Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Frelsens tilegnelse

Retfærdiggørelsen

Retfærdiggørelsen er Guds dom, hvorved han af nåde for Kristi skyld erklærer det syndige og i sig selv uretfærdige menneske retfærdigt, det vil sige forlader det dets synder og tilregner det Kristi lydighed, alene ved troen uden lovens gerninger.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Retfærdiggørelsen svarer på spørgsmålet, hvordan et syndigt menneske kan bestå for Gud. Den Augsburgske Bekendelse, art. 4, svarer med Paulus i Rom 3–4: Vi får syndernes forladelse og bliver retfærdige for Gud, ikke ved vores fortjeneste og gerninger, men af nåde for Kristi skyld ved troen. Ordet «retfærdiggøre» er hentet fra retten; dogmatikken kalder det en retslig handling (actus forensis). Ifølge Konkordieformlen og Chemnitz betyder det at erklære retfærdig og frikende for anklagen. Pieper tilføjer, at det ikke er en indre forvandling af mennesket. Gud gør altså det, som en jordisk dommer ikke må: Han erklærer den ugudelige retfærdig (Rom 4,5), fordi Kristus som Gud og menneske med sin lydighed, lidelse og død har gjort fyldest for os, og fordi denne lydighed tilregnes troen.

Troen retfærdiggør ikke, fordi den selv er en god gerning eller har kærligheden i sig, men fordi den som en hånd griber Kristi fortjeneste i evangeliets løfte, i Ordet og sakramenterne. Derfor holder kirken fast ved de udelukkende ord: af nåde, uden gerninger, alene ved troen. Retfærdiggørelsen er syndernes forladelse og har ingen grader; den svage tro har den lige så helt som den stærke. Helliggørelsen og de gode gerninger følger efter, som den gode frugt kommer efter det gode træ, men de må ikke under noget navn blandes ind i artiklen som en del af eller årsag til vores retfærdighed.

De Schmalkaldiske Artikler kalder dette hovedartiklen, som man ikke kan vige fra, om så himmel og jord faldt sammen, og Pieper viser, at alle andre lærestykker enten går forud for den eller følger af den. Det betyder alt for trøsten: Fordi vores retfærdighed ligger uden for os i Kristus, skal den anfægtede samvittighed ikke måle sin anger eller sine gerninger, men kan være vis på Guds nåde.

