Helligtrekongers dag, tredje prædiken

En prædiken om Kristi dåb, hvori han trådte ind i sit embede og blev indviet af Faderen til konge og præst; prædiket på dagen for Herren Kristi åbenbarelse

Fortale

Denne dag i dag er helliget for tre tings skyld, som er sket på denne dag. For det første at Kristus er blevet åbenbaret og kendt af hedningerne i Østen ved et undertegn, som de har set på himlen. For det andet har Kristus tiltrådt sit fyrstedømme og er trådt ind i sit embede; han er blevet døbt af Johannes i Jordan og stadfæstet af sin Fader som prædikant, og han har begyndt at regere og prædike; han er blevet konge og præst. For det tredje har han gjort vand til vin i Kana i Galilæa. For det første er han blevet åbenbaret for hedningerne som en herre. For det andet er han stadfæstet af Faderen som præst og lærer. For det tredje har han selv gjort sig kendt ved tegn. Det første har vi behandlet i dag i evangeliet; det tredje tager man for sig på 2. søndag efter Kristi åbenbarelse. Nu vil vi tage det andet stykke, om Kristi dåb, for os og tale om det, så vidt Gud giver os nåde – det er hidtil blevet stukket ind under bænken – og vi vil læse evangeliet efter Matthæus.

(Her følger teksten fra:) Matthæusevangeliet 3,13–17

Denne prædiken af evangelisten Matthæus er hidtil blevet ringeagtet, for man har oprettet mange fester og holdt andre prædikener for os og har tæsket os med at ophøje helgener; men dette stykke om Kristi dåb og om hans embede og regimente har måttet blive liggende, og ingen har vidst, hvor stort et stykke det er for Gud. For i Det Nye og Det Gamle Testamente går næsten hele Skriften ud på Kristi dåb, og Skriften gør ikke meget væsen af Kristi fødsel og barndom; den lader det næsten blive ved, at han skal komme af David og hans sæd, og Esajas føjer én ting til: at hans mor også skal være en jomfru (Es 7,14). Derfor skriver evangelisterne også kun lidt om hans barndom, men skynder sig hen til det tredivte år for at beskrive hans embede, som han er kommet for; og derefter skynder de sig ikke længere sådan, men beskriver så alle hans ord, gerninger og tegn med stor flid og alvor, så man godt kan se, at man i Det Gamle og Det Nye Testamente allermest ser hen til Kristi dåb som til Skriftens fornemste stykke.

Og dér begynder også Det Nye Testamente, og ikke ved Kristi barndom; derfor nævner Markus og Johannes også kun lidt om hans barndom. Peter og Paulus skriver slet intet derom – ikke fordi de foragter det, Matthæus og Lukas skriver derom, men fordi de skynder sig hen til det fuldkomne stykke, hvor embedet begynder. For selv om han var født som et barn, var embedet dog endnu ikke begyndt, og han påtog sig det heller ikke, før han blev kaldet dertil af Faderen. Og summa summarum: i dåben begynder embedet; dér bliver han vores Kristus, vores Frelser, som han er kommet for at være, som Esajas siger (Es 61,1), og Kristus anvender det på sig selv hos Lukas (Luk 4,18.21), hvor han siger således: «Herren har sendt mig for at forkynde evangeliet for de fattige, for at helbrede de knuste hjerter, for at prædike frihed for de fangne og synet for de blinde, for at sætte de sønderslagne i frihed, for at prædike Herrens nådeår.» For at prædike dette nådige rige er han kommet, og det begynder med Johannes’ prædiken, som Lukas siger i Apostlenes Gerninger (ApG 1,22), og Markus begynder sit evangelium med Johannes’ prædiken og Kristi dåb (Mark 1,1).

Men hvorfor det? Derfor: Dér begynder Kristus at være en Kristus, dér bliver han indviet og træder ind i sit embede; og Faderen har villet gøre verden vis, så den slet ikke skulle tvivle på Kristus, ved at han selv har stadfæstet ham. I ved, hvor jammerligt vi er blevet forført af de falske profeter, som bedrager det arme folk med deres egne drømme, så næsten hele verden er blevet forført af dem. Derfor har Gud lagt megen vægt på det og ladet det koste ham meget og anvendt sin allerkæreste skat på det, for at gøre os visse på, at vi havde den rette lære.

Og det er sandelig en stor og herlig nåde og barmhjertighed fra Gud, at den guddommelige majestæt nedlader sig således og gør os så visse på Kristus og sikrer sagen på det allerhøjeste ved profeterne: han fastsætter bestemt tid, land, stamme, slægt, by og person. Landet: for i jødernes land ville han fødes, som Kristus selv siger hos Johannes (Joh 4,22): «Frelsen er fra jøderne» – og fra intet andet folk. Stammen (for det jødiske folk var delt i tolv stammer) var Judas stamme, som patriarken Jakob profeterer (1 Mos 49,10). Slægten: for han skal komme af Davids slægt og være hans kød og blod. Han udskiller også byen, hvor han skal fødes, nemlig Betlehem, som der står hos Mika (Mika 5,1), som Matthæus anfører det (Matt 2,6), hvor han siger: «Og du Betlehem i Judæa land, du er slet ikke den ringeste blandt Judæas fyrster, for fra dig skal der komme mig en fyrste, som skal være herre over mit folk Israel.» Det er jo sikkert sagt og vel bekræftet; han vil jo ikke have det, den gode, nådige Gud, at vi skal fare vild.

