Helligtrekongers dag (Matt 2,1–12)

Evangeliet på Herrens åbenbarelsesdag eller, som man siger, de hellige tre kongers dag, Matt 2,1–12

Dette er et rigt evangelium, og det var vel rimeligt, at man behandlede det med flid. Jeg ved ikke, hvor jeg skal tage fat. Matthæus beskriver denne historie alene for at vise, at Kristi fødsel ikke var skjult, så jøderne ikke skal have nogen undskyldning at komme med. Derfor anfører han også nogle ord af profeterne Esajas og Mika for at gøre dem fuldt sikre på, at Messias er født, og at de ikke behøver at vente på nogen anden. Det har de ikke alene deres egen Skrift som vidne på, men også fremmede folk, som kom og søgte jødernes konge. Det siges jøderne til ingen ringe skam, at de, hans eget folk, sov deres konges fødsel over, og at fremmede folk skal spørge efter ham og vide bedre besked om hans fødsel end de. Men sådan går det, og ikke anderledes. Vi vil kort løbe evangeliet igennem.

De vise mænd, som man nu kalder de tre konger, kom fra det land, der hedder det rige Arabien. Det er et land, der er rigt på guld, og det har også alene røgelse og kostelig myrra, og det ligger mod øst for Jerusalem. Men disse vise mænd var ikke konger, men lærde folk, måske præster, skønt konge og præst på den tid var ét og det samme. Evangelisten kalder dem magos; dem kan man kalde naturkyndige. For magia er egentlig den kunst at kende skabningernes art og natur. Et eksempel: man ved, at kalk har den natur, at den begynder at brænde, når man hælder vand på den, og omvendt slukkes af olie, som ellers tænder ild. Eller at hjorten har den natur, at den trækker slangen ud af hullet med sin ånde, dræber den og æder den. Eller at en væsel, når den logrer med halen foran slangens hul, lokker slangen ud, og når den kryber ud, hugger væselen tænderne i slangens hals, så giften ikke rammer den, og kvæler den.

De, der kan sådan en hemmelig kunst, er magi. Deraf kommer det også, at de tit gør underlige ting ud fra naturen for øjnene af dem, der ikke ved besked, så man tror, at det går til med sort kunst eller djævelskunst. Sådan burde de folk være, som man kalder philosophos, filosoffer; de burde kende skabningernes natur. Men nu ved bønderne mere om den end vore naturkyndige mestre. I Østerlandene var denne kunst stor, og mange gav sig af med den; den omtales også tit i den hellige Skrift. Salomo og nogle andre har forstået den godt, og Skriften tager den også tit frem, når den bruger lignelser fra naturlige ting. Siden er de andre faret til og har villet gøre andre ting, som ikke er i naturen. Deraf er der kommet sortekunstnere og troldmænd, som ville være vise og kloge ligesom de første og tog fejl; de er som aberne: hvad de ser, vil de også gøre.

Disse magi så nu en stjerne i Østerland, som evangelisten siger. Denne stjerne bevægede dem til at bryde op og drage efter den, for den viste, at der var født en konge i jødernes land. Her har nogle spurgt, hvordan det gik til – hvad der sagde de vise mænd, at stjernen viste, at der var født en ny konge? Det vil jeg ikke gøre stort væsen af. Det er sandt, at araberne nedstammer fra Abrahams slægt; for vi læser, at Abraham fik nogle sønner med Ketura og lod dem drage bort til Østerlandene (1 Mos 25,6). Det tvinger mig til at holde det for troligt, at de stammede fra Abraham; for hele det land er kommet fra Ismael og hans brødre. Nu er det vist, at Abraham har lært alle sine børn, hvad han selv kunne: hvordan der var lovet ham en sæd af Gud (1 Mos 22,18). Han har også lært dem om troen, og hvordan de skulle gøre gode gerninger, så de holdt en ret gudstjeneste og vandrede i et retskaffent liv. Det er klart nok. For sådan siger Gud selv om Abraham: «Hvordan kan jeg skjule for Abraham, hvad jeg gør? Han skal jo blive et stort og mægtigt folk, og alle folk på jorden skal velsignes i ham. For jeg ved, at han vil befale sine børn og sit hus efter sig, at de skal holde Herrens veje og gøre, hvad der er ret og redeligt, så Herren kan lade komme over Abraham, hvad han har lovet ham» (1 Mos 18,17–19). Når nu Gud har sagt det, så har Abraham sandelig også gjort det. Og han har ikke alene undervist Isak, men også de andre brødre, så de sandelig har lært det og fattet forståelsen, selv om de ikke alle har fattet troen; sådan som det også går nu.

