Artikel XXIV (XII). Om messen

0 Først må vi endnu en gang slå fast, at vi

1 ikke afskaffer messen, men samvittighedsfuldt bevarer og forsvarer den. For hos os holdes der messe hver søndag og på de andre helligdage, og i den bliver sakramentet rakt til dem, som ønsker at bruge det, efter at de er blevet forhørt og har fået tilgivelse. Og de sædvanlige offentlige ceremonier bliver holdt: rækkefølgen af læsninger og bønner, messeklæderne og andet af samme slags.

2 Modstanderne har en lang tale om brugen af latin i messen. Her fabler de tåbeligt om, hvilken gavn [hvilken stor fortjeneste] en ulærd tilhører har af at høre en messe, som han ikke forstår, når blot han hører den i kirkens tro. De forestiller sig åbenbart, at selve det at høre er en gudstjeneste, og at det gavner, selv om man intet forstår.

3 Vi vil ikke ondskabsfuldt forfølge den slags, men overlader det til læserens dom. Vi nævner det kun for i forbigående at sige, at også hos os bliver de latinske læsninger og bønner bevaret. Men ceremonierne skal holdes for at lære folk Skriften, og for at de, der bliver formanet af Ordet, kan få tro og gudsfrygt [og få trøst] og dermed også kan bede (for det er ceremoniernes formål). Derfor bevarer vi latinen af hensyn til dem, der lærer og forstår latin, og vi blander tyske salmer ind imellem, så også folket kan have noget at lære, og så tro og gudsfrygt

4 kan blive vakt. Denne skik har altid været brugt i kirkerne. For selv om nogle oftere og andre sjældnere indførte tyske salmer, sang folket dog næsten overalt noget på sit eget

5 sprog. [Det er altså ikke noget så nyt.] Men intet sted er det blevet skrevet eller hævdet, at det gavner mennesker at høre læsninger, de ikke forstår, eller at ceremonier gavner, ikke fordi de belærer eller formaner, men ex opere operato [i kraft af den udførte handling], blot fordi de bliver udført eller set på. Væk med sådanne farisæiske meninger! [I sofister burde skamme jer af hjertet over sådanne drømme!]

6 At vi kun holder offentlig messe eller fællesmesse [hvor også folket går til alters, og ikke privatmesse], strider ikke mod den almindelige kirke. For i de græske kirker holdes der den dag i dag ikke privatmesser, men kun en offentlig messe, og det om søndagen og på helligdagene. I klostrene holdes der daglig messe, men den er kun offentlig. Dette er spor af gamle skikke. For intetsteds nævner de gamle forfattere før Gregor

7 privatmesser. Hvordan de er opstået, vil vi ikke komme ind på her. Det er tydeligt, at efter at tiggermunkene fik overtaget, voksede antallet af privatmesser så meget på grund af helt falske meninger og for vindings skyld, at alle gode mænd længe ønskede en grænse for det. Den hellige Frans ville ganske vist råde bod på det og bestemte, at hvert broderskab skulle nøjes med én fælles messe om dagen. Men siden blev det ændret, enten af overtro eller for vindings skyld. Sådan

8 ændrer de selv fædrenes ordninger, når det er til deres fordel, og bagefter påberåber de sig fædrenes autoritet imod os. Epifanius skriver, at nadveren i Asien blev holdt tre gange om ugen, og at der ikke var daglige messer. Ja, han siger, at denne skik er overleveret fra apostlene. For han siger sådan: Apostlene fastsatte, at man skulle samles til nadver på den fjerde dag, på dagen før sabbatten og på Herrens dag.

9 Modstanderne samler ganske vist mange vidnesbyrd om dette emne for at bevise, at messen er et offer. Men hele dette store ordbulder falder til ro, når man fremfører det ene svar, at denne række af autoriteter, grunde og vidnesbyrd, hvor lang den end er, ikke beviser, at messen giver nåde ex opere operato, eller at den, når den anvendes til fordel for andre, fortjener dem forladelse for tilgivelige synder og dødssynder, for skyld og straf. Dette ene svar vælter alle modstandernes indvendinger, ikke kun i denne Konfutation, men i alle de skrifter, de har udgivet om messen.

10 Og dette er sagens stridspunkt [hovedspørgsmålet], som vores læsere skal gøres opmærksomme på, sådan som Aischines formanede dommerne: Ligesom boksere kæmper med hinanden om stillingen, sådan skulle de kæmpe med modparten om det omstridte punkt og ikke lade ham strejfe uden for sagen. På samme måde bør vores modstandere her tvinges til at tale om det emne, der er fremlagt. Og når det omstridte punkt er grundigt forstået, bliver det meget let at dømme om argumenterne på begge sider.

11 For i vores Bekendelse har vi vist, at vi mener, at nadveren ikke giver nåde ex opere operato, og at den, når den anvendes til fordel for andre, levende eller døde, ikke ex opere operato fortjener dem syndernes forladelse, forladelse for skyld eller straf.

12 Og et klart og fast bevis for denne opfattelse er, at det er umuligt at opnå forladelse for vores synder på grund af vores egen gerning ex opere operato [selv når der ikke er en god tanke i hjertet]. Nej, syndens og dødens rædsler skal overvindes ved troen, når vi trøster vores hjerter med kendskabet til Kristus og tror, at vi bliver tilgivet for Kristi skyld, og at Kristi fortjeneste og retfærdighed bliver givet os, Rom 5,1: Da vi altså er blevet erklæret retfærdige ved tro, har vi fred. Dette er så sikkert og fast, at det kan holde stand mod alle helvedes porte.

13 Skulle vi kun sige det nødvendige, er sagen allerede fremlagt. For intet fornuftigt menneske kan godkende den farisæiske og hedenske mening om opus operatum [den udførte handling]. Og alligevel hænger denne mening fast i folket og har forøget antallet af messer i det uendelige. For man køber messer for at formilde Guds vrede, og ved denne gerning vil man opnå forladelse for skyld og straf. Man vil skaffe sig alt, hvad der er nødvendigt i ethvert livsforhold [helbred, rigdom, velstand og fremgang i forretninger], ja, man vil endda befri de døde. Munke og sofister har lært denne farisæiske mening i kirken.

14 Men selv om vores sag allerede er fremlagt, vil vi alligevel tilføje lidt om dette emne, fordi modstanderne tåbeligt fordrejer mange skriftsteder for at forsvare deres vildfarelser. I Konfutationen har de sagt meget om «offer», selv om vi i vores Bekendelse med vilje undgik dette ord, fordi det er tvetydigt. Vi har vist, hvad de folk, hvis misbrug vi fordømmer, nu forstår ved et offer. For at kunne forklare de skriftsteder, der er blevet ugudeligt fordrejet, må vi nu først gøre rede for, hvad et offer er.

15 I hele ti år har modstanderne nu udgivet næsten uendeligt mange bind om offeret, og alligevel har ingen af dem indtil nu givet en definition på offer. De griber blot ordet «ofre» ud af Skriften eller fædrene [og hvor de finder det i bibelkonkordanserne, bruger de det her, hvad enten det passer eller ej]. Bagefter føjer de deres egne drømme til, som om ordet offer kan betyde hvad som helst, de har lyst til.

Hvad et offer er, og hvilke slags offer der findes.

[For at vi nu ikke skal kaste os blindt ud i denne sag, må vi først skelne mellem, hvad der er et offer, og hvad der ikke er. Det er nyttigt og godt for alle kristne at vide.]

16 I Platons Faidros siger Sokrates, at han er særlig glad for inddelinger, fordi man uden dem hverken kan forklare eller forstå noget, når man taler. Og finder han nogen, der er dygtig til at inddele, siger han, at han holder sig til ham og følger i hans fodspor som i en guds. Og han pålægger den, der inddeler, at skille lemmerne netop i leddene, så han ikke ligesom en udygtig kok hakker et lem i stykker. Men modstanderne foragter disse forskrifter på forunderlig vis og er efter Platons ord i sandhed kakoi mageiroi (dårlige slagtere), for de hakker «offerets» lemmer i stykker, sådan som det vil fremgå, når vi har opregnet offerets arter.

