Helligtrekongers dag, anden prædiken (Matt 2,1–12)

En anden prædiken over evangeliet på Herren Kristi åbenbarelsesdag, over det samme evangelium, Matt 2,1–12

I dag fejrer vi tre prisværdige og trøstefulde højtider, hvor Herren Jesus har åbenbaret sig til særlig trøst for alle dem, der søger ham med en stærk tro. For det første for vismændene fra Østerlandene; for det andet for Johannes Døberen, da Jesus i sit tredivte år blev døbt af ham i Jordan, og da Helligånden og desuden Faderens røst vidnede om Kristus, at han var Guds Søn (Matt 3,17; Mark 1,11; Joh 1,34); for det tredje da han viste sin herlighed og ære ved det tegn, at han gjorde vand til vin ved brylluppet (Joh 2,7–11). Dermed ville han ære ægteskabets stand, som nu desværre bliver slemt revet i stykker, foragtet og forkastet af paven og hans nådige junkere som en elendig, foragtet stand. For hvad Gud har indstiftet, det er og bliver foragtet af verden. Det vil vi sige mere om, når tiden er inde, og vi har allerede skrevet nok om det. Nu vil vi tale lidt om den første åbenbarelse.

Vismændene fra Arabien, som var kyndige folk og uden tvivl regenter i landet (sådan som det på den tid var skik hos folkene i Østerlandene), kom uden ophold til Jerusalem, da de så stjernen i øst, og søgte flittigt efter jødernes nyfødte konge. Her skal vi lægge mærke til, at de hverken har kunnet søge eller finde denne konge, Herren Kristus, uden stjernen, som til sidst førte dem så vidt, at de ud fra Guds ord blev vise på, hvor de skulle finde denne konge. Sådan går det også til med os: Vi kan ikke finde Kristus uden evangeliet, uden Guds ord; det må vise os vejen og føre os derhen, så vi finder ham. Men det sker først, når vi griber det samme evangelium med troen; ellers hjælper det os alligevel intet, selv om vi har det, hører det og kender det. Vi finder ham ikke, lige så lidt som de skriftkloge fandt ham; de havde Skriften og kunne vise andre folk vejen, men selv kom de ikke derhen. De tog sig det ikke til hjerte og sov den konge over, som de dog havde ventet på med inderlige suk i lang tid. Derfor er det ikke nok, at man har eller hører evangeliet; det må tros og gribes med hjertet, ellers finder vi ikke Kristus. Og her ser I også, at det ikke afhænger af, om man er lærd eller ulærd, om man kender meget eller lidt af Skriften: Den, som Gud giver det, har det. Han ser ikke på personen (ApG 10,34), men den, han drager, bliver draget; og imens lader han hele tiden evangeliet prædike.

Da nu disse vismænd ved Skriftens anvisning og stjernens vejledning fandt Kristus, barnet, jødernes konge, i Betlehem hos Josef og Maria, lod de sig slet ikke anfægte af den ringe skikkelse. Men som de var blevet lært af Ordet, kendte de barnet som Messias og jødernes konge, som jøderne ventede på; de åbnede deres skatte for ham og ofrede ham guld, røgelse og myrra. Her skal man mærke troens art: hvordan den slet ikke lader sig vildlede, men hænger alene ved Ordet og ikke spørger om, hvordan det hele tager sig ud i det ydre. Disse vismænd tager slet ikke anstød af, at dette barn og hans forældre er dér uden nogen som helst pragt, i fattigdom og elendighed, og at der intet er at se, som tyder på, at dette barn skulle være en konge. Men de går videre, holder ham bestemt for en konge, sådan som Skriften havde vist dem, og viser ham kongelig ære med kostbare gaver og skænk, som de havde bragt med sig fra deres land som det bedste, de havde. Men verden ville ikke have gjort det; efter sin vane ville den have set efter stor pragt, efter fløjlspuder, efter mange karle og piger. Dér plejer den at give sine gaver hen, nemlig hvor der i forvejen er nok og fuldt op af alting. Ja, den er af den art, at den tager det fra de fattige og elendige og river brødet ud af munden på de sultne og trængende, som ellers intet har uden det, de med deres blodige sved skraber og kradser sammen.

