Nytårsdag (Luk 2,21)

Evangeliet på nytårsdag, Luk 2,21

På denne dag plejer man at dele nytår ud fra prædikestolen, som om man ellers ikke havde nok nyttigt og gavnligt at prædike, så man skulle fremføre sådanne unyttige fabler i stedet for Guds ord og gøre et spil og en spøg ud af et så alvorligt embede. Evangeliet kræver, at vi prædiker om omskærelsen og om Jesu navn; dem vil vi se på.

Om omskærelsen

For det første lad os spørge den kloge kone, fru Jezabel, den naturlige fornuft: Er det ikke et tåbeligt, latterligt, unyttigt bud, at Gud kræver omskærelsen? Kunne han ikke finde noget andet lem på legemet end netop det? Havde Abraham her fulgt fornuften, så havde han ikke troet, at det var Gud, der krævede sådan noget af ham; for det er jo så tåbelig en ting i vores øjne, at noget næppe kunne være mere tåbeligt. Desuden havde jøderne stor skam og vanære af det; de blev foragtet for det af hele verden og nærmest regnet for en vederstyggelighed. Og oven i det er der jo ingen nytte i det; hvad hjælper det, at legemet bliver såret? Mennesket bliver ikke det mindste bedre af det, eftersom det hele afhænger af sjælen.

Men sådan er alle Guds bud og gerninger, og sådan skal de være: de skal i vores øjne se allermest tåbelige, skammelige og unyttige ud, for at den hovmodige fornuft, der synes, den er klog og vis, skal blive gjort til skamme og blændet, så den opgiver sin indbildskhed og underkaster sig Gud, giver ham æren og tror, at alt, hvad han sætter frem, er det allernyttigste, allerærefuldeste og viseste, selv om den ikke ser det og synes noget helt andet. Havde Gud givet et tegn, som passede den og efter dens egen mening var nyttigt, vist og ærefuldt, så var den blevet i sin gamle ham. Den havde ikke opgivet sit hovmod, men var blevet ved sin vane med kun at søge ære, nytte og klogskab og leve på jorden, og den var på den måde vokset stadig dybere fast i de verdslige og timelige ting. Men nu, da han lægger en tåbelig, unyttig og skammelig ting frem for den, river han den ud af jagten på nytte, ære og visdom og lærer den alene at se på den usynlige, guddommelige visdom, ære og nytte og for dens skyld gerne lide mangel på timelig ære, nytte og visdom, og være en nar, fattig, uduelig og foragtet for Guds skyld. Derfor var det ikke omskærelsen, det var Gud om at gøre, men at ydmyge den stolte natur og fornuft.

Sådan har vi også i Det Nye Testamente dåben, at vi skal give os under vandet og tro, at vi dér bliver rene for synder og bliver frelst; ligeså, at Kristi legeme er i alterets brød; ligeså, at vi tilbeder det korsfæstede menneske som Herre og Gud – og alt det er umådelig hævet over fornuften og strider imod den. Sådan går alle Guds gerninger og ord kun imod fornuften, og den igen imod Gud, og de støder sammen over modsigelsens tegn. [jf. Luk 2,34]

Det var en meget tåbelig tale i menneskers ører, da Noa byggede arken og sagde, at verden skulle synke i vand. Ligeså måtte Lot være en nar, fordi han sagde, at Sodoma og Gomorra skulle gå under. En nar var Moses og Aron for kong Farao. Kort sagt: Guds ord og hans prædikanter må være narre, som Paulus siger i 1 Kor 1,21. Og dermed søger Gud ikke andet end ydmygheden, at mennesket overgiver sin fornuft som fange og er den guddommelige sandhed underdanig. Sådan blev den tåbelige omskærelse givet Abraham og hans afkom, for at de derunder skulle give Gud æren og lade ham alene være vis.

Denne omskærelse var nu et udvortes kendetegn, som Guds folk blev kendt på frem for andre folk, ligesom vi ser, at enhver fyrste giver sit folk og sin hær sit banner og sit feltråb, så de kan kendes indbyrdes og af de fremmede, og man kan se, hvilken herre de hører til. Sådan har Gud aldrig ladet sit folk være uden et sådant tegn eller feltråb, som man udvortes i verden kunne kende på, hvor hans folk er.

Jøderne kendte man på omskærelsen; den var deres guddommelige feltråb. Vores feltråb er dåben og Kristi legeme; derfor har de gamle fædre kaldt sådanne tegn characteres, symbola, tesseras [«mærker, kendetegn, løsen»], det vil sige feltråb eller hærtegn, som vi nu kalder sakramenter, det vil sige hellige tegn. For hvor dåben er, dér er der helt sikkert kristne, hvor de så end er i verden; det betyder intet, om de ikke er under paven, sådan som han påstår, at de skal være – og han ville også gerne selv gøre sig til et sakramente og et kristent feltråb.