17 Teologerne plejer med rette at skelne mellem et sakramente og et offer. Lad derfor overbegrebet, der omfatter dem begge, være enten

18 en ceremoni eller en hellig gerning. Et sakramente er en ceremoni eller gerning, hvor Gud giver os det, som løftet, der er knyttet til ceremonien, tilbyder. For eksempel er dåben ikke en gerning, som vi ofrer Gud, men en gerning, hvor Gud døber os, det vil sige en tjener i Guds sted. Og Gud tilbyder og giver her syndernes forladelse osv., efter løftet i Mark 16,16: Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst. Et offer er derimod en ceremoni eller gerning, som vi yder Gud for at give ham ære.

19 Der er to nærmeste arter af offer og ikke flere. Den ene er sonofferet, det vil sige en gerning, som gør fyldest for skyld og straf, altså en gerning, som forsoner Gud eller formilder Guds vrede, eller som fortjener syndernes forladelse for andre. Den anden art er takofferet, som ikke fortjener syndernes forladelse eller forsoning, men bliver ydet af dem, der allerede er forsonet, for at vi kan takke eller vise taknemmelighed for den syndernes forladelse, vi har modtaget, eller for andre velgerninger, vi har fået.

20 Disse to arter af offer bør vi især have klart for øje i denne strid og også i mange andre drøftelser, og man skal omhyggeligt passe på, at de ikke bliver blandet sammen. Hvis denne bogs omfang tillod det, ville vi tilføje grundene til denne inddeling. For den har mange vidnesbyrd i Hebræerbrevet og andre steder. Og

21 alle de levitiske ofre kan henføres til disse led som til deres rette hjem [hovedgrupper]. For i loven blev visse ofre kaldt sonofre på grund af det, de betegnede eller lignede, ikke fordi de fortjente syndernes forladelse for Gud, men fordi de fortjente syndernes forladelse efter lovens retfærdighed, så de mennesker, de blev bragt for, ikke blev udelukket fra dette samfund [fra Israels folk]. Derfor blev de kaldt syndofre og brændofre for skyld. Takofrene var derimod afgrødeofferet, drikofferet, ofrene til tak, førstegrøden og tienden.

22 [Sådan har der i loven været forbilleder på det sande offer.] Men i virkeligheden har der kun været ét sonoffer i verden, nemlig Kristi død, sådan som Hebræerbrevet lærer, Hebr 10,4: Det er umuligt for blod af tyre og bukke at borttage synder. Og lidt længere fremme hedder det om Kristi [lydighed og] vilje, Hebr 10,10: «Efter denne vilje er vi blevet helliget ved ofringen af Jesu Kristi legeme én gang for alle.»

23 Og Esajas fortolker loven, for at vi skal vide, at Kristi død virkelig er en fyldestgørelse for vores synder eller en soning, og at lovens ceremonier ikke er det. Derfor siger han i Es 53,10: «Når du gør hans sjæl til et skyldoffer, skal han se efterkommere» osv. For det ord, der bruges her, asham (אשם), betyder et offerdyr for overtrædelse. I loven betegnede det, at et bestemt offer skulle komme for at gøre fyldest for vores synder og forsone Gud, for at menneskene skulle vide, at Gud vil forsones med os, ikke på grund af vores egen retfærdighed, men på grund af en andens fortjeneste, nemlig Kristi. Paulus gengiver samme ord asham med «synd» i Rom 8,3: «For synd (fordømte Gud) synden», det vil sige: Han straffede synden for synd, det vil sige ved et offer for synd. Ordets betydning kan lettere forstås ud fra hedningernes skikke, som de efter alt at dømme har overtaget fra misforståede udtryk hos fædrene. Det offer, som blev bragt i store ulykker, når Gud syntes at være særlig vred, for at formilde hans vrede, kaldte latinerne et piaculum [sonoffer]. Undertiden ofrede de mennesker, måske fordi de havde hørt, at et menneskeoffer skulle formilde Gud for hele menneskeslægten. Grækerne kaldte dem undertiden καθάρματα [renselsesofre] og undertiden περιψήματα [sonoffer, udskud]. Esajas og Paulus mener altså, at Kristus blev et offer,

24 det vil sige en soning, for at Gud skulle forsones ved hans fortjeneste og ikke ved vores egen. Lad det derfor stå fast i denne sag, at Kristi død alene virkelig er et sonoffer. For de levitiske sonofre blev kun kaldt sådan, fordi de betegnede en kommende soning. På grund af en vis lighed var de altså fyldestgørelser, som indløste lovens retfærdighed, så de, der syndede, ikke blev udelukket fra samfundet. Men efter at evangeliet var åbenbaret [og efter at det sande offer var fuldbragt], måtte de ophøre; og fordi de måtte ophøre, da evangeliet blev åbenbaret, var de ikke virkelig sonofre, for evangeliet blev netop lovet for at stille et sonoffer frem.

25 De øvrige ofre er takofre, som kaldes lovprisningsofre, 3 Mos 3,1ff.; 7,11ff.; Sl 56,13f., nemlig forkyndelsen af evangeliet, troen, bønnen, takken, bekendelsen, de helliges lidelser, ja, alle de helliges gode gerninger. Disse ofre er ikke fyldestgørelser for dem, der bringer dem, og kan heller ikke anvendes for andre, så de ex opere operato [i kraft af den udførte handling] fortjener syndernes forladelse eller forsoning for dem. For de bringes af dem, der allerede er forsonet.

26 Sådan er Det Nye Testamentes ofre, som Peter lærer i 1 Pet 2,5: «… et helligt præsteskab, for at I kan bringe åndelige ofre.» Åndelige ofre står imidlertid ikke kun i modsætning til dyreofre, men også til menneskelige gerninger, der ofres ex opere operato, for «åndelig» henviser til Helligåndens bevægelser i os. Det samme lærer Paulus i Rom 12,1: «… bringe jeres kroppe som et levende, helligt og kærkomment offer for Gud; dette er jeres fornuftige gudstjeneste.» En fornuftig gudstjeneste betyder en gudstjeneste, hvor Gud kendes og gribes med sindet, sådan som det sker i frygtens og tillidens bevægelser over for Gud. Derfor står den ikke kun i modsætning til den levitiske gudstjeneste, hvor dyr slagtes, men også til en gudstjeneste, hvor man forestiller sig, at en gerning ofres ex opere operato. Hebræerbrevet lærer det samme i Hebr 13,15: «Derfor, lad os altid ved ham frembære et offer til Gud som består i lovprisning», og det tilføjer forklaringen: «det vil sige frugten af læber som bekender hans navn.» Det byder os at bringe lovprisning, det vil sige bøn, tak, bekendelse og lignende. De gælder ikke ex opere operato, men på grund af troen. Det viser ordene: «Lad os ved ham frembære», det vil sige ved troen på Kristus.