Heraf skal vi nu lære: Vil vi også ære Kristus med disse vismænd, så må vi lukke øjnene for alt det, der er smukt, tager sig ud og glimrer for verden, og ikke tage anstød af det eller lade os skræmme bort fra det, selv om det af verden bliver anset for ringe, foragteligt og tåbeligt. Lad dig nøje med, at du ved, at det behager Gud i himlen. Vogt dig for det, der glimrer for verden; øv dig i de gerninger, som fornuften anser for tåbelige og ringe, som at hjælpe de fattige, trøste de bedrøvede og tage sig af næstens nød. Når du flittigt øver dig i disse stykker og ved troen forstår at skikke dig ret i dem, så vil de andre glimrende gerninger – at stifte messer, holde vigilier og årtider, bygge kirker og hvad der ellers er af den slags narreværk – falde og gå til grunde hos dig af sig selv. Dem kaster næsten hele verden sig nu over, for de glimrer smukt, skønt de er en vederstyggelighed for Gud. Men hvad Gud har befalet, nemlig at tjene vores næste og tage sig af hans elendighed, være venlig og god imod ham, og hvad Guds andre bud ellers siger, det bliver liggende og anses af verden for en ringe ting, ja, for tåbeligt og latterligt. Derfor vil ingen gå i gang med det. Hvorfor? Fordi det ikke glimrer. «Glimrer det ikke, så gælder det ikke,» siger man almindeligvis.

Men Gud vil hellere berøves sin ære og tjeneste, end at vi skal forsømme tjenesten mod vores næste, som Kristus siger hos Matthæus (Matt 5,23–24): «Hvis du bringer din gave til alteret og dér husker, at din bror har noget imod dig, så lad din gave blive foran alteret, og gå og forlig dig først med din bror, og kom så og bring din gave.» Dér ser og hører I det rent ud, at Gud ikke vil tjenes, medmindre vi først tjener vores næste og bliver venlige mod ham.

Derfor forkaster Gud også jødernes ofre hos profeten Esajas, fordi de lod det nødvendigste ligge, nemlig barmhjertigheden og troen, idet han siger: «Hvad skal jeg med jeres mange ofre? Jeg er mæt af dem alle; jeg har ikke villet have brændofre af væddere eller fedtet af fedekvæg eller blodet af okser, lam og bukke. Når I kommer for mit ansigt, hvem har så forlangt det af jer, at I skal gå rundt i mine forgårde? Bring mig ikke flere madofre forgæves; brændofferet er en vederstyggelighed for mig. Jeg vil ikke tåle jeres nymåner og sabbatter og andre højtider; jeg er led ved dem, og de gør mig meget ondt. Og når I rækker hænderne op, vil jeg vende mine øjne bort fra jer, og når I beder meget, vil jeg ikke høre det, for jeres hænder er fulde af blod. Vask jer og bliv rene, skaf jeres onde tanker bort fra mine øjne, hold op med at gøre ondt, lær at gøre godt, søg retten, hjælp den, der lider nød, skaf de faderløse ret, beskyt og forsvar enkerne,» og hvad der ellers står dér hos Esajas (Es 1,11–17).

Af disse Esajas’ ord ser I, hvad Gud vil have, og hvad der behager ham. Forkaster vi de gerninger, hvormed vi tjener de fattige, og tager vi os ikke af deres nød, så vil han heller ikke kendes ved os; for hvad vi gør mod vores næste, det gør vi mod Gud og Kristus selv, som han vil sige på dommedag: «Hvad I har gjort mod den ringeste af mine, det har I gjort mod mig» (Matt 25,40). Så skal du ikke rose dig meget af dit kirkebyggeri eller dine messestiftelser. Han vil sige: «Hvad bryder jeg mig om dine kirker eller messer? Hvad skal jeg bekymre mig om dit alter, om dine klokker? Tror du, at jeg har lyst til sten og træ, til ringning og fagter? Er ikke alt mit i forvejen? Himlen er min trone og jorden en skammel for mine fødder (Es 66,1). Hvem har befalet dig at bygge kirker? Jeg har stillet levende templer frem for dig; dem skulle du have bygget op for mig, ernæret og hjulpet. Men du har givet dig af med andet narreværk, som jeg ikke har befalet. Jeg kender dig ikke; du kan pakke dig med dine kirker og dine messer. I skulle have sat jeres lid til mig alene; men al jeres trøst har hvilet på sådanne gerninger, som om I ville tvinge himlen fra mig med dem og gøre mig til jeres ven. Og summa summarum: Hvad jeg har befalet, det har I ikke gjort, og hvad jeg ikke forlanger, det har I udført med al flid. Nuvel, så tag til tak for det: Jeg kender jer ikke; I kan søge tilflugt hos den gud, som har befalet jer at gøre sådan» osv.

