Kristi fremstilling i templet (kyndelmisse) (Luk 2,22–32)

Evangeliet på dagen for Kristi fremstilling i templet, Luk 2,22–32

Dette evangelium er let, og jeg regner med, at I nu selv forstår det godt ud fra det foregående, som sidst blev sagt om Simeon. Men da det nu kommer igen, kan og vil vi ikke gå uden om det; vi må også tage det for os.

I dette evangelium bliver Marias og hendes barn Jesu ydmyghed vist, idet de her stiller sig under loven, skønt de ikke var forpligtet til det. For Moses har skrevet, at en kvinde, der havde født et drengebarn, skulle vente sin renselses fyrretyve dage ud (3 Mos 12,2–4), og hvis det var et pigebarn, endnu lige så mange dage, nemlig firs – den samme lov ramte ikke Maria, eftersom han siger: «Når en kvinde føder et barn, undfanget ved en mand.» For sådan lyder ordene i teksten: «Når en kvinde undfanger ved sæd og føder et drengebarn»; med de ord har Moses tydeligt taget Maria ud af loven. For Kristus er undfanget ved Helligånden, ikke af mandlig sæd. Hvad skulle Moses ellers have haft brug for at sige: «når en kvinde undfanger ved sæd», det vil sige: undfanger ved en mand? Alle ved jo godt, at en kvinde ikke bliver frugtsommelig af en slurk vin. Således har Helligånden styret Moses’ tunge nøje, så han med ordene «En kvinde, som undfanger ved sæd» gik helt uden om moderen. Men Maria og Kristus stiller sig af kærlighed under loven, skønt de ikke behøvede det, da de ikke var underlagt loven. Således skal også vi gøre alle vores gerninger af fri kærlighed, vores næste til gavn og tjeneste, skønt vi ikke behøver det, ligesom Maria gør denne gerning til Guds ære og af kærlighed til næsten. Hun vil ikke her gøre brug af sin frihed, men med sin gerning styrker hun lydigheden hos de andre, som på grund af urenheden måtte være underlagt loven.

Den anden lov, som Moses har givet (2 Mos 13,12 og 34,19; 3 Mos 12,8), at alt førstefødt fra moderen skulle ofres til Gud Herren, ved jeg ikke, om den også rammer Maria. Jeg mener, at den rammer hende frem for andre; for her har Kristus, den førstefødte søn, gjort, at hun er blevet en mor og bliver ved med at være en mor. I loven gav Gud dette bud, at alt førstefødt, som åbner sin moders liv, skulle helliges ham til et minde om, at han havde ført Israels børn ud af Egypten. Når der nu blev født et drengebarn, så løste man det tilbage fra præsten for en fjerdedel gylden; var det en okse eller andet kvæg, så tilfaldt det præsterne. For sådan siger Gud i loven: «Hellig mig alt det førstefødte, alt, hvad der bryder moderliv blandt Israels børn, både af mennesker og af kvæg; for det er mit» (2 Mos 13,2); og lidt efter siger han (2 Mos 13,15), at det skal være et drengebarn. Denne lov har frem for alt ramt Maria; for Kristus er den førstefødte, som alene er helliget Herren og hellig, og som også Skriften peger på. Men her kunne en sige: Da Kristus ikke har brudt sin moders liv (som loven indeholder), så skulle han ikke regnes med derunder? Det skal du svare: Det gør ikke noget; han er alligevel regnet med blandt de førstefødte. Selv om han har kunnet fødes af sin moder uden at skade hende, er han dog en førstefødt og har en legemlig moder.

Med denne udvortes lov har Gud villet betyde noget, som skulle fuldbyrdes i Kristus, nemlig at den skulle betyde den sande førstefødsel. Derfor er der to slags førstefødsel. Den første er den, vi har bragt med fra Adam; den er vantroen, ja, det er os selv, sådan som Kristus siger hos Johannes (3,6): «Det som er blevet født af kødet, er kød og det, som er blevet født af Ånden, er ånd.» Det vil sige: Et naturligt menneske, der ikke har Guds Ånd, elsker, søger, tænker på og begærer intet andet end det, som behager kødet, ham selv. Denne førstefødsel har Kristus slået ihjel, for at han i os kunne opnå den rette førstefødsel.

