15. søndag efter trinitatis (Matt 6,24–34)

Evangeliet på 15. søndag efter trinitatis, Matt 6,24–34

I dette evangelium ser vi, hvordan Gud skiller de kristne ud fra hedningerne. For denne lære giver Herren ikke hedningerne, for de tager ikke imod den; men den er givet til hans kristne. Dog regner han ikke dem for sine kristne, som kun hører Ordet sådan, at de vil lære det og kan sige det efter, ligesom nonnerne Psalteret. Sådan hører Djævelen også evangeliet og Guds ord; ja, han kan det bedre end vi og kunne også prædike det lige så godt som vi, hvis han ville.

Men evangeliet er en lære, som skal være levende og gå over i gerning; den skal styrke og trøste folk og gøre dem modige og frimodige.

Derfor hører de, som kun hører evangeliet sådan, at de ved det og kan tale om Guds visdom, ikke til blandt de kristne; men de, som gør, som evangeliet lærer, de er rette kristne. Men dem finder man meget få af: vi ser mange, som hører det, men de er ikke alle sammen gørere. Nu vil vi se på, hvad Herren giver for en lære i dette evangelium. Først begynder han med et eksempel fra naturen, som vi alle må indrømme er sandt; erfaringen lærer også enhver det. Og han siger:

«Ingen kan tjene to herrer, for han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden.»

Den, som nu vil tjene to herrer, han kommer til at tjene på en måde, så det ikke kan kaldes tjeneste; for det må helt sikkert gå, som Herren siger her. Man kan nok tvinge en tjener til at gøre en gerning, som han er imod og har ulyst til; men til at gøre den gerne og mene den af hjertet kan ingen tvinge ham. Han kan nok gøre den, så længe hans herre er til stede; men når han går bort, så smutter han og udretter intet godt. Derfor vil Herren, at tjenesten skal ske af kærlighed og villigt; ellers er det ingen tjeneste. For folk bryder sig ikke om, at man gør noget for dem med ulyst. Sådan går det nu naturligt til, og vi erfarer også dagligt, at det går sådan. Er det nu sådan her blandt mennesker, at ingen kan tjene to herrer, så skal det meget mere gå sådan til med tjenesten for Gud, at tjenesten ikke er delt, men sker for ham alene, villigt og af hjertet. Derfor føjer Herren til og siger:

«I kan ikke tjene både Gud og mammon.»

For Gud kan ikke tåle, at man ved siden af ham også har en anden herre; han er en nidkær Gud, som han selv siger, og kan ikke finde sig i, at nogen tjener ham og også hans fjende. «Mig alene,» siger han, «eller lad det helt være.» Se nu, hvor fint Kristus her bruger eksemplet: «Ingen,» siger han, «kan tjene to herrer; for han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.» Som om han ville sige: Som det går til her blandt mennesker, sådan går det også til her over for Gud.

Vi vil finde få, som ikke synder imod dette evangelium. Herren fælder en streng dom, og den er forfærdelig at høre, at han skal sige sådan noget om os; og dog vil ingen indrømme det, ja, ingen vil finde sig i, at man siger det: at vi hader og ringeagter Gud, og at vi er hans fjender. Der er ingen, som, hvis man spurgte ham, om han elskede Gud og holdt sig til ham, ville sige andet end: «Ja, jeg elsker ham.» Men se, hvad teksten her konkluderer: at vi alle hader og ringeagter Gud, elsker mammon og hænger ved den. Men Gud vil tåle det af os indtil sin tid; når han ser den komme, vil han en dag slå til med næverne, før vi ser os om. Det er umuligt, at den, som elsker penge og gods og hænger ved dem, ikke skulle hade Gud. For han stiller her to op over for hinanden, som er hinandens fjender, og slutter: Hvis du elsker den ene af de to og holder dig til ham, så må du hade og ringeagte den anden. Derfor, hvor pænt én end lever her på jorden og dog hænger ved godset, kan det ikke være anderledes: han må hade Gud; og omvendt også: den, som ikke hænger ved penge og gods, han elsker Gud. Det er sikkert.