Heraf skal vi nu lære: Ligesom vismændene her slet ikke lod sig anfægte af barnets og dets forældres ringe og fattige skikkelse, sådan skal heller ikke vi lade os vildlede af vores næstes ringe, elendige skikkelse, men holde for vist, at vi finder Kristus i dem, og at hvad vi gør mod dem, det gør vi mod Kristus selv. Hans rige består i foragtede, ringe ting, ja, i det hellige kors, i foragt, forfølgelse, i jammer og elendighed, som Paulus siger med Salmens ord (Sl 44,23): «For din skyld dræbes vi hele dagen, vi blev regnet som slagtefår» (Rom 8,36). Og et andet sted siger han: «Vi er blevet som affald for verden, et udskud for alle» (1 Kor 4,13). Derfor siger Kristus til sine disciple, da han sendte dem ud for at prædike i jødernes land: «Se, jeg sender jer som får blandt ulve» (Matt 10,16).

De, der søger Kristus andetsteds end i en sådan ringe skikkelse, i kors og forfølgelse, finder ham ikke. Vismændene fandt ikke Kristus, den nyfødte konge, i Herodes’ sal, ikke hos ypperstepræsterne, ikke i Jerusalem, den store, mægtige hovedstad, men i Betlehem i stalden hos et foragtet, forsmået lille folk, hos Maria og Josef. Kort sagt: Kristus vil findes dér, hvor man mindst venter det.

Nu må vi også se på, hvad vismændene har betegnet med deres skænk og gaver; for de har helt sikkert vist dermed, at dette barn var en konge, og ikke blot en konge, men Gud og et dødeligt menneske. Med guldet har de bekendt, at han er en konge, som om de ville sige: «Vi bringer dig guld, ikke fordi vi vil gøre dig rig med det, for guld og sølv og alt, hvad der er skabt, er dit i forvejen; men vi bekender dig derved som en mægtig konge over alle ting.» Sådan ofrer også vi guldet til Kristus, når jeg kender ham som min konge og Herre. Åh, det er en stærk tro! For skal jeg kende ham som min konge og Herre, så må hele min vilje gå til grunde, og intet som helst må regere i mig; jeg må alene lade Kristus regere og herske i mig, som det behager ham, og overlade det til ham at gøre, som han vil. Sådan gjorde den spedalske hos Matthæus (Matt 8,2), som sagde til Kristus: «Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.» Derfor må min vilje slet intet være i mig, hvis Kristi rige skal bestå i mig. Kristus selv har ikke ladet sin vilje regere i sig, men har altid levet efter sin Faders vilje, som han siger hos Johannes (Joh 6,38): «Jeg er ikke steget ned fra himlen for at udføre min vilje, men hans vilje, som sendte mig.» Ja, han har været sin Fader lydig indtil døden (Fil 2,8) og overladt ham alt.

