Luk 17,5–10

Teksten i sammenhæng

Teksten står i Lukasevangeliets lange rejseberetning (Luk 9,51–19,27), hvor Jesus er på vej mod Jerusalem og undervejs oplærer sine disciple. Lige forud har han talt om forargelser og sagt, at de skal tilgive deres broder, også selv om han synder mod dem syv gange om dagen (Luk 17,1–4). Det er baggrunden for apostlenes bøn: «Giv os mere tro!» De mærker, at de ikke kan løfte den opgave af egen kraft. Jesus svarer med to billeder. Det første er sennepskornet: Det er ikke troens størrelse, men Gud, som troen holder sig til, der gør det umulige muligt. Det andet er en lignelse fra hverdagen om trællen, der kommer hjem fra marken og stadig skal varte sin herre op. Den slutter med ordene om de «unyttige tjenere». Jesus taler til apostlene og gennem dem til kirken og alle, der tjener i den. I Alterbogen 1992 er teksten evangelium på 3. søndag efter helligtrekonger i 2. tekstrække. Epifanitidens tekster viser, hvem Jesus er; her er han troens Herre, som selv giver troen og aldrig kommer i gæld til os for vores gerninger.

Opbygning

1. 17,5 Apostlenes bøn: «Giv os mere tro!»
2. 17,6 Troen som et sennepskorn
3. 17,7 Lignelsen om trællen og hans herre
4. 17,10 «Vi er unyttige tjenere»

Græske nøgleord

• προστίθημι (G4369, v. 17,5) – προστίθημι, lægge til, give mere. Aoristimperativ (πρόσθες): en bøn om, at Herren skal handle og give. Apostlene beder ikke om en metode, men om en gave; troen er noget, Herren giver og lægger til. Samme verbum står i Luk 12,31: «så skal alt dette gives jer i tilgift.» Bønnen er rigtig, men Jesu svar viser, at det afgørende ikke er troens mængde, men hvad troen holder sig til.
• πίστις (G4102, v. 17,6) – πίστις, tro, tillid. Jesus taler ikke om en bestemt mængde, men om tro overhovedet: tro «som et sennepskorn», det mindste frø, man kendte. Troens kraft ligger ikke i den selv, men i den Gud, den stoler på, og i hans ord. Derfor kan en lille og svag tro gribe hele Kristus. Det svarer til Apologiens ord om, at troen ikke er stærk på grund af sin værdighed, men på grund af løftet.
• συκάμινος (G4807, v. 17,6) – συκάμινος, morbærtræ (1907: «morbærfigentræ»). Ordet står kun her i NT. Træet er kendt for sine dybe rødder og er et billede på det, der ikke lader sig rokke. At det skal plante sig i havet, er bevidst urimeligt: Jesus bruger et overdrevent billede for at sige, at intet er umuligt for den, der tror, fordi intet er umuligt for Gud. Parallellen i Matt 17,20 taler om at flytte et bjerg.
• δοῦλος (G1401, v. 17,7) – δοῦλος, træl, slave (1907: «tjener»). Det er ikke en lønnet ansat, men en, der helt tilhører sin herre; hans tid og arbejde er herrens. Derfor har han intet krav på tak, når han har gjort sit arbejde. Ordet går igen i v. 9 og 10, hvor disciplene selv skal kalde sig δοῦλοι. Billedet siger noget om vores stilling over for Gud: Vi er ikke ligeværdige parter i en kontrakt.
• διακονέω (G1247, v. 17,8) – διακονέω, varte op, tjene ved bordet. Præsensimperativ (διακόνει): trællen skal blive ved med at varte op, mens herren spiser og drikker. Lukas bruger samme ord om Jesus selv: «Jeg er iblandt jer som den, der tjener» (Luk 22,27), og i Luk 12,37 binder herren op om sig og varter sine trælle op. Lignelsen beskriver vores stilling, men bag den står Herren, der selv blev tjener for os.
• ἀχρεῖος (G888, v. 17,10) – ἀχρεῖος, unyttig, uden fortjeneste. Ordet siger ikke, at tjenernes arbejde er værdiløst, men at de ikke har tilført herren noget, som han nu skylder dem for; de har ikke gjort mere, end de skyldte. Apologien siger, at Kristus her kalder vores gerninger uværdige. Ellers står ordet i NT kun i Matt 25,30 om den unyttige tjener. Disciplene skal selv sige det om sig selv, også når de har gjort alt.
• ὀφείλω (G3784, v. 17,10) – ὀφείλω, skylde, være forpligtet. Ordet hører hjemme i regnskabets verden (jf. Luk 7,41; 16,5). Ved siden af står perfektum πεποιήκαμεν, «vi har gjort»: Selv det fuldførte arbejde er kun betaling af en skyld, ikke et tilgodehavende. Derfor kan ingen gerning gøre Gud til vores skyldner. Fadervor hos Lukas bruger samme verbum om dem, der står i skyld til os (Luk 11,4).