27 Kort sagt: Det Nye Testamentes gudstjeneste er åndelig, det vil sige, den er troens retfærdighed i hjertet og troens frugter. Den ophæver derfor de levitiske gudstjenester. [I Det Nye Testamente gælder intet offer ex opere operato, sine bono motu utentis, det vil sige på grund af gerningen uden en god tanke i hjertet.] Og Kristus siger i Joh 4,23–24: «De sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed, for Faderen søger dem som tilbeder ham på denne måde. Gud er ånd, og de som tilbeder ham, skal tilbede ham i ånd og sandhed» [det vil sige af hjertet, med inderlig frygt og hjertelig tro]. Dette sted fordømmer tydeligt [som aldeles djævelske, farisæiske og antikristelige] de meninger om ofre, der skulle gælde ex opere operato, og lærer, at man skal tilbede i ånd, det vil sige med hjertets bevægelser og ved troen. [Heller ikke jøderne forstod deres ceremonier ret, og de forestillede sig, at de var retfærdige for Gud, når de havde udført gerninger ex opere operato. Det kæmper profeterne imod med den største alvor.] Derfor

28 fordømmer profeterne også i Det Gamle Testamente folkets mening om opus operatum [den udførte handling], og de lærer Åndens retfærdighed og ofre. Jer 7,22–23: «Jeg talte ikke til jeres fædre og gav dem ingen befaling om brændofre eller slagtofre, den dag jeg førte dem ud af Egypten; men dette befalede jeg dem: Adlyd min røst, så vil jeg være jeres Gud» osv. Hvordan tror vi, at jøderne tog imod denne anklage, som åbenbart synes at stride mod Moses? For det var tydeligt, at Gud havde givet fædrene befalinger om brændofre og slagtofre. Men Jeremias fordømmer en mening om ofrene, som Gud ikke havde givet, nemlig at disse gudstjenester skulle behage ham ex opere operato. Om troen tilføjer han derimod, at Gud havde befalet dette: «Hør mig», det vil sige: Tro mig, at jeg er jeres Gud; at jeg vil kendes sådan, når jeg forbarmer mig og hjælper; jeg har heller ikke brug for jeres slagtofre; tro, at jeg vil være Gud, som retfærdiggør og frelser, ikke på grund af gerninger, men på grund af mit ord og mit løfte; søg og vent hjælp hos mig, virkelig og af hjertet.

29 Også Sl 50,13.15, som forkaster slagtofrene og kræver bøn, fordømmer meningen om opus operatum: «Skulle jeg spise tyrekød?» osv. «Påkald mig på nødens dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig.» Salmisten vidner om, at dette er den sande gudstjeneste, at dette er den sande ære: at vi påkalder ham af hjertet. Ligeså Sl 40,7: «Slagtoffer og afgrødeoffer ønskede du ikke; mine ører har du åbnet», det vil sige: Du har givet mig dit ord, så jeg kan høre det, og du kræver, at jeg tror dit ord og dine løfter: at du virkelig vil forbarme dig, hjælpe osv. Ligeså Sl 51,18–19: «Du har ikke behag i brændoffer. Offeret for Gud er en knust ånd; et knust og sønderbrudt hjerte, Gud, foragter du ikke.» Ligeså Sl 4,6: «Bring retfærdighedens ofre, og sæt jeres lid [håb, Vulgata] til Herren.» Han befaler os at håbe og siger, at dette er et retfærdigt offer, og han tilkendegiver dermed, at andre ofre ikke er sande og retfærdige ofre. Og Sl 116,17: «Jeg vil bringe dig takofre og påkalde Herrens navn.» Påkaldelsen kalder de et takoffer.

30 Men Skriften er fuld af sådanne vidnesbyrd, som lærer, at ofre ex opere operato ikke forsoner Gud. Derfor lærer Det Nye Testamente, efter at de levitiske gudstjenester er ophævet, at der skal bringes nye og rene ofre, nemlig tro, bøn, tak, bekendelse og evangeliets forkyndelse, lidelser for evangeliets skyld og lignende.

31 Om disse ofre taler Malakias i Mal 1,11: «Fra solens opgang til dens nedgang skal mit navn være stort blandt folkeslagene, og på hvert sted skal der bringes røgelse og et rent offer til mit navn.» Modstanderne anvender dette sted forkert på messen og påberåber sig fædrenes autoritet. Men svaret er let: Selv om stedet først og fremmest talte om messen, ville det ikke følge, at messen retfærdiggør ex opere operato, eller at den, når den anvendes for andre, fortjener syndernes forladelse osv. Profeten siger intet om de ting, som munkene og sofisterne skamløst digter.

32 Desuden udtrykker profetens egne ord hans mening. For de siger først, at Herrens navn skal være stort. Det sker ved evangeliets forkyndelse. For ved den gøres Kristi navn kendt, og Faderens barmhjertighed, som er lovet i Kristus, erkendes. Evangeliets forkyndelse virker tro hos dem, der tager imod evangeliet. De påkalder Gud, de takker Gud, de bærer lidelser for deres bekendelses skyld, de gør gode gerninger til Kristi ære. Sådan bliver Herrens navn stort blandt folkeslagene. Derfor betyder «røgelse og et rent offer» ikke en ceremoni ex opere operato [ikke messens ceremoni alene], men alle de ofre, som gør Herrens navn stort, nemlig tro, påkaldelse, forkyndelsen

33 af evangeliet, bekendelse osv. Vil nogen lade udtrykket omfatte ceremonien [i messen], så indrømmer vi det gerne, blot han ikke forstår ceremonien alene og ikke lærer, at ceremonien gavner ex opere operato. For ligesom vi blandt lovprisningsofrene, det vil sige blandt lovprisningerne af Gud, regner forkyndelsen af Ordet, sådan kan selve modtagelsen af Herrens nadver være lovprisning eller tak; men den retfærdiggør ikke ex opere operato, og den skal heller ikke anvendes for andre, så den fortjener syndernes forladelse for dem. Men lidt senere skal vi forklare, hvordan også en ceremoni er et offer. Da Malakias imidlertid taler om alle Det Nye Testamentes gudstjenester og ikke kun om Herrens nadver, og da han heller ikke støtter den farisæiske mening om opus operatum, er han ikke imod os, men hjælper os snarere. For han kræver hjertets gudstjenester, som virkelig gør Herrens navn stort.

34 Man anfører også et andet sted fra Malakias, Mal 3,3: «Han skal rense Levis sønner og lutre dem som guld og sølv, så de kan bringe Herren et offer i retfærdighed.» Dette sted kræver tydeligt de retfærdiges ofre og støtter altså ikke meningen om opus operatum. Men Levis sønners ofre, det vil sige deres, der underviser i Det Nye Testamente, er evangeliets forkyndelse og forkyndelsens gode frugter, som Paulus siger i Rom 15,16: «… som en der gør præstetjeneste for Guds evangelium for at hedningefolkene kan blive et kærkomment offer, helliget ved Helligånden», det vil sige for at hedningerne ved troen kan blive ofre, der er velbehagelige for Gud osv. For i loven betegnede slagtningen af offerdyrene både Kristi død og evangeliets forkyndelse, som skal døde kødets gamle væsen og begynde det nye og evige liv i os. Men modstanderne bruger overalt ordet «offer» forkert om ceremonien alene. De udelader evangeliets forkyndelse, troen, bønnen og lignende, selv om ceremonien netop er indstiftet for deres skyld, og Det Nye Testamente skal have hjertets ofre og ikke ceremonier for synd, der skal udføres efter det levitiske præsteskabs skik.

35 De henviser også til det daglige offer (jf. 2 Mos 29,38f.; Dan 8,11f.; 12,11) og siger: Ligesom der under loven var et dagligt offer, skal messen være Den Nye Pagts daglige offer. Modstanderne har let spil, hvis vi lader os slå af allegorier. Det er dog indlysende, at allegorier ikke giver faste beviser [i så vigtige sager for Gud må vi have et sikkert og klart Guds ord og ikke tvinge dunkle og fremmede skriftsteder ind; den slags usikre udlægninger holder ikke i Guds dom]. Vi går ganske vist gerne med til, at messen forstås som et dagligt offer, forudsat at hele messen medregnes, det vil sige ceremonien sammen med forkyndelsen af evangeliet, troen, påkaldelsen og taksigelsen. For alt dette tilsammen er Den Nye Pagts daglige offer, fordi ceremonien [messen eller nadveren] blev indstiftet for deres skyld, og den må heller ikke skilles fra dem. Derfor siger Paulus, 1 Kor 11,26: For så ofte I spiser dette brød og drikker dette bæger, forkynder I Herrens død, indtil han kommer. Men af dette levitiske forbillede følger på ingen måde, at der er brug for en ceremoni, som retfærdiggør ex opere operato [i kraft af den udførte handling], eller at den skal anvendes på andres vegne for at fortjene syndernes forladelse for dem.