Men hvor er de, som elsker Gud og ikke hænger ved penge og gods? Se på hele verden, også de kristne, om de ringeagter penge og gods. Det koster møje at høre evangeliet og også gøre efter det. Vi har evangeliet, Gud ske lov, det kan ingen nægte; men hvad gør vi ved det? Vi tænker kun på at lære det og vide det, mere bliver der ikke af det; vi lader os nøje med at mene, at det er nok, at vi ved det, og bekymrer os ikke om, at vi også en dag skulle gøre efter det. Men det bekymrer vi os meget om, når én har ladet en gylden eller to, ja, knap en groschen ligge i vindueskarmen eller i stuen: så bekymrer han sig og er bange for, at pengene skal blive stjålet; men evangeliet kunne han undvære et helt år. Og sådanne karle vil dog regnes for evangeliske!

Her ser vi, hvad og hvem de er. Hvis vi var kristne, så ville vi gøre sådan: vi ville ringeagte godset og bekymre os om evangeliet, så vi også en dag levede i det og viste det med gerningen. Sådanne kristne ser vi få af; derfor må vi også høre den dom, at vi er Guds foragtere og hader Gud for rigdommens og godsets skyld. Æh, det er en fin ros! Vi burde skamme os helt ind i hjertet; det er forbi med os! Æh, hvor står vi fint nu! Det kalder jeg at blive afsløret, hvad for nogle fine frugter vi er!

Nu, verden kan ikke skjule sin vantro i de grove, ydre synder; for jeg ser, at den elsker en gylden mere end Kristus og alle apostlene, om de så selv var her og prædikede. Jeg kan høre evangeliet dagligt, men det gør ikke dagligt nytte i mig; men det kan nok ske, når jeg har hørt det et helt år, at Helligånden giver mig det i én time. Hvis jeg nu fik denne time, så fik jeg ikke alene fem hundrede gylden, men også hele verdens rigdomme. For hvad havde jeg ikke, hvis jeg havde evangeliet? Gud ville jeg have fået, ham som skaber sølv og guld og alt, hvad der er på jorden; for jeg har fået en sådan Ånd, ved hvem jeg ved, at jeg skal bevares evigt. Det er meget mere, end hvis jeg havde kirken fuld af gylden. Se nu, om ikke vort hjerte er en skalk, fuld af ondskab og vantro. Hvis jeg var en ret kristen, så ville jeg sige: «Den time, evangeliet kommer, kommer der hundrede tusind gylden til mig, ja, meget mere.» For når jeg har denne skat, så har jeg alt, hvad der er i himlen og på jorden.

Men denne skat må man tjene alene; for man kan ikke tjene både Gud og mammon. Enten må du elske Gud og hade pengene, eller du må hade Gud og elske pengene; det og intet andet. Og Herren bruger her det hebraiske sprogs måde at tale på, som vi ikke bruger. Mammon betyder gods eller rigdom, og vel at mærke et gods, som man ikke bruger, men holder som en skat; egentlig er det de penge og det gods, som man lægger til side som et forråd. Det gør de kristne ikke; de samler ingen skat, men beder Gud om det daglige brød. Men de andre lader sig ikke nøje med det; de laver et stort forråd, som de kan forlade sig på, så de, hvis vor Herre Gud døde i dag eller i morgen, alligevel vidste, hvor de skulle gå hen. Derfor kalder Sankt Paulus (Ef 5,5; Kol 3,5) rigdommen og griskheden en gud for denne verden og en afgudsdyrkelse; det stemmer Kristus her med og kalder det at tjene mammon.

Hvordan går det nu til, at evangeliet og Sankt Paulus allermest kalder griskheden en afgudsdyrkelse og ikke andre synder, skønt dog urenhed, hor, lyster, onde begæringer, ukyskhed og flere andre laster også er imod Gud? Det sker os til stor skam, fordi guldet er vor gud, som vi tjener, som vi stoler på, og som vi forlader os på – han som dog hverken kan opholde os eller frelse os, ja, hverken kan stå eller gå, hverken hører eller ser, som hverken har kraft eller magt, og hos hvem der hverken er trøst eller hjælp. For selv om én havde hele verdens rigdomme, så er han dog ikke et øjeblik sikker for døden.