Lad det være nok om den legemlige grund til omskærelsen. Nu vil vi også se på den åndelige og på betydningen. For det første: Hvorfor har han ikke befalet at omskære fingeren, hånden, foden, øret eller øjet eller et andet lem, men tager netop det, som slet ikke tjener til nogen gerning og virksomhed i menneskers liv og færden, og som Gud kun har skabt til fødslen og naturens formering? Skulle det onde skæres bort, så burde hånden eller tungen være omskåret frem for alle andre lemmer, eftersom al ondskab blandt mennesker bliver udført med tunge og hånd.

Her siger man, at det skete, fordi de onde lyster viser sig mest i den del af legemet; derfor mærkede også Adam og Eva netop dér deres køds ulydighed og søgte noget til at dække deres skam. Det er alt sammen sandt; men derudover er her også forbilledet det, vi altid siger: at Gud ikke fordømmer eller frelser personen for gerningernes skyld, men gerningerne for personens skyld. Derfor ligger vores brøst ikke i gerningerne, men i naturen. Personen, naturen og hele væsenet er i os fordærvet ved Adams fald; derfor kan ingen gerning være god i os, før naturen og det personlige væsen bliver forvandlet og fornyet. Træet er ikke godt, derfor er frugterne onde.

Sådan har Gud i omskærelsen i sin tid lært enhver, at ingen kan blive retfærdig ved gerninger eller lov, og at alle gerninger og al møje for at blive retfærdig eller frelst er forgæves, så længe naturen og personen ikke bliver fornyet. Se, havde han nu befalet at omskære hånden eller tungen, så havde det været et tegn på, at brøsten lå i ordene og gerningerne, der skulle ændres, og at han var naturen og personen venligt stemt og kun hadede ordene og gerningerne. Men nu, da han tager det lem, som slet ingen gerning har, ud over at naturen og det personlige væsen kommer til ved det, giver han klart at forstå, at fejlen ligger i naturens hele væsen, at dens fødsel og hele dens herkomst er fordærvet og synd.

Det er arvesynden, eller natursynden, eller personsynden, den egentlige hovedsynd; var den ikke, så var der heller ingen gerningssynd. Denne synd bliver ikke gjort som alle andre synder, men den er, den lever og gør alle synder, og den er den væsentlige synd, som ikke synder en time eller en tid lang, men hvor og så længe personen er, dér er synden også.

Det er denne naturlige synd, Gud alene ser på. Den kan man ikke drive ud med nogen lov eller nogen straf, om der så var tusind helveder; men alene Guds nåde må feje den ud, den nåde, som gør naturen ren og ny. Loven viser den kun og lærer os at kende den, men den hjælper ikke imod den; den holder kun hånden og lemmerne tilbage; personen og naturen kan den ikke forhindre i at være syndig; for naturen er ved fødslen allerede kommet loven i forkøbet og er blevet til synd, før loven har forbudt den det.

Lige så lidt som det står i nogens magt, at han bliver født og får det naturlige væsen, lige så lidt står det i hans evne, at han er uden denne synd eller bliver fri for den. Han, som skaber os, han alene må også tage den bort; derfor giver han først loven, så mennesket ved den kan erkende sin synd og blive tørstig efter nåde; derefter giver han så evangeliet og hjælper ham.

For det andet: Men hvorfor befaler han kun at omskære mandkønnet, når dog også kvinden må være med til naturen og fødslen? Og profeten i Sl 51,7 klager mere over moderen end over faderen, når han siger: «Se, jeg er avlet af syndig sæd, og min mor har undfanget mig i synd.» Det er sandelig sket for Kristi og hans mors skyld, fordi det skulle ske og kunne ske, at et naturligt menneske og en person kom af en kvinde uden nogen synd og uden naturens medvirken. Men hvad der undfanges af en mand, dér synder begge, mand og kvinde, og det kan ikke gå til uden synd på begge sider. Derfor ville Kristus ikke undfanges af en mand, for at hans mor ikke også skulle synde og undfange ham i synd. Sådan har han brugt hendes kvindelige kød og legeme til den naturlige fødsel, men ikke til den naturlige undfangelse, og han er undfanget og født som et sandt menneske uden synd.

