2. søndag i advent (Rom 15,4–13)

Epistlen på 2. søndag i advent, Rom 15,4–13

Det er tydeligt nok, at den, der har skåret denne epistel ud, ikke har forstået meget af Paulus; han begynder både for højt og for lavt. Den første del, som siger: «Alt, hvad der er skrevet» osv., hører til den foregående tekst. Han skulle have begyndt ved: «Men tålmodighedens Gud» osv. For at vi kan forstå denne epistel ordentligt og klart, skal vi altså vide, at romerne, som Sankt Paulus skriver til, dels var omvendt til Kristus fra jøderne, dels fra hedningerne. For på den tid var der mange jøder i alle lande, især i Rom, sådan som ApG 17 viser. Da nu apostlen i hele epistlen havde lært dem ret om troen og de gode gerninger, giver han her ved epistlens slutning nogle formaninger, for at han kan holde dem sammen i enighed i troen og de gode gerninger, og han fjerner de årsager, som kunne stifte uenighed og splitte Åndens enhed. Og dem er der to af, som også den dag i dag og til alle tider kæmper stærkt imod Åndens enhed, imod troen og de gode gerninger; derfor må vi se på dem og lægge godt mærke til dem.

Den første var denne: Nogle, som var omvendt fra jøderne, hørte vel, at i Det Nye Testamente er al slags mad, dage, klæder, kar, personer, steder og fagter fri, og at troen alene gør retfærdig for Gud, og at loven om at spise kød og fisk, om helligdage og klæder, om steder og kar var helt afskaffet; men alligevel var deres svage samvittighed og ufuldkomne tro efter lang vane endnu så hårdt bundet, at de ikke turde bruge en sådan frihed; de var bange for, at de syndede, hvis de gjorde anderledes, end det hidtil havde været skik.

Ligeledes turde både hedninger og jøder af den samme svaghed ikke spise af det brød og kød, som de vantro havde ofret til afguderne, selv om det frit blev budt frem og solgt på torvet. De mente, at hvis de spiste, gjorde de dermed afguderne en ære og havde fornægtet Kristus, skønt det i sandhed ikke var noget. For al mad er ren og en god Guds skabning, hvad enten hedninger eller kristne har den, og hvad enten den ofres til Gud eller til Djævelen.

De andre derimod, som nu vidste dette og havde en stærkere tro, tog ikke hensyn til de svage, men brugte deres frihed alt for frækt og med foragt for de svage og spiste og drak uden forskel, hvad der kom for dem; og det var jo også ret. Men det var uret, at de ikke tog hensyn til de svage og gjorde dem forvirrede. For når de svage så, at disse bar sig så frækt ad, kunne de hverken følge med eller blive tilbage. Skulle de følge med, stod deres svage samvittighed i vejen og sagde: «Det er synd, gør det ikke.» Skulle de ikke følge med, stod den igen i vejen og sagde: «Du er ingen kristen, for du gør ikke, som de andre kristne gør; din tro kan ikke være ret.» Se, sådan kunne de hverken komme frem eller tilbage; hvordan de end bar sig ad, handlede de imod deres samvittighed. Men at handle imod samvittigheden er lige så meget som at handle imod troen og synde svært.

Nu lærer Paulus her, at man skal tåle og bære sådanne svage og ikke fare så hårdt frem mod dem, men for en tid holde, hvad de holder, og blive svag med dem og ikke stifte en sådan uenighed i troen for mad og drikke eller nogen anden timelig tings skyld, indtil også de bliver stærkere i troen og erkender deres frihed. Dog skelner apostlen i denne sag og lærer os også at skelne, nemlig at der må tages hensyn til to slags mennesker. Nogle er svage i troen; om dem er der netop talt, og det er også alene dem, Sankt Paulus taler om her. Det er gode, fromme, enfoldige folk, som gerne ville gøre det bedre, hvis de vidste eller kunne; de er ikke stivsindede i deres mening, de mangler intet andet, end at deres samvittighed og tro er for svag; de kan ikke træde ud af den lære og vane, de har siddet fast i.

De andre er stivsindede; de nøjes ikke med selv at vandre på den måde, men driver på, lærer og fører også de andre ind i det, foregiver, at det er det rette, og at det skal være sådan, og vil heller ikke høre den rette sandhed om den kristne frihed, men strider imod den. Det er dem, der er årsag til, at de andre er svage. For med deres lære sårer de de svage samvittigheder og binder dem, så de mener, at det må være sådan; og de har lyst til på den måde at bringe de enfoldige samvittigheder under sig og gøre dem lydige. Om dem taler Sankt Paulus ikke her; ja, han lærer andetsteds, at man skal sætte sig imod dem med al flid og altid gøre det modsatte, Tit 1.

Derfor er der i denne sag ingen bedre regel end kærligheden, og du må handle mellem disse to slags mennesker, sådan som du ville handle mellem ulv og får. Hvis ulven havde bidt fåret nær til døden, og du så kom farende, blev vred på fåret og sagde, at det var uret, at det havde de sår, det skulle være raskt, og med magt tvang det til at følge de andre raske får på græs og i stald, og ikke ville gøre noget særligt for det – hvem ville så ikke sige, at du var vanvittig? Fåret ville sige: «Ganske vist er det uret, at jeg er såret, og jeg burde nok være rask; men vær vred på den, der har gjort det, og hjælp mig til at blive rask.»

Se, sådan skulle også disse romere gøre: med al alvor stå imod lærerne og ulvene, men tage sig af de samvittigheder, som var svækket og såret af en sådan lære, ikke drive eller støde dem, men læge dem i ro og mag og med tiden drive en sådan lære ud og imens lade dem være og holde med dem, hvad de holdt, og ikke gøre dem forvirrede.

Skønt den sag, Sankt Paulus her taler om, for længst er ophørt, og Moseloven om mad, drikke, klæder, steder osv. ikke længere er i brug, så er der dog kommet noget langt værre i stedet, så denne lære nu er langt mere nødvendig, end den var på den tid. For nu er der i hele verden ved paven og den gejstlige stand stillet et sådant væsen an med menneskelære om mad og drikke, klæder og steder, dage og tider, personer og stænder, fagter og gerninger, at næsten ingen kan spise en bid, drikke en dråbe, ja, åbne øjnene, uden at der er gjort en lov om det og friheden taget fra ham, især i stifterne og klostrene. De foregiver alle sammen, at man må klæde sig sådan, klippe sig sådan, bære sig sådan ad, ikke spise denne mad, ikke drikke denne drik osv., ellers er det synd og ulydighed. Således har de ophøjet denne lydighed mod menneskelære, så man ikke agter noget højere end denne lydighed. Og munkene og nonnerne holder netop denne lydighed for grundvolden og hjørnestenen i deres gejstlighed og bygger deres sjæles frelse på den.

Her vil ingen åbne øjnene og se, at det er lutter menneskepåfund og menneskelære, som fanger sjælene, gør samvittighederne svage, ødelægger den kristne frihed og troen og kun fylder helvede. O ulve, o ulve, o ulve! Hvilket grueligt, forfærdeligt myrderi, drab og fordærv er dette væsen i hele verden! Det er i denne sag aldrig kommet så vidt, at man tog hensyn til de svage samvittigheder; for ingen har prædiket eller gjort noget imod det, som de svage kunne have taget anstød af; men den, der er trådt ud, har man fordømt og skældt ud for at være en frafalden, bortløben munk og en kristen, der har fornægtet sin tro, og således med magt ikke alene svækket fårene, men drevet dem i ulvenes gab. O hvilken vrede! O hvilken grumhed! O hvilken harme hos den guddommelige majestæt!

Se, hvis nu Gud gav sin nåde, så alt dette blev erkendt, at det er lutter menneskeligt overmod, vold og uret, som Gud intet har befalet om, og nogle begyndte at bruge messerne, bønnerne, klæderne og maden anderledes, end man hidtil har været vant til, og ville holde sig til den kristne frihed efter evangeliet, så kan også her to slags mennesker tage anstød. De første, de pavelige, ville rase og tumle sig, skrige og skråle, at man skal holde sådanne ting, og at den, som ikke holder dem, er en kætter, en hedning, en jøde og ulydig mod kirken; og sådan ville de blive ved med at slå på lydigheden mod kirken, bare for at holde samvittighederne fanget i strikken og døden – de samvittigheder nemlig, som mener, at det er, som de foregiver, lydighed mod kirken, skønt det ikke er andet end deres skurkestreger og Djævelens spil, hvormed også mange hellige er blevet forført og bedraget, som Sankt Frans og hans lige.

De andre, de svage, som hører et sådant skrål og tidligere har været vant til det, bliver forvirrede og ved ikke, hvem de skal holde med, skønt de af hjertet og i enfold gerne vil følge den rette vej. Men hvor de end vil hen, møder deres samvittighed dem. Skulle de følge dig, står deres vane og de paveliges skrål dem i vejen; dermed er deres samvittighed fanget og tør ikke træde ud; den er bange for, at den gør imod sin Gud. Følger den dig derimod ikke, er den igen bange for, at den gør imod Gud, som du holder frem og prædiker. Hvor skal nu sådan en svag, fattig samvittighed gøre af sig, når Kristus og Djævelen således strides om den?

