Juledag (Tit 2,11–15)

Epistlen på juledag, Tit 2,11–15

Der står skrevet i Nehemias’ Bog, kapitel 4, at da de byggede Jerusalem op igen, byggede de med den ene hånd og havde et sværd i den anden for fjendernes skyld, der ville hindre byggeriet. Det lægger Sankt Paulus i Tit 1,9 således ud, at en biskop, sognepræst eller prædikant skal være mægtig i Den Hellige Skrift til at lære og formane og desuden til at værge sig mod dem, der siger imod. Altså skal man bruge Guds ord på to måder, som brød og som sværd, til at bespise og til at stride, i fredstid og i krigstid; og således med den ene hånd opbygge, forbedre, lære og bespise kristenheden og med den anden gøre modstand mod Djævelen, kætterne og verden. For hvor der ikke er noget værn, dér har Djævelen snart ødelagt græsgangen, som han er såre fjendsk mod. Derfor vil vi, om Gud giver nåde, også behandle evangelierne på den måde, at vi ikke alene lader vores sjæle græsse deri, men også lærer at tage dem på som en rustning og dermed kæmpe mod alle fjender, så vi er rustet med både føde og våben.

For det første lærer Sankt Paulus i denne epistel, hvad Titus og enhver prædikant skal prædike for folket, nemlig Kristus og intet andet, så folket kender, hvem Kristus er, hvorfor han er kommet, og hvilken frugt han har skaffet os; og han siger: «Guds nåde er åbenbaret» osv., det vil sige, den er blevet åbenbar og herliggjort. Hvordan er det gået til? Ved apostlene og deres prædiken er den forkyndt i hele verden. For før Kristus opstod, var den endnu skjult, og Kristus vandrede endnu kun i jødernes land og var endnu ikke herliggjort. Men efter sin himmelfart har han givet Helligånden, om hvem han forud havde sagt i Joh 16,14: «Sandhedens Ånd, som jeg vil sende, han skal herliggøre mig.»

Apostlens mening er altså: Kristus er kommet, ikke for at han alene for sin egen skyld skulle vandre her på jorden, men til gavn for os; derfor har han heller ikke ladet det blive hos sig selv eller beholdt det for sig, men efter sin himmelfart ladet denne sin godhed og nåde forkynde, prædike og sige offentligt i hele verden for enhver; og han har heller ikke ladet denne åbenbaring og forkyndelse ske, for at det kun skulle blive ved en tale eller noget, man hører, men for at den skal bære frugt i os. For det er en sådan åbenbaring og forkyndelse, som viser os, at vi skal sige nej til, give afkald på og aflægge alt, hvad der er ugudeligt, og alle jordiske, verdslige lyster eller begær og således herefter føre et ædrueligt, retfærdigt og gudeligt liv.

Og når han siger: «Guds frelsebringende nåde er åbenbaret» osv., fordømmer han dermed verdens og menneskers nåde som skadelig, fordømmelig og uduelig; dermed vil han vække os til at begære Guds gunst og nåde og lære os at foragte menneskers gunst og nåde. For den, som vil have Guds nåde og gunst, må give afkald på al anden nåde og gunst, som han siger i Matt 10,22: «I skal blive hadet af alle mennesker på grund af mit navn.» Og Sl 53,6: «Gud har knust benene på dem, der vil behage mennesker.» Og Paulus i Gal 1,10: «Hvis jeg fremdeles behagede mennesker, var jeg ikke Kristi tjener.» Derfor, hvor Guds frelsebringende nåde bliver åbenbaret og forkyndt, dér må menneskers skadelige nåde forties og formørkes; og den, der vil kende og smage den første, må foragte og glemme den anden.

Han siger, at den er åbenbaret eller forkyndt for alle mennesker. For Kristus befalede i Mark 16,15, at de skulle prædike evangeliet i hele verden for alle skabninger. Og også Paulus siger mange steder, særlig i Kol 1,23: «Evangeliet, som I har hørt, er prædiket for alle skabninger under himlen», det vil sige, det er prædiket offentligt, så alle skabninger kunne have hørt det, så meget mere alle mennesker. For før prædikede Kristus kun i jødernes land, og Den Hellige Skrift var kun hos jøderne, som Salme 76 og 147 siger (Sl 76,2; 147,19). Men siden er det sluppet frit ud og har ikke fået noget bestemt sted, men som Salme 19 siger (Sl 19,5): «Deres snor går ud i alle lande og deres tale til verdens ende.» Det er sagt om apostlene.

Men du kunne sige: «Det er jo ikke sket på apostlenes tid; Tyskland blev jo først omvendt omkring otte hundrede år efter apostlene, og nu for nylig er der fundet mange øer og lande, som i femten hundrede år ikke har set noget til en sådan nåde.» Svar: Apostlen taler om evangeliets art; for det er en sådan prædiken, der er begyndt sådan og indstiftet til, at den skal komme ud i hele verden, og som allerede på apostlenes tid var kommet ud i den største og bedste del af verden. Men før var der ingen prædiken af den art begyndt eller indstiftet. For Moses’ lov var afgrænset til det jødiske folk alene. Derfor, fordi det meste af det var sket og fuldt ud måtte ske, som det jo endnu sker, taler Skriften om det, som om det var sket.

For Skriften har en talemåde, som hedder synecdoche, og som er meget almindelig, det vil sige, når man taler om en hel ting, hvoraf kun en del er sådan. Som når det siges, at Kristus lå i graven tre dage og tre nætter, skønt han dog kun lå i den én dag, to nætter og to stykker af to dage. Således siger han i Matt 23,37, at Jerusalem stener profeterne, skønt der dog var en stor del fromme folk derinde. Således siger man: «De gejstlige er gerrige», skønt der dog er mange fromme iblandt dem; og det er en meget almindelig måde at tale på i alle sprog, særlig i Den Hellige Skrift.

Således er evangeliet på den tid prædiket for alle skabninger; for det er en sådan prædiken, som er gået ud, begyndt og indstiftet til at komme til alle skabninger. På den måde kunne en fyrste sige, når hans sendebud er ekspederet ved hans hof og er kommet ud på landevejen: «Sendebudet er rejst til den og den», skønt det dog endnu ikke helt er nået derhen. Således har Gud også ladet sit evangelium gå ud til alle skabninger, selv om det ikke alt sammen er sket så hurtigt. Derfor har profeten i Sl 19,5 netop sagt: «Deres snor går ud i alle lande»; han siger ikke: «Den er allerede kommet til alle lande», men: den er på vej og går ud i alle lande. Således mener Sankt Paulus også: den bliver prædiket og bliver åbenbar uden ophør for alle mennesker og er allerede på vejen og sket, dog ikke helt.