Se, fordi der af en kvinde kunne komme en ren, uskyldig fødsel, natur og person, men af en mand ikke kan komme andet end en syndig fødsel, natur og person, derfor er omskærelsen lagt alene på mandkønnet, for at det skulle vises, at al fødsel af manden er syndig og fordømt og skal omskæres og forandres, men at det, som alene kom af en kvinde uden mand, var uskyldigt og ufordømt og ikke behøvede nogen omskærelse eller forandring. Og hertil kunne man drage det, som Johannes skriver i Joh 1,12–13: «Han gav dem ret til at blive Guds børn, dem som tror på hans navn, som ikke blev født af blod eller af køds vilje eller af mands vilje, men af Gud» – hvis man da ved mands vilje vil forstå fødslen af manden. Kunne nu flere kvinder også føde uden mand, så ville disse fødsler alle være rene og hellige; men det er forbeholdt denne ene mor alene.

For det tredje: Hvorfor skulle den ske på den ottende dag? Dér er igen natursynden vist. For det stakkels lille barn har jo endnu ingen gerningssynd på sig; alligevel må det omskæres og tage imod tegnet på renselse fra synder. Havde han befalet at omskære efter otte år, så kunne man sige, at det skete for de begåede synders skyld og for at undgå de kommende synder. Men nu fejer han begge dele til side, så det hverken sker for de begåede synders skyld eller for de kommendes, når han befaler at omskære på den ottende dag: uden tvivl fordi der er en større synd født med og indplantet i naturen, end nogen gerningssynd er.

Men nu vil nogen nok sige her: Ja, men Abraham blev jo omskåret med sine trælle og sit husfolk, da de var voksne og gamle, 1 Mos 17,23; derfor kunne omskærelsen vel betyde den virkelig begåede synd? Svar: Skriften kommer her i forkøbet og løser det, nemlig at Abraham ikke blev retfærdig ved omskærelsen, men allerede tidligere var blevet retfærdiggjort fra sine synder, da han fik omskærelsen; for i 1 Mos 15,6 står det, hvordan han blev retfærdig ved sin tro før omskærelsen, da han var omkring 80 år eller lidt derover, og han fik omskærelsen, da han var 99 år, så omskærelsen sandelig kom henved 20 år efter hans retfærdiggørelse. Sådan slutter også Paulus i Rom 4,11 ud fra dette imod jøderne, at det ikke er omskærelsen, men troen uden omskærelsen, der gør retfærdig, sådan som Abrahams eksempel tvingende viser.

Derfor er omskærelsen ikke en aflæggelse af synden, men et tegn på denne aflæggelse, som alene sker ved troen, sådan som det skete med Abraham; derfor kræver den, ligesom i Abraham, sådan i alle mennesker, troen, som lægger natursynden af og gør personen retfærdig og velbehagelig.

Var Abrahams tro nu ikke beskrevet før omskærelsen, så ville den have været et sikkert tegn på arvesynden i ham, sådan som den er i børnene, hvis tro ikke bliver beskrevet forud; derfor har Skriften ordnet det sådan, at Abraham først troede og derefter blev omskåret, mens de andre først blev omskåret og derefter troede, for at begge stykker skulle stå fast: det første, at omskærelsen kun var et tegn på retfærdiggørelsen, og at ingen bliver retfærdig ved den; det andet, at troen alene uden omskærelsens medvirken gør retfærdig, og at troen og dens tegn, klart adskilt, således skulle stå imod den formastelige retfærdighed i gerningerne.

Også er den ottende dag måske fastsat af en legemlig grund, nemlig for at barnet først skulle blive lidt hårdført, så det ikke skulle se ud, som om det var død på grund af omskærelsen, hvis det blev omskåret lige efter fødslen og døde af svaghed. Men alligevel er der mere tænkt på den åndelige betydning. Syv dage betyder denne forgængelige tid indtil den yderste dag, fordi hele denne tid bliver målt med ugerne eller de syv dage, som er beskrevet i 1 Mos 1. Den ottende dag er den yderste dag, efter denne tid, når uger, måneder og år skal ophøre, og der kun skal være én evig dag. På den dag skal denne omskærelse blive fuldkommen, når ikke alene sjælen, men også legemet, forløst fra synd, død og al urenhed, skal skinne som solen; imens bliver sjælen omskåret ved troen fra synden og den onde samvittighed.

Sådan ser vi, hvordan Skriften alle steder driver på troen, men kun på troen på Kristus. Derfor er omskærelsen ikke givet ved Moses’ lov og heller ikke til fædrene før Abraham, men til Abraham, som Kristus, hans afkom, var lovet til velsignelse, så den legemlige omskærelse på alle måder skulle stemme overens med den åndelige omskærelse.