Hvad hjælper kejserens store skatte og rigdomme ham, når timen kommer, da han skal dø? Det er en skændig, hæslig, magtesløs gud, som ikke engang kan hjælpe én med en byld, ja, som ikke engang kan vogte sig selv; dér ligger han i kassen og lader sig opvarte, ja, man må holde øje med ham som med en magtesløs, kraftløs, svag ting. Den herre, der har ham, må dag og nat passe på, at tyvene ikke stjæler ham. Den magtesløse gud kan hverken hjælpe ham eller nogen anden. Fy for den døde gud, som ikke engang kan hjælpe i det mindste, og som dog er så kræsen og kostbar, lader sig opvarte på det prægtigste og gemme med store kister og låse, og hans herre må hver time passe på ham og bekymre sig for, at han ikke skal gå til grunde i ilden, eller at der ellers skal ske ham en ulykke. Består denne skat eller gud af klæder, så må man passe på den og beskytte den mod de allermindste småkryb, mod møllene, så de ikke ødelægger eller fortærer den.

Burde væggene dog ikke spytte på os, fordi vi stoler mere på den gud, som møllene æder og rusten ødelægger, end på den Gud, som skaber og giver alt, ja, som har himmel og jord og alt, hvad der er i dem, i sin hånd? Er det ikke en tåbelig ting med verden, at den vender sig bort fra den sande Gud og stoler på den skændige mammon, på den fattige, elendige gud, som ikke engang kan vogte sig selv mod rust? Åh, hvor er det en skændig ting af verden! Gud sender penge og gods mange slags fjender, for at vi skal se og erkende vor vantro og vort ugudelige væsen: at vi således stoler på en magtesløs og skrøbelig gud, vi, som dog lige så let kunne nå dertil, at vi holdt os til den sande, mægtige og stærke Gud, som giver os alt, penge, gods, afgrøde og hvad vi har brug for; og alligevel er vi så tåbelige og gør guder ud af det. Fy for dig, du forbandede vantro!

Andre synder gør os dog glade; vi får dog noget ud af dem, som med ædedrikkeri; ligeså hor, dér har én dog af og til en glæde af det; ligeså vreden, den får sin lyst stillet; og flere andre laster. Kun i denne last må én tjene, plages og pines uden ophør, og ingen har nogen lyst eller glæde ved den. Dér ligger pengene i en bunke og lader sig tjene; han skulle bare vove at lade hente et lille mål vin for dem! Dér kommer rusten og æder dem, og alligevel tør han ikke røre dem, for ikke at vække sin guds vrede. Og når hans tjenere så har vogtet dem længe, så har de ikke mere end en eller anden fattig tigger. Jeg har intet, og dog spiser og drikker jeg lige så godt som nogen, der har meget af mammon. Når han dør, tager han lige så meget med sig som jeg.

Og det sker helt sikkert, at disse folk aldrig nogen sinde lever så godt og herligt, som de fattige ofte gør, de, som har få penge. Hvem indretter det sådan? Gud Herren sørger for det. Dér har de en eller anden plage i kroppen, så de ikke kan spise; dér er de syge indvendig, så ingen mad smager dem; dér har de en dårlig mave; dér rådner lunger og lever i dem; dér har de den ene, dér den anden sygdom; dér fejler det dem her, dér der, og de har aldrig en god time, hvor de har lyst til at spise eller drikke. Sådan går det dem, som tjener denne gud, mammon. Den sande Gud lader sig dog bruge og tjener menneskene; men det gør mammon ikke, han vil bare ligge stille og lader sig tjene. Og af den grund kalder Det Nye Testamente griskheden en afgudsdyrkelse, fordi den sådan vil have sig tjent. Men «at elske og ikke nyde, det kunne ærgre selv Djævelen». Det overgår nu alle dem, som elsker denne gud, mammon, og tjener ham. Den, som nu ikke skammer sig og bliver rød, han har en pande af jern.

Det kommer altså an på ordet «tjene». Det er jo ikke forbudt at have penge og gods; vi kan ikke undvære det. Abraham, Lot, David, Salomo og andre har haft meget gods og mange penge, og endnu i dag finder man mange rige folk, som dog også er fromme; men det er en anden sag at have gods og at tjene godset, at have mammon og at have mammon til en gud. Job var også rig, havde meget gods og var mægtigere end alle, der boede mod øst, som det står forrest i Jobs Bog; alligevel sagde han (Job 31,24–25): «Har jeg sat mit håb til guldet og sagt til guldklumperne: ’Min trøst’? Har jeg glædet mig over, at jeg havde stort gods, og at min hånd havde erhvervet sig meget?»