To ting lærer en sådan nådens åbenbarelse os, som Sankt Paulus her siger: at sige nej til det ugudelige væsen og de verdslige lyster; dem må vi forklare. Ordet impietas, som apostlen på græsk kalder asebia, og som på hebraisk hedder resa, kan jeg ikke ramme med noget tysk ord; derfor har jeg kaldt det et ugudeligt eller gudløst væsen, skønt heller ikke det latinske og det græske ord helt rammer det hebraiske. For resa betyder egentlig den synd, at man ikke ærer Gud, det vil sige, at man ikke tror ham, stoler på ham, frygter ham, ikke overgiver sig til ham, ikke lader ham råde og være Gud; i den synd stikker de grove, udvortes syndere vel dybt, men meget dybere de vise, hellige, lærde og gejstlige, som for verden og for sig selv er fromme og bygger på deres gerninger. Kort sagt: alle, der ikke overgiver sig til Guds blotte godhed og nåde og lever af den, er alle impii, ugudelige, selv om de af stor hellighed opvækkede døde og var jomfruer og fulde af al dyd. Jeg ville gerne, at man kaldte dem nådeløse eller trosløse mennesker. Nuvel, vi vil kalde dem gudløse. For derfor siger Paulus, at den frelsebringende nåde er åbenbaret for de nådeløse mennesker, for at de skulle blive nåderige og guderige, det vil sige, at de tror Gud, stoler på ham, frygter, ærer, elsker og lover ham og således vender det ugudelige væsen om til et gudeligt væsen.

For hvad nytte ville det være, at Guds frelsebringende nåde blev åbenbaret, hvis nogen ved noget andet satte sig for at blive retfærdig eller føre et gudeligt væsen? Sankt Paulus siger jo her, at den er prædiket og åbenbaret derfor, at vi ikke ved os selv eller af os selv, men ved den skal sige nej til det ugudelige væsen og herefter leve gudeligt. Derfor er der ingen, der forhåner denne nåde mere, og ingen, der mere grueligt modsiger en sådan åbenbaring, end hyklerne og de gudløse helgener, som ikke vil lade deres ting være intet, synd og fordømt, men endnu finder meget godt i sig selv og uden nåde virker mange fortjenester efter deres gode mening, som de synes. Men Gud vil ikke regne nogen gerning for god, og den er heller ikke god, som han ikke selv virker i os ved sin nåde. For at han kan virke mange af dem i os alle, og vore gerninger må høre op, derfor har han åbenbaret sin frelsebringende nåde for alle mennesker.

Så er da det første onde stykke hos alle mennesker, at de er gudløse, frelsesløse, nådeløse. Deri er for det første indbefattet det vantro hjerte, dernæst alle tanker, ord, gerninger og hele livet, som føres ud fra og i et sådant vantro hjerte, så mennesket er overladt til sig selv og kun lever og vandrer af naturlig evne og fornuft; hvilket dog undertiden skinner så smukt og stort, at selv de rette hellige ikke skinner sådan. Men deri søger de kun deres eget og kan heller ikke leve og vandre Gud til ære, selv om de roser sig deraf, stiller sig an og lader sig synes at gøre det mere end de rette hellige; derom siger Skriften meget. For dette gudløse, nådeløse væsen er et meget stort og vidtløftigt, men dog såre fint onde, så de, der vandrer deri, aldrig kan erkende det og heller ikke tror det, når man siger dem det; derfor kalder profeten i Sl 32,2 det ikke en fornuftig, verdslig eller kødelig, men en åndelig list, som bedrager ikke alene fornuften, men også menneskets ånd.

Og kort sagt: man må tro det mere, end man føler det. For når Gud lader sin nåde forkynde for alle mennesker, for at de skal sige nej til det gudløse væsen, må man tro ham som den, der kender vores hjerte bedre end vi selv, og bekende, at hvis ikke vores ting var gudløse og fordømmelige, ville han ikke lade sin nåde udråbe for at vende det. Den ville være en nar, som gav medicin til en, der ikke var syg. Derfor må Gud blive til en nar for dem, der efter deres eget skøn og egen følelse ikke vil tro, at alle deres ting er gudløse, fordømmelige og trænger til hans frelsebringende nåde; og det er såre forfærdeligt. Derfor fortæller han i Matt 21,32, hvordan ypperstepræsterne, de lærde og de gejstlige ikke troede Johannes Døberen, der bød dem at omvende sig; men de ville intet vide af nogen synd. Alle profeterne er blevet slået ihjel, fordi de straffede folket for denne synd; men ingen ville tro dem, ingen mente, at der var en sådan synd i dem. For de dømte efter deres følelse, formening og gerninger, ikke efter Guds ord og dom, som han fremførte ved profeterne.

Derfor sætter Sankt Paulus her et meget kraftigt ord, på græsk paedefusa, som betyder at undervise, sådan som man underviser børn helt fra begyndelsen i det, som de aldrig før har hørt eller kendt; og børnene retter sig heller ikke efter deres egen fornuft, men efter faderens ord: hvad han udlægger for dem som nyttigt eller skadeligt, det holder de for sådan, tror det og følger ham. Men de forstandige og store viser man grunde, så de med fornuften kan fatte, hvad der er nyttigt eller unyttigt. Sådanne børn vil også Guds frelsebringende nåde have til elever, så vi, selv om det ikke forekommer os sådan, dog skal tro den, at vores væsen er gudløst og fordømmeligt, og således tage imod nåden og følge den.

Derfor siger Kristus med rette i Matt 18,3: «Hvis I ikke bliver omvendt og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himlenes rige.» Og Es 7,9: «Tror I ikke, skal I komme til kort.» Således bliver den guddommelige, frelsebringende nåde åbenbaret, ikke alene for at hjælpe os, men den lærer os også at erkende, at vi trænger til den, idet den med sin åbenbarelse viser, at hele vores væsen er ugudeligt, nådeløst og fordømt. Derfor beder Salme 119 (Sl 119,7) så indtrængende om, at Gud vil lære ham sin dom, sin lov og sit bud, så han ikke vandrer efter sit eget skøn og sin egen følelse, sådan som Gud har forbudt det i 5 Mos 12,8: «Du skal ikke gøre, hvad der synes dig ret.»

Det andet onde stykke i mennesket kalder han de verdslige begær; deri indbefatter han alt det uordentlige væsen, som et menneske fører over for sig selv og sin næste, ligesom det første, det gudløse væsen, indbefatter al uorden over for Gud. Men se, hvor kraftigt også disse ord er sat: begær, verdslig. For verdslige kalder han dem, for at han kan indbefatte alt ondt begær, hvad enten det er efter gods, lyst, ære, gunst og alt, hvad verden kan have, hvori et menneske kan forsynde sig med begær. Han siger heller ikke, at vi skal sige nej til de verdslige goder eller til brugen af dem. Goderne er gode og Guds skabninger; vi må bruge deres tjeneste til mad, drikke, klæder og andet fornødent, og intet af det er forbudt; men begæret efter dem, det at hænge ved dem, tilhængeligheden, det er forbudt, det må vi sige nej til; for det fører os ind i al synd mod os selv og vores næste.

Dermed bliver også de gudløse hykleres væsen fordømt; de går vel i fåreklæder og lader somme tider onde gerninger fare af frygt for skam eller for helvedes pine, men alligevel stikker de fulde af onde begær efter gods, ære og magt. Og der er intet menneske, som elsker dette liv så højt, frygter døden så meget og så gerne bliver her i denne verden som de; alligevel agter de ikke på sådanne verdslige begær, som de er druknet i, og gør mange gerninger helt forgæves. Det er ikke nok her alene at aflægge de verdslige gerninger eller ord; de verdslige begær skal være borte, så vi kun bruger dette liv og alt, hvad der er i det, og ikke agter det, men kun har tanken rettet mod det andet liv; som det jo følger i denne epistel, at vi skal vente på hans komme osv.

