8. søndag efter trinitatis (Matt 7,15–23)

Evangeliet på 8. søndag efter trinitatis, Matt 7,15–23

Da Herren i disse foregående tre kapitler, det femte, sjette og syvende, har udlagt Guds bud, har han til sidst sluttet således: «Alt, hvad I vil at menneskene skal gøre mod jer, sådan skal også I gøre mod dem» (Matt 7,12). Det er en kristen lære og summen af hele det kristne væsen. Derpå følger nu dagens evangelium, hvori Herren udfører en ret hyrdes og lærers embede og advarer os om, at vi skal vogte os for falsk lære. Som om han ville sige: «Nu har I læren; vogt jer derfor fremover for anden lære. For det er vist, at der vil stå onde lærere og falske profeter frem, hvor dette Ord bliver prædiket.»

Det må vi gøre os helt klart, at de to slags lære, den ret gode og den falske og forførende, altid vil gå side om side; for sådan har det været fra begyndelsen, og sådan vil det blive ved til verdens ende. Derfor nytter det ikke, at vi kryber i ly og vil give os hen i et trygt og sorgløst væsen. Den onde menneskelære, Djævelens lære, og alle vore fjender står os imod uden ophør; derfor skal vi ikke tænke, at vi har vundet hele striden; vi er endnu ikke over åen. Derfor advarer Herren os meget omhyggeligt og siger:

«Tag jer i agt for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men indvendig er de glubske ulve.»

Det punkt skal vi lægge godt mærke til, at Herren Kristus her befaler alle kristne og giver dem magt til at være dommere over al lære og giver dem myndighed til at dømme om, hvad der er ret eller uret. Det punkt har de falske kristne fordrejet for os i vel tusind år, så vi ikke har haft magt til at dømme, men har måttet tage imod alt, hvad paven og koncilierne har bestemt, uden selv at dømme. Men dette evangelium her støder pavedømmet og alle koncilier til grunde og til jorden; for vi er ikke skyldige at holde, hvad paven byder, og hvad mennesker fastsætter.

Derfor siger jeg endnu en gang: Hold godt fast i dette evangelium; for hverken paven eller koncilierne eller nogen anden har fået befaling til at fastsætte og bestemme, hvad troen er. For Kristus siger: «Tag jer i agt for de falske profeter.» Enten må evangeliet lyve, eller også må paven med koncilierne gøre det. Kristus siger: Vi har ret til at dømme om al lære og om alt, hvad der bliver pålagt os at holde eller ikke holde. Her taler Herren ikke til paven, men til alle kristne. Og ligesom denne lære er sagt til alle: «Alt, hvad I vil at menneskene skal gøre mod jer, sådan skal også I gøre mod dem», sådan udelukker heller ikke disse ord nogen: «Tag jer i agt for de falske profeter.» Deraf følger da klart, at jeg i sandhed må dømme om læren.

Derfor skal jeg sige: «Pave, du har bestemt det sammen med koncilierne; nu er det mig, der skal dømme om, hvorvidt jeg kan tage imod det eller ej.» Hvorfor? Fordi du ikke vil stå for mig og svare for mig, når jeg skal dø; men jeg må selv se, hvordan det står til med mig, så jeg kan være vis på min sag. For du må være lige så vis på, at det er Guds ord, som du er vis på, at du lever, ja endnu mere vis; for på det alene må din samvittighed stå. Og selv om alle mennesker kom, ja også englene og hele verden, og bestemte noget: kan du ikke selv fatte dommen og afgøre sagen, så er du fortabt; for du må ikke lade din dom bero på paven eller på nogen anden; du må selv være således skikket, at du kan sige: «Det siger Gud, det siger han ikke; det er ret, det er uret»; ellers er det ikke muligt at bestå.

For når du ligger for døden og støtter dig til paven og koncilierne og siger: «Det har paven sagt, det har koncilierne bestemt, de hellige fædre Augustin og Ambrosius har fastsat det således», så kan Djævelen straks slå et hul i det og give dig den tanke ind: «Hvad nu, hvis det var falsk? Hvad nu, hvis de havde taget fejl?» Når en sådan anfægtelse kommer over dig, så ligger du allerede nede. Derfor må du gå på det sikre, så du frejdigt og trodsigt tør sige: «Det er Guds ord; for det vil jeg sætte liv og lemmer til, og hundredtusind halse, hvis jeg havde dem.»