Sådan var også disse vise mænd folk, som havde fået det fra Abraham og hans børn, skønt falsk tro og falske gerninger altid er løbet med ind imellem. Derfra har de altså også haft det, at der skulle fødes en ny konge af det jødiske folk. Da de nu så stjernen over jødernes land, tænkte de: Dér må han være født. Deraf kan I se, at disse vise mænd ikke har haft langt at rejse; det har ikke været mere end fire dagsrejser. For hvordan skulle de have været vise på, at stjernen netop stod over Jerusalem, hvis det havde været så lang en vej, som man ellers siger? Derfor vil vi forstå det sådan, at de har været ved grænsen, tæt ved Egypten, hvor det støder op til jødernes land. For ellers kunne de ikke have set stjernen så langt borte, især fordi den ikke stod så højt som en af de andre stjerner. For evangelisten siger, at den gik hen over dem helt til Betlehem og blev stående over huset, hvor barnet var; dermed viser den ikke alene byen, som den stod over, men også huset. Desuden gik den fra nord mod syd, mens de andre stjerner går fra øst mod vest. Derfor stod den ikke ligesom de andre, og stjernen havde heller ikke et løb som de andre; for den var skabt af Gud særligt for denne sags skyld. Det siger jeg, for at vi også kan møde de snakkehoveder, som plumper sådan ind og gør trosartikler, hvor der ingen er. For det er ingen nødvendighed at tro, at det var så lang en vej, og at de alligevel kom frem på få dage – som man siger: på tretten dage og så videre.

Og sådan kan I også nedlægge, hvad stjernekiggerne siger, som herudfra vil bevise deres påstand, at hvert menneske fødes under sin egen stjerne og bliver sådan et menneske, som den stjernes indflydelse er, og at det skal gå ham sådan eller sådan. Det er det rene opspind og narreværk. Når de så siger: «Ih, Kristus havde jo en stjerne ved sin fødsel; skulle så ikke hvert menneske have sin egen stjerne?», så svar sådan: «Din nar, stjernen stod jo ikke som de andre, men meget lavere. Eller hvad magt har stjernerne da over Kristus?» Hvis stjernerne varsler noget om os, så måtte de også have varslet noget om Kristus, og så havde Gud ikke behøvet at give ham en særlig stjerne. Sådan vil vi føre det imod dem: Har stjernen ikke ramt Kristi fødsel, så kan den heller ikke ramme vores fødsel. Stjernerne er ikke sat til at styre min eller din fødsel, men til at lyse og være tegn, så man ved, når det er nat eller dag (1 Mos 1,16), og til at sende varme ned – ikke sådan, at den, der fødes under dette eller hint stjernebillede, bliver den eller den. Vi kristne er herrer over himmel og jord, altså sandelig også over stjernerne.

Da nu disse vise mænd kom til Jerusalem og spurgte, hvor jødernes nyfødte konge var, siger evangelisten, at kong Herodes blev forskrækket over dette spørgsmål, og hele Jerusalem med ham. Hvorfor blev Herodes og jøderne her forskrækket? Jøderne havde i lang tid, vel tredive år, slidt og pint sig med Herodes, før de ville tage ham til herre. For han var ikke af deres blod, men en fremmed, og romerne havde sat ham der til konge over jøderne. Og jøderne havde et ord fra Moses om, at de ikke skulle have nogen fyrste eller konge, uden at han var af deres eget blod og af deres brødre (5 Mos 17,15), og derfor satte jøderne sig op imod Herodes. Så begyndte der et slagsmål, stor jammer og nød. Herodes havde kejseren i Rom på sin side og slog mange af dem ihjel, kuede og tvang dem så hårdt, at de måtte tage ham. Det var et tegn på, som Jakobs profeti lyder, at tiden var fuldkommet, da Kristus skulle komme (1 Mos 49,10). Derfor blev han nu forskrækket og tænkte: «Jeg har nu fået magten under mig og har vel siddet her i tredive år og holdt regeringen; vil de nu begynde et nyt spil og rejse en ny konge, og kommer der fremmede folk til og spørger åbenlyst i byen efter den nyfødte konge, så bliver det først for alvor galt.» Sådan blev også hele byen Jerusalem forskrækket, så de tænkte: «Nu bliver det ikke godt; der vil igen rejse sig en jammer i landet. Herodes vil ikke finde sig i det, men sætte sig op imod os og falde ind her og slå os ihjel for at holde os under sin regering.»

