2. søndag i advent (Luk 21,25–33)

Evangeliet på 2. søndag i advent, Luk 21,25–33

Om tegnene

For det første skal man vide, at disse tegn på den yderste dag, hvor mangfoldige og store de end er, dog vil blive fuldbragt sådan, at ingen eller ganske få vil agte på dem og regne dem for sådanne tegn. For disse to ting vil og skal begge ske sammen, og de er også begge forkyndt sammen af Kristus og af apostlene: det første, at der skal komme mange og store tegn; det andet, at den yderste dag alligevel kommer så uventet, at verden fra begyndelsen aldrig har ventet den mindre end netop på den tid, da den står for døren. For selv om de vil se sådanne tegn, ja, endog høre, at det er tegn på den yderste dag, så vil de dog ikke tro det, men le ad det og i stor sikkerhed sige: «Ja, din kære nar, er du bange for, at himlen falder ned, og at vi skal opleve den dag?» Nu må der jo være nogle, som oplever den, og især de, som mindst venter det.

Men at der vil være en sådan sikkerhed og foragt hos menneskene, vil vi bevise ud fra Kristi og apostlenes ord. Kristus siger lidt efter i dette evangelium (Luk 21,34–35): «Pas på, at jeres hjerter ikke tynges af fråds og druk og af næringssorger, og den dag kommer pludselig over jer. For den skal komme som en snare over alle dem, som bor på jorden.»

Af disse ord er det helt klart, at menneskene vil hengive sig til fråds og druk og til den timelige næring over al måde, så de, druknet i næringssorger og i fråds og druk, vil sidde og bo trygt i hele verden, som om der endnu var meget langt dertil. For var der ikke stor sikkerhed og foragt, kunne dagen ikke bryde så uventet og pludselig ind. Men når han nu siger, at den skal komme som en snare, som man fanger fugle eller dyr med, netop når de allermest går efter føden og mindst venter sig snaren, lader han tilstrækkeligt forstå, at verden vil leve i sus og dus, æde og drikke, bygge og plante og jage efter timeligt gods på det allerflittigste og allerdygtigste og mene, at den yderste dag ikke kommer før om tusind år; så skal de i et øjeblik stå for Guds forfærdelige dom.

Det samme siger også Kristi ord i Luk 17,24: «Ligesom lynet lyner oppe fra himlen og lyser over alt, hvad der er under himlen, således skal Menneskesønnen være på sin dag.» Se dér igen, at dagen pludselig, i et øjeblik, vil falde ned over hele verden. Det følger videre samme sted: «Og som det skete i Noas dage, således skal det også ske i Menneskesønnens dage. De spiste, de drak, de tog til ægte, de blev bortgiftet indtil den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og ødelagde dem alle. Ligeledes som det skete i Lots dage: De spiste, de drak, de købte, de solgte, de plantede, de byggede; men på den dag, da Lot gik ud af Sodoma, regnede det ild og svovl ned fra himlen og ødelagde dem alle. På samme måde skal det gå på den dag, da Menneskesønnen skal åbenbares.» Disse ord vidner jo tilstrækkeligt om, hvor trygge folk vil være, og hvordan de, kvalt så dybt i sorgen for dette timelige liv, ikke vil tro, at dagen er der.

Nu er der ingen tvivl om, at Kristus ikke har forkyndt disse tegn, for at ingen skal agte på dem eller kende dem, når de er der; selv om de vil være få, ligesom der også i Noas og Lots dage var nogle, om end få, der kendte den kommende straf. Ellers havde han formanet forgæves og sagt: «Når I ser alt dette, så forstå, at han er nær døren» [Matt 24,33]. Ligeledes: «Løft da jeres hoveder, for jeres forløsning nærmer sig.» Derfor må der på den tid visselig være nogle, som gør sådan og kender tegnene og løfter deres hoveder og venter på deres forløsning, selv om de ikke nøjagtigt kan vide, hvilken dag det bliver. Derfor er det nødvendigt for os at give godt agt på, om tegnene måske sker nu, eller er sket, eller snart vil ske.

Jeg vil ikke tvinge eller presse nogen til at tro mig, men jeg vil heller ikke lade nogen tage det fra mig, at jeg mener, den yderste dag ikke er langt borte. Til det bevæger netop disse tegn og Kristi ord mig. For hvis nogen læser alle krøniker, så finder han ikke fra Kristi fødsel af noget, der i alle stykker er som denne verden i disse hundrede år. Sådan bygning og plantning har ikke været så almindelig i hele verden. Så kostelig og mangfoldig mad og drikke har heller ikke været så almindelig, som den er nu. Og klædedragten er blevet så kostbar, at den ikke kan komme højere. Hvem har også nogen sinde læst om en sådan købmandshandel som den, der nu farer verden rundt og opsluger hele verden? Og alle slags kunster stiger frem og er steget frem, maleri, broderi, gravering, så det ikke har haft sin lige siden Kristi fødsel. Desuden er der nu så skarpe, forstandige folk, som ikke lader noget forblive skjult, så meget, at en knøs på tyve år nu kan mere, end tyve doktorer kunne før. Sprogene og alle slags visdom kommer frem, så man må bekende, at verden i de stykker, som angår den timelige næring, eller, som Kristus kalder det, sorgen for dette liv, med at spise, drikke, bygge, plante, købe, sælge og holde hustru og børn, er kommet uhyre højt op, så højt det kan blive, så alle godt ser det og alle også siger, at det må briste eller blive anderledes. Nu er det ikke let at tænke sig, hvordan det kunne blive bedre eller briste. Der bryder et lys frem, og der gryr en dag, hvad den så end er for en; anderledes kan det ikke være. Aldrig før har der i kristenheden været en sådan kløgt, fornuft og forstand på og i timelige og legemlige sager; for ikke at tale om de nye opfindelser som bogtrykkerkunsten, bøsserne og andet krigsværk.

Hertil kommer, at ikke alene den verdslige handel og vandel er nået højest, men det er også nået højest i de åndelige sager. Store vildfarelser, synd og løgn har ikke hersket på jorden fra begyndelsen så meget som i disse hundrede år. Dér er evangeliet offentligt blevet fordømt i Konstanz, pavens løgne er i hele verden blevet antaget som lov, og han flår hele verden ind til marven. Dér ofrer man messen dagligt mere end mange hundrede tusinde gange i hele verden, en synd, som ingen anden kan måle sig med. Dér er utallige sjæle blevet jaget i helvede ved skriftemål, sakramente, aflad og bud, så det ser ud, som om Gud har overgivet hele verden til Djævelen. Kort sagt: det er ikke muligt, at der nogen sinde skal komme større løgne, gruligere vildfarelse, forfærdeligere blindhed og mere forhærdet gudsbespottelse, end der hidtil har hersket i kristenheden gennem biskopper, klostre og de høje skoler, så det endog er gået så vidt, at den døde, blinde hedning Aristoteles har lært og regeret de kristne mere end Kristus selv. Desuden har paven også udryddet Kristus og er blevet hans stedfortræder. Det er sandt og desværre alt for sandt: han sidder ganske vist i Kristi sted – Gud give, han sad i Djævelens sted!