Summa summarum: Gud vil, at vi ikke skal tjene penge og gods og ikke bekymre os, men arbejde og overlade bekymringen til ham. Den, der har gods, skal være herre over dette gods. Den, der tjener, er en træl og har ikke godset, men godset har ham; for han tør ikke bruge det, når han vil, og kan heller ikke tjene andre med det; ja, han er ikke så dristig, at han tør røre ved det. Men er han herre over godset, så tjener godset ham, og han tjener ikke godset; så tør han bruge godset ligesom Abraham, David, Job og flere andre rige og bekymrer sig kun om Herren, som Sankt Paulus lærer korintherne (1 Kor 7,32). Dernæst hjælper han de fattige med godset og giver dem, som intet har. Når han ser én, som ikke har nogen kjortel, så siger han til pengene: «Ud med dig, junker Gylden! Dér er en fattig, nøgen mand, som ikke har nogen kjortel; ham skal du tjene!» «Dér ligger én syg, som ikke har noget at styrke sig på; frem med jer, junker Annaberger og Joachimstaler! I må af sted, hen og hjælp ham!» [Annaberger og Joachimstaler er sølvmønter, slået i Annaberg og Joachimsthal i Erzgebirge.] De, der omgås deres gods sådan, er herrer over deres gods; og det gør alle rette kristne helt sikkert. Men de, der sparer mange penge sammen og altid tænker på, hvordan bunken kan blive større og ikke mindre, de er trælle.

Den er herre over mammon, der tager fat på den for deres skyld, som har brug for det, og lader Gud råde, han som siger (Luk 6,38): «Giver du, så giver jeg også; har du ikke mere, så har du jo endnu mig, som stadig har nok; ja, jeg har mere, end jeg har givet bort og endnu kan give bort.» Vi ser her og der mange fromme, fattige mennesker, alene for at de rige skal hjælpe de fattige og tjene dem med deres rigdom. Gør du det ikke, så har du et sikkert tegn på, at du hader Gud. Den, som ikke forskrækkes af den dom, han skal høre på dommedag, ham kan intet røre. For sådan vil han komme til at høre af Gud: «Se, du har hadet mig og elsket den, som ikke engang kunne vogte sig selv mod rust og møl.» Æh, hvor fint du vil stå dig dér!

Dette er altså meningen: Gods må vi have, men med hjertet skal vi ikke hænge ved det, som også salmen siger (Sl 62,11): «Falder rigdom jer til, så hæng ikke hjertet ved den.» Arbejde skal vi, men for føden skal vi ikke bekymre os. Det siger Herren her i evangeliet med klare, tydelige ord, idet han slutter således og siger:

«Derfor siger jeg jer: Hvad jeres liv angår, skal I ikke bekymre jer for hvad I skal spise, og for hvad I skal drikke, og hvad jeres krop angår, skal I ikke bekymre jer for hvad I skal klæde jer med.»

Og nu bruger han en fornuftig, naturlig tale, hvormed han vil drage den slutning, at de ikke skal bekymre sig for føden; for fornuften må selv drage den slutning og indrømme, at det er sådan, som han siger. Han sætter grund og årsag til sin tale og spørger:

«Er livet ikke mere end maden, og kroppen mere end klæderne?»

Som om han ville sige: I vender det lige på hovedet. Maden skal tjene livet, men så tjener livet maden. Sådan også med klæderne: Klæderne skal tjene kroppen, men så må kroppen tjene klæderne. Så blind er verden, at den ikke ser det!

Nu må vi her give godt agt på Herrens ord. Han siger: «Bekymr jer ikke», men han siger ikke: «Arbejd ikke.» Bekymring er os forbudt, men arbejde er det ikke; ja, det er os befalet og pålagt at arbejde, så sveden løber os ned ad næsen. Gud vil ikke, at mennesket skal gå ledigt. Derfor sagde han til Adam (1 Mos 3,19): «I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du igen bliver til jord, som du er taget af.» Og som salmen siger (Sl 104,22–23): «Når solen står op, går mennesket ud til sit arbejde og til sin gerning indtil aftenen.» Bekymre os skal vi ikke, det er os her forbudt; for vi har en rig Gud, som lover os føde og klæder, for han ved, hvad vi mangler, før vi bekymrer os og beder.

