3. søndag i advent (Matt 11,2–10)

Evangeliet på 3. søndag i advent, Matt 11,2–10

Om historien

Det meste, jeg finder skrevet om dette evangelium, er dette: om Johannes ikke vidste, at Jesus var den rette Kristus? – skønt det er et unødvendigt spørgsmål, som der ikke ligger meget i. Ambrosius mener, at han ikke spurgte af uvidenhed eller tvivl, men i en kristelig hensigt. Hieronymus og Gregor skriver, at han spurgte, om han også skulle være hans forløber i helvede; den mening har mindst grund for sig, for teksten siger klart: «Er du den som kommer, eller skal vi vente en anden?» Den venten angår efter ordenes lyd hans komme på jorden og det jødiske folk; ellers skulle han have sagt: Eller venter de i helvede på dig? Og da Kristus svarer med sine gerninger, at han er kommet, er det vist, at Johannes har spurgt om hans legemlige komme, eftersom Kristus selv forstår det sådan og også svarer på det; skønt jeg ikke nægter, at Kristus også er kommet til helvede, sådan som vi siger i trosbekendelsen.

Så er det vist, at Johannes godt vidste, at Jesus var den, som skulle komme; for han havde døbt ham og vidnet, at han var Guds Lam, som bar verdens synd; han havde også set Helligånden komme over ham i en dues skikkelse og hørt røsten fra himlen: «Denne er min Søn, den elskede, ham har jeg udvalgt», sådan som alle fire evangelister udførligt skriver alt dette. Hvorfor stillede han da dette spørgsmål? Svar: Det er sandelig ikke sket uden nødvendig grund. For det første er det vist, at Johannes lader spørge for sine disciples skyld; for de holdt endnu ikke Kristus for det, han skulle holdes for. Og Johannes var ikke kommet for at drage disciplene og folket til sig selv, men for at berede Kristus vejen og føre alle til Kristus og gøre dem ham underdanige.

Nu havde Johannes’ disciple hørt mange herlige vidnesbyrd om Kristus fra ham: at han var Guds Lam og Guds Søn, og at Kristus måtte blive stor, men han selv måtte blive lille. Alt dette troede hans disciple og folket endnu ikke, eller de kunne i hvert fald endnu ikke forstå det; men både de selv og alle andre holdt meget af Johannes selv og ikke af Kristus. Derfor hang de fast ved Johannes, så meget at de for hans skyld blev nidkære og harmfulde på Kristus, da de så, at han også døbte og tog disciple til sig og drog folket til sig; og de klagede det for Johannes, som folk, der var bange for, at deres mester skulle blive ringe, sådan som Joh 3,26ff. beskriver det.

Til denne indbildning blev de drevet af to grunde. Den første: at Kristus endnu ikke var kendt blandt folk, uden gennem Johannes alene; han havde heller ikke gjort noget tegn endnu, og ingen var anset uden Johannes alene. Derfor syntes de, det var meget mærkeligt, at han viste dem og alle andre bort fra sig selv til en anden, når der dog ingen anden var, som havde navn og anseelse, end ham selv. Den anden: at Kristus gik så ganske jævnt og enfoldigt omkring, søn af en fattig tømrer og en fattig enke; og ikke af præstestanden eller blandt de lærde, men en lægmand og en almindelig håndværkssvend; han havde aldrig lært noget og var opdraget i tømrerhåndværket som enhver anden lægmand; så det slet ikke ville rime: Johannes’ så høje, herlige vidnesbyrd og den jævne lægmand og håndværkssvend Jesus.

Derfor, selv om de nok troede, at Johannes talte sandt, tænkte de dog: «Måske bliver det en anden end denne Jesus,» og ventede på en, der kom højt til hest som en højlærd ypperstepræst eller en mægtig konge. Og Johannes kunne ikke løfte dem ud af den indbildning med sine ord; de blev hængende ved ham og holdt Jesus for langt ringere, men ventede imens på den store mands herlige indtog, som Johannes talte om; og skulle det endelig være Jesus, så måtte han gribe sagen an på en anden måde, sadle hingsten og spænde de gyldne sporer på og komme buldrende ind som herre og konge over Israel, sådan som kongerne havde gjort i gamle dage; så længe han ikke gjorde det, ville de blive ved Johannes.

Men da Jesus begyndte at gøre undere og kom i folkemunde, tænkte Johannes, at nu ville han for alvor vise sine disciple bort fra sig og føre dem til Kristus, så de ikke efter hans død skulle oprette en arvesekt og blive johannitter, men alle hænge ved Kristus og blive kristne. Og han sender dem hen, for at de fremover ikke alene skulle lære af hans vidnesbyrd, men af Kristi egne ord og gerninger, at han var den rette mand, som Johannes havde talt om; for hans gerninger og hans indtog skulle ikke ventes med trommer og basuner og den slags verdslig pragt, men i åndelig kraft og nåde – ikke så at brostenene og tæpperne blev redet og trådt på, men så at de døde blev levende, de blinde seende, de døve hørende, og al slags ondt, legemligt og åndeligt, blev drevet bort. Det skulle være denne konges pragt og indtog, og ikke den mindste af hans gerninger kunne alle verdens konger, alle de lærde og alle de rige gøre. Det er nu, hvad teksten vil.

«Men da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han to af sine disciple og lod ham sige: ’Er du den som kommer, eller skal vi vente en anden?’»

Som ville han sige til sine disciple: «Der hører I om hans gerninger, som jeg aldrig har gjort en eneste af, og heller ingen før ham; gå nu selv hen og spørg ham, om det er ham eller ej. Læg nu den grove, jordiske indbildning bort, at I mener, han vil komme ridende på hingste og i harnisk; han begynder at blive stor, jeg må nu blive mindre; mit væsen må høre op, og hans begynde; I må slippe mig og nu hænge ved ham.»

Hvor nødvendigt det var, at han viste sine disciple bort fra sig til Kristus, er let at mærke; for hvad ville det have hjulpet dem, om de tusind gange havde fulgt Johannes’ hellighed og ikke havde fået Kristus? Uden for Kristus er der hverken hjælp eller råd, hvor hellige menneskene end er. Ligesom også nu: Hvad hjælper det munkene og nonnerne, at de holder og følger Benedikts, Bernhards, Frans’, Dominikus’ og Augustins regel, hvis de ikke griber den ene Kristus alene og også forlader deres Johannes? Alle benediktinere, kartusianere, barfodsmunke, prædikebrødre, augustinere, karmelitter, alle munke og nonner er visselig fortabt, og alene de kristne bliver frelst; den, som ikke er kristen, hjælper heller ikke Johannes Døberen, skønt han dog er den største helgen af alle, som Herren siger. Dog omgås Johannes dem blidt, bærer over med deres svage tro, indtil de bliver stærke, og forkaster dem ikke, fordi de ikke tror ham så fast. Sådan må man også gøre med de samvittigheder, som er fanget i hellige menneskers eksempler og regler uden for Kristus, indtil man får dem ud.

