Julenat (Es 9,1–7)

Epistlen eller Esajas’ profeti, som læses i julenattens messe, Es 9,1–7

Fortale

Denne epistel læser man på denne dag, Kristi fødselsdag, fordi Esajas blandt andre ord siger: «Et barn er født os», hvilket uden tvivl er sagt om Kristus. Hele talen handler dog igennem om riget for det fødte barn Kristus: hvordan han skal regere, og hvad der skal følge af hans regering, nemlig at Israels folk skulle forarges og støde sig på ham, fordi han prædikes som en sådan herre, der forkaster lovens retfærdighed og tager hedningerne til sig uden loven, ved troen; og det ærgrer, forblinder og forhærder jøderne sådan, den dag i dag, at de slet ikke vil komme til. Det handler hele kapitlet om, som også Simeon siger hos Lukas (2,34): «Se, han er sat til fald og oprejsning for mange i Israel og til et tegn, som modsiges.» Og Esajas selv siger i dette kapitel (8,14), at Herren skal blive en forargelsens klippe og en anstødssten for begge Israels huse; det skriftsted fører Peter (1 Pet 2,8) og Paulus (Rom 9,33) i deres skrifter om jøderne.

Summen af denne epistel er altså: Jøderne skal forarges og forhærdes over det nådefulde ord om Kristi rige, fordi det prises så højt, og deres gerninger og lov slet intet skal gælde for Gud, hvilket de ikke kan tåle. For det må følge, hvor Guds nåde prises, at de gerningshellige dér bliver vrede og raser.

Denne mening og sum giver de ord, som går lige forud, hvor han taler om det mørke, som skulle overfalde jøderne: at det ikke skulle være et naturligt mørke eller et legemligt mulm, men et åndeligt mørke, som rejser sig over, at de andre folk og hedningerne ser et stort lys; og han siger: For det skal ikke være et sådant mørke, som ængster dem, som det skete i den første tid, da det endnu gik let til i Zebulons land og i Naftalis land, eller da det siden gik hårdere til ved vejen langs havet, på denne side af Jordan, i hedningernes Galilæa; men et sådant, at folket, som vandrer i mørket, ser et stort lys, og at det skinner klart over dem, som bor i mørket, så du ikke gør glæden stor, fordi du gør hedningerne mange osv.

Det er så meget som at sige: Over dette folk skal der gå et andet mørke og en anden ulykke end den, der var, da kongen af Assyrien, Tiglat-Pileser, først indtog Zebulons og Naftalis land, hvilket endnu var at regne for en let og ringe ulykke mod den, da Salmanassar siden indtog hele landet ved havet og førte Israels rige helt bort, hvilket var en langt tungere og større ulykke og et større mørke. Men over begge disse ulykker skal først den rette ulykke og det rette mørke komme på Kristi tid, da dette folk skal forarges og forhærdes over, at et stort lys og et klart skin skal gå op i folket, hvorved også mange hedninger bliver omvendt, og at loven og Moses og hele det jødiske folks væsen ikke mere skal gælde, men alene nåde og barmhjertighed i Kristus skal prædikes.

For her må du kende det skriftsted godt, som står i Anden Kongebogs 15. kapitel (2 Kong 15,29): hvordan kong Tiglat-Pileser af Assyrien på Pekas, Israels konges, tid drog op og indtog og bortførte Gilead og Galilæa, næsten en tredjedel af Israels land på begge sider af Jordan; og i 17. kapitel (2 Kong 17,5–6), hvordan den anden konge af Assyrien, Salmanassar, belejrede Samaria i tre år og bortførte hele Israel. Det var to mørker, det vil sige to ulykker; for på hebraisk betyder lys lykke og mørke ulykke, fordi ingen Guds nåde eller godhed skinner over dem, men lutter uvejr og hvirvelstorm af Guds vrede trækker mørkt op over dem. Og Esajas kalder den ene endnu let, da Galilæa og Gilead blev bortført; for det var kun et stykke af landet, og det varede ikke længe i landet; men den anden var tungere, da kongen af Assyrien lå i landet i tre år og stred og til sidst bortførte hele landet.

Disse to ulykker og mørker har været forbilleder for den sidste ulykke, da jøderne har mistet begge dele og er blevet ødelagt og bortført både åndeligt og legemligt, nemlig at de af Djævelen er blevet ført bort fra Gud og Guds ord, hen til deres løgne, og derefter også legemligt spredt af romerne ud over hele verden. Om denne ødelæggelse taler Esajas mange steder. Nu, lad os gå til epistlen og lære vor Herre Kristus at kende og hjælpe med at vugge barnet.

Nu følger teksten med udlægningen ord for ord

Folket, som vandrer i mørket, ser et stort lys; over dem, som bor i det mørke land, skinner det klart.

Som jeg har sagt, taler Esajas om åndeligt mørke, som er den største ulykke og unåde, og om åndeligt lys, som er den største lykke og nåde. For hvad kan være gruligere end hjertets blindhed og uvidenhed i guddommelige ting? Hvad kan være lifligere og ædlere end et oplyst hjerte og kundskab om Gud? Dér kan der ikke være andet end lutter ondt, så at selv det gode ikke er godt, om det så var der. Her kan der ikke være andet end godt, så at selv det onde ikke er ondt, om det så var der. For hvad kan skade den, som kender og har Gud selv? Hvad kan gavne den, som er berøvet Gud og har Djævelen? Så er nu dette store lys og klare skin det hellige evangelium eller ordet om Guds nåde. Det er et åndeligt lys, som viser, hvad Gud er, hvad han gør for os og giver os, hvad han vil have af os; ligeså lærer det, hvad synd, død, djævel, verden og alle ting er, hvad de skader eller gavner os til frelse.

Mener du ikke, at det er et uudsigeligt lys, hvorved vi endog ser ind i Guds hjerte og guddommens dyb? Ligeledes at vi også ser Djævelens tanker; ligeledes hvad synden er, og hvordan man skal blive den kvit; hvad døden er, og hvordan man skal komme ud af den; hvad menneske og verden er, og hvordan man skal vogte sig for dem? – når dog ingen før har vidst, hvad Gud er, om der også er djævle, hvad synd og død er; for slet ikke at tale om, at man skulle vide, hvordan man skulle blive dem kvit. Sådan har heller ingen vidst, hvad menneske og verden er. For man har ment, at der var megen redelighed, fornuft og god dyd i den; ingen har ment, at dens højeste visdom var lutter dårskab og dens ædleste dyd lutter ondskab.

Denne uvidenhed og blindhed kalder Esajas her mørket og det mørke land, som folket bor i, og dermed mener han det jødiske folk. Her begynder nu striden og forargelsen over dette lys. For skønt dette lys er gået op og blevet prædiket over hele folket, så har dog størstedelen ikke villet tage imod det; for de ville på ingen måde være blinde og mørke, men holdt deres egen gøren for lys, sådan som vi også ser i epistlen på helligtrekongers dag, hvor Esajas på samme måde taler om lys og mørke.

Men se, hvormed folk har fortjent at se et sådant lys. Her nævnes ingen gerning, ingen fri vilje, men meget mere en fangen vilje; for hvem kan gøre noget i mørket? Hvem ved, hvad han skal gøre, når han intet ved? Siger Kristus ikke hos Johannes (12,35): «Den, der går i mørket, ved ikke, hvor han går hen»? Så er det nu lutter nåde, at et lys går op i mørket og skinner klart over folket. Og Esajas skal heller ikke forstås sådan, når han siger: «Folket, som vandrer i mørket, ser et stort lys», som skelnede han mellem to slags folk: ét, som vandrer i mørket, og et andet, som vandrer i lyset, sådan som jøderne skelner mellem sig selv og hedningerne, som om de går i lyset og hedningerne i mørket. Men han skal forstås sådan, at han dermed viser hele folkets jammer; som ville han sige: Over folket, som sidder i stort mørke og har hårdt brug for lyset, forbarmer Gud sig og lader et stort lys skinne for det, ikke bevæget dertil af deres fortjeneste, men af sin barmhjertighed kommer han dem i forkøbet, før de beder eller søger derom; sådan som Sankt Lukas (1,78–79) udlægger det meget fint, hvor Zakarias siger: «For vor Guds inderlige barmhjertigheds skyld, ved hvilken lyset fra det høje har besøgt os for at skinne for dem, som sidder i mørke og i dødens skygge, for at lede vore fødder ind på fredens vej.» Med disse ord peger Lukas her som med en finger på Esajas i denne epistel, og det gør Johannes også, hvor han taler meget om lyset (Joh 1,8ff.); deraf mærker man nok, at han fornemmelig taler om jøderne og også om hedningerne. For når jøderne, Guds folk, sidder i mørke, så sidder hedningerne meget mere deri.

Dermed gør du glæden lille, fordi du gør hedningerne så mange.

Nu har han beskrevet lyset, evangeliet og læren: hvorfra, hvorhen og hvorfor det skinner og kommer. Nu tæller han dette lys’ og denne lærdoms elever og disciple op og sætter to slags af dem: den ene, som ikke tager imod lyset og læren, sådan som også Johannes (1,5) siger: «Lyset skinner i mørket, og mørket begreb det ikke»; det er det, vi sagde ovenfor, at størstedelen af jøderne har forarget sig og stødt sig på lyset, som Johannes atter (1,11) siger: «Han kom til sine egne, og hans egne tog ikke imod ham.» Men få, og ligesom den sidste bærme og grundsuppe, de ringe blandt jøderne, har taget imod lyset. Det betyder nu: «Du gør ikke glæden stor», eller «glæden lille»; hvilket kan forstås på to måder: den ene, at der er få af jøderne, som bliver glade for dette lys, men størstedelen, nemlig de forhærdede, er blevet vrede, gale og rasende derover, så at de forfulgte det til deres ende uden ophør; den anden: Der er stor glæde hos de hellige, hvor evangeliet går godt, og mange bliver omvendt. Men af den glæde fik de kære apostle kun lidt hos det jødiske folk; ja, de har grædt meget over deres forhærdede tro, sådan som Paulus gør i Romerbrevet (9,2). Og Esajas selv forkynder det også et andet sted og siger (33,7): «Fredens engle skal græde bittert»; det vil sige: Apostlene, som prædiker freden og evangeliet, skal græde meget osv. – skønt jøderne dog skulle have gjort dem den største glæde ved at tro alle sammen, eftersom et sådant lys var lovet dem frem for alle folk på jorden og blev bragt af Kristus selv.

Men den første forståelse er den bedste og passer bedre til teksten, fordi han siger, at glæden er lille, fordi så mange hedninger er omvendt. Nu var der ingen, der ærgrede sig så meget over, at mange hedninger kom til troen, som de forhærdede jøder; for apostlene glædede sig højt derover. Men det er høfligt sagt, at glæden har været lille, og at ikke mange har glædet sig over en sådan evangelisk frugt blandt hedningerne; og det betyder så meget som: Det ærgrer over al måde mange og gør dem mismodige, at så mange hedninger tager imod den korsfæstede Kristus, og der er kun en lille flok af jøderne, som synes om det; de andre er afsindige derover. Ligesom hvis man nu sagde sådan om vor tid: «Gud gør, at mange mennesker falder til evangeliet; men det er en ringe glæde for pavedømmet», det vil sige: få i pavedømmet glæder sig over det, men rigtig mange, ja størstedelen, ærgrer sig og bliver gale og rasende derover.