Hvorfor giver han os det så ikke uden arbejde? Fordi det behager ham sådan. Han befaler os at arbejde, og så giver han det, ikke for vores arbejdes skyld, men af sin godhed og nåde. Det ser vi for øjnene; for skønt vi arbejder på marken hvert år, giver han dog det ene år mere end det andet. Derfor er vi narre, ja, vi handler imod Gud, når vi bekymrer os for, hvordan vi skal skrabe penge og gods sammen, når dog Gud rigeligt lover os, at han vil give os alt og forsyne os overflødigt med alt, hvad vi har brug for.

Men nogen kunne sige: «Siger Sankt Paulus da ikke, at vi skal være omhyggelige?» som til romerne (Rom 12,8): «Er nogen leder, så skal han være omhyggelig», og lidt efter (Rom 12,11): «Vær ikke dovne i jeres forehavende.» Ligeledes siger han om Timotheus til filipperne (Fil 2,20): «Jeg har ingen, som er så ganske af mit sind, og som så helt af natur sørger for jer.» Og Paulus selv roser sig af (2 Kor 11,28), at han bærer stor omsorg for alle menighederne. «Der ser I, at vi alligevel også skal sørge?» Svar: Vores liv og det at være kristen består af to stykker, troen og kærligheden. Det første angår Gud, det andet næsten. Det første ser man ikke, det er troen, den ser Gud alene; det andet ser man, og det er kærligheden, som vi skal vise vores næste. [Det tyske «sorgen» og «Sorge» betyder både at bekymre sig og at sørge for nogen; Luthers svar hviler på dette dobbelte ord.]

Nu er det sådan: Den omsorg, som kommer af kærligheden, er befalet; men den bekymring, som står ved siden af troen, er forbudt. Når jeg tror, at jeg har en Gud, så kan jeg ikke være bekymret for mig selv; for når jeg ved, at Gud sørger for mig, som en far for sit barn, hvad skal jeg så frygte? Hvad behøver jeg megen bekymring? Jeg siger ganske enkelt: «Er du min Far, så ved jeg, at intet ondt vederfares mig», som salmen siger (Sl 16,8): «Jeg har altid Herren for øje, for han er ved min højre hånd, derfor skal jeg blive stående.» Han har også alt i sin hånd, derfor kan intet fattes mig, han sørger for mig. Men når jeg farer til og selv vil bekymre mig, er det altid imod troen; derfor forbyder han også denne bekymring.

Men kærlighedens omsorg vil han have holdt; dér vil han, at vi skal sørge for andre og dele vores gods og vores gaver med dem. Er jeg øvrighed, så skal jeg sørge for undersåtterne; er jeg husfar, så må jeg sørge for mit husfolk, og så fremdeles, efter som enhver har fået gaver af Gud. Gud sørger for alle, og det er den omsorg, som angår troen. Vi skal også sørge for hinanden, og det er kærlighedens omsorg: nemlig at jeg, når Gud har givet mig noget, har omsorg for, at andre også får det.

Man må her passe på, at vi ikke digter nogen glosse til, men ganske enkelt forstår det, som ordene lyder: Vi skal ikke bekymre os for føden. Gud siger: «Arbejd, og giv ikke du, jeg vil give.» Giver han det, så sørg du for, hvordan du deler det rigtigt ud. Bekymr dig ikke for, hvordan du får det; men tragt efter, hvordan dit husfolk og andre også kan få det, som Gud har givet dig, og se til, at dit husfolk arbejder og ikke bliver uopdragent.

Er jeg prædikant, så skal min bekymring ikke være, hvorfra jeg skal tage det, jeg prædiker; for når jeg ikke har det, så kan jeg ikke give det; for Kristus har sagt (Luk 21,15): «Jeg vil give jer mund og visdom, som alle jeres modstandere ikke skal kunne modsige eller modstå.» Men har jeg det, så skal jeg nu sørge for, hvordan andre kan få det af mig, og stræbe efter, hvordan jeg kan fremføre det for dem på den allerbedste måde; hvordan jeg kan lære de uvidende; formane og tilskynde dem, som ved det; hvordan jeg ret kan trøste de bedrøvede samvittigheder; vække de skødesløse, søvnige hjerter og gøre dem vågne, og så fremdeles, sådan som Sankt Paulus har gjort (1 Tim 4; 2 Tim 4; Tit 3) og har befalet sine disciple Timotheus og Titus også at gøre. Det skal være min omsorg, nemlig hvordan andre kan få det af mig; men jeg selv skal studere og bede Gud. At studere er et arbejde; det arbejde vil han, at jeg skal gøre, og når det behager ham, så vil han give. Det kan godt ske, at jeg studerer længe, og han giver alligevel intet; om et år eller to, når det behager ham, giver han det rigeligt og overflødigt på en time.