Så fandt Herodes på et klogt råd og tænkte sådan: «Jøderne vil skjule det for mig og ikke sige mig det rigtigt. Derfor vil jeg først udforske byen og dernæst tiden, hvor og hvornår kongen skulle fødes. Så selv om de skjuler det, vil jeg alligevel nok ramme ham; jeg vil slå så mange små børn ihjel, at han også må omkomme.» Derfor kaldte han de skriftkloge til sig og spurgte, hvor Kristus skulle fødes. For han tænkte, at det måtte være Kristus, som folket havde ventet på så længe. Han har uden tvivl også været kyndig i Skriften. Nu svarede de skriftkloge ham, måske af frygt, at der stod skrevet hos profeten Mika (Mika 5,1), at han skulle fødes i Betlehem. Se, hvad jøderne her gør! Her giver de ham hen, lader ham ligge og sidder stille, løber ikke til ham, skønt de med rette burde være løbet til ham til verdens ende, og lader disse komme fra fremmede lande for at finde ham, mens de selv foragter ham af frygt for tyrannen Herodes.

Da Herodes nu havde fået at vide af de skriftkloge, hvor Kristus, jødernes konge, skulle fødes, kalder han de vise mænd hemmeligt til sig og spørger dem nøje, hvornår de havde set stjernen. Han ville gribe det sådan an med dem, at jøderne ikke fik det at vide; for han var bange for, at hvis det blev kendt blandt dem, ville de skjule ham for ham, og han indskærpede de vise mænd, at de ikke måtte sige det, men skulle holde det hemmeligt hos sig selv. Da han nu havde besluttet, hvordan han ville gøre, for at spille det mest sikre spil, beder han de vise mænd drage derhen, så de kunne få det rigtigt at vide. Han tænker sådan: «Rammer det, så rammer det», og siger til dem: «Når I har fundet barnet og udrettet jeres ærinde, så kom tilbage til mig; jeg vil også komme og tilbede ham.» Men det gjorde han kun af ondskab og list, for han frygtede, at de ellers ikke ville komme tilbage til ham.

Og her ser I også, at disse magi eller vise mænd sandelig ikke var konger fra Arabien. For Herodes var en vis og dannet mand, så romerne også holdt af ham for det. Derfor ville han uden tvivl have behandlet dem mere fornemt, hvis de havde været så store herrer, og ikke så ligefrem have bedt dem drage til Betlehem og melde tilbage til ham. Hvad gør så de vise mænd? Da de nu havde hørt på kongen, siger evangelisten, drog de bort og troede det ord, som de havde hørt fra profeten, og drog mod Betlehem.

Her begynder nu for alvor evangeliets lære, og det er det bedste at tage med herfra: at evangelisten dermed viser troens rette art og natur, hvordan den er af den art, at den holder sig lige efter det, man ikke ser (Hebr 11,1), står alene fast på det ord, den har, og slår alle andre ting ud af øjnene. For se, hvordan det går dem: Gud ville ikke lade dem komme til Kristus, uden at de havde hans ord. Derfor lod han dem drage fra deres land til Jerusalem, hvor Guds ord blev drevet, og lader dem først høre Ordet om, hvor de skulle finde Kristus. Men før de bliver vise på det, må de først komme i angst og nød. Derfor, da de kommer til Jerusalem, lader han dem fejle og gør deres tanker til intet. For de tænkte sådan: «Dér, i hovedstaden Jerusalem, vil vi finde ham», sådan som en konge jo skal fødes og holdes i sin bedste hovedstad. Da gør Gud deres planer til intet: de finder ikke barnet, og nu er stjernen, som de havde set, forsvundet; og ingen i byen ved noget om, at en ny konge skulle være født.