Og denne tekst vil netop det samme, som Moses vil i sin sang, hvor han siger (5 Mos 32,21): «Jeg vil gøre dem vrede over det, som ikke er mit folk, og over et uforstandigt folk vil jeg gøre dem nidkære»; sådan som Paulus anfører det i Romerbrevet (10,19). Det vil sige: Jeg vil tage hedningerne til mig, som ikke er mit folk og desuden uforstandige, da de ikke har Moses’ lov og ikke ved så meget om Gud som jøderne, der hører den daglig. Når man så vil sige: «Se, hedningerne er Guds folk», så vil det gøre dem gale og afsindige; for de vil alene være Guds folk, og dog holder de ikke mig for deres Gud, men har andre guder. Når de altså forlader mig, så vil jeg tage andre til mig; boler de dér, så boler jeg her. Det betyder: «Du gør en ringe og sølle glæde, idet du gør hedningerne så mange.»

Dermed er nu evangeliets art og lykke vist, hvordan det går i verden, så man godt kunne skrive dette skriftord over evangeliet som motto og titel: at der kommer ringe glæde af det, når mange mennesker tager imod det. «Fy», siger de, «hvor mange mennesker bliver forført af kætteriet! Hele verden vil høre og føre sådan en lære i munden»; ligesom jøderne siger hos Johannes (11,48): «Lader vi ham fortsætte sådan, så vil hele verden tro på ham»; og et andet sted (12,19): «Se, hele verden løber efter ham!» Sådan siger de nu også: «Sætter vi os ikke imod, så vil hele verden tage imod det lutherske kætteri; derfor lad os sætte os imod, brænde, myrde, jage, forfølge, så vi kan kvæle evangeliet; for det giver os frafald af folket, tab af gods og undergang for ære og magt.» Åh ja, sæt jer bare rask imod, kære fæller, I griber det rigtigt an; hvis I ikke satte jer sådan imod, kunne jeres pragt og væsen blive stående alt for længe. For at I nu endelig kan gå så meget desto hurtigere til grunde, så hjælp selv til, kæmp mod Gud og mennesker, så at Gud og mennesker til gengæld bliver jeres fjender, og I til sidst bliver udryddet ligesom jøderne, og som det er gået alle evangeliets forfølgere. Amen.

Men for dit ansigt glæder man sig, som man glæder sig i høsten, som man er glad, når man deler bytte.

«For dit ansigt», siger han, det vil sige: i ånden og troen, hvor Kristi rige består, og hvor han også hersker. Her er også den lille flok, som glæder sig, som det lige er sagt ovenfor. Deraf kan man mærke, at det er sandt, at teksten («Du gør glæden lille») er så meget som at sige: Du gør dem mismodige og vrede, så de ingen glæde har af det, men lutter bedrøvelse; og at det netop er sagt på den måde: «Der er sandelig en ringe glæde», det vil sige: stor uvilje og modvilje. For det følger her, og han siger straks derefter: «Men for dit ansigt er der glæde»; som ville han sige: Dér er ringe glæde, det vil sige ingen glæde; men her for dit ansigt er der stor glæde. Det er også sagt («for dit ansigt»), for at ingen skal bilde sig ind eller vente på verdslig og timelig glæde i Kristi rige; det må være en glæde i Gud under korset, som Kristus siger: «I verden har I trængsel, men i mig fred» (Joh 16,33). Hjertet er altid glad hos de kristne, selv om de udvortes må lide på legeme, gods og ære for Kristi skyld. For den store hob, for hvem det er en ringe glæde, og Djævelen skal nok få det stillet sådan an, at de kristne ikke udvortes får glæde af gods og ære. Sådan har Esajas ramt begge dele: hvordan kristenheden står på én gang i sorg og lyst, i ve og fryd, i ufred og fred, fordi den er glad i ånden for Guds ansigt og dog er en vederstyggelighed for de vantro og for Djævelen, som de ikke kan tåle.

Han sætter også en lignelse om glæden i høsten. For om høsten er årets største glæde, når man skærer og kører ind alle slags frugt og afgrøder fra landet, vin, korn, olie, figner, frugt og lignende uden tal, især når det er vel lykkedes; så hedder det den rige høst. For da lønner landet de mennesker, som har dyrket det, og giver sin rente og frugt for hele årets møje; da synger enhver og er glad over indsamlingen. Derfor kalder Skriften også høsten årets ende eller udgang, som den siger (2 Mos 23,16): «Når du ved årets udgang har samlet alle dine afgrøder ind.» For straks efter høsten går arbejdet i gang igen med pløjning og tilberedning, så det atter kan vokse til den næste høst. Sådan er evangeliets tid også en åndelig høst, som Kristus selv udlægger det hos Johannes (4,35): «Se, hvor er markerne hvide til høst!» Profeterne, som har været før, har dyrket landet, men dog ikke oplevet høsten; det vil sige: de har prædiket loven, forkyndt om Kristus, profeteret om evangeliet, haft megen møje med folket og Skriften for at forberede Kristi komme; men den tid, da det skulle ske, har de ikke nået. Som Kristus atter siger (Luk 10,24): «Mange konger og profeter ville gerne have set og hørt det, I ser og hører, men de har ikke set det og hørt det.»

Men vi, det vil sige apostlene og alle de troende, har modtaget evangeliet og er kommet ind i høsten, så vi samler alle evangeliets frugter ind, det vil sige Helligånden med alle hans gaver; dem er vi blevet så rige på, at vi har nåde og syndernes forladelse evigt, dertil forløsning fra døden, herredømme og magt over Djævelen og alt ondt; og kort sagt: fylde og overflod af alt godt, på det allerrigeligste, så at Sankt Paulus med rette kalder det uudsigelige goder og overvættes rigdomme i Kristus (Ef 2,7; Kol 1,27). Det er den rette, rige høst, som fylder lade og tønde.

Til det har de kære profeter tjent os og arbejdet med deres embede, idet de har forkyndt os om denne tid og vist folket derhen og trøstet det, og i dem har vi også stærke vidnesbyrd for vor tro, som Sankt Peter siger (1 Pet 1,12): «De har ikke tjent sig selv, men os med det, som de har forkyndt os om Kristus.» Og nu går ordsproget her rigtig i opfyldelse: «Én sår, en anden høster»; som Kristus selv siger hos Johannes (4,37–38): «I er gået ind i deres arbejde.» Ligesom Israels folk også kom ind i Kana’ans land, som de ikke havde dyrket, men som der står skrevet i Salmernes Bog (Sl 105,44): «De har taget folkenes arbejde i eje.» Og Moses siger i den femte bog (6,10): «Gud vil give dig byer, som du ikke har bygget, agre, som du ikke har tilsået» osv. Det er nu den rette, store glæde: at kende og have så store goder og takke, love, prædike og synge Gud derfor. Men skønt alt dette lægges frem for hele verden, så er der dog også få, der glæder sig over det, fordi kun få kender og tager imod det, desværre! For goderne er for store og for høje.

Den anden lignelse er om sejren efter striden, når man deler byttet og også bliver rig. Jo farligere og sværere striden er, desto lifligere og gladere er sejren og byttet. Da er der en glad hjemfart, en jubel, pral, sang og fortælling om farerne og møjen i striden og om sejrens lykke og held; da er der spot og ordsprog om fjenderne, og landet er fuldt af glæde. Meget mere går det sådan til i den åndelige sejr for Gud, hvor synden, døden og Djævelen er overvundet. Men Esajas tier om sejren og taler om byttet; for lidt senere vil han tale om sejren, og hvem den tilhører: for den er ikke vor, som om vi havde vundet den, men sejrens kraft og frugt er givet os, det vil sige byttet, som er det hellige evangelium, livets ord; det bringer os frugten af Kristi sejr, nemlig forladelse af og forløsning fra synderne, som sagt.

Det giver rette, glade, trygge, frimodige hjerter over for Gud og uforfærdede hjerter imod Djævelen og al hans magt og ondskab. For tidligere, før Kristus kom, og mens profeterne lå i felten med Guds ord, var der endnu ingen sejr: de stod nok der og holdt stand, indtil den rette feltherre kom og tog kampen op med synden, døden og Djævelen for os og vandt og beholdt valpladsen; ellers, uden høvedsmanden, gik det, som det gik Israels folk, da de lå i felten mod filistrene: når de så kæmpen Goliat, flygtede de alle og var bange, indtil den rette kæmper, David, kom og vandt sejren (1 Sam 17,24). Lige sådan står vi også, når vi uden Kristus skal kæmpe mod synden og døden.

Men nu da vor David har overvundet døden sammen med synderne, som vi ellers altid måtte frygte og flygte for, er vi nu glade og trygge, synger og er ved godt mod, deler byttet ud med glæde, det vil sige: vi forkynder evangeliet, lover og takker Gud, trøster og styrker hinanden og siger: «Vær glad, ingen kan gøre dig skade mere; synden er borte og tilgivet, døden er overvundet, og al vrede og unåde er ophævet; her er lutter nåde og fred; Djævelen er afmægtig, hans rige ligger nede»; sådan som Sankt Paulus gør over for korintherne (1 Kor 15,55.57): «Død, hvor er din brod? Helvede, hvor er din sejr? Men Gud være tak, som har givet os sejren ved Jesus Kristus, vor Herre.» «Trøst hinanden med disse ord», siger han. Nu, Esajas vil selv tale videre om striden og sejren, hvorved evangeliet bliver delt ud iblandt os som bytte til evig glæde; ham skal du høre:

For deres byrdes åg og stokken på deres skulder og deres drivers stav har du sønderbrudt som på Midjans tid.

Dette sted, mener jeg nok, kan ingen udlægge bedre end Paulus i Korintherbrevet, som vi lige har vist, hvor han siger (1 Kor 15,55–56): «Død, hvor er din brod? Helvede, hvor er din sejr? Men den dødbringende synd er dødens brod, og loven er syndens kraft.» Her opregner Sankt Paulus også tre ting, som Kristus har overvundet og forløst os fra, nemlig død, synd og lov; ligesom Esajas også opregner tre ting, som Gud har overvundet, for at han kunne gøre os glade og trygge for sit ansigt. Nu vil vi se, hvordan Esajas rimer med Sankt Paulus; for han kan ikke tale om noget andet end det, Sankt Paulus taler om, eftersom Guds folk ikke kan have nogen anden fred eller glæde end dér, hvor disse tre stykker er overvundet: død, synd og lov. Og hvis disse tre stykker blev stående, så hjalp det os intet, om det var muligt, at Gud gav os alle ting og satte os lige ind i himlen. Hvem kan være glad og tilfreds, når han har og føler døden, synden og loven over sig og imod sig? Der må jo være liv, god samvittighed og frihed, hvor der skal være glæde. Men nu da Esajas siger, at man glæder sig for Gud ved disse tre stykkers overvindelse og forløsningen fra dem, så tvinger troens forstand med vælde nok til at forstå, at han stemmer netop med Sankt Paulus, som også trøster de kristne med en sådan sejr og byder dem trøste sig dermed imod døden, synden og loven.

