📚 Hellige betragtninger · Johann Gerhard, 1606
Om bønnens frelsebringende kraft
📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold
Sukkene trænger igennem til himlen.
Det er Guds største velgerning, at han søger den fortrolige samtale i fromme bønner; han giver selv lysten til at bede, og han giver selv bønnens virkning. Stor er bønnens kraft: den udøses på jorden, men virker i himlen; den retfærdiges bøn er himlens nøgle; bønnen stiger op, og Guds udfrielse stiger ned; bønnen er et frelsende skjold, som alle modstanderens pile slås tilbage med (Ef 6,16). Når Moses rakte hænderne ud, fik Israel overtaget over amalekitterne (2 Mos 17,11); rækker du dine hænder ud mod himlen, får Satan ikke overtaget over dig. Som en mur sættes op mod fjenden, sådan brydes Guds vrede af de helliges bønner. Vor Frelser bad selv, ikke fordi han havde behov for det, men for at vise os, hvor stor bønnens værdighed er. Bønnen er den skat, vi betaler som undersåtter, for Gud befaler os hver dag at bringe ham bønner som en slags åndelig afgift; den er stigen, vi stiger op ad, for bønnen er intet andet end sindets pilgrimsrejse til Gud; den er skjoldet, der forsvarer os, for sjælen hos et menneske, der lever i bøn, er sikker mod dæmonernes angreb; den er budbringeren på et trofast ærinde, for bønnen stiger op til Guds trone og kalder ham til at komme med hjælp; denne budbringer forfejler aldrig sit mål, for Gud bønhører os altid, om ikke efter vores vilje, så dog til vores gavn og frelse. Det ene af to kan vi håbe uden tvivl: enten giver han det, vi beder om, eller det, han ved er bedre for os. Gud gav sin Søn, den ypperligste gave, uden at være bedt om det; hvad vil han da ikke gøre, når han bliver bedt? Vi kan hverken tvivle på, at Faderen bønhører, eller på, at Sønnen går i forbøn. Gå i enhver sag med Moses ind i åbenbaringsteltet ved bønnen for at spørge Herren til råds, og du skal snart høre Guds svar. Mens Kristus bad, blev han forvandlet (Luk 9,29); sådan sker der store forvandlinger i sjælen i bønnen, for bønnen er sjælens lys; ofte finder den et menneske fortvivlet og forlader det jublende.
Med hvilken frimodighed ser du på solen, hvis du ikke først har tilbedt ham, der sender dette søde lys til dine øjne? Hvordan kan du nyde dit måltid, hvis du ikke først har tilbedt ham, der skænker og giver dig så stort et gode? Med hvilket håb vil du overgive dig til natten, hvis du ikke først har væbnet dig med bøn? Hvilken frugt kan du vente af dit arbejde, hvis du ikke først har tilbedt ham, uden hvem alt arbejde er unyttigt? Ønsker du altså åndelige eller legemlige gaver, så bed, og du skal få (Matt 7,7); ønsker du Kristus, så søg ham ved bønnen, og du skal finde; ønsker du, at døren til Guds nåde og den evige frelse skal åbnes for dig, så bank på ved bønnen, og der skal lukkes op for dig; plager anfægtelsernes tørst og mangelen på åndelige goder dig i denne verdens ørken, så gå i andagt hen til den åndelige klippe, som er Kristus (1 Kor 10,4), og slå på den med bønnens stav, og du skal mærke, at strømmene af Guds nåde slukker tørsten i din nød. Vil du bringe Gud et offer, han har behag i? Bring bønner; Gud skal mærke den liflige duft (1 Mos 8,21), og hans vrede skal høre op. Vil du altid være sammen med Gud? Elsk bønnen, som er den åndelige samtale mellem Gud og den fromme sjæl. Vil du smage, hvor god Herren er (Sl 34,9)? Indbyd ved bønnen Herren til dit hjertes bolig.