Men her ser vi, at Guds nåde åbenbarer, hvordan alle mennesker stikker fulde af verdslige begær, selv om nogle skjuler dem med skin. For hvis nogen var fri for dem, så havde nåden ikke behøvet at blive åbenbaret, den havde heller ikke behøvet at være frelsebringende, den skulle heller ikke være åbenbaret for alle mennesker og heller ikke vise, at sådanne begær skal aflægges. For den, som ikke har dem, behøver ikke at aflægge dem, og ham rammer dette Paulus’ ord heller ikke. Så må han heller ikke være noget menneske; så er nåden ham hverken nødvendig eller nyttig, og den behøver ikke at blive åbenbaret for ham. Hvad kan han da være? Uden tvivl en djævel, evigt fordømt med al sin hellighed og renhed. Men selv om de skjuler alle verdslige begær, kan de dog ikke skjule, at de gerne bliver i dette liv og nødigt dør; dermed viser de, hvor nådeløse de er, og at hele deres væsen er gudløst og verdensbegærligt; alligevel ser de ikke denne deres nådeløse, farlige brøst.

Han siger også: «Vi skal sige nej til eller give afkald på»; dermed afskaffer han mange tåbelige måder, som mennesker har fundet på for at blive retfærdige. For nogle løber ud i ørkenen, nogle i klostre, nogle skiller sig fra folk og giver for, at de med legemlig flugt løber fra det ugudelige væsen og de verdslige lyster. Nogle plager og ødelægger legemet, så de med sult, tørst, nattevågen, klæder og arbejde har gjort mere, end naturen kunne bære. Ja, hvis det gudløse væsen og de verdslige begær var malet på husets væg, så kunne du løbe ud derfra; eller var strikket ind i den røde kjortel, så kunne du tage den af og tage en grå på; eller voksede i dit hår, så kunne du lade dig klippe og få en tonsur; eller var bagt ind i brødet, så kunne du spise rødder i stedet. Men nu da de stikker i dit hjerte og besidder dig helt igennem, hvor vil du løbe hen, hvor du ikke tager dig selv med? Hvad vil du tage på, som du ikke selv er inden i? Hvad vil du spise og drikke, hvor du ikke selv er med? Kort sagt: Hvad vil du gøre, så du ikke er dig selv, sådan som du er i dig selv? Kære menneske, den store fristelse er i dig, og du må først af alt løbe og flygte fra dig selv, som Jakob siger: «Enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær» (Jak 1,14).

Derfor er meningen ikke, at man alene skal flygte fra de udvortes anledninger til synd, men som Sankt Paulus siger her: der skal siges nej, så begærene i os bliver dræbt; så kan ingen udvortes fristelse skade os; det er at flygte ret. Bliver de ikke dræbt, hjælper det ikke at flygte fra de udvortes fristelser. Ja, vi må blive midt iblandt fristelserne og dér ved nåden lære at sige nej til begærene og det gudløse væsen, som Sl 110,2 siger: «Du skal herske eller sejre midt iblandt dine fjender.» Strid, ikke flugt; arbejde, ikke hvile må der være her, skal vi vinde kronen.

Således læser vi om en af de gamle fædre, at han ikke kunne blive i klostret, fordi han ikke kunne tåle fristelserne, og tænkte at tjene Gud i fred i ørkenen. Da han nu var derude, væltede hans lille vandkrukke engang; han rejste den op igen, men den væltede igen. Da blev han vred og slog krukken i stumper og stykker. Så gik han i sig selv. «Se», sagde han, «jeg kan ikke have fred med mig selv alene; nu ser jeg, at brøsten er i mig selv»; og så gik han tilbage til klostret, gav sig hen til at lide fristelserne og lærte siden, at man ikke skal dæmpe de verdslige begær ved at flygte, men ved at sige nej til dem.

Videre viser han, hvordan vi skal leve, efter at vi har sagt nej til det gudløse væsen og de verdslige begær, og siger, at vi skal leve ædrueligt, retfærdigt og gudeligt i denne verden. Hvor fin og almindelig en regel og et liv giver han, passende og ligetil for alle stande; han opretter ingen sekter og gør ingen forskel mellem menneskene, sådan som menneskelærdommene gør. Det første er ædruelighed; deri indbefatter han alt det, som mennesket har at gøre over for sig selv; det består i, at han tugter sit eget legeme og opdrager det godt. Vores tekst kalder det overalt ædruelighed, det, som Sankt Paulus på græsk kalder sophron, som ikke alene betyder ædruelighed, men mådehold i hele legemets eller kødets vandel, såsom mad, drikke, søvn, klæder, ord, blik og fagter; det kalder man på tysk et ærbart liv og et veloplært menneske, der i alle sådanne stykker ved at holde sig mådeholdent, tugtigt og sømmeligt, så mennesket ikke fører et vildt, frækt, tøjlesløst og uordentligt væsen med frådseri, druk, søvn, ord, blik og fagter. Således siger han også ovenfor, at de gamle matroner skal lære og opdrage de unge kvinder til en sådan ærbarhed og redelighed.

Det er sandt, at frådseri, druk og fuldskab allermest hindrer og forstyrrer et sådant ærbart liv; omvendt er det at være ædru en stor fremme og hjælp dertil. For så snart mennesket er for fuldt, kan det ikke længere blive ved sig selv; alle fem sanser bliver vilde og uopdragne, som erfaringen lærer, at når bugen er fuld af mad og drikke, så er munden også fuld af ord, ørerne fulde af lyst til at høre, øjnene fulde af lyst til at se, hele legemet dovent, søvnigt og uoplagt eller alt for vildt og råt, og alle lemmer ligesom trådt ud af tugt og fornuft, og der er ikke længere noget styre eller mål. Derfor er det ikke helt dårligt gengivet på latin i vores tekst: ædruelighed; for også på græsk står asotos og sophron over for hinanden, som på tysk fylderi og mådehold. Og når man ser ret på latinen, så betyder sobrius ikke ædru på den måde, at man om morgenen ikke har spist eller drukket; men sobrius og ebrius står også over for hinanden, som på tysk drukkenskab eller fylderi og ædruelighed. Også vi tyskere kalder den ædru, som ikke er beruset eller fuld, men er fint ved sig selv og mådeholden, selv om han har spist og drukket.

Se nu, hvilke gode gerninger apostlen lærer. Han byder ikke at drage på valfart, forbyder ikke denne eller hin mad, lærer ikke at bære sådanne eller sådanne klæder, ikke at faste på den eller den dag, sådan som de gør, der ved menneskebud skiller sig ud og grunder deres åndelige, gode liv på at skifte klæder, mad, hår og dage; dermed vil de være retfærdige ved ikke at færdes på den almindelige måde med klæder, steder, mad, tider og fagter; og de har et rigtigt navn i evangeliet: de hedder farisæere, de udskilte eller afsondrede, som profeten i Sl 80,14 kalder monios, det betyder en særling; det kalder de et vildsvin, der går alene og for sig selv. Vi vil herefter også kalde dem særlinge, så man kan kende dem. Men de hærger grueligt Guds vingård, som samme salme klager. For sådanne farisæere og særlinge skinner meget med deres påfund og deres særligt udvalgte egne klæder, mad, dage og fagter og drager let mængden bort fra den almindelige landevej ud på deres veje, så, som Kristus siger, end ikke de udvalgte kan holde stand over for dem.

