4. søndag i advent (Fil 4,47)

Epistlen på 4. søndag i advent, Fil 4,4–7

Det er en kort epistel, men en vigtig og rig lære om den kristne tro. For det første lærer han, hvordan man skal forholde sig over for Gud, dernæst over for sin næste, og siger:

«Glæd jer altid i Herren.»

Denne glæde er en frugt og følge af troen, som han siger i Gal 5,22–23: «Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, overbærenhed, godhed, venlighed, troskab, mildhed, selvbeherskelse.» For det er ikke muligt, at et hjerte skulle glæde sig i Gud, som ikke først tror på ham. Hvor der ikke er tro, dér er der bare frygt, flugt, skræk og sorg, så snart man blot tænker på Gud eller nævner hans navn; ja, i sådan et hjerte er der had og fjendskab mod Gud. Årsagen er denne: hjertet finder sig skyldigt i sin samvittighed og har ikke tillid til, at Gud er nådig og venligt stemt mod det, eftersom det ved, at Gud er fjende af synden og straffer den forfærdeligt.

Når nu disse to ting er i hjertet, samvittigheden om synden og kendskabet til Guds straf, så må det altid være bedrøvet, forsagt og forskrækket og hvert øjeblik frygte, at Gud står bag det med køllen, som Salomo siger i Ordsp 28,1: «Den ugudelige flygter, selv om ingen jager ham.» Og 5 Mos 28,65: «Gud vil give dig et forsagt hjerte, og dit liv skal hænge i en tråd for dig» osv. Ville man tale meget til sådanne hjerter om glæde i Gud, så ville det være, som om jeg ville overtale vandet til at brænde; det går slet ikke ind hos dem, for de mærker, hvordan Guds hånd trykker dem i samvittigheden. Derfor siger også profeten i Sl 32,11: «Glæd jer i Herren og fryd jer, I retfærdige, og juble, alle I retsindige.» Det må være retfærdige og oprigtige, som skal glæde sig i Herren. Derfor er denne epistel ikke skrevet til synderne, men til de hellige. Synderne må man først fortælle, hvordan de bliver af med synden og får en nådig Gud; så følger glæden af sig selv, når de er af med den onde samvittighed.

Men hvordan bliver man af med den onde samvittighed og får en nådig Gud? Svar: Det er sagt tilstrækkeligt ovenfor i de foregående prædikener i postillen og vil blive sagt mange gange herefter: Den, der vil have en god samvittighed og finde en nådig Gud, må ikke begynde med gerninger, sådan som forførerne gør, der martrer hjerterne endnu mere og gør hadet til Gud større; men han må fortvivle om sig selv i alle gerninger og gribe Gud i Kristus, tage fat i evangeliet og tro det, som det lover.

Men hvad lover evangeliet andet, end at Kristus er givet os, for at han skal bære vores synder på sig og være vores biskop, mellemmand og talsmand hos Gud, og at synden altså alene ved Kristus og Kristi gerning bliver tilgivet, Gud forsonet og samvittigheden befriet og rejst op? Når denne tro på evangeliet er i hjertet, som den skal, så bliver Gud sød og elskelig for det; for hjertet mærker bare venlighed og nåde hos ham og har fuld tillid; det frygter ikke hans straf, men er tryg og ved godt mod, fordi Gud har vist det så overvældende nåde og godt i Kristus. Derfor må der af en sådan tro følge kærlighed, glæde, fred, sang, tak og lovprisning, og mennesket må have en inderlig lyst og glæde ved Gud som ved sin allerkæreste og nådigste Far, der handler så faderligt med det og uden nogen fortjeneste udøser sin godhed så rigeligt over det.

Se, om sådan en glæde taler Sankt Paulus her. Dér er ingen synd, ingen frygt for døden eller helvede, men en glad, almægtig tillid til Gud og hans nåde. Derfor kaldes den en glæde i Herren; ikke i sølv eller guld, ikke i frås og drik, ikke i lyst eller sang, ikke i styrke eller sundhed, ikke i kundskab eller visdom, ikke i magt eller ære, ikke i venskab eller gunst, ja, heller ikke i gode gerninger og hellighed; for alt dette er bare bedrageriske, falske glæder, som aldrig rører eller mærker hjertets grund, og om dem kan man godt sige: «Han glæder sig, men hans hjerte mærker det ikke.»