Jeg tier her også om de grove synder som utugt, mord, troløshed, gerrighed og deslige, for dér er der ikke længere nogen skam eller frygt, og det hele er på sit højeste. Utugten er gået bort fra den naturlige art og har ikke druknet nogen stand så meget som den gejstlige – hvis jeg da skal kalde den gejstlig, når den er mere kød end kødet selv og helt uden ånd.

Hvordan det så end forholder sig med de andre tegn, så er jeg dog sikker på det tegn, hvor Kristus siger, at spise og drikke, bygge og plante, købe og sælge, tage hustru og mand og anden sorg for dette liv skal herske før hans komme. Lige så sikkert er det for mig, at han i Matt 24,15 siger om ødelæggelsens vederstyggelighed, Antikrist, at under hans regimente skulle de største vildfarelser, blindhed og synd herske; sådan som det nu går i fuld sving under paven, på det allertyranniskeste, allerskamløseste og allerfortvivleste. For det stykke tvinger mig frem for alt andet til fast at tro, at Kristus snart må komme; for sådanne synder er for store, himlen kan ikke længere se på dem, de udfordrer og trodser den yderste dag for meget, den må falde over dem, før der går længe.

Var det alene utugt som før syndfloden, eller lutter verdslige synder som i Sodoma, så ville jeg ikke mene, at den yderste dag skulle komme derfor. Men at forstyrre, udrydde, fordømme og bespotte gudstjenesten, Guds ord, Guds sakramente, Guds børn og alt, hvad der er Guds, og sætte Djævelen i hans sted, tilbede og ære ham og holde hans løgne for Guds ord – det vil gøre ende på sagen, det tvivler jeg ikke på, før man ser sig om. Amen.

En sådan sikkerhed hos menneskene før den yderste dag har også apostlene forkyndt. Paulus siger i 1 Thess 5,2–3: «Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når de siger: ’Der er fred, der er ingen fare endnu’, så kommer undergangen pludselig over dem.» Nu ved man jo godt, at en tyv ikke kommer på noget andet tidspunkt end netop dér, hvor man føler sig allermest sikker for ham. Og i 2 Pet 3,3–4.10: «I de sidste tider skal der komme spottere, som lever efter deres egne lyster og siger: ’Hvad er der blevet af løftet om hans komme? For siden fædrene sov hen, forbliver alt, som det har været fra skabningens begyndelse.’ Men Herrens dag vil komme som en tyv om natten; på den dag vil himlene forgå med et stort brag» osv.

Hvem er de, som lever efter deres egne lyster, om ikke de gejstlige pavelige? De vil hverken være Gud eller mennesker underdanige, men ligger hele verden til last, for at de kan leve frit og gøre, hvad de vil. Det er også dem, der siger: «Hvor er hans komme? Tror du, at den yderste dag kommer så snart? Nej, det bliver nok ved med at være, som det hidtil har været.»

Sådan læser vi også om Jerusalems ødelæggelse: dengang skete der mange tegn, og alligevel troede de ikke, at det gjaldt deres undergang, før de fik det at føle. Og endelig er det fra verdens begyndelse altid gået sådan, at de vantro aldrig har troet, at deres ulykke var så nær; de har alle fået den at føle, før de ville tro den, for at det ord kan stå fast i Sl 55,24: «De blodtørstige og falske skal ikke nå halvdelen af deres dage»; for de er altid dristige og frygter aldrig; derfor må deres time komme uventet. Sådan vil det også gå her: de skyder den yderste dag tusind år ud i fremtiden, når den skal komme allerede den nærmeste nat derefter. Det er de første tegn. Nu vil vi også se på de andre tegn.

«Og der skal ske tegn i solen.»

Tegnet i solen er, at den skal miste sit skin, sådan som det ofte er sket, som det hedder i Matt 24,29: «Solen skal miste sit skin.» Jeg vil heller ikke her være dristig, men sige min mening. Nogle mener, at solen vil blive så mørk, at den ikke mere skinner fra da af. Det er ikke sådan; for dag og nat skal blive ved indtil enden, som Gud har lovet i 1 Mos 8,22: «Så længe jorden består, skal frugt og høst, frost og hede, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre.» Derfor må dette tegn ske uden at hindre dag og nat, og det må dog ske før den yderste dag, da det er et tegn, der går forud. Derfor kan det ikke være andet, end at solen mister sit skin, som den plejer.

Nu har et sådant tegn i solen altid betydet en stor ulykke, som er fulgt efter, sådan som krønikerne viser. Og vi har på få år haft så mange solformørkelser, at jeg ikke mener, at der nogen sinde før har været så mange og så tæt på hinanden. Gud har tiet, og der er ikke fulgt noget særligt ondt efter; derfor er de blevet foragtet og slået hen i vejret. Desuden har stjernekyndige sagt os, og det er også sandt, at sådanne ting sker efter himlens naturlige gang; og dermed er foragten blevet styrket og sikkerheden forøget. Men ikke desto mindre udfører Gud sit værk på den måde: han tier stille, lader os være trygge og går hele tiden videre. Lad himlens naturlige gang være, som den vil – sådanne tegn er altid vredens tegn, og der kommer visselig en ulykke efter dem. Skulle Gud da lave en anden sol, måne og andre stjerner eller give andre tegn i dem, fordi man før har set flere af den slags?

Himmellegemernes baner er fra evighed indrettet sådan, at de før denne dag skulle frembringe sådanne tegn. Hedningerne skriver, at kometen også opstår naturligt, men Gud skaber ingen, uden at den betyder en vis ulykke. Sådan har også den blinde fører Aristoteles skrevet en hel bog om de himmelske tegn; han tilskriver dem alle naturen og gør dem til ikke-tegn. Ham følger vore lærde, og så gør én nar verden fuld af narre. Kort sagt skal du vide: hvad der forandrer sig på himlen ud over det almindelige, dér lader Guds vrede visselig sit tegn se.

«Og i månen.»

Dette tegn er, som der står i Matt 24,29, at månen ikke skal give sit lys, det vil sige, den skal miste sit skin. Om dette tegn må man sige det samme som om tegnet i solen, hvor naturligt det så end er; og også dette tegn er sket mange gange på få år. Der har jo i en tid hidtil næsten ikke været et år, hvor enten solen eller månen ikke har mistet sit skin, undertiden begge i samme år, undertiden den ene to gange. Er det ikke tegn, hvad er så tegn? Lad være, at det tidligere er sket oftere, men ikke så mange gange og så tæt på hinanden og sammen med hinanden. Da Jerusalem skulle ødelægges, var nogle af tegnene sket langt oftere før, og alligevel var det nye tegn.

«Og i stjernerne.»