Når nu personen er til stede, lader han ham også blive påvist, lader pege på ham med fingrene og sige: «Det er ham, dér har I ham»; han lader Johannes gå foran ham, den store profet, som for dette embedes skyld kaldes en Herrens engel i Skriften, som hos Malakias (Mal 3,1): «Se, jeg vil sende min engel, og han skal berede vejen for mit ansigt»; sådan som Kristus selv hos Matthæus (Matt 11,10) tyder det på Johannes, som også for sin hellighed blev holdt af folket for en profet, ja, endog for Kristus. Denne store mand måtte løbe foran Kristus og pege på ham, for at vi kunne være helt visse på, hvor vores frelse skulle være.

For hvad sker der? Når profeterne har påvist land, stamme, slægt og by, så kommer Johannes og gør det endnu klarere og viser os også personen. Det vidnesbyrd var så overmåde stort, at det ikke kunne være større og mere sikkert; for Johannes havde stor anseelse hos folket; han peger på ham med fingrene og siger: «Det er Lammet, det er manden, som kan hjælpe jer fra synder.» Det kan ikke være mere sikkert. Gud stiller os en høj, herlig mand frem, og han stiller os Kristus for øjnene og gør sagen så sikker, at den ikke kunne være sikrere. For jeg kunne jo ikke gøre en ting mere sikker end ved at pege på den med fingrene og sige: «Dér står den.» Således gør Johannes jøderne visse, bruger mange ord og siger (Joh 1,26–29): «Det er Lammet, det er ham, som jeg har talt til jer om; han står midt iblandt jer, han er større end jeg» – og mange andre ord, sådan som evangelisten Johannes beskriver dem. For hvis han ikke havde forsikret os således, ville vi have vaklet hid og did; især ville jøderne have tænkt: «Han bliver måske født i et andet land, et andet sted, en anden stamme, slægt eller by.» Nu går Gud til værks og binder os til personen, til Kristus selv, og til sidst giver han endnu et højere vidnesbyrd, fra himlen: han peger ikke alene på ham med fingrene gennem et menneske, men Gud selv med sin Ånd, og han stadfæster og forsikrer alt dette med sit ord og siger selv fra himlen: «Denne er min Søn, den elskede, ham har jeg velbehag i.»

Alt dette er sket, for at vi skal vide, at det ikke er en ringe sag, men at der ligger meget i det, når han således forsikrer det ved hellige folk, ved sig selv og sin Ånd, så alle skabninger må bekende, at han er Kristus, og vi således holder os til Kristus og ikke regner nogen anden for noget. Skønt jøderne ikke har taget imod det og ikke ville holde sig til ham; sådan som det også går hos os nu: de agter Guds ord og evangeliet ringe og lader det gå forbi. Det være sagt som indledning; nu vil vi gennemgå evangeliet ord for ord. Matthæus siger således:

«Da kom Jesus fra Galilæa til Jordan til Johannes for at blive døbt af ham.»

Indtil han var tredive år, var Kristus ukendt; han var en håndværkssvend, en tømrer, ingen holdt ham for Kristus, man holdt ham ellers for en retskaffen mand; for han passede sit arbejde og byggede huse indtil sit tredivte år. Han var født i Nazaret, de kendte hans mor og far, ingen tænkte, at Messias skulle være i Nazaret, sådan som også Natanael siger til Filip (Joh 1,46): «Hvad godt skulle der komme fra Nazaret?» Og et andet sted undrer jøderne sig og siger: «Er det ikke Josefs søn? Vi kender hans mor, brødre og søstre, han er en tømrer, hvordan kommer han til det?» (Mark 6,3).

Da nu Johannes begyndte at prædike og kom i et sådant ry, at folket strømmede til i flokkevis og mente, han var Kristus, siger han: «I tror, jeg er Kristus; det er jeg ikke; men jeg skal nok synge jer en lille vise om ham! Vil I vide, hvor han er? Han er født iblandt jer, lever og vandrer iblandt jer.» Sådan ville Johannes vise dem bort fra sig selv og skaffe Kristus anseelse. Hvis man skulle sige: «Kristus er i Wittenberg», ville alle undre sig og spærre munden op og sige: «Hvor er han?» Sådan skulle de også have gjort; men de lod det gå forbi, det gik dem slet ikke til hjertet; de lod ham bare synge og sige: «Han står midt iblandt jer» – det vil sige: «Han tømrer huse, driver sit håndværk, kender I ham ikke? Jeg kender ham heller ikke; men det ved jeg godt ved Ånden, at han er kommet og er iblandt jer.»