«Og Jesus svarede og sagde til dem: ’Gå hen og forkynd for Johannes det I hører og ser: Blinde ser og lamme går, spedalske renses, og døve hører, og døde opstår, og evangeliet forkyndes for fattige, og salig er den, som ikke forarges på mig.’»

Kristus svarer også Johannes for disciplenes skyld. Men han svarer på to måder: for det første med gerninger, for det andet med ord. Sådan gør han også i Joh 10,24–25, da jøderne omringede ham i templet og spurgte: «Hvis du er Kristus, så sig det åbent.» Men han viser dem hen til gerningerne og siger: «Jeg har sagt jer det, og I tror det ikke. De gerninger som jeg gør i min Fars navn, de vidner om mig.» Ligeledes (Joh 10,38): «Vil I ikke tro mig, så tro dog gerningerne.» Sådan viser han dem også her først gerningerne og derefter også ordene, når han siger: «Salig er den, som ikke forarges på mig.» Med de ord bekender han ikke alene, at det er ham, men advarer også mod forargelse. Var det ikke ham, så var den ikke salig, som ikke forarges på ham. For alle helgener kan man undvære, men Kristus alene kan man ikke undvære; ingen helgen hjælper, Kristus alene hjælper.

Men svaret ved gerningerne er sikrere, for det første fordi ingen, hverken Johannes eller nogen anden, havde gjort sådanne gerninger før; for det andet fordi de i forvejen var forkyndt hos profeterne. Derfor kunne og skulle de være visse, da de så, at det gik, som profeterne havde sagt. For sådan har Esajas talt om det, Es 61,1–2: «HERRENS Ånd hviler over mig, derfor har han salvet mig til at forkynde evangeliet; til de fattige har han sendt mig, for at hele de sønderbrudte hjerter, for at forkynde forløsning for de fangne og syn for de blinde, for at forkynde HERRENS velbehagelige år.»

Når han siger: «Han har salvet mig», mener han, at han er Kristus, og at Kristus skal gøre dette; og den, som gjorde dette, skal være Kristus. For Kristus på græsk hedder Messias på hebraisk, Unctus på latin og den Salvede på dansk. Men konger og præster plejer man at salve til kongedømmet og præstedømmet. Men denne salvede konge og præst, siger Esajas her, skulle Gud selv salve, ikke med timelig olie, men med Helligånden, som hviler over ham, sådan som han siger her: «HERRENS Ånd hviler over mig»; derfor – og det er min salve, som han har salvet mig med. Så forkynder han jo evangeliet, gør blinde seende, helbreder al slags sygdom og forkynder det velbehagelige år, nådens tid osv.

Ligeledes Es 35,4–6: «Se, vor Gud vil selv komme og frelse jer. Da skal de blindes øjne lukkes op, og de døves ører skal være åbne; da skal den lamme springe som en hjort, og de stummes tunge løses» osv. Når de nu holdt Skriften op mod disse gerninger og gerningerne op mod Skriften, kunne de kende Johannes’ vidnesbyrd igen i Kristus: at han måtte være den rette mand. Og Lukas skriver i Luk 7,21, at Kristus i samme time, da Johannes’ disciple spurgte ham, helbredte mange for deres sygdomme og plager og onde ånder og skænkede mange blinde synet.

Men her må vi tage dette trofaste eksempel vel til hjerte, at Kristus beråber sig på sine gerninger og vil give træet til kende på frugterne; dermed er han kommet alle de falske lærere i forkøbet – pave, biskopper, præster og munke – som siden skulle komme i hans navn og sige: «Vi er kristne,» ligesom paven roser sig af at være Kristi stedfortræder. For her har vi, at hvor gerningerne ikke er, der er Kristus heller ikke. Kristus er et levende, virksomt, frugtbart væsen; det hviler ikke, det virker uophørligt, hvor det er. Derfor skal vi holde de biskopper og lærere, som ikke har Kristi gerninger, for ulve og sky dem som ulve.

Men siger de: «Ja, det er ikke nødvendigt, at enhver gør disse Kristi gerninger; hvordan skulle også alle de hellige kunne gøre de blinde seende og de lamme gående og gøre andre undere magen til Kristi?» Svar: Kristus har også gjort andre gerninger, som tålmodighed, kærlighed, fred, sagtmodighed og lignende, som enhver skal gøre. Gør dem, så vil vi stadig kende Kristus på hans gerninger.

Men her siger de: Kristus siger i Matt 23,2–3: «De skriftlærde og farisæerne sidder på Moses’ stol; alt hvad de siger jer, at I skal holde, det skal I holde og gøre, men I skal ikke handle efter deres gerninger, for de taler, men handler ikke» osv. Her har Kristus befalet, at man skal se på læren og ikke på livet. Svar: Hvad hører jeg? Er I nu blevet farisæere og hyklere, og bekender det selv? Sagde vi det om jer, ville I nok blive vrede! Nuvel, når I nu er disse hyklere og tager jer disse ord til indtægt, så må I også finde jer i alle de andre ord, som Kristus siger mod farisæerne. Men da de dækker sig med dette Kristi ord og stopper munden på de enfoldige, vil vi se nærmere på det; for også Kristusmorderne på konciliet i Konstanz angreb Jan Hus med det, og de mener nærmest, at de deri har frihed til deres tyranni, så ingen må modsætte sig deres lære.

Derfor skal man mærke sig, at også det at lære er en gerning, ja, Kristi fornemste gerning; for her regner han blandt sine gerninger også op, at evangeliet forkyndes for de fattige. Derfor skal tyrannerne kendes på læren, ligesom på gerningerne. Hvor Kristus er, der forkyndes evangeliet visselig; hvor det ikke forkyndes, der er Kristus ikke.

Lad os nu indrømme vore farisæere, at det ikke er deres liv, men deres lære, der skal holdes: nuvel, så lad dem dog lære; deres liv vil vi gerne lade være i fred. Men nu er de langt værre end farisæerne, som dog sagde Moses’ lære, skønt de ikke gjorde den; men vore klodser, de er afguder: der er hverken gøren eller laden, hverken liv eller lære; de sidder på Kristi stol og lærer deres egne løgne og tier om evangeliet. Derfor kan dette Kristi ord ikke beskytte dem; de må være ulve og mordere, som Kristus kalder dem (Joh 10,1).