Det er, som det hedder i Matt 24,29: «Stjernerne skal falde ned fra himlen.» Det tegn lader sig se dagligt, og jeg ved ikke, om det også er sket så ofte tidligere. Aristoteles, de høje skolers narredriver, gør også naturlige, unyttige ting ud af det; men kort og godt: evangeliet er Guds ord og visdom, og det kalder stjernernes fald et tegn – dér lad os blive. Derfor, når stjernerne falder, eller sol og måne mister deres skin, så vid, at det er tegn; evangeliet lyver ikke for dig. Men da de er sket så mange gange og så tæt på hinanden i disse år, og der dog ikke følger noget særligt, har du grund til at tænke, at det vil være disse tegn på den yderste dag, som Kristus taler om her; for de må ske mange gange og ofte for rigeligt at betyde og forkynde den store dag. Nu sker disse tegn og er for længst sket, men ingen agter på dem; sådan skal det også være, at de venter på andre tegn, ligesom jøderne venter på en anden Kristus.

«Og på jorden skal folk blive angste og forsagte.»

Det skal ikke forstås sådan, at alle folk eller den største del af dem skal lide dette; for du må give agt på, at det skal være tegn. Der falder ikke altid stjerner fra himlen, men ganske få; solen mister heller ikke sit skin et helt år eller en hel måned, men en time eller to, mindre eller mere; månen mister heller ikke sit skin hele ugen eller en hel nat, men ligesom solen en time eller to, for at det kan blive ved med at være tegn og ikke alt bliver vendt helt op og ned. Sådan skal heller ikke mange mennesker lide denne trængsel og angst, men ganske få, og heller ikke uafbrudt, for at de kan blive ved med at være tegn for de andre, som vil foragte det og efter lægernes belæring sige, at det er legemsbeskaffenhedens og tungsindets skyld eller planeternes på himlen, eller finde på en eller anden naturlig årsag. Imens går sådanne åbenbare tegn dog skjult hen for de blinde, og det sker, at vi med seende øjne ser tegnene og dog ikke kender dem, sådan som det skete for jøderne med Kristus, som der står i Matt 13,14.

At folk bliver angste, er ikke noget legemligt. For som vi har hørt, vil der blive ved med at være fred og gods nok, så de spiser og drikker, bygger og planter, køber og sælger, tager til ægte og bortgifter, danser og springer og vikler sig ind i dette timelige liv, som om de ville blive her evigt. Jeg mener, at det er samvittighedernes store pine. For eftersom evangeliet er fordømt, som alene trøster samvittighederne, og der er rejst menneskelærdomme, som lærer os at lægge synden af og fortjene himlen med vore gerninger, så følger der netop en tung, trang og bedrøvet samvittighed, som aldrig har ro; den ville gerne være retfærdig, gøre godt og blive frelst, ængstes meget og ved dog ikke, hvordan den skal bære sig ad. Dens synd og samvittighed trykker den, deraf har den trængsel; hvor meget den end gør, finder den dog ingen ro; dermed bliver den angst, fordi den ikke ved, hvad og hvordan den skal gøre. Deraf kommer så mange løfter og valfarter, deraf opstår helgendyrkelsen og helgenæren. Deraf er der vokset så mange stiftelser af messer og vigilier frem; nogle pisker og piner sig selv, nogle bliver munke, og for rigtigt at gøre meget bliver de kartusianere.

Det er alt sammen gerninger af trængte og ængstede samvittigheder, og netop den plage, som Lukas sætter her. For han sætter to ord, som betyder lige så meget, som når nogen først kom i en nød eller trængsel, hvor der var trangt, som når han blev kastet i et trangt fængsel; derefter blev han angst og vidste ikke, hvordan han nogen sinde skulle bære sig ad for at komme ud af trængslen, blev forvirret i sig selv, prøvede dit og dat, og intet hjalp; det kalder man på mit dansk at blive angst. Sådan går det disse samvittigheder: deres synd har fanget dem, og de ligger i den trange samvittighed, som trænger og ængster dem meget. Nu ville de gerne være fri for den; så kommer det andet vé, at de bliver angste, ikke ved, hvordan de skal gribe det an, prøver alt muligt, og intet hjælper.

Nu er det ikke den rå, store hob, der kommer i denne jammer, men få, og som regel de mest fornuftige og fintfølende sjæle og gode, troskyldige mennesker, som ellers ikke gerne gjorde nogen uret og lever hæderligt, men har noget hemmeligt på sig, især utugten; den æder dem dag og nat, så de aldrig af hjertet bliver rigtigt glade. Og det er netop en vildtsteg for munkene og præsterne; dér er der noget at hente, dér lader man sig flå, især når det er kvindfolk; dér skrifter man og lader sig belære, få tilsagt tilgivelse og føre, hvorhen de hellige skriftefædre vil. Imens går det elendige folk hen og er vor Herre Guds tegn på den yderste dag. For dem er evangeliet liv og trøst, det evangelium, som den anden hob imens fordømmer.

Se, heller ikke dette tegn kan nogen nægte, at det i disse hundrede år især er i gang, så mange er blevet gale og vanvittige derover, som også Gerson skriver. Selv om der før og til alle tider har været sådanne mennesker, så har det dog ikke været så udbredt i hele verden og så almindeligt; for fra verdens begyndelse har aldrig nogen menneskelære hersket en tiendedel, ja, en hundrededel så vidt og så grueligt og pint og myrdet så mange samvittigheder som pavens og hans disciples, præsternes og munkenes; for sådanne hjerter kommer især af loven om skriftemålet, som aldrig før er blevet budt og drevet så hårdt. Derfor har det heller aldrig før været et tegn på den yderste dag, men først nu. Det må alt sammen være store og mange tegn og dog foragtet af den anden, store del.

«Og havet og bølgerne skal bruse.»

Det vil ske ved vinde, for al vandets brusen kommer af vinde. Derfor viser Herren med disse ord, at der vil være store og mange vinde. Ved havet skal her ikke alene forstås havet uden om verden, men alle stående, stille vande, efter den hellige Skrifts sprogbrug, som siger i 1 Mos 1,10: «Gud kaldte de samlede vande hav», hvad enten det er have, søer eller damme. Floder derimod er alle urolige, strømmende vande. Nu må du heller ikke her tænke, at alle vande, floder, damme, søer, have og alt, hvad der er vådt i verden, bruser eller blæser på én gang. Det skal være et tegn, at nogle have og floder bruser og blæser, og at det sker mange gange og tæt på hinanden. For ligesom ikke alle stjerner falder og ikke alle mennesker er angste, sådan bruser heller ikke alle vande, og det blæser heller ikke alle steder på samme tid.

Her vil fru Hulda, den hedenske kunst, sidde i de høje skoler, rynke på næsen og sige: «Har du aldrig set vind før eller hørt vand bruse? Min Aristoteles lærer jo, hvordan det går naturligt til» osv. Dem lader vi fare; vi ved godt, at Guds ord og tegn må foragtes af de kloge afguder. Men hold du dig til evangeliet; det lærer dig at tro, at alle store vinde og vandets brusen er tegn. Og selv om sådanne tegn er sket flere gange før, skal de dog være særlig mange og store før den yderste dag.

Men jeg mener, at vi inden for ti eller tolv år har haft og hørt sådanne vinde, sådan susen og brusen, for ikke at tale om, hvad der endnu vil komme, at jeg næppe tror, at man nogen sinde før på én tid har hørt så store og så mange vinde og så megen brusen. Og det skal man også betænke: selv om nogle af disse tegn har været før, og sjældent og hver for sig, så kommer de nu alle sammen i flok, og ikke sjældent, men mange gange og ofte. For vor tid ser på samme tid sol og måne miste deres skin, stjerner falde, mennesker blive angste, store vinde og vande bruse og hvad der ellers er sagt. Det kommer alt sammen i én bunke.