Det er nu Johannes’ vidnesbyrd; i mellemtiden bliver Kristus i Nazaret ukendt, bliver hos sin mor, er ikke rig, fører et fattigt liv og har slet ingen anseelse hos jøderne. Nu hjælper Johannes’ vidnesbyrd ikke, hvor meget han end fortæller dem om tømrersvenden. Sådan som det almindeligvis går: når en ting ikke er til stede, så regner man den for stor, og alle taler om den; men når den kommer for øjnene, så regner man den kun for lidt. Ingen troede, at tømrersvenden skulle være Kristus, som Johannes, den store mand, fortalte dem om; de tænkte: «Er han iblandt os, hvorfor ringer alle klokkerne så ikke? Hvorfor strør man ikke alle gaderne til ære for kongen? Hvor er hans heste, vogne, ryttere og rustninger? Jo, javist, skulle Jesus, tømrersvenden, være manden?»

Mens Johannes’ vidnesbyrd således går, og ingen kender ham, heller ikke Johannes, uden alene af Guds Ånd, så kommer Jesus fra Nazaret til Johannes ved Jordan. Hidtil var han sin mor underdanig og lydig; men nu siger han farvel til hende og bliver hendes herre, går hen til Jordan og kommer ikke mere hjem som før; han tager afsked med hende og træder ind i sit embede, som hans Fader havde sendt ham til, går hen og lader sig døbe. Og skønt han havde magt til at døbe, bruger han dog ikke den myndighed, men holder sig som de andre og bliver døbt af Johannes. Se, hvor jævn og enfoldig han går frem! Hvem skulle dog have set ham an for Messias! For han giver sig ikke ud for andet end et andet menneske, der kom til Johannes’ dåb. Eftersom han nu er større end Johannes (som Johannes siger), burde han have sagt til Johannes: «Du skal ikke døbe mig, embedet er mit, jeg skal døbe dig.» Men det gør han ikke; han skjuler sig, stiller sig an, som om han ikke var Kristus, lader sig ikke mærke med et eneste ord og gør slet intet væsen af sig selv. Det er en vidunderlig ydmyghed: han lader sig ikke udråbe, herliggør ikke sig selv, før Faderen herliggør ham, som Paulus siger: Han har ventet på tiden, indtil røsten kom fra himlen: «Denne er min Søn, den elskede!» (Hebr 5,5).

Kristus var Guds Søn, han havde alle ting i sin magt; alligevel ville han ikke påtage sig noget: han prædikede ikke, lod sig ikke før de tredive år høre med et eneste ord om, at han var den åndsfyldte mand, som skulle hjælpe alle mennesker; han gjorde ikke som vi andre karle: når vi blot har læst et lille ord, så bliver maven os for stor, vi kan ikke holde os tilbage, ud skal det med det lille stykke, hele verden skal høre det: «Kun ørerne hid! Hvor får vi ører, der kan høre det?» Således gør vores sværmeånder sig umage for at bringe noget nyt på bane, så man skal høre dem; de glemmer, at Kristus her har lært os med sit eksempel, at man ikke skal træde ind i prædikeembedet uden at være kaldet. De har i år anrettet nok til, at man med god grund kan sky dem; de tænker ikke engang på, om de også har Guds røst og befaling. De siger nok: «Vi har Guds Ånd, han siger os det.» Kære ven, på det punkt regner jeg lige så meget med din ånd som med dit kød; der hører mere til end din ånd. Mennesket Kristus var mere end en ånd, han var Gud selv, han var fuld af alle åndelige goder, han er ganske fuld af Ånd: men han farer ikke frem som vores tossede ånder; han venter på Faderens befaling og bryder ikke frem, før han hører fra Faderen: «Denne er min Søn, den elskede.»

Derfor skal vi ikke i en fart falde for og tro de ånder, der ikke kan andet end rose sig af Ånden; sig til dem: «Jeg kender ikke din ånd; men vil du, at jeg skal tro dig, så giv et offentligt vidnesbyrd om dig, så fromme folk kan prøve dig ved det, sådan som Johannes vidnede om Kristus, som hørte en røst fra himlen; ellers tror jeg dig ikke.» Sker det ikke, men vil han bringe noget nyt frem på pladsen, så slut du bare frejdigt, at han gør det af Djævelens ånd.