Her kommer nu denne Sankt Paulus' lære lige tilpas. Djævelens og hans paveliges lære er uden al barmhjertighed og medlidenhed; den trænger på, driver og raser med magt, at man i største hast skal opgive denne lære; den bandlyser, forbander og kaster dig fire tusind mil bag helvede, hvis du ikke på øjeblikket vender om og skaffer dig af med hvert bogstav til den sidste tøddel. Af sådant raseri kender man, som af frugten, hvem der er mester for denne lære. Men Kristi lære gør ikke sådan; den forkaster dig ikke straks, selv om du ikke kan vende dig så brat og bryde så hurtigt, skønt den dog havde mere grund til det; men den ser på, at du er såret og svag, tager venligt imod dig og lærer dig den rette sandhed og frihed fra alle menneskelove, men tåler og bærer dig, selv om du ikke straks lader dem fare og forkaster dem; den giver dig tid til at lære at skaffe dem af vejen; imens lader den dig gøre, som du kan eller er vant til, indtil du bliver rask og erkender sandheden rent og vist.

Derfor skal en kristen også i denne sag tage hensyn til disse to slags mennesker: de svage skal man venligt undervise og tåle med mildhed; men de rasende og skrålende skal man støde fra sig med alvor, gøre og lære netop alt det, som er dem imod og til fortræd, lade være og tie om alt det, som de holder af, og til ære for deres band sætte en stor æselsfigen [en grov, hånlig gestus] på det. Alt dette lærer den kristne kærlighed fint; enhver ville jo selv gerne behandles sådan. For der er ingen af os, som, hvis han var faret vild i en sådan svaghed i samvittigheden, ikke ville, at man gav ham tid og ikke rev ham brat løs, men underviste ham venligt, tålte ham en tid og stred imod ulvene. Derfor gør også Kristus sådan mod os og vil, at enhver skal gøre sådan mod den anden.

Den anden årsag til uenighed, som Sankt Paulus fjerner, er den, at der altid blandt Kristi folk bliver og også findes en anden slags svage og syge i de gode gerninger, ligesom de første er svage og skrøbelige i troen. Der findes altså altid begge slags syge blandt de kristne: indvendig i troen og samvittigheden, udvendig i gerninger og god vandel. Ingen af dem vil Kristus have forkastet, men alle taget imod, så den kristne kærlighed kan have rigeligt at øve sig på og gøre godt og læge og bære sin næste indvendig og udvendig, i tro og vandel. Men disse svage er dem, som undertiden snubler ind i åbenbare synder; ligeledes dem, man på tysk kalder underlige og sære hoveder, som let bliver vrede eller ellers har skavanker, så det er svært at omgås dem; sådan som det især sker mellem mand og hustru, mellem herre og tjener, mellem øvrighed og undersåtter.

Hvor nu denne Sankt Paulus' kristne lære ikke er, dér går det sådan, at enhver glemmer bjælken i sit eget øje og kun ser på splinten i sin næstes øje, og ingen vil tåle den andens skavanker, men enhver kræver af den anden, at han skal være fuldkommen. Så tænker de kun på at komme fra hinanden, og den ene vil herud, den anden derud, for at hver kan få fred og ro for den anden og slippe for ærgrelsen. Men den, der kan, afskediger den anden og støder ham fra sig, pynter sig så bagefter og siger, at han gør det for retfærdighedens skyld; han vil ikke vide af onde folk hos sig og omkring sig, men kun af fromme og gode mennesker, sådan som han selv er.

Dette onde hersker mest i dem, som er noget særligt frem for andre, fører et hæderligt liv og har mere nåde end de andre; de blæser sig op og bryster sig; hvad der ikke er som dem, det må stinke, det dømmer de, det foragter de, og de alene er den søde killing i huset. Hvad der derimod er som dem og også vandrer hæderligt, ah, det er så fromme folk, det er gode venner, til dem holder de sig og ved ikke andet, end at de står sig godt, som folk, der elsker lutter fromhed og fromme folk og omvendt hader lutter ondskab og onde folk; men de ser ikke det djævelske hovmod, som ligger skjult i bunden af deres hjerte, så de så hovmodigt og ynkeligt foragter deres næste for hans skavanks skyld.

Nu er der to slags kærlighed til dyden og had til lasterne: en hedensk og en kristen. For også Kristus er fjendtlig mod synderne og huld mod retfærdigheden, som Sl 45,8 siger om ham: «Du elsker retfærdighed og er fjende af uretfærdighed»; men dog på den måde, at også det står fast, som Moses siger om ham, 5 Mos 33,3: «Dilexit populos», han har folkene kær. Men den hedenske kærlighed og had er et ufornuftigt svin; den kaster bort og river til sig uden forskel mennesket med lasten og med dyden; ja, i grunden er den intet menneske huld undtagen sig selv alene. Det mærker man på dette: så vidt og så længe mennesket er prydet med dyd, så vidt elsker den mennesket og drager det til sig; men hvor der ikke er dyd, eller den falder bort, dér kaster den også mennesket fra sig.

Et kristent had til synden er altså sådan: det skelner mellem lasten og mennesket og tænker kun på at udrydde lasten og bevare mennesket; derfor flygter det ikke fra, skyr ikke, forkaster ikke og foragter ikke noget menneske, men tager meget mere imod ham, omgås ham gerne og handler sådan med ham, at det hjælper ham fra lasten: det straffer ham, lærer ham, beder for ham, tåler og bærer ham og gør ikke andet, end hvad man selv ville, at andre gjorde mod en, hvis man havde samme skavank.

For et kristent menneske lever kun for at være til nytte for folk og ikke for at udrydde menneskene, men deres laster; og det kan han ikke gøre, hvis han ikke vil tåle nogen og ikke vil have med nogen at gøre, som er skrøbelig. Det ville være en helt tåbelig barmhjertighedsgerning, hvis du ville give de sultne mad og de tørstige drikke, klæde de nøgne og besøge de syge og dog ikke ville tåle, at de sultne, tørstige, nøgne og syge kom til dig eller var omkring dig. Sådan også: at du ikke ville tåle onde eller skrøbelige mennesker omkring dig, ville være lige så meget, som om du ikke ville være til nytte eller hjælp for nogen til fromhed.

Lad os derfor lære her i denne epistel, at en kristen vandel og kærlighed ikke består i at finde fromme, retfærdige, hellige mennesker, men i at gøre mennesker fromme, retfærdige og hellige; og lad det være dens arbejde og øvelse på jorden at gøre folk til sådanne, hvad enten det er med straf, bøn, tålmod eller hvad den ellers kan. Et kristent menneske lever jo heller ikke for at finde rige, stærke, sunde mennesker, men for at gøre de fattige, svage og syge til sådanne folk.

Således formaner denne epistel os nu til disse to stykker, den kristne kærlighed og de store gode gerninger: at vi ikke alene skal tåle vor næstes åndelige skavanker, både i tro og vandel, men også tage os af dem for at læge dem og drive dem ud. For de, som ikke gør det, laver oprør, sekter og splittelse, ligesom fordum kætterne, donatisterne og novatianerne og mange andre, som skilte sig fra menigheden og ikke ville tåle synderne og skavankerne iblandt sig; for det kan ikke gå af uden sekter og kætteri, hvor denne lære ikke bliver holdt.

Derfor siger også Sankt Augustin over Gal 6: «Intet viser en åndelig mand så godt som den måde, han behandler en andens synd på, når han mere har hans befrielse end hans vanære for øje, mere at hjælpe ham end at skælde ham ud.» Derom siger også Sankt Paulus, Gal 6,1–2: «Kære brødre, når et menneske bliver overrumplet af et fald i synd, så skal I, som er åndelige, vejlede ham i en mild ånd, og enhver se til, at ikke også han bliver fristet. Bær hinandens byrder, så opfylder I Kristi lov», det vil sige kærligheden. Som om han ville sige: «Byrder og det, som er tungt at bære hos jeres næste, skal I tage på jer og ikke forkaste. I skal ikke søge gavn af dem, men bære byrder; for at have gavn er ikke at bære, men at blive båret; det hører hjemme blandt englene i det andet liv.»

Dog skal man også her holde fast ved skellet mellem de to slags mennesker, som er nævnt ovenfor, så man undgår dem, som stivsindet forsvarer deres synder og ikke vil lade sig forbedre, som hedninger, sådan som Kristus lærer, Matt 18,17. Denne lære taler alene om de skrøbelige, som erkender, at det er uret, og dog snubler, når deres svaghed rører sig. Lad os nu komme til epistlen.

«Kære brødre, alt, hvad der er skrevet, er skrevet til lære for os, for at vi ved tålmodighed og Skriftens trøst kan have håb.»