Sådan vil Kristus her, at de skal høre farisæerne, dog ikke længere end på Moses’ stol, det vil sige, når de lærer Moses’ lov, Guds bud. For på samme sted, hvor han forbyder at handle efter deres gerninger, regner han også deres lære med til deres gerninger og siger: «De binder tunge byrder, som er svære at bære, og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger» (Matt 23,4). Se, her vil han også have deres ubærlige lære forbudt, ja, først og fremmest blandt deres gerninger, som den fornemste; så meningen med dette ord i sidste ende er denne: Alt, hvad de siger ud fra Moses, det skal I holde og gøre; men hvad de ellers lærer og gør, det skal I ikke holde. Så meget mere skal vi kun høre vore farisæere på Kristi stol, når de forkynder evangeliet for de fattige, og hverken høre eller holde, hvad de ellers lærer og gør.

Så ser du, hvor fint de uhøvlede pavelige har lagt dette ord til grund for deres lære, løgne og magt, når dog intet ord er stærkere imod dem og fordømmer deres lære hårdere. For Kristi ord står klart og fast: «I skal ikke handle efter deres gerninger.» Men deres lære er deres gerning og ikke fra Gud; de er et folk, der kun er rejst op til at lyve og forfalske Skriften. Desuden: hvor livet ikke er godt, er det alligevel sjældent, at nogen prædiker ret; han må jo altid prædike imod sig selv, og det gør han vanskeligt uden tilsætninger og bilærdomme.

Og summa summarum: Den, som ikke forkynder evangeliet, om ham skal du vide, at han hverken sidder på Moses’ eller Kristi stol; derfor skal du hverken handle efter hans ord eller efter hans gerninger, men flygte, sådan som Kristi får gør, Joh 10,4–5: «Mine får hører min stemme, men de fremmedes stemme hører de ikke, men flygter fra dem.» [ordene står i Joh 10,27 og 10,5.] Vil du vide, hvad deres stol hedder, så hør David, Sl 1,1: «Salig er den mand, som ikke vandrer i de ugudeliges råd og ikke står på synderes vej og ikke sidder på spotternes stol.» Og Sl 94,20: «Du bliver jo aldrig ét med den skadelige stol, som tyder loven ondt.»

Men hvad betyder det, når han siger: «Evangeliet forkyndes for de fattige»? Forkyndes det ikke også for de rige og for hele verden? Eller hvordan er evangeliet så stor en ting, at han regner det op som så stor en velgerning, når dog så mange mennesker er fjender af det? Her må vi vide, hvad evangeliet er; ellers kan vi ikke forstå dette sted. Derfor skal man vel og med flid mærke sig, at Gud fra begyndelsen altid har sendt to slags ord eller prædiken ud i verden: loven og evangeliet. Disse to prædikener må du skelne godt fra hinanden og kende; for jeg siger dig, at der uden for Skriften hidtil ikke er skrevet nogen bog, heller ikke af nogen helgen, af dem der findes, hvori disse to prædikener er behandlet rigtigt og adskilt; og dog ligger der så stor magt på at vide det.

Forskellen på loven og evangeliet

Loven er det ord, hvori Gud lærer os og kræver af os, hvad vi skal gøre og lade, som de ti bud. Hvor nu naturen er alene uden Guds nåde, der er det umuligt at holde loven, af den grund at mennesket efter Adams fald i paradiset er fordærvet og kun har ond lyst til at synde og ikke af hjertens grund kan holde af loven; sådan som vi alle erfarer det i os selv. For der er ingen, som ikke helst ville, at der ingen lov var; og enhver finder og føler hos sig selv, at det er svært at være god og gøre godt og omvendt let at være ond og gøre ondt. Og denne tyngde eller modvilje mod det gode gør, at vi ikke holder Guds lov; for hvad der holdes med ulyst, tyngde og modvilje, det er for Gud lige så godt som ikke holdt. Og således overvinder Guds lov os ved vor egen erfaring, så vi må se, at vi af naturen er onde, ulydige, elskere af synden og fjender af Guds love.

Af alt dette må nu det ene af to følge: formastelse eller fortvivlelse. Formastelsen følger, når mennesket sætter sig for at opfylde loven med gerninger og øver sig flittigt i at gøre, hvad ordene lyder på. Han tjener Gud, sværger ikke, ærer far og mor, slår ikke ihjel, bryder ikke ægteskabet og lignende. Men imens tager han ikke vare på sit hjerte, ser ikke på, i hvilken hensigt han lever så fint og godt, og dækker den gamle skalk i hjertet til med sådan et smukt liv. For ville han se ret på sig selv i hjertet, ville han finde, at han gør alt dette med ulyst og tvang, fordi han frygter helvede eller søger himlen, hvis han da ikke søger noget langt ringere, nemlig ære, gods, sundhed, eller frygter skam eller skade eller plager.

Kort sagt: han måtte bekende, at han hellere ville leve anderledes, hvis ikke følgerne af et sådant liv holdt ham tilbage; for rent og bart for lovens skyld gjorde han det ikke. Men fordi han ikke bliver var denne onde grund, går han tryg af sted, ser kun på gerningerne og ikke ind i hjertet, formaster sig til at mene, at han holder Guds lov godt, og således forbliver Moses’ ansigt tildækket for ham, det vil sige: han kender ikke lovens mening, nemlig at den vil opfyldes med en glad, fri og lystig vilje. Ligesom når du spørger en utugtig, hvorfor han gør gerningen: så kan han ikke svare andet end: for den lysts skyld, som han har i gerningen; for han gør den hverken for løns eller straffs skyld, tænker ikke at vinde noget ved den og heller ikke at undfly noget ondt ved den.

Sådan lyst vil loven også have i os, så at når du spørger en kysk, hvorfor han er kysk, skal han sige: Ikke for himlens og helvedes skyld, ikke for ære eller skams skyld, men alene fordi det synes mig så fint og behager mig af hjertet, selv om det ikke var befalet. Se, et sådant hjerte har Guds lov kær og gør den med lyst. Sådanne mennesker elsker Gud og retfærdigheden og frygter og hader intet uden uretfærdigheden; men intet menneske er af naturen sådan beskaffent. De andre derimod elsker lønnen og gevinsten og frygter og hader straffen og pinen; derfor hader de også Gud og retfærdigheden og elsker sig selv og uretfærdigheden; de er hyklere, skinhellige, falske, løgnere og tomme. Sådan er alle mennesker uden for nåden, men allermest de gerningshellige. Derfor siger og slutter Skriften også: «Alle mennesker er løgnere», Sl 116,11; og igen Sl 39,6: «Alle mennesker er ganske forfængelige»; og Sl 14,3: «Der er ingen, som gør godt, blandt menneskenes børn.»