Men at glæde sig i Herren er at forlade sig på, rose sig af, trodse og pukke på Herren som på en nådig Far. Sådan en glæde foragter alt, hvad der ikke er Herren, også ens egen hellighed. Om det siger Jer 9,22–23: «Den stærke skal ikke rose sig af sin styrke, ikke den rige af sin rigdom, ikke den vise af sin visdom; men den, der vil rose sig, skal rose sig af, at han kender og ved mig.» Ligeså Paulus i 1 Kor 1,31: «Den, som roser sig, skal rose sig af Herren.»

Han siger også, at glæden skal være til enhver tid. Dermed rammer han dem, som glæder sig i Gud og lover og takker ham det halve af tiden, det vil sige, når det går dem godt; men når det går dem dårligt, så er det forbi med glæden, Sl 49,19: «Han vil love dig, når du gør vel imod ham.» Men sådan er det ikke med David, Sl 34,2: «Jeg vil love Herren til enhver tid, hans lov skal altid være i min mund.» Det har han også god grund til; for den, der har en nådig Gud, hvem vil gøre ham ondt eller skade? Synden kan ikke skade ham, døden heller ikke, helvede heller ikke; som David synger i Sl 23,4: «Og selv om jeg vandrer i den mørke dal, frygter jeg ingen ulykke, for du er hos mig.» Og Paulus i Rom 8,35.38–39: «Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? For jeg er overbevist om at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vores Herre.»

«Jeg siger igen: Glæd jer.»

At apostlen gentager det, styrker hans formaning; og det er også nødvendigt. For eftersom vi lever midt i synder og onde ting, som begge driver os til sorg, så vil apostlen, at vi skal rejse os imod dem, og at vi, selv om vi undertiden falder i synd, dog skal lade glæden i Gud være stærkere end sorgen over synden. Det er jo sandt, at synden af natur fører sorg og en forsagt samvittighed med sig, og at vi ikke kan være uden synd til enhver tid; men alligevel skal vi lade glæden regere og lade Kristus være større end vores synd, som også Johannes siger i 1 Joh 2,1–2: «Hvis nogen begår synd, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige, og han er soning for vores synder»; og 1 Joh 3,20: «Hvad end vores hjerte fordømmer os for, så er Gud større end vores hjerte, og han ved alt.»

«Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker.»

Da han nu har vejledt dem i, hvordan de skal forholde sig over for Gud, nemlig at de skal tjene ham med glad hjerte, fortsætter han og sammenfatter kort, hvordan de skal forholde sig over for mennesker, og siger: «Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker.» Det er lige så meget som at sige: For Gud skal I altid være glade, men over for folk skal I være milde og indrette jeres liv sådan, at I gør, tåler og giver efter i alt, hvad der overhovedet kan tåles uden at krænke Guds bud, så I er til behag for alle mennesker: at I ikke blot undlader at krænke nogen, men også bærer over med og vender til det bedste alt, hvad andre gør, så folk åbenlyst ser, at I er dem, for hvem alle ting er lige gode; at I er tilfredse med, hvad I får og mister, og ikke hænger fast ved nogen ting, som I kunne komme i strid og uenighed med nogen om. Vær rige med de rige, fattige med de fattige, glade med de glade, grædende med de grædende. Og kort sagt: vær alt med enhver, så enhver må indrømme, at I ikke er til besvær for nogen, men passer til enhver, er lige, jævne og fælles med alle.

Den mening har det lille ord, som apostlen her bruger, epieikeia, aequitas, clementia, commoditas [græsk og latin: rimelighed, billighed, mildhed, imødekommenhed], som jeg ikke ved at gengive på tysk anderledes end med ordet «mildhed». Det er en dyd, hvor man bøjer og indretter sig efter en anden, gør sig passende og jævn over for ham og er den samme over for den ene som over for den anden og lige over for enhver; en, som ikke gør sig selv til læst og rettesnor og vil have, at enhver skal bøje, indrette og afpasse sig efter ham. Derfor deler man også retten i streng og mild ret, og hvad der er for strengt, mildner man; det er aequitas, moderatio, clementia juris [latin: rettens billighed, mådehold og mildhed]. Den latinske oversætter har gengivet det med modestia, mådehold; og det ville være godt nok, hvis man ikke almindeligvis forstod mådehold om mad, drikke og klæder. Men dette skal være et mådehold i livet, som mildner sig, afpasser og bøjer sig efter en andens evne og art, så det giver efter, bærer over, følger, viger, gør, lader være og tåler, alt efter hvad det ser, at næsten formår og kan nå, selv om det må tage skade eller tab på gods, ære og legeme derved.