Det mener også Sankt Peter, når han i sit første brev siger således: «Hvis nogen taler, skal han tale som Guds ord» (1 Pet 4,11). Og Sankt Paulus siger således til korintherne: «Og jeg færdedes hos jer i svaghed og i frygt og med megen bæven, og min tale og min forkyndelse var ikke med visdoms overbevisende ord, men med Ånds og krafts bevis, for at jeres tro ikke skal hvile på menneskers visdom, men på Guds kraft» (1 Kor 2,3–5).

Så begynder de da og siger: «Ja, hvordan kan vi vide, hvad der er Guds ord, og hvad der er ret eller falsk? Det må vi lære af paven og af koncilierne.» Godt, lad dem bestemme og sige, hvad de vil; så siger jeg: Du kan ikke sætte din fortrøstning til det eller give din samvittighed fred med det; du må selv afgøre det; det gælder din hals, det gælder dit liv. Derfor må Gud sige dig det i hjertet: «Det er Guds ord»; ellers er sagen ikke afgjort.

Men vore biskopper, Kajfas, Pilatus og Herodes, de trænger på og raser så voldsomt, at man skulle tro, de var gået fra forstanden. Så kommer de med Sankt Augustins ord: «Jeg ville ikke tro evangeliet, hvis ikke kirkens anseelse bevægede mig», og mener, at de allerede har vundet. Så sig du: «Hvad bryder jeg mig om det? Lad det så være Augustin eller Hieronymus, Sankt Peter eller Sankt Paulus, der siger det, ja selv ærkeenglen Gabriel fra himlen, som er langt mere; så hjælper det mig ikke; jeg må have Guds ord, jeg vil høre, hvad Gud siger.»

Og det samme Ord lader Gud sige dig gennem mennesker, og især har han ladet det forkynde og skrive for dig gennem apostlene; for Sankt Peter og Sankt Paulus taler ikke deres egne ord, men Guds ord, som Paulus selv bevidner over for thessalonikerne, når han siger således: «Da I modtog Guds ord, som I hørte af os, modtog I det ikke som menneskers ord, men, som det i sandhed er, som Guds ord, som også virker i jer som tror» (1 Thess 2,13). Man kan vel prædike Ordet for mig, men ingen kan give mig det i hjertet uden Gud alene; han må tale i hjertet, ellers bliver der intet af det; for når han tier, så er det usagt. Derfor skal ingen bringe mig bort fra det Ord, som Gud lærer mig.

Og det må jeg vide lige så vist, som at tre og to er fem; for det er så vist, at selv om alle koncilier sagde noget andet, så ved jeg, at de lyver. Ligeså, at en alen er længere end en halv, det er vist; selv om hele verden siger imod, ved jeg dog, at det ikke er anderledes. Hvem afgør det for mig? Intet menneske, men alene sandheden, der er så aldeles vis, at ingen kan nægte den.

Derfor må det komme dertil, at du siger: «Sådan er det, intet menneske skal bringe mig bort fra det.» Når du hører: «Du må ikke slå ihjel», ligeså: «Du skal gøre mod andre, hvad du gerne vil have, at andre skal gøre mod dig», så må du vide, før alle koncilier, at det er Kristi lære, selv om alle mennesker sagde noget andet. Sådan også med denne lære: «Du kan ikke hjælpe dig selv, men Kristus er din Frelser, han gør, at dine synder bliver dig tilgivet» – den må du vide og bekende i dit hjerte, at sådan er det; og fornemmer du det ikke, så har du ikke troen, men Ordet hænger dig ved ørerne og svæver på din tunge, som skummet ligger på vandet, som profeten Hoseas siger: «Samaria har ladet sin konge fare forbi som skummet på vandet» (Hos 10,7).