Ved dette stykke skulle epistelsætteren ikke have begyndt denne epistel, for det hører til det foregående. Derfor vil vi sætte det på sin rette plads.

Apostlen begynder i det femtende kapitel og lærer det før omtalte stykke om kærligheden, som skal øve sig på vor næstes skrøbelige vandel, ligesom han i det fjortende havde lært om kærligheden over for vor næstes skrøbelige tro, og siger således:

«Men vi, som er stærke, skylder at bære de svages skrøbelighed og ikke have behag i os selv. Men enhver af os skal stille sig således, at han behager sin næste til det gode, til forbedring; for heller ikke Kristus havde behag i sig selv, men som der står skrevet: ’Forhånelserne fra dem, som forhåner dig, faldt på mig.’ Men hvad der forud er skrevet for os, er skrevet til lære for os» osv.

Det er de ord, hvormed Paulus lærer dette stykke af kærligheden: at bære vor næstes skrøbelige vandel; og det er sandelig stærke ord. For det første siger han: Vi er skyldige at gøre det. Hvorfra kommer den skyld? Uden tvivl fra kærligheden og fra loven, Matt 7,12: «Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, sådan skal også I gøre mod dem; for dette er loven og profeterne.» Nu er der ingen af os, som ikke ville, at man tålte hans skavanker og hjalp til at bedre dem; derfor er vi til gengæld skyldige at gøre det mod enhver, og den, der formår noget, skal bære og bedre den, der intet formår.

For det andet siger han: Vi skal ikke have behag i os selv; det vil sige: Vi skal ikke synes godt om os selv, fordi vi formår noget, som vor næste ikke formår. For det er ikke andet end at have behag i, at en anden ligger i synd og fordærv, for at han dog ikke skal være vor lige eller bedre end vi, og altså unde ham hans onde, for at vi dog kan gøre os til noget frem for ham. Det strider dog lige ud og i bund og grund mod kærligheden. Ligesom farisæeren i evangeliet (Luk 18,11) takker Gud for, at han ikke er som andre mennesker; han synes så godt om sig selv, han behager sig selv så vel, at det sandelig ville have gjort ham ondt, om nogen ved siden af ham havde været uden synd.

Se nu, er det ikke hæslige mennesker, som misunder andre folk nåde og frelse og har lyst og kærlighed til deres synder og fordærv? Og alligevel vil de holdes for fromme og hellige, for store fjender af synden og venner af fromheden. Men hvad lærer Sankt Paulus? Nej, nej, ikke sådan. Ingen skal have behag i sig selv og synes godt om sig selv. Hvem da? En anden skal vi behage og stille os sådan, at enhver behager sin næste, så vi bærer hans skavanker med tålmodighed og mildhed og handler sådan, at han får behag, lyst og kærlighed til os; vi skal ikke fare så hårdt og grumt frem mod ham, at han frygter os og løber endnu længere bort fra os, aldrig mere venter noget godt af os og bare bliver værre.

«Ja,» siger du, «skal jeg gøre det, som behager ham, så må jeg lade ham få sin vilje, så han bliver, som han er.» «Ikke sådan,» siger Paulus, «derfor sætter jeg til og siger: til det gode», så enhver stiller sig sådan, at han behager sin næste, men kun i det, som er godt, til hans forbedring. Man kan godt behandle ham sådan, at han ikke får sin vilje og dog bevarer en god vilje over for os; men er han endelig så vild, at det ikke hjælper, hvad man gør ved ham, så lad ham gå; alligevel har du gjort så meget, at du med rette burde behage ham til forbedring i det gode: du kan ikke trække ham ved håret, så han lader sig behage af det, du gør for at behage ham. Paulus kræver heller ikke mere, end at du gør, hvad der behager ham, i det gode til hans forbedring. Verden vil jo heller ikke lade sig behage af, at Gud har givet sin egen Søn i døden for at behage den.

Når Paulus derfor siger: «Enhver behage sin næste til det gode», vil han ikke, at vi skal sørge for, at det behager næsten; for det står ikke til os; men at vi skal gøre så meget efter kærligheden, at det med rette burde behage ham, og at fejlen ikke ligger hos os, når det ikke behager ham. Sådan taler han også i 1 Kor 10,33: «I skal behage alle i alle ting, ligesom jeg behager alle i alle ting.» Hvordan behagede Paulus alle, når dog jøderne og hedningerne var hans dødsfjender? Jo, han gjorde alt det, som var godt og nyttigt for dem og med rette burde behage dem.

For det tredje: for at denne lære kan gå så meget kraftigere ind, holder han Kristi eksempel frem og siger: «Kristus havde ikke behag i sig selv.» Hvordan det? Jo, skønt han var hellig og fuld af nåde, foragtede han os dog ikke og syntes heller ikke godt om sig selv (som farisæeren), fordi han havde noget, som vi ikke havde; det var ham heller ikke kært, at vi intet havde og han alle ting, sådan som han dog godt kunne og måtte have gjort; men tværtimod gjorde det ham ondt, at vi intet havde; han tog fat og tænkte på, hvordan han kunne handle med os, så vi blev ham lige og også fik, hvad han havde, og blev fri for vore synder. Da det ikke kunne ske på anden måde, satte han alt ind, hvad han var og havde, tog vore synder på sig og udslettede dem; dermed stillede han sig over for os sådan, at han ville behage os og gøre, hvad der er os kært. Og således er skriftordet i Sl 69,10 opfyldt: «Forhånelserne fra dem, som forhånede dig, er faldet på mig.» Vore synder forhåner og vanærer Gud, ligesom vort gode liv er hans pris og ære. Derfor kalder profeten dem Guds forhånelse og vanære. De er alle faldet på Kristus, for at de kunne komme bort fra os. Havde han nu villet fare frem mod os, som farisæeren mod tolderen og de hovmodige hellige mod de skrøbelige syndere, hvem var så nogensinde blevet forløst?

Netop det eksempel stiller han også op i Fil 2,5–8, hvor han siger: «Kære brødre, enhver af jer skal være sindet sådan, som Jesus Kristus også var. Han var i Guds skikkelse og betragtede det ikke som tyveri at være Gud lig, men gav afkald på sig selv ved at tage en tjeners skikkelse på og blev som et andet menneske, og da han i sin færden viste sig som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors.»

Sådan skal vi også handle med vores næstes synd: ikke dømme, ikke bagtale, ikke foragte, men alene rette det enfoldige blik derhen, at vi hjælper ham ud af den, om det så koster os liv og lemmer, gods og ære og alt, hvad vi har. Den, der handler anderledes med den, skal vide, at han allerede har mistet Kristus og er en hedensk helgen.

Nu følger denne epistel:

«Hvad der forud er skrevet, er skrevet os til lære, for at vi ved tålmodighed og Skriftens trøst skal have håb.»

Det siger Paulus af denne grund: Han havde anført ordet om Kristus fra Salmernes Bog. For at nu ingen skulle tænke: «Hvordan passer det ord hertil, eller hvad kommer det os ved, når det er sagt om Kristus og opfyldt ved ham?», kommer han det i forkøbet og giver en almindelig regel for, hvordan man skal læse Skriften, og siger, at ikke alene dette ord, men hele Skriften er skrevet os til lære. Det er rigtigt nok, at der står skrevet om Kristus og om mange hellige i den, som om Adam, Abel, Noa, Abraham, Isak og Jakob; men det er ikke skrevet for deres skyld, for den blev først skrevet længe efter, og de har aldrig set den. På samme måde: Selv om der er skrevet meget om Kristus, er det dog ikke skrevet for hans skyld, for han havde ikke brug for det, men os til lære. Om Kristus er gerningen og handlingen skrevet, men os til lære, for at vi også skal gøre sådan.

På samme måde taler han også i 1 Kor 9,9–10, hvor han siger: «Loven siger: Du må ikke binde munden til på en okse, som tærsker. Mon det er okserne, Gud tænker på? Eller er det ikke ganske for vores skyld, det er skrevet? Jo, for vores skyld er det skrevet.» Han vil altså sige: Gud bekymrer sig ikke om okserne, men om os. Ikke sådan, at han ikke styrer og sørger for alle ting, men sådan, at han ikke tænker på dem, når han skriver og taler. Hvad skulle han skrive og sige til okserne? Det er alene til menneskene, han skriver og taler. Sådan også her: Selv om det er sagt om Kristus, er det dog ikke sagt Kristus, men os til lære, for at vi også skal gøre, sådan som vi hører, at Skriften siger, at Kristus og alle de andre hellige har gjort.

Læg nu mærke til, hvilken bog apostlen her giver de kristne at læse og studere, nemlig alene den hellige Skrift, og han siger, at vores lære står i den. Når nu vores lære står i Skriften, bør vi med rette ikke søge den andre steder, men alle kristne burde have denne bog i brug hver dag. Men se, hvad Djævelen har udrettet ved de pavelige! Det har ikke været dem nok, at de har skubbet denne bog ind under bænken og gjort den så sjælden, at kun ganske få doktorer i den hellige Skrift ejer den, for slet ikke at tale om at læse den; men for at ingen nogen sinde skulle trække den frem igen, hænger de en skamklud på den, spotter Gud og siger, at den er dunkel, at man må følge menneskers glose og ikke den blotte Skrift. Hvad er det andet end at gøre Paulus til løgner her, når han siger, at den er vores lærebog? Og de siger, at den er vores forførerbog og er dunkel.