Fortvivlelsen derimod følger, når mennesket bliver var denne sin grund og erkender, at det er umuligt for ham at elske Guds lov; for han finder intet godt i sig, men kun had til det gode og lyst til det onde. Da erkender han, at der ikke kan gøres loven fyldest med gerninger; derfor fortvivler han om gerningerne og agter dem ikke. Kærlighed skulle han have; den finder han ikke og kan ikke have den af og ud af sig selv. Så må der være en fattig, elendig, ydmyget ånd, som samvittigheden trænger og ængster ved loven, befaler og kræver det af, som han ikke har en skilling at betale af. For disse mennesker alene er loven nyttig; for den er givet, for at den skal virke sådan erkendelse og ydmyghed – det er dens egentlige gerning. Disse forstår godt hyklernes og de falske helliges gerninger: at de er bare løgn og bedrag. På dette sted var David, da han sagde, Sl 116,11: «Jeg sagde i min angst: ’Alle mennesker er løgnere.’»

Derfor kalder Paulus loven en dødens lov, Rom 7,10.13, og syndens kraft, 1 Kor 15,56; og i 2 Kor 3,6 siger han: «Bogstavet slår ihjel, men Ånden gør levende.» Alt dette er så meget som at sige: Når loven og naturen for alvor støder sammen og lærer hinanden at kende, så kommer samvittigheden og synden først for en dag; da ser mennesket, hvor dybt ond han er i hjertet, og hvor store hans synder er, også i det, som han før havde holdt for gode gerninger og ikke for synd. Så må han selv dømme, at han af sig selv ikke er andet end et dødens, vredens og helvedes barn; da er der skælven og rædsel, da falder al formastelse bort, og der kommer bare frygt og modløshed; da bliver mennesket knust, gjort til intet og i alle ting ret ydmyg. Da nu alt dette alene virkes af loven, siger Paulus med rette, at den er en dødens lov og et bogstav, der slår ihjel, og en lov, som gør synden kraftig og virker vrede, Rom 7,13 [at loven «virker vrede», står i Rom 4,15]. For den giver intet og hjælper ikke; den kræver kun og driver og viser os således vor jammer og vort fordærv.

Evangeliet

Det andet Guds ord er hverken lov eller bud og kræver heller intet af os; men når dette er sket ved det første ord, lovens ord, og den elendige jammer og fattigdom er beredt i hjertet, så kommer han og tilbyder sit liflige, levende ord og lover, giver tilsagn og forpligter sig til at give nåde og hjælp, så vi skal komme ud af denne jammer, og så alle synder ikke alene skal være tilgivet, men også udslettet, og desuden kærlighed og lyst til at opfylde loven skal være givet.

Se, et sådant guddommeligt løfte om hans nåde og om syndernes forladelse hedder i egentlig forstand evangelium. Og jeg siger endnu en gang og atter, at du endelig ikke skal forstå andet ved evangelium end Guds løfte om hans nåde og om syndernes forladelse. For deraf er det kommet, at Paulus’ breve hidtil ikke er blevet forstået og heller ikke kan forstås, fordi de ikke ved, hvad lov og evangelium egentlig betyder. For de holder Kristus for en lovgiver og evangeliet for bare en lære om nye love; det er ikke andet end at lukke evangeliet til og skjule det fuldstændigt.

For ordet evangelium er græsk og betyder på dansk et glædeligt budskab, fordi der deri forkyndes den frelsende lære om livet, om Guds løfte, og nåde og syndernes forladelse tilbydes. Derfor hører der ikke gerninger til evangeliet, for det er ikke lov; men alene tro, for det er bare og ene løfte og tilbud om Guds nåde. Den, som tror det, modtager nåden og Helligånden; derved bliver hjertet glad og lystigt i Gud og gør så loven frivilligt og for intet, uden frygt for straf og uden at søge løn; for hjertet har nok og mere end nok i Guds nåde, ved hvilken loven er sket fyldest.

Men disse løfter er alle sat på Kristus fra verdens begyndelse, så at Gud ikke lover nogen sådan nåde uden i Kristus og ved Kristus. Kristus er budbringeren med Guds løfte til hele verden; derfor er han også kommet og har ladet det gå ud ved evangeliet i al verden, men har forud altid forkyndt det ved profeterne. Derfor nytter det intet, at nogen (som jøderne) vil vente på Guds løfte uden for Kristus. Det er alt sammen draget ind i og indesluttet i Kristus; den, som ikke hører ham, hører intet Guds løfte. For ligesom han ikke kender nogen lov uden Moses’ lov og profeternes skrift, sådan giver han heller intet løfte uden ved Kristus alene.

Men du kunne sige: Der står da mange love i evangelierne og i Paulus’ breve, og omvendt mange Guds løfter i Moses’ og profeternes bøger? Svar: Der er ingen bog i Bibelen, hvori der ikke er begge dele. Gud har altid sat begge ved siden af hinanden, lov og løfte; for han lærer ved loven, hvad der skal gøres, og ved løftet, hvor man skal få det fra. Men at Det Nye Testamente fremfor andre bøger især kaldes evangelium, sker, fordi det er skrevet efter Kristi komme, han, som har opfyldt Guds løfte, bragt det og bredt det offentligt ud ved mundtlig prædiken – det løfte, som før var skjult i Skriften.

Derfor bliv du ved denne forskel, og hvilke bøger der end kommer for dig, hvad enten det er Det Gamle eller Det Nye Testamente, så læs dem med denne forskel, så du lægger mærke til: Hvor der står løfter, der er den bog en evangeliebog; hvor der står bud, der er den en lovbog. Men fordi løfterne står i hobetal i Det Nye Testamente og lovene i hobetal i Det Gamle, kalder man det ene evangelium og det andet lovbog. Nu vender vi tilbage til teksten.

«Evangeliet forkyndes for de fattige.»