Alt dette må du nu tro, ikke som ord, som om Peter havde prædiket dem, men fordi Gud har befalet dig at tro det. Alt dette siger jeg nu (for at vi kan komme tilbage til evangeliet og mærke, hvorfra grunden flyder), for at I må være dommere og have magt til at dømme over alt, hvad der bliver forelagt jer; fordi jeg hverken kan eller skal bygge på noget menneske, for jeg må selv stå til regnskab, når jeg skal dø.

Lad jer derfor ikke overtale til, at I skal tro, hvad paven siger, eller hvad koncilierne bestemmer. Når du kender Gud, så har du allerede rettesnoren, målestokken og alenen, som du kan dømme alle fædres lære med, nemlig når du ved, at Kristus er vor frelse, og at han regerer os, og at vi er syndere. Træder nu en frem og siger: «Du må blive munk, du må gøre sådan og sådan, hvis du vil blive frelst; troen alene er ikke nok til frelse», så kan du med visshed sige: «Du lyver, din lære er falsk; for den, der tror på Kristus, er frelst.» Hvem lærer dig det? Din tro i hjertet, som tror dette alene. Derfor vil ingen kunne vogte sig for vildfarelse, medmindre han er et åndeligt menneske. For således siger Paulus til korintherne: «Den åndelige bedømmer alt, men selv bedømmes han af ingen» (1 Kor 2,15). Så kan ingen dømme den falske lære uden det åndelige menneske.

Derfor er det en vanvittig ting, at koncilierne vil bestemme og fastsætte, hvad man skal tro, når der dog ofte ikke er en eneste mand dér, som har smagt en lille smule af Guds Ånd. Sådan gik det på koncilet i Nikæa: dér var de i færd med at give lov om, at de gejstlige ikke måtte være gift; det var allerede helt falsk, fordi det ikke havde nogen grund i den hellige Skrift. Da trådte et eneste menneske frem ved navn Pafnutius og slog det hele ned og sagde: «Ikke sådan, det er ikke kristeligt.» Så måtte hele koncilet, hvor der uden tvivl var mange fremragende, lærde folk, gå bort fra sin beslutning og vige for denne enfoldige, men gudfrygtige mand. Derfor er det et sandt ordsprog: «De lærde, de forkerte.» For Gud er aldeles fjendsk mod de høje titler og den menneskelige visdom; derfor lader han dem undertiden løbe grueligt på grund og gør dem til skamme med deres planer, så man kan se, at ordsproget er sandt: «De lærde, de forkerte.»

Sådan må vi blive ved med at være frie dommere, så vi har magt til at dømme og afgøre, til at tage imod og forkaste alt, hvad paven fastsætter, og hvad koncilierne bestemmer. Men tager vi imod noget, så skal vi tage imod det, fordi det stemmer med vor samvittighed og med Skriften, ikke fordi de siger det. Det siger Sankt Paulus til romerne: «Har nogen profetisk gave, så skal den bruges i overensstemmelse med troen» (Rom 12,6). For al profeti, som fører til gerninger og ikke rent og alene til Kristus som den eneste trøst, er ikke i overensstemmelse med troen, hvor kostelig den end er; sådan er spøgelsernes åbenbaringer, messerne, valfarterne, fasterne og det at søge helgenernes fortjenester.

Her har mange hellige fædre som Gregor, Augustin og flere andre taget fejl, idet de har taget denne dom fra os (for denne jammer og hjertesorg begyndte tidligt), så vi skal tro paven og koncilierne. Derfor må du finde det sådan hos dig selv, at du kan sige: «Det har Gud sagt, det har Gud ikke sagt.» Så snart du siger: «Det har mennesket sagt», eller: «Det har koncilierne bestemt», så har du bygget på sand. Derfor er der i åndelige sager ingen dommer på jorden over den kristne lære uden det menneske, som har den sande tro i sit hjerte, hvad enten det er mand eller kvinde, ung eller gammel, karl eller pige, lærd eller ulærd. For Gud gør ikke forskel på folk, men alle dem, der lever efter hans bud, er ham lige kære (ApG 10,34–35); derfor har også de alene myndighed til at dømme.