Desuden har vi også set så mange kometer, og for nylig er der faldet mange kors fra himlen, og samtidig er den nye, uhørte sygdom, den franske syge, også kommet op. Og hvor mange tegn og undere er der ikke i nogle år blevet set på himlen, som sole, måner, stjerner, regnbuer og mange andre sælsomme billeder! Kære ven, lad det være tegn, og store tegn, som betyder noget stort, og som heller ikke de stjernekyndige og fru Hulda kan sige er kommet af naturlig gang; for de har ikke på forhånd vidst noget om dem eller spået om dem.

Sådan vil heller ingen stjernetyder vove at sige, at himlens gang har forkyndt det forfærdelige dyr, som Tiberen i Rom for få år siden skyllede død op, og som havde et æselhoved, en kvindes bryst og bug, en elefantfod på højre hånd og fiskeskæl på benene og et dragehoved bagi osv. Deri er pavedømmet betydet, Guds store vrede og straf. En sådan hob af tegn vil bringe noget større, end al fornuft tænker.

Før vi nu går videre og fortsætter, har man fundet det godt også at høre det vidnesbyrd om den yderste dag, som den højt berømte lærer Lactantius Firmianus i sin levetid, år 320 efter Kristi fødsel, har skrevet mod hedningerne i værket Divinarum institutionum, syvende bog, 15. kapitel [«De guddommelige institutioner»] [Stykket om Lactantius er efter alt at dømme et indskud ved udgiveren af 1540-udgaven og ikke Luthers egen tekst; det står i grundteksten og er derfor oversat.]:

«Når enden på denne verden nærmer sig, så må de menneskelige forhold forvandles og falde i en langt værre tilstand; for al uretfærdighed og ondskab vil tage overhånd, så meget, at vor egen tid, hvor dog uretfærdigheden og ondskaben næsten er vokset til den højeste grad, alligevel kunne regnes for lykkelig og næsten for en guldalder i sammenligning med den tid, hvor ingen vil kunne hjælpe eller råde. For retfærdigheden vil blive så sjælden, og gudsbespottelse, gerrighed, urene begærligheder og utugt så almindelige, at de retskafne på den tid, hvor der er nogen, vil være et bytte for de allerværste, som også overalt vil plage og bekymre dem. På den tid vil alene de onde være rige og velhavende, mens de retskafne kastes hid og did i al skam og fattigdom. Man vil fordreje retten, lovene vil gå til grunde, og så vil ingen have andet end det, han har vundet eller reddet med hånden. Dristighed og vold vil besidde alt. Der vil hverken være tro eller tillid mere blandt menneskene, heller ingen fred, ingen venlighed, ingen skam, ingen sandhed og dermed heller ingen sikkerhed, intet regimente og ingen som helst ro for de onde; for alle lande vil være i oprør, overalt vil man rase og føre krig, hele verden vil stå i harnisk, og man vil slå hinanden ihjel.» – Videre følger:

«Og menneskene skal forsmægte af frygt og af forventning om de ting, som skal komme over jorden.»

Det vil heller ikke være den ryggesløse, store hob, som foragter Guds tegn og tilskriver dem naturen, men de bedste og fornemste, som sagen går til hjerte, og som er eftertænksomme. Og at forsmægte eller visne skal forstås sådan, at de frygter sig ihjel, eller i hvert fald næsten ihjel, så frygten fortærer dem og gør dem kraftesløse. Hvad frygter de da og venter på? Han siger: de ting, som skal komme over hele verden; det er den yderste dag, den forfærdelige dom, helvedes ild og den evige død og det, der følger med. Hvorfor frygter og venter de da, og ikke hele verden, som det skal komme over, og måske ikke over dem? Fordi de skal være Guds tegn, som må foragtes af hele verden.

Men hvem disse folk er, kan jeg endnu ikke sige, medmindre det skulle være dem, der har at gøre med den høje anfægtelse af døden og helvede, som Tauler skriver om. For den anfægtelse fortærer kød og blod, ja, marv og ben, og er selve døden, så ingen kan bære den, medmindre han bliver underfuldt opholdt. Den har også nogle af patriarkerne smagt, som Abraham, Isak, Jakob, David og Moses; men ved verdens ende skal den blive mere almindelig. Men dette tegn vil måske vokse endnu mere, selv om der har været mange og hver dag stadig er mange af dem, som få folk ved noget om. Det er mennesker, som er i dødsnød og kæmper med døden; dér føler de, hvad der skal komme over hele verden, og frygter, at det også skal blive ved at hvile over dem.

Men der er håb om, at sådanne folk står i nåden. For Kristus taler, som om han ville skille de to stykker: frygten og de ting, som de frygter; og han deler det sådan, at han giver dem frygten, men verden de frygtelige ting. Derfor er det at formode, at de ved denne frygt og angst har deres helvede og død her, og at verden, som ikke frygter, siden må lide døden og helvede.

«For himlenes kræfter skal rystes.»

Ved himlenes kræfter forstår nogle englene i himlen. Men eftersom Kristus taler om tegn og siger, at vi skal se dem og derpå kende den yderste dags komme, så må de visselig være åbenbare og synlige og fornemmes med de legemlige sanser. For også de mennesker, som har trængslen i samvittigheden og forsmægter af frygt, kendes dog, selv om de har det i sjælen, udvortes på legemet på ord og fagter. Sådan må også disse himlenes kræfter rystes og kendes legemligt og udvortes.

Men Skriften taler på to måder om himlenes kræfter. For det første, så det er det samme som at sige: himlenes kræfter, det er de kraftige himle, eller himlene, som er det kraftigste blandt alle skabninger, som der står skrevet i 1 Mos 1,8: «Gud kaldte himlene firmament», det vil sige en fæstning eller en styrkelse. For alle skabninger under himlen styres og styrkes af himlenes lys, varme og bevægelse. Hvad ville verden uden himlen være andet end et øde, vildt mørke? Ligesom Skriften også kalder fyrsterne og øvrigheden i verden med navnet virtutis, kraft, fordi de regerer og virker over undersåtterne.

For det andet betyder himlens kraft det samme som himlens hær, som Sl 33,6 siger: «Himlene er skabt ved Guds ord og alle deres kræfter (det vil sige hele deres hær) ved hans munds ånd.» Og 1 Mos 2,1: «Sådan blev himlen og jorden gjort færdige med alle deres kræfter», det vil sige hele deres hær. Og denne måde at tale om himlenes kræfter på er den rette, almindelige måde i Skriften. Og det er klart af disse skriftord, at himlens og jordens hære eller kræfter er alt det, der er i dem, som sol, måne, stjerner og alt, hvad der er deroppe; men på jorden er det menneskene, dyrene, fuglene, fiskene, træerne, urterne og hvad der ellers bor på den.