De gode folk har endnu en kødelig forestilling om ham og mener, at han skal være født i sådan pragt og herlighed som de verdslige kongebørn. Den tanke kunne Gud godt bære over med. Men han lader dem ikke blive stående i den forestilling; han lader Skriften sige dem og lærer dem dermed, at de ikke skulle finde ham dér, hvor de tænker, i en stor hovedstad, men i en ringe lille flække, og han viser dem fra kongestaden til Betlehem.

Det har sandelig været et stort stød og et stort kors for den gamle Adam. Før havde de set en stor stjerne, som også skulle angå den romerske kejser, og havde rejst så lang en vej, og nu finder de ham ikke dér, hvor de dog mente, at de skulle finde ham først. Alligevel lader de sig føre af det enkle ord og hænger ved det, skønt deres tro måtte lide et så stort anstød i dette. Da har fornuften sandelig sagt: «Se, vi narre har gjort så lang en rejse og finder ikke, hvad vi har søgt; stjernen har vel narret os. Og her i kongens hovedstad ved ingen noget som helst om det; alt går stille af. Og man beder os drage hen til Betlehem; vi ved ikke, om det lykkes eller ej.»

Men sådan gør troen: den sætter alt ud af øjnene, hvad den ser eller føler, og hænger alene ved det bare ord. De vise mænd måtte sætte alle deres tanker og alt, hvad de så, til side og gå derhen, hvor de intet ser; alligevel hænger de ved Ordet og tror, hvad profeten siger: at han skulle være født i Betlehem. De har vel også været bedrøvede og mismodige over det og har stødt sig noget over, at de var draget derhen og havde trøstet sig fuldt og fast ved, at de dér ville komme rigtigt frem, og alligevel fandt de intet. Det giver evangelisten også at forstå, når han siger: «Da de så stjernen, blev de overmåde glade.» Som ville han sige: Før, da stjernen forsvandt, var de bedrøvede og bekymrede; men nu, da stjernen kommer igen, bliver de glade og tænker: «Det er alt sammen i orden endnu; vi er ikke narret.» Sådan må vi også gøre: at vi alene bliver hængende ved Ordet, og om det end er underligt og imod fornuften, at vi alligevel bliver ved det og slår alle ting ud af øjnene og ud af sindet, som ikke er Guds ord, og håber, at Gud vil trøste os, og at vi til sidst sådan skal se, hvordan Guds gerninger går over naturen. Om dette har vi sagt mere andetsteds.

Videre fortæller Matthæus, hvad der skete, da de var kommet til Betlehem, og siger, at de gik ind i huset, som stjernen stod over, og fandt barnet med Maria, dets mor; de faldt ned og tilbad det, og de åbnede deres skatte og lagde gaver frem for det: guld, røgelse og myrra.

Her må vi tale om at tilbede. I skal ikke tro, at de var så forstandige, at de holdt Kristus for Gud; for guddommen er skjult antydet i Det Gamle Testamente. Ligeledes var Kristi guddom kun kendt af få mennesker på den tid, da han var her på jorden i legemet; den er først blevet forklaret og åbenlyst forkyndt for verden ved Helligånden på pinsedag, som Paulus siger i Romerbrevet (Rom 1,2–4): «Gud har lovet evangeliet ved sine profeter i den hellige Skrift, om sin Søn, som er født ham af Davids sæd efter kødet og med kraft bevist at være Guds Søn efter Ånden, som helliger, fra den tid han opstod fra de døde.» Guds Ånd er givet efter Kristi himmelfart; fra da af helliger han de kristne og forklarer Kristus i hele verden, at han er Guds Søn, med al magt i ord, undere og tegn. Derfor, siger jeg, skal man ikke mene, at disse vise mænd tilbad Kristus som Gud. Det var dengang nok, at de holdt ham for Kristus, som skulle komme af Abraham, og som var lovet dem af Gud.