Til korintherne (1 Kor 2,4) står der også om Ånden; men han siger: «ved Ånds bevis.» Det er én ting at have Ånden og en anden at bevise Ånden. Hvis jeg ikke havde et bevis for Ånden, ville jeg aldrig nogensinde prædike. Det er nu mit bevis: ikke at jeg ved et syn fra Gud er kaldet til prædikeembedet, men at jeg bliver tvunget dertil af andre folk og må gøre det for andres skyld. Således har jeg kærlighedens Ånds bevis, den kærligheds, som ikke søger sit eget, men bestræber sig på andres gavn. Jeg har intet andet ud af det end uro; jeg ville hellere blive hjemme i min lille stue; men jeg er skyldig og forpligtet til det af kærlighedens Ånd. Og selv om jeg ellers ikke havde nogen anden ånd og var en slyngel tvers igennem, skal jeg dog gøre det for kærlighedens skyld og hjælpe dem, som har brug for det, og som begærer det af mig. Det er nu det, jeg bryster mig af. Men det er det, de bryster sig af, det praler de så meget af: at Ånden har lært dem. Men hvem har bedt jer om, at I skulle lære os og prædike for os?

Men dette kunne du godt gøre: Når du føler en ånd i dig, som giver dig noget ind, så kunne du drøfte det med en anden, om det er rigtigt og i overensstemmelse med vores tro og med Skriften, som Johannes siger (1 Joh 4,1): «I skal prøve ånderne, om de er af Gud.» Og Sankt Paulus siger til romerne (Rom 12,6): «Har nogen profeti, så skal den være i overensstemmelse med troen.» Men sådan at plumpe ud med det, ikke spørge nogen om det og selv ville forsvare sig, selv erklære sig og ikke være nogen underlagt, det er visselig Djævelen. Kristus er fuld af Ånd; alligevel siger han ikke et ord og gør heller ikke en gerning, før han først er erklæret af Faderen; han vil ikke gå ind i embedet af sig selv, men gennem en anden, nemlig gennem Faderen. Men efter erklæringen tager han fat på sagen, driver sit embede, lærer, prædiker, gør undere, og så gik det også fremad. – Derefter følger i teksten:

«Men Johannes prøvede at hindre ham og sagde: Jeg har brug for at blive døbt af dig, og du kommer til mig?»

Det skriver ingen evangelist undtagen Matthæus, og det lyder, som om Johannes havde kendt Kristus, før han døbte ham. Men evangelisten Johannes skriver det modsatte: at Johannes ikke kendte Kristus; for således siger Johannes Døberen hos Johannes (Joh 1,30–33): «Jeg kendte ham ikke; jeg har vidnet om, at jeg ikke er Kristus; efter mig kommer han, som er før mig; jeg ved, at dette er mit embede, at han skal blive kendt af alle mennesker gennem mig; men jeg kender ham ikke. Men han, som har sendt mig for at prædike, har givet mig et tegn og sagt: Ham, som du ser en due stige ned over og blive over, han er den, som døber med Helligånden.»

Nu ser I, hvordan det er gået til: Johannes har ikke kendt ham; han har nok vidst, at han var til stede, at han var iblandt folket, men han kendte endnu ikke personen, han kunne endnu ikke sige: «Det er ham.» Han havde nok tegnet, han så efter duen. Han havde nu døbt mange og gav agt på dem alle hver især. Sådan stod hans hjerte: «Hvornår kommer han? Måske er det ham.» Han har ganske vist døbt mange fromme folk; men tegnet var endnu ikke til stede. Men da Jesus var døbt, da kom tegnet: himlen åbnede sig, og Ånden kom over ham som en due, og Faderen sagde: «Denne er min Søn, den elskede, ham har jeg velbehag i.» Og det er sket efter dåben.

Hvad skal vi så sige til, at Kristus og Johannes således stritter imod og vægrer sig? Johannes ville døbes af Kristus, og Kristus siger til Johannes: «Lad det nu ske, for således passer det sig» osv. Har han kendt ham eller ikke kendt ham? Som Matthæus’ ord lyder, har han kendt ham; men Johannes’ evangelium er imod. Svar: Vi kan ikke sige andet dertil, end som Johannes’ ord lyder; det er sandt, han har ikke kendt ham før dåben; men han har nok anet, at han ikke var et almindeligt menneske, at der måtte være noget højere bag ham; for han har også fået færten af ham i moders liv, da Maria kom til Elisabeth (Luk 1,41). Han syntes nok det; men han har ikke været vis på sagen. Kristus virkede ikke på ham som andre mennesker; der gik noget kraftigere ud fra ham end fra et andet menneske. Derfor bliver han ved sin formodning og tænker: «Det må være ham; det er en herlig mand, hvorfor kommer han til mig?» Skønt han ikke helt slutter ved sig selv, at han er Kristus, ser han ham dog an for en stor, mægtig og åndsfyldt mand: han lugter Ånden, for der gik saft og kraft ud fra ham.

