Om de gode gerninger

Når Gud nu, som sagt, har tilgivet et menneske synden, lader han det så blive i synden og fortsætte i den, uden at noget forandres?

Nej. Selv om synden bliver i de hellige i dette liv, Rom 7, Sl 32, så giver Gud dem, der bliver retfærdige ved troen, sin Helligånd, som forandrer og fornyer dem, Rom 12, Ef 4, Kol 3. Derfor nævnes genfødslens og fornyelsens Ånd også sammen, Tit 3. For Kristus har ikke købt os så dyrt, for at vi skulle have et frikort til skændsel og laster (privilegium turpitudinis), så vi frit og uden frygt kunne leve i al slags ondskab, Rom 3 og 6, 1 Thess 4. Han har tværtimod købt os, for at vi skal være hans eget, særlige folk, der ivrigt gør gode gerninger, siger nej til al ugudelighed, tjener ham i hellighed og retfærdighed og vandrer i et nyt liv og i gode gerninger, Tit 2, Luk 1, Rom 6, Ef 2, 2 Kor 5,17.

Hvori består da denne forandring og fornyelse?

Skriften sammenfatter den i to hovedstykker: at dræbe kødets lyster eller gerninger og at vandre eller leve i Ånden, Rom 8, Gal 5; at holde sig fra det onde og gøre det gode, Sl 34; at dø fra synden og leve for retfærdigheden, Rom 6, 1 Pet 2; at aflægge det gamle menneske og iføre sig det nye, Ef 4, Rom 13; ikke at bære dårlig, men god frugt, Matt 3 og 7.

Skal man da gøre gode gerninger, fordi det er nødvendigt, og fordi vi er skyldige og forpligtede til det?

Ja. For det er Guds vilje, bud og befaling, at de troende ikke skal gå ledige, Matt 3, 7 og 20, 2 Pet 1, men vandre i gode gerninger, 1 Thess 4: «dette er Guds vilje, jeres helligelse», Joh 15 og 1 Joh 4. Det er Guds bud og befaling, at vi skal elske Gud og vor næste. Derfor siger Skriften, at den nye lydighed ikke er noget, vi kan vælge efter forgodtbefindende, men at den er nødvendig, Rom 13, 1 Kor 9, ApG 15, og at vi er skyldige til den, Rom 8, 13 og 15, Luk 17, Joh 15, 1 Joh 4.

Men Paulus siger dog, at de gode gerninger ikke skal ske af nødvendighed (ex necessitate), 2 Kor 9, Filem og 1 Pet 5.

Når ordet «nødvendighed» bruges om tvang, siger Paulus: «ikke af tvang». For når noget sker udvortes af tvang, med ulyst og modvilje, og hjertet i det indre menneske ikke har kærlighed eller vilje til det, så er det ikke en virkelig god gerning, 2 Kor 9 og Filem. Lydigheden skal nemlig komme af hjertet, Rom 6, 1 Tim 1. Men Paulus kalder også det nødvendigt, som vi efter Guds befaling og vilje er skyldige at gøre, Rom 13, 1 Kor 9. Og i den betydning er det rigtigt og godt sagt i Den Augsburgske Bekendelse og Apologien, at det er nødvendigt at gøre gode gerninger, eller at vi nødvendigvis er skyldige at gøre det gode.

Er vore gode gerninger da nødvendige til retfærdiggørelsen eller til frelsen?

Nej. For som vist ovenfor beror vor retfærdiggørelse og frelse ikke på vore gerninger, men alene på Kristi lydighed, lidelse og død, og den tilegnes og modtages alene ved troen. Den består også alene i den nådige forsoning og tilgivelse, for at løftet skal stå fast, Rom 4. På grund af de udelukkende ord (particulae exclusivae) må man ikke lære, at vore gode gerninger er nødvendige til vor retfærdiggørelse. På samme måde har dr. Luther med god grund fjernet den nævnte sætning, at gode gerninger er nødvendige til frelsen, fra vore kirker, fordi de udelukkende ord jo står så stærkt i artiklen om frelsen, Rom 4 og 11, Ef 2, 2 Tim 1, Tit 3. Så forstår jeg det sådan, at et menneske kan være retfærdigt og frelst, selv om det følger sine onde lyster mod sin samvittighed og ikke bærer frugt?

På ingen måde. For Skriftens alvorlige advarsler skal indskærpes med al flid og alvor, Rom 8: «hvis I lever i overensstemmelse med kødet, vil I dø»; Gal 5, Ef 5: De, der gør sådan noget, har ingen del i Guds rige; 1 Joh 3: Den, som ikke elsker, bliver i døden. Derfor var David hverken retfærdig eller frelst, da han tog Urias' hustru. Men det er ikke, fordi retfærdighed og frelse skulle kræve noget andet og mere end Kristus, som tilegnes ved troen. For retfærdigheden og frelsen må være der først, før der kan ske en eneste virkelig god gerning, Matt 12: Træet må først være godt, før det kan bære god frugt. Det er derimod, fordi der nødvendigvis følger god frugt, hvor der er sand tro, retfærdighed og frelse. Når der ikke følger god frugt, er det derfor et sikkert tegn på, at troen ikke er ægte, og at retfærdigheden og frelsen ikke er til stede, men er gået tabt, 1 Tim 5, 2 Pet 1, 1 Joh 3.