Af det ovenfor sagte er det nu let at forstå, at der blandt alle Kristi gerninger ingen er større, end at evangeliet forkyndes for de fattige, eftersom det ikke betyder andet end dette: For de fattige forkyndes Guds løfte om al nåde og trøst, tilbudt og forelagt i Kristus og ved Kristus, så at den, som tror, skal have alle synder tilgivet, loven opfyldt, samvittigheden forløst og til sidst evigt liv skænket. Hvad gladere kunne et fattigt, elendigt hjerte og en bekymret samvittighed høre? Hvordan kunne et hjerte blive mere trodsigt og modigt end af så trøstefulde, rige ord og løfter? Synd, død, helvede, verden og Djævelen og alt ondt er foragtet, når et fattigt hjerte modtager og tror en sådan trøst fra Guds løfte. At gøre blinde seende og opvække døde er en ganske ringe ting mod at forkynde evangeliet for de fattige; derfor sætter han det til sidst, som det allerstørste og bedste blandt disse gerninger.

Men læg mærke til, at han siger: Evangeliet forkyndes ikke for andre end de fattige. Dermed vil han uden tvivl sige, at det er en prædiken alene for de fattige. For det er jo prædiket for hele verden, og i Mark 16,15 siger han: «Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for hele skabningen.» Altså er disse fattige helt sikkert ikke tiggerne og de legemligt fattige, men de åndeligt fattige, det vil sige de, der ikke begærer eller elsker godset, ja meget mere de knuste, fattige hjerter, som i deres samvittigheds pine længes og sukker så inderligt efter hjælp og trøst, at de hverken begærer timeligt gods eller ære; dem er der slet ikke hjulpet med andet end at få en nådig Gud. Det er ret åndelig fattigdom; det er dem, for hvem sådan en prædiken netop passer og smager i hjertet; for dem er det, som om de var forløst fra helvede og fra døden.

Derfor bliver evangeliet, selv om hele verden hører det, dog ikke taget imod af andre end af sådanne fattige. Desuden kan det også prædikes og forkyndes for hele verden sådan, at det er en prædiken alene for de fattige, og at ingen rig kan fatte det. Den, der vil fatte det, må først blive fattig. Ligesom Kristus siger i Matt 9,13, at han ikke er kommet for at kalde andre end syndere – og dog kaldte han hele verden. Men hans kald var af den art, at det kun kunne tages imod af syndere, og alle, han kaldte, skulle blive syndere; det ville de ikke. Sådan skulle også alle, der hørte evangeliet, blive fattige, for at de kunne blive i stand til at tage imod det; men de ville ikke. Derfor er det blevet alene hos de fattige. Sådan bliver også Guds nåde prædiket for hele verden for de ydmyge, for at de alle skulle blive ydmyge; men de vil ikke.

Nu ser du altså, hvem evangeliets største fjender er, nemlig de gerningshellige, som formaster sig, som sagt ovenfor; for med dem kan evangeliet slet ikke blive enigt. De vil være rige på gerninger, og evangeliet vil, at de skal være fattige. Så viger de ikke, og evangeliet kan heller ikke vige, for det er Guds uforgængelige ord. Så løber de ind i hinanden og støder sammen, som Kristus siger i Matt 21,44: «Og den som falder på denne sten, skal slås i stykker, og den som den falder på, ham skal den knuse.»

Til gengæld fordømmer de evangeliet som vranglære og kætteri, og det går, som vi ser dagligt, og som det er gået fra verdens begyndelse: mellem evangeliet og de gerningshellige er der ingen fred, ingen nåde, ingen forsoning. Men midt i det må Kristus lade sig korsfæste; for han og hans må stikke sig ind i denne klemme mellem evangeliet og gerningerne, og så bliver han trykket og malet sønder som hveden mellem to møllesten. Den nederste sten er det stille, fredelige og urokkelige evangelium; den øverste sten er gerningerne og deres mestre, som raser og stormer.

Med alt dette møder han med kraft deres kødelige og jordiske tanker om Kristi komme. De tænkte, at den store konge, som Johannes prædikede så højt om, at han ikke var værdig til at løse hans sko, ville drage frem med en sådan pragt, at alt ville være det pure guld og kostbar stads, og at gaderne ligefrem måtte være brolagt med perler og silke. Da de nu bar øjnene så højt og ventede på sådan en pragt, river Kristus dem ned og stiller dem blinde, lamme, døve, døde, stumme og fattige for øjnene – kort sagt alt, hvad der er sådan en pragt allermest imod – og lader sig finde i en skikkelse, hvor ingen ville søge en hospitalskarl, endsige sådan en konge, at den store mand Johannes ikke er værdig til at løse hans sko.

Det er, som om han ville sige til dem: Lad jeres høje tanker fare; se ikke på min person og skikkelse, men på de gerninger, jeg gør. Verdslige herrer må, fordi de hersker med magt, have rige, fornemme, sunde, stærke, kloge og dygtige folk omkring sig; med dem må de omgås, og dem har de også god brug for, for uden sådanne folk kan deres rige ikke bestå. Derfor kan de slet ikke tage sig af de blinde, lamme, døve, stumme, døde, spedalske og fattige.

Men mit rige søger ikke gavn af andre, men giver kun gavn, og det har nok i sig selv og behøver ingen. Derfor kan jeg ikke tåle omkring mig dem, som allerede har nok, som er sunde, rige, stærke, rene, levende, retfærdige og dygtige til alting; for dem er jeg ikke til nogen nytte, de kan intet få af mig, ja, de ville være mig til skam, for så ville det se ud, som om jeg trængte til dem og havde fordel af dem, sådan som verdens herrer har det af deres undersåtter. Derfor må jeg stille mig anderledes og holde mig til dem, der kan have gavn af mig; jeg må omgås blinde, lamme, stumme og alle slags skrøbelige. Det kræver mit riges art og natur; derfor må jeg også holde mig sådan, at den slags folk kan være omkring mig.

Derpå følger nu med rette ordet: «Salig er den, som ikke forarges på mig.» Hvorfor det? Fordi de to syntes at ligge så langt fra hinanden: Kristi foragtelige fremtræden og Johannes’ herlige vidnesbyrd. Dem kunne naturen ikke få til at rime sammen. Nu hvilede hele Skriften på Kristus, og det var farligt at tage fejl af ham. Så sagde naturen: Skulle han være Kristus, som hele Skriften taler om? Skulle han være den, som Johannes ikke regner sig værdig til at løse skoene på – han, som jeg knap regner værdig til at tørre mine sko? Derfor er det sandelig sådan, at det er en stor nåde ikke at forarges på Kristus, og her er der intet andet råd eller hjælp end at se på gerningerne og holde dem op mod Skriften; ellers er det ikke muligt at værge sig mod forargelsen. Formen, skikkelsen og fremtræden er for ringe og alt for foragtelig.