Hvorfor er den så ophørt, når dog den samme tro på Kristus, som den viser hen til, stadig er i gang og bliver ved? Svar: Gud har fra verdens begyndelse og til dens ende altid holdt fast ved én tro på Kristus; men han har ikke givet ét tegn på den. Skulle alle de tegn blive, som viser hen til troen, hvem kunne så holde dem? Men nu, da troen er indvortes og usynlig, har Gud stillet den frem for mennesket med mange udvortes tegn, så han dermed skulle lokkes til at tro, ligesom ved mange eksempler, og har ladet hvert enkelt gælde i sin tid.

Hvor mange tegn gjorde ikke Moses alene i Egypten og i ørkenen, som dog alle forgik og varede deres tid, og som dog alle var troens tegn? Sådan også, da han lovede Abraham velsignelsen i hans afkom og gav ham et tegn på det, omskærelsen, kunne den jo i kraft af dette løfte ikke bestå længere end til dette løftes opfyldelse. Men da Kristus, det velsignede afkom, kom, da var løftet til ende og opfyldt, så der ikke længere var noget at vente på; derfor måtte også tegnet nødvendigvis være til ende og ophøre; hvad skulle det blive ved for, når dets løfte, som det hang ved, var til ende? Men troen, som er dets betydning, bliver altid, hvad enten løftet går eller bliver med sit tegn.

Dog er omskærelsen ikke ophørt på den måde, at det er synd at lade sig omskære, som Hieronymus og mange med ham mener; men den er blevet fri, så den, der vil, kan lade sig omskære eller lade være, såfremt han ikke gør det i den mening, at det er nødvendigt og påbudt, eller at Guds løfte til Abraham endnu står uopfyldt og skal ventes, eller formaster sig til at blive retfærdig ved det; for ingen af disse meninger kan troen tåle.

Derfor ligger det ikke i gerningen, men i indbildningen og meningen i gerningen. Den, der lod sig omskære i samme mening, som når man klipper sit hår eller skæg eller skærer i sin hud for at gøre nogen en glæde og en tjeneste, han gjorde ingen synd; for han gjorde det ubundet af loven og uden at det var nødvendigt til retfærdiggørelse, heller ikke imod Guds opfyldte løfte, men af fri vilje og eget valg, fordi løftet er opfyldt og det tegn, der hang ved det, er fuldendt sammen med det.

Desuden har Gud ikke haft for skik at genoprette et tegn, når det er kommet til sin ende, men har altid indsat nye og andre: sådan har han efter opfyldelsen af sit løfte, efter Kristi komme, Abrahams afkom, oprettet et andet, nyt tegn, nemlig dåben; og det er sandelig det sidste tegn, der er indsat før den yderste dag, fordi han har indsat det ved sig selv. Alligevel består den samme tro på Kristus altid, den, som var i Abraham; for den ved hverken af dag eller nat at sige eller af nogen udvortes forandring. Denne dåb betyder nu netop det samme som omskærelsen; om det skal der tales i sin tid.

Til sidst var det skik at give barnet navn ved omskærelsen, som vi ser her og ved Johannes Døberen, der også fik sit navn ved sin omskærelse. Men ligesom Kristus ikke var skyldig at blive omskåret, og dette tegn var tomt i ham, sådan er også hans navn givet ham forud af engelen, så han heller ikke fik det ved omskærelsen. Det er sket og skrevet, for at han på alle måder skal være fri for loven og synden frem for alle andre mennesker og kun tjene os dermed, at han giver sig under loven og bliver os lig for at forløse os fra den, som Paulus siger i den foregående epistel: «Han er gjort under loven, for at han skulle forløse dem, som var under loven.» (Gal 4,4–5)

For ligesom døden faldt over ham og dræbte ham og dog hverken havde ret eller grund til ham, og han villigt og uskyldig gav sig ind under den og lod sig dræbe, sådan er døden dermed blevet skyldig over for ham, har gjort ham uret og syndet imod ham og har aldeles forspildt sig selv, så Kristus har et retmæssigt krav på den. Og nu er den uret, den har forbrudt sig med imod ham, så stor, at døden ikke kan betale eller bøde for den. Derfor må den være under Kristus og i hans magt evigt. Og sådan er døden overvundet og kvalt i Kristus.