Hvilke grunde er der da til, at de gode gerninger er nødvendige for dem, der er blevet retfærdige ved troen?

Den Augsburgske Bekendelse og Apologien angiver dem sådan: Vi skal gøre gode gerninger, ikke for at vi skal stole på, at vi derved fortjener Guds nåde, men fordi det er Guds befaling og vilje; endvidere for at vor tro kan blive øvet i dem og ved dem; endvidere for bekendelsens skyld, og for at vi kan vise os taknemmelige over for Gud. Urbanus Rhegius regner grundene op sådan: 1. Fordi de gode gerninger er en lydighed, som vi skylder, og som Gud har befalet; de er ligesom en tak for Guds velgerninger og ofre, som Gud har behag i. 2. For at den himmelske Fader kan blive priset ved dem. 3. For at vor tro kan blive øvet ved dem, så den vokser og tager til. 4. For at vor næste derved kan blive tilskyndet til det gode og få hjælp i sin nød. 5. For at vor tro derved kan blive bevist og bevidnet, og vort kald sådan kan blive gjort fast for os, så vor tro ikke er en skintro eller en død tro.

6. Fordi vore gode gerninger, selv om de ikke fortjener syndernes forladelse og frelsen, alligevel har løfte om timelig og evig løn, 1 Tim 4. I Melanchthons dogmatik (Loci communes) regnes grundene op sådan: 1. Fordi det er Guds befaling, og vi er skyldige at gøre det. 2. For at vi ikke skal miste troen eller bedrøve Helligånden. 3. For at vi kan undgå straffen for ulydighed. 4. Fordi Gud for Kristi skyld kalder vore fattige gode gerninger ofre, som han har behag i, og som han bliver tjent med. 5. Fordi de gode gerninger har løn i dette og i det kommende liv. Dr. Luther inddeler grundene omtrent sådan: For det første ser nogle af de grunde, der skal bevæge os til gode gerninger, hen til Gud. For det er hans vilje, 1 Thess 4, og hans befaling, 1 Joh 4; han er vor Fader, og vi skal være lydige børn, 1 Pet 1, 1 Joh 3; som han har elsket os og tilgivet os, sådan skal også vi gøre, Ef 4, 1 Joh 4; Gud skal blive priset ved os, Fil 3, 1 Pet 4, Matt 5. Kristus har forløst os, for at vi skal dø fra synderne, leve for retfærdigheden og tjene ham, 1 Pet 2, 2 Kor 5, Tit 2, Luk 1. Når vi lever ved Ånden, skal vi også vandre i Ånden, Gal 5; vi må ikke bedrøve Helligånden, Ef 4, 1 Thess 4. For det andet ser nogle af de grunde, der skal tilskynde os til gode gerninger, hen til de troendes egen person.

Er vi døde fra synden, så må vi jo ikke leve i den, men skal tjene retfærdigheden, Rom 6. Er vi i Kristus, så er vi nye skabninger, 2 Kor 5. Er vi lysets børn, så må vi ikke vandre i mørket som hedningerne, Ef 5. Vi skal også gøre dem for at have vidnesbyrd om, at vor tro ikke er falsk, påtaget eller død, men sand og levende, 1 Joh 2, 3 og 4, 2 Pet 1, Matt 7, Gal 5. Og vi skal gøre dem, for at vi ikke skal støde troen fra os, bedrøve Helligånden eller miste retfærdigheden og frelsen, 1 Tim 1, 5 og 6, 1 Pet 2, 2 Pet 1 og 2, Rom 8, Gal 5, Kol 3, Ef 4, og for at vi ikke skal drage andre straffe fra Gud ned over os, 1 Kor 6, 1 Thess 4, Matt 3, Luk 6, Matt 22, Sl 89. For det tredje ser nogle af grundene hen til vor næste: at han kan blive tjent og hjulpet derved, Luk 14, 1 Joh 3; at andre derved kan blive tilskyndet til det gode, Matt 5, 1 Pet 3; at ingen skal tage anstød af os eller blive forført af os, 1 Kor 10, 2 Kor 6, Fil 2, Hebr 13; at vi kan lukke munden på modstanderne, 1 Pet 2 og 3, Tit 2. Hvordan og i hvilken rækkefølge man regner grundene til at gøre gode gerninger op, er ligegyldigt, når blot grundlaget og læren bevares rene, sådan som Skriften taler om det.