Det må vi vise med eksempler, så det kan forstås tydeligere. Paulus siger i 1 Kor 9,20–22: «Jeg er blevet som en jøde for jøderne for at jeg kan vinde jøder; jeg er blevet som en under loven for dem under loven for at jeg kan vinde dem under loven; jeg er blevet som en uden lov for dem uden lov, skønt jeg ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov, for at jeg kan vinde dem uden lov; jeg er blevet som en svag for de svage for at jeg kan vinde de svage; jeg er blevet alt for alle for at jeg i hvert fald kan frelse nogle.» Det vil sige: han spiste, drak og bar sig ad med jøderne efter loven, skønt det ikke var nødvendigt for ham; og med hedningerne spiste, drak og bar han sig ad uden lov, ligesom hedningerne, eftersom alene troen og kærligheden er nødvendige, mens alt det andet er frit, til at lade være og til at holde. Derfor kan man holde alt det for den enes skyld og lade det være for den andens skyld og således gøre sig jævn med enhver.

Hvis der nu her trådte en blind og egensindig mand frem og ville have det ene ladet være eller holdt, sådan som nogle jøder gjorde, som om det skulle være sådan, og enhver skulle bøje sig efter ham og han efter ingen, så var det forbi med ligheden, ja, også med den kristne frihed, og troen ødelagt: for ham skal man ikke vige – sådan gjorde Sankt Paulus – for at friheden og sandheden kan blive bestående.

Ligeså lod Kristus i Matt 12 og Mark 2 sine disciple bryde sabbatten og brød den ofte selv, hvor det var nødvendigt; hvor det ikke var nødvendigt, holdt han den og gav grunden til det og sagde: «Menneskesønnen er Herre også over sabbatten»; det vil sige: sabbatten er fri, man kan bryde den af kærlighed til og for at tjene en anden, og omvendt holde den af kærlighed til en anden. Således omskar Sankt Paulus Timotheus for jødernes skyld, siger Lukas; men Titus ville han ikke lade omskære, fordi de trængte på og ikke ville lade omskærelsen være fri. Han ville have magt til at gøre begge dele for at tjene andre, men ikke lade sig tvinge til nogen af dem for selve gerningens skyld, som om det skulle være sådan.

Lad os altså komme til vores egne forhold: Når paven befaler at skrifte, modtage sakramentet, faste, spise fisk og alle hans andre bud og vil trænge på, så man skal gøre det af lydighed mod kirken, så skal man bare frisk og frejdigt træde det under fode og netop gøre det modsatte, fordi han har befalet det, for at friheden kan blive bestående. Men hvis han ikke befalede det, så skulle man for hans skyld holde det sammen med dem, der holdt det, og omvendt lade det være sammen med dem, der lod det være, og sige, som Kristus siger: «Menneskesønnen er Herre også over sabbatten» – for slet ikke at tale om sådanne menneskelove. For at holde det i en sådan frihed skader hverken troen eller evangeliet; men at holde det som noget nødvendigt og af lydighed udsletter troen og evangeliet.