Om to slags forargelse

Læg nu mærke til, at der er to slags forargelse: forargelse i læren og forargelse i livet. Dem skal man mærke sig godt. Forargelse i læren er, når man tror, lærer eller mener andet om Kristus, end man skal tro, lære og mene; sådan som jøderne her mente og lærte andet om Kristus, end han var, og ventede sig en verdslig konge af ham. Om denne forargelse handler Skriften mest, og den taler Kristus og Paulus altid om, og om anden forargelse taler de næsten ikke. Og læg vel mærke til, at Kristus og Paulus taler om sådan forargelse.

Det er ikke for ingenting, at jeg formaner dig til at mærke dig dette. For under pavens regimente er der helt og aldeles tiet om denne forargelse, og nu ved hverken præster eller munke at sige andet om forargelse, end at det er åbenlys synd og et ondt liv – hvad Skriften ikke kalder forargelse; men de tyder og tvinger ordet derhen. Omvendt regner de hele det væsen, de fører, for det allerbedste, og al deres lære, som de mener at hjælpe verden med, regner de ikke for forargelse, men for den rene opbyggelse – og dog er det den rene, giftige forargelse, hvis lige aldrig har været under solen. For de lærer folket at regne messen for et offer og en god gerning; ligeså at blive retfærdige, gøre bod for synden og blive frelst ved gerninger. Alt dette er intet andet end at forkaste Kristus og udrydde troen.

Sådan er verden nu fuld af forargelse helt op til himlen, så det er forfærdeligt at tænke på. For nu søger ingen Kristus i fattigdom, blindhed, død osv., men alle vil ad en anden vej til himlen, og dog må de fejle.

Forargelse i livet er, når den ene ser og lærer en åbenlys ond gerning af den anden. Men den forargelse er umulig at undgå, eftersom vi må leve midt iblandt det onde liv; og den er heller ikke så farlig, for enhver kan se, at det er ondt, og bliver ikke forført, men følger med vilje det onde, han kender; der er intet hykleri og intet skin. Men den anden forargelse er den allersmukkeste gudstjeneste, de fineste gerninger, det mest ærbare liv, som fornuften umuligt kan dadle eller gennemskue; alene troen erkender ved Ånden, at det er falsk. Mod den forargelse advarer Kristus, når han siger i Matt 18,6: «Den som forarger en af disse mindste som tror på mig, for ham var det bedre at en møllesten blev hængt om hans hals, og han blev sænket i havet, hvor det er dybest.»

Se derfor til: den, der ikke prædiker Kristus for dig, eller prædiker ham anderledes end som den, der omgås blinde, lamme, døde og fattige, sådan som dette evangelium viser – ham skal du fly som Djævelen selv. For han lærer dig at blive afsindig og forarges på Kristus, sådan som paven, munkene og deres høje skoler nu gør. Hele deres væsen er så aldeles forargelse fra isse til hæl, fra huden til marven, at sneen knap er så helt og holdent vand; og det kan heller ikke bestå uden den rene forargelse, eftersom forargelse er dets natur og selve dets væsen. Derfor: at ville reformere paven, klostrene og de høje skoler og dog bevare dem i deres væsen, det er lige så meget som at presse vandet ud af sneen og dog bevare sneen. Men hvad det vil sige at prædike Kristus blandt de blinde og fattige, vil vi se i slutningen af teksten. Så følger:

Men da de var gået, begyndte Jesus at tale til skarerne om Johannes: «Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? En mand klædt i bløde klæder? Se, de som bærer bløde klæder, er i kongelige paladser. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, siger jeg jer, og mere end en profet.»

Når Kristus roser Johannes sådan, at han ikke er et siv, ikke er klædt i bløde klæder og er mere end en profet, giver han under disse billedlige ord tilstrækkelig at forstå, at folket har ment, at Johannes var et siv, klædt i bløde klæder, og en profet. Derfor må vi se, hvad han mener med det, og hvorfor han straffer og forkaster denne deres mening. Det er sagt tilstrækkeligt, at Johannes skulle vidne om Kristus, for at de ikke skulle forarges på Kristi ydmyge komme.

Eftersom det nu kom an på, at de tog imod Johannes’ vidnesbyrd og erkendte Kristus, roser han for det første Johannes for hans standhaftighed og rammer dermed deres ustadige mening, som gjorde, at de ikke troede Johannes’ vidnesbyrd. Det er, som om han ville sige: I har hørt Johannes’ vidnesbyrd om mig; nu holder I jer ikke til det, men forarges på mig, og jeres hjerte farer stadig frem og tilbage og venter på en anden end mig; og dog ved I ikke hvem, hvornår eller hvor. Sådan er jeres hjerte som et siv, som vinden blæser frem og tilbage; I har intet vist, I vil jo høre noget andet end om mig. Mener I nu, at Johannes også skal vende sit vidnesbyrd bort fra mig, ligesom jeres tanker, slå det hen i vinden og tale om en anden, som I gerne hører? Ikke sådan! Johannes vakler ikke, og hans vidnesbyrd heller ikke; han følger ikke jeres vaklende indbildning. Nej, I må hæfte jeres vaklen fast ved hans vidnesbyrd og så blive ved mig og ikke tænke på nogen anden.

For det andet roser han ham for hans klæders hårdhed. Det er, som om han ville sige: Måske kunne I tro ham, når han siger, at det er mig, hvad personen angår, men I venter, at han skal sige noget andet om mig, noget, der er blødt, og som I gerne hører. Det er jo også hårdt og skarpt, at jeg kommer så fattig og foragtet; I vil have, at jeg skal bryde ind med pragt og turneringer? Hvis Johannes sagde det om mig, så var han heller ikke så ru og hård. Men tænk ikke på det; den, der skal prædike om mig, må ikke prædike anderledes, end Johannes gør. Der bliver ikke noget af det; nogen anden form og fremtræden fører jeg ikke. Men de, der lærer anderledes, de smigrer og er i kongernes huse, ikke i ørkenen; de er rige og anset blandt folk. Det er menneskelære, der lærer om sig selv og ikke om mig.

For det tredje roser han ham for hans embedes værdighed, at han ikke blot er en profet, men mere end en profet. Det er, som om han ville sige: Jeres flagrende, svajende tanker holder ham for en profet og for en, der taler om Kristus som en, der skal komme engang, sådan som de andre profeter har gjort; dermed strækker I igen jeres hjerte forbi mig ud i en anden tid, hvor I venter Kristus, efter Johannes’ vidnesbyrd, så I bare ikke skal tage imod mig. Men jeg siger jer: Jeres tanker er falske. For ligesom han forhindrer, at I er som et svajende siv og venter på en anden person end mig, og heller ikke tillader, at I venter en anden skikkelse hos mig end min egen, sådan forhindrer han også, at I venter på nogen anden tid. Nej, hans vidnesbyrd rammer denne person, denne skikkelse og denne tid; det møder jeres glatte tanker på alle sider og binder jer fast til mig.