Og det er også sandt, at hvor der er sådan en åndsfyldt mand, synes den, der er hos ham, at han har det bedre end hos andre folk. Ånden kan ikke skjule sig; der går en særlig kraft ud fra sådanne folk. Sådan som vi læser et rigtig fint eksempel om en from fader, som ville føre en ung pige ud af et horehus. Da nu pigen sad hos ham, vidste hun ikke, hvad der skete med hende; hun følte, at der stak noget særligt bag manden; der gik en liflig duft ud fra ham. For det er Åndens natur og art, at han lader sig fornemme og mærke; han giver sig til kende med blikke og fagter og giver mennesket en anden art og et andet sind og en anden smag. Således er det også gået her: da Kristus kommer, og Johannes bliver ham var, så ser han ham an for en særlig og hellig mand, falder straks på det og tænker: «Det må sandelig være Kristus.»

Det er ud fra denne formodning, at Matthæus’ ord lyder, som om Johannes havde kendt ham; men han vidste det ikke med vished, for tegnet var endnu ikke kommet, han havde endnu ikke set duen. Det er det, Johannes’ ord sigter til, når han siger, at han ikke kendte ham. Sådan må man hjælpe de to evangelister til at stemme overens; ellers ville de modsige hinanden. Johannes går altså ud fra denne formodning og prøver ham på den måde og siger: «Jeg skulle døbes af dig», og sådan ydmyger Johannes sig og vil underordne sig Kristus som en from mand; og omvendt underordner Kristus sig Johannes, sådan som de fromme kristne også gør, og som Paulus så smukt viser i Filipperbrevet (2,3–4), hvor han siger: «Gør intet af lyst til strid eller af tom ære, men anse i ydmyghed indbyrdes hinanden for højere end jer selv, og lad hver enkelt ikke se på sit eget, men på det, som er de andres.» Og til romerne (12,10) siger han: «Kom hinanden i forkøbet med at vise ære.»

Sådan ydmygede de to mænd sig: Kristus sig under Johannes, Johannes sig under Kristus. Kristi væsen var endnu skjult; derfor vil hver af dem være mere ydmyg end den anden. Johannes siger, at Kristus er helligere end han selv; og Kristus stiller sig også an på samme måde og træder ikke frem, for sin Faders skyld, som han giver æren. Kristus svarer ham og siger: «Sådan passer det sig.» Han nægter ikke, at han er Messias, men Faderen vil have en sådan ydmyghed; som om Kristus ville sige: «Kære Johannes, du gør ret i at ydmyge dig sådan; jeg skal også gøre det for min Faders skyld.»

Kære Herre Gud, hvor forstod dog de fromme mennesker at omgås med ydmyghed! Vi stakkels mennesker: når vi har et ord eller et skriftsted, så må vi frem med det; ingen vil vige for den anden, altid vil den ene være over den anden, og vi venter ikke, til Gud drager os frem. Se, hvordan Kristus ydmyger sig og holder sig som et hvilket som helst andet menneske, indtil en anden, det vil sige Faderen, drager ham frem. De to mennesker bøjer sig for hinanden, den ene viger for den anden; og dog er det sandt, at de begge er store folk, fulde af Ånden, og det ville ikke have været urimeligt, om ingen af dem var veget for den anden; for de er begge sendt af Gud, fulde af nåde og sikre i deres sag.

Johannes gav ikke farisæerne den ære og ydmyghed; ja, han skældte dem tilmed ud og kaldte dem slangeyngel, for de førte kun hellighedens skin; men synderne, som erkendte deres sygdom, tog han ydmygt imod. Sådan skulle det også være nu blandt de kristne: de skulle vige for hinanden og ikke ville brase igennem med hovedet; men det lader vi ikke være: hvad der falder os ind, det skal frem, og om det så skulle koste et helt land, og vi tænker kun lidt på den skade, der kommer deraf. Derfor må vi også have så mange sværmerier og sekter. Dog har vi den fordel deraf, at vi så meget desto bedre lærer Djævelen at kende, som ikke kan skjule sig, og også mærker de rette kristne, som ikke let tror sværmeånderne, men flygter fra dem som fra Djævelen selv, når de bliver dem var. Men vi skal vente, til Gud kalder os dertil, ligesom Kristus og Johannes, og alligevel tage fat på det med frygt.

«Men Jesus svarede og sagde: ’Lad det nu ske! For sådan passer det sig for os at opfylde al retfærdighed.’ Så tillod han ham det.»

Hvad vil det sige at opfylde al retfærdighed? Hvad er al retfærdighed? Dette er al retfærdighed: at regne sig selv for uretfærdig for Gud og af hjertet bekende, at ingen kan bestå for hans dom, men at alle må bøje sig for ham, hvor hellige de end er, og bekende sig som syndere; ligesom også David, der dog var en mand, sådan som Gud ville have ham, beder om, at Gud ikke må stævne ham for retten, for dér kunne hverken han eller noget menneske bestå (Sl 143,2). Det er altså at opfylde al retfærdighed: at være retfærdig og ikke ville være retfærdig, det vil sige at bekende sig som synder og ikke tage retfærdigheden til sig. Det er da en dobbelt retfærdighed: retfærdig er han af troen på Kristus, og for det andet tilskriver han ikke sig selv retfærdigheden, men lutter synd og urenhed, sådan som vi jo alle er af naturen; for synden hænger ved vort kød, indtil det bliver til støv. Sådan er det omvendt også en dobbelt ondskab, når én er en skurk helt ind i skindet og ikke vil være nogen skurk, sætter et godt skin op, og der er intet bag ved; han er en slyngel af natur og så oven i købet derved, at han ikke vil bekende det. Sådan er de to her, Kristus og Johannes, retfærdige for Gud; for det andet beviser de deres retfærdighed med ydmyghed. Sådan opfylder de al retfærdighed: med hjertet ved troen og med den udvortes bevisning, som er et vidnesbyrd om den indvortes og rette tro.