Hvilke er da de rette gode gerninger, som man skal lære og gøre i Guds kirke?

Alene dem, som Gud selv har foreskrevet og befalet i sit ord. Summen af dem er kort sammenfattet i De Ti Bud, og de skal forstås sådan, som de er forklaret i Skriften. Derfor kalder Skriften De Ti Bud for gerningernes lov, Rom 3. Og hele lydigheden beskriver den sådan i Sl 119: «Jeg løber ad dine buds vej.»

Hvorfor skulle klostervæsenet og den slags så ikke være gode gerninger, som Gud har behag i, når det er indstiftet af hellige fædre og sker i den bedste mening?

Fordi Gud selv og alene vil herske over samvittighederne i sit store hus og være den, der byder og forbyder, sådan som han udtrykkeligt siger i 5 Mos 12: «I skal ikke hver især gøre, hvad I selv synes er ret, men hvad jeg befaler jer, det skal I gøre; I må ikke lægge noget til eller trække noget fra»; Es 1: «Hvem kræver det af jer?»; Es 29, Matt 15: «forgæves dyrker de mig, idet de lærer det som er menneskebud»; Ez 20: «Lev ikke efter jeres fædres bud, og hold ikke deres love; for jeg er Herren jeres Gud; efter mine bud skal I leve.» Og Paulus forkaster klart den selvvalgte gudsdyrkelse, selv om den har et stort skin af fromhed, og siger: Vi er døde fra sådanne forskrifter, så vi ikke skal lade os fange af dem, Kol 2.

Men Paulus prædikede jo evangeliet for korinterne uden betaling, og det roser han sig af som en dyrebar gerning, 1 Kor 9, selv om Gud ikke havde befalet det.

Paulus har Guds befaling om, at han skal prædike evangeliet sådan, at han ikke lægger hindringer i vejen for det, men derved kan vinde de svage, 1 Kor 9. Ud fra denne guddommelige befaling og i den hensigt prædikede han evangeliet uden løn i Korinth, fordi forholdene i menigheden dér krævede det – ikke for at indrette sin egen, selvvalgte gudsdyrkelse, sådan som han selv forklarer i 1 Kor 9. Og sådan hører disse gerninger ind under Guds bud, ligesom også Davids eksempel, 2 Sam 6, og kvindens, der salvede Jesus, Matt 26.

Men vi er jo ikke længere under loven; vi er fri af den og døde fra den, Rom 6 og 7. Hvordan kan man så efter retfærdiggørelsen igen henvise os til loven, når vi skal gøre gode gerninger? Det ville jo være imod den kristne frihed, Gal 5.

Vi er sat fri fra loven på den måde, at vi ikke må eller skal gøre de gode gerninger ud fra den tanke, at de er nødvendige for vores retfærdighed og frelse, eller at vi er fordømt, hvis vores gerninger ikke er helt rene og fuldkomne, Gal 5; Rom 8. Vi er også fri fra loven på den måde, at loven ikke med sin drivende magt skal tvinge de kristne til en ydre skinlydighed, der sker med ulyst og modvilje i hjertet. Den kalder Paulus bogstavets gamle væsen, Rom 7. For Gud vil have en villig lydighed, Rom 6; 1 Tim 1; 1 Pet 5; Sl 94 og 110. Men spørger man, hvilke gerninger Gud forud har beredt, for at vi skal vandre i dem, Ef 2, så henviser han os til sine bud, 5 Mos 12; Ez 20, som er gerningernes lov, Rom 3. Når Paulus vil vise, hvad Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje er med hensyn til de gode gerninger, peger han derfor på kærligheden, som er lovens sum, og nævner de ti bud ved navn, Rom 12 og Gal 5.

Hvorfor skal denne lære om de gode gerninger, som Gud har befalet i sin lov, indskærpes så flittigt?

For det første for at al selvvalgt og menneskeopfundet gudsdyrkelse skal afskaffes. For det andet for at de troende skal mindes om, at den nye lydighed ikke er overladt til vores eget frie forgodtbefindende, men at Gud har befalet den, og at vi skylder ham den. For det tredje for at de troendes gerninger kan have den hellighed, at Gud selv har foreskrevet dem i sit eget ord og ved sin Ånd beredt dem i de troende. For det fjerde for at loven altid kan minde de troende om deres ufuldkommenhed, når de øver sig i gode gerninger. Ellers kan mennesket i en selvvalgt hellighed let bilde sig ind, at det er fuldkomment, ja, at det gør mere, end det skylder (overskydende gerninger, opera supererogationis).

Kan mennesket da af egne kræfter og evner gøre sande gode gerninger?