Det første er nu deres byrdes åg. «Deres» (siger han), det vil sige deres, som glæder sig for hans ansigt som ved høsten og ved byttet. De, som kender evangeliet og tager imod det, har som den første grund til deres glæde, at Kristus har sønderbrudt deres byrdes åg, og det åg er døden. Åh, et stort, tungt åg og en uudholdelig byrde, som enhver frygter og flygter for, og som dog ingen kan flygte fra, men må holde for og lide. Men jeg taler om den død, man føler, sådan som den er, når samvittigheden forfærdes for den og føler Guds vrede og dom i den for sin synds skyld. Det er ikke andet end den død, som endnu hersker og er ved kræfter uden for Kristi rige, sådan som Adam og Eva følte den i Paradis (1 Mos 3,8), og David, da han blev revset af Natan for ægteskabsbruddet (2 Sam 12,7 ff.). Dér er intet andet end idel evig død. Men de sorgløse mærker ikke en sådan død før til sidst; for de går hen og føler ingen synd, og fordi de ikke føler synden, føler de heller ikke døden. Derfor siger Sankt Paulus, at synden er dødens brod [1 Kor 15,56]; det vil sige: døden havde hverken magt eller ret, ingen æg og ingen spids og kunne ikke trænge igennem, hvis der var uskyld og ingen synd. Hvem skulle den dræbe, hvor der ikke var grund og skyld? En god samvittighed kan heller ikke frygte den; den ved heller ikke af nogen brod, kraft eller ret hos døden. Men hvor synden er, dér trænger den igennem og er mægtig; for den syndige samvittighed må give den plads og sige ja til, at den har fortjent det. Derfor frygter den syndige samvittighed så grueligt for døden: den føler dødens brod, det vil sige synden i sig, og kan ikke værge sig imod den.

Det andet er riset på deres skulder, det vil sige synden, som gør døden mægtig og skarp, som sagt er. For døden kan ikke være overvundet, hvor synden ikke bliver overvundet, og det er ikke muligt, at døden skulle være uden synd eller synden uden død. Derfor kunne døden heller ikke blive over Kristus, selv om den holdt ham en tid for vor skyld; for i Kristus var der ingen synd uden alene vor synd, som han tog på sig. Sådan kan den heller ikke blive over de kristne, fordi de nu er retfærdige i Kristus og ingen synd har, selv om den holder dem fast en kort tid.

For det er mesterligt at overvinde døden og synden: ikke at man med magt straks i et øjeblik skaffer dem bort, så man aldrig mere føler dem, men at man først tager retten og magten fra dem og fordømmer dem med dom og ret, så de skal blive til intet. Om de så imens endnu raser og lader sig føle, før de bliver sønderbrudt, så gør det ingenting; dommen er dog gået over dem, at de ingen ret eller magt har til det, men skal og må snart holde op og få ende. Det er ligesom, når man har med en mægtig fjende at gøre: når han er fanget, slår man ham ikke straks ihjel, men lader ham leve, til han er dømt for retten, og så bliver han henrettet ved dommen. Nu er det liv, han lever i fængslet, også et liv, men et fattigt liv, som hverken har ret eller magt til at skade, til at herske, til at undertrykke sine modstandere; det er gemt hen til døden, og han lever nu ikke mere for at herske, men for at blive dømt og skaffet af vejen.

Sådan går det også døden og synden. Kristus har vundet over dem og fanget dem, så de ikke mere kan herske eller sejre over os som før, som salmen siger: «Du er faret op i det høje og har fanget dem, som havde fanget os» (Sl 68,19); og han lader daglig retten og dommen gå og fordømmer dem ved evangeliet som nogle, der ingen ret eller magt har over os, men skal holde op og snart få ende, som Paulus siger til romerne (Rom 8,3), at Kristus har fordømt synden ved synd. Det, som er tilbage, nemlig at de endnu rører sig og lader sig føle, er intet; for de er fordømt og har mistet retten og herredømmet og kan ikke skade, og der er ikke andet tilbage, end at de snart skal få ende og holde op.

Hvad skader det mig nu, om jeg føler døden eller synden en lille tid, som om de herskede, når jeg ved, at de ikke hersker, men er fordømt, og at deres røren sig og deres føles ikke er andet end en sprællen og skælven foran deres galge, hvor de skal skaffes af vejen? Og omvendt: hvad hjælper det dem, som ikke føler synden og døden en kort tid, som om døden var skaffet bort med magt, når dog både synd og død beholder ret og magt over dem og snart vil komme over dem og herske evigt?

Det er derfor, både Esajas og Paulus bruger sådanne ord, som viser, hvordan synd og død har mistet retten og magten og snart skal få ende, selv om de endnu en lille tid rører sig, som om de herskede. For Sankt Paulus siger ikke: «Død, hvor er du? Helvede, hvor er du?» men sådan: «Død, hvor er din brod? Helvede, hvor er din sejr?» [1 Kor 15,55] Som om han ville sige: «Kære død og helvede, I er vel endnu her en lille tid, dog ikke længe; men retten, magten, sejren, brodden og al kraft har I mistet. Vrede er I, men kære, bid mig ikke, svid ikke vore roer! [tysk mundheld, sagt med ironi: gør os nu ikke fortræd!] Jeg føler jer nok, men jeg frygter ikke for jer; for I kan ikke mere, og I må oven i købet snart i galgen og blive til intet.»

Ligesom jøderne spottede Kristus på korset, som om han havde mistet al magt og kraft og oven i købet snart måtte dø, sådan har det nu vendt sig, så vi trodser, spotter, håner og bespotter synden og døden, fordi vi er visse på, at de intet mere kan, men må holde for. Derfor er døden og synden hos de kristne så fordømt, og de hænger på korset, så det, der er tilbage af deres væsen, ikke tjener dem til andet, end at de må høre, hvordan de bliver spottet og hånet: «Død, hvor er din brod? Helvede, hvor er din sejr? Så mægtige I har været, så afmægtige er I nu. Fy og atter fy over jer, I store kæmper, død og synd, hvor grueligt har I hersket i verden og trodset og pukket mod enhver! Hej, stig nu ned fra korset! Er I kæmper og store herrer, nuvel, så bevis det dog med én finger; dér hænger I på Kristi kors og må snart dø på det, og han, som I hængte på det, er sluppet fri fra det sammen med os alle, som hænger ved ham.» Så går det, som Salomo siger: «Den retfærdige er sluppet fri, og den ugudelige er hængt i hans sted» (Ordsp 11,8).

Sådan taler Esajas heller ikke om synden og døden på en ligefrem måde, men om, hvordan de har hersket, og at dette herredømme, det vil sige deres magt, ret og kraft, er sønderbrudt; for han siger ikke blot: «deres byrde», men: «deres byrdes åg». Med åget viser han, hvordan vi har været underlagt døden og har måttet bære dens byrde, og den har hersket over os, ligesom en bonde over sit dyr, som han spænder for åget og lægger byrde på, som herre over dyret, der er fanget og bundet i åget. For den byrde, som man frivilligt tager på sig af sig selv, kaldes ikke en byrdes åg, men simpelthen en byrde. Men en byrdes åg eller en byrde i åg indebærer en underkastet tilstand, hvor man tvinges til at bære byrden. Sådan har også vi måttet bære døden, den tunge byrde, tvungne, som nogle, der ved synden er underlagt døden og dens vold og ret, og den hersker over os. Men det herredømme har Kristus sønderbrudt for os og forløst os fra en sådan vold, selv om døden endnu ligger på os en tid, dog uden al ret, indtil den holder op.

Det samme ligger i, at han ikke blot siger: «riset», men: «riset på deres skulder». Som om han ville sige: «Synden er ikke et almindeligt ris, som man bærer frivilligt eller lægger på skulderen; men man driver og slår os med det på skulderen, for at vi skal bære byrden, sådan at dette ris er et herredømme, og vi er undersåtter.» For som sagt: hvis synden ikke herskede over os, kunne døden heller ikke herske over os. Men nu, da synden hersker over os, og vi er underlagt og fanget af den, er vi nok fjender af dødens byrde og ville gerne være den kvit; men synden er bag os som riset og driver og tvinger os til at bære byrden, det vil sige: synden driver os, så vi må dø og være underlagt døden.

Det tredje er driverens stok; det er loven, som Paulus siger til romerne (Rom 3,20 og 7,7): «Loven er syndens kraft.» [ordene står i 1 Kor 15,56.] Men jeg taler om loven forstået åndeligt, når den åbenbarer synden; for sådan siger han: «Ved loven kommer erkendelse af synd»; og ikke om loven forstået kødeligt, når den gør hyklere ved gerningerne, som der står før i andet kapitel. For de, som ikke forstår loven åndeligt, føler heller ikke riset på skulderen, det vil sige synden. Riset er der nok, men det trykker ikke deres skulder; det vil sige: synd har de, men de føler den ikke og agter ikke på den; ligesom byrden, det vil sige døden, også er der, men byrdens åg har de ikke, for de føler ikke, hvordan døden har dem under sig og regerer over dem. Sådan også her: stokken er der nok, men de hører ikke driverens røst; så også her er der to ting, stokken og driveren, ligesom riset og at det ligger på skulderen er to ting, og åget og byrden. For vi har alle sammen døden, synden og loven; men vi føler ikke alle brodden og sejren, det vil sige dødens, syndens og lovens kraft og herredømme over os, før timen kommer.

Stokken er nu altså loven, og driveren er dens vold og herredømme; for hvis der ingen lov var, var der heller ingen synd. Men nu, da loven er der, ville vi nok gerne være synden kvit; men vi kan ikke, for loven er der og driver, jager, overbeviser og overvinder os med, at vi er syndere, og tvinger os således med vold ind under synden. Dér er driverens røst, det vil sige lovens herredømme og vold over os, som gør os til syndens trælle; for lovens kraft kaldes en driver eller opsynsmand, exactor [latin: «inddriver», «slavefoged»], fordi den altid kræver lydighed af os og heller ikke lader samvittigheden få ro for sådan kræven og driven. Når vi nu ikke kan gøre fyldest for dette krav eller yde lydighed, så driver den os straks ind under synden og dømmer os som syndens trælle; men synden giver os så straks hen til døden. Dér ligger vi så som fangne trælle under død, synd og lov, det vil sige under byrdens åg, under riset på skulderen, under driverens stok.

Dér ser vi, at Esajas har taget sin tale fra en æseldriver eller en anden grusom tyran. For dér er byrde, ris og driver over det stakkels dyr. Byrden ville vi nu gerne være fri for; men vi er fanget i åget, det vil sige: dødens kraft og herredømme holder os, så vi må bære dens byrde og være den underdanig. Ligeså ville vi også gerne være riset kvit; men det ligger os på halsen, det vil sige syndens magt og herredømme, som har os under sig med vold. Stokken ville vi også gerne være kvit; men driveren er bag os, det vil sige lovens røst og kraft.

Nu har vi, hvad Esajas mener med disse tre stykker, og at vi ikke kan sønderbryde dem, men må være dem underdanige og lade dem herske over os; men hersker de, så må vi gøre, hvad de vil. Deraf følger da, at vi ikke formår at gøre noget godt, men idel ondt, og at der ingen fri vilje er. Men det er Kristus, som alene overvinder disse stykker ved sig selv, for os alle, og deler det glade bytte ud, så vi, fri og løse, lover og synger i al glæde og tryghed. Om ham siger han: «Du har sønderbrudt» osv. Hvordan sønderbryder han dem? Sådan, at de må holde op, som Paulus siger om døden: «Den sidste fjende, døden, skal sønderbrydes» (1 Kor 15,26). Sådan er synden også sønderbrudt. Men hvordan er synden også sønderbrudt? [sætningen står sådan i kilden.] Men hvordan er loven sønderbrudt? Synd og død har, som sagt, mistet deres kraft og ret, så de ikke mere har os under sig, og de må også helt holde op. Men loven er sønderbrudt på den måde, at den ikke mere driver, og vi bliver fri for dens kræven og driven, ved at vi gør den fyldest ved Kristus, vor Herre, og nu lever og af Ånden gør alt frivilligt, som loven ville drive og tvinge ud af os. Derfor behøver vi ingen lov mere, og fordi dens driven og kræven er forbi, så er også al dens magt, ret og grund forbi, og vi lever som nogle, der ingen lov har; ligesom et sundt menneske lever, spiser og drikker uden lov og driven, så det ingen lov behøver til det. Om det kan du læse mere i postillen og i andre små bøger.

