan slutte med Nikodemus ved graven (Joh 19,39) som et tegn på, at Ordet arbejder videre i det skjulte.

Den treenige Gud i vores dåb

Et tematisk spor til trinitatis søndag. Treenigheden er ikke en gåde, vi skal regne ud, men den Gud, der handler for os. Luther siger i sin anden prædiken, at teksten viser personerne «i den højeste og største gerning»: Faderen giver Sønnen, Sønnen ophøjes på korset, og Ånden føder os på ny ved dåbens vand. Opbygning: 1) Fornuften spørger som Nikodemus og forstår ikke; 2) Gud åbenbarer sig i Ordet og i sit værk; 3) Vi er døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og derfor er hele Gud vendt mod os. Evangeliet: Vi skal ikke frygte Gud for vores synders skyld, når han selv har gjort alt for at frelse os.

Se på slangen

Et sjælesørgerligt spor til den anfægtede, som mærker giften i sig: skyld, tvivl, frygt for døden. Hovedtanken er, at hjælpen ikke ligger i at se på bidet, men i at se på det, Gud har rejst. Først: Israel i ørkenen kunne ikke helbrede sig selv; sådan er synden også dødelig og uden menneskelig medicin. Dernæst: Gud lod en slange rejse på en stang, og et blik var nok, fordi løftet var knyttet til den. Til sidst: Kristus hænger på korset i syndens skikkelse, men uden synd, for vores skyld. Troen er blikket, der vender sig væk fra sig selv og hen til ham, og det løfte står fast: Den, der tror, skal ikke fortabes.

Lærepunkter i teksten

• Dåben – Født «af vand og Ånd»: Jesus binder den nye fødsel til dåben, hvor Ånden virker ved vand og Ord.
• Arvesynden – «Det, som er født af kødet, er kød»: Hele mennesket er fra fødslen uden for Guds rige og må fødes på ny.
• Forsoningen: Kristi stedfortrædende fyldestgørelse – Menneskesønnen ophøjes som slangen på stangen; korset er Guds middel mod syndens dødelige gift.
• Treenigheden – På trinitatis søndag viser teksten Faderen, Sønnen og Ånden, der sammen virker vores frelse.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 422 Hellig, hellig, hellig! Herre Gud almægtig – Lovsang til den treenige Gud; naturlig til trinitatis søndag, gerne som indgangssalme.
• 437 Vi tro, vi alle tro på Gud – Luthers trosbekendelsessalme om Fader, Søn og Helligånd; passer til treenighedens fest.
• 442 Enhver, som tror og bliver døbt – Dåb og tro hører sammen, som i samtalen om at blive født af vand og Ånd.
• 307 Gud Helligånd, vor igenføder – Bøn til Ånden, der føder på ny; tager tekstens hovedord op.
• 191 Gak under Jesu kors at stå – Peger hen til den ophøjede Kristus på korset, som slangen i ørkenen.