Lad os derfor her lære af Sankt Paulus, at ingen mad, ingen drik, ingen farve, intet klædningsstykke, ingen dag, ingen fagter er forbudt eller fastsat, men at alt er frit for enhver, blot man holder sig ædru og mådeholdent deri. Det er ikke tingene, der er forbudt (som sagt ovenfor), men uordenen, overflødigheden, misbruget er forbudt. Men hvor man udskiller og udvælger mad, klæder, steder og dage, dér er der visselig menneskebud, og dér er den evangeliske, kristne lære og frihed ikke, og til sidst bliver der kun hykleri og skin ud af det, og de bliver dog hverken mådeholdne eller ædru. Brug derfor alle ting på jorden, hvilke, hvornår og hvor du vil, og tak Gud, som Sankt Paulus lærer; vogt dig blot for overflod, uorden, misbrug eller utugt med dem, så går du den rette vej. Lad dig ikke forvirre af, at hellige fædre har indstiftet ordener og sekter med den og den slags mad og klæder, gjort sådan og sådan. De har ikke gjort det for at skille sig ud fra andre, ellers var de ikke hellige; men det har behaget dem sådan, og de har øvet deres mådehold deri. Øv du det også, i hvad du vil, og bliv fri; bind dig ikke til en sådan måde og et sådant væsen, som om det var de rette veje til et godt liv; for så bliver du en særling og mister de helliges samfund; vogt dig med flid for det. Man må faste, man må våge, man må arbejde, man må bære ringe klæder osv. Men gør det, når du synes, at dit legeme behøver at blive tugtet og holdt i ave; sæt ikke bestemte dage eller steder til det, men gør det på den dag, som nøden og mådeholdet kræver. Det er da at faste ret, og så er der fastet hver dag og sagt nej til de verdslige begær; sådan lærer evangeliet, det vil sige det nye testamentes folk.

Det andet: at vi skal være retfærdige i livet. Her bliver der heller ikke fastsat og udskilt nogen gerning eller tid, for at Guds vej fortsat kan blive fri og almindelig, og alt bliver overladt til enhvers eget skøn, så han gør ret, frit, når, hvor og over for hvem det falder sig at gøre det. For i dette stykke lærer Sankt Paulus, hvordan vi skal forholde os over for vores næste; ham skylder vi retfærdighed, og den består i disse to: at vi gør mod ham, hvad vi ville have, at han gjorde mod os, og lader være, hvad vi vil, at han skal lade være mod os; det vil sige, at vi ikke gør ham nogen skade eller noget ondt på hans legeme, hustru, børn, venner, gods, ære og alt, hvad der er hans, og omvendt hjælper og står ham bi, hvor vi ser, at han trænger til os, med legeme, gods, ære og alt, hvad der er vores. For retfærdighed er, at man giver enhver, hvad der tilkommer ham. Åh, hvor lille et ord er det, og hvor vidt griber det om sig! Åh, hvor få vandrer på denne retfærdighedens vej, som dog ellers lever godt! Alle ting gør vi, undtagen det, som den frelsebringende nåde åbenbarer og viser os at gøre.

Dette stykke må man udbrede således, at også vores fjende bliver forstået ved næsten. Men denne vej er helt groet til, meget mere end mådeholdets vej, skønt også den er helt ødelagt og ligger ubanet, fordi mad, klæder, fagter og pragt er trængt ind så overvældende og mere end overflødigt; og imens narrer og bedårer vi os selv med rosenkranse, med at stifte kirker og præbender, med at høre messe, med helligdage og vore egne gerninger, som Gud intet har befalet om. Å Herre Gud, hvor vidt har helvede spærret gabet op, som Es 5,14 siger; og hvor snæver er himmelporten blevet ved særlingenes og farisæernes forbandede lære og påfund! Malerne er profeter; de viser uden at vide det, hvordan sagen nu står. De maler helvede som et vidt åbent dragegab og himmelporten tillukket. Å ve over det billede!

Derfor behøver du ikke at spørge, hvad du udvortes skal gøre; se på din næste, dér finder du nok at gøre, om du så var tusind. Bedrag blot ikke dig selv, tro blot ikke, at du med bøn og kirkegang eller stiftelser og sjælemesser kommer i himlen, når du går forbi din næste. Går du her forbi ham, så vil han ligge på vejen dér, så du igen må gå forbi himmelporten, som den rige mand, der lod Lazarus ligge foran sin dør. Åh, ve os præster, munke, biskopper og pave! Hvad prædiker vi? Hvad lærer vi? Hvordan fører vi det stakkels folk bort fra vejen! Den ene blinde fører den anden, og de falder begge i grøften. Sådanne ting burde man lære, som også Sankt Paulus siger i slutningen af epistlen.

Det tredje stykke, at vi lever gudeligt, lærer, hvordan vi skal forholde os over for Gud; så er vi fuldkomment skikket over for os selv, over for vores næste og over for Gud. Nu, som tilstrækkeligt sagt ovenfor, er impietas det ugudelige, nådeløse, gudløse væsen; således er omvendt pietas det gudelige, nåderige, troende væsen; det består i, at man håber på Gud, bygger alene på hans nåde og ikke agter nogen gerning, uden at den bliver virket af ham i os med nåde, så han således bliver kendt i os og derved æret, rost, lovet og elsket. Og kort sagt består det i disse to, at vi frygter ham og håber på ham, som Sl 33,18 og 147,11 synger: «Herren har behag i dem, der frygter ham, dem, der håber på hans godhed.» Frygten er, at vi tror, at alle vores ting er et ugudeligt væsen, sådan som åbenbaringen af hans nåde viser os; derfor frygter vi for ham og skynder os at komme ud af et sådant væsen og vogter os herefter for det. Håbet er, at vi ikke tvivler på, at han vil være os nådig og gøre os til gudelige, nåderige mennesker.

Se, så lader mennesket Gud få tøjlen, giver sig hen til ham som hans ejendom, gør intet af sig selv, lader Gud råde og virke i sig, så al hans sorg, frygt, bøn og begær uden ophør er, at Gud dog ikke må lade ham føre sin egen gerning og sit eget liv, som han erkender er gudløst og fortjener vrede, men vil regere ham og virke i ham med nåde; deraf vokser så en god samvittighed, kærlighed og lovprisning til Gud. Se, det er dem, der kaldes pii, gudelige, nåderige mennesker, som ikke vandrer i og stoler på fornuft eller natur, men alene vandrer i og stoler på Guds nåde, og som altid frygter for, at de skal falde ud i deres fornuft, egen indbildning, gode mening og selvopfundne gerninger. Derom har David digtet hele Salme 119, så alle versene beder om det samme, og dem er der dog vel hundrede og seksoghalvfjerds af; så meget ligger der på denne gudelige vej, og så farligt stiller naturen, fornuften og menneskelæren den efter, at ingen kan frygte og vogte sig nok.

Se, således kræver Gud ikke af dig, at du bygger kirker, går på valfart, gør stiftelser, hører messe, dette eller hint, men et sådant hjerte og liv, som går i hans nåde og frygter for andre veje og levemåder, der går uden for nåden. Mere kan du ikke give ham; for alt det andet giver han dig, som han siger i Sl 50,12.14–15: «Israel, mener du, at jeg spørger efter dine gaver og ofre? Alt, hvad der er i himlen og på jorden, er jo mit i forvejen. Det er min tjeneste, at du lovpriser mig og indfrier dit løfte til mig, påkalder mig i din nød; så vil jeg hjælpe dig, så ærer du mig.» Som ville han sige: «Du har lovet mig, at jeg skal være din Gud; hold det også: lad mig virke i dig, virk ikke noget eget, lad mig hjælpe dig i din nød, forvent dig alt af mig, så det er mig alene, der gør det, som du lever; så kan du kende, elske og lovprise mig og min nåde; det er den rette vej til frelsen. Ellers, når du selv virker, så roser du også dig selv og agter ikke på mig, lader mig ikke være din Gud, bliver troløs og bryder dit løfte» osv.