Sådan skal vi også blive hernede: ikke være trodsige, men altid stå i frygt og ydmyghed. Johannes tager her intet til sig. «Væk med retfærdigheden», tænker han, «der kommer én, som er mere retfærdig, end jeg er»; han roser sig ikke over for Kristus: sådan er al retfærdighed opfyldt. Men det er tungt for naturen, at man skal være retfærdig og regne sig for en synder, give sig ud for en synder og lade sig skælde ud for en synder; det er en høj dyd at have megen nåde og dog stille sig an, som om der var lutter synd; at have Åndens visdom og så stille sig tåbelig og enfoldig an. Den, som nu gør det, bliver fri for trods og hovmod. Sådan stiller Kristus sig også an som andre folk, lader sig også døbe og siger: «Lad det være sådan; sådan skal al retfærdighed opfyldes»; som om han ville sige: «Sådan skal hele verden blive var, at vi er de fromme børn.» Han ville endnu ikke være det, han var, før Faderen herliggjorde ham.

Videre følger i teksten:

«Og da Jesus var døbt, steg han straks op af vandet. Og se, da blev himlene åbnet over ham, og Johannes så Guds Ånd stige ned som en due og komme over ham.»

Her står erklæringen og vidnesbyrdet fra himlen, Faderens og Åndens; her bliver Kristus en anden mand, ikke for sin persons skyld, men for embedets skyld; han bliver herliggjort fra himlen for Johannes’ øjne; dér så han tegnet (Joh 1,34), som Faderen havde lovet ham, Ånden som en due, og desuden havde han hørt Faderens røst, som det følger:

«Og se, en røst fra himlen sagde: ’Dette er min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag.’»

Det er Frelseren, som gør os løs fra synd, død, Djævel og helvede. Nu, her skal vi lære, hvordan vi kommer til Gud. Den, der vil være Faderens kære barn, må blive det ved Kristus, ved den elskede Søn alene, som sidder i Faderens skød, som Faderen alene ser på, uden hvem han intet tager imod; og hvad der behager Faderen, det behager ham ved denne Søn. Derfor: den, der vil til Faderen, må hænge sig ved det kære barn, må sidde på barnets ryg; for med denne røst bliver alle titler ophævet: hvor smukt det så skinner af fromhed og hellighed, det må væk, det gælder intet for Faderen; alene den elskede Søn, ham er han god. Den, der nu vil være kær og dyrebar for Faderen, skal løbe Sønnen i skødet; så kommer han til Faderen, som Paulus siger i Efeserbrevet (1,5), at vi ved Kristus er forudbestemt til at blive børn; uden Kristus er vi Guds fjender.

Den, som nu hænger sig ved Kristus ved troen, han bliver i Guds venskab, bliver også kær og dyrebar ligesom Kristus og ét med Faderen og Sønnen; men hvor ikke, dér er lutter vrede, dér hjælper ingen fromhed, ingen kraft, ingen fri vilje, hverken bøn, faste eller andre gerninger, det er alt sammen fortabt. For dette er et ganske herligt, vældigt, mægtigt ord: «Dette er min elskede Søn», hvori alt, hvad der står i hele Skriften, ligger og er sammenfattet; ligesom alle ting er givet i Kristi hånd og alt er sammenfattet, så det er ham underlagt, som Sankt Paulus siger (Ef 1,22; Kol 1,16–17). For når han siger: «Dette er min elskede Søn», og alene peger på Kristus og ikke ved at pege på eller nævne nogen anden, så giver han tilstrækkeligt at forstå, at ingen anden er den elskede Søn. Men er de ikke de elskede sønner, så er de visselig vredens og unådens børn. For hvis der var flere elskede sønner, skulle han ikke alene male og fremvise denne og sige: «Dette er min elskede Søn», og alene have øjnene rettet på denne og alene rose sig af denne, som om han ikke kendte nogen anden. For ordene lyder jo, som om han havde set sig godt omkring og dog ikke finder nogen uden denne og siger: «Dette er han»; som om han ville sige: «Dér er der dog én, som behager mig og er min elskede Søn; de andre er alle sammen ikke sådan.»