Det naturlige menneske kan i nogen grad afholde sig fra ydre synder og stræbe efter almindelig borgerlig hæderlighed, Rom 2 og 9; Fil 3. Men fordi loven er åndelig, består sande gode gerninger i, at de er kærlighed af et rent hjerte, en god samvittighed og en oprigtig tro, 1 Tim 1, ikke en tvungen, men en villig lydighed af hjertet, 2 Kor 9; Filem 14; 1 Pet 2; Rom 6; ikke i bogstavets gamle væsen, men i Åndens nye væsen, Rom 6, ved Åndens fornyelse, Rom 12; Ef 4, så det indre menneske har lyst til Guds lov, Rom 7; Sl 119. Et sådant hjerte kan loven imidlertid ikke give, og den frie vilje kan heller ikke med sine naturlige kræfter og evner frembringe en sådan lydighed. Nej, gode gerninger er og kaldes Åndens frugter, Gal 5; Ef 5.

Hvordan kan der da ske sande gode gerninger, når Djævelen efterstræber os, verden er fuld af forargelser, og vores kød ikke alene er svagt, men syndigt og ondt?

Først og fremmest må personen forsones med Gud ved troen for Kristi skyld. For på den måde bliver Helligånden givet, Gal 3; Tit 3, og han renser og fornyer hjertet, ApG 15; Sl 51; Ef 4; Ez 36, og tænder nye bevægelser i hjertet, så det giver sig ind under lydigheden mod Gud, Rom 6 og 7. Træet må nemlig først gøres godt, hvis det skal bære gode frugter, Matt 7 og 12. For vi er Guds værk, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, Ef 2. Men når Helligånden har begyndt en sådan fornyelse i os, så kan og skal vi også sætte al flid ind på at lade Ånden styre os og ved Ånden dræbe kødets gerninger, Rom 8 og 12; 2 Pet 1; 2 Tim 1. For ved en sådan øvelse vil Gud bevare og øge sin gave i os ved Helligåndens virkning og hjælp, 1 Kor 15; Matt 25. Som middel og redskab til alt dette bruger Helligånden prædikenen af Guds ord, og at vi hører og betragter det, Sl 119 osv.

Er de troendes gode gerninger også kærkomne og velbehagelige for Gud?

Om de uomvendtes, de vantros og hyklernes gerninger, selv om de ser nok så gode ud, siger Skriften, Hebr 11: Uden tro er det umuligt, at noget kan behage Gud; Rom 14: Alt det, som ikke er på grund af tro, er synd; Es 1 og 66: Det er forgæves og en vederstyggelighed for mig; Sl 109: Deres bøn bliver til synd. Men om de omvendtes og troendes gode gerninger siger Skriften, Kol 3: Børnenes lydighed er kærkommen for Herren; 1 Tim 5: At styre sit hus gudfrygtigt er godt og kærkomment for Gud; Rom 12; Hebr 13; 1 Pet 2: Sådanne ofre behager Gud; 1 Joh 3: Vi gør, hvad der glæder ham; Ef 5: Prøv, hvad der er velbehageligt for Herren; Sl 119: Lad min munds villige offer behage dig, Herre.

Er de troendes gode gerninger da i dette liv så helt rene og fuldkomne, at Gud har behag i dem?

De troende har ganske vist en indre og ydre lydighed ved Helligåndens virkning. Men loven kræver en fuldkommenhed af hele hjertet uden noget ondt begær, 5 Mos 5 og 6. Derfor klager alle de hellige over, at de på grund af synden i kødet ikke kan nå en sådan fuldkommenhed i dette liv, Rom 7; Gal 5. Selv om viljen og forsættet til at gøre det gode er der som Guds gave, hænger det onde alligevel ved viljen på grund af synden, der bor i kødet, Rom 7. Derfor siger Esajas, Es 64: Vi er alle sammen som de urene, og al vores retfærdighed er som et besmudset klæde. Og David siger, Sl 143: Herre, selv om jeg tjener dig, så gå ikke i rette med mig. For selv når vi har gjort alt, er vi unyttige tjenere, Luk 17.

Hvordan kan de troendes gode gerninger da behage Gud, når de stadig er ufuldkomne og urene?

Ikke på grund af deres værdighed, men fordi personen ved troen er forsonet med Gud for Kristi skyld. Derfor behager vores barnlige lydighed også ham som vores Fader for Kristi skyld, selv om den er svag, ufuldkommen og uren. For det, der endnu er svagt, ufuldkomment og urent i den, bliver dækket af Kristi fuldkomne lydighed hos dem, der er i Kristus Jesus, ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden, og erkender deres ufuldkommenhed, Rom 8. Og 1 Pet 2: De åndelige ofre er velkomne for Gud ved Jesus Kristus; Fil 1: Retfærdighedens frugter kommer til Guds ære og pris ved Jesus Kristus; Hebr 11: Ved troen har alle de hellige fået godt vidnesbyrd i deres gerninger og liv.