Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Frelsens tilegnelse

Den frelsende tro

Den frelsende tro er den tro, som Helligånden virker ved evangeliet: hjertets tillid, hvormed synderen personligt griber og tager imod den syndernes forladelse, som Kristus har erhvervet, og som evangeliet tilbyder.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Den tro, der frelser, er ikke blot en viden om, at Kristus har levet, lidt og er opstået. Den viden har også djævlene, siger Den Augsburgske Bekendelse (art. 20). Troen har sin egen genstand: evangeliets løfte om, at Gud tilgiver synderne for Kristi skyld. Derfor er den efter sit væsen hjertets tillid (på latin fiducia) til denne nåde, og den er altid personlig. Den tror ikke kun, at der er tilgivelse for andre, men at Gud er nådig mod mig, sådan som Paulus taler om Guds søn, «som har elsket mig og givet sig selv hen for mig» (Gal 2,20). Dogmatikerne taler om kundskab, bifald og tillid, men Pieper viser, at det er tre synsvinkler på én og samme tro, som Ånden virker.

Troen retfærdiggør ikke, fordi den selv er en værdig gerning, men alene fordi den tager imod den lovede barmhjertighed (Apologien). Den er et redskab, ligesom en tiggers hånd, og hele dens værdi ligger i det, den griber (Walther, Jacobs). Derfor retfærdiggør en svag tro lige så fuldt som en stærk. Troen er heller ikke menneskets egen præstation. Den er Guds gave (Ef 2,8), som Helligånden tænder ved Ordet og sakramenterne, for troen kommer af det, som høres (Rom 10,17).

Det betyder meget for trøsten. Troen kan være til stede, uden at mennesket mærker den: hos den, der sover, hos de små børn, der tror på Kristus (Matt 18,6), og hos den anfægtede, der mener at have mistet den. Selv en inderlig længsel efter at tro er allerede tro (Pieper; jf. Rhegius). Den anfægtede skal derfor ikke se på sin egen tro, men på Kristus og på løftet, som står fast.

