Om retfærdiggørelsen

Hvori består da menneskets retfærdiggørelse efter evangeliet? Den består i, at Gud tilregner os den retfærdighed, der ligger i mellemmanden Kristi lydighed og lidelse. Alene for dens skyld, af lutter nåde, uden at vores gerninger og fortjenester bidrager med noget, tilgiver han os alene ved troen synden, tager os til nåde og gør os til børn og arvinger til det evige liv. Rom 3, 4, 10; Gal 3; Ef 2; Tit 3.

Men justificare betyder jo «at gøre retfærdig». Og når Helligånden fornyer de troende, så de stiller deres lemmer i retfærdighedens tjeneste (Rom 6), må deres retfærdiggørelse så ikke bero på denne nye lydighed?

Justificare, «retfærdiggøre», er et særligt ord, som hører Skriften til, og det betyder at frikende nogen for den anklage, der er rejst mod ham, og for fordømmelsen. Derfor stiller Skriften også «retfærdiggøre» og «fordømme» op over for hinanden, 5 Mos 25; Ordsp 17,15; Rom 5 og 8. Ordet justificari («blive retfærdiggjort») tegner hele sagen enkelt og klart for os: Det går ikke løst eller letfærdigt til, men med en sådan alvor, at loven først stævner os for Guds domstol og dér anklager os, beskylder os og overbeviser os om vores synd. Og når så enhver mund er lukket, og hele verden er skyldig over for Gud (Rom 3), afsiger Moses dommen over os: død og fordømmelse, 2 Kor 3; 5 Mos 27. Derefter stiller Gud ved evangeliet sin Søn frem som nådestolen (Rom 3). Dem, der ved troen griber ham og holder sig til ham, frikender han for Kristi skyld for lovens anklage og fordømmelse, og han lover dem det evige liv, Rom 8. Sådan går det til i retfærdiggørelsen.

Retfærdiggør Gud da synderen på grund af hans synder, så der slet ikke behøves nogen retfærdighed for at retfærdiggøre ham?

Gud siger selv, at en sådan retfærdiggørelse er en vederstyggelighed, 2 Mos 23,7; Ordsp 17,15; Es 5. Derfor må der stilles en retfærdighed frem for Guds domstol, så Gud kan retfærdiggøre den ugudelige for dens skyld, med den og ved den. For uden retfærdighed sker der ingen retfærdiggørelse, Rom 3.

Hvilken retfærdighed er det da, som troen må bringe frem for Gud, så han for dens skyld retfærdiggør den arme synder?

De troendes nye lydighed kaldes ganske vist også retfærdighed, Rom 6; 1 Joh 2. Men den kan ikke være den retfærdighed, som vi bliver retfærdiggjort ved for Gud til det evige liv. For personen må først være retfærdig, før den kan gøre retfærdighed, 1 Joh 2. Desuden er vores nye lydighed i dette liv uren og ufuldkommen på grund af synden i kødet, så vi ikke kan blive retfærdiggjort ved den, Sl 143; 1 Kor 3. Troen ser og ved derfor, at den hverken i menneskets natur og bedste levned eller hos nogen skabning kan finde en retfærdighed, som mennesket kan blive retfærdiggjort ved for Gud. Derfor griber den i ordet og sakramenterne Kristus, der med sin hellige lydighed og uskyldige lidelse har opfyldt loven for os, som den eneste retfærdighed, der gælder for Gud. Den bærer denne retfærdighed frem for Guds domstol og ønsker, begærer, beder, bønfalder, tror og stoler på, at Gud for dens skyld vil retfærdiggøre den arme synder, det vil sige tilgive ham hans synd, tage ham til nåde og give ham det evige liv. Og fordi det er en fuldkommen, rig og overstrømmende retfærdighed, som er fuldbragt for os, og som kan bestå for Guds domstol, har Gud lovet, at han vil tilregne de troende sin Søns retfærdighed, som om de selv havde fuldbragt den, Rom 3, 4 og 5. Sådan har vi i Kristus en god og stærk retfærdighed, for hvis skyld Gud retfærdiggør os.

Bliver alle mennesker på jorden retfærdiggjort og frelst?

Bred er den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, som går ad den. Matt 7.

Hvordan kan det være? Har Kristus da ikke fortjent det for alle? Eller under Faderen ikke alle det?

Fejlen ligger ikke hos vor Herre Gud, for Kristus er soning for hele verdens synd, 1 Joh 2, og Gud under gerne alle mennesker frelsen, 1 Tim 2; 2 Pet 3; Ez 18. Fejlen ligger derimod hos menneskene: Ikke alle tager imod det, Joh 1 og 3. For Kristi fortjeneste må blive vores, Rom 8, og tilegnes hver enkelt, så han får den og tager imod den, Joh 1. Sådan er Kristus i os, Joh 6, og vi bliver fundet i ham, Fil 3.

Hvad skal der da til, for at Kristus med sin fortjeneste kan blive vores?

To ting. For det første, at Gud ved sin Ånd forkynder os den, tilbyder os den, rækker os den, skænker os den og giver os den. Til det har Gud indsat et særligt middel eller redskab, nemlig evangeliets ord og sakramenterne. Det er Guds egen nådige, gavmilde hånd, som han rækker ud mod os og åbner, og med den forkynder han os, rækker os og giver os sin Søns fortjeneste og velgerninger til vores frelse. Rom 10; 2 Kor 5; Tit 3. For det andet hører det med, at vi griber den, tager den til os og tilegner os den. Det sker ved troen, Rom 1, 3, 4; Joh 3; Gal 3. For troen er som vores hånd: Med den tager vi, der er fattige tiggere, Kristi velgerninger til os, Joh 1. Og den er det bånd, som Kristus bor i os ved, Ef 3, og vi bliver fundet i ham, Fil 3.