36 Og forbilledet giver et rammende billede, ikke blot af ceremonien, men også forkyndelsen af evangeliet. I 4 Mos 28,4f. fremstilles tre dele af det daglige offer: brændingen af lammet, drikofferet og afgrødeofferet af hvedemel. Loven havde billeder eller skygger af det, som skulle komme. I dette billede fremstilles derfor Kristus og hele Den Nye Pagts gudstjeneste. Brændingen af lammet betegner Kristi død. Drikofferet betegner, at de troende overalt i hele verden ved forkyndelsen af evangeliet bliver bestænket med dette Lams blod, det vil sige helliggjort, som Peter siger, 1 Pet 1,2: ved Åndens renselse til lydighed og bestænkelse med Jesu Kristi blod. Afgrødeofferet af hvedemel betegner troen, bønnen og taksigelsen i hjerterne.

37 Ligesom man altså i Den Gamle Pagt ser skyggen, sådan skal man i Den Nye søge det, som skyggen betegner, og ikke et andet forbillede, som om det var nok som offer.

38 Selv om en ceremoni altså er et minde om Kristi død, er den dog ikke alene det daglige offer; men selve mindet er det daglige offer, det vil sige forkyndelsen og troen, som virkelig tror, at Gud er blevet forsonet ved Kristi død. Der kræves et drikoffer, det vil sige forkyndelsens virkning, så vi bliver helliggjort, når vi ved evangeliet bestænkes med Kristi blod, som mennesker, der dødes og gøres levende. Der kræves også afgrødeofre, det vil sige taksigelse, bekendelse og trængsler. Lad os altså

39 kaste den farisæiske opfattelse af opus operatum [den udførte handling] bort og forstå, at det, der betegnes, er en åndelig gudstjeneste og et dagligt offer i hjertet, fordi man i Den Nye Pagt skal søge selve de gode tings virkelighed [som Paulus siger: I Den Gamle Pagt er skyggen af det, som skulle komme, men legemet og sandheden er i Kristus], det vil sige Helligånden, dødelsen og levendegørelsen.

40 Heraf fremgår det tydeligt nok, at forbilledet med det daglige offer ikke vidner imod os, men snarere for os, fordi vi søger alle de dele, som det daglige offer betegner. [Vi har klart vist alle de dele, der hørte til det daglige offer i Moseloven, og at det må betyde et sandt offer fra hjertet, ikke et opus operatum.] Modstanderne bilder sig fejlagtigt ind, at kun ceremonien betegnes, og ikke også forkyndelsen af evangeliet, dødelsen og hjertets levendegørelse osv. [som er den bedste del af messen, hvad enten de kalder den et offer eller noget andet].

41 Retsindige mennesker kan altså nu let se, at anklagen mod os for at afskaffe det daglige offer er aldeles falsk. Erfaringen viser, hvad det er for nogle Antiokus-skikkelser, som har magten i kirken: De tager under påskud af religion verdens rige til sig, de hersker uden omsorg for religionen og evangeliets lære, de fører krig som verdens konger, og de

42 har indført nye gudstjenester i kirken. For i messen beholder modstanderne kun ceremonien og bruger den offentligt til vanhellig vinding. Derefter finder de på, at denne gerning, anvendt på andres vegne,

43 fortjener nåde og alt godt for dem. I deres prædikener lærer de ikke evangeliet, de trøster ikke samvittighederne, de viser ikke, at synderne bliver tilgivet af nåde for Kristi skyld. I stedet fremholder de helgendyrkelse, menneskelige fyldestgørelser og menneskelige traditioner, og de påstår, at mennesker bliver retfærdiggjort for Gud ved dem. Og selv om nogle af disse traditioner åbenlyst er ugudelige, forsvarer de dem alligevel med vold. De prædikanter, der vil regnes for mere lærde, behandler filosofiske spørgsmål, som hverken folket eller engang de, der fremsætter dem, forstår. De mere tålelige lærer endelig loven og siger intet om troens retfærdighed.

44 Modstanderne gør i Konfutationen stort væsen af kirkernes ødelæggelse, nemlig at altrene står uden udsmykning, uden lys og uden billeder. Disse småting regner de for kirkernes pryd. [Det er ikke sandt, at vi afskaffer al den slags ydre pynt; men selv om det var sådan, taler Daniel ikke om den slags ting, som er helt ydre og ikke hører til den kristne kirke.] Det er en helt anden ødelæggelse,

45 som Daniel mener, Dan 11,31; 12,11, nemlig uvidenhed om evangeliet. For folket, der var overvældet af mængden og mangfoldigheden af traditioner og meninger, kunne på ingen måde fatte

46 summen af den kristne lære. [For modstanderne prædiker mest om menneskelige forordninger, som leder samvittighederne bort fra Kristus til tillid til deres egne gerninger.] For hvem af folket har nogen sinde forstået den lære om omvendelse, som modstanderne fremfører? Og dog er dette hovedpunktet i den kristne lære. Samvittighederne blev pint af opregningen af synder og af fyldestgørelser. Modstanderne nævnte ikke med et ord troen, som vi af nåde modtager syndernes forladelse ved. Om troens øvelser, kampen mod fortvivlelsen og syndernes forladelse af nåde for Kristi skyld tav alle modstandernes bøger og prædikener [som var værre end værdiløse og desuden gjorde ubeskrivelig skade].

47 Hertil kom den forfærdelige vanhelligelse af messerne og mange andre ugudelige gudstjenester i kirkerne. Det er den ødelæggelse, som Daniel beskriver.

48 Hos os tager præsterne derimod ved Guds nåde vare på Ordets tjeneste, de lærer evangeliet om Kristi velgerninger og viser, at syndernes forladelse sker af nåde for Kristi skyld. Denne lære giver samvittighederne en sikker trøst. Læren om [de ti bud og] de gode gerninger, som Gud befaler, lægges også til. Sakramenternes værdi og brug forklares.

49 Men hvis brugen af sakramentet skulle være det daglige offer, så ville det snarere være os end modstanderne, der bevarede det, fordi det hos dem er præster lejet for betaling, som bruger sakramentet. Hos os bruges det oftere og med større samvittighedsfuldhed. For folket modtager det, men først efter at være blevet undervist og overhørt. Folk bliver nemlig undervist om sakramentets rette brug: at det blev indstiftet for at være et segl og vidnesbyrd om syndernes forladelse af nåde, og at det derfor skal tilskynde forskrækkede samvittigheder til at stole fuldt og fast på og tro, at deres synder bliver tilgivet af nåde. Da vi altså bevarer både forkyndelsen af evangeliet og den rette brug af sakramentet, er det daglige offer bevaret hos os.

50 Og hvis vi skal tale om det ydre, så er kirkegangen bedre hos os end hos modstanderne. For nyttige og klare prædikener holder på tilhørerne. Men modstandernes lære har hverken folket eller lærerne nogen sinde forstået. [Intet knytter folk så stærkt til kirken som god forkyndelse. Men vores modstandere prædiker deres folk ud af kirkerne, for de lærer intet om de nødvendige dele af den kristne lære; de fortæller helgenlegender og andre fabler.] Og

51 kirkernes sande pryd er en gudfrygtig, nyttig og klar lære, en from brug af sakramenterne, inderlig bøn og lignende. Lys, guldkar [vokslys, alterklæder, billeder] og lignende pynt er passende, men de er ikke den pryd, som egentlig hører kirken til. Men hvis modstanderne lader gudsdyrkelsen bestå i den slags ting og ikke i forkyndelsen af evangeliet, i troen og troens kampe, så hører de til dem, som ifølge Daniel dyrker deres gud med guld og sølv, Dan 11,38.