Skriften

  • Rom 3,28 – Et menneske erklæres retfærdig på grund af tro uden lovens gerninger: troen står over for alle gerninger og al egen værdighed.
  • Rom 4,5 – Den, der ikke arbejder, men tror på ham, der erklærer den ugudelige retfærdig: troen er det modsatte af en præstation.
  • Gal 2,20 – Guds søn, «som har elsket mig»: troen tilegner sig personligt det løfte, der gælder alle.
  • Joh 3,16 – Enhver, som tror på ham: troen er tillid til Sønnen, som Gud har givet til verdens frelse.
  • Rom 10,17 – Troen kommer af det, som høres: den virkes ved Ordet om Kristus og hviler på det, ikke på indtryk eller følelser.
  • Ef 2,8 – Frelst ved tro, og det skyldes ikke jer selv: troen er Guds gave, ikke menneskets egen evne.
  • Matt 18,6 – De mindste, som tror på mig: også små børn har en tro, der virkelig griber Kristus.
  • 1 Joh 5,10 – Den, som ikke tror Gud, gør ham til en løgner: troen tager imod Guds vidnesbyrd, og tvivl gør løftet til løgn.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 20: Bekendelsen skelner den sande tro fra den viden om historien, som også djævle og ugudelige har. Den sande tro har tillid til Gud og tager imod hans løfte om nåde og syndernes forladelse ved Kristus.
    «Man taler derimod om den sande tro, som tror, at vi ved Kristus får nåde og syndernes forladelse.» Læs teksten
  • Apologien, art. 4: Den retfærdiggørende tro er ikke blot viden om historien, men at give Guds løfte sit ja. Den er hjertets visse tillid, at ville have og tage imod det tilbudte løfte, og den er ikke menneskets egen gerning eller forberedelse.
    «Og for at ingen skal mene, at den blot er viden, vil vi tilføje: Den er at ville have og at tage imod det tilbudte løfte om syndernes forladelse og retfærdiggørelse.» Læs teksten
  • Apologien, art. 4: Troens kraft ligger ikke i den selv. Den retfærdiggør og frelser alene, fordi den tager imod den barmhjertighed, Gud har lovet.
    «For troen retfærdiggør og frelser ikke, fordi den i sig selv er en værdig gerning, men alene fordi den tager imod den lovede barmhjertighed.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, Epitome III: Troen er en Guds gave, hvorved vi i evangeliets ord ret erkender Kristus og stoler på ham, så vi alene for hans lydigheds skyld har syndernes forladelse og bliver frelst.
    «denne tro ikke er en blot kundskab om historien om Kristus, men en sådan Guds gave, hvorved vi i evangeliets ord ret erkender Kristus, vores Forløser, og stoler på ham» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Fortale til Romerbrevet: Luther beskriver troen som en levende og vis tillid til Guds nåde, som Helligånden virker. Den gør glad og frimodig over for Gud, og gerningerne kan lige så lidt skilles fra den som lys og varme fra ilden.
    «Tro er en levende, dristig tillid til Guds nåde, så vis, at man ville dø for den tusind gange.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion, kap. 17: Den retfærdiggørende tro har sin egen genstand: Kristus som mellemmand og løftet om nåde for hans skyld. Den holder det ikke blot for sandt, men lukker den enkelte personligt ind i det almene løfte, også under anfægtelse og i svaghed.
    «Men den tro, der gør retfærdig, har sin egen, særlige genstand (obiectum), som den søger i hele Skriften, griber, ser hen til og holder sig til» Læs teksten
  • Urbanus Rhegius, Sjælemedicin: Til den, der er svag i troen, siger Rhegius, at den brændende længsel efter troen er en gnist og et frø fra Gud. Han skal klage sin vantro for Kristus og ikke tvivle på, at han er retfærdig ved ham.
    «For de to ting ligger ikke langt fra hinanden: at tro på Kristus og inderligt at længes efter at tro.» Læs teksten
  • Walther, Lov og evangelium, 25. forelæsning: Walther afviser at kalde troen en præstation eller lydighed, for så bliver den en lovgerning og en betingelse. Troen er et passivt redskab, som tiggerens hånd: Det, der hjælper, er giverens gave, ikke at hånden rækkes frem.
    «Kalder man nu troen en præstation, så stiller man en betingelse; for er den menneskets præstation, så er den menneskets gerning.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 17: Troen er ikke grundlaget for frelsen, men det organ, hvorved den tilegnes. Derfor ligger hele dens værdi i den genstand, den griber.
    «Helt og holdent i dens genstand, ligesom en rings værdi er værdien af den ædelsten, den bærer» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Den frelsende tro: Kundskab, bifald og tillid er ikke tre dele, der skal afgrænses fra hinanden, men betegner hver for sig hele den tro, Helligånden virker, set fra forskellige sider. En blot historisk viden om Kristus er derimod slet ikke en del af den frelsende tro.
    «mens der med udtrykkene betegnes én og samme sag, nemlig den tro på Kristus, som Helligånden virker, under forskellige synsvinkler.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Den frelsende tro: Pieper skelner mellem den direkte tro, der griber løftet, og den reflekterende tro, der betragter sig selv. Kun den direkte tro modtager nåden. Den anfægtede skal ikke kræve beviser for sin tro, men gribe den nåde, der er lovet alle syndere.
    «Den tro, der griber nådeløftet, kan være til stede, uden at mennesket er sig bevidst, at det tror.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Romersk-katolsk lære. De pavelige lærer ifølge Chemnitz, at troen er viden og almindelig tilslutning, som retfærdiggør, når den har gode gerninger nok, og at den troende aldrig kan være vis på nåden. Chemnitz svarer, at troen griber Kristus og ikke ser på sin egen svaghed, men på løftet, som er ja og amen.
  • Troen som moralsk handling (synergisme). Rom med sin fortjeneste efter billighed og protestantiske synergister gør troen til en god egenskab, en «ret adfærd» eller «selvbestemmelse», så den forklarer, hvorfor nogle frelses. Pieper svarer, at troen er Guds gave og rent et redskab; frelsen er af nåde, fortabelsen af egen skyld.
  • Sværmere og nyere «positiv» teologi. Ihmels lærte, at troen opstår ved indtrykket af Kristi skikkelse og ikke kun ved Ordet, en gentagelse af Zwinglis og Schwenkfelds sværmeri ifølge Pieper. Pieper svarer, at troen altid kommer ved Ordet og hviler på det; en tro på indtryk og oplevelser har opgivet troens genstand.
  • Reformert lære (Dordrecht). Ifølge Pieper gør de konsekvente reformerte troen til en hvilende egenskab i hjertet: De udvalgte bliver i nådestanden, selv når de i svære synder mister troens udøvelse. Lutheranerne fastholder, at troen er en gribende handling, der holder sig til Kristus uden for os i Ordet.