Hvad skulle Gud give sådanne spottere og skriftmordere i løn? Havde han spurgt mig til råds, ville jeg have bedt ham om dette: Fordi de skælder hans klare Skrift for dunkel og farlig og dermed støder den ind under bænken, ud af alle menneskers hjerter og øjne, så skulle han til gengæld give dem Aristoteles og Averroës og derefter pavens endeløse love og gloser, og så skulle de blive rasende og studere Aristoteles hele deres liv og alligevel ikke lære noget, men imens lade æslet krone og gøre sig til magistre i de frie kunster og doktorer i den hellige Skrift. Og dog har ingen af dem til dato forstået så meget som én linje i Aristoteles; og selv om han forstod den, ville han alligevel ikke lære mere af ham, end hvad et barn på fem år og de største dumrianer godt ved. For Aristoteles er hundrede gange mere dunkel end den hellige Skrift; og vil du vide, hvad han lærer, så skal jeg kort sige dig det: En pottemager kan lave en potte af ler; det kan smeden ikke, medmindre han lærer det. Står der noget højere i Aristoteles, skal du ikke tro mig et ord, og jeg tilbyder at bevise det, hvor det skal være.

Det siger jeg, for at vi kan se, hvor rigeligt Kristus har betalt de pavelige, fordi de skælder hans Skrift for dunkel og farlig og har drevet den af banen: at de må læse en død hedning, hvor der ingen kunst er, men det rene mørke. Og det, jeg har sagt, er det allerbedste i Aristoteles – for ikke at tale om, hvor han er gennemgiftig og dødbringende. De høje skoler fortjente at blive gjort til pulver alle sammen; intet mere helvedes og djævelsk er kommet på jorden fra verdens begyndelse og vil heller ikke komme.

Men hvad skal jeg sige? Jammeren er for stor til, at den kan nås med ord eller tanker. Den onde ånd har fået sin vilje og fået denne bog lagt ned og i stedet bragt så mange bøger med menneskelære frem, at man godt kunne kalde det en syndflod af bøger, og dog er det altsammen den rene vildfarelse, løgn, mørke, gift, død, fordærv, helvede og Djævel. Det har vores grufulde utaknemmelighed fortjent.

Men lad os vende tilbage til Paulus. Han viser os her, hvad vi skal læse, og hvor vi skal søge vores lære. Var der en anden bog, vi skulle læse, havde han også vist os den. Desuden viser han, hvilken frugt en sådan læsning bærer, og siger: «Ved tålmodighed og Skriftens trøst har vi håb.» Lad nu al lære træde frem, lad alle bøger blive båret frem, og lad os se, om de formår så meget, at de kan trøste en eneste sjæl i den allermindste anfægtelse. Det er jo ikke muligt at trøste en sjæl, medmindre den hører sin Guds ord. Men hvor er Guds ord i alle bøger uden for den hellige Skrift? Hvad gør vi da, når vi læser andre bøger og lader denne ligge? Martre og dræbe os kan de vel, men ingen bog kan trøste uden den hellige Skrift. Den titel har den alene, som Paulus her giver den: at den er en trøstebog, som kan holde sjælene oppe i al trængsel, så de ikke fortvivler, men beholder håbet. For sjælen griber Guds ord, af det lærer den hans nådige vilje, ved den hænger den så fast og bliver stående i liv og død. Men den, der ikke kender Guds vilje, må tvivle, for han ved ikke, hvordan han står over for Gud.

Men se, hvor fint Paulus gør det: Han sætter begge dele sammen, tålmodighed og Skriftens trøst. Skriften tager ikke modgang, lidelse og død bort; ja, den forkynder ikke andet end det hellige kors, så Paulus kalder den et ord om korset. Derfor må tålmodigheden være der. Men det gør den: Midt i lidelsen trøster og styrker den, så tålmodigheden ikke brister, men trænger igennem og sejrer. Det gør sjælen ganske frimodig, dristig og glad til at lide, når den hører et trøsterigt ord fra sin Gud om, at han holder med den og holder hånden over den.

Når nu dette liv ikke er andet end en dødelse af den gamle Adam, som skal dø, så må tålmodigheden være med. Og omvendt, når det andet liv ikke kan mærkes, er det nødvendigt, at sjælen har noget, den kan holde sig til i tålmodigheden, og som på en måde griber det samme liv og hænger ved det. Det er Guds ord: ved det hænger den, i det bliver den, og i det farer den også over fra dette liv til det andet som i et sikkert skib, og således bliver dens håb stående.

Se, det er den rette brug af Skriften: at den trøster de lidende, bedrøvede og døende mennesker. Heraf følger, at den, som ikke har prøvet lidelse eller død, heller ikke kan vide noget om Skriftens trøst. Den trøst vil ikke smages og mærkes med ord, men med erfaring. For Paulus sætter tålmodigheden først og derefter Skriftens trøst, for at vi skal vide: Den, der ikke vil lide, men søge trøst andre steder, han får ikke denne trøst at smage. Skriften vil trøste alene; derfor må den først finde tålmodigheden. Den er nidkær og kræsen og tåler ikke menneskelig trøst og hjælp ved siden af sig, for derved bliver tålmodigheden og lidelsen hindret.

Men det er ikke noget lille stykke af tålmodigheden og korset, når man skal bære sin næstes skrøbeligheder og synder. For nogle er det så tungt, at de ønsker sig døden over det eller ønsker den over den anden. For at denne tålmodighed kan holde stand i denne lidelse, må de derfor trøste sig med dette skriftord, som holder Kristi eksempel frem, så de bliver stærke og villige i lidelsen, når de ser, at Kristus har gjort langt mere for deres skyld og har læsset langt tungere byrder af deres synder på sig for at løse dem ud af dem.

Se, trøsten i denne tålmodighed giver så et godt håb til Kristus om, at de bliver ham lig, så de er visse på, at han også har gjort sådan mod dem og vil gøre det. Men den, der lader dette eksempel og Skriften gå sig af sinde, får kun en ganske ringe trøst og tålmodighed tilbage, selv om man vil trøste ham nok så godt med fornuftige grunde. Det har dog ingen kraft og trænger heller ikke ned til hjertets bund; det er en skinhellig tålmodighed og trøst.

«Tålmodighedens og trøstens Gud give jer at være enige indbyrdes efter Jesus Kristus.»

Her skulle epistlen have begyndt, for dette gælder begge skrøbeligheder, både troens og vandelens, dog mest den første, troens, som vi skal se. Og det er en bøn, som Paulus slutter sit brev med, efter at han havde prædiket og lært til ende. Men for at ingen skal formaste sig til at have tålmodighed og Skriftens trøst af egne kræfter, viser han med denne bøn, at det er Guds gaver, som man skal opnå ved at bede om dem. Endnu mindre står det i vores magt, at den ene bærer den andens skrøbeligheder og er enig med den anden i troen.

Derfor siger han: «Tålmodighedens og trøstens Gud», det vil sige: Han er mester for den og giver denne tålmodighed og trøst. Ligesom han er himlens og jordens Gud, sådan er han også tålmodighedens og trøstens Gud; det er altsammen hans gaver og skabninger. «Han give jer det», siger han, for I har det ikke af jer selv. Giver han det, så er det ikke natur, men nåde og gave. For giver han ikke et skriftord i hjertet, som tjener til sagen, så finder hjertet det aldrig nogen sinde. Ja, hvor han ikke giver det, dér lader man Skriften ligge og løber efter menneskelære, sådan som det er sket i det fordømte pavedømme. Men hvor han giver nåde til, at Skriften bliver søgt frem, dér giver han også tålmodighed og trøst. Derfor er der ingen større vrede fra Gud, end når han lader sit ord og Skriften gå til grunde; så det er ikke for ingenting, at apostlen her beder om det. Og omvendt er der ingen større nåde, end når han løfter sit ord frem og lader det læse, så vi alle godt kan bede denne bøn med apostlen.

«At I er enige indbyrdes.» Hvad betyder det? Hvordan kan de svage være sindet ligesom de stærke? At være sindet skal forstås sådan, at enhver skal lade den anden beholde sin mening og lade sig synes godt om det, som den anden synes godt om. For egenrådigheden er hovedet for alle partier, sekter, uenighed og kætteri, som man siger: «Enhver synes godt om sin egen måde, derfor er landet fuldt af tåber.» Den egen mening og det eget behag vil Paulus her gøre op med. For der er heller ikke noget, der er mere utåleligt og skadeligt for den kristne tro og for kirken end denne egenrådighed. Den kan ikke lade være; den må finde på sin egen måde og træde ud af den fælles måde for at oprette noget for sig selv, som den kan behage sig selv i. Derfra er der kommet så mange partier, kvaster og frynser, stifter og klostre i verden, af hvilke ingen er enig med den anden, men enhver synes bedst om sin egen måde og foragter de andres.