52 De citerer også Hebræerbrevet, Hebr 5,1: For enhver ypperstepræst som tages blandt mennesker, indsættes på vegne af mennesker i relation til Gud for at frembære gaver og ofre for deres synder. Heraf slutter de, at når der i Den Nye Pagt er ypperstepræster og præster, må der også være et offer for synder. Dette skriftsted gør især indtryk på de ulærde, navnlig når præsteskabets pragt [Arons klæder, for i Den Gamle Pagt var der mange prydelser af guld, sølv og purpur] og Den Gamle Pagts ofre stilles frem for øjnene. Denne lighed bedrager de uvidende, så de mener, at der på samme måde skal findes et ceremonielt offer hos os, som skal anvendes for andres synder, ligesom i Den Gamle Pagt. Messetjenesten og resten af pavens ordning er da heller ikke andet end falsk iver for en misforstået levitisk ordning. [De har ikke forstået, at Den Nye Pagt handler om andre ting, og at der, hvis den slags ceremonier bruges til at opdrage de unge, må sættes en grænse for dem.]

53 Og selv om vores tro har sine vigtigste vidnesbyrd i Hebræerbrevet, bruger modstanderne alligevel lemlæstede skriftsteder fra dette brev imod os, som netop her, hvor det siges, at enhver ypperstepræst indsættes for at bringe ofre for synder. Skriften tilføjer straks selv, at Kristus er ypperstepræst, Hebr 5,5–6.10. De foregående ord taler om det levitiske præsteskab og betyder, at det levitiske præsteskab var et billede på Kristi præsteskab. For de levitiske syndofre fortjente ikke syndernes forladelse for Gud; de var kun et billede på Kristi offer, som skulle være det ene sonoffer, som vi har sagt ovenfor.

54 Derfor handler brevet i vid udstrækning om, at det gamle præsteskab og de gamle ofre ikke blev indstiftet for at fortjene syndernes forladelse for Gud eller forsoning, men kun for at betegne Kristi ene offer, som skulle komme.

55 For i Den Gamle Pagt måtte de hellige blive retfærdiggjort ved den tro, der udspringer af løftet om syndernes forladelse, som skulle gives for Kristi skyld, ligesom de hellige også bliver retfærdiggjort i Den Nye Pagt. Fra verdens begyndelse måtte alle de hellige tro, at Kristus ville blive det lovede offer og den lovede fyldestgørelse for synderne, som Esajas lærer, Es 53,10: Når du gør hans sjæl til et skyldoffer.

56 I Det Gamle Testamente fortjente ofrene altså ikke forsoning, undtagen i billedlig forstand (for de fortjente en borgerlig forsoning), men de betegnede det offer, der skulle komme. Heraf følger, at Kristus er det eneste offer, der anvendes for andres synder. Derfor er der i Det Nye Testamente intet andet offer tilbage, som kan anvendes for andres synder, end Kristi ene offer på korset.

57 Det er en fuldstændig fejltagelse, når nogle forestiller sig, at de levitiske ofre fortjente syndernes forladelse for Gud, og med dette eksempel kræver, at der i Det Nye Testamente ud over Kristi død skal være ofre, som kan anvendes til gavn for andre. Denne forestilling ødelægger fuldstændig fortjenesten ved Kristi lidelse og troens retfærdighed og forvansker læren i Det Gamle og Det Nye Testamente. Den gør præsterne og offerpræsterne, som dagligt sælger deres gerning i kirkerne, til andre mellemmænd og forsonere for os i stedet for Kristus.

58 Hvis nogen altså vil drage den slutning, at der i Det Nye Testamente behøves en præst, som skal ofre for synder, så må det kun indrømmes om Kristus. Hele Hebræerbrevet bekræfter denne forklaring. Hvis vi ud over Kristi død skulle søge en anden fyldestgørelse, som skulle anvendes for andres synder og forsone Gud, så ville det ikke være andet end at gøre andre til mellemmænd ved siden af Kristus.

59 Desuden er Det Nye Testamentes præstedømme Åndens tjeneste, som Paulus lærer i 2 Kor 3,6. Derfor har det kun Kristi ene offer, som er fyldestgørende og anvendes for andres synder. Ud over det har det ingen ofre som de levitiske, der kunne anvendes ex opere operato [«i kraft af den udførte handling», dvs. uden tro hos den, der modtager] til gavn for andre. Men det rækker evangeliet og sakramenterne til andre, for at de ved dem kan få tro og Helligånden og blive dødet og gjort levende. For Åndens tjeneste står i modsætning til, at man anvender et opus operatum [«udført gerning»]. [For hvis der ikke er personlig tro og et liv, som Helligånden har virket, kan en andens opus operatum ikke gøre mig from eller frelse mig.] For gennem Åndens tjeneste virker Helligånden kraftigt i hjerterne. Derfor gavner denne tjeneste andre, når den virker kraftigt i dem og genføder dem og gør dem levende. Det sker ikke ved, at en andens gerning anvendes ex opere operato til gavn for andre.

60 Vi har nu vist grunden til, at messen ikke retfærdiggør ex opere operato, og at den ikke fortjener syndsforladelse, når den anvendes for andre: Begge dele strider mod troens retfærdighed. For det er umuligt, at syndernes forladelse kan ske, og at dødens og syndens rædsler kan overvindes ved nogen gerning eller noget som helst andet end ved troen på Kristus, som der står i Rom 5,1: «Da vi altså er blevet erklæret retfærdige ved tro, har vi fred.»

61 Desuden har vi vist, at de skriftsteder, som anføres imod os, på ingen måde støtter modstandernes ugudelige mening om opus operatum. Det kan alle gode mennesker blandt alle folk bedømme.

62 Derfor skal Thomas’ vildfarelse forkastes. Han skrev, at Herrens legeme, som én gang blev ofret på korset for arveskylden, stadig ofres på alteret for de daglige overtrædelser, så kirken derved kunne have

63 en gudstjeneste, som den kan forsone Gud med. Også de andre gængse vildfarelser skal forkastes, for eksempel at messen ex opere operato giver nåde til den, der bruger den, og at den, når den anvendes for andre, også for ugudelige, fortjener syndernes forladelse for dem, både af skyld og straf, forudsat at de ikke sætter en hindring i vejen. Alt dette er falsk og ugudeligt og for nylig opfundet af ulærde munke, og det formørker æren ved Kristi lidelse og troens retfærdighed.

64 Af disse vildfarelser er der opstået utallige andre, for eksempel at messer, der anvendes for mange, gavner lige så meget, som når de anvendes for hver enkelt. Sofisterne har bestemte grader af fortjeneste, ligesom vekselererne har vægtgrader for guld og sølv. Desuden sælger de messen som en betaling for at opnå det, hver enkelt søger: til købmænd, for at forretningen kan gå godt, til jægere, for at jagten kan lykkes, og så videre i det uendelige. Til sidst anvender de den også på de døde. Ved at anvende sakramentet befrier de sjæle fra skærsildens pinsler, skønt messen uden tro ikke engang gavner de levende.

65 Modstanderne kan heller ikke fremføre så meget som én stavelse fra Skriften til forsvar for disse fabler, som de med stor myndighed lærer i kirken. De har heller ikke vidnesbyrd fra oldkirken eller fra kirkefædrene. [Derfor er de ugudelige og blinde mennesker, som med vilje foragter og træder Guds klare sandhed under fode.]

Hvad kirkefædrene mente om offeret

66 Da vi nu har forklaret de skriftsteder, der anføres imod os, må vi også svare på det, der hentes fra kirkefædrene. Vi ved godt, at kirkefædrene kalder messen et offer. Men de mener ikke, at messen giver nåde ex opere operato, og at den, når den anvendes til gavn for andre, fortjener syndernes forladelse for dem, både af skyld og straf. Hvor findes sådanne uhyrlige historier hos kirkefædrene? Tværtimod vidner de åbent om, at de taler om taksigelse. Derfor kalder de den eukaristi [af græsk «eucharistia», taksigelse].

67 Vi har imidlertid sagt ovenfor, at et takoffer ikke fortjener forsoning, men bringes af dem, der allerede er forsonet, ligesom lidelser ikke fortjener forsoning, men er takofre, når de forsonede bærer dem. Dette svar på kirkefædrenes udsagn i almindelighed forsvarer os tilstrækkeligt over for modstanderne. For det er sikkert, at disse opdigtelser om fortjenesten ved opus operatum ikke findes nogen steder hos kirkefædrene. Men for at hele sagen kan blive bedre forstået, vil vi også gøre rede for brugen af sakramentet på en måde, der virkelig stemmer overens med kirkefædrene og Skriften.