Sådan skal også en husfar gøre: Han skal blot passe sit eget, det, som er ham befalet, og lade vor Herre Gud sørge for, hvordan han vil give det. Når han giver det, så skal han sørge for, hvordan han giver det videre til andre, til sit husfolk, og se efter, at dette hans husfolk ikke mangler noget på legeme og sjæl.

Det mener Herren her, når han siger, at vi ikke skal bekymre os for mad og klæder; men arbejdet vil han have, kort og godt. For du kunne komme til at ligge længe bag kakkelovnen, før du fik noget givet, hvis du hverken pløjer eller arbejder. Det er sandt: Gud kunne godt ernære dig uden arbejde, han kunne godt lade stegt og kogt, korn og vin vokse frem på dit bord; men det vil han ikke gøre. Han vil, at du skal arbejde og bruge din fornuft i disse sager.

Sådan går det også til med prædikenen og med alle vores ting. Han giver os uld, den lader han vokse på fårene for os; men der bliver ikke straks klæde af den, vi må arbejde den og gøre klæde af den. Når klædet er der, bliver der ikke straks en frakke af det; skrædderen må først sy den, og så fremdeles. Med alle ting handler Gud sådan, at han vil sørge, og vi skal arbejde.

Derom har vi eksempler for øjnene i overflod, og særlig fortæller han her to af dem, som med rette burde gøre os skamrøde, nemlig om fuglene og om blomsterne på marken. Om fuglene siger han således:

«Betragt himlens fugle: De sår ikke eller høster eller samler i lader, og jeres himmelske fader føder dem.»

Som om Herren ville sige: I har aldrig nogen sinde set en fugl med en segl, som havde høstet ind og samlet i lader; ja, fuglene arbejder heller ikke, som vi gør, og dog bliver de ernæret. Dermed vil Herren dog ikke, at vi ikke skal arbejde, men han vil med dette eksempel tage bekymringen fra os. For en fugl kan ikke drive agerbrug, som vi gør; dog er den ikke uden arbejde, men den gør det, den er skabt til, nemlig at den får unger, føder dem og synger vor Herre Gud en lille sang til tak. Havde Gud pålagt den mere arbejde, så gjorde den også mere. Tidligt står den op, sætter sig på en gren og synger den sang, den har lært, og ved intet om mad og bekymrer sig heller ikke for den. Bagefter, når den bliver sulten, flyver den hen og søger et lille korn; dér har Gud lagt et eller andet til den, som den aldrig tænkte på, mens den sang, og dog havde den haft grund nok til at bekymre sig for føden. Ja, skam jer nu, at de små fugle er frommere og mere troende end I! De er glade og synger med fryd og ved ikke, hvad de skal have at spise.

Det er os sandelig sagt til mægtig stor skam, at vi ikke kan gøre så meget som de små fugle. En kristen burde skamme sig over for en lille fugl, som kan den kunst, den aldrig har lært. Hvis du om foråret, når de små fugle synger smukkest, sagde til en af dem: «Hvordan kan du synge så glad, når du dog endnu ikke har noget korn i laden?» – den ville spotte dig. Det er et vældigt eksempel; det burde sandelig slå os for panden og drive os til at stole mere på Gud, end vi gør. Derfor slutter han også med et kraftigt ord og siger:

«Er I ikke meget mere værd end dem?»

