Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Kirken, embedet og samfundet

Kald, stand og ægteskab

Kald og stand er den livsstilling og de opgaver, Gud har sat et menneske i – fx ægteskab, hjem, arbejde og øvrighed – hvor den troende tjener Gud og næsten med de gerninger, Gud har befalet.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Et kald er den opgave, Gud har givet et menneske, og en stand er den livsstilling, hvor kaldet udøves: ægtefælle, forælder, tjenestefolk, øvrighed eller prædikant. Den Augsburgske Bekendelse lærer, at evangeliet ikke omstøder samfundsordenen og ægteskabet, men vil, at man i disse stillinger viser kærlighed og gode gerninger, enhver efter sit kald. Den kristne fuldkommenhed ligger derfor ikke i at forlade hus, hustru og børn eller gå i kloster, men i at frygte Gud, tro på hans nåde for Kristi skyld og passe sit kald (Den Augsburgske Bekendelse, art. 16 og 27). Apologien siger det kort: Fuldkommenheden består i, at enhver med sand tro adlyder sit eget kald. Luther siger i Huspostillen, at hyrderne ikke ville løbe ud i ørkenen, men blev i deres stand, og Pieper gengiver Luthers ord om, at en tjenestepiges gerning gjort i tro er bedre for Gud end alle munkes gerninger, fordi den har Guds befaling.

Ægteskabet er den første af alle stande. Gud indstiftede det i Paradiset og stadfæstede det efter syndefaldet og i Det Nye Testamente (Chemnitz). I det føjes én mand og én kvinde uadskilleligt sammen, så menneskeslægten kan formere sig, utugt kan undgås, og de to kan hjælpe hinanden. Den Store Katekismus siger, at ægteskabet ikke blot står lige med de andre stande, men over dem alle. Det er en hellig stand (Hebr 13,4), og ifølge Chemnitz kan kristne også i den blive frelst.

At leve ugift i kyskhed er en gave, som Gud kun giver nogle (Matt 19,11–12; 1 Kor 7,7). Men at love aldrig at gifte sig uden at have gaven er ifølge Chemnitz at friste Gud, og at forbyde ægteskab kalder Paulus djævlelære (1 Tim 4,1–3). Derfor må også præster gifte sig (Den Augsburgske Bekendelse, art. 23). Trøsten er, at det almindelige, daglige arbejde gjort i tro er en sand gudstjeneste.