«Som på Midjans tid.»

Her må man kende den smukke, herlige historie, som er skrevet i Dommerbogen i 7. kapitel, hvordan midjanitterne, amalekitterne og østens folk lagde Israels land øde, og Israels børn flygtede for dem; og hvordan Gideon efter Guds befaling slog dem uden sværd, med basuner og lamper, så de selv slog hinanden ihjel og flygtede. For i den historie er den sejr forbilledet, som Kristus har vundet over de tre fjender, og hvordan alle hans kristne endnu daglig vinder sejren med ham, også uden sværd. For det er derfor, Esajas netop har villet føre denne historie frem som eksempel: for at vise, med hvilken slags kraft Kristus har sønderbrudt og overvundet disse tre stykker eller fjender. Men det ville blive for langt at fortælle og udlægge hele historien; den, der vil kende den, kan læse den. Summen af den er, at Gideon vandt en sådan sejr i stor svaghed og afmagt; for hans egne medborgere og brødre var hans fjender, fordi han havde vakt deres vrede ved at nedbryde Baals alter, skønt de dog skulle have været de fornemste med ham. Dernæst faldt de andre fra ham, først toogtyve tusind mand, siden ti tusind, og der blev kun tre hundrede mand tilbage hos ham; med dem skulle han vinde over fjendernes hær, som var omkring hundrede og femogtredive tusind mand rustet til felts. Hans hjerte kunne vel tusind gange have fortvivlet og helt og aldeles have mistet modet. Hvad var sådan en forladt lille flok imod en sådan magt? Intet. Hvor mange har vel ikke spottet ham, som borgerne i Sukkot og Penuel gjorde (Dom 8,15–17), som om han var en vanvittig nar, der gav sig i kast med en så umulig ting og bragte folk i fare sammen med sig. Dér har hans hjerte måttet sige med Sankt Paulus: «Når jeg er svag, så er jeg stærkest; for kraften fuldendes i svaghed» (2 Kor 12,9–10). En sådan tro slog midjanitterne uden sværd.

Sådan er også Kristus blevet svag og til spot i sin lidelse, så det så umuligt og utroligt ud, at han skulle udrette noget dermed; men ikke desto mindre vandt han i en sådan afmagt sejren over død, synd, lov, helvede, Djævelen og al ulykke, uden al menneskelig kraft og våben; ligesom Gideon i sin afmagt sejrede over de tre folk. Og ligesom Gideon var den første og hovedet til at slå midjanitterne, og de tre hundrede mand efter ham, sådan er Kristus også førstegrøden, som har overvundet synd og død, og de andre kristne gør ham det daglig efter, og med ham.

Men at midjanitterne måtte dræbe sig selv med deres eget sværd, betyder, at døden, som ville slå Kristus ihjel, netop med det samme drab har slået sig selv ihjel. For Kristus er opstået og har opslugt døden i sin død. Sådan også synderne, som lå på ham: de ville dømme ham til døden og være dødens brod; men hans uskyld var for stor, og han fordømte synden ved synd, som Sankt Paulus siger til romerne (Rom 8,3), så synden har forsyndet sig sådan mod ham, at den må dø og være død. Loven driver ham også og gør ham til synder, fordi han var under den og måtte være forbandet efter loven som alle, der hænges, som Paulus siger til galaterne (Gal 3,13). Men fordi den ingen ret havde over ham, og han intet skyldte, skete der ham uret, og nu driver han imod loven, så den har synd og uret på sig og også må dø. Hvad historiens andre stykker betyder, det ville der nok blive en hel bog ud af, så rig, fuld og fin er den; men vi lader det her blive ved det fornemste stykke af udlægningen, det, der angår Kristus, efter Esajas’ mening.

«For al krig, der går voldsomt til, og blodige klæder skal brændes og fortæres af ild.»

Hvordan Kristus har vundet sin sejr uden sværd og legemlig kraft, har han nu sagt ud fra Gideons eksempel. Her spår han nu, at dette skal være den nye måde at føre krig på i Kristi kongerige: dér skal der ingen legemlig krig være, og ingen skal kæmpe for den anden eller stå den anden bi; men enhver må alene for sig selv ved troen og Ånden, ligesom Kristus, overvinde døden, synden og loven og tør kort og godt ikke forlade sig på nogen uden på Kristus; alene må han stå, for han kan ikke vide, hvem der er troende eller vantro. Derfor er det en forunderlig kamp i kristenheden, at et enkelt menneske skal stå imod alle djævle, imod hele verden, imod død, synd og lov og alligevel vinde sejren.

Her vil Esajas nu sige, at der fremover ikke mere skal være en sådan krig blandt de kristne, som går til med larm og våben, så det giver blod og blodige klæder; men Kristi ene sejr skal beholde marken i alle hans egne, og kampen skal gå sådan til, at man lider, ligger under og er afmægtig, det vil sige: det skal være en åndelig krig. Ordene siger altså netop det samme, som Esajas siger et andet sted, i kapitel 2 (Es 2,4) og 11: «De skal ikke mere løfte sværd mod hinanden og ikke mere lære at føre krig; men de skal gøre deres sværd til segl og deres spyd til plovjern»; for Kristi rige skal være et fredens rige, som det følger i det næste.

At han nu siger: «Al krig, der går voldsomt til, og blodige klæder skal brændes og fortæres af ild», dermed ser han på to slags krig. Den ene går til med stikken og brækken, med hug og skrig, med bulder og brag og med blodsudgydelse på begge sider; det er en legemlig krig. Den anden går til med at holde sig stille, lide og slet ikke røre sig, ikke engang åbne munden, som et får på slagtebænken (Es 53,7; Rom 8,36). For med ordet «krig, der går voldsomt til» maler han og stiller ligesom et feltslag for øjnene, hvor alt rører og bevæger sig: dér går trommen, her trompeterne; dér råber man, her hesten; her klirrer det, dér klaprer det; her blinker sværdet, dér glimter spyddet, og det går vildt i hinanden; dér flyder blod over klæderne, og det er et gruligt syn. Den, der vil se noget stille og fredeligt, skal ikke se på en krig. Men en sådan voldsom larm og krig skal man ikke mere have i kristenheden; Helligåndens ild skal fortære alt det og æde det rent op, så der kan være idel fred blandt dem. Men er der ufred, så skal det være sådan, at de ikke selv stifter den, men lider den fra andre, stille og tålmodigt, og således følger deres hoved, Kristus, som også har kæmpet sådan åndeligt, at han udvortes var stille og fredelig, tålmodigt led alt, hvad man gjorde mod ham, og dog vandt alt dermed og beholdt sejren over død, djævel, helvede og alt (1 Pet 2,21 ff.).

Og man må ikke undre sig over en sådan tale, at han siger: ild skal brænde og fortære en sådan legemlig strid. For med sådanne ord vil han egentlig beskrive, hvordan og hvorved den udvortes krig skal høre op blandt de kristne. Og heri følger han salmisten, som også siger sådan om disse ting: «Kom og se, hvilke undere Herren gør på jorden: han sønderbryder bue og slår våben i stykker og brænder skjolde med ild» (Sl 46,9–10). Ilden er et stærkt element, som man siger. Den gør alt til aske, og hvad den brænder, kommer ikke igen, hvad hverken vand, luft eller nogen anden skabning gør; og når man vil gøre noget rent ud, rent af, rent igennem, så tager man ild til det, ligesom Gud også selv vil feje og rense hele verden, himmel og jord, med ild på den yderste dag (2 Pet 3,12). Sådan skal Helligåndens ild (som er den kristne kærlighed) skaffe al strid og alle grunde til strid helt rent af og bort, så intet bliver tilbage af den, og den aldrig i evighed kommer igen.

At man værner mod krig og strid med bud eller standser den med magt, er hverken holdbart eller varigt, fordi det krigeriske sind ikke bliver forandret; man finder altid tid og rum til at begynde strid og krig, før magten kan forhindre det. Derfor kan man i verdens regimente ikke fortære krig og strid med ild og helt ophæve dem, så der bliver sikker og varig fred; som man siger: «Jeg kan ikke holde fred længere, end min nabo vil.» Men det rette mesterstykke til at holde evig, sikker fred er det, som Kristus bruger i sit rige: nemlig at han gør hjerterne ét og ikke alene med bud og magt holder næven tilbage og lægger våbnene ned, men tager krigssindet og trættehjertet bort. Men når det sker, så er næven og våbnene allerede holdt tilbage, og det til fulde. For hvorfor og om hvad skulle kristne føre krig og strides, når de er således sindet, at de alle sammen vil lide alt og gerne lade gods, ære, liv og legeme fare? Det vil sige: de har aldrig nogen grund til at føre krig; for det er for sådanne tings skyld, den verdslige øvrighed må føre krig: for at beskytte gods, ære og liv og opretholde freden; og om det strides man også, men ikke blandt de kristne. Sådan har Kristus heller ikke kæmpet, men lidt, og er ved lidelse blevet den øverste og dyreste ridder. Det er i sandhed at fortære krigen ved ild og lide alt med kærlighed, ikke strides eller føre krig for vor egen skyld. Men hvordan krig er god for andre, har jeg sagt tilstrækkeligt om i den lille bog om den verdslige øvrighed.

«For et barn er født os, Sønnen er givet os.»

Her bryder Esajas frem og maler høvdingen eller kongen for dette kongerige. Af denne tekst er den fine sang taget, som man nu synger ved jul: «Et lille barn så lovesælt er født for os i dag» osv. [den gamle tyske julesang «Ein Kindelein so löbelich».] En underlig konge, som skal udrette så store ting, som der er talt om ovenfor: at han skal overvinde død, synd og lov, regere uden sværd og gøre verden fuld af glæde. For Esajas siger her klart, at alt dette kommer deraf og derfra, at et barn er født os og Sønnen givet os; som om han ville sige: «Ved barnet og Sønnen kommer alt dette; han er mellemmanden, som skal udrette det.» For i denne tekst skal man godt lægge mærke til det lille ord «os», for det er dét, det hele kommer an på. Alle børn, som bliver født, bliver født sig selv eller deres forældre; alene dette ene barn bærer det navn, at det er født os. «Os, os, os» hedder det; dette barn tilhører os alle, født os til gode. Han havde jo for sin egen skyld slet ikke behøvet at blive født. Derfor hedder og er alt, hvad han er, har og gør, ved fødsel eller efter menneskeheden, vort, og dermed er os tjent, så det skal være vor frelse og salighed. Ordet «os» kræver nu fast tro. For om han blev født tusind og atter tusind gange og dog ikke var født os og ikke var blevet vor egen, så var vi intet hjulpet med det. Hvad hjælper det os, at så mange tusind mennesker er født og daglig bliver født fra verdens begyndelse?