Skriften

  • Rom 3,23–28 – Alle har syndet og erklæres retfærdige uforskyldt ved forløsningen i Kristus, ved tro uden lovens gerninger.
  • Rom 4,5 – Gud erklærer den ugudelige retfærdig; troen, ikke gerningerne, tilregnes til retfærdighed.
  • Rom 4,6–8 – At tilregne retfærdighed er det samme som at tilgive synd og ikke tilregne synd.
  • Gal 2,16 – Et menneske erklæres ikke retfærdigt på grund af lovens gerninger, men ved tro på Jesus Kristus.
  • Ordsp 17,15 – At frikende og at dømme skyldig står over for hinanden; ordet er hentet fra retten.
  • Rom 8,33 – Gud er den, som erklærer retfærdig, det vil sige frikender for anklagen.
  • Rom 5,18–19 – Ved den enes lydighed bliver de mange retfærdige; Kristi lydighed tilregnes os.
  • Rom 5,1 – De, der er retfærdiggjort ved troen, har fred med Gud; retfærdiggørelsen er hel og vis.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 4: Den korte artikel rummer hele læren: Syndernes forladelse og retfærdighed for Gud opnås ikke ved vores fortjeneste, gerning og fyldestgørelse, men af nåde for Kristi skyld ved troen, som Gud tilregner som retfærdighed.
    «vi får syndernes forladelse og bliver retfærdige for Gud af nåde for Kristi skyld ved troen, når vi tror, at Kristus har lidt for os» Læs teksten
  • De Schmalkaldiske Artikler, del II, art. 1: Luther kalder artiklen om Kristi gerning og troens retfærdighed hovedartiklen. Man kan ikke give efter på noget punkt af den, for alt, hvad vi lærer og lever imod paven, Djævelen og verden, står på den.
    «Fra denne artikel kan man ikke vige eller give efter på noget punkt, om så himmel og jord og alt, hvad der ikke vil bestå, faldt sammen.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD III: Konkordieformlen bestemmer ordets betydning: At retfærdiggøre er at erklære retfærdig og frikende for straffen for Kristi retfærdigheds skyld. Den henter betydningen fra Ordsp 17,15, Es 5,23 og Rom 8,33.
    «Ordet «retfærdiggøre» betyder altså her at erklære retfærdig og fri for synder og at frikende for syndernes evige straf for Kristi retfærdigheds skyld, som Gud tilregner troen» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD III: De udelukkende ord betyder, at hverken fornyelse, helliggørelse, dyder eller gode gerninger må gøres til vores retfærdighed for Gud eller til en del eller årsag af den.
    «Troens retfærdighed består derimod alene i syndernes forladelse, rent af nåde, alene for Kristi fortjenestes skyld» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: 4. søndag efter påske: Luther lægger hele vores retfærdighed uden for os på Kristi gang, død og fyldestgørelse. Skulle den afhænge af vores gerninger, skriftemål og anger, som pavedømmet lærer, kunne hjertet aldrig komme til ro.
    «Så bliver vor retfærdighed altså helt og rent taget uden for os og alene sat på Kristus og hans gerning eller hans gang» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion: Om retfærdiggørelsen: Chemnitz beskriver retfærdiggørelsen som en retssag: Loven anklager os for Guds domstol og afsiger dødsdommen, men Gud stiller i evangeliet sin Søn frem som nådestol og frikender dem, der griber ham ved troen.
    «Justificare, «retfærdiggøre», er et særligt ord, som hører Skriften til, og det betyder at frikende nogen for den anklage, der er rejst mod ham, og for fordømmelsen.» Læs teksten
  • Rhegius, Formulae caute loquendi: Om troen og gerningerne: Rhegius lærer præsterne at holde rækkefølgen klar: Troen undfanges ved evangeliet og retfærdiggør den ugudelige; først derefter gør den retfærdiggjorte gode gerninger, ligesom det gode træ kommer før den gode frugt.
    «Først bliver troen undfanget ved evangeliet, og den retfærdiggør mig, det vil sige: Den gør mig, som var ugudelig, retfærdig.» Læs teksten
  • Walther, Lov og evangelium, 21. aftenforelæsning: Ud fra Rom 4,16 viser Walther, at troen ikke retfærdiggør på grund af noget godt i den selv, men alene fordi den tager imod Kristi fortjeneste. Den er kun den hånd, hvormed vi griber det, Gud tilbyder.
    «Retfærdiggørelsen sker af nåde ved troen, men ikke fordi troen har så meget godt i sig.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 18: Retfærdiggørelsen er ikke en proces, men en handling af Gud, der sker på én gang og fuldkomment. Kristi fortjeneste gælder lige så fuldt for den svage tro som for den stærke.
    «Troen har grader. Helliggørelsen har grader. Men retfærdiggørelsen er altid den samme, hvad enten troen er svag eller stærk.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Retfærdiggørelsen: Pieper understreger, at Gud erklærer den ugudelige retfærdig uden lovens gerninger, det som en jordisk dommer ikke må. Det forudsætter, at Gud har stillet sin Søn i menneskenes sted under lovens krav og straf.
    «en retslig handling (actus forensis sive iudicialis) i den forstand, at det menneske, der i sig selv er uretfærdigt, erklæres retfærdigt.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Retfærdiggørelsen: Artiklens centrale stilling er ikke udtænkt af lærerne, men læres i Skriften. Kristologien er dens fundament og helliggørelsen dens følge; kirken er fællesskabet af dem, der tror syndernes forladelse, og prædikeembedet og sakramenterne tjener den.
    «retfærdiggørelsen ved troen uden lovens gerninger står så meget i centrum, at alle andre lærestykker forholder sig til den dels som det, der går forud (antecedens), dels som det, der følger efter (consequens).» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Romersk-katolsk lære: en retfærdighed, der bor i mennesket. Rom lærer retfærdiggørelsen af en indgydt retfærdighed, der bor i mennesket (iustitia infusa sive inhaerens), og regner derfor med grader i den og en forøgelse af den. Pieper svarer, at retfærdiggørelsen ingen grader har, fordi den består i syndernes forladelse, og at den, der lærer en forøgelse af den, har opgivet den kristne lære om retfærdiggørelsen.
  • Osiander: Kristi guddommelige væsensretfærdighed i os. Osiander lærte, at troens retfærdighed er Guds væsensretfærdighed, Kristus selv, som bor i de troende og driver dem til det rette. Konkordieformlen svarer, at Kristus er vores retfærdighed efter begge naturer ved sin fuldkomne lydighed, som tilregnes troen.
  • Kærligheden som troens form og gerningernes nærvær. Nogle lærte, at troen retfærdiggør, fordi den er formet af kærligheden, eller at de gode gerningers nærvær er nødvendigt til retfærdiggørelsen. Konkordieformlen forkaster det: Troen retfærdiggør alene, fordi den som middel og redskab griber Guds nåde og Kristi fortjeneste i løftet.
  • Nyere protestantisk teologi og synergisme. Den nyere teologi bekæmper den stedfortrædende fyldestgørelse som for lovisk og «tinglig», lærer synergistisk om troens opståen og gør troen til en moralsk handling eller fornyelsens kim. Pieper dømmer, at den, også i sin positive retning, derved er gået over i den romerske og sværmeriske lejr.