Så ønsker apostlen nu her, at de skal være ét sind, og at den ene skal finde behag i den anden, nemlig sådan: De svage samvittigheder skal anse det for det bedste, som de stærke i troen og de sunde samvittigheder anser for det bedste, så deres tro, samvittighed og mening er ens, og de ikke kives med hinanden i tankerne, sådan at den ene anser dette for ret og godt og den anden noget andet; så det ord kan stå fast, der er sagt om ham i Sl 68,7: «Gud lader de enige bo i huset», og Sl 133,1: «Se, hvor fint og lifligt det er, når brødre bor endrægtigt sammen.» Når f.eks. en svag i troen ser, at den stærke i troen spiser kød eller drikker eller gør noget andet, som han synes ikke er ret eller er synd, så skal han lade sin mening fare og lade sig det behage, sådan som den stærke i troen spiser, drikker eller handler, selv om han ikke vil eller formår at gøre det samme. Han skal tænke på det, Paulus siger om det i Rom 14,5: «Enhver skal være helt overbevist i sine egne tanker», så at formastelig dom og foragt bliver borte, og hjerternes og sindenes enighed bliver bevaret.

Og omvendt, hvor de svage i troen ikke kan følge med, skal de stærke i troen ikke drive på dem eller foragte dem, men lade sig det behage og synes godt om, hvordan de spiser, drikker eller holder sig, indtil de også bliver stærke, sådan som han siger i Rom 14,1: «Tag imod den svage i troen, og forvir ikke samvittighederne», det vil sige: I skal ikke drive på dem og sige: «Det er ret, det er uret», men føre dem og undervise dem blidt, indtil de også bliver stærke.

Man behøver jo heller ikke at være ens i håndværkene. Den ene er smed, den anden skrædder; alligevel bliver troens og hjerternes enighed stående, og enhver lader den anden gøre sit værk i det ydre. Men hvis nu en tåbe stod frem og lærte, at en smed ikke havde et gudvelbehageligt håndværk, så gjorde han samvittigheden forvirret og svækkede hans tro.

Sådan er det også her: Alle slags ydre ting med mad, klæder og steder er frie at bruge og ikke bruge, hvordan og hvornår du vil. Hvis nu en kom og lærte dig noget andet, nemlig at du ikke måtte bruge dem, sådan som paven og de gejstlige gør, så gør han dig forvirret. Og omvendt, hvis en anden kom og sagde, at du skulle bruge dem, så gør han dig også forvirret. Men den, der går midt imellem og lærer dig, at det er frit at lade dem være og at bruge dem, og dog imens lader dig blive i din vane og ikke fordømmer dig, indtil du kommer ud af den (skønt han angriber ulvene hårdt, som har drevet dig ind i vanen, som om den ikke var fri og skulle holdes), han lærer dig ret. Hvis du nu faster på en apostels dag eller skrifter i fasten, så gør du ikke noget ondt i det; og omvendt, hvis en anden ikke gør det, så gør han heller ikke noget ondt i det. Den, der vil, kan faste og skrifte. Og her skal ingen dømme, fordømme eller foragte den anden eller begynde nogen trætte i tankerne, men enhver skal være sindet som den anden; hvad han gør, skal han lade sig behage og synes godt om, eftersom det dog er godt.

Men den skal irettesættes, som farer til og med sin lære vil gøre sig til dommer her og splitte en sådan enighed og sige: «Du gør ret og skal gøre det; han dér gør uret og skal ikke gøre det.» Det er Djævelens apostel og Satans lære; det gør paven og de pavelige. Det sømmer sig ikke for nogen hyrde, men for ulvene at prædike sådan. Så må det følge, at denne kristne enighed bliver splittet. Så kommer der mange domme: «Du er en kætter, du er ulydig mod kirken og gør ikke ret» osv. Det var det, Djævelen ville have. Derefter farer paven til, når han har splittet en sådan enighed, taget din samvittighed til fange og ødelagt friheden: Han tager penge og giver dig et brev på, at du må spise smør, æg og kød. Det er den frihed, Kristus har givet dig i evangeliet, og paven har røvet den fra dig; den sælger han dig nu igen, den fromme, trofaste hyrde! Så tager de ene igen forargelse af de andre, og kort sagt er pavens regimente sådan en fangen og genfangen, forargen og genforargen, tusken og fusken, at man godt kan se, at det ikke er andet end et rent regimente af den kåde Djævel, som laver sådan et virvar og sammensurium af samvittighederne i verden, at intet menneske kan fatte det tilstrækkeligt.

Men det siger jeg kun om de ting, som er frie: at man skal holde sig sådan i dem, og at man skal støde paven for hovedet som en ulv med hans formastelige, tossede love og dog lade de svage i troen vandre i dem en tid og med tiden også få dem ud af dem, så de ikke bliver stødt fra sig og knust i deres samvittighed for hurtigt og for brat.

Men i de ting, som ikke er frie, men forbudt eller påbudt af Kristus, dér er der ikke meget at disputere om: Hvad enten det rammer en stærk eller en svag samvittighed, er enhver dér skyldig at stå paven imod, den største såvel som den mindste. Det gælder f.eks., når han og alle de sine lærer, at man skal holde messen for et offer og en god gerning. Det er den allergrufuldeste vederstyggelighed, der nogen sinde er kommet på jorden, og på den er hans regimente grundlagt med alle stifter og klostre. Dér er ingen undskyldt, hvad enten han er svag eller stærk. For Kristus har indstiftet messen til et sakramente og testamente, som ikke kan sælges, meddeles eller gives til nogen, men som enhver ligesom dåben må tage imod for sig selv. Der er mange flere vederstyggeligheder i hans hellige ret. Og når sådan en grundvold ligger, er det let at mærke, hvad det er for en bygning: Alt, hvad der er i pavedømmet fra issen til hælene, er Djævelens kådhed. Den, der ikke tror det, vil komme til at erfare det.

Apostlen tilføjer nemlig, at vi skal være ét sind «efter Jesus Kristus», så vi skal være enige på kristen vis. For de vantro er også ét sind, ikke efter Kristus, men efter kødet og verden og Djævelen. Jøderne var også ét sind imod Gud og hans Salvede, som Sl 2,2 siger. Den kristne enighed strider imod synden og imod alt, hvad der er ukristeligt, og hverken gør eller tillader nogen synd. Derfor er det dens art, at den gør alle kristne enige, først i troen og dernæst i sæderne eller vandelen.

Men er nogen svag i troen eller skrøbelig i vandelen, så samtykker den ikke i, at det skal blive sådan, men den forlader dem heller ikke, langt mindre kives den med dem eller forkaster og fordømmer dem; nej, den tager imod dem og gør, sådan som den ville, at man skulle gøre mod den, og sådan som Kristus har gjort mod den i et lignende og større tilfælde. Dermed bliver det sådan, at enhver gør det, som den anden synes om, og rammer det, som den anden har i sinde, og således bliver de enige. Imod dette står nu de egensindige, hvor den ene forlader den anden, foragter ham, dømmer ham, ikke tager sig af ham og går sin egen vej i sin egenrådighed, sådan som pavens ordener og alle andre sekter gør nu.

«Så at I enigt og med én mund kan prise Gud, vor Herre Jesu Kristi Far.»

Alt det gode, vi kan gøre Gud, er lovprisning og tak; det er også den rette, eneste gudstjeneste, som han selv siger i Sl 50,23: «Lovprisningens offer ærer mig, og det er den vej, hvor jeg viser ham Guds frelse.» Alle andre goder tager vi imod fra ham, for at vi skal give et sådant lovprisningens offer for dem. Og hvor man stiller dig en anden gudstjeneste frem, så vid, at det er vildfarelse og bedrag. Sådan har verden hidtil været afsindig: Den har bestemt huse, kirker, klostre, klæder af guld og silke og af alle slags, kar og billeder af sølv, klokker og orgler, lys og lamper til gudstjeneste. Den bekostning, som man skulle hjælpe sin næste med, vil man give Gud, og man mumler og hyler oven i købet dag og nat i kirken; imens tier Guds pris og ære i hele verden, den, som ikke vil være bundet til sted eller person. Og det er løgn, når præster og munke foregiver, at deres væsen er gudstjeneste; det er forførelse og gøgl.

Gudstjeneste er Guds pris, og den vil være fri: ved bordet, i kammeret, i kælderen, på loftet, i huset, på marken, på alle steder, hos alle personer, til alle tider. Den, der siger dig noget andet, han lyver lige så meget som paven og Djævelen selv.