Se, det er den rette gudstjeneste, som hverken kræver klokker, kirker, kar eller smykker, lys eller kerter, orgler eller sang, maleri eller billeder, tavler eller alter, tonsur eller kutte, røgelse eller vievand, processioner eller korsgange, aflad eller afladsbreve. For alt det er menneskepåfund og påbud, som Gud ikke agter, og som med deres glans formørker den rette gudstjeneste. Der behøves kun én ting, evangeliet: at man driver det godt og ud fra det gør folket bekendt med denne gudstjeneste. Det er de rette klokker og orgler til denne gudstjeneste.

Han siger også, at vi skal leve sådan i denne verden. For det første siger han det, for at det ikke skal være overstået med gerninger: hele livet skal være sådan, så længe vi er her. For som Kristus siger: «Den som holder ud indtil enden, han skal blive frelst» (Matt 10,22). Der er nok nogle, der en gang imellem gør noget; men livet er der ikke, og det varer heller ikke indtil enden. For det andet, at ingen skal spare sit gode liv op til efter dette liv eller til døden. For her i dette liv må det ske, som vi skal vente i det andet liv. Nu forlader mange sig på skærsilden og lever til det sidste, som det lyster dem, og vil så bagefter hjælpe sig med vigilier og sjælemesser; det skal de nok få at mærke! Derfor var det godt, om man aldrig havde kendt noget til skærsilden. Den undertrykker så meget godt, skaber så mange klostre, stifter, præster og munke, at disse tre stykker af det kristne liv bliver hårdt undertrykt; og dog har Gud hverken befalet eller talt noget om skærsilden, og Gud give, at den ikke helt eller for størstedelen er et rent opdigtet og ildelugtende bedrageri. For hvad Gud ikke indsætter, er i alle måder farligt at tage imod og at bygge på, når vi knap nok kunne bestå, selv om vi bygger på Guds indstiftelse, der dog ikke kan vakle. Sandelig, dette ord af Paulus støder hårdt imod skærsilden, når han vil, at man skal leve godt i denne verden, så jeg ikke gerne ville lide sådan et stød på min tro. Ikke at jeg for tiden benægter skærsilden; men det er farligt at prædike den, når Guds ord og Skriften ikke siger noget om den, selv om den i sig selv skulle være sand.

Men meget mere siger han «i denne verden» for at vise kraften i Guds frelsebringende nåde: at verden er så ond, at et gudfrygtigt menneske må leve næsten alene, uden forbillede, som en rose blandt torne, og lide al slags ulykke, foragt, skam og synd fra den. Som om han ville sige: Den, der vil leve ædrue, retfærdigt og gudfrygtigt, må være forberedt på al slags fjendskab og tage korset på sig; han må ikke lade sig vildlede, selv om han skal leve alene, som Lot i Sodoma og Abraham i Kana’an, blandt lutter fulde, berusede, utugtige, uretfærdige, falske og ugudelige mennesker. Verden er og bliver verden; den må han holde sig fra og leve imod den og straffe den i dens verdslige lyster. Se, det kaldes at leve ædru midt i kroen, kysk midt i horehuset, gudfrygtigt midt i dansehuset, retfærdigt midt i morderkulen. Sådan en verden gør så dette liv trangt og trættende, så mennesket ønsker, skriger og råber på døden og den yderste dag og venter på den med stor længsel, som det følger. Sådan et svært liv må nåden føre; natur og fornuft er her fortabt.

Og venter på det salige håb

Her viser han en ret forskel mellem et gudeligt liv og alle andre liv, så enhver kan mærke, hvor nær eller fjern han er fra et liv, der er fuldt af nåde. Træd frem, alle I der lever godt, og lad os spørge, om disse ord behager dem, om de er stemt sådan, at de venter på den yderste dag, og om de ikke blot regner den for noget tåleligt, men også for en salig ting, som man skal håbe på med stor længsel og trøstig tillid. Er det ikke sandt, at hele den menneskelige natur gruer for den dag? Er det ikke sandt, at hvis det stod til dem, ville de, at den dag aldrig kom, og allermest de glimrende helgener? Hvor er da nu naturen? Hvor er fornuften? Hvor er den frie vilje, som de roser for at være tilbøjelig og i stand til det gode? Hvorfor flygter den så og gruer, ikke alene for dette gode, men også for Guds ære og saligheden, som apostlen her kalder et saligt håb, hvori vi skal blive salige? Hvad hindrer den her andet, end at den derved bliver overbevist om, at den fører et ugudeligt, nådeløst, fordømmeligt liv, som den dog, når man ser bort fra denne dag, ikke vil lade være ondt og ugudeligt? Hvad er mere ugudeligt end at stride imod Guds vilje? Men strider da ikke den imod Guds vilje, som flygter for denne dag, hvor Guds ære skal blive åbenbar, og ikke venter på den med kærlighed og lyst?

Se derfor efter: Den, der ikke længes efter denne dag og ikke venter på den med kærlighed og lyst, han er ikke i et gudfrygtigt liv, om han så opvakte døde. Så kunne du sige: «Ja, så ville der være få mennesker i et ret liv, og allermindst de særlinge og de gejstlige, som flygter mere for denne dag og døden end alle andre.» Det er det, jeg har sagt ovenfor: hvordan disse særlinge kun fører sig selv og andre bort fra den rette vej og ødelægger Guds veje. For her ser man klart, at fornuften og naturen med alle deres gerninger slet ikke formår noget andet end at stride imod Gud, og hvor nødvendig den frelsebringende nåde er, så vore gerninger falder bort, og Gud alene virker i os, så vi altså kommer ud af os selv og vort nådeløse væsen og ind i et overnaturligt, nådefuldt, gudfrygtigt liv, som ikke alene ikke frygter for denne dag, men også venter på den med glæde og længsel, inderligt og trøstigt, som der er sagt mere om ovenfor i evangeliet på 2. søndag i advent.

Se, det lærer naturen og fornuften os ikke, men Guds nåde, som er blevet åbenbaret. Se, den gør ikke alene, at vi siger nej til de verdslige lyster, men også at vi får afsky for dem, længes efter at være fri for dem og bliver kede af hele livet; desuden skaber den et gudfrygtigt væsen i os, så vi i fuld tillid til Gud med glæde beder om og håber på hans komme. Sådan skal det stå til med os.

Lad os nu overveje ordene. Han kalder det et saligt håb. Det sætter han over for dette elendige, usalige liv, hvor ikke andet end al ulykke, fare og synd jager og martrer os, når vi vil være fromme, så alt, hvad der er her, med rette skal være os til lede og styrke et sådant håb. Det sker også for dem, der redeligt øver sig i at leve ædrue, retfærdigt og gudfrygtigt. For verden finder sig ikke længe i dem; de må være upopulære hos alle mennesker, som Paulus siger i Rom 5,3–5: «Vi lader forfølgelsen være os en kostelig ting og roser os af den. For vi ved, at forfølgelsen er nyttig til at lære tålmodighed, men tålmodigheden gør os prøvede, og det at være prøvet får os til at håbe, og håbet lader os ikke blive til skamme.» Således er vore øjne lukket for de verdslige, synlige ting, og vi håber i stedet på de evige, usynlige ting. Alt det gør nåden ved korset, som det gudfrygtige liv, der er uudholdeligt for verden, fører os ind i.