Efter dette eksempel, som særligt er skrevet os til trøst, skal vi altså også give vores vilje helt hen til Gud og hans Kristus og frit vove os ud på ham; han skal nok gøre det vel, som Salmen (Sl 37,5) siger: «Overgiv dine veje til HERREN, og håb på ham; han skal nok gøre det vel»; og lidt efter (Sl 37,7): «Hold dig stille for HERREN, og lad ham handle med dig.» Sådanne og lignende ord burde ægge os til tålmodigt at lide Guds vilje med os, hvad enten han gør det sødt eller surt, i glæde eller i sorg; for han ødelægger det sandelig ikke. Salig er den, som tror det af hele sit hjerte! Hvordan skulle han nogen sinde kunne blive bedrøvet? Man kan behandle sådan en, som man vil: brænde ham eller drukne ham, kaste ham i fængsel eller lade ham gå fri – han bryder sig ikke om det; han ved, at det sker ham til det bedste. Sådan ofrer vi guldet med vismændene, når vi ikke lader vores vilje regere i os, men holder os stille for Kristus og lader ham handle med os, som han vil. Derfor er de hyklere og skinhellige, som ikke vil tåle Guds vilje; men hvordan han end tager fat på dem, gør han det ikke ret. De mener, at det skal gå, som de tænker, og bliver vrede, når det ikke går efter deres vilje; de vil ikke forfølges eller foragtes; de mumler og brummer, skælder og bider imod som onde, sky heste. Dermed forhindrer de, at Kristi rige hersker i dem; sådan tager de guldet fra Kristus, som de dog skulle ofre og række ham, det vil sige: De vil selv regere og ikke kende Kristus som deres konge og Herre.

Med røgelsen har de betegnet den guddommelige ære, som vi ofrer ham, når vi bekender, at alt, hvad vi har, har vi fra ham, helt for intet, uden nogen som helst fortjeneste fra vores side. Derfor skal vi til gengæld tilskrive ham det som den rette herre og slet ikke rose os af de goder, vi har fået, men alene søge hans ære i dem; og når han tager det fra os igen som sit eget gods, skal vi være tilfredse og love ham med den kære Job og sige: «Nøgen kom jeg af min moders liv, nøgen skal jeg fare derhen igen; HERREN gav, HERREN tog, HERRENS navn være velsignet» (Job 1,21). Altså skal vi tålmodigt lide al vores ulykke og modgang, som om Gud selv havde lagt den på vores nakke; for i sandhed kan ingen skade os, uden at Kristus vil det. «Ikke et hår på jeres hoved skal gå tabt,» siger han hos Lukas (Luk 21,18) til sine disciple.

Derfor skal vi i al vores nød ikke søge nogen anden gud eller nogen anden hjælp og trøst end alene hos Kristus. Han er den, som af Gud Fader er blevet gjort til visdom for os og til retfærdighed og til helligelse og til forløsning (1 Kor 1,30). Da ofrer vi Kristus den gode arabiske røgelse ret, når vi i vores nød, trængsel og angst søger tilflugt alene hos ham. Men de, der søger hjælp og trøst andetsteds, som hos hekse og troldkvinder, de ofrer ikke Kristus røgelse, men stinkende svovl, som de skal brænde i evigt, fordi de ikke har troet på Kristus eller sat deres lid til ham.

Med myrraen har de betegnet et dødeligt menneske; for med myrra salvede man de døde legemer, så de holdt sig uden at gå i forrådnelse i mange år. Myrra er en stærk, bitter saft, der flyder fra træerne i Arabien som en gummi, eller som harpiksen hos os flyder fra fyr, gran og ædelgran. Men da ofrer vi Kristus myrra, når vi kraftigt tror, at Kristus ved sin død i sit dødelige legeme har overvundet vores død, synd, Djævelen og helvede. Og det er den højeste tro; for tvivler vi på det, står vores sag ikke godt. Men tror vi af hjertet, at døden, synden, Djævelen og helvede er opslugt i og ved Kristi død, så vil jeg ikke frygte dem; døden skal nok lade mig ufortæret, for jeg har myrraen, det vil sige Herren Kristi død, i mit legeme og min sjæl; den lader mig ikke gå til grunde. Så stærk og mægtig en ting er troen, for hvilken også alle ting er mulige, som Kristus siger hos Markus (Mark 9,23).