Eksegetiske noter

• v. 17,5 Apostlenes bøn kommer lige efter budet om at tilgive sin broder syv gange om dagen (Luk 17,3–4). Det er den sammenhæng, der får dem til at bede om mere tro. Lukas kalder dem her «apostlene» og Jesus «Herren» (κύριος). Jacobs bruger verset som skriftbevis for, at der er grader i troen (sammen med Mark 9,24 og 2 Thess 1,3): Troen kan være svag og kan vokse, men den er stadig tro.
• v. 17,6 Sætningen er grammatisk blandet: Første led står i virkelighedsform («hvis I har tro»), andet led i uvirkelighedsform («så ville I sige …»). Nogle læser det sådan, at disciplene faktisk har tro, og at det er nok; andre hører en mild irettesættelse. Under alle omstændigheder flytter Jesus blikket fra troens størrelse til troens kraft. Sennepskornet bruges også i Luk 13,19 om Guds rige, og Matt 17,20 har et lignende ord om at flytte et bjerg.
• v. 17,7–8 Lignelsen forudsætter datidens forhold: En lille bonde havde måske én træl, som både pløjede, passede dyrene og bagefter lavede mad. Spørgsmålet i v. 7 forventer svaret «ingen». Lignelsen handler ikke om, hvordan Gud møder sine børn, men om, hvad vi kan kræve af ham. At Herren selv gør det modsatte af det, ingen herre ville gøre, ses i Luk 12,37.
• v. 17,9 «Takker han tjeneren» er ordret «har han tak (χάρις) til trællen»: Herren står ikke i gæld til trællen. Svaret «Jeg mener det ikke» (οὐ δοκῶ) står i den byzantinske tekst (RP), men mangler i flere af de ældste håndskrifter og i den kritiske tekst; 1907 gør selv opmærksom på det. Meningen ændres ikke, for spørgsmålet forventer allerede et nej.
• v. 17,10 Verset er et hovedsted i reformationens strid om fortjeneste. Den Augsburgske Bekendelse (art. 6) og Apologien bruger det mod læren om, at gerninger fortjener nåde, og Jacobs bruger det mod læren om overskydende gerninger. Modstanderne vendte ordet om: «Når I har troet alt, så sig: Vi er unyttige.» Apologien svarer, at Kristus fordømmer tilliden til vores gerninger, ikke tilliden til hans løfte.

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører to ting hos os. Den første er vores svage tro: Når Jesus kalder os til at tilgive igen og igen, opdager vi, at vi ikke magter det; vi fører regnskab med andres synder mod os. Den anden er den skjulte løntanke. Vi vil gerne have tak for det, vi gør, også af Gud, og regner med, at et ordentligt liv, trofast kirkegang eller frivilligt arbejde giver os noget til gode. Lignelsen tager det fra os: Selv når vi har gjort alt, hvad der er befalet, har vi kun gjort det, vi skyldte, og ingen af os har gjort alt. Loven lukker munden på enhver, der vil gøre regning hos Gud.

Evangeliet: Evangeliet ligger først i, at troen er Herrens gave: Apostlene beder ham om den, og han tager imod deres bøn. Det afgørende er ikke, hvor stor troen er; en tro som et sennepskorn har fat i den almægtige Gud. Og bag lignelsen står Herren, som gør det, ingen herre ville gøre: Han binder selv op om sig og varter sine trælle op (Luk 12,37), han er iblandt os som den, der tjener (Luk 22,27), og han gav sit liv for os. Derfor skal vi ikke tjene os til nåden. Vi får den for intet, og så kan vi tjene vores næste uden at gøre regning.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 21. søndag efter trinitatis (Joh 4,47–54): Huspostillen har ingen prædiken over denne tekst, men i prædikenen over den kongelige embedsmand henviser Luther til Luk 17. Efter sine gerninger er en kristen en synder, men efter troen og Ordet er han ren og retfærdig; selv de bedste gerninger gør os ikke til andet end unyttige tjenere.
  «For hvad vore gerninger angår, så er vi, selv når de er allerbedst, ikke andet end unyttige tjenere, som Herren selv siger i Luk 17.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Den Augsburgske Bekendelse, art. 6: Om den nye lydighed: Bekendelsen bruger Luk 17,10 som Kristi eget ord for, at gode gerninger skal gøres, fordi Gud har befalet dem, men aldrig som en vej til at fortjene nåde. Syndernes forladelse og retfærdighed modtages ved troen på Kristus.
  «man skal gøre gode gerninger, alle slags, som Gud har befalet, for Guds skyld, men dog ikke stole på sådanne gerninger, som om man derved kunne fortjene nåde for Gud» Læs teksten
• Apologien: Om kærligheden og lovens opfyldelse: Modstanderne sagde: Når I har troet alt, så sig: Vi er unyttige. Apologien svarer, at troen ikke blot er viden om historien, men tillid til Guds løfte, og at netop bekendelsen af vores uværdighed er troens egen stemme.
  «denne tillid til løftet bekender, at vi er unyttige tjenere; ja, netop denne bekendelse af, at vores gerninger er uværdige, er troens egen røst» Læs teksten
• Apologien: Om kærligheden og lovens opfyldelse: Kristus fordømmer tilliden til vores gerninger, men ikke tilliden til hans løfte. Troen hjælper ikke på grund af sin egen værdi, men fordi den holder sig til Guds barmhjertighed.
  «Kristus fordømmer tilliden til vores gerninger; han fordømmer ikke tilliden til sit løfte. Han vil ikke, at vi skal fortvivle om Guds nåde og barmhjertighed.» Læs teksten
• Chemnitz, Enchiridion: Om de gode gerninger: Chemnitz bruger verset til at vise, at også de troendes gode gerninger er ufuldkomne, fordi synden stadig bor i kødet. Selv når vi har gjort alt, kan vi ikke bestå for Guds dom på grund af dem.
  «Herre, selv om jeg tjener dig, så gå ikke i rette med mig. For selv når vi har gjort alt, er vi unyttige tjenere, Luk 17.» Læs teksten