Og herlighedens tilsynekomst

Dette komme kalder Sankt Paulus epifaneia [græsk: tilsynekomst], det vil sige tilsynekomst eller åbenbaring, ligesom han ovenfor har sagt, at nåden er blevet synlig og åbenbaret, epefane [græsk: er blevet åbenbaret] osv. Derfor er ordet «komme» på latin ikke dækkende. For apostlen vil skelne mellem dette sidste komme og det første. Det første skete i ydmyghed og foragt, så kun få kendte ham, og han er ikke blevet åbenbaret for verden på anden måde end i troen ved evangeliet. Han er stadig skjult; men på den yderste dag skal han vise sig i strålende, åbenbar klarhed og ære, så hans klarhed og ære bliver åbenbar for alle skabninger og forbliver åbenbar sådan i al evighed. For den yderste dag skal være en evig dag, sådan som den viser sig i det første øjeblik; da skal alt ligge åbent, alle hjerter, alle ting. Det kalder han tilsynekomsten af hans klarhed eller hans ære. Da skal man aldrig mere prædike eller tro; da skal enhver se og mærke alle ting som ved højlys dag. Derfor siger han også: «den store Guds». Ikke at der skulle være en anden Gud, som er lille; men at Gud indtil den dag endnu ikke har vist sin storhed, sin majestæt, sin herlighed, sin klarhed. Nu ser man ham i evangeliet og troen; det er et lille, snævert syn, hvor Gud er lille og kun forstået i ringe grad; men da skal han lade sig se i sin storhed og majestæt.

Det er trøstelige ord for alle, der lever ædrue, retfærdigt og gudfrygtigt. For han siger, at klarheden ikke skal være vor fjendes eller dommers, men vor frelsers, Jesu Kristi, som da fuldkommen skal frelse os, og som også derfor vil holde den dag og vise sig så stor for at forløse os fra denne verden, hvor vi må lide så meget for det gode livs og hans skyld; for at vi, når vi ser på et sådant komme og en så herlig forløsning, desto frimodigere og trøstigere kan bære verdens forfølgelse, pine, skam, skade og død og blive ved i det gudfrygtige liv mere standhaftigt, idet vi forlader os på en sådan frelser, Jesus Kristus, og trodser i tillid til ham.

Omvendt er ordene forfærdelige for verdens hjerter og de ugudelige mennesker, som ikke vil lide verdens forfølgelse for det gudfrygtige væsens skyld, men vil leve her i fred og være fromme sådan, at ingen skal være dem fjendtlig eller besværlig. Men de ryggesløse, frække, forstokkede mennesker agter ikke disse ord, mærker dem heller ikke og tænker heller ikke på, at dagen kommer; de løber som tossede dyr, blinde og ubetænksomme, ind i denne dag og helvedes afgrund. Nu kunne du spørge: «Hvordan kommer jeg da til et sådant gudfrygtigt væsen, så jeg kan vente på den dag på den måde, når min natur og fornuft flygter fra det og ikke formår det?» Mærk dig så, hvad der følger:

Han, som gav sig selv for os

For derfor er disse ting lagt så stort frem for dig, for at du skal erkende og bekende din afmagt, fortvivle helt og aldeles om dig selv og således i ret grund og sandhed ydmyget erkende, at du er intet og fører et ugudeligt liv uden nåde og uden frelse. Se, denne ydmygelse er det, som den nåde lærer, der er blevet åbenbaret ved evangeliet, og denne ydmyghed gør dig ret begærlig efter nåde og hungrig efter frelse. Men hvor en sådan ydmyg nådehunger er, dér er nådens dør åbnet for dig; dér bliver den ikke udenfor, som Sankt Peter siger i 1 Pet 5,5: «Gud står de hovmodige imod, men viser de ydmyge nåde.» Og som Kristus mange gange har sagt i evangeliet: «Den, som ophøjer sig selv, skal ydmyges; den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes» osv.

Derfor bliver det salige evangelium nu holdt frem for dig, og det lader den frelsebringende nåde lyse og vise sig for dig, hvad du videre skal gøre, så du ikke fortvivler. For det er evangeliet, det er nådens lys og tilsynekomst, som apostlen her taler om, nemlig at Kristus har givet sig selv for os osv. Hør derfor evangeliet, luk dit hjertes øjne op, og lad den frelsebringende nåde vise sig, oplyse dig og lære dig, hvad du skal gøre. Det er den prædiken, som er forkyndt for alle mennesker, som sagt ovenfor, og som her selv forklarer, hvad den nåde er, som er blevet åbenbaret.

For du skal skaffe dig langt bort fra den vildfarelse, at du mener, at du ikke hører evangeliet, når du hører Sankt Paulus’ eller Sankt Peters epistel. Lad dig ikke vildlede af navnet «epistel»; det er det rene evangelium alt sammen, hvad Sankt Paulus skriver i sine epistler, sådan som han selv kalder det i Rom 1,1 og 1 Kor 4,15. Ja, jeg tør sige, at evangeliet er klarere og lysere i Sankt Paulus’ epistler end i de fire evangelister. For de fire evangelister har beskrevet Kristi liv og ord, som dog først blev forstået efter Helligåndens komme, han som forklarede ham, som han selv siger. Men Sankt Paulus skriver intet om Kristi liv, men udtrykker klart, hvorfor han er kommet, og hvordan man skal bruge ham.

Hvad er evangeliet andet end den prædiken, at Kristus har givet sig selv for os for at forløse os fra synderne, så alle, som tror det, visselig også skal være forløst sådan, og altså fortvivle om sig selv og alene holde sig til Kristus og forlade sig på ham? Det er en meget liflig, trøstelig tale, som også går godt ind i hjerter, der sådan fortvivler om sig selv. Derfor betyder evangelium på tysk et sødt, godt, nådigt budskab, som glæder og opløfter et bedrøvet, forskrækket hjerte.

Se derfor nu til, at du blot tror, at det er sandt, hvad apostlen siger dig ved evangeliet, nemlig at Kristus har givet sig selv for dig for at forløse dig fra al uretfærdighed og gøre dig ren til sin egen arv. Heraf følger for det første, at du må tro og bekende, at hele dit væsen er urent og uretfærdigt uden for Kristus og i dig selv; natur, fornuft, kunst og fri vilje må du lade være intet; ellers ville du gøre dette evangelium til løgn. For efter evangeliets ord har Kristus ikke givet sig selv for de retfærdige og rene. Havde der været retfærdighed og renhed, hvorfor skulle han så forgæves have givet sig selv for den? Det ville have været en tåbelig gave.

For det andet må du også tro, at det er sandt, at han har givet sig selv for dig, så din urenhed og uretfærdighed ved hans gave skal tages bort, og du ved ham skal blive ren og retfærdig. Tror du det, så virker denne tro alt dette. For at han gav sig selv for dig, kan ikke rense dig og gøre dig retfærdig på nogen anden måde end ved denne tro, som Sankt Peter siger i ApG 15,9: «Ved troen renser han hjerterne.» Derfor ser du også, at man ikke giver dig Kristus i hånden, ikke lægger ham i kisten, ikke stikker ham i barmen, ikke giver dig ham i munden; men man bærer ham frem for dig alene med Ordet og evangeliet og holder ham gennem dine ører frem for dit hjerte og tilbyder dig ham som den, der har givet sig selv for dig, for din uretfærdighed, for din urenhed. Derfor kan du heller ikke tage imod ham med andet end med hjertet. Det gør du, når du lukker op og siger af hjertet: «Ja, jeg tror, at det er sådan.» Se, sådan går han ved evangeliet gennem ørerne ind i dit hjerte og bor dér ved din tro. Så er du ren og retfærdig, ikke ved din gerning, men ved den gæst, som du har taget imod i hjertet ved troen. Se, hvilke rige, kostelige goder det er.