Men kom der nogen, som forstod meningen bedre end jeg, så skulle jeg holde min mund og tie stille og tage imod besked af ham. Det er netop, hvad Sankt Paulus vil, når han siger således til korintherne: «To eller tre profeter skal tale, og de andre skal bedømme; men hvis en anden får en åbenbaring, mens han sidder ned, skal den første tie» (1 Kor 14,29–30). Det vil sige: Hvis tilhøreren vidste og forstod mere end prædikanten, så skal prædikanten give ham plads til at tale og selv tie stille. I det verdslige regimente går det vel sådan til, at en gammel er klogere end en ung, og en lærd ved mere end en lægmand; men i åndelige sager kan et barn eller en tjener, en kvinde eller en lægmand lige så vel have Guds nåde som en gammel eller en herre, en lægmand lige så vel som paven. Kort sagt: Ingen lærd skal tage din dom fra dig, for du har den lige så vel som han.

Nu skulle jeg sige, hvem de falske profeter er i vor tid. Det kan nu heller ingen dømme om eller kende uden den, der har Ånden. Men kort og godt, summa summarum, hvor meget man så end siger om det: Det er paven med hele sit regimente; for de har alle lært, hvad der er imod Gud. Det ville tage lang tid at bevise, for næsten i alle stykker ser du det, hvor du så end vender dig hen. Dog vil vi nævne nogle. Gud har budt: Barnet skal ære far og mor og være dem lydigt (2 Mos 20,12). Så har paven nu fundet på den mening, at en munk eller en nonne ikke længere står under sin far; men de siger: «Barnet er nu i den gejstlige stand og i Guds tjeneste; Gud er mere end far og mor; derfor er det ikke længere skyldigt at tjene far og mor», men faderen må kalde det «nådige herre».

Når jeg nu spørger: «Hvad er Guds tjeneste?», så vil de sige: «Kære herre, det er at ringe med klokker, brænde lys, iføre sig en smuk messehagel og mere af den slags abespil.» «Ja», siger jeg, «der har I ramt plet! Jeg mente, at det at ære far og mor og holde Guds bud var at tjene Gud.» Derfor må du her sige, at Antikrist har lært den slags, og du kan trygt og glad sige, at han lyver. Ser du her, hvordan Guds bud står lige imod lydigheden over for prioren og abbeden? Gud har givet dig far og mor, for at du skal ære dem og tjene dem og være dem lydig; paven giver dig en anden, som du skal ære mere end din far, som Gud har givet dig. Er det at holde Guds bud, så ved jeg ikke, hvad det er.

Sådan også videre med andre af Guds bud. Man må ikke slå ihjel, ikke være vred, ikke hade; det har Gud budt. Så lærer paven således: «Det gejstlige gods eller kirkens ejendom skal man forsvare, og hvis det ikke hjælper, så skal man kalde det verdslige sværd til hjælp for at beskytte den pavelige stol og Sankt Peters arvelod.» Se, sådan står disse bud imod hinanden; det forstår, håber jeg, enhver godt.

Sådan også med ægteskabet. Gud har budt, at mand og kvinde skal være ét kød, og at de ikke skal skilles (1 Mos 2,24). Men paven har mange bud derimod, for eksempel: Hvis en kvinde tager en mand, som har været hendes fadder ved dåben, så skal man rive ægteskabet i stykker.

Sådan også, når de gejstlige gifter sig, som I nu ser, at de river ægteskabet i stykker efter deres gejstlige ret. Ligeså: Hvis nogen falder i blodskam, så en kvinde tager en af sine slægtninge, eller en mand en af sine slægtninge, så byder paven, at de skal blive sammen, men begge leve kysk med hinanden. Dér lader han to nøgne mennesker ligge sammen i én seng, og ingen af dem skal have ret til at kræve den ægteskabelige pligt af den anden. Hvad er det andet, end som når jeg lægger halm og ild sammen og forbyder det at brænde?

Fremdeles siger Gud: «Du må ikke stjæle.» Men hvem stjæler mere end paven og hans flok? De er ærketyvene; for de trækker dagligt hele verdens gods til sig.