Om den rette tilbedelse, hvordan man tilbeder Gud, har jeg sagt mere tidligere, nemlig at man skal tilbede i ånd og sandhed (Joh 4,23), ikke her eller dér, så den ikke er bundet til et udvortes sted, udvortes fagter eller ord. Men om den slags tilbedelse taler evangeliet ikke her, men på den måde, som Skriften ellers kalder det at tilbede: at falde ned, knæle og vise ære. Det hebraiske sprog er et rigt sprog, så det ofte har ti ord, hvor vi kun har ét, især når der skal tales om det, der hører til gudstjenesten. Derfor ville jeg ønske, at vi på tysk havde sagt «vise ære» eller «bøje sig» i stedet for ordet «tilbede»; og derfor må vi forklare det rigtigt.

At bede og at bede om noget sker med ord. At bede om noget er, når man lægger noget frem for vor Herre Gud; som i Salmerne og i Fadervor, hvor der både er bøn og begæring: først når jeg siger: «Fader vor, du som er i himlene» – det kaldes bøn, men det kaldes endnu ikke at bede om noget. For det er at bede, at man fremsiger de åndelige ord, som står i bønnen, som disse: «Fader vor», som er Åndens og troens ord. Men at bede om noget består i, at man begærer noget af Gud og fremlægger sin nød, som de syv bønner, der følger i Fadervor: «Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje» osv. Men at bønfalde kaldes det, når jeg trænger på med bønnen eller driver den, så jeg viser hen til noget, for hvis skyld jeg beder, som når jeg siger til én: «Jeg beder dig for Guds skyld»; sådan gør Paulus ofte, især i Romerbrevet (Rom 12,1). Den forskel har Skriften tydeligt; derfor ville jeg gerne, at I også fattede den.

Men hvordan en sådan bøn i det hele skal være beskaffen, og hvad der hører til en ret bøn, derom har jeg skrevet meget et andet sted; men især skal I mærke jer, at jeres bøn ikke skal være lang, sådan som præsterne beder, der kaster to, tre eller fire tidebønner ud i én klump. Det er ikke at bede godt; men vil du bede ret, så gør det tit og mange gange, gør endelig ikke mange ord, bær din nød frem for Gud med enkle, jævne ord, og overlad det til ham; han ved bedre end du selv, hvor det fejler dig, og hvor nøden trænger dig. Derfor siger Kristus hos Matthæus (Matt 6,5–8):

«Når du beder, skal du ikke være som hyklerne, som gerne står og beder i synagogerne og på gadehjørnerne for at blive set af folk. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du beder, så gå ind i dit kammer og luk døren, og bed til din Far i det skjulte, og din Far, som ser i det skjulte, skal lønne dig åbenlyst.»

«Og når I beder, skal I ikke lade munden løbe ligesom hedningerne, for de tror, at de vil blive bønhørt for deres mange ord. Derfor skal I ikke ligne dem. Jeres Far ved, hvad I har behov for, før I beder ham.»

Derfor, når du vil bede og lægge din nød frem for vor Herre Gud, skal du gå hen i en krog og sige sådan: «Kære Herre, ved din allerkæreste Søn, Jesus Kristus, beder jeg dig, at du vil give mig dette eller dette», og gør det så snart igen. For sådan kan min ånd blive samlet i én andagt, så jeg ikke står dér og tænker på noget andet, men på den nød, der ligger mig på sinde. Men når jeg begynder at remse så mange salmer eller rosenkranse op efter hinanden, så er sjælen eller ånden snart et andet sted, og min andagt farer bort.

Men alt det, I nu har hørt, er endnu ikke at tilbede; for til at tilbede hører der ingen ord, men tilbedelse er noget, der sker både udvortes og indvortes. Udvortes er det hele legemets gerning, når jeg bukker eller bøjer mig for Gud og anerkender ham som en herre, ligesom man bukker eller bøjer knæ for en fyrste og anerkender ham som herre. Derfor siger David i Salmen (Sl 99,5): «Ophøj Herren, vor Gud, bøj jer for hans fodskammel, for han er hellig.» Sådan gjorde jøderne for arken eller Herrens kiste og for tabernaklet; dér bukkede og bøjede de sig, som Moses skriver i sin anden bog (2 Mos 33,10), og de bad også dér; for det kan godt ske alt sammen på én gang – bare I forstår forskellen: at tilbedelsen sker med legemet. Men denne udvortes tilbedelse er hykleri, hvis den ikke kommer af ånden og troen.