Vil I nu gøre ham ret, så må I ganske enkelt følge hans vidnesbyrd og tro, at dette er den person, den skikkelse og den tid, som I skal tage imod, og lade jeres indbildning fare og holde op med at vente på en anden person, skikkelse og tid. For det står fast, at han ikke er et svajende siv, ingen mand i bløde klæder og frem for alt ingen profet om tider, der skal komme, men en budbringer om ting, der er til stede. Han skal ikke skrive, som de andre profeter, men han peger på og forkynder med sin mund den, som alle profeterne har beskrevet; som det følger:

«Det er om ham der står skrevet: ’Se, jeg sender min engel for dit ansigt, han skal forberede din vej foran dig.’»

Hvad betyder det andet end dette: I skal ikke vente på en anden, heller ikke på en anden skikkelse hos mig og heller ikke på en anden tid; her er jeg til stede, han som Johannes taler om. For han er ikke en profet, men en budbringer; og ikke blot en budbringer, der bliver sendt af herren, som selv bliver hjemme, men en, der kommer foran sin herres ansigt og bringer herren med sig, så budbringerens og herrens tid er én og den samme. Hvis I nu ikke tager imod ham som sådan en budbringer, men gør en profet ud af ham, som blot forkynder Herrens komme, sådan som de andre profeter har gjort, så tager I fejl af mig og af dette skriftsted og af alting.

Her ser vi, at Kristus mest lægger vægt på, at de skal holde Johannes for en budbringer og ikke for en profet; for derom anfører han Skriften og ordet i Mal 3,1, hvad han ikke gør om de to andre stykker, personen og skikkelsen. For det er endnu i dag jødernes vildfarelse, at de venter på en anden tid. Havde de dengang troet, at tiden var kommet, og ladet Johannes være en budbringer og ikke en profet, så havde det været let at råde bod på sagen, hvad personen og skikkelsen angår; for så havde de til sidst måttet tage imod personen og skikkelsen, i det mindste når tiden var forløbet, eftersom der ikke skulle være nogen anden tid end Johannes’ dage, hans, der var budbringer og vejbereder for sin herre. Men nu, da de lader tiden fare og ser hen til en anden tid, er det meget mindre muligt at holde dem fast ved personen og skikkelsen; nej, de bliver siv og syge efter det bløde, så længe de holder Johannes for en profet og ikke for en budbringer.

Vi må vænne os til Skriftens sprog: angelus, som vi kalder en engel, betyder egentlig en budbringer – ikke et løbebud, der bærer breve, men en, der bliver sendt for at føre et budskab frem med sin mund. Derfor er dette navn i Skriften fælles for alle Guds budbringere i himlen og på jorden, hvad enten det er de hellige engle i himlen eller profeter eller apostle på jorden. For sådan siger Mal 2,7 om præsteembedet: «Præstens læber skal bevare læren, og af hans mund skal man søge Guds lov, for han er Hærskarers HERRES engel.» Og Hagg 1,13: «Haggaj, HERRENS engel, som havde HERRENS budskab, sagde.» Ligeledes Luk 9,52: «Jesus sendte engle (det vil sige budbringere) foran sig ind i en samaritansk landsby.» Sådan er alle de, der forkynder hans ord, Guds engle og sendebud. Derfra kommer også ordet evangelium, som betyder et godt budskab. Men de himmelske ånder kaldes i særlig forstand engle, fordi de er Guds højeste og ædleste budbringere.

Sådan er også Johannes en engel eller et mundtligt sendebud; men ikke blot et sådant sendebud, men en, der også bereder vejen foran Herrens ansigt, så Herren selv følger lige i hælene på ham – hvad ingen profet nogen sinde har gjort. Derfor er han mere end en profet, nemlig en engel eller budbringer og forløber, sådan at Herren over alle profeter selv kommer i hans tid og sammen med ham.

Og at «forberede» betyder her at gøre vejen i stand, så alt, hvad der kan hindre Herrens gang, bliver fjernet fra vejen; ligesom en herres tjener endnu i dag rydder træ, sten, folk og alt, hvad der står i vejen, til side foran sin herres ansigt. Men hvad lå i vejen for Kristus, som Johannes skulle rydde til side? Uden tvivl synden, men meget mere de hovmodige helgeners gode gerninger; det vil sige, han skulle give enhver at forstå, at alle menneskers gerninger og væsen er synd og fordærvelse og trænger til Kristi nåde. Den, der ved og erkender det til bunds, er ydmyget i sig selv og har gjort vejen fint i stand for Kristus. Det vil vi handle videre om i det næste evangelium. Nu er det tid til også at gøre dette evangelium nyttigt for os.

Lære om troen og de gode gerninger

Ligesom vi har sagt i andre evangelier, at vi skal tage de to lærdomme deraf: at tro og at elske, eller at tage imod gode gerninger og at gøre dem, sådan skal vi også gøre her: prise troen og øve kærligheden. Troen tager imod Kristi gode gerninger; kærligheden gør gode gerninger mod næsten.

For det første bliver vor tro styrket og forbedret derved, at Kristus bliver stillet os for øje i sine egne, naturlige gerninger: at han kun omgås blinde, døve, lamme, spedalske, døde og fattige, det vil sige den rene kærlighed og godhed mod alle, der er trængende og elendige; kort sagt, at Kristus ikke er andet end en trøst og tilflugt for alle bedrøvede og skrøbelige samvittigheder. Her er der nu brug for troen, som bygger på dette evangelium og forlader sig på det, som slet ikke tvivler på, at Kristus er sådan, som dette evangelium tegner ham, og som heller ikke mener andet om ham eller lader sig bilde noget andet ind om ham. Så har den ham helt sikkert, sådan som den tror, og sådan som dette evangelium siger om ham. For som du tror, sådan har du. Og salig er den, som ikke forarges på ham her.

Her skal du nu vogte dig for forargelse med al flid. Hvem er det, der forarger dig her? Alle de, der lærer dig at gøre gerninger og ikke at tro; som gør Kristus til en lovgiver og dommer for dig og ikke lader ham blive din rene hjælper og trøster; som ængster dig til at handle med Gud og over for Gud med gerninger og derved gøre bod for dine synder og fortjene nåde. Det er pavens, præsternes, munkenes og de høje skolers lærdomme, som med deres messer og gudstjeneste får dig til at gabe af forbavselse, fører dig hen til en anden Kristus og tager denne rette Kristus fra dig.