Gud har behag i bønnen, men når den bedes på den rette måde; den, der ønsker at blive bønhørt, skal derfor bede med visdom, inderligt, ydmygt, trofast, udholdende og tillidsfuldt. Han skal bede med visdom, det vil sige bede om det, der tjener Guds ære og næstens frelse. Gud er almægtig, sæt ham derfor ikke grænser i dine bønner; han er den allerviseste, foreskriv ham derfor ikke, hvordan han skal gøre. Bønnerne må ikke fare ubesindigt frem, men følge troen, der går foran; og troen ser hen til Ordet. Hvad Gud lover uden betingelse i sit ord, skal du bede om uden betingelse; hvad han lover med en betingelse, som de timelige ting, skal du ligeledes bede om med en betingelse; hvad han slet ikke lover, skal du heller slet ikke bede om; ofte giver Gud i vrede, hvad han nægter i nåde. Følg derfor Kristus, der helt overgiver sin vilje til Gud (Matt 26,39.44). Du skal bede inderligt; for hvordan kan du forlange, at Gud skal høre dig, når du ikke selv hører dig selv? Vil du, at Gud skal huske på dig, når du ikke selv husker på dig? Når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk døren (Matt 6,6). Kammeret er dit hjerte: dér skal du gå ind, hvis du vil bede på den rette måde; dets dør skal du lukke, så tanker om verdslige forretninger ikke kan forstyrre dig; for Guds ører findes der ingen røst uden hjertets bevægelser; sindet skal være så optændt af tankens glød, at det langt overgår alt, hvad tungen udtrykker; og det er at tilbede i ånd og sandhed (Joh 4,23), som Herren kræver. Kristus bad på bjerget (Luk 6,12) og løftede øjnene mod himlen (Joh 17,1): sådan skal vi vende sindet bort fra alle skabninger og hen til Gud. Du gør Gud uret, hvis du beder ham om at lytte til dig, men ikke selv lytter til dig selv; vi kan bede uophørligt (1 Thess 5,17), hvis vi beder i Ånden, det vil sige, at vores sind altid våger mod Gud med hellige længsler. Der er ikke altid brug for at råbe, for Gud hører også hjertets suk, eftersom han bor i de frommes hjerter. Der er ikke altid brug for mange ord, for han er også til stede i vores tanker: et eneste suk, vakt af Helligånden og bragt Gud i Ånden, er undertiden mere velbehageligt for Gud end lange opremsninger af bønner, hvor tungen taler, men hjertet er helt stumt.
Han skal bede ydmygt, så han ikke stoler på sin egen fortjeneste, men alene på Guds nåde. Hviler vores bønner på vores egen værdighed, er de fordømte, selv om hjertet af ren andagt svedte blod. Ingen behager Gud uden i Kristus; altså beder heller ingen ret uden ved Kristus og for Kristi skyld. Gud havde ikke behag i de ofre, der ikke blev bragt på tabernaklets ene alter (5 Mos 12,5); Gud har ikke behag i den bøn, der ikke bringes på dette ene alter, Kristus. Israelitterne blev lovet bønhørelse (1 Kong 8,44), hvis de bad med ansigtet vendt mod Jerusalem; sådan skal vi i bønnen vende os til Kristus, som er guddommens tempel (Joh 2,19.21). Da Kristus i sin lidelse skulle bede, kastede han sig ned på jorden (Mark 14,35); se, hvordan denne allerhelligste sjæl ydmyger sig for den guddommelige majestæt! — Han skal bede trofast, så han er rede til at undvære al glæde og tåle al straf; jo før man beder, desto bedre; jo oftere, desto gavnligere; jo mere brændende, desto mere velbehageligt for Gud. — Han skal bede udholdende, for når Herren giver sent, gør han gaverne mere dyrebare; han nægter dem ikke; hvad man længe har længtes efter, er sødere, når man får det. — Han skal bede tillidsfuldt, det vil sige bede i tro uden at tvivle.
Allernådigste Gud, du som har befalet os at bede, giv, at vi også beder ret!
Hellige betragtninger (Johann Gerhard, 1606) er oversat fra latin til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: Meditationes sacrae ad veram pietatem excitandam (Jena 1606), efter Christian Mayers udgave (Nördlingen 1864, public domain), afskrevet fra sidebillederne fra Universitäts- und Landesbibliothek Sachsen-Anhalt og kontrolleret mod udgaven 1672. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.