Herved skal vi lære, at vi dag for dag med Herren Kristus skal dæmpe vores gamle Adam og lade hans lyster dø med kors og anfægtelse – ikke det kors, vi selv vælger, men det, Gud sender os, så vi bærer det tålmodigt og gerne, for at legemet derved kan blive tæmmet og være Ånden lydigt. Så vi altså, begravet med Kristus og druknet i dåben, også kan opstå igen med Kristus, og han alene kan regere og leve i os. Dertil hører store suk og længsler – dem gør Helligånden uafladeligt i os for vores skyld, som Paulus siger i Romerbrevet (Rom 8,26) – om at Kristus vil hjælpe os med at tage den egenrådige, stivnakkede slyngel mellem sporerne, så han ikke bliver for kåd og kaster den ædle sjæl i skarnet.

Det viser vores dåb, nemlig intet andet, end at den gamle slyngel, den stinkende Adam, må dø og begraves. Det skal vi altid tænke på, eftersom der stadig bliver synd i os, så længe vi lever. Derfor må vi også hele tiden ved at betragte dåben lappe på os selv som på et gammelt, dårligt hus, indtil det ikke kan tåle at blive lappet mere, det vil sige, indtil vi dør. Om det siger Sankt Paulus meget smukke ord i Romerbrevet (Rom 6,3–11), som vi særlig skal lægge os på sinde, og han siger sådan:

«Ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Jesus Kristus, er blevet døbt til hans død? Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at ligesom Kristus er blevet oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, sådan skal også vi leve et nyt liv. For når vi er blevet forenet med hans døds skikkelse, skal vi også blive forenet med hans opstandelses skikkelse, fordi vi ved, at vores gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at syndens krop skulle blive tilintetgjort, så vi ikke mere skal tjene synden. For den, der er død, er blevet befriet fra synden. Men når vi er døde sammen med Kristus, tror vi, at vi også skal leve sammen med ham, fordi vi ved, at Kristus, efter at han er blevet oprejst fra de døde, ikke mere dør; døden hersker ikke mere over ham. For den død, han døde, døde han en gang for alle for synden; og det liv, han lever, lever han for Gud. Således skal også I betragte jer selv som døde for synden, men som levende for Gud ved Jesus Kristus, vores Herre.»

Dette være sagt om den første åbenbarelse. Nu vil vi også tale lidt om den anden åbenbarelse, nemlig om Kristi dåb.

Ved Kristi dåb er der tre stykker at lægge mærke til. For det første, at himlene blev åbnet, da Kristus blev døbt. For det andet, at Helligånden blev set dér i en dues skikkelse. For det tredje, at man hørte Faderens røst, der sagde: «Denne er min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag.»

For det første skal man her lægge mærke til, at Kristi dåb ikke er andet, end at han har taget al vores synd på sig og betalt den, og at han desuden ved berøringen med sit legeme har renset alle vande, så at den, der blev døbt i hans navn, også skulle være fri for synder, og himlene skulle også stå åbne for ham. Kristus er altså ikke døbt for sin egen skyld, for han havde ingen synd på sig, som Peter siger (1 Pet 2,22); men han har taget al vores synd og ondskab på sig (Es 53,4) og druknet den alt sammen i vandet og dermed vist, hvad vi skulle gøre. Han bærer sig ad ligesom en god læge, der drikker den bitre sirup først, før den syge, så den syge bagefter drikker den så meget gladere og uden frygt. I dåben drikker vi også en bitter drik, nemlig den gamle Adams dødelse og død, som går os temmelig surt og bittert op i næsen; for neddykningen i vandet betyder intet andet, end at den gamle slyngel må gå til grunde og dø. Det sker nu ved det kors, som Gud efter sin guddommelige vilje lægger på os; det skal vi ikke kaste fra os, men bære villigt og gerne.

Men for at det kunne falde os så meget lettere, har Kristus også gjort det: Han har ladet sig døbe og taget sit kors på sig og båret det villigt; sådan har han været sin Fader lydig indtil døden, ja, døden på et kors, som Paulus siger i Filipperbrevet (Fil 2,8), for at han kunne frelse os fra synderne og forsone os med sin himmelske Fader igen. Det er sket af lutter nåde, uden nogen fortjeneste fra vores side, og som tegn og forsikring om det har vi dåben, som Paulus siger til Titus (Tit 3,4–8):

«Men da Guds, vores frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os ikke på grund af de retfærdige gerninger, vi havde gjort, men på grund af sin barmhjertighed ved genfødslens og fornyelsens bad ved Helligånden, som han i rigt mål udøste over os ved Jesus Kristus, vores frelser, for at vi, når vi er blevet erklæret retfærdige ved hans nåde, skulle blive arvinger med håb om evigt liv. Troværdigt er ordet.»

