Om Djævelens efterstræbelser

Hvem kender Djævelens rænker?

Tænk på, fromme sjæl, i hvor stor en fare du befinder dig, den fare, der altid truer dig fra Djævelen, din modstander: han er en fjende, der er yderst dristig, yderst stærk af kræfter, yderst snu i sine kunster, fuld af alle slags krigsmaskiner, utrættelig i kamplyst og skiftende i alle skikkelser. Han lokker til mange slags forbrydelser, og når han har lokket, anklager han os for Guds domstol. Han anklager Gud hos menneskene, menneskene hos Gud og menneskene indbyrdes. Først udforsker han nøje hver enkelts tilbøjelighed, og derefter lægger han fristelsernes snarer ud. Ligesom de, der belejrer en by, ikke går løs på de faste og befæstede dele, men dér, hvor de regner med, at murene er skrøbelige, gravene lavere og tårnene ubevogtede, sådan angriber Djævelen, der uafbrudt belejrer menneskets sjæl, først det, han mærker er blødt og svagt i sindet. Er han slået én gang, viger han ikke helt, men rejser sig til et endnu stærkere angreb for ved lede og ligegyldighed at besejre dem, han ikke kunne besejre med fristelsernes vold. Hvem skulle han skåne for sine kneb, han som vovede at angribe selve majestætens Herre med sin listige svig (Matt 4,3)? Hvilken kristen skulle han lade være i fred, han som forlangte at få lov til at sigte selve Kristi apostle (Luk 22,31) som hvede? Han bedrog Adam (1 Mos 3,1–5) i den natur, som Gud havde skabt hel: hvem vil han da ikke kunne bedrage i den natur, som er berøvet sin uskyld? Han bedrog Judas i Frelserens skole: hvem vil han da ikke kunne bedrage i verden, vildfarelsens skole?

I alle ting uden undtagelse må man frygte Djævelens efterstræbelser. I medgang lokker han os til hovmod, i modgang til fortvivlelse. Ser han, at nogen har sin glæde ved sparsommelighed, fryder han sig ved at binde ham i den umættelige begærligheds lænker; har nogen en heltemodig ånd, opflammer han ham med vredens brodde; ser han nogen, der er lidt for munter, ægger han ham til et vanvittigt begærs glød; dem, han ser brændende i gudsfrygten, prøver han at vikle ind i tom overtro; dem, han ser i høje embeder, rammer han med ærgerrighedens fakler. Når han driver til synd, gør han Guds barmhjertighed stor; når han har styrtet os i synd, gør han Guds retfærdighed stor; først vil han føre til formastelighed, siden prøver han at føre til fortvivlelse. Undertiden angriber han udefra med forfølgelser, undertiden indefra med brændende anfægtelser; undertiden går han løs på os åbent og voldsomt, undertiden skjult og svigefuldt. I spisningen har han lagt fråseri, i forplantningen utugt, i arbejdet dovenskab, i samværet misundelse, i regeringen gerrighed, i irettesættelsen vrede, i værdigheden hovmod; i hjertet har han lagt onde tanker, i munden falske ord, i lemmerne uretfærdige gerninger; når vi våger, driver han os til onde gerninger, når vi sover, til skammelige drømme. Således må man altså vogte sig for Djævelens efterstræbelser overalt og i alle ting. Vi sover, og han våger; vi er trygge, og han går omkring som en løve (1 Pet 5,8). Så du en rasende løve styrte løs på dig, ville du ryste af ægte frygt; men når du hører, at helvedes løve lurer på dig, sover du stadig trygt på begge ører!

Betragt derfor, troende sjæl, denne overmægtige fjendes efterstræbelser, og søg hjælp i de åndelige våben. Lad lænden være omgjordet med sandhed, og vær iført retfærdighedens brynje (Ef 6,14). Ifør dig Kristi fuldkomne retfærdighed, så er du sikker for Djævelens fristelser; skjul dig i Kristi sårs klippekløfter (Højs 2,14), hver gang du skræmmes af denne onde slanges pile. Den, der virkelig tror, er i Kristus: ligesom Satan ingen ret har over Kristus (Joh 14,30), sådan har han heller ingen ret over den, der virkelig tror. Lad fødderne være skoet med beredthed til fredens evangelium (Ef 6,15). Lad bekendelsen af Kristus altid høres og lyde i vores mund, så skal ingen af Djævelens fristelser skade os; besværgerens ord driver ikke så meget den legemlige slange bort, som den faste bekendelses ord jager denne åndelige slange på flugt. Lad os gribe troens skjold (Ef 6,16), så vi kan slukke den ondeste fjendes brændende pile. Det er troen, der endog flytter bjerge (Matt 17,20) – det vil sige tvivlens, forfølgelsernes og anfægtelsernes bjerge. De israelitter, hvis dørstolper var mærket med påskelammets blod, blev ikke slået af ødelæggeren (2 Mos 12,13); de, hvis hjerter ved troen er bestænket med Kristi blod, skal ikke skades af denne ødelægger. Troen hviler på Guds løfter; men Guds løfter kan Satan ikke omstyrte; altså kan han heller ikke få overhånd over troen. Troen er sjælens lys; derfor kommer den onde ånds fristelser let til syne i dette lys. Ved troen kastes vores synder i den guddommelige barmhjertigheds dybe hav (Mika 7,19); deri vil Djævelens brændende pile let blive slukket. Vi skal også tage frelsens hjelm (Ef 6,17), det vil sige det hellige håb. Hold ud i fristelsen, og se hen til, hvordan den ender; for Gud er de kæmpendes leder og de sejrendes krone. Er der ingen fjende, er der ingen kamp; er der ingen kamp, er der ingen sejr; er der ingen sejr, er der ingen krone; bedre er den kamp, der bringer os nær til Gud, end den fred, der fjerner os fra Gud. Vi skal også tage Åndens sværd (Ef 6,17), som er Guds ord; lad Skriftens trøst gælde mere for dig end Djævelens indvendinger. Kristus overvandt alle Satans fristelser med Ordet (Matt 4,4); med Ordet overvinder de kristne stadig alle Satans fristelser.

Endelig har du i bønnen den største hjælp mod fristelserne; hver gang sjælens lille båd overskylles af fristelsernes bølger (Matt 8,24), så væk Kristus med din bøn; synlige fjender overvinder vi ved at slå, den usynlige fjende overvinder vi ved at udøse bønner.

Kæmp, Kristus, for os og i os, så vi også må sejre i dig!