Når nu en sådan tro er i dig, og du nu har Kristus i hjertet, skal du ikke tro, at han kommer nøgen og fattig. Han bringer sit liv, sin Ånd og alt, hvad han er, har og formår, med sig. Derfor siger Sankt Paulus, at Ånden ikke bliver givet for nogen gerningers skyld, men for dette evangeliums skyld. Når det kommer, bringer det Kristus; Kristus bringer sin Ånd med sig; så bliver mennesket nyt og gudfrygtigt; alt, hvad han så gør, er vel gjort. Han går heller ikke ledig; for troen hviler og holder ikke fri, men handler og taler uophørligt om Kristus. Så bliver verden ophidset imod ham; den vil hverken høre det eller finde sig i det. Så begynder korset, og korset gør så dette liv trættende og den yderste dag ønskelig. Se, det er evangeliet og Guds frelsebringende nådes tilsynekomst.

Hvordan kan nu den yderste dag og døden være forfærdelig for et sådant hjerte? Hvem vil gøre ham noget, når den store Gud og frelser, Jesus Kristus, hvis den yderste dag er, står på hans side og for ham med al sin klarhed, storhed, majestæt og magt? Det er ingen anden, der skal holde den yderste dag, end netop han, der har givet sig selv for os. Så vil han jo ikke fornægte sig selv, men vil bekende, at han har givet sig selv for dine synder, sådan som du tror. Hvad vil så synden gøre, når dommeren selv bekender, at han har taget den bort ved sig selv? Hvem vil da anklage? Hvem vil dømme dommeren? Hvem vil overvinde ham? Han gælder mere end utallige verdener med alle synder. Havde han ikke givet sig selv, men noget andet for dem, så kunne man dog have meget at frygte. Men hvad vil nu forskrække, når han har givet sig selv for dem? Han måtte selv blive fordømt, før synden skulle fordømme den, for hvem han har givet sig selv.

O, hvilken stor og vis sikkerhed er her! Det kommer kun an på troen, at den er stærk og ikke vakler. Kristus vakler i hvert fald ikke. Han er fast nok. Derfor burde vi drive og øve troen godt med prædiken, gerning og lidelse, så den blev prøvet og fast. For gerningerne vil ikke hjælpe her. Den onde ånd vil også kun angribe troen; han ved godt, at alt afhænger af den.

O, at vi ikke kender vore goder og lader evangeliet med Guds frelsebringende nåde ligge sådan i mørket! Ve jer igen, pave, biskopper, præster og munke! Hvad laver I i kirken og på prædikestolene? Lad os nu overveje ordene hver for sig.

For at forløse os

Han har givet sig selv, ikke for sin egen skyld, men for at forløse os. Så er det vist, at vi har været fanget. Hvordan kan vi da være så frække og utaknemmelige og stadig tillægge den frie vilje og naturens fornuft så meget? Siger vi, at der er noget i os, som ikke er fanget i synder, så håner vi hans nåde, som har forløst os efter evangeliets ord. Hvem kan gøre noget godt, når han ligger fanget i synder og urenhed? Vore ting ser vel ud til at være gode; men de er ikke gode i sandhed, eller også må evangeliet lyve sammen med Kristus.

Fra al uretfærdighed

Uretfærdighed kalder han anomia [græsk: lovløshed]; det er egentlig alt, hvad der ikke går efter Guds lov, og det omfatter begge dele, overtrædelse med ånden og med legemet. Med ånden ved det ugudelige væsen, som hedder impietas [latin: ugudelighed]; med legemet ved de verdslige lyster. Derfor sætter han «al» til, så han omfatter både legemets og sjælens synd og uret, for at Kristus forløser os helt og fuldt. Det er sagt imod de gerningshellige og særlingene, som forløser sig selv og andre fra nogle former for uretfærdighed ved loven eller deres fornuft og frie vilje; det vil sige, de afholder sig vel fra de ydre gerninger og forhindrer dem ved bud, pine, straf eller løn og fordel. Men det er kun skummet af uretfærdigheden; hjertet bliver alligevel fuldt af ugudeligt, nådeløst væsen og verdslige lyster, og de er hverken retfærdige på legeme eller sjæl. Men Kristus forløser ved troen fra al uretfærdighed og gør os fri igen til at leve gudfrygtigt og himmelsk, hvad vi før, i uretfærdighedens fangenskab, ikke formåede.

Og rense sig selv

Synden gør to skader. Den første, at den tager os til fange, så vi hverken kan gøre, erkende eller ville noget godt; således berøver den os friheden, lyset og kraften. Deraf følger straks den anden skade, at vi, sådan forladt af det gode, ikke kan virke andet end lutter synd og urenhed og må dyrke den helvedes Faraos land i Egypten med surt og tungt arbejde. Når nu Kristus kommer ved troen, så forløser han os fra Egyptens fangenskab, gør os fri og giver kraft til at gøre godt. Det er den første vinding.

Dernæst består hele øvelsen i vort liv i, at vi fejer det nådeløse, verdslige væsens uretfærdighed ud af legeme og sjæl, så hele dette liv indtil døden ikke er andet end en rensning. For selv om troen forløser os på én gang fra al lovens skyld og gør os fri, så bliver der dog stadig onde tilbøjeligheder tilbage i legeme og sjæl, ligesom stanken og sygdommen fra fængslet. Med dem arbejder troen for at rense alt helt. Ligesom Lazarus i Johannesevangeliet, Joh 11,43–44, blev vakt fra døden med ét ord, men gravklædet og bindene måtte man tage af ham bagefter. Og det halvdøde menneske, som samaritanen forbandt og bragte hjem, måtte ligge i stalden en tid og blive helt rask.

Et folk til ejendom

Ordet periousios [græsk: som hører til ens ejendom] betyder noget, der er ens eget, sådan som man ejer en særlig, egen arvejord eller ejendom. For Guds folk bliver i Skriften kaldt Guds arv, så ligesom en husfar dyrker, passer og forbedrer sin arvejord, sådan driver og bearbejder Kristus også os, han som ved troen er vor arveherre, så vi daglig bliver bedre og mere frugtbare. Se, sådan gør troen os ikke alene fri for synderne, men også til Kristi egen arv, som han tager sig af og beskytter som sit eget. Hvem kan da skade os, når så stor en Gud er vor arveherre?

Som er ivrigt efter gode gerninger

At vi er hans arv, er sagt imod det ugudelige væsen. Men at vi skal være ivrige eller flittige til det gode, er sagt imod de verdslige lyster; sådan at vi ved et gudfrygtigt væsen og liv er hans egen arv, og ved et ædru og retfærdigt liv gør gode gerninger; ved arven tjener vi ham, ved gode gerninger vor næste og os selv. Dog først arven, så de gode gerninger. For gode gerninger sker ikke uden et gudfrygtigt væsen. Og han siger, at vi skal være ivrige, zelotai [græsk: ivrige], det vil sige, at den ene altid tænker på at komme den anden i forkøbet og overgå ham i at gøre godt, som ville vi strides og trænges om, hvem der først og mest kunne gøre godt mod den anden og mod alle. Det er den egentlige betydning af zelotai. Hvor er de nu?