Om brugen af sakramentet og om offeret

68 Nogle kloge folk forestiller sig, at Herrens nadver blev indstiftet af to grunde. For det første for at være et kendetegn og vidnesbyrd om bekendelse, ligesom en bestemt hætteform er tegnet på en bestemt munkeorden. Dernæst mener de, at et sådant kendetegn var Kristus særlig kært, nemlig et måltid, der skulle betegne den gensidige enhed og det venskab, der er mellem kristne, fordi gæstebud er tegn på pagt og venskab. Men det er en verdslig betragtning. Den viser heller ikke, hvad der er den vigtigste brug af de ting, Gud har givet. Den taler kun om kærlighedens udøvelse, som selv de mest vanhellige og verdslige mennesker forstår. Den taler ikke om troen, hvis væsen kun få forstår.

69 Sakramenterne er tegn på Guds vilje mod os og ikke blot tegn mellem mennesker indbyrdes. Man har ret, når man definerer sakramenterne i Det Nye Testamente som tegn på nåde. Da der i et sakramente er to ting, et tegn og Ordet, er Ordet i Det Nye Testamente det tilføjede løfte om nåde. Det Nye Testamentes løfte er løftet om syndernes forladelse, som teksten i Luk 22,19–20 siger: «Dette er mit legeme, som gives for jer. Dette bæger er den nye pagt i mit blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.»

70 Derfor tilbyder Ordet syndernes forladelse. En ceremoni er så at sige et billede eller et segl på Ordet, som Paulus kalder det i Rom 4,11, og den gør løftet kendt. Ligesom løftet derfor er unyttigt, hvis det ikke modtages i tro, sådan er en ceremoni unyttig, hvis der ikke kommer en sådan tro til, som virkelig stoler på, at syndernes forladelse her bliver tilbudt. Denne tro giver de angrende sind mod. Og ligesom Ordet er givet for at vække denne tro, sådan er sakramentet indstiftet, for at det ydre syn, der møder øjnene, kan bevæge hjertet til at tro [og styrke troen]. For Helligånden virker gennem begge dele, gennem ord og sakramente.

71 En sådan brug af sakramentet, hvor troen gør forskrækkede hjerter levende, er en gudstjeneste i Det Nye Testamente, fordi Det Nye Testamente kræver åndelige bevægelser i hjertet, dødelse og levendegørelse. [For efter Det Nye Testamente sker den højeste gudstjeneste indvendigt i hjertet.] Det var til denne brug, Kristus indstiftede det, da han befalede dem at gøre sådan til minde om ham.

72 For at mindes Kristus er ikke at fejre et tomt skuespil [ikke noget, der kun udføres med nogle fagter og handlinger] eller noget, der er indstiftet for eksemplets skyld, sådan som man fejrer mindet om Herkules eller Odysseus i tragedierne. Det er at mindes Kristi velgerninger og tage imod dem i tro, så man gøres levende ved dem. Derfor siger Sl 111,4–5: «Han har ladet sine undergerninger blive husket; nådig og barmhjertig er Herren. Han har givet føde til dem, der frygter ham.» For det betyder, at man skal erkende Guds vilje og barmhjertighed i

73 ceremonien. Men den tro, som griber barmhjertigheden, gør levende. Og dette er sakramentets vigtigste brug. Her bliver det tydeligt, hvem der er skikket til sakramentet, nemlig forskrækkede samvittigheder, og hvordan de skal bruge det.

74 Offeret [takofferet eller taksigelsen] kommer også til. For én ting kan have flere formål. Når samvittigheden, der har fået mod ved troen, har mærket, hvilke rædsler den er befriet fra, så takker den inderligt for Kristi velgerning og lidelse og bruger selve ceremonien til at prise Gud og ved denne lydighed vise sin taknemmelighed. Den vidner om, at den sætter Guds gaver højt. Sådan bliver ceremonien et lovprisningsoffer.

75 Kirkefædrene taler da også om en dobbelt virkning: om samvittighedernes trøst og om taksigelse eller lovprisning. Den første af disse virkninger hører til sakramentets væsen [den rette brug]; den sidste hører til offeret. Om trøsten siger Ambrosius: «Gå til ham og bliv løst, for han er syndernes forladelse. Spørger du, hvem han er? Hør ham, når han siger i Joh 6,35: Jeg er livets brød. Den som kommer til mig, skal ikke sulte, og den som tror på mig, skal aldrig tørste.» Dette sted vidner om, at syndernes forladelse tilbydes i sakramentet. Det vidner også om, at den skal modtages i tro. Utallige vidnesbyrd af denne art findes hos kirkefædrene, og modstanderne fordrejer dem alle til opus operatum og til en gerning, der skal anvendes til gavn for andre. Men kirkefædrene kræver tydeligt tro og taler om den trøst, der tilhører hver enkelt, og ikke om anvendelsen for andre.

76 Ud over disse findes der også udsagn om taksigelse, for eksempel det, Cyprian meget smukt siger om dem, der går til nadver på en gudfrygtig måde. Fromheden, siger han, skelner, når den takker giveren for så rig en velsignelse, mellem det, der er givet, og det, der er tilgivet. Det vil sige: Fromheden ser både på det, der er givet, og på det, der er tilgivet. Den sammenligner altså størrelsen af Guds velgerninger og størrelsen af vore onder, synden og døden, med hinanden og takker osv. Og deraf er betegnelsen eukaristi opstået i kirken.

77 Selve ceremonien, taksigelsen, kan heller ikke ex opere operato [i kraft af den udførte handling] anvendes til fordel for andre for at fortjene syndernes forladelse for dem osv. eller for at befri de dødes sjæle. Det strider mod troens retfærdighed at mene, at en ceremoni uden tro kan gavne enten den, der udfører den, eller andre. Om ordet messe.

78 Modstanderne henviser os også til grammatikken. Ud fra messens navne udleder de argumenter, som ikke kræver nogen lang drøftelse. For selv om messen kaldes et offer, følger det ikke deraf, at den skal give nåde ex opere operato, eller at den, når den anvendes til fordel for andre, skal fortjene syndernes forladelse for dem osv.

79 Leitourgia, siger de, betyder et offer, og grækerne kalder messen liturgi. Hvorfor udelader de her den gamle betegnelse synaxis [forsamling], som viser, at messen tidligere var manges fælles altergang? Men lad os tale om ordet liturgi.

80 Dette ord betyder egentlig ikke et offer, men snarere den offentlige tjeneste, og det passer godt med vores lære, nemlig at én tjener, som konsekrerer, rækker Herrens legeme og blod til resten af folket, ligesom én tjener, som prædiker, rækker evangeliet til folket. Sådan siger Paulus i 1 Kor 4,1: «Således skal man se på os: Som Kristi tjenere og forvaltere over Guds hemmeligheder», det vil sige over evangeliet og sakramenterne. Og 2 Kor 5,20: «Vi er da udsendinge i Kristi sted som

81 om Gud formaner ved os. Vi beder i Kristi sted: Forson jer med Gud.» Således passer ordet leitourgia godt til embedet. For det er et gammelt ord, som almindeligvis blev brugt om den offentlige, borgerlige forvaltning, og for grækerne betegnede det offentlige byrder som skat, udgifterne til at udruste en flåde og lignende. Det bevidner Demosthenes' tale Mod Leptines, som i sin helhed handler om offentlige pligter og fritagelser: Φήσει δὲ ἀναξίους τινὰς ἀνθρώπους εὑρομένους ἀτέλειαν ἐκδεδυκέναι τὰς λειτουργίας, det vil sige: Han vil sige, at nogle uværdige mennesker har opnået fritagelse og har unddraget sig de offentlige byrder. Og sådan talte man også på romernes tid, som Pertinax' forordning Om loven om fritagelse viser: Εἰ καὶ μὴ πάσης λειτουργίας τοὺς πατέρας ὁ τῶν παίδων ἀριθμὸς ἀνίησι, det vil sige: selv om antallet af børn ikke fritager forældrene fra alle offentlige byrder. Og kommentaren til Demosthenes siger, at leitourgia er en slags skat: udgifterne til legene, udgifterne til at udruste skibe, til at sørge for gymnasierne og lignende offentlige hverv.