Så kan forståelsen nu gælde begge slags himlenes kræfter, men især deres hær. Så vil Kristus nu sige, at alle skabninger skal rystes og tjene denne dag med tegn: sol og måne med formørkelse, stjernerne med at falde, folkene med krige, menneskene med angst og frygt, jorden med skælv, vandene med vind og brusen, luften med pest og gift, og sådan også himlene med deres hær og bevægelser.

Men hvad den himmelske hærs bevægelse skal være, ved jeg endnu ikke, medmindre det er de store konstellationer af planeterne, som der var en i året 1524. For planeterne er afgjort det fornemste af himlens kræfter og hær, og når de på forunderlig vis samles, er det et stort og sikkert tegn over verden. Nu siger Kristus ikke, at hele himlens hær eller alle dens kræfter skal rokkes, men nogle skarer. For ikke alle stjerner skal bevæge sig, ligesom det ovenfor er sagt, at ikke alle mennesker skal lide trængsel og frygt, ikke alt vand til alle tider skal bruse og larme, og sol og måne ikke blive formørket hver dag; for det skal jo kun være tegn, og tegn må kun ske i nogle få ting og i den mindre del, så de skiller sig særligt ud over for den anden del, som ikke skal være tegn. Derfor står jeg fast på, at den himmelske hærs bevægelse er sådanne konstellationer af planeterne, som stjernetyderne siger skal betyde en syndflod; Gud give, at det er den yderste dag, som de afgjort betyder.

Og her skal du heller ikke lade dig forvirre af, at denne konstellation indtræffer naturligt efter himlens løb. Kristus har alligevel kaldt den et tegn. Og den er såre godt at lægge mærke til, fordi den ikke kommer alene, men samles med hele flokken af de andre tegn og indtræffer på samme tid. Lad de vantro tvivle og foragte Guds tegn og sige, at det er naturens gang; hold du dig til evangeliet.

Der er endnu flere tegn, som er beskrevet andre steder, såsom jordskælv, pest, dyrtid og krige, Luk 17,20ff. [tegnene står i Luk 21,10–11] og Matt 24,7. Dem har vi også set mange af, skønt de også har været der før; men derfor er de lige fuldt sikre tegn, især fordi de løber sammen med de andre på samme tid. Alle indrømmer også, at krigene i vore dage er af den art, at de krige, der var i gamle dage, regnes for barneleg; så langt er det kommet op i det allergrueligste og højeste med skyts, harnisk og rustning. Men da dagens evangelium ikke siger noget om dem, lader vi dem også ligge. Kære, lad det være tegn, og store tegn, som betyder noget stort; men de er allerede glemt og foragtet.

«Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med kraft og megen herlighed.»

Her kan du igen forstå kraften om englenes, de helliges og hele skabningens hær, som skal komme med Kristus til dommen, og det holder jeg for den rette forstand; eller om magten og styrken, så at dette Kristi komme skal være så meget mægtigere, som det første var svagere og ringere. Han siger heller ikke blot: Han skal komme; men: De skal se ham komme. For ved den legemlige fødsel kom han også, men blev ikke set af nogen. Han kommer også stadig dag for dag åndeligt ved evangeliet ind i de troendes hjerter; det ser heller ingen. Men dette komme skal ske åbenlyst, så at enhver skal se ham, som også Åb 1,7 siger: «Og ethvert øje vil se ham», og se ham sådan, at det ikke er nogen anden end det legemlige menneske Kristus i legemlig skikkelse, sådan som han er født af Maria og har vandret på jorden.

For ellers kunne han godt have sagt: De skal se mig; og det ville ikke være sagt klart om den legemlige skikkelse. Men nu da han siger: «Menneskesønnen skal de se», er det klart udtrykt, at det er et legemligt komme, et legemligt syn i legemlig skikkelse, dog i stor magt, med en stor hær af engle og med al herlighed, og han skal sidde på en lysende sky, og alle de hellige med ham. Om den dag siger Skriften meget, og alt er også rettet mod den. Dette være sagt om tegnene; nu følger det om de kristnes trøst imod sådanne tegn.

Den anden del

«Men når disse ting begynder at ske, så se op og løft jeres hoveder, fordi jeres forløsning nærmer sig.»

Her kunne du sige: Hvem kan da løfte hovedet over for en så grufuld vrede og dom? Hele verden forskrækkes jo for den dag, og man bøjer hellere hovedet og ser ned for bare skræk og frygt; hvordan skal vi så se op og rette hovedet op? For det betyder uden tvivl glæde og længsel. Svar: Alt dette er sagt alene til de kristne, som virkelig er kristne, og ikke til hedningerne eller jøderne. Men virkelige kristne sidder fast i store anfægtelser og forfølgelser fra synden og alskens onde, så dette liv bliver dem surt og fælt. Derfor venter de og længes og beder om at blive forløst fra synden og alt ondt; sådan som også Fadervor lyder: «Komme dit rige», og «fri os fra det onde.»

Er vi rette kristne, så beder vi også netop dette alvorligt af hjertens grund. Men beder vi det ikke af hjertens grund og alvor, så er vi endnu ikke rette kristne. Beder vi det da rigtigt, så må det afgjort stå sådan til med os, at vi ser disse tegn, hvor forfærdelige de end er, med glæde og længsel, som Kristus her formaner og siger: «Når disse ting begynder, så se op»; han siger ikke: Frygt, eller: Bøj hovedet; for nu kommer det, som vi så alvorligt og inderligt har bedt om. Vil vi da nu for alvor blive fri af synd, død og helvede, så må vi begære dette komme af alle kræfter og have det kært.

Sådan siger også Paulus i 2 Tim 4,8: «Han vil give mig retfærdighedens krone, og ikke alene mig, men alle dem, som elsker hans komme.» Giver han kronen til alle dem, der elsker hans komme, hvad vil han så give dem, der hader og skyr det? Uden tvivl helvede, som sine fjender. Og Tit 2,13: «Vi skal vente på den store Guds herlige komme.» Og Luk 12,36: «I skal være som folk, der venter på deres herre, når han kommer hjem fra bryllup.»

Men de, der frygter og ikke vil, at han skal komme, hvad gør de, når de beder: «Komme dit rige, ske din vilje, fri os fra det onde»? Træder de ikke frem for Gud og lyver for ham imod sig selv? Stritter de ikke også imod Guds vilje, som vil have denne dag for at forløse sine hellige? Derfor må man her være meget omhyggelig med, at der dog ikke findes had til eller skyhed for denne dag i os; for en sådan skyhed er et ondt tegn og hører de fordømte til, hvis hårde hoved og forstokkede hjerte må rokkes og knuses med et sådant stød og en sådan forskrækkelse, om de dog ville forbedre sig.

Men for de troende skal den være trøstefuld og kær. Den dag skal på én gang være den højeste glæde og tryghed for de troende og den højeste skræk og flugt for de vantro. Ligesom også i dette liv den evangeliske sandhed er det allersødeste for de gode og det allerfæleste for de onde. Hvorfor skulle de troende frygte og ikke glæde sig af alle kræfter, når de jo stoler på Kristus, og dommeren kommer for at forløse dem og er på deres side?