Tal dette, og forman

O Herre Gud, det er en nyttig befaling, at man ikke alene skal prædike sådanne ting, som denne epistel har lært, men også hele tiden holde ved, formane og vække og føre folket til troen og de rette gode gerninger! Der må hele tiden holdes ved og formanes, selv om vi allerede ved det, for at Guds ord kan være i fuld gang.

O pave, biskopper, præster og munke, lad det være jer pålagt, I som nu har oversvømmet kirken med fabler og menneskelære! Hvor overmåde meget ville I have at prædike, om I ikke prædikede andet end denne epistel og dens indhold og hele tiden formanede og drev på! Et kristent liv er ganske godt sammenfattet heri. Dette skal du prædike og formane og intet andet. Lad aldrig nogen ringeagte dig. Det hjælpe Gud! Amen.

Læg mærke til, at en prædikants embede har to gerninger: at lære og at formane. At lære dem, som ikke ved det; at formane dem, som ved det, så de ikke tager af, bliver dovne eller falder fra, men holder ud imod al anfægtelse.

Denne epistels rustning

Der står skrevet i Nehemias’ Bog, kapitel 4, at da de byggede Jerusalem op igen, byggede de med den ene hånd og havde et sværd i den anden hånd på grund af fjenderne, som ville hindre byggeriet. Det udlægger Sankt Paulus i Tit 1,9 sådan, at en biskop, sognepræst eller prædikant skal være mægtig i Den Hellige Skrift til at lære og formane og desuden til at afvise dem, der modsiger. Altså sådan, at man bruger Guds ord på to måder, som brød og som sværd, til at føde og til at stride, i fredstid og i krigstid; og således med den ene hånd bygger, forbedrer, lærer og føder kristenheden, og med den anden gør modstand mod Djævelen, kætterne og verden. For hvor der ikke er værn, dér har Djævelen snart ødelagt græsgangen, som han er bitter fjende af. Derfor vil vi også behandle evangelierne sådan i vor lære, at vi ikke alene græsser vore sjæle i dem, men også lærer at iføre os dem som en rustning og kæmpe med dem imod alle fjender, så vi er rustet med både føde og våben.

For det første strider man ved denne epistel for den artikel, at uden nåde kan ingen god gerning ske, og at alt menneskeligt væsen er synd. Det bevises sådan, at han siger: «Nåden er blevet åbenbaret»; så har der visselig ingen nåde været før. Er der ingen nåde, så er der visselig lutter vrede. Heraf følger, at der uden nåde ikke er noget godt i os, men lutter unåde og vrede.

Ligeledes, når han siger: «den frelsebringende nåde», viser det, at alt, hvad der er uden nåde, allerede er fordømt og uden frelse og hjælp. Hvor er da her den frie vilje? Hvor er menneskers dyd, fornuft og gode mening? Alt sammen uden nådens frelse, alt sammen fordømt, synd og skam for Gud, selv om det glimrer kosteligt for os og for menneskene.

Allerhårdest trænger det på, at han siger «alle mennesker», ingen undtaget. Så må der visselig, før evangeliet bliver kendt, have hersket lutter unåde i alle mennesker, som han siger i Ef 2,3: «Også vi var før af natur vredens børn ligesom de andre» osv. Således lukker apostlen her munden på og slår med en god rustning alle dem tilbage, som roser deres fornuft, gerninger, gode mening og frie vilje, det naturlige lys osv. uden nåde, og han lader intet menneske være uden fordærvelse: alle er de impii [latin: ugudelige], ugudelige, nådeløse, gudløse mennesker.

Videre siger han, at nåden derfor er blevet åbenbaret for alle mennesker, for at de skal sige nej til det ugudelige væsen og de verdslige lyster. Hvem kan stå sig over for den rustning? Hvad følger heraf andet, end at alt vort uden Guds nåde er ugudeligt væsen og verdslige lyster? For var der i nogen noget gudfrygtigt væsen og åndelig lyst, så behøvede ikke alle mennesker at sige nej til det ugudelige væsen og de verdslige lyster, og der var heller ikke brug for nåden eller for at dens frelse blev åbenbaret. Se, sådan må man føre Skriften som en rustning imod de falske lærere, så man ikke alene bruger troen i livet, men også offentligt forsvarer og forfægter den imod deres vildfarelser.

Derfor må her alle hyklere og alle gejstlige gå til jorden, om de så faster, beder, våger og arbejder sig ihjel. Det hjælper alt sammen ikke: det ugudelige væsen og de verdslige lyster bliver der; selv om de for skams skyld dækker og skjuler sig, er hjertet dog ikke godt. For hvis gerninger, klæder, klostre, faste og bøn kunne gøre det, så burde han med rette have sagt: «En bøn er blevet åbenbaret, eller en fest, eller en valfart, eller en orden, eller den eller den gerning, som lærer os at blive gudfrygtige.» Nej, nej, ingen af dem; men den frelsebringende nåde er blevet åbenbaret. Den, den, den alene gør det og intet andet.

Heraf er det let at forstå, hvor farlige og fordømmelige menneskebudene, ordenerne, sekterne, løfterne og den slags er. For det er alt sammen gerninger og ikke nåde, og dog fører de med deres skin hele verden i vildfarelse, jammer og nød, så de glemmer nåden og troen og ved sådanne vildfarelser mener at blive retfærdige og frelst.

Ligeledes, at der er et andet liv efter dette liv, det strider han for, når han siger: «Vi skal vente på det salige håb og den store Guds klarheds tilsynekomst.» Heraf bevises klart, at sjælen er udødelig, ja, at også legemet må komme igen, som vi beder i trosbekendelsen: «Jeg tror på kødets opstandelse og et evigt liv.»

Ligeledes, at Kristus også er sand Gud, det strider han for, når han siger: «den store Guds og vor frelsers, Jesu Kristi»; det viser, at han, som skal komme i klarheden på den yderste dag, er en stor Gud og frelser, Jesus Kristus.

Og hvis nogen her ville bryde et hul igennem og tilskrive Faderen det, han siger om den store Gud, så holder dog dette imod, at tilsynekomsten og klarheden er fælles for den store Gud og vor frelser Jesus Kristus. Men var han ikke sand Gud, så ville en sådan herlighed og klarhed, som er den store Guds, ikke også blive tillagt ham. Når det nu er én klarhed, én herlighed, én gerning, som er den store Guds og vor frelsers, så må han også være én Gud med den store Gud. For han siger ved Esajas mere end én gang: «Min ære vil jeg ikke give nogen anden»; og dog giver han den her til Kristus. Så må Kristus ikke være nogen anden end Gud, han som har Guds ære som sin egen, og dog ikke én person med Faderen.

Ligeledes kunne man også her strides imod menneskelæren, eftersom Sankt Paulus siger: «Sådanne ting skal man prædike og formane»; for skulle der have været prædiket noget andet, så havde han med rette også sagt det. Men nu mener vore biskopper og paver, at når de lader det skrive i bøgerne og på papirsedler, så har de gjort nok, og så endda deres egne bud; når de dog med deres egen røst uophørligt skulle prædike og drive evangeliet. O ve dem!