Den anden førstefødsel er troen, som vi giver Gud, og som er et hovedstykke i et helt kristent væsen. Denne tro slår det gamle menneske ihjel og skaber nye børn, som altid fremover tænker på og tragter efter det, der hører Gud til. Denne førstefødsel er helliget og tilegnet Gud, og ingen skal tage sig denne fødsel til, det vil sige: ingen skal vove at have troen af egne kræfter. Sådan gør mange: Når de hører om troen, sætter de sig for at nå den ved egen evne og tilegner sig selv det, som alene er Guds, skønt det dog helt og holdent er en guddommelig gerning at have en ret tro, sådan som Paulus siger til efeserne (2,8–9): «For af nåden er I blevet frelst ved tro, og dette skyldes ikke jer selv, gaven er Guds, ikke på grund af gerninger, for at ikke nogen skal rose sig.»

I Det Gamle Testamente havde Gud meget at gøre med det førstefødte; derfor gav han også så mange love om det. Fra Adam til Kristus har den førstefødte søn altid haft to æresrettigheder frem for de andre, nemlig præsteskabet og herredømmet. De andre børn fik fædrenes gods delt ligeligt imellem sig, men de havde ingen af de to æresrettigheder. Ruben, den førstefødte søn, fik dem taget fra sig på grund af synden, og de blev givet til Judas og Levis stamme. I alt dette har Gud fint malet troen og kærligheden for os, så vi slet ikke behøver disse udvortes ting for at opfylde loven, men gør det hele åndeligt, så vi ikke behøver at løse børnene fra præsten eller ligge så mange uger i barselsseng. En kvinde, det vil sige enhver sjæl, som vil renses, skal bekende, at hun er Adams datter og vandrer i kødet; og når hun gør en enkel, ringe gerning, skal hun bekende sin synd og urenhed og bede om nåde, så hun kan blive ren. For en ringe god gerning betegnes ved pigebarnet, en stor og stærkere gerning ved drengebarnet, som har mindre urenhed. Derfor skal hun bekende og sige sådan: «Herre, den og den gerning har jeg gjort, frugten er født; hvis du nu ville dømme den efter strengheden, kunne den ikke bestå: den er stadig uren, frugten lever. Men hvor uren den end er, vil du dog tage imod den, eftersom jeg bekender urenheden og beder om renselse.» For bekendelsen i hjertet er ofringen og løskøbelsen af den førstefødte.

Den åndelige betydning af dette evangelium er: Ethvert kristent menneske er ved troen en åndelig præst og konge; derfor gør troen, at vi kan udøve præsteembedet, som at prædike, bede og række sakramenterne. Derfor har præsterne med urette skilt os fra de andre, så de alene skal være præster, de, som skråler i koret og giver sig ud for at bede for os, skønt der slet ingen forskel er mellem os og dem. For vi er alle lige kristne, skønt det udvortes embede skal betros én alene af menigheden, som vi har talt om andetsteds. Troen gør førstefødslen, som bringer herredømmet og præsteskabet med sig – men åndeligt, siger jeg; for jeg kan bede for mig selv og for de andre og kan sige sådan: «Herre, vær denne eller denne nådig, hjælp ham» og lignende.

Det, at præsterne i Det Gamle Testamente bad for de andre, var et forbillede på Det Nye Testamente, hvor enhver kristen har magt og embede til at bede. For netop derfor er jeg en kristen, at jeg skal bede for de andre og træde frem for Gud for de andres synder. Forbilledet fra Det Gamle Testamente er ophørt i Det Nye, men det har vore præster rejst op igen, skønt enhver, der tror, også skal bede. Beder han nu, så må det jo følge, at han er en præst, hvad der ikke kunne ske i Det Gamle Testamente; dér var det alene en præst forbeholdt at bede for at opnå en andens sundhed, som var udvortes.