Men hvordan skal Guds lovprisning og pris, den rette gudstjeneste, være hos os, når vi ikke elsker ham og ikke tager imod hans goder? Og hvordan skal vi elske ham, når vi hverken kender ham eller hans goder? Og hvordan skal vi kende ham og hans goder, når man ikke prædiker noget om det og lader evangeliet ligge under bænken? For hvor evangeliet ikke er, dér er det umuligt, at Gud bliver kendt. Så må det også være umuligt, at der skulle være kærlighed til Gud og lovprisning af ham dér. Så er det også umuligt, at der skulle være gudstjeneste dér, selv om én korskoledreng var alle korskoledrenge, alle præster én præst, alle munke én munk, alle kirker én kirke, alle klokker én klokke, og kort sagt, selv om al den tåbelige gudstjeneste i stifter, kirker og klostre var hundredtusind gange større og mere endnu. Hvad bryder Gud sig om sådan et fastelavnsspil og gøgl?

Derfor klager Gud mest over dette hos jøderne i Mika 2: at de har bragt hans lovprisning til at tie, skønt de dog pibede, brølede og hylede af alle kræfter, ligesom vi gør. Men denne gudstjeneste lader sig ikke stifte med renter, lader sig heller ikke fastlægge med love og statutter og ved heller ikke af høje eller lave fester; nej, den kommer af evangeliet og kommer lige så vel i den fattige hyrdes karl som i en stor biskop.

Heraf ser du også, hvem det er, der har ødelagt gudstjenesten og stadig undertrykker den hver dag. Det gør ingen andre end den fortabte flok: paven med sine kameler, biskopper, præster, munke og nonner, som roser sig mest af gudstjeneste og lader sig kalde gejstlige og med gøglet river hele verdens gods og ære til sig og lever i sus og dus; og alligevel foregiver de, at de med deres narrestreger hjælper andre folk ind i himlen. De tier evangeliet ihjel, ja, forfølger og fordømmer det oven i købet, så Peter med rette kalder dem «forbandelsens børn».

Nu siger Paulus, at denne gudstjeneste skal ske enigt og med én mund. Det sker, når vi er ét sind og erkender, at vi alle er lige og har fået de samme goder i Kristus, så ingen kan hæve sig over den anden, og ingen kan kaste sig op til noget særligt.

Spørger du, hvordan det går til? Det går sådan til: Alt, hvad der er uden for Kristus, er fordømt, den ene som den anden; den ene har lige så meget brug for Kristus som den anden. Men når vi bliver omvendt, får enhver den samme dåb, det samme sakramente, den samme tro, den samme Kristus, den samme Ånd, det samme evangelium, kort sagt den samme Gud som den anden, og her bliver himmelbrødet delt ligeligt ud i denne ørken. Hvordan er det da muligt, at det skulle være ret, når den ene kaster sig op som gejstlig frem for den anden, den ene som præst frem for den anden? Hvad bedre kan han have end Kristus? Nu har jo enhver kristen den samme Kristus, og Kristus tager sig også helt og fuldt af enhver.

Den ene kan vel gribe Kristus fastere end den anden, fordi han elsker ham mere og tror stærkere; men derfor har han ikke mere end den anden. Kristus er alene én og den samme Kristus og lige i de ting, som hører til frelsen; derfor er han også i egentlig forstand Kristus. Da han nu er et fælles gode for de svage og de sunde i troen, for de stærke og de skrøbelige i vandelen, skal ingen holde den anden for ringere end sig selv eller foragte ham, men tage imod ham i enighed og fuldbringe Guds lovprisning enigt, så det klinger sammen og ens, som gik det ud fra ét hjerte og én mund. For enhver priser jo Gud for det og har netop det samme i hjerte og mund som den anden. For de erkender og takker alle sammen for Kristus og for det, de har i Kristus, sådan som det er forkyndt forud i Sl 72,15: «Man skal altid bede for ham, dagligt skal man prise ham.» Men priser nogen Gud for sine egne goder, så deler han sind og mund og hører ikke med i de helliges samfund, sådan som de paveliges sekter gør, hvor man aldrig nogen sinde hører Kristus lovprist, men kun deres gerninger.

Men at han byder os at prise Jesu Kristi Fader og ikke lader det blive ved Kristus, skal vi også lægge godt mærke til, især imod den gruelige afgudsdyrkelse, som vi har drevet med de afdøde helgener, hvor vi satte vor lid til dem og ventede det af dem, som alene skal ventes af Gud; og det skønt Kristus selv i hele evangeliet viser os hen til Faderen og netop er kommet, for at vi ved ham skal komme til Faderen.

Nu er det at komme til Faderen ikke at løbe til Rom på sine fødder, heller ikke at stige op til himlen med vinger, men at forlade sig på ham med hjertelig tillid som på en nådig Fader, sådan som Fadervor begynder. Jo mere en sådan tillid vokser i hjertet, jo nærmere kommer vi til Faderen. Nu må fornuften og erfaringen bekende, at hvor tilliden til Gud er i hjertet, dér falder al tillid til alle skabninger bort, hvad enten det er helgener i himlen eller på jorden. Og omvendt: hvor tilliden til Gud tager af, dér begynder man at søge til helgenerne og sætte sin lid til dem.

Derfor siger også Sankt Peter i 1 Pet 1,18–21: «I skal vide, at I ikke er løskøbt med forgængeligt guld og sølv, men med Jesu Kristi kostbare blod som af et uskyldigt og pletfrit lam, så at jeres tro og håb må være til Gud.» Og Paulus i Rom 5,2: «Ved Jesus Kristus har vi i troen fået adgang til Guds nåde» osv. Jeg vil gerne lade det gælde, at nogle bruger dyrkelsen af helgenerne og Guds moder på ret måde, skønt det er sjældent; alligevel er eksemplet farligt og må ikke gøres til en almindelig skik i menigheden; men efter Kristi og alle apostlenes lære skal man frimodigt nærme sig Gud Fader alene og alene ved Kristus. For det sker meget let, at man falder i det gruelige fald at trøste sig mere til helgenerne end til Gud og hellere påkalder deres navn og hjælp end Guds; og det er da en ganske forvendt og ukristelig ting, sådan som verden nu, frygter jeg, er fuld, fuld, fuld af afgudsdyrkelse.

Og Gud tillader, at sådanne helgendyrkere undertiden får hjælp og ser tegn og undere, skønt det sker ved Djævelen. For Gud giver også Djævelens tjenere liv og lemmer, ja, også gods og ære ved djævlene, som vi ser for øjnene; ligesom en rig fyrste kan lade en slyngel give en anden slyngel en kjortel eller et smykke. Derfor skal man hverken bygge på tegn og undere eller på mængdens eksempel, men alene på Kristi eller hans apostles lære, i dette og i alle andre tilfælde.

Ligesom nu Kristus er vort alles fælles gode, som vi har hørt, sådan skal vi også alle sammen ikke tilskrive nogen dette gode uden Faderen alene, som derved har vist os nåde i allerrigeligste mål for at drage vore hjerter til sig. Derfor skal vi også med al tillid elske og prise ham for en så overvættes godhed, så vort hjerte kan vænne sig til at trøste sig til ham og vente sig alt godt af ham i liv og død; dog ved Kristus og ikke ved os selv. For han er givet os, for at vi ved ham skal og kan komme til Faderen med en sådan tillid, som han siger i Joh 14,6: «Ingen kommer til Faderen uden alene ved mig.»

Og skønt Kristus selv sandelig er Gud, og det er nok, når man sætter sin lid til ham, så fører han os dog altid til Faderen, for at ingen skal blive hængende ved menneskeheden, sådan som disciplene gjorde før hans lidelse, og ikke tænkte videre fra menneskeheden til guddommen. For vi må lade Kristus efter menneskeheden være en vej, et tegn, en Guds gerning, hvorved vi kommer til Gud, og sætte al vor lid til ham ganske udelt og endelig se til, at vi ikke ved siden af deler vor lid med Guds moder eller en eller anden helgen og opretter en afgud i vore hjerter.

Tag derfor imod hinanden, ligesom Kristus også tog imod jer til Guds ære.

Hvorfor? Eller hvad er det for et «derfor»? Der er to grunde, siger han, til at I skal tage jer af hinanden. Den første er, at I hører, at Skriften stiller os Kristus for øje som et sådant eksempel: på ham er de forhånelser faldet, som kom fra dem, der forhåner Gud, det vil sige vore synder; og han har ikke foragtet os eller forkastet os eller vanæret os, men taget imod os for at forløse os fra dem; derfor er det rimeligt, at vi meget mere gør det samme.

Den anden grund er, at et sådant eksempel er til Guds pris og ære; for Gud bliver derved lovet og æret, og det på denne måde: Eftersom Kristus overalt vidner, at alt, hvad han gør, er hans Faders vilje, og at han kun er kommet for at gøre sin Faders vilje, så er det vist, at han også har båret forhånelsen for vore synder alene af den grund, at det var Faderens vilje. Deraf ser vi, hvilken overvættes, barmhjertig vilje fra Faderen der hersker over os, når han lægger det på sin kæreste, enbårne Søn at bære vore synder og hans forhånelse, for at han ikke skal blive nødt til at fordømme os for dem. Hvor man nu ret kender en sådan Guds vilje, dér må kærlighed og lovprisning til Gud følge af hjertens grund, og hans barmhjertighed må prises; for mennesket får derved en glad og tryg samvittighed over for Gud og kan ikke lade være: det må ære og prise så rige gaver fra Gud.