Men nu, da Kristus ikke har gjort det for sig selv, men for os, og har skænket os denne sejr over døden i dåben, så må også alle, som tror på Kristus, være dødens herrer, og døden deres undersåt, ja deres misdæder, som de skal dømme og gøre det af med; sådan som de også gør, når de dør, og på den yderste dag. For ved Kristi gave har døden også forbrudt sig imod alle dem, som Kristus giver denne gave. Se, det kaldes at blive forløst fra døden ved Kristus på en liflig og lystig måde; det er Josvas åndelige kampe imod hedningerne i Kana’an, frem for alt de fem konger, som Israels høvdinger efter hans befaling trådte på halsen, Jos 10.

Sådan gjorde også omskærelsen Kristus uret; han var ikke skyldig over for den; derfor er den med rette blevet Kristus underlagt, og han er blevet herre over den, har overvundet den og har skænket os det, at den må ophøre og ikke længere har nogen ret over dem, der tror på Kristus; sådan har han også gjort os fri for omskærelsen alene derved, at han uskyldig gav sig ind under den og skænker os sin ret imod den.

Se, det kaldes også, at Kristus er gjort under loven, for at han skulle forløse dem, der var under den. (Gal 4,5)

Videre har han også givet sig ind under alle andre love, som han ingen af var skyldig, han, der er Herre og Gud over alle; derfor har de alle forbrudt sig imod ham, har gjort ham uret og må nu med rette også være ham underlagt. Det har han nu også givet os; derfor, når vi tror på Kristus, og loven vil straffe os som syndere, og døden trænger på, og den arme samvittighed således drives mod helvede, og du så til gengæld holder dem deres synd og uret frem, som de har gjort imod Kristus, din Herre – mener du så ikke, at de også vil skamme sig og blive mere bange for dig end du for dem? Døden vil mærke sin skyld og flygte med skam; loven vil måtte opgive sin rædsel og le venligt sammen med Kristus.

Sådan må man drive synd ud med synd. De synder, som de har gjort imod Kristus og nu også imod dig for din tros skyld, er større end dem, du har gjort imod dem. Så vil Gud, den retfærdige dommer, ikke tåle, at en stor tyv hænger en lille; men skal den store gå fri, så må den lille meget mere gå fri. Om det siger Paulus i 1 Kor 15,55–57: «Død, hvor er nu din brod? Dødens brod er synden; men tak til Gud, som har givet os denne sejr ved Jesus Kristus, vores Herre; for døden er opslugt til sejr.» Se, er det ikke en liflig forløsning fra loven ved ham, som uskyldig gav sig ind under loven?

Hjælp, Gud, sikken en overvættes rig og mægtig ting troen dog er! Den gør jo mennesket helt og holdent til en gud, som intet er umuligt for, som Kristus siger i Mark 9,23: «Kan du tro? Alt er muligt for den, som tror.» Derfor siger også Sl 82,6: «I er guder og allesammen den Højestes børn» osv.

Med rette bliver hans navn i dag kaldt Jesus, det vil sige på dansk: Frelser; for Frelser kalder vi på dansk den, der hjælper, forløser, frelser og er til fuld frelse for enhver; den kalder det hebraiske sprog Jesus. Sådan sagde engelen Gabriel til Josef i søvne, Matt 1,21: «Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder.» Dér udlægger engelen selv, hvorfor han hedder Frelser, Jesus, nemlig fordi han er frelse og salighed for sit folk. Det har vi nu hørt, hvordan det går til ved troen, som han giver al sin ret og alt sit gode, som han har over synd, død og lov, og gør den retfærdig, fri og frelst. [Luther skriver «Gabriel», men Matt 1,20–21 nævner ikke engelens navn]

Ligesom nu omskærelsen betyder vores tro, som vi har hørt, sådan betyder det, at børnene får navn, at vi ved troen bliver navnkundige og kendte for Gud. For alle dem, der ikke tror, kender Gud ikke, som Sl 1,6 siger: «Herren kender de retfærdiges vej, men de ugudeliges vej forgår.» Og Matt 25,12: «Sandelig siger jeg jer: Jeg kender jer ikke.»

Hvad er så vores navn? Uden tvivl, ligesom Kristus giver os alt sit, sådan giver han os også sit navn; derfor hedder vi alle kristne efter ham, alle Guds børn efter ham, alle Jesus efter ham, alle frelsere efter ham, og som han hedder, sådan hedder vi også; som Paulus skriver i Rom 8,24: «I er blevet frelst i håbet» – for I er Jesus eller frelsere. [det sidste led er Luthers udlægning af ordet «frelst», ikke Paulus’ ord] Se, derfor er der intet mål for den kristne stand og ære; det er hans goders overstrømmende rigdom, som han øser ud over os, for at vores hjerte kan blive frit, glad, fredfyldt og uforfærdet og således holde loven villigt og med lyst. Amen.