Så siger du: Ja, jeg ville også nok vente og elske dette komme, hvis jeg var retfærdig og uden synd. Svar: Nuvel, hvad hjælper det dig da at frygte og flygte? Dermed bliver du ikke forløst fra synden, om du så frygter sådan i tusind år. De fordømte frygter for den i al evighed, og alligevel bliver de ikke deres synd kvit derved; ja, denne frygt øger kun synden og hindrer, at du kan være uden synd, og dog kan du ikke undfly dagen. Frygten må ud, og en lyst til retfærdigheden og til denne dag må ind. Men er det sandt, at du gerne ville være retfærdig og uden synd, så tak Gud, og bliv ved, og begær endnu mere at være uden synd; og Gud give, at denne begæring var så ægte og stor i dig, at den slog dig ihjel.

Ingen er bedre rustet til den yderste dag end den, der begærer at være uden synd. Er du i en sådan begæring, hvad frygter du da for? Du er jo dermed enig med denne dag. Den kommer, fordi den vil forløse alle fra synden, som begærer det, og du er jo også indstillet på at ville være fri; tak du Gud, og bliv og gå videre i den indstilling. Kristus siger, at hans komme er en forløsning. Men se til, og bedrag ikke dig selv, så du siger, at du gerne ville være uden synd og ikke frygter dagen. Måske er dit hjerte falsk og frygter den; ikke fordi du gerne ville være uden synd, men fordi du ikke kan synde frit og trygt for den. Se da til, at lyset i dig ikke er mørke. For et hjerte, der virkelig gerne ville være synden kvit, glæder sig afgjort over denne dag, som skal opfylde dets begæring. Men glæder det sig ikke, så er der ingen grundig begæring efter at blive fri af synden.

Derfor må vi frem for alt lægge hadet til og skyheden for dette komme fra os og gøre os umage for at ville være synden kvit af hele vores alvor. Når det er gjort, så kan vi ikke blot vente dagen trygt, men også bede om den af hele vores begæring og med glæde og sige: «Komme dit rige, ske din vilje.» Og her må du lade din egen indbildning og følelse fare og holde dig til Kristi trøstefulde ord og helt vove dig ud på dem.

Se, hvordan kunne han dog mere kærligt formane dig, give dig mod, trøste og styrke dig? For det første siger han: «I skal høre om krige, men I skal ikke forskrækkes.» Når han byder dig ikke at forskrækkes, hvad er det så andet, end at han befaler, at du skal være ved godt mod og se sådanne tegn med glæde? For det andet byder han dig at se glad op; for det tredje at løfte hovedet; for det fjerde kalder han det din forløsning. Hvad skal trøste og styrke dig, hvis sådanne ord ikke styrker dig? Mener du, at han lyver for dig eller vil bedrage dig til en falsk tillid? Kære, lad ikke sådanne ord være sagt forgæves; tak du Gud, og forlad dig på dem; ellers er der ingen råd og ingen trøst mere, hvis du slår disse ord hen i vejret. Det er ikke din fordømmelse, men din forløsning, siger Kristus trøsterigt; og du vil selv vende disse ord om og sige, at det ikke er din forløsning, men din fordømmelse, og du flygter fra din egen frelse, kan ikke hilse på Gud, der kommer dig i møde, og ikke takke ham, der hilser på dig.

Han har uden tvivl også sagt sådanne trøsterige ord til gavn for de modløse, som skønt de er fromme og rede til den yderste dag, dog af alt for stor frygt ængster sig og hindres i at begære dette komme; og sådanne findes især ved verdens ende; derfor kalder han det deres forløsning. For ved verdens ende, når synden skal tage allergrueligst overhånd, og ved siden af synden den anden del, syndens straf med pest, krig og dyrtid, også skal tage overhånd, da har de troende brug for et stærkt trods og en stærk trøst imod begge ulykker, synden og straffen. Derfor bruger han det kæreste ord, forløsning, som alle hjerter gerne hører. Hvad er forløsning? Hvem ville ikke gerne være forløst? Hvem skulle have lyst til at blive under et så vildt og grimt væsen, både af synd og straf? Hvem skulle ikke med rette ønske en ende på en sådan jammer, en sådan fare for sjælene, en sådan menneskenes undergang? Især når Kristus så kærligt lokker, drager og trøster os dertil.

De heldløse drømmeprædikanter må revses, som med deres prædiken skjuler disse Kristi ord for hjerterne og vender troen bort fra dem og vil gøre folk retfærdige med lutter forskrækkelse og derefter berede dem til denne dag ved egne gode gerninger og fyldestgørelse for synden. Så må der jo blive og vokse lutter fortvivlelse, frygt og skræk, og dermed må had, modvilje og skyhed for dette Kristi komme, det vil sige fjendskab mod Gud, rejses i hjerterne; for de lærer at danne sig et billede af Kristus som intet andet end en streng dommer, som de skal stille og forsone med deres gerninger, og de holder ham aldrig for en forløser, sådan som han selv her kalder sig og tilbyder sig, så man i fast tro skal vente, at han af lutter nåde vil forløse os fra synden og alt ondt.

Se, sådan går det altid: Når man ikke prædiker evangeliet ret og kun jager hjerterne med bud og trusler, så driver man dem bare længere bort fra Gud og gør dem bare uvillige mod Gud. Forskrække skal man, men kun de halsstarrige og forstokkede; men derefter også igen styrke og trøste dem, når de er blevet frygtsomme og forsagte.

Af alt dette ser vi, hvor få mennesker der beder Fadervor ret, skønt det dog bedes utallige gange uden ophør i hele verden. For der er såre få, som ikke hellere ville, at denne dag aldrig kom. Det er ikke andet, end at Guds rige ikke skulle komme. Sådan beder deres hjerte imod deres mund, og Gud dømmer efter hjertet, men de efter munden. Derfor stifter og holder de mange bønner, brøler alle kirker fulde i hele verden, og det kaldes alt sammen bøn; og dog lyder det i grunden ikke anderledes end sådan: Komme dit rige endelig ikke, eller komme det endelig ikke endnu. Sig mig, er sådan en bøn ikke en ren gudsbespottelse og en bøn af den slags, som Sl 109,7 taler om: «Hans bøn skal blive til synd»? Og dog går nu al verdens gods og penge hertil, for at alle afkroge bare kan blive fulde af en sådan bespottelse, og den lader sig kalde gudstjeneste.

Dog skal den, der mærker en sådan frygt i sig, ikke fortvivle, men bruge den med visdom. Og den bruger den med visdom, som lader en sådan frygt være sig en drivkraft og en formaning til at bede om nåde, så den tager frygten fra ham og giver ham lyst og længsel efter denne dag. For Kristus har lovet: Hvad vi beder om, skal vi få, Matt 7,8. Derfor er sådanne frygtsomme folk dog nærmere ved deres frelse end de ryggesløse og forhærdede, som hverken frygter for dagen eller trøster sig ved den. For selv om de endnu ikke har lyst og længsel efter den, så har de dog en drivkraft, der formaner dem til at bede om lyst og længsel.

