Om den saligste skuen af Gud i himlen

Himlen er de helliges fædreland.

«I min Faders hus er der mange boliger»: det er vores Frelsers ord (Joh 14,2). Jeg længes efter at se det sted, Herre, hvor du har beredt mig en evig bolig. For jeg er en fremmed her og en udlænding som alle mine fædre (Sl 39,13). Min udlændigheds dage er få og onde (1 Mos 47,9); derfor længes jeg i denne verdens landflygtighed efter det himmelske fædreland, for mit borgerskab (πολίτευμα) er i himlen (Fil 3,20). Jeg længes efter at se Herrens godhed i de levendes land (Sl 27,13). Som en skygge farer dette liv forbi, mine dage er målt ud, og mit liv er som intet for dig (Sl 39,6–7); hvad venter jeg da på? Er det ikke Herren? Herre Jesus, hvornår skal det ske, at jeg kommer til dig? Hvornår skal jeg træde frem for dit ansigt? Som hjorten længes efter vandløb, sådan længes min sjæl efter dig, Gud (Sl 42,2–3)! Du sande, fuldkomne og fulde glæde! Du glæde over al glæde, som overgår al glæde, og uden for hvilken der ingen glæde er: hvornår skal jeg gå ind i dig og se min Gud, som bor i dig? Du skal fylde mig med glæde for dit ansigt, Herre; ved din højre hånd er der liflighed til evig tid (Sl 16,11); jeg skal beruses af dit hus' overflod, og af din lysts strøm skal du give mig at drikke; hos dig er livets kilde (Sl 36,9–10).

Du liv, som vi længes efter! Du salige lykke, hvor den allerhelligste treenighed skal være vores længslers fuldendelse, som skal ses uden ende, elskes uden lede og lovprises uden træthed! At se Gud skal overgå al glæde. At se Kristus, leve med Kristus og høre Kristus skal overgå alle vores hjertes længsler. Jesus Kristus, min sjæls sødeste brudgom, hvornår fører du din brud ind i kongens palads? Hvad skulle der kunne mangle dér? Hvad mere skulle man kunne længes efter eller vente på dér, hvor Gud skal være alt i alle (1 Kor 15,28)? Han skal være skønhed for øjet, honning for smagen, citerspil for øret, balsam for lugten, blomster for følelsen. Gud skal være alt og give enhver goder efter hans hjertes længsel. Længes du efter liv, efter sundhed, efter fred, efter ære: dér skal Gud være alt i alle. De hemmeligheder, som nu er forseglede for de største lærere i kirken, skal dér ligge åbne selv for små piger. Kristi velsignede menneskenatur skal være hos os og med den sødeste røst tale til os om de skjulte hemmeligheder i vores frelse. Hans røst er sød (Højs 2,14), og hans ansigt er dejligt, nåde er udgydt over hans læber (Sl 45,3), han går frem kronet med herlighed og ære (Sl 8,6).

Men skal Gud være alt i alle, så skal han også være lysets fylde for forstanden, fredens mangfoldighed for viljen og evighedens vedvaren for hukommelsen. Sønnen skal mætte forstanden med den fyldigste erkendelse, Helligånden viljen med den sødeste kærlighed, Faderen hukommelsen med den trygge erindring om dem begge. Du, Gud, skal være lyset, i hvis lys vi skal se lys (Sl 36,10) – nemlig dig i dig, i dit ansigts glans, når vi skal se dig ansigt til ansigt. Og ikke blot skal vi se dig, men også leve med dig; og ikke blot leve med dig, men også lovprise dig; og ikke blot lovprise dig, men få del i din glæde; og ikke blot glæde os med dig, men også blive som englene (Matt 22,30) – og ikke blot som englene, men som Gud selv, der er velsignet i evighed (1 Joh 3,2). Her må den troende sjæl stå målløs og tilbede sin Frelsers barmhjertighed. Han tager ikke blot os, hans fjender, til nåde, men tilgiver også synderne, skænker også retfærdighed og fører os også ind i den himmelske arv, ja, gør os lig englene og sig selv. Du saligste stad! Du himmelske Jerusalem! Du den allerhelligste treenigheds hellige bolig, hvornår skal det ske, at jeg går ind i dit tempel? Det himmelske Jerusalems tempel er Lammet (Åb 21,22), nemlig Lammet, som bærer verdens synder (Joh 1,29) og er slagtet for dem fra verdens grundlæggelse (Åb 13,8). Hvornår skal det ske, at jeg tilbeder min Gud i det tempel, Gud i Gud? Hvornår skal den sol stå op for mig (Åb 21,23), som oplyser den hellige stad? Endnu lever jeg i landflygtighed fra mit fædreland, men en rig arv er lagt til side for mig (Sl 16,6). De troende har ved Kristus fået ret til at blive Guds børn (Joh 1,12). Men er vi børn, så er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger (Rom 8,17).

Løft dig, min sjæl, og stræb efter din arv. Herren er min arvelod (Sl 16,5) og min meget store løn (1 Mos 15,1). Hvad kunne Guds barmhjertigste godhed give ud over dette? Han giver livet; han giver sin Søn; han giver sig selv. Kendte han noget endnu større i himlen og på jorden, ville han give os netop det. I Gud lever vi (ApG 17,28), Guds tempel er vi (1 Kor 3,16), Gud ejer vi – her i ånden og i hemmeligheden, men dér i sandhed; dér skal vores håb blive til virkelighed; dér skal vi ikke blot forblive, men også bo til evig tid.