82 Og Paulus bruger i 2 Kor 9,12 ordet om en indsamling: Indsamlingen afhjælper ikke blot, hvad de hellige mangler, men får dem også til at takke Gud så meget mere osv. Og i Fil 2,25 kalder han Epafroditus en λειτουργὸν τῆς χρείας μου, en, der tjente mine behov,

83 hvor man bestemt ikke kan forstå det som en, der ofrer. Men der er ikke brug for flere vidnesbyrd, for eksemplerne ligger overalt lige for hos dem, der læser de græske forfattere, hvor leitourgia bruges om offentlige, borgerlige byrder eller tjenester. Og på grund af diftongen afleder grammatikerne det ikke af lite, som betyder bønner, men af de offentlige goder, som de kalder leita, så leitourgeo betyder: Jeg tager mig af, jeg forvalter de offentlige goder.

84 Latterligt er det også, når de slutter, at messen må være et offer, fordi Den Hellige Skrift nævner et alter. For Paulus bruger kun billedet af et alter som en sammenligning.

85 Og de digter, at messen har fået sit navn af et alter (mizbeach). Hvad skal man med en så langt søgt afledning, medmindre det er for at vise deres kendskab til det hebraiske sprog? Hvad skal man med at søge afledningen så langt væk, når ordet messe findes i 5 Mos 16,10, hvor det betegner folkets indsamlinger eller gaver, ikke præstens offer? For de enkelte, som kom til fejringen

86 af påsken, skulle bringe en gave som bidrag. I begyndelsen holdt de kristne også fast ved denne skik. Når de kom sammen, bragte de brød, vin og andre ting, som De apostolske kanoner bevidner. Af dette blev en del taget og konsekreret; resten blev uddelt til de fattige. Sammen med denne skik bevarede de også messe som navn for bidragene. Og på grund af sådanne bidrag ser det ud til, at messen andre steder også blev kaldt agape [kærlighedsmåltid], medmindre man hellere vil mene, at den blev kaldt sådan på grund af det fælles måltid.

87 Men lad os se bort fra disse småting. For det er latterligt, at modstanderne fremfører så tynde gætterier om en sag af så stor betydning. For selv om messen kaldes et offer, hvordan skulle ordet så støtte drømmene om opus operatum [den udførte handling] og om den anvendelse, som efter deres mening fortjener syndernes forladelse for andre? Den kan kaldes et offer, fordi bønner, taksigelser og hele gudstjenesten frembæres dér, ligesom den også kaldes eukaristi [taksigelse]. Men hverken ceremonier eller bønner gavner ex opere operato uden tro. Vi strides dog her ikke om bønner, men især om Herrens nadver. [Her kan man se, hvilke grove æsler vores modstandere er. De siger, at ordet missa er afledt af ordet misbeach, som betyder et alter; deraf skal vi slutte, at messen er et offer, for ofre bringes på et alter. Desuden skal ordet liturgia, som grækerne bruger om messen, også betegne et offer. Det vil vi svare kort på. Hele verden ser, at denne hedenske og antikristelige vildfarelse ikke nødvendigvis følger af sådanne grunde, nemlig at messen gavner ex opere operato sine bono motu utentis [i kraft af den udførte handling uden en god indre bevægelse hos den, der bruger den]. Derfor er de æsler, fordi de i en så overordentlig vigtig sag kommer med så tåbelige ting. Æslerne kan heller ikke deres grammatik. For missa og liturgia betyder ikke offer. Missa betegner på hebraisk et fælles bidrag. For det kan have været skik blandt de kristne, at de bragte mad og drikke til deres sammenkomster til gavn for de fattige. Denne skik stammede fra jøderne, som skulle bringe sådanne bidrag på deres festdage; dem kaldte de missa. Ligeledes betegner liturgia på græsk egentlig et embede, hvor en person tjener menigheden. Det passer godt på vores lære, for hos os rækker præsten som en fælles tjener for dem, der vil gå til alters, det hellige sakramente til dem. Nogle mener, at missa ikke er afledt af hebraisk, men betyder det samme som remissio, syndernes forladelse. For når altergangen var slut, blev der sagt: Ite, missa est: Gå, I har syndernes forladelse. Som bevis for, at det forholder sig sådan, anfører de, at grækerne plejede at sige: Lais Aphesis (λαοῖς ἄφεσις), som også betyder, at de havde fået tilgivelse. Hvis det var sådan, ville det være en udmærket betydning, for i forbindelse med denne ceremoni skal syndernes forladelse altid prædikes og forkyndes. Men uanset hvad ordet missa betyder, hjælper det kun lidt i denne sag.]

88 Den græske kanon siger også meget om offeret, men den viser tydeligt, at den ikke egentlig taler om Herrens legeme og blod, men om hele gudstjenesten, om bønner og taksigelser. For den siger sådan: Καὶ ποίησον ἡμᾶς ἀξίους γενέσθαι τοῦ προσφέρειν σοι δεήσεις καὶ ἱκεσίας καὶ θυσίας ἀναιμάκτους ὑπὲρ παντὸς τοῦ λαοῦ. Når det forstås rigtigt, vækker det ingen anstød. For den beder om, at vi må blive gjort værdige til at frembære bønner og påkaldelser og ublodige ofre for folket. For den kalder selv bønner for ublodige ofre. Og lidt senere: Προσφέρομέν σοι τὴν λογικὴν ταύτην καὶ ἀναίμακτον λατρείαν – Vi frembærer, siger han, denne fornuftige og ublodige gudstjeneste. De, der hellere vil tolke det som et fornuftigt offer og overføre det på selve Kristi legeme, forklarer det uheldigt, for kanonen taler om hele gudstjenesten, og Paulus har i modsætning til opus operatum talt om logike latreia (Rom 12,1) [fornuftig gudstjeneste], nemlig om sindets gudsdyrkelse, om frygt, tro, bøn, taksigelse osv.

Om messen for de døde.

89 Vores modstandere har ingen vidnesbyrd og intet bud fra Skriften til forsvar for at anvende ceremonien til at befri de dødes sjæle, selv om de får umådelige indtægter af det. Det er heller ikke nogen lille synd at indføre sådanne gudstjenester i kirken uden Guds bud og uden eksempel i Skriften og at anvende Herrens nadver, som blev indstiftet til minde og forkyndelse blandt de levende [for at styrke troen hos dem, der bruger ceremonien], på de døde. Det er at overtræde det andet bud ved at misbruge Guds navn. For det første er det en vanære for evangeliet at mene, at en ceremoni ex opere operato, uden tro, er et offer, der forsoner Gud og gør fyldest for synder. Det er forfærdeligt at tillægge præstens gerning lige så meget som Kristi død. Dernæst kan synd og død ikke overvindes uden ved troen på Kristus, som Paulus lærer i Rom 5,1: «Da vi altså er blevet erklæret retfærdige ved tro, har vi fred med Gud.» Derfor kan skærsildens straf heller ikke overvindes ved at anvende en andens gerning.

90 Vi vil nu forbigå, hvilken slags vidnesbyrd om skærsilden modstanderne har, hvilke slags straffe de mener, der er i skærsilden, og hvilket grundlag læren om fyldestgørelserne har – en lære, som vi ovenfor har vist er aldeles tom. Vi vil kun stille dette op imod: Det er sikkert, at Herrens nadver blev indstiftet til forladelse af skylden. For den tilbyder syndernes forladelse, og her må man nødvendigvis forstå det som virkelig skyld. [For hvilken trøst ville vi have, hvis syndernes forladelse blev tilbudt os her, og der alligevel ikke var nogen forladelse af skylden?] Og alligevel gør den ikke fyldest for skylden; ellers ville messen være lige så meget værd som Kristi død. Skyldens forladelse kan heller ikke modtages på nogen anden måde end ved troen. Derfor er messen ikke en fyldestgørelse, men et løfte og et sakramente, som kræver tro.

