Om evangeliet

Når et stakkels hjerte i omvendelsen er bekymret for, at det skal gå tabt under Guds vrede og fordømmelse, hvor skal det så søge hjælp, hvad skal man henvise det til, og hvad skal man holde frem for det?

Man må ikke lade det blive i en sådan rædsel og angst uden trøst. Men det skal ikke søge trøsten i loven og dens gerninger. Et sådant hjerte skal man i stedet henvise til evangeliets lære og holde den frem for det. Es 40 og 61; Luk 4; Rom 4.

Hvad er evangeliet?

Profeterne har givet Det Nye Testamentes forkyndelse et særligt navn, som fra græsk er blevet i almindelig brug, nemlig evangelium, det vil sige et godt, glædeligt og trøsterigt budskab. Ordet evangelium bruges undertiden i bred forstand om hele summen af den lære, som skal forkyndes for Det Nye Testamentes folk, Mark 1 og 16; Luk 9; ApG 20; Rom 1 osv., ligesom man også ofte ved «loven» forstår læren i Guds ord, Es 2; Sl 19; Rom 8. I den forstand er den almindelige definition rigtig, at evangeliet er en forkyndelse af omvendelse og syndernes forladelse, for i disse hovedstykker sammenfatter Kristus hele læren, Luk 24 og ApG 20. Man siger også i den betydning, at evangeliet er en forkyndelse af omvendelse og syndernes forladelse. Det sker af flere grunde: Forkyndelsen af nåden og syndernes forladelse skal ikke holdes frem for de stolte farisæere eller de sikre epikuræere, men for dem, der omvender sig. Evangeliets trøst må komme til, hvis omvendelsen ikke skal blive til fortvivlelse, men til en anger, der fører til frelse, 2 Kor 7. De, der ikke tror evangeliet, har intet andet end fordømmelsen at vente, Mark 16; Joh 3; 2 Thess 1. Og evangeliet forklarer også på en gavnlig måde nogle stykker af læren om omvendelsen, som ellers forkyndes ud fra loven.

Men man kan også tale om evangeliet i særlig og egentlig forstand, sådan som lov og evangelium skelnes fra hinanden, så hver af dem har sit eget embede og sin egen gerning: Loven er syndens, vredens, dødens og fordømmelsens tjeneste (ministerium), Rom 3 og 4; 2 Kor 3, mens evangeliet er retfærdighedens, nådens, livets og frelsens tjeneste, 2 Kor 3; ApG 13 og 14. I den forstand er evangeliet egentlig en forkyndelse eller lære om Herren Kristi person og embede: For det første, hvordan han i Guds majestæts underfulde rådslutning er bestemt til at være vores mellemmand, forløser, forsoner og frelser. For det andet, hvordan han, da tiden var inde, er blevet menneske og ved sin lydighed, sin lidelse og sin død fuldkommen har udført forløsningens og forsoningens værk og derved erhvervet retfærdighed og evigt liv.

For det tredje rummer evangeliet ikke alene historien om Kristus, men først og fremmest det nådige og trøsterige løfte, hvor Gud forkynder og tilsiger, at han vil være nådig mod alle stakkels syndere, der omvender sig, og at han vil tilgive dem deres synd, frikende dem for fordømmelsens velfortjente dom, antage dem som sine børn og gøre dem til arvinger til det evige liv og den evige salighed – helt og aldeles af nåde, uden nogen fortjeneste fra deres side, alene for Kristi lydigheds, lidelses og fortjenestes skyld, når de alene ved og med en sand tro tager deres tilflugt til det, tager imod det og sætter deres lid til det.

Er evangeliet en ny lære, som først begyndte på Kristi og apostlenes tid?

Nej, for ligesom vi og fædrene har én tro, 2 Kor 4,13, sådan er der også ét evangelium, Rom 1; Joh 8; 1 Pet 1; ApG 10. Denne lære blev åbenbaret af Gud kort efter syndefaldet og er siden hele tiden blevet gentaget og forkyndt gennem hele Det Gamle Testamentes tid. Den eneste forskel er, at det i Det Gamle Testamente var et løfte om, at Kristus skulle komme og udføre forløsningen, mens det i Det Nye Testamente er et evangelium eller en forkyndelse af, at han er kommet og har udført forløsningens værk, Rom 1. Men ligesom vi bliver retfærdige og frelst ved troen på ham, som er kommet, sådan blev de retfærdige og frelst ved troen på ham, som skulle komme. Rom 4; ApG 10 og 15; Åb 13.

Bliver loven da helt ophævet og nedbrudt ved evangeliet?

«Slet ikke», siger Paulus i Rom 3,31, «vi bekræfter tværtimod loven.» Og Kristus siger i Matt 5,17: «Tro ikke at jeg er kommet for at nedbryde loven …, men for at opfylde.»

Men de er jo hinandens modsætninger: Loven siger, at Gud er vred på synden, mens evangeliet siger, at Gud vil være nådig mod synderne. Loven siger, at Gud vil straffe synden og fordømme synderne; evangeliet siger, at Gud vil tilgive synden og frelse synderne. Loven siger, at Gud vil være barmhjertig og give liv og frelse, når loven bliver fuldkommen opfyldt; men evangeliet siger, at Gud vil være nådig og give liv og frelse uden nogen gerninger, fortjeneste eller værdighed fra vores side. Så står lov og evangelium jo sådan over for hinanden, at det ene må ophæve og nedbryde det andet.