Ligeså, lad os se på det første bud. Det siger således: Man skal stole på Gud alene, man skal påkalde Gud alene. Men hele deres lære er intet andet, end at de fører os til at stole på gerningerne og byder os at påkalde helgenerne. Ser du nu, at sådant et folk er de rigtige falske profeter, som vi skal vogte os for? For de ophæver det bud, som Gud har givet. Derefter følger nu det andet stykke i evangeliet, hvor Kristus siger således:

«Af deres frugter skal I kende dem. Man samler vel ikke druer af tornebuske eller figner af tidsler? Således bærer ethvert godt træ gode frugter, men det dårlige træ bærer dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. Altså: Af deres frugter skal I kende dem.»

Som jeg har sagt, kan ingen kende dem på frugterne uden den, der er født åndeligt. Derfor kan den, der ikke har Ånden, ikke kende dem. Intet menneske skal tro, at det kan kende dem på frugterne, medmindre det er åndeligt. Der er én frugt, som man kender dem på, og det er vantroen. Man kender dem vel også undertiden på åbenlyse synder; men den dom er bedragerisk, for de kristne falder også.

Derfor er den rette frugt, som de kendes på, en indvortes frugt; til den må jeg have Guds Ånd og dømme efter den; det udvortes øje og fornuften formår det ikke. Du kan se to holde messe, den ene er troende, den anden ikke, og dog er det én og samme udvortes gerning. Hvad skiller dem da? Troen i hjertet og vantroen: at den ene anser det for en god gerning, den anden ikke. Kort sagt: Ud fra de udvortes gerninger kan du ikke dømme. Det har Tauler også erkendt, at de troende og de vantro ofte er så ens i det udvortes skin, at ingen kan skelne dem og ingen fornuft dømme om dem, medmindre en har Guds Ånd. Ja, de vantro ser ofte langt smukkere ud i deres gerninger end de troende, som der også står skrevet i Jobs Bog: «Strudsens vinger er smukkere end hejrens eller spurvehøgens fjer» (Job 39,13); men spurvehøgen flyver, og strudsen kan ikke flyve. Sådan er også den troende og den vantro vel ens i det udvortes skin, men i hjertet er de skilt.

Men dette er Åndens frugter, som man kender de rette profeter på, og som Sankt Paulus opregner for galaterne: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, kyskhed (Gal 5,22–23). Men disse frugter kan ingen mærke eller kende uden Ånden alene. Derfor skal dommen og afgørelsen i åndelige ting ikke bero på de udvortes ting, som gerningen og personen, men indvortes, i hjertet. Man kender vel en på frugterne, men alene i Ånden. Frugterne og de gode gerninger gør heller ikke nogen retfærdig eller god, men han må først være retfærdig og god i hjertet; ligesom æblerne ikke gør et træ, men træet må være der før frugterne.

Forstår jeg det, så ser jeg, at ingen gerning er så ond, at den kan fordømme mennesket, og heller ingen så god, at den kan frelse mennesket; men troen alene frelser os, og vantroen fordømmer os. Falder en i hor, så er det ikke den gerning, der fordømmer ham; men horet viser, at han er faldet fra troen; det er det, der fordømmer ham; ellers var det ikke muligt. Sådan gør intet et menneske retfærdigt uden troen, og intet gør et menneske ondt uden vantroen. Derfor siger Herren også, at træet skal hugges om; han siger ikke, at man skal hugge frugterne af.

Derfor gør kærlighedens gerninger mig ikke retfærdig, men alene troen, hvori jeg gør disse gerninger og bærer denne frugt. Sådan må vi begynde med troen; men paven begynder med gerningerne og byder at gøre gode gerninger, for at man skal blive retfærdig; ligesom hvis jeg sagde til træet: «Vil du være et godt træ, så begynd at bære æbler» – som om jeg kunne bære æbler, før jeg var et træ. Nej, jeg må sige: «Vil du bære æbler, så begynd at blive et træ.» Sådan må træet være der først, før det får frugter.

Af alt dette følger nu, at der ingen anden synd er på jorden end vantroen; som Kristus siger hos Johannes: «Når Helligånden kommer, skal han overbevise verden om synd: at de ikke tror på mig» (Joh 16,8–9).