91 Og sandelig må alle gudfrygtige mennesker gribes af den bitreste sorg [græde blod af angst og sorg], når de tænker på, at messen for en stor del er blevet overført til de døde og til fyldestgørelse for straffe. Det er at forvise det daglige offer fra kirken; det er Antiokus' rige, som har overført de mest frelsebringende løfter om skyldens forladelse og om troen til de mest tomme meninger om fyldestgørelser; det er at besmitte evangeliet og fordærve brugen af sakramenterne. Det er de mennesker [de virkelige gudsbespottere], som Paulus i 1 Kor 11,27 siger er skyldige over for Herrens legeme og blod: de, som har undertrykt læren om troen og syndernes forladelse og under påskud af fyldestgørelser har gjort Herrens legeme og blod til en kilde til helligbrøderisk vinding. Og de skal en dag bøde for denne helligbrøde. [Gud vil en dag hævde det andet bud og udgyde en stor, forfærdelig vrede over dem.] Derfor bør vi og alle gudfrygtige samvittigheder vogte os for at godkende modstandernes misbrug.

92 Men lad os vende tilbage til sagen. Da messen ikke er en fyldestgørelse, hverken for straf eller for skyld, ex opere operato [i kraft af den udførte handling], uden tro, følger det, at det er unyttigt at anvende den til fordel for de døde. Her er der heller ikke brug for en længere drøftelse. For det er tydeligt, at disse anvendelser til fordel for de døde ikke har noget vidnesbyrd i Skriften. Og det er heller ikke sikkert at indføre gudstjenesteformer i kirken uden Skriftens autoritet. Skulle det på et tidspunkt blive nødvendigt, vil vi tale udførligere om hele dette emne. For hvorfor skulle vi nu strides med modstandere, som hverken forstår, hvad et offer er, hvad et sakramente er, hvad syndernes forladelse er, eller hvad tro er?

93 Den græske messekanon anvender heller ikke offeret som en fyldestgørelse for de døde, for den anvender det på samme måde for alle de salige patriarker, profeter og apostle. Det er derfor tydeligt, at grækerne bringer offeret som et takoffer, og at de ikke anvender det som fyldestgørelse for straffe. [Det er jo naturligvis ikke deres mening at udfri profeterne og apostlene af skærsilden, men kun at frembære tak sammen med dem for de høje, evige goder, som er givet dem og os.] Desuden taler de ikke kun om ofringen af Herrens legeme og blod, men også om messens andre dele, nemlig bønnerne og takken. For efter indvielsen beder de om, at det må gavne dem, der får del i det; om andre taler de ikke. Derefter tilføjer de: [«Endvidere frembærer vi for dig denne fornuftige gudstjeneste for dem, der er gået bort i troen, forfædre, fædre, patriarker, profeter, apostle» osv.] Men «fornuftig gudstjeneste» betyder ikke selve ofringen, men bønnerne og alt det, der foregår dér.

94 Når modstanderne henviser til kirkefædrene om offeret for de døde, ved vi, at de gamle taler om bøn for de døde, og den forbyder vi ikke. Men vi forkaster, at Herrens nadver anvendes ex opere operato [i kraft af den udførte handling] til fordel for de døde. De gamle støtter heller ikke modstanderne, når det gælder opus operatum [den udførte handling som sådan]. Og selv om de har vidnesbyrd, især fra Gregor eller fra nyere forfattere,

95 så sætter vi Skriftens helt klare og sikre ord op imod dem. Der er også stor forskel på kirkefædrene. De var mennesker og kunne tage fejl og blive vildledt. Og hvis de nu blev levende igen og så deres udsagn blive brugt til at dække over de berygtede løgne, som modstanderne lærer om opus operatum, ville de forklare sig selv helt anderledes.

96 Modstanderne anfører også med urette fordømmelsen af Aerius imod os. De siger, at han blev fordømt, fordi han benægtede, at der i messen bringes et offer for levende og døde. Det kneb bruger de ofte: De henviser til de gamle kætterier og drager en falsk sammenligning mellem dem og vores sag for at knuse os med den. [Disse æsler skammer sig ikke ved nogen løgn. De ved heller ikke, hvem Aerius var, og hvad han lærte.] Epifanius bevidner, at Aerius mente, at bønner for de døde er unyttige. Det kritiserer han. Vi støtter heller ikke Aerius, men vi strides med jer, som forsvarer et kætteri, der åbenlyst strider mod profeterne, apostlene og de hellige fædre, nemlig at messen retfærdiggør ex opere operato, og at den fortjener forladelse af skyld og straf selv for de uretfærdige, som den anvendes på, hvis de ikke sætter en hindring i vejen. Disse fordærvelige vildfarelser, som tager æren fra Kristi lidelse og helt omstyrter læren om troens retfærdighed, forkaster vi.

97 Under loven havde de ugudelige en lignende overbevisning, nemlig at de fortjente syndernes forladelse, ikke af nåde ved troen, men ved ofre ex opere operato. Derfor indførte de flere og flere af disse gudstjenester og ofre, indførte Baalsdyrkelsen i Israel og ofrede endda i lundene i Juda. Derfor fordømmer profeterne denne opfattelse og fører ikke kun krig mod Baalsdyrkerne, men også mod andre præster, som med denne ugudelige opfattelse bragte de ofre, Gud havde forordnet. Men denne opfattelse sidder fast i verden og vil altid sidde fast, nemlig at gudstjenester og ofre er sonofre. Kødelige mennesker kan ikke tåle, at alene Kristi offer får æren for at være et sonoffer, for de forstår ikke troens retfærdighed, men tilskriver de øvrige gudstjenester og ofre samme ære.

98 Ligesom der altså i Juda blandt de ugudelige præster sad en falsk opfattelse af ofrene fast, og ligesom Baalsgudstjenesterne fortsatte i Israel, og der alligevel var en Guds kirke dér, som forkastede de ugudelige gudstjenester, sådan sidder der en Baalsdyrkelse fast i pavens rige, nemlig misbruget af messen, som de anvender for at fortjene forladelse af skyld og straf for de uretfærdige. [Og dog: Ligesom Gud stadig bevarede sin kirke, det vil sige nogle hellige, i Israel og Juda, sådan har Gud også bevaret sin kirke, det vil sige nogle hellige, under pavedømmet, så den kristne kirke ikke er gået helt til grunde.] Og det ser ud til, at denne Baalsdyrkelse vil vare lige så længe som pavens herredømme, indtil Kristus kommer for at dømme og ved sin herlige tilkomst ødelægger Antikrists rige. Imens bør alle, som virkelig tror evangeliet [så de virkelig kan ære Gud og have en fast trøst mod synderne; for Gud har i sin nåde ladet sit evangelium lyse, for at vi kan blive advaret og frelst], fordømme disse ugudelige gudstjenester, som er opfundet imod Guds bud for at formørke Kristi ære og troens retfærdighed.

99 Dette har vi kort sagt om messen, for at alle gode mennesker overalt i verden kan forstå, at vi med den største iver værner om messens værdighed og viser dens rette brug, og at vi har de mest retfærdige grunde til at være uenige med modstanderne. Og vi formaner alle gode mennesker til ikke at hjælpe modstanderne med at vanhellige messen, så de ikke gør sig delagtige i andres synd. Det er en stor sag og et stort emne, ikke ringere end profeten Elias' sag, da han fordømte Baalsdyrkelsen. Vi har fremlagt en så vigtig sag med det største mådehold og svarer nu uden at komme med bebrejdelser. Men hvis modstanderne tvinger os til at samle alle slags misbrug af messen, så vil sagen ikke blive behandlet lige så skånsomt.