Prædikenspor

Herre, giv os mere tro!

Sporet følger teksten. Hovedtanken er, at Jesus svarer på bønnen om mere tro ved at flytte blikket fra troen til ham, som troen holder sig til. 1) Bønnen: Disciplene står over for budet om at tilgive syv gange om dagen og mærker, at de ikke kan. Det er en ærlig bøn, som mange kender. 2) Sennepskornet: Jesus giver dem ikke en større tro at præstere, men siger, at selv den mindste tro har del i Guds magt. Det er ikke troens styrke, men løftets, der gør det umulige. 3) Tjenerne: Lignelsen tager al ros fra os, men peger frem mod Herren, som selv blev tjener og gav sit liv for os. Troen vokser, når den hører det ord igen og igen.

Ingen regning hos Gud

Et tematisk spor om lov og evangelium og om de gode gerninger, bygget på Den Augsburgske Bekendelse art. 6 og Apologien. Hovedtanken er, at Gud ikke er vores skyldner. 1) Løntanken sidder dybt i os: Vi forventer tak for det, vi gør, og tænker, at Gud må have noget at give os for vores indsats. 2) Lignelsen og v. 10 viser, at selv den, der har gjort alt, kun har gjort det, han skyldte. Apologien siger, at Kristus fordømmer tilliden til gerningerne, ikke tilliden til hans løfte. 3) Derfor er nåden virkelig nåde: Kristus har betalt det, vi skyldte, og frelsen er en gave. Fri af regnskabet kan vi gøre vores arbejde for næstens skyld og ikke for at blive set.

Når troen føles for lille

Et sjælesørgerligt spor til dem, der tvivler på, om deres tro er stor nok. Hovedtanken er, at troen ikke frelser ved sin størrelse, men ved det, den griber. 1) Mange kristne kender apostlenes bøn og frygten for, at troen er for svag til at holde. Skriften kender selv forskellige grader af tro, også den, der beder: «Hjælp min vantro!» (Mark 9,24). 2) Jesus siger, at en tro som et sennepskorn er nok, for den holder sig til Gud, for hvem intet er umuligt. Apologien siger, at troen er stærk, ikke på grund af sin værdighed, men på grund af løftet. 3) Prædikenen kan pege på de midler, hvor Herren giver og styrker troen: Ordet, dåben og nadveren. Her lægger han troen til, som apostlene bad om.

Lærepunkter i teksten

• Den frelsende tro – Apostlene beder om mere tro; Jesus viser, at selv den mindste tro har del i Guds kraft, fordi den hviler på hans ord.
• De gode gerninger – Gerninger skal gøres, fordi Gud har befalet dem, men de giver ingen fortjeneste: «kun hvad vi var skyldige at gøre».
• Retfærdiggørelsen – Den Augsburgske Bekendelse og Apologien bruger v. 10 som bevis for, at nåden modtages ved troen, ikke ved gerninger.
• Kald, stand og ægteskab – Trællen pløjer, vogter og varter op: Troen tjener Gud i det daglige arbejde uden at regne med løn.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 578 Den tro, som Jesus favner – Om troen, som Jesus giver og styrker; svarer til apostlenes bøn «Giv os mere tro» (v. 5).
• 496 Af dybsens nød, o Gud, til dig – Luthers salme om, at vi lever af Guds nåde og ikke af vores fortjeneste.
• 576 O Jesus, troens dyre skat – Kristus selv er troens skat; troen er stærk ved det, den holder sig til.
• 373 Herre, jeg vil gerne tjene – Bøn om at tjene Herren og næsten i hverdagen, som trællen i lignelsen.