Om de ti buds lov

Hvilken lov mener eller forstår man så, når man i Det Nye Testamente prædiker loven for de kristne og holder den frem for dem?

De ti bud. For når Kristus og Paulus taler om loven, mener de de ti bud. Matt 5,19; Luk 10; Rom 7 og 13.

Hvad slags lære er de ti bud så?

Her skal definitionen af moralloven (definitio legis moralis) hentes fra Melanchthons «Loci» (hans dogmatik) og fra hans «Examen ordinandorum».

Skal man også prædike de ti buds lov for de kristne i Det Nye Testamente og holde den frem for dem?

Ja, for det har Kristus og Paulus gjort. Matt 5; Rom 7 og 13.

Men Kristus har jo befalet, at man alene skal prædike evangeliet, Mark 16.

Evangeliet betyder her i almindelighed hele læren i Guds ord. Kristus nævner dens hovedstykker i Luk 24: omvendelse og syndernes forladelse, og Paulus i ApG 20: omvendelse til Gud og tro på Kristus. Men omvendelse, det vil sige erkendelse af synden og af Guds vrede, er egentlig ikke evangeliets lære, men lovens.

Hvad nytter det, og hvorfor er det nødvendigt at revse synden ud fra loven og true med Guds vrede, når målet jo er, at Gud vil tilgive synd og tage synderne til nåde? Hvorfor begynder man ikke straks med evangeliet?

Matt 9: «De raske har ikke brug for læge, men de syge», det vil sige: Evangeliet prædikes for de fattige hjerter, som loven har knust og sønderbrudt, Luk 4, Es 61 og 66. For et farisæisk hjerte mener, at det ikke har brug for evangeliet eller for Kristus. Derfor må vejen beredes for Herren Kristus ved loven: Farisæerne skal se, at alt, hvad de gør for at blive frelst, er tabt, og at de ikke fortjener andet end lutter vrede. Og for de sikre skal det åbenbares, hvor forfærdelige deres synder er for Gud, og at de ligger under Guds vrede i fortabelse. På den måde skal de alle sammen blive sultne og tørstige efter den retfærdighed, som evangeliet åbenbarer i Kristus, osv.

Men i evangeliet, det vil sige i Kristi lidelse, kan man jo vise og se langt tydeligere, hvor forfærdelig en ting synden er, og hvor tung Guds vrede er. Som Bernhard siger: «Det havde jeg aldrig troet, hvis jeg ikke havde set det på Guds Søn.» Så har man jo ikke brug for lovens lære til det.

At åbenbare synden, så man erkender, hvad der er synd, og hvad der ikke er synd, og at fælde dommen om Guds vrede og om fortabelse over os, er ikke evangeliets embede, men lovens, Rom 3 og 4, 2 Kor 3. Men fordi evangeliet lærer, at Kristus har forløst os og forsonet os med Faderen, så viser og påpeger det også, hvad Kristus har forløst os fra, nemlig fra lovens forbandelse, Gal 3,13, og hvordan og hvorved han har vundet forsoningen for os: at han blev sat under loven, bar vores synd og Guds vrede og gjorde fyldest for dem efter loven. På den måde forklarer evangeliet lovens lære, når det i Kristus viser, hvor tung og uudholdelig en ting synden og syndens straf er for Guds domstol. For det lærer, at Kristus blev sat under loven for os, Gal 4. Alligevel er der stadig en klar forskel på loven og evangeliet. For evangeliet prædiker, at Gud for os har sat sin Søn under loven, lagt vores synd på ham og udøst sin vrede og den forbandelse, vi har pådraget os, over ham til vores forløsning og forsoning. Men loven har med vores egen person at gøre: Den straffer vores synd, ikke på en anden, men på os; den fælder dommen om vrede og forbandelse på grund af vores synd, ikke over en anden, men over os til fortabelse, hvis vi ikke griber Kristi forsoning.

Skal man da prædike og lære loven, for at folk derved skal blive retfærdige og frelst?

Nej, for ved loven bliver ingen retfærdig for Gud. Ja, de, der er af lovens gerninger, er under forbandelse; for der er ikke givet nogen lov, som kan gøre levende. Gal 3 og 4.

Men Moses siger jo om loven i 5 Mos 30: Jeg har lagt liv og død, velsignelse og forbandelse frem for jer. Og Kristus siger i Matt 19 og Luk 10: Gør dette, så skal du leve. Og Paulus i Rom 2: Lovens gørere vil blive erklæret retfærdige for Gud, og i Rom 7: Buddet er givet til liv.

Loven stiller os en så ren, hellig og fuldkommen retfærdighed for øje, at den, der havde den og holdt den, uden tvivl ville være retfærdig og frelst for Gud ved den, sådan som lovens løfter lyder. Men at ingen bliver retfærdig og frelst ved loven, er ikke lovens skyld, som om den lærte om onde eller ufuldkomne gerninger. Det skyldes, at den svækkes af kødet, som ikke kan holde loven. Rom 8; ApG 7.

Men et menneske, der er fornyet ved Helligåndens virkning, har jo ikke kun en udvortes, men også en indvortes lydighed mod loven, Rom 7. Hvordan skulle han så ikke kunne holde loven?

Loven kræver ikke en lappet og stykkevis lydighed, men en så ren og fuldkommen lydighed, at den kommer af hele sjælen, og at der ikke er noget ondt begær med i den, sådan som det første og det sidste bud siger. Men Paulus klager i Rom 7 og David i Sl 130 og 143 over, at heller ikke de hellige når en sådan fuldkommenhed i dette liv. Og lovens dom lyder: Hvis nogen kommer til kort, så han ikke bliver i alt det, der står skrevet i loven, er han skyldig i det hele og under forbandelse, Gal 3, Jak 2. Derfor kan loven ikke gøre retfærdig, men vi må have en anden retfærdighed, hvis vi ikke vil fordømmes.

Hvad skal loven så prædikes til, eller hvordan skal den bruges?

For det første til, at folk af den lærer at erkende deres mange og svære synder, og hvilken forfærdelig dom fra Gud de derved har pådraget sig, nemlig at de ligger under Guds vrede og forbandelse til evig fortabelse, hvis ikke Kristus hjælper dem. Så skal de vende sig bort fra synden, frygte Guds vrede og længes efter den rette læge. Rom 3 og 4; 2 Kor 3; Ez 18; Matt 9. For det andet til, at de omvendte kan have en sikker rettesnor, der viser dem, hvilke gerninger Gud vil have, som de troende skal vandre i og tjene ham med. 5 Mos 13; Ez 20; Rom 13; Kol 2.