Hænger sammen med

  • Forsoningen: Kristi stedfortrædende fyldestgørelse – Retfærdiggørelsen bygger på forsoningen. Pieper skelner mellem den objektive forsoning, som Kristus har fuldbragt for hele verden (2 Kor 5,19), og den subjektive, hvor den enkelte modtager den ved troen. Fordi forsoningen allerede er sket og tilbydes i evangeliet, kan troen ikke være en præstation, men kun en modtagelse.
  • Kristi aktive og passive lydighed – Den retfærdighed, Gud tilregner troen, er Kristi lydighed. Konkordieformlen, artikel III, siger, at det ikke kun er hans lidelse og død, men også hans frivillige opfyldelse af loven i vores sted, der tilregnes os. For denne hele lydigheds skyld tilgiver Gud synden og regner os for retfærdige.
  • Den frelsende tro – Retfærdiggørelsen modtages ved troen, men ikke på grund af noget godt i troen. Walther viser ud fra Rom 4,16, at retfærdigheden kommer ved troen, for at den kan være af nåde. Troen bidrager ikke med noget selv; den er kun den hånd, hvormed vi griber det, Kristus allerede har gjort og lidt for hele verden.
  • Nådemidlerne – Retfærdiggørelsen skal ikke søges i vores eget indre, men i de midler, Gud rækker den frem i. Chemnitz skriver, at troen hverken i naturen eller i det bedste levned finder en retfærdighed, der holder for Gud. Derfor griber den Kristus i Ordet og sakramenterne og bærer hans retfærdighed frem for Guds domstol.
  • Helliggørelsen – Retfærdiggørelsen og helliggørelsen hører sammen, men må ikke blandes. Konkordieformlen, artikel III, siger, at de troende både har troens tilregnede retfærdighed og den nye lydigheds begyndte retfærdighed. Men fordi fornyelsen er ufuldkommen i dette liv, kan kun Kristi lydighed, som tilregnes troen, bestå for Guds dom. Helliggørelsen følger derfor efter som frugt.
  • Lov og evangelium – Retfærdiggørelsen kan kun læres ret, når lov og evangelium holdes adskilt. Pieper siger, at loven nok går forud og virker erkendelse af synd, men at syndernes forladelse udelukkende kommer fra evangeliet. Ikke engang et minimum af lovens krav må blandes ind, for en smule surdej gennemsyrer hele dejen (Gal 5,9), og så bliver tilgivelsen uvis.
  • Arvesynden – Det fælles led er tilregnelsen. Pieper fremhæver parallellen i Rom 5,18–19: Ligesom Adams synd ved tilregnelse gik over på de mange, så de blev stillet frem som syndere, går Kristi retfærdighed ved tilregnelse over på de mange, så de stilles frem som retfærdige. Den, der forstår arveskylden, forstår også, hvordan vi bliver retfærdige for Gud ved Kristus.
  • Omvendelsen: anger og tro – Angeren og tilgivelsen må ikke byttes om. Walther lærer, at angeren er nødvendig, for den, der er mæt, vil ikke vide af Frelseren, men at den ikke er en årsag til syndernes forladelse. Den er nødvendig for troens skyld, og det er troen, der griber tilgivelsen. Gøres angeren til betingelse, blandes lov og evangelium sammen.
  • De gode gerninger – Begge punkter handler om, hvad gerningerne betyder for vores stilling over for Gud. Konkordieformlen siger, at gerningerne ikke må blandes ind i retfærdiggørelsen, og forkaster sætningen, at gode gerninger er nødvendige til frelse. Gerningerne er ikke grunden til, at Gud tager imod os, men frugten af, at han allerede har gjort det.