Se nu på ordene, hvad denne konge er for en person, og hvor mesterligt Esajas sætter og vejer sine ord. For det første er han et født barn, det vil sige et naturligt menneske; for jeled betyder på hebraisk infans, et lille nyfødt barn, sådan som det fødes af en kvinde. Dermed er det bevist, at Kristus er et virkeligt, naturligt menneske, født af en kvinde, at han har kød, blod, ben, marv, hud og hår, at han lever, går, står og gør som et andet menneske, og dog er født uden synd, frem for alle andre. For ligesom denne tekst tvinger os til at sige, at han er født som et sandt, naturligt menneske, sådan tvinger den foregående tekst os til at sige, at han er født uden al synd, når Esajas siger, at han har sønderbrudt byrden, stokken og driveren, det vil sige synden, døden og loven. For det rimer ikke, at han, som sønderbryder synden og lægger den under sig, selv skulle være født i synd; ellers havde synden snarere sønderbrudt ham og lagt ham under sig, sådan som det går alle andre mennesker, der fødes.

Så har vi nu, at dette barn er et naturligt, men uskyldigt og helligt menneske, og at alt det er vores, som han er, har, gør og formår. For at han er hellig og uskyldig, skal være vores, fordi han er født os; derfor er hans hellighed og uskyld vores, som havde vi den selv, og vi smykker og klæder os i den for Gud som i vores eget smykke, der er os skænket – såfremt vi da tror, at det er sandt. Sådan er vi uskyldige og hellige i dette barns uskyld og hellighed.

For det andet er han Sønnen og givet os. Her siger han ikke: «Sønnen er født os», men: «givet». Det er sandelig fine, liflige ord. Søn kalder han ham for dermed at vise, at denne konge ikke blot er menneske, men også sand, naturlig Gud. Han må jo være en anden søn end alle andre menneskesønner, eftersom han skal gøre sådanne ting, som der er sagt. Selv om alle sønner blev vores egne, hjalp det os dog intet, for der er ingen, som ikke bliver sønderbrudt af synd, død og lov. Skal han nu sønderbryde død, synd og lov, må han sandelig have guddommelig kraft hos sig, især fordi han ikke skal gøre det for sin egen skyld, men for vores, og er givet os; for at hjælpe andre mennesker fra synd, død og lov er lutter Guds magt.

Er han nu Søn og Gud, så har han alt i sine hænder og må være Gud lig. Men denne guddom er ikke født os, for han har ikke fået den for vores skyld; fra evighed har han den for sig selv fra Faderen. Men givet er den os, så den også skal være vores. Men er den vores, hvad er der da, som ikke er vores? Som Sankt Paulus siger til romerne (Rom 8,32): «Hvordan skulle han ikke have givet os alt med ham, når han har givet Sønnen for os?»

Dér har vi nu denne konges person: at han er sand og virkelig Gud og menneske, og tilmed født af en jomfru; for alt, hvad der fødes af mand og kvinde, er syndigt, som Johannes siger (Joh 3,6): «Det, som er født af kødet, er kød.» Og igen (Joh 1,13): «De er ikke født af blod eller af køds vilje eller af mands vilje, men af Gud.» Skulle han nu sønderbryde synd og død, så måtte han ikke fødes af kød og blod, og skulle dog være født af en kvinde som et sandt, naturligt menneske, sådan som Esajas siger her: «Et barn er født os.»

Her måtte man finde og ramme midtvejen, så han både blev født af en kvinde og dog ikke af kødet. Det gik sådan til, at han måtte fødes af sin mor, ikke ved kødets kraft og indplantede natur, men overnaturligt, ved Helligåndens særlige kraft; det vil sige: hans mor måtte være jomfru og blive svanger uden mands medvirken, sådan som vi bekender i troen: «undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria». Sådan kunne det lade sig gøre, at han var menneske uden synd og herre over synden, og at synden aldrig kunne få ham under sig fra første øjeblik af hans menneskenatur. For det var også ret og rimeligt, at Guds Søn blev født sådan, eftersom det ikke kunne være, at Guds Søn var under synden; ellers var Gud selv blevet en synder og havde haft brug for en forløser lige så vel som vi. Hvem skulle så have hjulpet os?

Og hans herredømme skal ligge på hans skulder.

Dette ord maler man sådan, at Kristusbarnet bærer korset på sin skulder, da han blev sendt fra Gud til Maria. Og selv om det ikke viser det fuldt ud, så misbehager et sådant maleri mig dog ikke, for de enfoldiges skyld; for det rammer jo noget og fejler ikke helt. For det første er det åbenbart nok, at man maler de verdslige konger deres kongerige anderledes, ikke på skuldrene, men kronen på hovedet, æblet i venstre hånd og sceptret i højre hånd. Hvad det betyder, lader vi nu ligge.

Kristi kongerige er hans kristne, som Sankt Peter siger: «I er det kongelige præsteskab og ejendomsfolk» (1 Pet 2,9). Ligeledes står der i Salmernes Bog: «Jeg vil give dig hedningerne til arv» (Sl 2,8). Og der er mange flere af den slags skriftord. Et sådant kongerige maler Esajas på hans skuldre; først fordi han har læsset os og vores synder på sig og båret dem på korsets træ og stadig bærer dem daglig i alle vores skrøbeligheder, som Sankt Peter siger (1 Pet 2,24): «Han har båret vores synder på sin krop på træet.» Og Johannes Døberen siger: «Se, det er Guds lam, som bærer verdens synd» (Joh 1,29); og hos Lukas (Luk 10,34) bærer samaritanen det halvdøde menneske på sit dyr. Ligeledes er han hyrden, som bringer det fortabte får hjem igen på sin skulder (Luk 15,5). Det er korset, som man maler på Kristusbarnets skulder.

Heraf mærker du nu, hvilket sødt, trøsterigt og lifligt ord det er, når Esajas siger: «Hans herredømme ligger på hans skulder.» Han siger ikke: Hans herredømme ligger i Jerusalem, i Syrien, Asien, Indien eller på et andet sted i verden, men: på hans skulder. Hvor han er, dér er det også, ganske fri, ikke bundet til noget sted, nogen tid eller nogen person, uden alene til ham selv. Dertil bærer han dem med alle deres skrøbeligheder, som en far sine børn, som en hyrde lammene, og kaster dem ikke bort for syndens skyld, men læger dem og hjælper dem. For hans rige er et nåderige, et hjælperige, et trøsterige for alle fattige syndere. Og det er da underligt sagt, at han bærer sit kongerige på sin skulder, og at det dog skal være i hele verden; for han skal regere alle steder ved evangeliet og dog overalt bære det på sin skulder. Verdslige fyrster lader sig nok løfte og bære, føre og lede af deres kongerige; men denne konge løfter, bærer, fører, lægger og leder sine egne.

Det går ikke anderledes til end sådan: På korset bar han os alle på én gang; men nu bærer han os ved evangeliet, det vil sige: det bliver prædiket, hvordan han dengang bar os og vandt forladelse for alle de synder, vi har gjort, gør eller vil gøre. Å, hvilken fin titel er det, hvilket trøsterigt ord om Kristus, at han bærer sit rige på sin skulder! På samme måde taler også Moses i sin sang i Femte Mosebog (5 Mos 32,11) om, at Gud har båret Israels folk på skulderen, det vil sige: ligesom med små børn har han omgået dem, givet dem føde, båret over med deres væsen og hjulpet dem osv., sådan som Kristus også gør med os.

For det andet kaldes det et herredømme på hans skulder for at vise, at det er et rige i troen. For vi ser ham bagfra, fra ryggen, ikke forfra, fra ansigtet; som han også siger til Moses (2 Mos 33,23): «Mit ansigt kan du ikke se, men bagfra skal du se mig, når jeg går bort.» Sådan siger også Paulus til korintherne (1 Kor 13,12): «Nu ser vi gennem et spejl, i en gåde, men da ansigt til ansigt.» Sådan bærer han os i troen, så vi ikke ser ham og dog alligevel mærker hans kraft, hvormed han bærer, forløser, hjælper og bevarer os.

Dernæst følger, hvad han skal hedde: «Og han hedder Pele, Jogetz, El, Gibbor, Abigad, Sarsalom.»

Seks navne giver han denne konge, som på hebraisk lyder, som der står: Pele, Jogetz, El, Gibbor, Abigad, Sarsalom; på tysk sådan: Underfuld, Råd, Kraft, Helt, Evig-Fader, Fredsfyrste. Her skal du ikke tænke, at man skal nævne eller kalde ham sådan efter hans person, sådan som man ellers kalder nogen ved navn; for det ville blive en lang snak, hvis man hver gang skulle remse de seks navne op, så tit man kaldte på ham; men det er navne, som man skal prædike, prise og berømme ham med for hans gerningers, værks og embedes skyld. For på hebraisk kan denne tekst også lyde sådan: «Og hans navn skal prædikes»; for at hedde, kalde og prædike er ét ord på hebraisk; ligesom man kalder David blid, ydmyg, stridbar, vis osv.; det vil sige, med sådanne navne priser man hans dyd og værk eller egenskab, så man kan kende ham og skille ham ud frem for andre, og sådanne navne kalder vi på tysk tilnavne, som man føjer til det egentlige navn. For eksempel er der mange, som hedder Peter; men når man siger: Peter, Kristi apostel, som har æret Kristus med sin død, så giver man ham et tilnavn efter hans dyd, embede eller egenskab. Ligeledes er der mange, som hedder Hans; men når man siger Hans Skriver, så kalder man ham sådan efter hans eget embede. Nu, i det hebraiske sprog kaldes tilnavnene lige så vel navne som de egentlige navne, og ligeså prisnavnene; for sådan kaldes Gud god, nådig, de fattiges dommer, hjælper i nøden, de faderløses far og så fremdeles.

Pele, Underfuld

Det første navn viser, hvilken måde denne konge har at regere sit rige på, og siger: Han gør det underligt og sælsomt, så det overgår al fornuft, natur og klogskab og ikke er til at fatte. Hvordan det? Han regerer os, sådan som han selv blev regeret af Faderen. Det gik, som salmen synger (Sl 118,22–23): «Den sten, som bygmestrene forkastede, er blevet hjørnesten; det er sket ved Herren og er underfuldt for vores øjne.» Var det ikke en underlig ting: Da han ville gå ind til det evige liv, gik han ind i døden; og da han ville til Faderen i sin ære, kom han i al skam, ja, blev på allerskændigste måde hængt på korset blandt morderne; da han skulle gøre mange folk og hele verden sig underdanig, faldt selv hans eget folk fra ham, så de ikke alene fornægtede ham, men også forrådte, solgte, overgav, korsfæstede og spottede ham. Er det nu ikke en sælsom, underlig ting: Stenen, der var så højt og dybt forkastet, skulle blive hjørnesten? Kort sagt: Der er aldrig på jorden hørt eller set nogen mere tåbelig, umulig og fortvivlet ting, end at et døende menneske ikke alene skulle blive levende, men også herre over livet og den, der uddeler det, og den, der oprejser alle døde; at døden skulle komme under ham, som den dræber, og igen blive dræbt af ham for evigt. Ligeledes, at han skulle blive ærens konge, som hans eget folk forlod, forrådte, forfulgte, myrdede, spottede og vanærede; og så fremdeles i alle andre stykker, som er lutter uudsigelige undere. Men vi er vant til at høre det daglig; derfor undrer vi os ikke mere over det; for vi betænker det ikke og tror det heller ikke for alvor, ellers ville vi undre os over det uden ophør.