Førstefødslens anden frihed er herredømmet. Ligesom herredømmet i Det Gamle Testamente tilkom de førstefødte, sådan er også et troende menneske åndeligt en herre. Ligesom alle skabninger må tjene Kristus, også mod deres vilje, sådan må de også tjene et kristent menneske, ja, selv Djævelen, idet han anfægter og forfølger de kristne, så de derved tvinges til at bede og gøre modstand og bliver stærkere og stærkere i troen. Lider de forfølgelse eller bliver de endog slået ihjel, så kommer de desto før i himlen. Således kommer al modgang os da til gode, som Paulus siger til romerne (8,28): «Vi ved at alt virker sammen til det gode for dem der elsker Gud»; de tager altid til på sjælen, i troen og i kærligheden, og det er langt kostbarere og ædlere goder end timeligt gods. Derfor er det et åndeligt kongerige, ikke et, hvor man har meget gods og land og stor ære, sådan som de verdslige kongeriger består i. Derfor siger Sankt Peter (1 Pet 2,9) sådan til de kristne: «Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et udvalgt folk, et ejendomsfolk for at I skulle forkynde Guds kraft, han som kaldte jer ud af mørket til hans forunderlige lys.»

Hvad turteldueparret betyder, er kort sagt dette: De to turtelduer er intet andet end bekendelse af synderne. Når en bekender sig som synder og siger Gud Herren lov og tak, så har han ofret to duer; om det vil vi sige mere, når vi i sin tid kommer til Moses. Nu må vi også se på den gamle, fromme Simeon. Simeon bliver her rost for, at han var from og gudfrygtig og ventede på Israels trøst. Profeterne havde forud skrevet, at Herrens dag skulle komme ganske i det skjulte, så højst få ville mærke det. Derfor sagde jøderne til Kristus hos Johannes (7,27), at han ikke var Messias, fordi de vidste, hvor han kom fra, nemlig at han var Josefs og Marias søn, og profeterne havde sagt, at når Kristus kom, ville ingen vide, hvor han kom fra. Men der var dog nogle, som vidste, hvornår Kristus skulle komme, nemlig de, som gav agt på profetierne og forstod dem ret, og en af dem var denne Simeon. Han var sikker på, at tiden var inde: Skriften var opfyldt, jødernes rige var ophørt efter Jakobs profeti om, at scepteret ikke skulle tages fra Juda, før helten kom (1 Mos 49,10). Derfor ventede han på Frelseren, på Israels trøst, og fik derfor et svar fra Helligånden om, at han ikke skulle dø, før han havde set Herrens Frelser. Men han vidste dog ikke, på hvilken dag eller time han skulle komme, ligesom heller ingen ved, på hvilken dag og hvilken time den yderste dag kommer. Tegn har Gud ladet os vide forud, så vi kan mærke på dem, at den ikke er langt borte.

Helligånden gav Simeon en tilskyndelse, så han gik i templet på den time; men han vidste ikke noget om, at barnet skulle komme netop på den time. Men Helligånden åbenbarede ham, at netop det barn var Frelseren; for af naturen kunne han ikke vide det. Da han nu ved Helligåndens indskydelse erkendte, at dette barn var Guds Frelser og Israels trøst, som han ventede på, begyndte han med glæde at synge og profetere og sagde:

«Herre, nu lader du din tjener gå bort i fred efter dit ord.»

Det sigter til, at han forud havde fået et svar fra Helligånden om, at han ikke skulle dø, før han havde set ham. Da han nu holdt ham i armene, og Helligånden havde sagt ham i hjertet, at barnet var Frelseren, var han tilfreds og rede til at dø, fordi han nu havde set Frelseren. Så skarpe er troens øjne: den ser på et så ringe, fattigt, foragtet barn og holder for, at det er ham, om hvem så store ting var spået; og det har sandelig ingen troet om et sådant barn, med mindre det var Maria og Josef. For det var imod al fornuft og natur, hvad denne gamle Simeon her så ved Helligåndens indskydelse, nemlig dette barns rige og alle de undergerninger og gerninger, som barnet skulle gøre; disse ting var alle sammen utrolige og ufattelige for fornuften.