Men vi må ikke alene forstå ordene sådan, at det dermed er bevist, at Kristus er sand Gud, som Hebræerbrevet (1,5) siger: «For til hvem af englene har han nogen sinde sagt: ’Du er min Søn, i dag har jeg født dig’? Og atter: ’Jeg vil være hans Fader, og han skal være min Søn’» osv. (Sl 89,27). For det er visselig sandt, at Kristus med disse ord bliver erklæret for Guds rette, naturlige Søn, eftersom et sådant ord aldrig er blevet talt til nogen skabning; for han ville alligevel have været og forblevet Guds Søn evigt, sådan som han har været det fra evighed, selv om det ikke blev sagt os fra himlen, og der kommer hverken noget til eller fra ham derved; nej, det, vi skal se på, er, at en sådan herlig pris og ære bliver sagt om Kristus for vores skyld. For som han selv siger hos Johannes (12,30): Røsten fra himlen sker ikke for hans skyld, men for vores skyld; han behøver ikke, at man siger ham, at han er Guds Søn; det ved han godt i forvejen og har det allerede af natur fra evighed. Derfor, eftersom dette er fattet i røsten og ordene, så gælder det os og ikke Kristus. Kristus har væsenet for sig uden ord; vi har ordet derom uden væsenet. Derfor må vi tage ordene til os uden væsenet, ligesom han tager væsenet til sig uden ord.

Hvad gør nu dette ord? Se nu op, og hør efter. Det lærer os at kende Kristus, og i denne erkendelse ligger vores frelse helt og holdent, sådan som Esajas, Paulus og Peter lærer. Hvordan lærer det os at kende ham? Sådan, at han er Guds Søn og behager Gud, sin Fader. Med disse ord gør Gud hele verdens hjerte leende og glad og gennemstrømmer al skabning med lutter guddommelig sødme og trøst. Hvordan det? Jo, når jeg ved og er vis på, at mennesket Kristus er Guds Søn og behager Faderen – og det må jeg jo være vis på, eftersom den guddommelige majestæt selv siger det fra himlen, og den kan ikke lyve –, så er jeg også vis på, at alt, hvad dette menneske siger og gør, er lutter den elskede Søns ord og gerning, som i allerhøjeste grad må behage Gud. Godt, det lægger jeg mig på sinde og holder fast ved. Når jeg da herefter hører Kristus tale eller ser ham gøre noget, så han gør det til gode for mig – og det gør han overalt, hvor han siger, at han gør og lider alt for min skyld, at han er kommet for at tjene og ikke for at lade sig tjene (Luk 22,27) –, så kommer jeg disse Faderens ord i hu, at han er den elskede Søn; så må det da falde mig ind, at denne Kristi tale, gerning og lidelse, som sker for mig, sådan som han siger, må behage Gud af hjertet.

Nu, hvordan kunne Gud udøse sig mere og give sig mere kærligt eller sødere hen, end ved at sige, at det af hjertet behager ham, at hans Søn Kristus taler så venligt med mig, vil mig så inderligt det gode og med så stor kærlighed lider, dør og gør alt for mig? Mener du ikke, at hvis et menneskehjerte rigtigt skulle føle en sådan Guds velbehag i Kristus, når han tjener os sådan, så måtte det springe i hundredtusind stykker af glæde? For da ville det se ned i dybet af Faderens hjerte, ja, ind i Guds bundløse og evige godhed og kærlighed, som han bærer til os og har båret fra evighed.

Men vi er for kolde og for hårde, kødet ligger os for tungt på halsen, så vi ikke rigtigt griber et sådant ord, ikke tænker godt over det og heller ikke tager os til hjerte, hvilken herlig og usigelig kærlighed og lyst der er i det; ellers ville vi uden tvivl se i det, at himmel og jord er fuld af den guddommelige kærligheds ild, fuld af liv og retfærdighed, fuld af ære og pris, så at helvede med sin ild, med død og synder i sammenligning dermed ikke er andet end en malet ting. Men vi er kolde, dovne, utaknemmelige skælmer; vi lader sådanne ord gå forbi som ringe ting, ligesom var de menneskeord, eller lader dem ligge i bogen eller stå skrevet på papiret, som om de var døde og for længst forbi, og som om de alene angik Kristus og ikke os; og vi ser ikke, at de slet ikke angår Kristus, men alene gælder os og er der for vores skyld.

Sådan ser du, at Gud med disse ord drager Kristus ind i sig og sig selv ind i Kristus, idet han siger, at hans velbehag er i alt, hvad Kristus gør; og omvendt, at han med de samme ord udøser både sig selv og Kristus, sin elskede Søn, over os og gyder sig ind i os og drager os ind i sig, så han helt og holdent menneskeliggøres, og vi helt og holdent guddommeliggøres. Hvordan det? Sådan: Eftersom Gud siger, at det behager ham, hvad Kristus er og gør, så fører ordene dig derhen, at du ser Guds velbehag og hele hans hjerte i Kristus, i alle hans ord og gerninger, og omvendt ser Kristus i Guds hjerte og velbehag; og de to er i hinanden på det allerdybeste og højeste, og intet af det kan slå fejl for dig, for Gud kan ikke lyve.