Er det ikke en stor skam, at Herren gør de små fugle til vores mestre og stiller dem frem for os, så vi først skal lære af dem? Fy for den hæslige, skændige vantro! De små fugle gør, hvad de skal; men det gør vi ikke. I Første Mosebog (1 Mos 1,28) har vi et bud om, at vi er herrer over alle skabninger; og så skal fuglene være vores herrer i klogskab? Bort med den ulyksalige vantro! Gud gør os til narre og sætter fuglene frem for os, så de skal være vores mestre og regere os, blot for at de skal vise os, hvordan vi tjener Mammon og forlader den rette, sande Gud. Nu følger det andet eksempel, om blomsterne på marken, hvormed Herren vil drive os til, at vi ikke skal bekymre os for klæderne; og det lyder således:

«Hvem af jer kan lægge en alen til sin længde, om han end bekymrer sig derfor? Og hvorfor bekymrer I jer for klæderne? Bemærk markens liljer, hvorledes de gror. De arbejder ikke, og de spinder ikke. Men jeg siger jer at ikke engang Salomo i hele sin pragt var klædt som en af dem. Men når Gud således klæder markens græs, som står i dag, og som i morgen kastes i ovnen, hvor meget mere vil han så ikke klæde jer som har en lille tro?»

Som om han ville sige: Livet er ikke jeres, kroppen heller ikke; I kan ikke gøre jer en alen længere eller kortere, og dog bekymrer I jer for, hvordan I skal klæde jer. Se på blomsterne på marken, hvordan de er smykket og klædt, og dog gør ingen af dem noget dertil; de spinder ikke og væver ikke, og alligevel er de smukt prydet.

Dermed vil Herren atter ikke, at vi ikke skal sy, spinde eller væve, men vi skal arbejde, spinde og sy; bekymre os skal vi derimod ikke.

Det onde, vi har, er vores arbejde; vil vi så tilmed bekymre os, så gør vi som narrene; for det er nok, at hver dag har sin egen plage.

Det kalder jeg at byde os trods, at de små blomster står der og gør os til skamme og bliver vores mestre. Tak skal I have, I små blomster, som bliver ædt af køerne, og som Gud ophøjer så højt, at I bliver vores mestre og lærere! Fy, at jorden bærer os! Er det en ære for os, så ved jeg det ikke. Vi må her bekende, at den ringeste lille blomst, som kvæget træder under fode, skal blive vores skolemester. Er vi ikke fine folk? Ja, det skulle jeg mene! Og så sætter han oven i købet den rigeste, mægtigste kong Salomo ved siden af, han som var klædt på det kostbareste i purpur og guld, og siger, at hans pragt ikke kan lignes ved de små blomster (1 Kong 10). Er det ikke noget stort, at de små blomsters prydelse på marken skal agtes højere end alle ædelstene, guld og sølv?

Men vi er så blinde og ser ikke, hvad Gud vil dermed, og hvordan han mener det. Den lille blomst står der, for at vi skal se den; den trodser os og siger: «Om du så havde hele verdens smykker på dig, så er du dog endnu ikke min lige, jeg, som står her og ikke bekymrer mig for, hvorfra dette smykke kommer til mig; jeg tager mig slet ikke af det; her står jeg alene og gør intet dertil. Og om du end er smukt smykket, så er du dog usund og tjener oven i købet den magtesløse Mammon; men jeg er frisk og smuk og tjener den sande, rette Gud.» Se, så hæsligt og skændigt et væsen er vantroen.

Det er to herlige, vældige eksempler, om fuglene og blomsterne. Fuglene handler om maden, blomsterne om klæderne. Og i hele Det Nye Testamente er vores skam ikke så afsløret og stillet frem for os som netop i dette evangelium. Men der er kun få, som forstår det. Ud fra disse eksempler og billeder drager Herren nu sin slutning og siger således:

«I skal altså ikke bekymre jer og sige: ’Hvad skal vi spise?’ Eller: ’Hvad skal vi drikke?’ Eller: ’Hvad skal vi klæde os med?’ For alt dette søger hedningerne efter. For jeres himmelske far ved at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt dette gives jer i tilgift. Altså skal I ikke bekymre jer for dagen i morgen, for dagen i morgen skal bekymre sig om sig selv. En dag har nok i sin plage.»

Dette er altså summen af evangeliet: De kristne skal ikke bekymre sig for føden; Gud sørger for dem, før de tænker på det; men arbejde skal de, det er dem befalet. Men hvad Guds rige og hans retfærdighed er, ville det blive for langt at tale om nu; I har også ofte hørt om det, hvis I havde lagt mærke til det. Det være nu nok om dette evangelium. Gud give os nåde til, at vi engang også gør noget ved det, og at evangeliet ikke alene bliver i vores ører og på vores tunge, men kommer ind i hjertet og frisk bryder frem i gerning.