Her ser man troens art: den forlader sig på ting, som den hverken ser eller fatter, sådan som Hebræerbrevet siger (11,1): «Tro er vished om det der håbes på, overbevisning om ting der ikke ses.» Sådan må også vi tro, at Guds evige barmhjertighed er vores, at vi er forløst og bliver forløst fra døden, synden, Djævelen og helvede, og at vi skal leve evigt med Gud. Det tror naturen eller fornuften ikke. Den siger nok, at det ville være fint, hvis det var sandt; men troen handler og tror imod naturens og fornuftens fornemmelse. Det er forunderligt at sige, at jeg skal tro og holde fast på, at jeg er i Guds hænder, selv når jeg allerede ligger i Djævelens gab og føler døden og synden; alligevel skal jeg sige, at hverken synd eller død kan skade mig, sådan som Paulus siger: «som døende, og se, vi lever» osv. (2 Kor 6,9). Og til romerne (8,35–39) siger han sådan:

«Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? Som der står skrevet (Sl 44,23): For din skyld dræbes vi hele dagen, vi blev regnet som slagtefår. Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham som elskede os. For jeg er overbevist om at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vores Herre.»

Denne Simeon holdt, fordi han havde en ret tro, dette elendige, fattige barn for hele verdens konge og Frelser, hvad intet naturligt menneske nogen sinde ville have gjort. Se nu, hvor modig og frimodig troen gør. Dette syn, som Simeon fik af barnet, gjorde ham så frimodig, at han begyndte at sige: «Herre, nu lader du din tjener gå bort i fred.» Som ville han sige: «Fra nu af frygter jeg hverken synd, død eller helvede, jeg er helt druknet i troen.» Hvorfor er du da så glad, kære fromme Simeon? Derfor:

«For mine øjne har set din Frelser.»

«Udvortes dør jeg; men den indre tro opsluger døden. Jeg har taget Frelseren ind i mine øjne, ham, som tager synd, død og helvede bort.» Derfor, vil du dø saligt og glad, så indpræg dig dette vers: at Kristus, din Frelser, har taget al din modgang bort, han, som du ved troen har taget ind i dine øjne; og det syn gør dig tryg mod al synd og død, som ved Kristus er taget bort og overvundet. Således ser vi, at troen alene overvinder synden og døden. «Derfor er jeg så glad, derfor dør jeg så glad,» siger Simeon, «fordi jeg har set din Frelser»; det vil sige: Jeg kender Kristus, og det er nok for mig; de andre skal også få deres del. Som det følger bagefter:

«som du har beredt for alle folkeslagene.»

Det vil sige: Ved prædikenen er han stillet frem for alle folkeslag; han skal blive et lys for alle hedninger, hele verden skal blive oplyst ved Kristus; det glæder jeg mig over. Simeon er nu ikke misundelig; han ønsker af hjertet, og det er ham en glæde, at hedningerne skal omvendes. Djævelen har trukket et forhæng for deres øjne; det har Kristus taget bort. Ligeledes skal han også være en herlighed og pris for folket Israel. For den ære har jøderne, at Kristus er født af dem, og at de allerbedste hellige, såsom patriarkerne, profeterne og apostlene, som rigeligt har haft Helligånden, er kommet fra dem. Derfor siger Kristus hos Johannes (4,22): «Frelsen er fra jøderne»; og det fremhæver også Sankt Paulus stærkt over for romerne (3,2). Derfor siger Simeon videre:

«et lys til oplysning for hedningerne og til pris for dit folk Israel.»

I de første ord betragter han hedningernes blindhed og ønsker dem oplysning og omvendelse. I de andre ser han derimod på den ære og pris, som det jødiske folk skal få af denne Frelser. Således rummer denne sang, som man kalder Nunc dimittis [«Nu lader du …», Simeons lovsang], de to stykker af et kristent væsen: troen, ved hvilken vi kender Kristus som vores Frelser, der tager synd og alt ondt bort og giver os frelsen, så vi har nok for vores egen del. Dernæst rummer den også kærligheden: at vi af hjertet beder om, ønsker og begærer, at de andre også må blive oplyst sådan og kende Kristus og således blive frelst med os. Når vi betænker disse to stykker i denne sang, så er Nunc dimittis sunget ret.