Netop sådan gør han også med sine egne, det vil sige med sit kongerige. En verdslig konge regerer sådan, at han holder sit folk til sig og hos sig og holder fremmede eller fjender borte fra sig. Denne vender det om. Sit eget folk, jøderne, lader han fare, og hedningerne, sine fjender, tager han til sig; han sønderbryder og ødelægger jødedommen til grunden og bygger hedningefolkene op til sit rige, så vidt verden er. Hvor fint skulle man ikke prise den fyrste, som forlod sit folk og tog sine fjender ind i landet og dog foregav, at han ville regere prægtigt? Afsindig, gal og tåbelig ville man holde ham for; og det ville han også være, hvis man ville føre verdsligt regimente på den måde. Ligeså: Den, han vil gøre retfærdig, gør han til en fortvivlet synder; den, han vil gøre klog, gør han til en nar; den, han vil gøre stærk, gør han svag; den, han vil gøre levende, stikker han i dødens gab; den, han vil føre til himlen, sænker han ned i helvedes afgrund, og så fremdeles; den, han vil bringe til ære, til salighed, til herredømme, højt og stort, gør han til al skam, fordømt, til træl, ringe og lille. Her gælder og går det efter ordet: «De første de sidste, og de sidste de første» (Matt 19,30). «Den, som vil være stor, skal være lille» (Luk 22,26); den, som vil gå forrest, skal gå bagerst.

Det er nu den underfulde og sælsomme konge, som er nærmest, når han er fjernest, og fjernest, når han er nærmest. At dette nu ikke forekommer os underligt, kommer af, at vi ikke erfarer det og heller ikke er prøvet i det, men daglig hører og tærsker ordene om det, til vi bliver mætte og lede ved dem, og aldrig kommer til gerningen; men de, som er midt i det og bliver øvet i det, de ser og føler, hvilket underligt væsen det er, og hvor rimeligt det er, at han hedder Underfuld. Og summen er denne: Han er underfuld, fordi hans væsen, rige og regimente består i lidelse og i at dræbe den gamle Adam og ikke lader noget være godt af alt det, som denne gør, ved og kan.

Jogetz, Råd

Det andet navn viser, hvordan han står os bi i sådan lidelse, død og kors, så vi ikke fortvivler eller går til grunde under det. Og også i denne bistand er han underfuld; for han står os ikke bi sådan, som verden og den gamle Adam står bi, som han siger hos Johannes (Joh 14,27 og 16,33): «Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer, ikke som verden giver; for i verden skal I have trængsel, men i mig skal I have fred.» Verden står sådan bi, at den flygter fra lidelsen og trængslen eller værger sig med magt for at blive den kvit; for den bruger legemlig magt imod den, eller den lider den med uvilje, hvor den må. Men Kristus lader sine blive under den og står dem bi uden legemlig magt, men med Ordet, som han siger hos Esajas (Es 50,4): «Herren har givet mig en klog tunge, så jeg med Ordet kan styrke den, der er træt.» Et sådant ord, hvormed vi bliver trøstet i lidelsen, er et godt råd; og den, som kan det, er et godt råd: derfor kaldes Kristus med rette Råd. Sådan rådede han apostlene hos Johannes (Joh 16,33): «Vær frimodige, jeg har overvundet verden»; ligeledes (Joh 14,1.28): «Jeres hjerte skal ikke forfærdes og ikke være bange. I har hørt, at jeg sagde til jer: Jeg går bort og kommer igen til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg har sagt: Jeg går til Faderen; for Faderen er større end jeg» osv. Og hele denne aftenprædiken og dette valete [farvel], hvad er det andet end lutter råd og trøsteord i lidelsen? Sådan siger også Herren Kristus sammen med sine i salmen (Sl 16,7): «Herren har rådet mig»; ligeledes (Ordsp 2,6): «Herren giver mig forstand» osv., det vil sige: Han lader mig nok være uden legemlig kraft i lidelsen, men han forlader mig ikke med råd og forstand om, hvordan jeg skal forholde mig deri.

Sådan går det til i Kristi rige, at vi alene bliver regeret ved Guds ord, som Esajas her priser for den dyd, at det kan give godt råd og trøst. Det formår ingen anden konge eller herre. For når de er overvundet legemligt, eller deres land er ødelagt, så er det ude med råd og trøst; for deres råd og trøst er, når tasken er fuld og magten ligger øverst og æren forbliver uskadt. Men her hedder det bedst at råde og trøste, når alt er ødelagt og fortvivlet. Derfor hører der tro til, for det er troens råd, eftersom det kommer, når der intet mere er, og når man alene har det usynlige at håbe på. Hvem kunne ellers bestå, når Herren efter sit første navn farer så underligt med os, at vi intet havde at holde os til? Der må jo i det mindste være et ord, som råder og trøster os. Kort sagt: Han kaldes Råd, fordi han med evangeliet trøster sine i verden, når de er forladte og i al slags trængsel.

El, Kraft

Ordet El tillægges på hebraisk Gud, og Gud kaldes også mange gange El; deraf vil man så slutte imod jøderne, at Kristus er Gud, og fører dette skriftord fra Esajas. Så værger jøderne sig og har deres udflugter, som de kan. Men kort sagt: Eftersom ordet El i Skriften ikke alene tillægges Gud og heller ikke efter sin art betyder guddommen, så kan man ikke tvinge ud af det, at det her skal og må betyde Gud; ligesom når Gud kaldes god og retfærdig, kan man ikke deraf tage, at disse ord, god og retfærdig, overalt i Skriften må betyde Gud, eftersom begge ord tillægges både Gud og mange andre.

Men nu taler Esajas her om sådanne navne, som ikke viser personen, men Kristi embede og hans riges art, og vi må have sikrere skriftord – og dem har vi også – for at bevise Kristi guddom; derfor vil jeg blive ved ordets naturlige betydning, hvad det efter sin art betyder. Men efter sin art betyder det intet andet end kraft eller evne, sådan som vi har det i Femte Mosebog (5 Mos 28,32), hvor Moses taler om jødernes ulykke: «Og der skal ikke være noget El i dine hænder»; hvor vi læser: «Der skal ikke være nogen kraft i dine hænder» til at værge dig mod en sådan ulykke eller redde dig fra den. Sådan har vi også i de tyske lande det navn, at nogle hedder Kraft eller Kraftmann, og det er efterlignet eller lånt fra hebraisk. Så lad nu Kraft eller Kraftmann være denne konges tredje navn. At jeg ikke siger Joetz, men Jogetz, sådan som det lyder på hebraisk, gør jeg, fordi vi ikke godt kan gengive bogstavet ajin uden bogstavet g; sådan som også Sankt Markus gør i ordet Bnehargem, hvor det dog på hebraisk lyder Bne Har Em. [Mark 3,17; i den græske tekst «Boanerges».]

Kraft viser nu, hvor kraftigt rådet er; for vi tyskere sætter også begge dele sammen og siger: råd og hjælp. For hvor der kun er et råd, er det ord; men der er intet eftertryk bag det, og der bliver til sidst intet af det. Men Kristus giver os ud over at råde og trøste os med evangeliets ord også kraft til, at vi tror det og bliver ved det og holder ud, og til sidst også trænger igennem, vinder sejren og beholder valpladsen. For det er ikke Kristi mening, når han fører os underligt og bringer os i lidelse og kors, at vi skulle blive i det for evigt og alene have nok i råd og ord, og at det så skulle være slut; nej, ikke sådan. Rådet og ordet skal være der, så længe lidelsen varer, og holde os oppe, så vi ikke synker af svaghed; men lidelsen skal også til sidst have en ende, overvindes ved vores tålmodighed og høre op.

Tag et eksempel på det i Sankt Paulus. Hvor tit har han ikke været i løvens gab, det vil sige i al slags trængsel? Men hvormed råder og trøster han sig? Med Guds råd og ord. Men han kommer dog igennem og vinder til sidst, sådan som han rigeligt beskriver det alt sammen i Andet Korintherbrev (2 Kor 11). Sådan er det: Selv om vi har mange slags trængsler, den ene efter den anden, til tider alle på én gang, nu synd, nu død, nu verden, nu Djævelen osv., så er det alt sammen Peles værker; under alt det er Jogetz dér med sit råd og ord og trøster os, så vi kan udholde det. Til sidst fører han det også igennem og lader det blive godt vejr igen, så vi beholder valpladsen, som Sankt Paulus siger (2 Kor 2,14): «Lovet være Gud, som altid lader os beholde valpladsen ved Kristus.» For han hedder Kraft og kan ikke alene råde og trøste, men også afhjælpe og kaste lidelsen under os; han har eftertrykket og er en klippe, så selv helvedes porte ikke kan overvælde os (Matt 16,18).

Gibbor, Helt

Hvor fint følger navnene efter hinanden og hænger sammen i alle ting, ligesom det også går i Kristi rige. For det første er at dræbe den gamle Adam med al slags lidelse og kors; men dertil hører trøst og råd ved Ordet. Så er det ikke nok med råd og trøst; der må også være kraft, så vi kommer igennem. Det er halvdelen af navnene. Og vi ser, at de alle tre gælder os, og at han hedder sådan for vores skyld, til tjeneste og gavn for os, ikke for sin egen persons skyld.

Med disse tre navne bliver vi nu regeret, fornyet, opholdt og forsvaret, og han, kongen, har med sine egne at gøre i disse tre embeder. Men hvordan han nu også angriber fjenderne og handler med dem, viser det fjerde navn. For det er en rigtig herre, som først sørger for, ruster og gør sit land og sit folk i stand og derefter angriber fjenderne og gør sit kongerige større. Men det går også underligt til; for alt må være underligt, som er ved denne konge, sådan som det første navn lyder. Underligt dræber han, underligt råder og trøster han, underligt hjælper han til at vinde og sejre, alt sammen i lidelse og afmagt. Sådan strider og kæmper han også og bringer folk underligt under sig; for han er en helt og en krigsmand, ja, en kæmpe, uden sværd og harnisk, som Sankt Paulus siger (2 Kor 10,4–6): «Vores stridsvåben er ikke kødelige, men kraftige for Gud til at nedbryde fæstninger, så vi nedbryder anslagene og alt, som rejser sig højt mod kundskaben om Gud, og tager al fornuft til fange i lydighed mod Kristus og er parate til at straffe al ulydighed.» Sådan siger også salmen (Sl 110,2): «Du skal herske midt blandt dine fjender.» Og i en anden salme (Sl 45,6): «Dine pile er skarpe, folkeslag skal falde under dig, midt blandt kongens fjender.»