Hænger sammen med

  • Omvendelsen: anger og tro – Troen er den del af omvendelsen, der giver fred. Apologien, art. 12, siger, at den personlige tro på, at mine synder er forladt, følger efter forfærdelsen over synden og overvinder den, så samvittigheden får fred. Derfor regnes troen med blandt omvendelsens dele; uden den bliver angeren kun forfærdelse.
  • Retfærdiggørelsen – Troen og retfærdiggørelsen hører sammen som hånden og gaven. Apologien siger, at troen ikke retfærdiggør, fordi den selv er en værdig gerning, men alene fordi den tager imod den lovede barmhjertighed. Det er altså Kristus, som troen griber, og ikke troens egen styrke, der gør et menneske retfærdigt for Gud.
  • Lov og evangelium – Troen har sin bestemte genstand. Pieper siger, at den frelsende tro alene har evangeliet til genstand, nemlig løftet om syndernes forladelse for Kristi skyld. Derfor er den hjertets tillid og ikke blot en viden om det, der er sket. Loven kræver og fordømmer og giver derfor ikke troen noget at stole på.
  • Nådemidlerne – Troen kommer ikke fra mennesket selv, men gives ved midler. Pieper skriver, at Gud ved det samme evangelium, som tilbyder syndernes forladelse, også virker troen i hjertet (Rom 10,17). Nådemidlerne er derfor både givende og virkende redskaber: De rækker gaven frem og skaber den tro, der tager imod den.
  • Barnedåben – Fordi troen er Guds gave og ikke en præstation, kan også små børn tro. Pieper viser ud fra Mark 10,13–16, at børnene er modtagelige for den åndelige velsignelse med en nærværende tro, og ud fra Kol 2,11–12, at dåben er nådemidlet for børnene. Derfor døbes børn, så Helligånden kan tænde troen i dem.
  • De gode gerninger – Troen og gerningerne hører sammen som ilden og dens lys. Luther skriver i fortalen til Romerbrevet, at troen er en levende tillid til Guds nåde, som gør mennesket villigt og glad til at gøre godt mod enhver. Gerningerne følger altså af troen som dens frugt; de er ikke grunden til, at troen retfærdiggør.
  • Den mystiske forening med Gud – Gud tager bolig i et menneske ved troen (Ef 3,17). Men Pieper skelner: Troen hænger ved Kristus uden for os og griber den syndernes forladelse, han har vundet; den mystiske forening er en virkning, der følger af denne tro. Nåden har vi ikke ved Kristus i os, men i Kristus for os.
  • Bevarelsen i troen og frafaldet – Bevarelsen er troens bevarelse. Konkordieformlen afviser, at troen kun griber frelsen i begyndelsen og derefter overlader det til gerningerne at holde fast på den. Begyndelse, midte og ende tilskrives alene troen, og vi «bevares ved Guds kraft ved troen til frelse» (1 Pet 1,5). Den, der bliver i troen, bliver i frelsen.
  • Udvælgelsen – Spørgsmålet er, om Gud udvælger, fordi han ser, at vi vil tro. Konkordieformlen svarer, at udvælgelsen ikke blot ser frelsen forud, men er en årsag, der virker og fremmer den: «Alle de, der var bestemt til evigt liv, kom til tro» (ApG 13,48). Troen er altså frugt af udvælgelsen, ikke dens grund.
  • Dåben – Dåben er Guds gerning og gyldig i sig selv, men dens gave skal tages imod. Den Store Katekismus siger ud fra Mark 16,16, at troen alene gør mennesket værdigt til at modtage det frelsende vand til gavn, og at dåben uden tro intet gavner, selv om den er en guddommelig skat. Troen gør altså ikke dåben, men tager imod det, dåben lover.
  • Nadverens brug og gavn – Alle, der går til alters, modtager Kristi legeme og blod, men kun troen modtager det til gavn. Den Lille Katekismus siger, at faste og forberedelse er en god ydre skik, men at den, der tror ordene «givet for jer» og «udgydt til syndernes forladelse», er virkelig værdig. Ordet «for jer» kræver ikke andet end troende hjerter.
  • Kirken – Det, der gør et menneske til et lem af kirken, er ikke medlemskab, ydre kirkegang eller et embede, men den personlige tro på syndernes forladelse for Kristi skyld. Pieper kalder det en skriftmæssig grundsandhed: Den samme tro, der gør en synder retfærdig for Gud, gør ham også til en del af kirken. Derfor kan læren om kirken ikke skilles fra læren om troen.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).