Den anden tilbedelse er indvortes og åndelig; det kaldes at tilbede ret, når man tilbeder i ånd og sandhed, som Kristus siger (Joh 4,23). Det er, når du af hele dit hjerte råber til Gud og siger: «Du er min Gud og nådige Herre.» Det er at tilbede i sandhed, at et menneske sådan lader sig ned og bøjer sig for ham og siger: «Du er min Gud og nådige Fader, du må hjælpe mig og gøre mig retfærdig.» Den indvortes bøjning gør troen; den udvortes gør den også, eller den gør den måske af og til ikke, for den ved, at Gud ser til hjertet og troen, ikke til den udvortes bøjning (1 Sam 16,7; Jer 5,3); derfor kan begge dele godt ske på én gang, og så går legeme og sjæl ret; men uden det indvortes er den udvortes tilbedelse intet.

Tilbedelsen havde Gud i gamle dage bundet til udvortes steder, som vi læser hos Daniel, at når han ville bede, vendte han sit ansigt mod Jerusalem og templet (Dan 6,11). Men nu siger Kristus hos Johannes (Joh 4,21–22), at man fremover hverken skal tilbede i Jerusalem eller på dette bjerg, men i ånd og sandhed. For eftersom evangeliet er brudt frem i hele verden, skal man nu tilbede overalt, hvor Guds ord prædikes, og hvor troen er. For hvor evangeliet prædikes, og man hænger ved det med tro og hjerte, dér er det værd, at du bøjer dig og viser det enhver slags ære; for Gud er selv i det. Men når hjertet ikke tror det og ikke holder det for Guds ord, men du sidder dér og hører på og ikke tænker på, hvad det er, og hvor det vil hen, så er det intet, at du bøjer dig for det med legemet; for hjertet har slet intet med det at gøre, og det er hjertet alene, Gud ser til. Derfor, når Skriften siger om jøderne, at de er halsstarrige (2 Mos 32,9) og har en ryg af jern (Es 48,4), så de ikke kan bøje eller bukke sig for Gud, så taler den egentlig om vantroen.

Sådan skal I nu også forstå det her, når evangelisten siger, at disse magi eller vise mænd tilbad Herren, det vil sige: de viste ham ære og bøjede sig for ham. Men det er sket inderligt fra hjertet; ellers havde det været intet. Derfor skal I fatte det sådan, at ordet «tilbede» i Skriften ikke betyder andet end at ydmyge sig og bøje sig, hvorved vi anerkender ham, som vi gør det for, som en herre.

Således læser vi, at profeten Natan og Batseba, kong Salomos mor, bøjede sig for Salomo (1 Kong 1,16) [I 1 Kong 1,16.23 er det for kong David, at Batseba og Natan bøjer sig]. Her kan I nu se, hvor tåbeligt de har båret sig ad, som har udtænkt så mange slags tilbedelse, så de skelner og kalder dem latria, dulia og hyperdulia [latinsk: tilbedelse, ærbødighed og højere ærbødighed]; den første skal tilkomme Gud alene, den anden jomfru Maria, den tredje det hellige kors og ellers andre helgener. Det er menneskers tanker og drømme uden grund i Skriften. Derfor skal I her blot mærke jer dette: når evangeliet siger, at de vise mænd tilbad barnet, så forstå det sådan, at de ikke alene med legemet, men også i ånden har bøjet sig og anerkendt ham som en herre; for de har ikke alene vist ham ære udvortes og med gerningen bekendt, at han var en konge, men også deres hjerte var dér: det holdt ham ikke for et almindeligt barn, men for Messias, som de som Abrahams sæd havde ventet på. For ligesom legemet bøjer sig og knæet bøjes, sådan lader hjertet sig indvendig ned for Gud. Sådan ser I nu klart, at det lille ord «tilbede» ikke betyder andet end at bøje sig, vise ære og bukke; derfor var det bedre, om man på tysk gengav det med «vise ære», «bukke» eller «bøje sig».