Men den bruger frygten uden visdom, som bare øger den og bliver i den, som om han ville rense sig fra synden derved; men det bliver der ikke noget af. For ikke frygten, som skal drives ud, som Johannes siger (1 Joh 4,18), men kærligheden, som skal blive, som Paulus siger (1 Kor 13,8), den skal bestå på denne dag. Men frygten skal drive os til at søge en sådan kærlighed og bede Gud om den. For hvor den ikke går ud, dér står den imod Guds vilje og din egen forløsning; og det er da en synd mod Helligånden. Skønt det ikke er nødvendigt, at man er helt og aldeles uden frygt. For naturen bliver altid i os, og den er svag og kan ikke bestå uden frygt for døden og dommen; men ånden skal dog have overtaget, som Kristus siger i Matt 26,41: «Ånden er villig, men kødet er svagt.»

«Og han fortalte dem en lignelse: ’Se på figentræet og alle træerne; så snart de springer ud, ser I det på dem og ved, at sommeren nu er nær. Således skal I også, når I ser alt dette begynde, vide, at Guds rige er nær.’»

Det er lutter trøsteord. Han giver ikke en lignelse om efteråret eller vinteren, når alle træer bliver nøgne og en sørgelig tid begynder, men om foråret og sommeren, som er en glad og lystig tid, hvor alle skabninger åbner sig og er glade; dermed lærer han jo klart nok, at vi skal se hen til den yderste dag og trøste os ved den med en sådan lyst og begæring, som hele skabningen glæder sig til foråret eller sommeren. Hvad skulle denne lignelse ellers, hvis han ikke ville lære os det med den? Han kunne nok have fundet en anden, hvor en sådan lyst og glæde ikke findes. Desuden siger han ikke: Jeres helvede eller fordømmelse er nær, men: Guds rige. Hvad er det, at Guds rige er nær, andet end at vores forløsning er nær?

Guds rige er jo os selv, som han siger i Luk 17,21: «Se, Guds rige er inden i jer selv»; derfor nærmer det sig, når vi snart skal forløses fra synden og fra det onde. For i dette liv begynder det i ånden; men så længe vi endnu må stride med synden og lide meget ondt, og døden desuden stadig ligger foran os, er Guds rige endnu ikke fuldkomment. Men når nu synd og død med alt ondt bliver taget fra os, så er det fuldkomment. Det skal den yderste dag gøre, og det skal ikke ske i dette liv.

Derfor, kære menneske, se på dit liv, ransag dit hjerte, hvordan det er sindet over for denne dag; forlad dig ikke på dit gode liv, det vil snart blive til skamme for dig, men tænk på og styrk din tro, så du ikke forskrækkes for denne dag sammen med de fordømte og forvendte, men begærer den som din forløsning og Guds rige i dig; så at dit hjerte danser af glæde og længes inderligt efter den, når du hører den nævnt eller tænker på den. Vil du ikke rette dig efter dette, så tro bare ikke, at du ellers skal bestå, om du så havde alle de helliges gerninger.

«Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, førend det er sket alt sammen. Himlen og jorden skal forgå; men mine ord skal ikke forgå.»

Hvorfor gør Herren sine ord så faste og dyre og stadfæster dem så overmåde hårdt med lignelser, med ed, med slægten som kendetegn, der skal blive ved siden af, og med at himlen og jorden hellere skal forgå? Alt det sker, fordi hele verden, som sagt ovenfor, skal være så tryg og så aldeles foragte tegnene med seende øjne, at intet Guds ord nogen sinde har været så foragtet, som disse skal være, hvor han forkynder og tegner den yderste dag. For hele verden vil det se ud, som om tegnene ikke er der; og selv om de ser dem, vil de dog ikke tro; så at også de udvalgte kunne tvivle på sådanne Guds ord og tegn; for at dagen netop skal komme, når verden er tryggere end nogen sinde, og den skal overrumples på et øjeblik i den højeste tryghed, som det ovenfor er anført fra Paulus.

Derfor vil Kristus jo gøre os sikre og vække os op, så vi bestemt venter dagen, når tegnene kommer. Og ja, selv om tegnene var uvisse, så er der dog ingen fare for dem, der bestemt holder dem for tegn, men fare for dem, der foragter dem. Derfor lad os spille det sikre spil og holde de førnævnte tegn for de rette, så vi ikke løber panden mod muren sammen med de åndløse. Tager vi fejl, så har vi dog ramt; men tager de fejl, så bliver de stående i fejlen.

Denne slægt kalder han jøderne, og her viser dette ord klart og tvingende, at det ikke er sandt, hvad man almindeligt siger, at jøderne alle skal blive kristne; og de fører Joh 10,16 til støtte for det: «Der vil blive én hyrde og én fold.» Det er opfyldt, ikke ved at jøderne gik over til hedningerne, men ved at hedningerne gik over til jøderne og blev kristne på apostlenes tid; sådan som også Augustin mange gange udlægger det, og som Kristi egne ord også giver, når han siger i Joh 10,16: «Jeg har andre får, som ikke er af denne fold; dem må jeg også hente, og de vil høre min stemme, og der vil blive én hyrde og én fold.» Her ser du klart, at han taler om hedningerne, som er kommet til den jødiske fold; derfor er det ord for længst opfyldt. Men her siger han: «Denne slægt skal ikke forgå» indtil enden; det vil sige: Jøder, som har korsfæstet Kristus, må blive tilbage som kendetegn; og selv om mange af dem bliver omvendt, så må dog slægten og arten blive tilbage.

Nogle har også gjort sig umage med, hvordan himlen og jorden skal forgå, og tager den blinde hedning Aristoteles til hjælp; han skal udlægge Kristi ord for dem og sige, at himlen og jorden ikke skal forgå efter væsenet, men efter skikkelsen; de ved jo så godt, hvad de siger. Hvis de forstod det sådan, at himlen og jorden bagefter igen skal være til, så var det nok rigtigt. Men lad de blinde fare; du skal vide, at ligesom vores legemer også forvandles efter væsenet og dog igen bliver gjort til netop de samme efter væsenet, sådan skal himlen og jorden på den yderste dag med alle elementer og alt, hvad der er overalt, smeltes af ilden og blive til støv sammen med alle menneskers legemer, så der ikke er andet end lutter ild overalt; og straks derefter skal alt igen skabes nyt og allerskønnest, så vores legemer skal stråle klart som solen, og solen syv gange klarere, end den er nu. Derom siger 2 Pet 3,10.13: «Herrens dag vil komme, på hvilken himlene skal forgå med et stort brag, og elementerne skal smelte af hede, og alt, hvad der er bygget på jorden, skal pulveriseres; men nye himle og en ny jord, og hvad han har lovet os, venter vi på, hvor retfærdighed skal bo.»

Sådan vidner også Paulus i 1 Kor 3,13, at den yderste dag skal åbenbares i ild. Og Es 30,26: «Og månens skin skal være som solens skin, og solens skin skal være syv gange klarere end nu, på den tid, når HERREN forbinder sit folks skade og læger dets sår.» Ligeså Es 65,17: «Se, jeg skaber nye himle og en ny jord, og de forrige skal man ikke mere komme i hu, men de skal fryde sig og være glade evindelig over det, jeg skaber.» Derfor sker denne forgåen ikke alene efter skikkelsen, men også efter væsenet; medmindre du ikke ville kalde det forgået, som bliver til støv, så man hverken kan finde eller se det, ligesom de brændte legemer bliver til aske og til intet.

