Betragtning over forudbestemmelsen

Udvælgelsen er sket i Kristus.

Hver gang du, fromme sjæl, vil tænke over din forudbestemmelse (prædestination), så se på Kristus, der hænger på korset, der dør for hele verdens synder og opstår for vores retfærdigheds skyld (Rom 4,25). Begynd med Kristus, der ligger i krybben; først da vil din overvejelse af forudbestemmelsen gå frem i den rette orden.

Gud udvalgte os, før verdens grundvold blev lagt (Ef 1,4), men udvælgelsen er dog sket i Kristus. Er du altså i Kristus ved troen, så tvivl ikke på, at udvælgelsen også gælder dig; holder du fast ved Kristus med hjertets faste tillid, så tvivl ikke på, at du er blandt de udvalgtes tal. Men vil du begynde ovenfra og uden for Ordets grænser granske forudbestemmelsens dyb, er der stor fare for, at du styrter i fortvivlelsens dyb. Uden for Kristus er Gud en fortærende ild (5 Mos 4,24); vogt dig derfor for at komme denne ild nær, så du ikke fortæres. Uden for Kristi fyldestgørelse anklager Gud alle med sin lovs røst og fordømmer alle; vogt dig derfor for at øse forudbestemmelsens hemmelighed af loven. Udforsk ikke alle grundene til Guds rådslutninger, så dine egne tanker ikke fører dig langt på vildspor. Gud bor i et utilgængeligt lys (1 Tim 6,16); forsøg ikke dumdristigt at trænge frem til ham. Men Gud har åbenbaret os evangeliets lys; i det kan du trygt udforske læren om denne hemmelighed, i dette lys skal du se det sande lys (Sl 36,10).

Lad dybet i denne evige beslutning, der er truffet fra evighed, ligge, og vend dig til klarheden i den åbenbaring, der er sket i tiden; retfærdiggørelsen, der er sket i tiden, er et spejl af udvælgelsen, der er sket uden for tiden. Erkend ud fra loven Guds vrede over synden, og gør bod; erkend ud fra evangeliet Guds barmhjertighed for Kristi fortjenestes skyld, og tilegn dig den ved tilliden; erkend troens væsen, og vis den i et fromt liv; erkend i korset den faderlige tugt, og bær den med tålmodighed; først da skal du tage fat på læren om forudbestemmelsen. Denne vej viser apostlen; denne vej skal apostlens sande discipel følge.

Der er tre ting, man altid må holde sig for øje i denne hemmelighed: den elskende Guds barmhjertighed, den lidende Kristi fortjeneste og nåden fra Helligånden, som kalder ved evangeliet. Guds barmhjertighed gælder alle, for han har elsket hele verden; jorden er fuld af Herrens barmhjertighed (Sl 33,5), ja, den er større end himmel og jord, for den er så stor som Gud selv (Sir 2,18), fordi Gud er kærlighed (1 Joh 4,16). Han har bevidnet i sit ord (Ez 33,11), at han ikke vil nogens død; er det for lidt, så har han også bekræftet det med en ed; kan du ikke tro Gud, når han lover, så tro ham dog, når han sværger for din frelses skyld. Han kaldes barmhjertighedens Fader (2 Kor 1,3), fordi det er hans egen art at forbarme sig og skåne; grunden og ophavet til at forbarme sig tager han fra sig selv, men grunden til at dømme og straffe snarere fra noget, der er ham fremmed, så at barmhjertigheden synes at udgå fra hans hjerte på en helt anden måde end straffen. Også Kristi fortjeneste gælder alle, for han led for hele verdens synder (1 Joh 2,2). Hvad kunne da tydeligere bevise Guds barmhjertighed, end at han elskede os, da vi endnu ikke var til? For det er kærlighedens værk, at vi er skabt. Han elskede os desuden (Rom 5,8), da vi havde vendt os bort fra ham, for det er kærlighedens værk, at han gav os sin Søn som Forløser. Til synderen, der er dømt til evige pinsler og intet har at løskøbe sig med, siger Gud Fader: «Tag min enbårne, og giv ham for dig»; og Sønnen selv siger: «Tag mig, og løskøb dig.» Kristus er markens blomst (Højs 2,1), ikke havens blomst, for hans nådes duft er ikke lukket inde for nogle, men åben for alle; og for at du ikke skal tvivle på, at hans fortjeneste gælder alle, bad Kristus i sin lidelse for dem, der korsfæstede ham (Luk 23,34), og udgød sit blod for dem, der selv udgød hans blod. Også evangeliets løfter gælder alle, for Kristus siger til alle: «Kom til mig, alle I, som er trætte» (Matt 11,28). Det, der er udrettet for alle, bydes også alle; så langt du sætter tillidens fod ind på disse goder, så meget skal du også få; Gud nægter ingen sin nåde, undtagen den, der selv anser sig for uværdig til den.

Betragt da, troende sjæl, disse tre støtter for forudbestemmelsen, og hvil på dem med dit hjertes faste tillid; betragt de velgerninger, Guds barmhjertighed hidtil har vist dig, og du vil ikke tvivle på, at du skal holde ud til enden. Da du endnu ikke var til, skabte Gud dig; da du var fordømt ved Adams fald, forløste han dig; da du levede i verden uden for kirken, kaldte han dig; da du var uvidende, oplærte han dig; da du gik vild, førte han dig tilbage; da du syndede, irettesatte han dig; da du stod, holdt han dig oppe; da du faldt, rejste han dig op; da du gik, ledte han dig; da du kom til ham, tog han imod dig; dér var han langmodig i at vente og villig til at tilgive. Guds barmhjertighed går foran dig; håb fast på, at den også skal følge efter dig (Sl 23,6): Guds barmhjertighed kommer dig i forkøbet, for at du skal helbredes; den skal også følge dig, for at du skal herliggøres; den kommer dig i forkøbet, for at du skal leve fromt; den skal også følge dig, for at du skal leve med ham i evighed. Hvorfor blev du ikke knust, da du faldt? Hvem lagde hånden under? Hvem andre end Herren? Stol derfor også fremover på Guds barmhjertighed, og håb fast på troens mål, den evige frelse (1 Pet 1,9). For i hvilke hænder kunne din frelses sag ligge tryggere end i dem, der har skabt himmel og jord (Es 66,2), i dem, der aldrig bliver for korte (Es 59,1), i dem, der flyder over af inderlig barmhjertighed og ikke mangler huller, hvorigennem den kan strømme ud?

Men tænk på, fromme sjæl, at vi er udvalgt af Gud til at være hellige og ulastelige (Ef 1,4); udvælgelsens velgerning gælder altså ikke dem, der ikke stræber efter et helligt liv. Vi er udvalgt i Kristus (Ef 1,4); i Kristus er vi ved troen; troen viser sig ved kærligheden (Gal 5,6); hvor der altså ikke er kærlighed, dér er heller ikke tro; hvor der ikke er tro, dér er heller ikke Kristus; hvor Kristus ikke er, dér er heller ikke udvælgelse. Guds faste grundvold står, og den har dette segl: «Herren kender dem, som er hans»; men «enhver, som påkalder Herrens navn, skal holde sig fra uretfærdighed» (2 Tim 2,19). Ingen skal rive Kristi får ud af hans hånd (Joh 10,27–28), men Kristi får skal også høre hans røst. Vi er Guds hus (Hebr 3,6), men lad os holde frimodigheden og håbets stolthed fast og urokkelig til enden. — Herre, du som har givet at ville, giv også at fuldbringe (Fil 2,13)!