Dette skal forklares grundigt og omhyggeligt, for hele grundlaget for den sunde forståelse af evangeliet hviler på det. Og folk skal omhyggeligt advares mod letsindige tanker, så de ikke bilder sig ind, at meningen er denne: I loven viser Gud sig ganske vist vred på synden, men i evangeliet har han ombestemt sig og ændret sit sind, sin mening og sin vilje, så det nu skal hedde: Det, loven dømmer om synden, gælder ikke længere; i evangeliet er Gud ikke fjendtlig mod synden, han elsker den, har lyst og behag i den og vil give de ugudelige det evige liv for deres synds skyld. Disse tanker er falske og forkerte, for loven er Guds evige, uforanderlige vilje, som evangeliet ikke ophæver eller nedbryder, men bekræfter og stadfæster. Derfor står dette fast: Hvis Guds retfærdighed, som loven kræver, ikke sker fyldest, så loven bliver opfyldt, kan og vil han ikke være nådig mod nogen synder. Matt 5; Rom 8 og 10; Gal 4.

Men da det er umuligt for os, hvordan kan vi så blive frelst?

Hvad os selv angår, ville vi være og forblive evigt fordømt og fortabt, for Gud kan ikke lade sin lov falde, og vi kan ikke opfylde den. Derfor har Gud i sin rådslutning udtænkt midler og veje, så vi kunne få hjælp: Han ville sende sin Søn i vores kød. Ikke for at han skulle nedbryde loven, så Gud ikke længere brød sig om synden og ikke ville kræve nogen opfyldelse og fyldestgørelse af loven. Nej, Sønnen skulle sættes under loven og i vores sted og for os fuldkommen yde og betale den fyldestgørelse, som Guds lov kræver og ikke kan lade falde, men som er umulig for os. Og på den måde skulle han fortjene og erhverve, at Gud for hans opfyldelses, fyldestgørelses og betalings skyld kunne være nådig mod synderne, fordi loven og dens retfærdighed er sket fyldest. Altså ophæver evangeliet ikke loven, men viser, hvordan Kristus har opfyldt den for os rigeligt og fuldkomment. Rom 8; 2 Kor 5; Es 53; Gal 4.

Men hvad hjælper det mig, at en anden har opfyldt loven, når loven kræver det af mig, og hvordan kan én persons betaling gælde for alle?

Kristus er sat under loven og gjort til synd og til forbandelse, ikke for sin egen persons skyld, men for os, Gal 3 og 4; 2 Kor 5,21. Og i sin rådslutning har Gud af nådigt velbehag bestemt til vores forløsning, Ef 1, at én skulle dø for alle, 2 Kor 5; for Gud har lagt al vores synd på ham, Es 53. Og fordi personen ikke alene er menneske, men Gud og menneske, er forløsningen så rig, at den er en forsoning for hele verdens synd, 1 Joh 1 og 2. Og fordi den er udført i vores kød, i Kristi person, kommer den os alle til trøst. Rom 8.

Hvordan kan Skriften så sige, at det er lutter nåde uden nogen fortjeneste, når Kristus har måttet erhverve, fortjene og købe det så dyrt?

Hvad os angår, hedder og er det lutter nåde, uden nogen gerninger, fortjeneste, fyldestgørelse eller betaling fra vores side. Men hvad Kristus, forløseren, angår, hedder og er det en forløsning, en betaling, en erhvervelse eller fortjeneste. Rom 3; 1 Kor 6; 1 Pet 1; 1 Tim 2; ApG 20.

Hvilken fyldestgørelse kræver loven, som Kristus har måttet yde for os?

For det første kræver den en helt hellig, ren og fuldkommen lydighed; den har Kristus ydet for os. Rom 5; Hebr 10. For det andet kræver den, at der bliver betalt og gjort fyldest for synden ved at lide den straf, den vrede og den forbandelse, som synden har pådraget. Og det har Kristus udført for os med sin lidelse og død, 2 Kor 5; Gal 3; Es 53 osv. På den måde har Kristus erhvervet os, at vi ved hans forløsning bliver retfærdige af nåde, uden vores fortjeneste. Rom 3.

Hvad er da forskellen på loven og evangeliet?

For det første: Loven er til en vis grad kendt af naturen, Rom 2; men evangeliet er en hemmelighed, skjult for al fornuft, som Gud alene har åbenbaret ved sit ord. Matt 16; 1 Kor 2; Ef 1; Rom 16.

For det andet: Loven er et embede, som åbenbarer synden, beskylder og anklager og for syndens skyld fordømmer alle mennesker til døden. Men evangeliet er et embede, som i Kristus viser den retfærdighed, der gælder for Gud, og ved den giver det evige liv til alle, som tror på det. 2 Kor 3; Rom 1. For det tredje: Loven taler også om en retfærdighed og en frelse, men den peger på os selv: Vi skal have denne retfærdighed fuldkomment i vores natur, vores handlinger og gerninger, hvis vi vil leve ved den. Men fordi det er umuligt for os, peger evangeliet os hen til Kristus: Han har ved sin lydighed, sin lidelse og sin død erhvervet os den retfærdighed, der gælder for Gud, og som tilregnes og skænkes os af nåde, uden vores fortjeneste, alene for Kristi skyld, ved troen. Rom 10; Gal 3.