Skriften

  • 1 Mos 1,27–28 – Gud skabte mennesket som mand og kvinde og velsignede dem; ægteskabet er Guds ordning fra skabelsen, helliget ved hans ord og velsignelse.
  • Matt 19,4–6 – Det er Gud, der sammenføjer ægtefællerne, og hvad Gud har sammenføjet, må mennesker ikke adskille.
  • Matt 19,11–12 – Ikke alle kan leve ugift; kun den, der har fået det givet, kan rumme det.
  • 1 Kor 7,7–9 – Enhver har sin egen nådegave fra Gud; den, der ikke kan være afholdende, skal gifte sig.
  • 1 Kor 7,20 – Enhver skal blive i det kald, han er kaldet til; Gud tjenes i den stand, man står i.
  • Hebr 13,4 – Ægteskabet skal holdes i ære af alle; det er en hellig og ren stand for Gud.
  • 1 Tim 4,1–3 – At forbyde folk at gifte sig er vildfarende lære under skin af hellighed.
  • 1 Tim 3,2 – En tilsynsmand skal være én kvindes mand; præster må være gift.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 16: Den Augsburgske Bekendelse, art. 16, fordømmer dem, der sætter den kristne fuldkommenhed i at forlade hus, hustru og børn. Evangeliet omstøder ikke samfundsordenen og ægteskabet, men vil, at man viser kærlighed og gode gerninger i disse stillinger, enhver efter sit kald.
    «Det omstøder ikke det verdslige styre, samfundsordenen og ægteskabet, men vil, at man skal holde alt dette for en sand ordning og i disse stillinger vise kristen kærlighed og rette, gode gerninger, enhver efter sit kald.» Læs teksten
  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 27: Den kristne fuldkommenhed er gudsfrygt, tro på Guds nåde for Kristi skyld, bøn og flittige gode gerninger i ens kald. Den overdrevne ros af klosterlivet gav folk en tynget samvittighed i ægteskab og erhverv.
    «Deri består den rette fuldkommenhed og den rette gudsdyrkelse, ikke i at tigge eller i at gå med en sort eller grå kutte osv.» Læs teksten
  • Apologien, art. 27: Kaldene er forskellige og personlige, men lydigheden i kaldet gælder alle. Fuldkommenheden består ikke i at påtage sig et fremmed kald, men i at adlyde sit eget i tro.
    «Sådan består fuldkommenheden for os i, at enhver med sand tro adlyder sit eget kald.» Læs teksten
  • Den Store Katekismus, det sjette bud: Luther lærer, at ægteskabet skal ses ud fra Guds ord, som det er helliget med. Det er ikke en særlig stand, men den mest almindelige og ædleste, som står over alle andre stande.
    «Den er altså ikke kun sidestillet med de andre stande, men går forud for og står over dem alle, hvad enten det er kejsere, fyrster, biskopper eller hvem det skal være.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: Juledag (5. prædiken): Hyrderne ville ikke løbe ud i en ørken og tjene Gud i et beskuende liv; det ville være at træde ud af lydigheden. At tjene Gud er at blive i den stand, Gud har sat en i, og dér lære Gud at kende og prise ham.
    «Men at tjene Gud er, at man bliver i den stand, som Gud har sat dig i: at mand bliver mand, kvinde kvinde, kejser kejser, borger borger» Læs teksten
  • Luther, Huspostillen: Bryllupsprædiken: Luther beklager, at nogle af lutter hellighed har foragtet ægtestanden. Paven og hans gejstlige kaldte ægteskabet en kødelig stand og sig selv alene for de åndelige.
    «Derfor har de kaldt sig selv alene «de gejstlige», som om de, der lever i ægtestanden, ikke også kunne være åndelige.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion, kap. 28: Ægteskabet er en god og hellig stand, indstiftet af Gud. I det føjes én mand og én kvinde uadskilleligt sammen, så slægten kan formere sig, utugt forhindres, og de to kan vise hinanden kærlighed og hjælp.
    «Det er en god og hellig stand, som Gud selv først indstiftede i Paradiset, og som han har stadfæstet efter syndefaldet, også efter syndfloden, ja, også i Det Nye Testamente.» Læs teksten
  • Rhegius, Formulae: Om jomfrueligheden: Den, der har fået afholdenhedens gave, skal bruge den, men den, der ikke har den, skal leve i det hellige ægteskab. Ægteskabet har trængsel, men det er en stand, som behager Gud.
    «Ægtefællerne vil ganske vist få trængsel i kødet [1 Kor 7,28], men de er i en stand, som behager Gud, og som er kilden til offentlig ærbarhed.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 33: Familien er en skole, hvor mand, hustru, forældre og børn opdrages til en kristen karakter. Efter Skriftens ideal består kirken af familier, og hvad præsten er for menigheden, er faderen for sit hus.
    «Efter Skriftens ideal består kirken af familier, dvs. kirker i det små, de eneste sande «ecclesiolae in ecclesiis» [små kirker i kirkerne]. Hvad præsten er for menigheden, er faderen for sit hus.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Helliggørelsen og de gode gerninger: Pieper citerer Luther: Gode gerninger er ikke selvvalgte, men det, Gud har befalet en i ens stand. Tjenestekarlens og tjenestepigens arbejde gjort i tro er bedre for Gud end munkenes gerninger.
    «Gode gerninger er ikke dem, som vi selv vælger efter eget forsæt, men dem, som Gud har befalet; som når enhver gør, hvad Gud har befalet og pålagt ham i hans stand her på jorden.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Romersk-katolsk lære: klosterliv og evangeliske råd. Rom anbringer en elite i klostret, så de ved at følge de evangeliske råd selv kan fortjene frelsen og afgive overskydende gode gerninger til andre. Pieper kalder det det stik modsatte af det kristne liv, hvor man tjener Gud i de gerninger, ens stand fører med sig.
  • Påbudt cølibat for præster. Nogle paver kaldte ægteskabet en kødelig stand, der ikke passer til præsteembedet. Chemnitz kalder det en djævelsk bespottelse: Ægteskabet er Guds ordning, helliget ved hans ord, og at forbyde det er djævlelære (1 Tim 4).
  • Gendøberne. Gendøberne lærte, at det ikke er kristent at være øvrighed, eje ejendom eller være gift. Den Augsburgske Bekendelse, art. 16, fordømmer dem og også dem, der sætter fuldkommenheden i at forlade hus, hustru og børn; evangeliet omstøder ikke ægteskabet og samfundsordenen.

Hænger sammen med

  • De gode gerninger – Det fælles led er spørgsmålet om, hvad en god gerning er. Pieper citerer Luther for, at gode gerninger ikke er dem, vi selv vælger, som pilgrimsrejser og klosterliv, men dem, Gud har befalet os i vores stand. Derfor er tjenestepigens arbejde i huset, gjort i tro, bedre for Gud end alle munkes gerninger. Kaldet viser, hvor de gode gerninger skal gøres.
  • De to regimenter og øvrigheden – Det fælles led er, at også øvrigheden er en stand, som Gud har indstiftet. Den Augsburgske Bekendelse, art. 16, lærer, at al øvrighed og ordnet styre er en god orden fra Gud, og at kristne uden synd kan være fyrster og dommere, føre retfærdige krige og aflægge ed. Øvrighedens embede er derfor et kald som andre, hvor man kan tjene Gud og næsten.
  • Skabelsen – Det fælles led er, at ægteskabet hører til skabelsens orden og ikke er en kirkelig opfindelse. Chemnitz skriver, at Gud selv indstiftede ægteskabet i Paradiset og stadfæstede det efter syndefaldet, efter syndfloden og i Det Nye Testamente, så menneskeslægten kan formere sig, og mand og kvinde kan hjælpe hinanden. Derfor er det en god og hellig stand for alle mennesker.
  • Prædikeembedet – Det fælles led er, at der ikke findes en særlig gejstlig stand over de andre. Pieper viser med Luther, at alle kristne efter Skriften er «gejstlige» og præster ved dåben, og at nogle af dem blot kaldes til at udføre prædikeembedet på alles vegne. Embedet er altså et kald blandt andre, og præster står under de samme Guds ordninger som alle andre, også ægteskabet (Den Augsburgske Bekendelse, art. 23).
  • Retfærdiggørelsen – Det fælles led er spørgsmålet om, hvori den kristne fuldkommenhed består. Den Augsburgske Bekendelse, art. 27, afviser, at klosterlivet er en særlig fuldkommenhedens stand. Fuldkommenheden er at frygte Gud og tro, at vi for Kristi skyld har en nådig Gud, og så passe sit kald. Ingen stand fortjener altså nåden; den gives ved troen, og kaldet er stedet, hvor troen tjener.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).