Se, det kalder Sankt Paulus her at fremme Guds ære ved Kristus, nemlig at han har taget imod os og båret og udslettet vore synder. Sådan skal også vi tage vor næstes synder, byrder og skrøbelighed på os, bære over med dem, rette dem og hjælpe. Når så synderne eller de skrøbelige hører eller mærker det, bliver deres hjerte glad og frimodigt over for Gud, og de må sige: «Se, det er da en fin, nådig Gud og en ret Fader, som har sådan et folk og vil have, at de ikke skal dømme os fattige syndere og skrøbelige, ikke fordømme os, ikke foragte os, men tage imod os, hjælpe os og fare sådan med os, som var vore synder og skrøbeligheder deres egne.» Hvem ville ikke elske, love, prise og ære en sådan Gud og af hjertens grund betro ham alle ting? Hvordan vil han selv da være, når han vil have sit folk sådan?

Se, en sådan pris vil Gud opnå ved os, idet vi tager os af hinanden, og enhver lader sin næstes sag være sin egen; derved bliver folk lokket til troen, og de, som allerede tror, bliver styrket i den. Men hvor er det eksempel nu i verden? Lutter tyranner, ja, djævle regerer i den gejstlige stand, og de kan ikke andet end bandlyse, forbande, drive og jage.

Jeg siger nemlig, at Jesus Kristus er blevet tjener for omskærelsen for Guds sandfærdigheds skyld, for at bekræfte Guds løfter, som blev givet fædrene. Men at hedningerne skal prise Gud for hans barmhjertigheds skyld.

Da han nu havde gjort sin mening færdig, nemlig at enhver skal tage sig af den anden, Gud til ære, efter Kristi eksempel, og ikke lader nogen forskel gælde i Kristi folk, hverken mellem hellige og syndere eller mellem stærke og svage eller mellem rige og fattige, for de har alle én og samme ting, de samme goder i Kristus, som gør ét hjerte, ét sind, én tanke, én mund og alle goder fælles, hvad enten de er åndelige eller timelige, hvor mangfoldige de så end er – så går han nu videre og grunder dette på stærke skriftsteder og fjerner således også ved Skriften enhver anledning til splid; han stiller sig mellem jøder og hedninger som en voldgiftsmand og mellemmand, som ville han sige: «I jøder kan ikke forkaste hedningerne, fordi de ikke spiser og drikker med jer efter jeres skik; for de har jo netop den samme Kristus, som I har, sådan som Skriften forud har forkyndt. Og omvendt kan I hedninger ikke foragte jøderne, selv om de spiser og drikker efter deres vis; for de har også den samme Kristus, som er lovet dem i Skriften.»

Når nu Skriften gør Kristus fælles og samler både jøder og hedninger under ham, og ingen har noget som helst uden for Kristus, og i Kristus har enhver alle ting, hvorfor vil I så skændes, dømme og splitte jer og ikke hellere venligt tage jer af hinanden, sådan som Kristus har taget imod jer? Ingen har jo noget forud for den anden; og så har heller ingen mindre end den anden. Hvorfor vil I så skændes og splitte jer om mad, drikke, klæder, dage, steder, fagter og den slags, som intet kommer an på, eftersom det er timelige ting uden for Kristus, som ikke tjener til sagen? Lad derfor enhver være fri heri, som vil. Men er der endnu nogen, som er svag i troen og endnu ikke fri, så bær over med ham og bær ham, til han bliver stærk; for I mister jo ikke noget derved; I har jo Kristus helt og fuldt.

For at vi nu kan forstå disse ord af Sankt Paulus, må vi vide, at det er Sankt Paulus’ skik at kalde det jødiske folk «omskærelsen», fordi de var omskåret og derved som ved et tegn blev skilt fra andre folk og kendt. Sådan nævner man også nok andre ting ved deres tegn; for eksempel siger man om kvinderne: «Sløret eller fletningerne stifter megen ulykke i verden»; og om munkene: «Se, hvad tør kutten ikke gøre!»; og om præsterne: «Hvor er tonsuren dog gerrig!»; og rytterne kalder man ved sporerne eller stigbøjlen. På netop samme måde kalder Sankt Paulus jøderne ved deres tegn «omskærelsen» og hedningerne praeputium, «forhuden»; Gal 2,7–8: «De så, at evangeliet var betroet mig til forhuden» (det vil sige til hedningerne, som endnu har deres forhud uomskåret), «ligesom Peter var betroet evangeliet til omskærelsen» (det vil sige til jøderne). Og Ef 2,11: «Husk, I hedninger, som før blev kaldt forhud af omskærelsen» osv. Sådan også her: «Jeg siger, at Kristus er blevet tjener for omskærelsen», det vil sige for jøderne eller det jødiske folk.

En tjener kalder han Kristus også efter sin skik, idet han kalder alle prædikanter og apostle tjenere; 1 Kor 3,5: «Hvad er Paulus? Hvad er Apollos? De er tjenere, ved hvem I er kommet til tro.» Så er det altså det samme som at sige: Jesus Kristus har været en tjener for omskærelsen, det vil sige en prædikant, lærer, apostel og sendebud, som Gud kun sendte til det jødiske folk. For Kristus har aldrig prædiket for hedningerne og er heller ikke sendt til dem, men alene til jøderne.

Men det er ikke sket for deres fortjenestes skyld, men, som han siger her, for Guds sandfærdigheds skyld. Hvilken sandfærdighed er det? Gud havde lovet Abraham, Isak og Jakob, at Kristus skulle fødes af deres sæd. For at Gud nu skulle findes sanddru i sine løfter, er Kristus kommet efter netop det løfte. Og således har Guds sandfærdighed vist sig: at han holder, hvad han lover. For en sådan sandfærdigheds skyld, for at Gud skulle stå fast som den sanddru, og ikke for nogens fortjenestes skyld, er Kristus blevet en apostel og tjener for omskærelsen. Det er meningen med de følgende ord, hvor han siger: «for at bekræfte Guds løfter, som blev givet fædrene».

Se, hvad det er for en sandfærdighed, han mener: nemlig at Guds løfte om Kristus, som blev givet patriarkerne, derved er bekræftet og opfyldt. Selv om det nu er sandt, at Kristus er fælles for både jøder og hedninger, så er han dog ikke lovet hedningerne, men alene jøderne; som han også siger i Rom 3,2: «Jøderne er blevet betroet Guds ord», og Rom 9,4: «Jøderne er givet loven.» Sådan er han også alene kommet til dem, som han selv siger i Matt 15,24: «Jeg er ikke udsendt til andre end de fortabte får af Israels hus.»

Sådan har jøderne den fordel, at Kristus er lovet dem, og at de kunne vente ham. Men hedningerne er intet lovet; derfor kunne de heller ikke vente noget; skønt jøderne også er lige med hedningerne deri, at Kristus lige så vist er lovet dem af lutter nåde, som han er givet hedningerne. Dog, efter at han var lovet dem, havde de også redelig grund til at vente ham som den, der skulle gives dem.

Derfor har jøderne Kristus ikke alene af løftets nåde, men også af Guds sandfærdighed, som skulle opfylde hans løfte. Men hedningerne har hverken løftets nåde eller opfyldelsens sandfærdighed, men den rene, bare, utænkte, uventede barmhjertighed, som giver dem Kristus uden noget løfte, uden nogen pligt for Guds sandfærdighed til at opfylde noget. Men eftersom Skriften har forkyndt, at hedningerne skulle få Kristus, om end uden noget løfte, uden nogen venten og forventning, måtte den samme Skrift jo også opfyldes. Og således har ingen af parterne noget forud for den anden; men Kristus er givet jøderne af Guds løfte og sandfærdighed, hedningerne af lutter uventet barmhjertighed.

Når nu Skriften indeholder begge dele – jøderne giver den løftet, om hedningerne forkynder den – så består enigheden nu i, at enhver har Kristus fælles med de andre, og at den ene fra nu af skal tage sig af den anden som sin medejer i det fælles gode.

Jøderne skal ikke foragte hedningerne, fordi Skriften siger om dem: De skal prise Gud for hans barmhjertighed. Hvordan skulle de kunne foragte dem, som har og priser Guds barmhjertighed? De kunne jo ikke prise den, hvis de ikke havde den. Og omvendt skal hedningerne ikke foragte jøderne; for Kristus er lovet dem og er efter løftet blevet deres tjener og prædikant, for at Gud skulle stå fast som sanddru og hans løfte blive bekræftet.