For vil du tro ret og virkelig få Kristus, så må du lade alle de gerninger falde, som du vil handle med Gud og over for Gud med; de er den rene forargelse, som fører dig bort fra Kristus og fra Gud. For Gud gælder ingen gerning uden Kristi egne gerninger; dem må du lade handle for dig over for Gud, og du skal ikke gøre nogen anden gerning for ham end at tro dette: at Kristus gør sine gerninger for dig og sætter dem frem for Gud. Så kan din tro forblive ren: ikke gøre noget, men holde stille, lade ham gøre vel imod sig, tage imod Kristi gerninger og lade Kristus øve sin kærlighed på sig. Du må være blind, lam, døv, død, spedalsk og fattig, ellers vil du forarges på Kristus. Evangeliet lyver ikke for dig; det lader Kristus kun blive set og gøre vel blandt sådanne trængende.

Se, det er at kende Kristus ret og tage imod ham; det er at tro ret kristeligt. De, der nu vil gøre fyldest og blive retfærdige ved deres gerninger, de tager fejl af denne Kristus, som er til stede, og venter på en anden, eller de tror i hvert fald, at han skal handle anderledes, at han først skal komme og tage imod deres gerninger og gøre dem retfærdige. De er fortabt for evigt ligesom jøderne; der hjælper intet imod det.

For det andet lærer han os at bruge gerningerne ret og viser os, hvilke der er gode gerninger. Alle andre gerninger end troen skal vi rette mod næsten. For Gud kræver ingen gerning af os, som vi skal gøre mod ham, uden alene troen ved Kristus; den har han nok i. Dermed giver vi ham hans ære som den, der er nådig, barmhjertig, vis, god, sanddru og så videre. Derefter skal du ikke tænke på mere end at gøre mod næsten, som Kristus har gjort mod dig, og lade alle dine gerninger med hele dit liv være rettet mod din næste. Søg, hvor der er fattige, syge og alle slags skrøbelige; dem skal du hjælpe, dér skal dit livs øvelse være, så de kan have gavn af dig – enhver, der trænger til dig – så meget du formår med legeme, gods og ære. Og den, der holder dig andre gode gerninger for, ham skal du sky som ulven og Djævelen; han vil lægge dig en forargelse i vejen, som David siger i Sl 142,4: «De lægger mig snarer på den vej, jeg går.»

Men det gør det forvendte folk, de pavelige, som med deres gudstjeneste ophæver sådanne kristne gerninger og lærer folk kun at tjene Gud og ikke menneskene; de stifter klostre, messer og vigilier, bliver gejstlige og gør dit og dat. De elendige, blinde folk kalder det gudstjeneste, som de selv har valgt. Men du skal vide, at det at tjene Gud ikke er andet end at tjene din næste og gøre vel med kærlighed, hvad enten det er barn, hustru, tjener, fjende eller ven, uden nogen forskel – enhver, der trænger til dig på legeme og sjæl, og hvor du kan hjælpe, legemligt og åndeligt. Det er gudstjeneste og gode gerninger. Ak, Herre Gud, hvor går vi tåber rundt i verden og forsømmer sådanne gerninger, og dog er der til alle sider mere end nok af dem, mod hvem vi kunne øve dem; ingen søger dem eller trænger sig frem for at få dem. Men se du på dit liv: Finder du ikke også dig selv blandt de trængende og fattige, sådan som evangeliet viser Kristus, så skal du vide, at din tro endnu ikke er ret, og at du helt sikkert endnu ikke har smagt Kristi velgerning og gerning mod dig.

Se derfor, hvilket stort ord dette er: «Salig er den, som ikke forarges på mig.» I begge stykker forarges vi. I troen, idet vi sætter os for at blive retfærdige på en anden måde end ved Kristus, og går blindt hen og kender ikke Kristus. I kærligheden forarges vi også, idet vi ikke agter på de fattige og trængende, ikke ser til dem, og dog mener, at vi vil gøre fyldest for troen med andre gerninger. Og så falder vi ind under Kristi dom i Matt 25,42: «Jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise»; ligeledes Matt 25,45: «Hvad I ikke har gjort mod den mindste af mine, har I heller ikke gjort mod mig.»

Hvorfor er den dom retfærdig, andet end fordi vi ikke har gjort mod næsten, som Kristus har gjort mod os? Han har givet os trængende sin store, rige, evige velgerning, og vi vil ikke gøre vor ringe tjeneste mod vor næste; dermed beviser vi, at vi ikke tror ret og heller ikke har taget imod eller smagt hans velgerning. Da skal mange sige: «Vi har gjort undere i dit navn, prædiket og uddrevet djævle»; men han skal svare dem: «Gå bort fra mig, I som gør det onde!» (Matt 7,22–23). Hvorfor? De har ikke holdt fast ved den rette tro og kærlighed.

Sådan ser vi også her i evangeliet, hvor svært det er med at kende Kristus. Der støder det an, og den ene forarges på dette, den anden på hint; det kommer ingen vegne, heller ikke med Johannes’ disciple, skønt de åbenlyst ser Kristi gerninger og hører hans ord. Sådan gør vi også. Skønt vi ser, hører, tager på og må bekende, at det kristne liv er troen på Gud og velgerningen eller kærligheden mod den trængende næste, så kommer det dog ingen vegne. Den ene hænger ved sin gudstjeneste og sine egne gerninger, den anden skraber alene til sig selv og hjælper ingen.

Også de, der gerne hører og forstår denne lære om den rene tro, tager dog ikke fat på at tjene næsten, som om de ville blive frelst ved troen uden gerninger; de ser ikke, at deres tro ikke er tro, men et skin af tro. Ligesom et billede i spejlet ikke er ansigtet, men et skin af det, sådan som Jakob skriver meget fint om de samme i Jak 1,22–24: «Bliv ordets udøver og ikke kun dets hører, ellers bedrager I jer selv. For hvis nogen er ordets hører og ikke dets udøver, ligner han en mand som betragter sit ansigt i et spejl; for han betragter sig selv og går bort og har straks glemt hvordan han var.» Sådan ser disse vel et billede af den rette tro i sig selv, når de hører eller taler om den; men så snart hørelsen og talen er forbi, giver de sig af med andre ting og handler ikke derefter. Dermed glemmer de hele tiden troens frugt, den kristne kærlighed, som også Paulus taler om i 1 Kor 4,20: «Guds rige består ikke i ord, men i gerning.» Så følger epistlen på 4. søndag.