Men hvor bliver vores sjæle imens af, når der på alle steder i skabningen skal være lutter ild og hverken grund eller rum? Svar: Kære, sig mig, hvor er de nu? Eller hvor er de, når vi sover, hvor de intet ved af, hvad der sker uden for legemet og med alle legemlige skabninger? Mener du, at Gud ikke formår at bevare sjælene i sin hånd, så de aldrig mærker, hvordan himlen og jorden bliver til støv? Eller mener du, at han må have en legemlig stald til det, ligesom en hyrde til sine får? Det er nok, at du ved, at de er i Guds hænder og ikke i nogen skabnings skød eller rum. Lad dig ikke forvirre af, at du ikke ved, hvordan det går til; for du har jo endnu ikke lært, hvad der sker med dig, når du sover eller vågner, og kan aldrig vide, hvor nær søvnen eller vågenheden er dig, skønt du dog omgås dem hver dag; hvordan skulle du da kunne få dette at vide? Det hedder: «Fader, i dine hænder overgiver jeg min ånd»; dermed bliver det ved; imens bliver himlen og jorden nye, og vores legemer også, og de bliver levende igen til den evige salighed. Amen. Hvis vi vidste, hvordan sjælene blev bevaret, så var det ude med troen. Men nu, da vi farer af sted og ikke ved hvorhen og vover det på Gud og i hans hænder, står troen ved sin værdighed.

Til sidst må vi også se lidt på den skjulte betydning i dette evangelium. Solen er Kristus, månen kirken, stjernerne de kristne, himlens kræfter er prælaterne eller planeterne i kirken. Nu betyder de legemlige tegn afgjort, hvordan det for længst er gået og stadig går i kristenheden; for de følger efter syndernes fortjeneste og truer med og viser straffen over dem. At solen mister sit skin, betyder uden tvivl, at Kristus ikke lyser i kristenheden, det vil sige, at evangeliet ikke bliver prædiket, og troen slukkes, så der ikke længere er nogen gudstjeneste. Det sker og er sket ved menneskelære og gerninger, og paven sidder i Kristi sted i kirken og lyser som et skarn i lygten, han med sine biskopper, præster og munke; det er dem, der har formørket solen for os og i stedet for den rette gudstjeneste rejst en afguds- og narredyrkelse med tonsurer, kutter, dragter, piber, ringen, syngen og klingen etc. O mørke, o mørke!

Deraf måtte det følge, at månen heller ikke gav noget skin; det vil sige: Da troen blev slukket, måtte kærligheden også slukkes, så man ikke mere så kristne gerninger, og der ikke fandtes et eksempel på, at den ene tjener den anden, men folket blev kun ført hen til afguds- og narregerninger, til at stifte messer, vigilier, altre, kapeller, kalke, klokker og den slags gøgl. O mørke igen!

Stjernernes fald tyder jeg sådan, at et menneske er blevet døbt og er blevet kristen og derefter bliver præst eller munk. Tro mig, hvem der vil; hvem der ikke vil, lader være; jeg ved, hvad jeg siger. Jeg siger ikke, at de alle går fortabt; Gud kan nok bevare, hvem han vil, i ilden. Men det siger jeg: Den, der bliver præst eller munk i den mening, at han vil påtage sig en frelsende stand, han træder fra den kristne tro over i vantroen; for stjernernes fald betyder ikke de grove fald som mord, hor og tyveri, men faldet fra troen. Præster og munke er (hvor Gud ikke gør et særligt under) i kraft af deres stand afgjort frafaldne kristne, der har fornægtet troen, så der ikke findes et værre folk på jorden.

Tyrkerne er også ukristne; men i to stykker er de bedre end disse. For det første er de aldrig blevet kristne eller stjerner og er heller ikke trådt bort fra troen. For det andet synder de ikke mod sakramentet. Men dette folk gør messen til et offer og en god gerning og gør det hver dag og utallige gange; og det er dog den allergrueligste forvrængning, som solen har skinnet på. Kort sagt: Den, der vil blive retfærdig og frelst ved gerninger og ved gejstlig stand, han træder bort fra troen og falder ned fra himlen; for alene Kristi blod må gøre os retfærdige og frelste. Derfor: Når du ser en stjerne falde, så vid, at det betyder at blive præst, munk eller nonne.

Men at folk forgår af frygt, betyder den pine, som pavens hellige og nedfaldne stjerner har; for de gør store ting, og dog får deres samvittighed aldrig fred, ligesom hele Skriften kalder deres væsen møje og slid.

Vindenes brusen og vandenes larmen er de verdslige stænder, de øverste og de nederste; der er ingen fyrste og intet land, der er enigt med det andet, ingen troskab og ingen tillid til hinanden, enhver er kun ude efter sit eget; dermed er der heller ingen straf, ingen tugt og ingen frygt på jorden, og hele verden går frit i frådseri, druk, utugt og alle lyster, så det suser og bruser.

Himlens kræfter er vores planeter, vores gejstlige junkere og tyranner, paven, biskopperne og deres stalbrødre, de høje skoler, som har sat sig så dybt ind i det verdslige regimente, gods, ære og lyst med al tryghed, at de har ment, at de ikke var planeter, det vil sige errones [latin: omstrejfere, vildfarende]; for planeta betyder på græsk en, der farer vild og ikke går den rette vej, men kun tilbage og til begge sider, som planeterne på himlen også gør. Det udlægger tyskerne med et ordsprog og siger: «De lærde, de forkerte»; det vil sige: Det gejstlige regimente er lutter planeter. Men nu da evangeliet bryder frem og viser dem deres dyd og maler dem med deres egen farve, så det ses, at de er ulærde afguder og sjælebedragere, vil de blive vrede, rører på sig og laver en konstellation, slår sig sammen, vil værne sig med bulle og papir og truer med en stor syndflod; men det vil og skal ikke hjælpe dem, dagen bryder frem, og den kan man ikke sætte under skæppen, som var det et vokslys.

Lignelsen om figentræet ser for mig ud til at være den hellige Skrift, som hidtil har ligget under bænken; den springer ud og har fået blade, det vil sige, dens ord bryder frem. For i tolv hundrede år er den ikke kommet så langt frem, og sprogene har heller ikke været så kendte. Men det er for mig ingen tvivl, at Skriften er et figentræ, hvad der let kan bevises. For det er de figenblade, som Adam og Eva dækkede sig med; for den gamle Adam bruger altid Skriften til at pynte sig med. Sådan må bogen frem, bladene må grønnes, og det hjælper ikke, at planeterne rører meget på sig for den sags skyld; men sommeren er ikke langt borte. Gud give, at frugterne også fulgte efter bladene. Jeg frygter, at det kun vil blive ved bladene; for vi taler meget om den rette tro, men gør intet.

Det være nok om tydningen; den, der vil videre, har hermed anledning og begyndelse til at tænke efter. Men planeterne med deres flokke skal ikke tro noget af dette, for at Skriften dog kan blive ved at være sand, som giver dem stor tryghed og foragt for alle Guds ord, gerninger og tegn.