Videre: Eftersom Kristus, det kære og velbehagelige barn, der er fattet i et sådant velbehag og i Guds hjerte, med al sin tale og gerning er din og tjener dig dermed, som han selv siger, så er du visselig også i det samme velbehag og lige så dybt i Guds hjerte som Kristus, og omvendt er Guds velbehag og hjerte lige så dybt i dig som i Kristus, så at nu Gud sammen med sin elskede Søn er helt og holdent i dig, og du er helt og holdent i ham, og det alt sammen er ét, Gud, Kristus og du.

Se, derfra kommer nu mange ord i Johannesevangeliet, som (14,23): «Den, som elsker mig, ham skal min Fader elske, og vi vil komme til ham og tage bolig hos ham.» Ligeledes (12,26): «Fader, jeg vil, at hvor jeg er, dér skal også min tjener være.» Ligeledes (17,21): «Jeg beder om, at de må være ét i os, ligesom du og jeg er ét, jeg i dig og du i mig, og de i mig.» Men hvor er Kristus? I Guds velbehag, i hans hjertes dyb; dér er også vi, når vi kender og elsker Kristus; dér er vi jo (mener jeg) sikre nok, dér er vores tilflugt sat højt nok, så intet ondt kan nå derop, som der står i Salmen (91,10).

Men heraf ser du, at her skal der tro til, og at ingen lov hjælper, ingen gerning udretter noget og ingen fortjeneste gælder i disse ting. Derfor forbliver disse dyrebare ord også så skjulte og ukendte for fornuften; for den er besat af Djævelen fra verdens begyndelse, dengang den i Paradis ville være Gud og greb efter den ære, som Gud her alene tilegner Kristus, at han er hans Søn; den holder stadig fast ved det og strider mod disse ord, og ordene omvendt mod den. For eftersom Kristus her alene erklæres for Guds Søn, bliver alt, hvad der gør sig selv til Gud, ganske vældigt slået ned. Men hvem er de, der gør sig selv til Gud? Djævelen og mennesket, som behager sig selv, har velbehag i sig selv, elsker sig selv alene, spørger ikke efter Gud, men stræber efter at være som Gud. Men hvad vil Gud sige til dem? Uden tvivl det modsatte af det, han siger om Kristus, nemlig: «Kristus er min elskede Søn, som behager mig, fordi han ikke selv herliggør sig og gør sig til Gud, skønt han er Gud; men I er skurke, som jeg har mishag i, fordi I selv herliggør jer og gør jer til Gud, skønt I dog er skabninger og mennesker og ikke Gud.»

Sådan ydmyger dette ord hele verden og tager guddommen fra alle og giver den til Kristus; og alt dette til gode for os, hvis vi da vil og tager imod Ordet; eller til fordømmelse for os, hvis vi ikke vil og foragter Ordet. For kort sagt: uden for Kristus er der intet velbehag og ingen elsket søn, men lutter vrede og lutter gudstyve. Hvad der mere kunne siges herom, såsom om himlen, der blev åbnet, og om duen, vil vi spare til en anden gang.

Nogle ord af Skriften om Kristus, at vi alene ved ham er elsket af Faderen og uden ham er hadet

Joh 1,16–17:

«Af hans (det vil sige Kristi) fylde har vi alle modtaget nåde på nåde. For loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.»

Joh 3,13:

«Ingen stiger op til himlen uden den, der er steget ned fra himlen, nemlig Menneskesønnen, som er i himlen.»

Joh 3,16–18:

«For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skulle frelses ved ham. Den, som tror på ham, dømmes ikke; men den, som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke tror på Guds enbårne Søns navn.»

Ligeledes sammesteds i slutningen:

«Faderen elsker Sønnen og har givet alt i hans hånd. Den, som ikke tror på Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.»

Joh 6,40:

«Ja, dette er hans vilje, som har sendt mig, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg vil oprejse ham på den yderste dag.»

Joh 7,37–38:

«Men på festens sidste dag, som var den største, stod Jesus frem, råbte og sagde: ’Hvis nogen tørster, skal han komme til mig og drikke. Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, ligesom Skriften siger, strømme floder af levende vand.’»

Tit 3,4–8:

«Men da Guds, vores frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os ikke på grund af de retfærdige gerninger, vi havde gjort, men efter sin barmhjertighed ved genfødslens bad og fornyelsen ved Helligånden, som han i rigt mål udøste over os ved Jesus Kristus, vores frelser, for at vi, retfærdiggjort ved hans nåde, skulle blive arvinger til evigt liv efter håbet. Troværdigt er det ord.»

Og mange andre ord af Skriften, især i Sankt Paulus’ breve, som enhver selv kan samle sammen.