For det andet viser Helligånden sig her synligt ved Kristi dåb i en dues skikkelse. Dermed bliver det vist, at vi i vores dåb også får Helligånden, som regerer og fører os efter Guds vilje. Han er hos os og hjælper os med at bære det hellige kors; han formaner os, holder os til det, driver os frem, og hvor det svigter for os, dér tager han fat og hjælper os med at bære; falder vi, så rejser han os op igen og er hos os som en trofast vejfælle. Han gør også, at korsets byrde bliver let for os, som vi ellers aldrig kunne bære, hvis han ikke hjalp os. Falder du nu i synd, så tænk på, at du igen har din tilflugt til dåben. For det er det eneste lille skib, der bringer os over. Vogt dig derfor for dem, der laver to planker til at svømme over syndens hav på, dåben og boden, og siger: «Når vi har lidt skibbrud ved synden og har mistet dåben, så må vi gribe boden» [hentydning til Hieronymus’ ord om boden som «den anden planke efter skibbruddet»]. Tro dem ikke; det er den rene forførelse, de går rundt med. Dåben er en begyndelse på omvendelsen. Så ofte du nu falder i synd, så søg igen tilflugt til dåben; dér får du igen Helligånden, så han kan stå dig bi. For omvendelse er intet andet end en mishag ved sig selv og sit syndige liv og en fornyelse af mennesket, og det bliver vist i dåben.

I et sådant fornyet liv følger så lov og tak til Gud for den nåde, man har modtaget; dér tager det samme menneske fat og viser sig venlig over for sin næste og gør, hvad der behager ham. Det er det, der betegnes ved, at Helligånden viser sig over Kristus i en dues skikkelse. For duen har ingen galde; sådan bliver også de, der modtager Helligånden i dåben, ret venlige og uden bitterhed over for alle.

For det tredje høres Faderens røst ved Kristi dåb, der siger: «Denne er min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag.» Den røst hører også alle, der bliver døbt i Kristi navn; for dér bliver vi Guds arvinger og Kristi medarvinger (Rom 8,17). Det skal ingen tvivle på. Sankt Paulus siger (Ef 1,6), at Gud har os kær i sin elskede Søn. Det skal være os en meget herlig, stor trøst i angst og modgang, at vi har én, ved hvem vi er Gud velbehagelige, selv om vi stikker i synder; for han ser ikke på os, men på sin elskede Søn, i hvem også vi behager ham. Derfor er de tåber, der vil handle med Gud med gerninger og skaffe denne mellemmand af vejen. Det er afgjort: Ingen vil behage Gud uden Kristus; ham har han skænket os. Han er nådestolen, hvorpå og hvori han vil høre og tage imod os (1 Tim 1,15; 1 Joh 2,1; Rom 3,25).

Hertil tjener alle de ord i evangeliet og hos Paulus, som så venligt lokker os til Kristus, som særlig dette, hvor han selv siger hos Matthæus (Matt 11,28–30): «Kom til mig, alle I, som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg er mild og ydmyg af hjertet, og så vil I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.» Og dette ord af Sankt Paulus til Timotheus (1 Tim 1,15): «Dette ord er troværdigt og værdigt til al modtagelse, at Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere.» Og dette i Romerbrevet (Rom 4,25): «Kristus blev overgivet for vores overtrædelsers skyld og oprejst for vores retfærdigheds skyld.» Hele Det Nye Testamente er fuldt af den slags ord. Med dem skal vi trøste vores bedrøvede, mismodige samvittighed, når den stikker i angst og nød på grund af synden eller døden, og vi skal styrke og nære vores tro med dem; og når det skorter os på troen, skal vi altid råbe til Gud: «Herre, giv os mere tro! Herre, hjælp vores tro! Herre, styrk vores svage tro, så vi hænger ved dig og lader os nøje med dig, gå det, som det vil.» Dette være nok for denne gang; lad os bede Gud om hans nåde.