Se, det er meningen med disse Paulus’ ord: «Jeg siger, at Kristus er blevet tjener for omskærelsen for Guds skyld, for at bekræfte Guds løfter, som blev givet fædrene.» Hvorfor siger du det? Uden tvivl for at ingen skal foragte jøderne, men tage imod dem, eftersom Kristus har taget imod dem og ikke foragtet dem, ja, også er lovet, vist og givet dem som deres egen prædikant, tjener og apostel. Hvad siger du så om hedningerne? Jeg siger ikke, at de er lovet noget; men det siger jeg: De priser og har Guds barmhjertighed, som er givet dem uden løfte, sådan som Skriften melder; derfor skal heller ingen foragte dem, men tage imod dem, eftersom Gud har taget imod dem og ikke foragtet dem.

Ligesom nu Kristus er blevet fælles for alle, for jøderne og hedningerne, om end af hver sin grund, sådan skal også vi blive fælles med hinanden, så enhver tager sig af den anden, bærer hans byrder og bærer over med hans skrøbelighed, uden nogen forskel på ydre person, navn, stand eller hvad det nu kan være.

Som der står skrevet: Derfor vil jeg prise dig blandt hedningerne og lovsynge dit navn.

Her begynder han at opregne nogle skriftsteder, hvor det er forkyndt om hedningerne, at de skulle prise Gud for hans barmhjertighed. Og dette første står i Sl 18 og 108 (Sl 18,50; 108,4) og er talt af profeten i Kristi person, sådan som begge salmer viser. Skulle nu dette skriftord blive sandt, så måtte Kristus være blandt hedningerne, og ikke legemligt, men åndeligt være blandt dem. For hvor Kristus ikke er åndeligt, dér er der endnu ingen lovprisning; men hvor han priser og synger, dér er han åndeligt. Således tvinger dette skriftord til, at hedningerne skulle tro på Kristus og have ham, og det er at have Guds barmhjertighed; og dog bliver der her ikke lovet hedningerne noget, men kun ganske enkelt forkyndt om hedningerne, hvad de vil gøre.

Der er også ovenfor sagt noget om den rette gudstjeneste, som profeten her kalder at prise og lovsynge Guds navn, sådan som også hele Skriften kalder den. Nu er lovprisning ikke andet end at erkende de gaver, man har fået; derfor lyder det hebraiske ord og apostlens ord: confitebor, jeg vil bekende dig, det vil sige takke og prise og sige, at jeg har alt dette fra dig.

Og igen siger han: Fryd jer, I hedninger, sammen med hans folk.

Dette skriftord er, som man siger, taget fra 5 Mos 32,43, hvor Moses siger: «Pris, I hedninger, sammen med hans folk.» Men på hebraisk kan det også lyde således: «Fryd jer, I hedninger, sammen med ham» (forstå: med hans folk). Og sådan synes jeg, apostlen anfører dette skriftord. Men hvad enten det lyder sådan eller sådan, så er det åbenbart, at ingen hverken priser Guds folk eller fryder sig med det, uden han har del i dets goder og har den samme Gud. For den, som ikke har det, er fjende af Guds folk, forbander og forfølger det; som Gud siger i 1 Mos 12,3: «Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig.» Her ser du, at de, som velsigner Guds folk, får del i velsignelsen. Derfor tvinger også dette skriftord til, at hedningerne skulle blive kristne.

Og igen: Lovsyng Herren, alle hedninger, og pris ham, alle folk.

Det er Sl 117,1 og taler også om den rette gudstjeneste. Derfor tvinger den også til, at hedningerne skulle være Guds folk; for ingen tjener Gud (det vil sige priser og ærer ham) uden alene hans folk.

Og igen siger Esajas: Isajs rod skal komme, og han, der rejser sig for at herske over hedningerne; på ham skal hedningerne håbe.

Dette skriftord står i Es 11,10 og lyder efter hebraisk således: «Og det skal ske på den tid, at Isajs rod, som står som et banner for folkene, ham skal hedningerne søge, og hans hvile skal være ære.» Meningen med dette skriftord er klar: at hedningerne skal have Kristus og være ham underdanige. Men Sankt Paulus ændrer ordene en smule og følger de gamle oversættere, som i fordums tid satte Bibelen over på græsk. Meningen er dog den samme. Ved «Isajs rod» skal man her ikke forstå Isajs stamme, sådan som malerne maler et træ ud af Isaj, Davids far, med mange grene, og sådan som man også synger om Vor Frue: Germinavit radix Jesse, Isajs stamme er skudt op; det er alt sammen tydet derhen med vold. Kristus selv og ingen anden er denne stamme eller rod; sådan som dette skriftord hos Esajas klart tvinger til, når det siger: Hedningerne skal håbe på Isajs stamme eller rod, som regerer folkene osv. Det kan ikke tilskrives den naturlige Isaj, og heller ikke Vor Frue.

Men Kristus kaldes en Isajs rod, fordi han er kommet af Isajs slægt gennem David, men i ham er den legemlige fødsel hørt op. Han er ved sin lidelse begravet i jorden og skjult i verden som en uanselig rod, og ud af ham er det skønne træ vokset, den kristne kirke, udbredt over hele verden. Det ville være at male Isajs rod rigtigt, om man malede Kristi lidelse og dens frugter på den.

Men når Paulus siger: «og han, der rejser sig for at herske over folkene», så er det netop det samme som på hebraisk: «som står som et tegn for folkene»; for dermed bliver det vist, at Kristi regimente er åndeligt. Han er ved evangeliet rejst op i hele verden som et tegn, som man må se på og holde sig til med troen. Man ser ham ikke legemligt, men kun i tegnet, i evangeliet; og således regerer han også folkene ved evangeliet, i tegnet og ikke i legemligt nærvær.

Men når han siger: «Hedningerne skal håbe på ham», så er det heller ikke andet, end hvad den hebraiske tekst siger: «Og hedningerne skal søge ham», det vil sige, de skal se hen til ham og hænge ved ham alene, sætte al deres trøst, håb og tillid til ham, de skal ikke spørge efter noget, ikke begære noget uden ham alene.

Men hvor vor tekst har: «Og hans grav skal være herlig», hvad apostlen udelader, dér har Sankt Hieronymus ikke oversat godt, idet han mener, at Esajas har skrevet om Kristi herlige grav. Esajas har villet sige, at hans hvile skal være pris, det vil sige, at hans død eller hans døen ikke skal være som andre menneskers døen; de har deres pris, så længe de lever; når de er døde, har de intet. Men for denne Isajs rod er prisen først begyndt i døden; for efter sin død er han først blevet ophøjet til det rette liv, til magt, pris og ære, til et tegn for hedningerne og deres hersker, ja, sat til herre over alle ting ved Guds højre hånd.

Men håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I må have et fuldt håb ved Helligåndens kraft.

Han slutter epistlen med en fin bøn, ønsker dem fuld glæde og fred og siger: «håbets Gud», det vil sige den, som alene giver det ved Kristus og i Kristus. Men hvordan det går til, er sagt ovenfor: når vi kender Guds vilje, hvordan han har givet Kristus hen til at bære vore synder, og hvordan også vi skal gøre ligeså. Jo dybere man kender denne vilje, jo stærkere bliver troen, håbet og kærligheden. Derfor må man altid prædike, høre og tænke på det; for det sker ikke ved noget andet middel end alene ved evangeliet.

Derfor er apostlens mening denne: Gud, som virker håb ved evangeliet, give jer nåde, så I driver evangeliet godt og tror det, så I deraf kender Kristus på det allerdybeste; deraf får I så al glæde og en god samvittighed som af et fælles gode og desuden fred indbyrdes. For det er den glæde og fred, som ikke gives sådan, som verden giver, ved at man føler og fornemmer, men ved at man tror; for I ser og føler ikke ham, som er jeres gode, af hvem I har glæde og fred; men i verden skal I føle ufred og bedrøvelse. Men når I lærer Kristus at kende sådan, at han er fælles for enhver og ens for alle, så har I god fred; for dér er der intet, som den ene kan misunde den anden, eftersom I alle er lige rige. Se, det kaldes glæde og fred ved troen eller i troen.

Deraf følger så videre et fuldt håb, det vil sige, at håbet hele tiden vokser. Dertil hjælper også lidelserne og forfølgelserne. For håbet vokser ikke på den måde, at modgangen bliver lagt bort; ja, den bliver forøget, for at håbet ikke skal forlade sig på vor egen magt, men bestå ved Helligåndens kraft, som hjælper os og styrker håbet, så vi hverken flygter for eller frygter verdens ulykker, men holder stand indtil døden og overvinder alt ondt, så det må flygte for os og lade os være. Det kaldes håb, ikke i menneskelig svaghed, men i Helligåndens kraft; og alt det må dog ske ved evangeliet som middel, som han siger ovenfor: «Ved udholdenheden og trøsten fra Skriften har vi håb.» For hvor evangeliet ikke er, dér er hverken håb, trøst, fred, glæde, tro, kærlighed, Kristus, Gud eller noget godt; sådan som vi ser for øjnene i den elendige gejstlige, åndløse, kødelige stand, som dog beder meget og holder messe; for den bevare håbets og udholdenhedens og trøstens Gud os nådigt. Amen.