Videre følger det i evangeliet, hvordan det gik til, da de nu havde ofret deres gave; og der står, at Gud befalede dem i søvne, at de ikke skulle vende tilbage til Herodes. Det gjorde de, og de drog ad en anden vej hjem til deres land. Hvad det er for ofre, de bragte, vil vi lade ligge nu, for det finder I nok om i postillen; men vi vil se på det andet, som evangeliet lærer os og hermed viser.

Hvorfor lader Herren dem ikke komme til Herodes, men giver dem netop i søvne besked om ikke at vende tilbage til ham – han kunne dog ellers godt have beskyttet barnet mod al magt, så Herodes intet kunne have gjort ham? Kristus optræder til tider som en herre, til tider som en tjener; undertiden lader han sig se som Gud, som da han her lod stjernen gå foran de vise mænd; omvendt flygter han her for Herodes, som om han var bange for ham. Dermed giver han et eksempel på, at man ikke skal friste Gud. Han vil her ikke gøre et under, men holder sig til den almindelige måde og går af vejen. Sådan skal heller ikke vi friste Gud, men stole på ham; men den, der tror, frister ikke Gud.

Nu er der to måder at friste Gud på, den ene til højre side, den anden til venstre. Du gør ret, når du tror og stoler på det, hvor du har Guds ord; men når du ikke tror, hvor du har Guds ord, dér frister du Gud. For at I kan have et klart eksempel på det: Gud har givet dig korn og afgrøde på marken; den skal du dyrke og lade det koste dig sved. Hvis du nu gik hen og sagde: «Nej, jeg vil ikke arbejde, jeg vil stole på Gud, han skal nok ernære mig», så hedder det at friste Gud; det er en tro uden Ordet, og den duer ikke. Som vi læser om en tåbelig helgen i ørkenen: to brødre vandrede engang sammen, og de var meget sultne; så kom de til et sted, hvor der var onde folk, og da de skulle spise, ville den ene ikke tage imod mad fra dem, fordi det var onde folk, og han døde af sult. Han havde ikke nogen ret tillid til Gud; ja, han er faret til Djævelen for det. Derfor: den, der således går til værks, at han, hvor han kan klare sig med skabningerne, som netop er skabt til, at han skal bruge dem, lader det ligge, han frister Gud; sådan gør også de, der løber i kloster og vil holde jomfrudom dér, hvad de efter naturen ikke kan, skønt de godt kunne blive udenfor og gifte sig. For når naturen ikke giver, at du skulle holde kyskhed, og du kan være gift, så må du ikke tænke, at Gud vil gøre et under med dig. Han har skabt mand og kvinde; lad det blive ved det, og gør det ikke bedre. Og det hedder at friste Gud til højre side.

Den anden måde at friste Gud på er, når du har Guds ord og ikke tror det, som jøderne gjorde i ørkenen: de troede ikke, skønt de dog havde Guds ord, og de ville heller ikke tro, men ville altid foreskrive ham en måde, hvorpå han skulle gøre det. Det hjalp ikke, at han sagde: «Jeg skal nok sørge for jer»; men hvordan han end gjorde det, ville de have det anderledes. Det hedder at friste Gud til venstre side. Vær derfor klog. Hvor du har Guds ord, dér skal du stole fast på det og ikke vige fra det. Som jøderne, der havde Guds ord: selv om der ikke voksede korn i ørkenen, og de ikke havde noget at spise, skulle de alligevel have troet, at Gud ville ernære dem og give dem nok, for dér havde de et sikkert løfte og Guds ord om, at han ikke ville svigte dem. Derfor: når du bliver ved Guds ord, så kan du tro og kan heller ikke friste Gud. Derfor må man altid holde de to sammen og knytte dem sammen, så Ordet ikke er uden troen, og troen ikke uden Ordet. Så meget kort om det.

Men der er endnu meget mere i evangeliet, som vi skulle behandle, men det bliver for meget for os nu, og vi har heller ikke tid til det; den, der vil have mere, kan læse postillen, hvor vi har behandlet det noget udførligere. Lad os nu påkalde Gud om nåde.