Alt det gør han med det hellige evangelium; det er hans sværd, hans pile og hans våben, hvormed han slår og smadrer al klogskab, visdom, fornuft, kraft og hellighed i stykker. Er det nu ikke en underlig ting? Ikke at føre andet end Ordet og dermed vinde verden uden et eneste sværdhug, ja, med megen lidelse og kors? Og ikke alene vinde den, men også værge sig og stille sig op imod alt kætteri og vildfarelse og til sidst slå det ned og beholde sejren? Det kan heller ingen konge på jorden gøre; for hans ord er for ringe, han må gøre det med magt og vold. Her passer nu den lignelse, som han fortæller hos Matthæus (Matt 12,29), om hvordan en stærk mand besidder sit hus i fred, indtil en stærkere kommer over ham og overvinder ham og tager alt, hvad han har, fra ham og deler byttet ud. [Luthers ordlyd følger parallellen i Luk 11,21–22.] Det er den sejrrige, stærke helt, som Esajas her siger skal hedde Gibbor; og det er sandelig et rigtigt mesterstykke at stride og vinde sådan. Han angriber først hjertet med Ordet; for han lader prædike, at alle gerninger, al forstand og fornuft er lutter synd for Gud; dermed falder al hellighed, visdom, magt, rigdom og hvad verden har, til jorden. For dér er overmodet borte, og mennesket må fortvivle om sig selv og overgive sig og bekende, at det er sådan. Men hvor hjertet er modløst og vundet, hvordan vil eller kan man så værge sig eller stride? Men de, som endnu ikke fortvivler om sig selv, er endnu ikke vundet; med dem kæmper helten stadig ved Ordet, indtil han vinder dem eller overlader dem til Guds dom.

Sådan gjorde de kære apostle: De slog frimodigt om sig med Guds ord, hvor Djævelen stod tykkest og stærkest med sit rige, og rev og tog mange fra ham, splittede og ødelagde hans rige i alle lande. Sådan læser vi i deres historie, hvordan Sankt Paulus kæmpede med Djævelen og stred som en ridder og vandt overalt; derfor plejer han også at kalde en sådan prædiken for en kamp, en strid, en fægtning og et ridderspil osv. Sådan gør vi også nu, og alle kristne indtil den yderste dag: Vi slår mange mennesker fra Djævelen og river dem ud af hans gab. For vi nøjes ikke med, at der er hjulpet os, og at vi har kraften; vi tjener også Gibbor, helten Kristus, så han ved os vinder mange, og hans rige bliver stort.

Derfor er en kristen også således rustet, at han dagligt ligger i felten og kæmper med fjenderne, og derfor hedder Gud også Deus Zebaoth [Gud Zebaot] hos profeterne, det vil sige: Hærskarernes Gud. For han er en sand krigsfyrste, eftersom hans ord ikke kan være ledigt; det angriber frisk Djævelen og verden. Det kan Djævelen ikke tåle; han forsvarer sig frimodigt, sætter sekter og kætteri i gang og hidser fyrster og herrer op imod det. Så går det løs, så går det klask, klask – den, der ligger, han ligger. Men hvor Guds ord ikke er, dér holder krigen ikke op, og Djævelen sidder igen i fred i sit rige, syv gange værre end før, som Herren siger hos Matthæus (Matt 12,45).

Abigad, Altidfader

Det femte og det sjette navn viser egentlig lønnen og det gode, som de skal have, der er i Kristi rige. Jeg ville gerne have gengivet det på tysk med «evig Fader», og det ville også have været fint; men nu er det blevet sådan i brugen, at man derved forstår Gud Fader og ikke Kristus, og at denne Gud Fader hedder evig Fader, fordi han for sin person og efter sit væsen er evig og lever evigt. Men denne konge skal hedde evig Fader, fordi han er evig for os og til gavn for os, sådan som jeg har sagt, at alle disse seks navne tillægges ham for vores skyld og for hans embedes skyld, ikke for hans persons skyld. Derfor skal Kristus hedde evig Fader i sit rige på den måde, at han altid og evigt holder sig og viser sig faderlig imod os og avler os som børn og nærer os. Derfor vidste jeg ikke at gengive det bedre på tysk end ved at sige «Altidfader», som den, der altid og evigt holder sig faderlig imod os. Dog er det nødvendigt: Skal han altid og evigt holde sig faderlig imod os, så må han også selv leve evigt. For en legemlig fader kan, skønt han også holder sig faderlig imod sine børn, dog ikke gøre det længe; han må jo dø og efterlade sine børn og betro dem til andre. Derfor kan han hverken være eller hedde Altidfader; han kan vel hedde en Øjeblikfader, for han er ikke sikker på mere end et øjeblik af sin levetid.

Men denne konge dør aldrig og efterlader heller ikke sine børn, men beholder dem alle hos sig, og de skal også leve evigt med ham. At han nu hedder Fader, viser, hvordan han ikke alene avler de sine, men nærer, klæder, lærer, tugter, sørger for dem og bereder dem en arv. Ligeledes, når de synder, straffer han dem faderligt, men kaster dem ikke bort, ligesom en legemlig fader opdrager sit barn, straffer, forsørger, elsker og holder det og ikke kaster det bort, selv om det er urent, skurvet eller på anden måde svagt. Sådan gør Kristus meget mere med de sine, og det evigt: her begyndt i troen og dér i åbenbaringen. Og kort sagt: Dette navn vil det samme, som Sankt Paulus siger til romerne (Rom 5,3–5): «Vi er stolte af vores trængsler, fordi vi ved, at trængslen virker udholdenhed, og udholdenheden virker prøvet troskab, og den prøvede troskab virker håb, og håbet skuffer ikke.» For ligesom de kristne ved de foregående navne er godt øvet med lidelse, med trøst, med sejr og strid imod synden, vinder de ud af alt dette et vist håb til Gud om, at de er børn og aldrig skal blive forladt. Et sådant håb er nu dette navns gerning og frugt, at de ved så mange øvelser vinder et barnligt hjerte over for Gud, og Gud bliver dem så inderlig sød og kær, at der ingen frygt bliver tilbage, men lutter ros og trøst i Gud. Da nu sådant udrettes ved Kristus i hans rige, hedder han med rette Altidfader.

Om et sådant faderligt regimente i Kristi rige synger også salmen (Sl 48,15) og siger således: «Denne Gud er vor Gud altid og evigt, han fører os som de unge.» Det vil sige: sådan som man opdrager de unge i husene, hvor forældrene selv opdrager deres børn – dér går det faderligt og moderligt til. Og det varer altid og evigt, så han hedder evigt Fader og evigt Moder, og vi evigt sønner og evigt døtre, og han ikke handler med os som med Moses’ folk, der som et trællefolk ikke holdes i barnlig kærlighed, men i trællefrygt, med trusler, slag, straffe og drab, under tyrannen, loven, som under bøddelen og stokkemesteren. De gjorde heller intet af fri ånd eller godt hjerte, men alt af nød og tvang, så deres herre godt kunne hedde Altidbøddel eller Altidstokkemester. For dér er hverken faderligt eller barnligt regimente eller væsen, men lutter bøddelagtigt og skurkagtigt regimente, hvor bøddelen er fader, som man siger: «Den, der ikke vil høre far og mor, må høre bøddelen.»

Og især er dette navn trøstefuldt i den sidste nød, når vi skal dø, så vi ikke fortvivler, men ved, hvor vi farer hen. For herberget er godt bestilt, og vi farer ud af dette liv i Faderens hænder, ja, i Faderens skød. For vi behøver ikke at bekymre os for, at vi falder i bøddelens eller Djævelens strikke; Kristus er der som en evig Fader og venter på os for at tage imod os. Hvem vil nu frygte sin kære Fader, som venter på os så venligt? Det er et sikkert, vist spring at gøre fra dette liv ind i det andet. O, hvor salige var vi, hvis vi troede dette, sådan som det visselig er sandt! Derfor er det rim og ordsprog ikke sandt hos de kristne, når man siger: «Jeg lever og ved ikke hvor længe, jeg dør og ved ikke hvornår, jeg farer og ved ikke hvorhen – det undrer mig, at jeg er så glad.» Sådan skal alle de vantro sige, for hos dem er alt dette sandt. Men en kristen ved godt, hvor han farer hen, nemlig i en Faders skød; så ved han også godt, hvor længe han lever, og hvornår han dør, for han er allerede død og afdød fra verden og regner livet for intet. Derfor er det et under, hvis han ikke er glad, og det er lige så stort et under, som at den ugudelige kan være glad. Men ligesom den ugudeliges glæde aldrig rigtig når hjertet, sådan når en kristens sorg heller aldrig rigtig ind i hjertets grund.

Sarsalom, Fredsfyrste

Ikke som verden giver fred – ellers var de første navne intet, hvor han hedder Underfuld, Råd og Kraft – men for Gud i samvittigheden, en fred, der vokser og bliver så meget stærkere, som lidelsen bliver større og mere. For freden kommer deraf, at vi føler os som børn og kender den evige Fader, så vi er sikre og visse på hans nåde og har en trøstefuld adgang som til vor kære Fader. Og hvor fint følger de seks navne efter hinanden: Først viser de tre første navne, hvordan Kristus regerer os i lidelsen, for os selv og imod os selv; dernæst viser det fjerde navn, hvordan han regerer os imod andre med styrke til at stride; men de to sidste viser, hvordan han regerer os over for sig selv. I det første stykke er der lutter møje, i det andet lutter arbejde; men i det tredje er der lutter ro, fred og glæde. For den, der lider, har møje; den, der kæmper, har arbejde; men den, der hviler, har fred. Det er den rette Salomo og Fredsrig [tysk Friedreich, «den fredsrige»; navnet Salomo betyder «den fredelige»], som ikke gør os rige med timeligt gods eller fred, men med den åndelige og evige fred, også midt i ufreden. For disse seks navne med deres gerning går sammen med hinanden i en kristen, og det ene bliver ikke uden det andet.

Og han hedder ikke blot Fredsrig som Salomo, men Fredsfyrste, Sarsalom, fordi freden står i hans magt, som i en fyrstes og herres, der er så mægtig over freden i sit rige, at han giver den til alle de sine, så ingen kan bryde den eller tage den; men han holder det allerfineste og sikreste lejde imod Djævelen, døden, synden og alle helvedes porte, så synden ikke kan forskrække os for Gud, hans dom og vrede ikke kan ramme os, og Djævelen og døden ikke kan gribe os. Det kaldes en rigtig fredsherre eller fredsfyrste. Verdslige fyrster holder også lejde og fred, men det slår ofte fejl for dem, for de kan ikke være alle steder og værge hver time og hvert øjeblik. Derfor kunne de måske hedde Fredsrig, men fredsfyrster kan de ikke være, heller ikke i det ydre regimente over for menneskene, for slet ikke at tale om det åndelige regimente over for Gud; for de er ikke således herrer og mægtige over freden; den bliver undertiden brudt og taget, selv når regimentet er allerstrengest. Men vor Herre er alle steder og våger hvert øjeblik og kan holde freden ved lige med magt, som salmen (Sl 121,4) siger: «Se, han sover ikke og slumrer ikke, han, som vogter Israel» osv. Og kort sagt: Kristi rige er lutter fred, for Gud gør dem alt godt og intet ondt; så gør de heller ikke hinanden noget ondt indbyrdes, men alt godt. Så kan fjenderne ikke gøre skade, for de kristne lider det gerne. Således holder Kristus, Fredsfyrsten, denne fred med magt hele vejen rundt og helt igennem.