  • Den mystiske forening med Gud – Begge punkter berører spørgsmålet om, hvad der gør os retfærdige for Gud. Mod Osiander siger Konkordieformlen: Gud bor virkelig i de troende, men denne bolig er ikke den retfærdighed, vi erklæres retfærdige ved. Den følger efter troens retfærdighed, som er syndernes forladelse for Kristi skyld. Guds bolig i os er altså frugt af retfærdiggørelsen, aldrig dens grund.
  • Udvælgelsen – Begge punkter siger, at frelsen er ren nåde. Konkordieformlen fremhæver, at læren om udvælgelsen med stor kraft stadfæster, at vi bliver retfærdige og frelst uden gerninger og fortjeneste, alene for Kristi skyld. For Gud udvalgte os i Kristus før verdens grundvold blev lagt, før vi var til og altså intet godt kunne have gjort.
  • Dåben – Det fælles led er syndernes forladelse. Retfærdiggørelsen betyder, at Gud tilgiver synderen for Kristi skyld, og dåben er et af de steder, hvor denne tilgivelse gives. Chemnitz henviser til ApG 2 («lad jer døbe til syndernes forladelse») og Tit 3: Gud frelser os ved genfødelsens bad, så vi ved hans nåde er retfærdige. I dåben bliver denne retfærdighed givet til den enkelte.
  • Kirkens kendetegn og enhed – Kirkens sande enhed er åndelig: én Kristus, ét evangelium, én tro. Apologien siger, at uden denne enhed kan troens retfærdighed for Gud ikke bestå, og at troens retfærdighed ikke er bundet til bestemte menneskelige skikke. Derfor er det enighed i evangeliet om nåden for Kristi skyld, ikke ens ceremonier, der gør kirkerne til én kirke.
  • Kirkeskikke og adiafora – En kirkeskik er ufarlig, så længe den kun tjener orden og fred. Men Den Augsburgske Bekendelse, art. 15, siger, at alle traditioner, der er indført for at forsone Gud og fortjene nåde, er imod evangeliet og læren om troen på Kristus. Gøres et middelting til en betingelse for Guds nåde, rammer det retfærdiggørelsen ved troen alene.
  • Kald, stand og ægteskab – Det fælles led er spørgsmålet om, hvori den kristne fuldkommenhed består. Den Augsburgske Bekendelse, art. 27, afviser, at klosterlivet er en særlig fuldkommenhedens stand. Fuldkommenheden er at frygte Gud og tro, at vi for Kristi skyld har en nådig Gud, og så passe sit kald. Ingen stand fortjener altså nåden; den gives ved troen, og kaldet er stedet, hvor troen tjener.
  • Antikrist – Det fælles led er troens hovedartikel. Pieper skriver, at læren om, at mennesket bliver frelst uden egne gerninger ved troen på Kristus, er for det åndelige liv, hvad luften er for det naturlige. Når pavedømmet officielt forbander netop denne lære, er det ifølge Pieper selve det frafald, som 2 Thess 2,3 taler om. Antikrist kendes derfor først og fremmest på, hvad han gør med evangeliet om nåden.
  • Den yderste dom og verdens ende – Det fælles led er Guds frifindelse af synderen for Kristi skyld. I retfærdiggørelsen bliver den forkyndt og troet her i livet gennem evangeliet. Jacobs citerer Gerhard for, at frifindelsen på den yderste dag ikke er en ny dom, men den offentlige stadfæstelse af den tilgivelse, der allerede er forkyndt på jorden. Derfor kan den troende se dommen i møde uden frygt.
  • Det evige liv – Det evige liv og retfærdiggørelsen hænger sammen som gave og grund. Modstanderne sagde, at det evige liv er en løn, som gode gerninger fortjener. Apologien svarer med Rom 6,23, at det er en gave: ved den retfærdighed, der skænkes os for Kristi skyld, bliver vi på samme tid Guds børn og Kristi medarvinger. Det, der gør et menneske retfærdigt for Gud, giver det også livet.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).