Grundlaget for den kristne tålmodighed

Til sidst sejrer tålmodigheden.

Fald til ro, fromme sjæl, og bær tålmodigt det kors, Gud har lagt på dig. Tænk på din brudgom Kristi lidelse. Han har lidt for alle, af alle, i alt. Han har lidt for alle, også for dem, der foragter denne dyrebare lidelse og ugudeligt træder hans blod under fode (Hebr 10,29). Han har lidt af alle. Af den himmelske Fader blev han givet hen (Rom 8,32), knust (Es 53,4–5; Matt 27,46) og forladt; af sine elskede disciple blev han svigtet (Matt 26,56); af det jødiske folk, hans eget ejendomsfolk, blev han forkastet (Matt 27,21–22), for de foretrak røveren Barabbas for ham; af hedningerne blev han korsfæstet; han bar alle menneskers synder, og derfor blev han også plaget af alle. Han har også lidt i alt. Hans sjæl var bedrøvet til døden (Matt 26,38), og trykket af følelsen af Guds dom råbte han, at Gud havde forladt ham (Matt 27,46); alle hans lemmer svedte blod, hans hoved blev kronet med torne, hans tunge smagte bægeret med myrra, hans hænder og fødder blev gennemboret af nagler (Sl 22,17), hans side blev såret, hele hans legeme blev pisket og strakt ud på korset. Han har lidt sult, tørst, kulde, foragt, fattigdom, hån, sår, død og kors. Hvor urimeligt ville det ikke være, at Herren led og tjeneren frydede sig! Hvor urimeligt ville det ikke være, at Frelseren blev straffet så hårdt for vores synder, og at vi morede os i dem! Hvor urimeligt ville det ikke være, at hovedet blev plaget, og at de andre lemmer ikke led med! Nej tværtimod: ligesom Kristus måtte gå ind til den himmelske herlighed gennem sin lidelse (Luk 24,26), sådan må også vi gå ind i Himmeriget gennem mange trængsler (ApG 14,22).

Tænk også på den rige løn. De nuværende lidelser kan ikke sammenlignes med den kommende herlighed (Rom 8,18). Hvor stor vores lidelse end er, er den timelig, ja, undertiden kun for en dag, men den herlighed er evig. Gud ser nøje alt det, der går os imod, og en dag vil han føre det frem for dommen (Præd 12,14). Hvor skammeligt ville det da ikke være at blive set i hele verdens højtideligste forsamling uden korsets og lidelsernes smykker! Han vil også selv tørre alle tårer af sine egnes øjne (Es 25,8; Åb 7,17; 21,4). O lykkelige tåre, som en sådan og så stor Herres hånd tørrer bort! O salige kors, som finder sin løn i himlen! David levede ikke fulde ti år i landflygtighed, men fyrretyve år som konge (2 Sam 5,5). Her forbilledes lidelsens korthed, men også evigheden i den herlighed, der skal følge. Kun et øjeblik øves de hellige ved korset, men med evig barmhjertighed samles de ind, og således følger virkelig aftenens lykke efter morgenens modgang (Sl 30,6).

Tænk desuden på alle de helliges trængsel. Se Job, der sørger på mødingen (Job 2,8), Johannes, der sulter i ørkenen (Luk 3,2), Peter, der er spændt ud på korset, Jakob, der blev halshugget med Herodes' sværd (ApG 12,2). Se Maria, Frelserens velsignede mor, der står ved sin søns kors (Joh 19,25); hun er et forbillede på kirken, Herrens åndelige mor. «Salige er I,» siger Kristus (Matt 5,11–12), «når de forfølger jer for mit navns skyld; for sådan gjorde de mod profeterne.» O herlige forfølgelse, som gør os lig profeterne og apostlene, ja, alle de hellige, ja, Kristus selv! Lad os da lide med de lidende og korsfæstes med de korsfæstede, så vi kan herliggøres med de herliggjorte! Hvis vi i sandhed er børn, så lad os ikke vægre os ved de andre børns lod. Hvis vi i sandhed længes efter Guds arv, så lad os tage imod den hele. Men Guds børn er ikke kun arvinger til glæde og herlighed i den kommende verden, men også til sorg og lidelser i den nuværende; for Gud tugter enhver søn, som han tager imod (Hebr 12,6). Han straffer deres synder for at skåne dem ved den kommende dom; han gør trængslen større her for at kunne gøre lønnen større dér, og således er det ikke så meget forfølgelsen som lønnen, der vokser.

Tænk på korsets salige vilkår. Det slukker roden til kærligheden til verden i os og sår kærlighedens sæd til Gud i vores hjerter. Korset føder i os had til det verdslige og løfter sindet op til det himmelske; når kødet dødes, lever Ånden; når verden bliver bitter, bliver Kristus sød. Korsets hemmelighed er stor, for ved det kalder Gud os til anger, til sand frygt og til at øve os i tålmodighed. Lad os lukke op for ham, der banker på, så skal vi høre, hvad Herren taler i os. For verden og for det ydre menneskes kødelige øjne ser korset foragteligt ud, men for Gud og for det indre menneskes åndelige øjne er det herligt. Hvad regnede jøderne for ringere og mere foragteligt end Kristi lidelse, og hvad var i Guds øjne mere værdigt og dyrebart? For den er betalingen for hele verdens synder (1 Joh 2,2). Også den retfærdige plages, den retfærdige dør, og ingen lægger mærke til det (Es 57,1); men korset er dyrebart, de helliges død er dyrebar i Herrens øjne (Sl 116,15). Kirken, Kristi brud, er sort udadtil (Højs 1,5) på grund af ulykker og forfølgelser, men skøn indadtil på grund af Guds trøst. Kirken og enhver troende sjæl er en lukket have (Højs 4,12), for ingen kender dens skønhed uden den, der er i den. Aldrig vil vi fuldt og helt fornemme Åndens trøst, medmindre vores kød bliver plaget udadtil. Hvis kærligheden til verden bor i os, er der ikke plads, hvor kærligheden til Gud kan komme ind. Et fyldt kar kan ikke fyldes med ny væske, medmindre det første tømmes. Lad os derfor hælde kærligheden til verden ud, så vi kan fyldes med kærligheden til Gud. Derfor slukker Gud selv kærligheden til verden i os ved korset, så der kan blive plads til kærligheden til Gud. Desuden driver korset os til bøn og giver anledning til dyd. Når nordenvinden blæser gennem haven (Højs 4,16), det vil sige, når forfølgelser prøver kirken, så strømmer dens vellugt ud, så vokser dens dyder, som udånder en duft, der er Gud behagelig. Sjælens elskede brudgom er hvid og rød (Højs 5,10), hvid i sin uskyld, rød i sin lidelse; sådan bliver også Kristi elskede brud gjort rød ved lidelser, for at hun kan være hvid af dyder. Og sådan kan Guds nåde frembringe olie og honning af trængslernes hårdeste klippe, sådan forstår den at frembringe den evige herligheds sødeste frugt af ulykkens bitre rod. Måtte den samme nåde føre os frem og ind til denne herlighed! Amen.