Dér har vi vor konges seks navne, som afmaler hans kongerige, hvilket underfuldt kongerige det er, og at det slet ikke må være verdsligt og synligt, men åndeligt og usynligt. Deraf følger så videre, at disse navne tilsammen gør og beviser, at denne konge må være sand Gud og menneske og desuden opstå fra de døde, sådan som også næsten alle skriftsteder, der taler om Kristi rige, fører med sig, at han er Gud og menneske og skal dø og opstå. For da han er et barn, der er født, må han være et sandt, naturligt menneske i dette legemlige liv som alle andre mennesker, vandre timeligt og udvortes, spise, drikke, tale, handle, lide, dø osv. For det må være sandt, som han siger: «Et barn er født os.» Men hvad der bliver født, er dødeligt og må dø. Omvendt, da han skal regere så underfuldt og have et helt åndeligt, usynligt kongerige, så han bærer det på sin skulder og skal holde og føre det i død, nød og alle de stykker, som er imod fornuften og kødet, så kan han ikke være i det timelige, legemlige liv, når han regerer, men må have et åndeligt, usynligt væsen. Derfor må han til gengæld opstå fra døden og forvandle dette dødelige liv, som han bliver født i, til et udødeligt, hvori han skal være konge og regere. Således tvinger de to stykker – at han bliver født, og dog skal være usynlig konge evigt – til, at han skal dø og dog leve evigt.

Videre, da hans magt er således beskaffen, at han evigt skal være Fader, være fredens evige Herre og desuden holde, hjælpe og råde midt i døden, synden, helvede og Djævelen, og desuden overvinde modstanderne, så må han have guddommelig kraft i sig. For ingen er fredens herre eller mægtig over den uden Gud alene. Ingen kan hjælpe i døden uden Gud alene; ingen kan overvinde Djævelen og al ulykke uden Gud alene; og fred kan heller ikke være, hvor alt dette ikke er overvundet. Da nu sådanne gerninger og handlinger, som i disse ord og navne tilegnes denne konge, er lutter guddommelige, så tvinger troen, som holder denne Esajas’ profeti for sandfærdig, til, at denne konge sandelig er den sande, naturlige Gud; og han må dog være et sandt menneske, eftersom ordet står der og siger: «Et barn er født os.» Det er nu Jesus Kristus, vor Herre, Guds Søn af natur og Marias Søn efter kødet. Salige er alle, der tror det; for Skriften lyver ikke og bedrager os ikke.

Videre følger der i profetien:

For at hans herredømme skal blive stort, og der skal ingen ende være på freden på Davids trone og i hans kongerige.

Her tyder Esajas selv navnene, at de ikke går på personen, men på embedet. For når du spørger: «Hvorfor skal han da hedde således og have sådanne navne?», så svarer han og siger: «Derfor, for at hans herredømme skal blive stort.» Han siger ikke: «Derfor, for at han kan sidde højt for sig selv i herligheden»; for dertil behøver han intet navn, som man prædiker om; det har han uden navne, uden prædiken og uden os. Men os har han ikke uden sådanne navne og prædiken; for han må hente os ved Ordet og bringe os ind i sit rige. Derfor må han føre sådanne navne og gerninger i os og med os. Men hans rige bliver stort derved, at de kristne dagligt tager til og bliver flere, fra evangeliets begyndelse indtil verdens ende. For også dette riges art og natur er, at det altid står i vækst og forøgelse, eftersom evangeliet ikke holder fri eller hviler, men løber i ét løb og breder sig ud i hele verden, indtil den yderste dag kommer. Aldrig har der været et kongerige eller herredømme på jorden, som altid stod i vækst; de tager alle til sidst af og bliver til intet, så dette ene kongerige med rette har det navn, at det altid vokser og tager til eller bliver stort.

Og det sker dog underfuldt og også imod al fornuft; for alle kongeriger og hele verden sætter sig imod dette rige, som den anden salme synger, så det ser ud, som om det skulle være et rige, der forgår og formindskes, eftersom dets ydre skikkelse ikke er andet end at dø og lide ved alles hånd, så fornuften må sige, at dets art står i aftagen og undergang; men til sidst viser det sig nok. Jerusalem var en mægtig by; den satte sig sammen med hele jødedommen imod de kristne med stor alvor og vold. Dér var de kristne få og jøderne mange, så deres rige nok kunne have heddet et rige i vækst. Men hvordan gik det? Over tredive år efter lå der ikke sten på sten i Jerusalem, og jødedommen var intet; jøderne blev spredt i hele verden. Dér blev de kristne ikke blot tilbage, men formerede sig blandt alle hedningerne. Rom var det største rige og satte sig også imod Kristi arme, lille rige; men det varede ikke længe derefter, før Rom lå i asken med sit rige, og de kristne blev udbredt i hele verden. Det er, hvad det vil sige, at hans rige skal forøges underfuldt ved de seks navnes underfulde gerninger. Derfor må det alt sammen forstås og afventes i troen, ligesom det alt sammen er talt og profeteret i Ånden.

Således skal der heller ingen ende være på freden, så længe riget står; men det står evigt, som sagt er. En sådan fred har intet kongerige nogen sinde haft. Så er det heller ikke en legemlig fred, men en åndelig, som vi har hørt; og selv om rigets vækst eller forøgelse vil holde op på den yderste dag, når de udvalgtes tal er fuldt, så skal freden dog ikke holde op, men vare evigt uden ende, det vil sige: Der skal være lutter evig glæde og fryd i dette rige, som begynder her i troen og varer ind i det hinsidige. For af dette ord følger det med magt, at den yderste dag og de dødes opstandelse må komme. Vi ser jo, at alle de hellige profeter er døde, også Esajas selv, og desuden dør alle de kristne; og dog er der sagt om dem alle, at dette barn er født dem, Sønnen er givet dem, han skal være deres konge, og de skal være i hans rige og have fred uden ende, evigt. Nu er han ikke de dødes konge, men de levendes; så kan de døde heller ikke nyde den evige fred; så følger det, at de alle må leve, det vil sige opstå fra døden; og de lever allerede for ham, som Kristus siger hos Matthæus (Matt 22,32): «Han er ikke dødes, men levendes Gud; for ham lever alle.»

Sådan gør alle Skriftens ord, som taler om Kristi rige: Når man ser rigtigt på dem, så slutter de, at ikke alene Kristus må opstå og desuden være menneske og Gud, men at også alle mennesker må opstå. For da han evigt skal være konge, må han være mægtig over døden og synden, hvilket tvinger til, at han er Gud, eftersom sådant tilkommer Gud alene. Men da han skal være et født menneske, tvinger det til, at han må dø og dog opstå igen, for at han kan være konge i evighed; for en død kan ikke være konge. Men skal de hellige således have fred uden ende i hans rige, så må de også opstå fra de døde, eftersom Kristus ikke kan være de dødes konge, og de dog alle dør. De fordømte må også opstå, for at de kan få deres løn og som hans fjender blive lagt under hans fødder (Sl 110,1), for at han således kan være dommer og herre over levende og døde.

Netop dette bekræfter også den følgende tekst, der siger: Denne fred skal være uden ende på Davids trone og i hans kongerige. Nu ved man jo godt, at Davids trone og kongerige ikke har været blandt englene, men på jorden over menneskene, nemlig over Israels folk og de omboende hedninger; så må denne konges folk også høre til samme Davids trone. Men David har ikke været konge evigt og har heller ikke kunnet have et evigt kongerige; derfor tvinger denne tekst til, at netop det samme kongerige, som David har haft legemligt og timeligt, skal blive og forblive åndeligt og evigt under denne konge. Nu er de jo døde og dør endnu, som hørte til Davids kongerige; så må de visselig opstå igen fra de døde, for at de kan leve evigt for denne konge og eje hans evige fred under ham.

Se, så skjult og så vældigt beviser Skriften (1 Kor 15), at alle mennesker må opstå fra de døde, og Kristus først, som kongen, før og over alle, så Sankt Paulus vel siger til Timotheus (2 Tim 2,8), at han skal huske på, at Kristus er død og opstået efter Skriften, som ville han sige: Det er så utroligt og underfuldt et stykke, at hvis man ikke holder sig til Skriften, kan fornuften ikke tåle det, og intet menneske ville heller tro det.

Men her kunne nu nogen sige: «Hvor bliver da vi hedninger af, som ikke har hørt til Davids kongerige? Skal vi da ikke også komme ind i Kristi rige, og jøderne alene blive frelst?» Svar: Esajas holder med sin profeti den skik, som al anden skrift har, og lover Kristus og hans rige til jøderne alene. For Kristus er lovet jøderne alene som Abrahams afkom; men han er ikke blevet jødernes alene, som Sankt Paulus siger til romerne (Rom 15,8–9): «For jeg siger, at Kristus er blevet tjener for de omskårne for Guds sandfærdigheds skyld og for at bekræfte løfterne, men hedningefolkene skal prise Gud for hans barmhjertigheds skyld.» Efter løftet hører Kristus altså jøderne alene til, men efter nydelsen hører han hele verden til. Der måtte jo være et særligt folk blandt alle folkene, som han blev lovet, eftersom han ikke kunne fødes af alle folk og alt afkom; men han skulle ikke tilfalde dette folk alene, men hele verden. Derfor er der nu andre skriftsteder, som viser, hvordan Kristus også skal tilfalde hedningerne, skønt han ikke er lovet dem. Om det taler Esajas ikke her, men har sagt det ovenfor, hvor han siger: «Du gør glæden lille, fordi du gør folket så stort» [Es 9,2 efter Luthers læsemåde]. Men her handler han om den lovede konge, ja, han lover kongen til Israels folk som til Davids trone og kongerige.

For at han kan grundfæste og styrke det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid.

Denne konge skal ikke dø og efterlade arvinger som David, men skal selv altid og evigt forblive konge og også holde kongeriget evigt. Deri bevidnes atter de dødes opstandelse og et evigt liv. Men det skal han gøre, ikke med våben og heste, som verdslige konger gør, men med ret og retfærdighed; og han skal begynde fra nu af, når han sætter sig på tronen, og det skal vare evigt. Hvad ret og retfærdighed vil sige, er ellers sagt ofte, som i Psalteret og flere andre steder.

Og summen er kort: Kristus skal for det første ordne, indrette og gøre sit rige færdigt, så det står og går i god ret, så menneskene deri undgår synd og al uret og bliver fri for den; det kaldes retten, som fordømmer og straffer al uret. For det andet skal han holde det, styrke det og vederkvæge det, hvor det er mat, så menneskene deri er fromme og retfærdige, hellige og ulastelige; det er retfærdigheden. Alt dette må han sandelig gøre med sin Helligånd, som skaber nye mennesker. For da alle mennesker er syndere og lutter falske løgnere, duer de slet ikke til hans rige, hvor der skal være lutter retfærdige, fromme og hellige. Og det mener han også, når han siger, at han, kongen, skal skabe, at hans rige har lutter ret og fromhed, og at menneskene er fromme og hellige – ikke sådan at de selv bliver retfærdige og gode i hans rige ved deres gerninger, men sådan at han selv ved sin gerning og Ånd indretter og styrker dem. Det sker, når de tror på ham og lader ham virke med sit ord og sin Ånd.

Dette skal Hærskarernes Herres nidkærhed gøre.

Hvorfor ikke således: «Dette skal Guds nåde og barmhjertighed gøre»? Det er jo lutter nåde og ikke nidkærhed? Svar: Det er sagt således, fordi Gud ser de falske lærere og falske profeter, som understår sig at gøre folket retfærdigt med love og gerninger, hvorved troen og Guds løfte går til grunde sammen med hele Kristus. Det forbitrer da Gud så meget, at han ligesom af nidkærhed må lade sit ord og Kristi rige komme, så troen og hans løfte bevares, og folket ikke forføres skændigt. Amen.