Således skal man i alle slags andre ydre forordninger om ting, som i sig selv er frie og hverken er imod troen eller kærligheden, holde fast ved den forskel, at man holder dem af kærlighed og i frihed, for at gøre de andre, man er sammen med, til lags, så man passer og føjer sig efter dem. Men når de trænger på, at man må og skal holde det i lydighed, som nødvendigt til frelse, så skal man lade klostre, tonsurer, kutter, løfter, ordensregler og statutter, alt sådan, fare og gøre det modsatte for at vise, at en kristen ikke behøver andet end tro og kærlighed; alt det andet er overladt frit til kærligheden, til at holde og til at lade være, alt efter hvad fællesskabet kræver. For at holde sådant af kærlighed og i frihed skader ikke; men at holde det som noget nødvendigt og af lydighed er fordømmeligt. Det skal også forstås om de stiftede messer, ceremonier, sang, bønner og alle andre kirkeordninger: så længe man gør sådant af kærlighed og i frihed, kun for at tjene og gøre det fællesskab, man er i, til lags, skal man holde det, når gerningen i sig selv ellers ikke er ond. Men så snart man trænger på, at det skal være sådan, skal man straks lade det fare og gøre imod det for at bevare troens frihed. Og her ser du, hvilken djævelsk ting det er med stifterne, klostrene og hele pavedømmet: det gør ikke andet end at gøre nødvendighed og lydighed ud af frihed og kærlighed, og dermed bliver evangeliet ødelagt og troen med det – for slet ikke at tale om den jammer, at den store hob gør sådant for bugens skyld. For hvor mange går nu i koret og beder deres tidebønner for Guds skyld? En almindelig nedlæggelse af alle stifter og klostre ville her være den bedste reformation; for de er jo til ingen nytte for kristenheden, og man kan godt undvære dem. Og før man kan få en sådan frihed ind i ét stift eller ét kloster, er alt for mange hundrede tusind sjæle i mellemtiden gået fortabt i de andre. Derfor ville det, som hverken er nyttigt eller nødvendigt og dog gør så usigelig skade og ikke kan forbedres, være langt bedre, at det blev helt og aldeles udryddet.

Ligeså videre: Når den verdslige øvrighed påbyder sine love og kræver sin skat, skal man frivilligt yde dem tjeneste, selv om de tvinger det igennem; for her er der ingen fare for friheden eller troen, eftersom de ikke siger, at det er nødvendigt til frelse at holde deres love, men alene til det timelige herredømme, beskyttelse og styre. Derfor forbliver samvittigheden her fri, og det skader ikke troen, at man gør sådant. Men det, der ikke skader vores tro og er til nytte for de andre, deri skal vi lade os finde villige til at indrette os, lige og jævne. Men hvis de trængte på, at det var nødvendigt til frelse at holde deres love, så skulle man gøre netop, som der nu er sagt om pavens og klostrenes love.

Efter disse eksempler skal nu enhver også i alle andre sager være jævn og lige eller føjelig over for alle mennesker, som Sankt Paulus her siger, så ingen ser på eller følger sin egen ret, men den andens vilje eller gavn. For Sankt Paulus har her med ét ord ophævet al ret. Har du ret, og din næste har god brug for, at du giver efter for ham, så handler du imod kærligheden og denne lighed, hvis du søger og kræver din ret; eftersom der ikke sker dig nogen skade på din tro derved, og du gør din næste en tjeneste dermed, så er du jo skyldig at gøre det; for du ville selv gerne have, at man gjorde sådan mod dig, som naturens lov siger.

Ja, heri er også indbefattet, at når nogen gør dig uret eller skader dig, så skal du bære over med ham, tage det på bedste måde og tænke som hin hellige martyr. Da alt hans gods blev taget fra ham, sagde han: «Kristus vil de dog ikke tage fra mig.» Sådan skal du også sige: «Det gør mig dog ingen skade på min tro; hvorfor skulle jeg så ikke bære over med ham og vige for ham og bøje mig efter ham?»

Jeg kunne ikke bedre vise dette stykke i et billede end ved to gode venner. Som du ser, at de forholder sig over for hinanden, sådan skal vi forholde os over for alle mennesker. Men hvad gør de? Hver af dem gør, hvad den anden synes om; hver af dem giver efter, viger, tåler, gør og lader være, hvad han ser er nyttigt eller behageligt for den anden, og dog alt frit og utvunget. Således bøjer og indretter den ene sig efter den anden, og ingen tvinger den anden ind under sit forehavende; og hvis den ene greb ind i den andens gods, så bar den anden pænt over med ham. Kort sagt: dér er ingen lov, ingen ret, ingen tvang, ingen nødvendighed, men bare frihed og velvilje, og dog sker alting så rigeligt, at man ellers ikke med nogen lov eller tvang kunne kræve den hundrede del af det.

Men de stivsindede og umilde, som ikke bærer over med nogen i noget, men vil styre og gennemføre alt efter deres eget hoved, de bringer hele verden i uorden og er årsag til al krig og jammer på jorden; bagefter siger de, at de har gjort det for rettens skyld. Derfor har også hedningen sagt det godt: Summum jus, summa injustitia, den højeste ret er den højeste uret. Ligeså Salomo i Præd 7,16: «Vær ikke alt for retfærdig, og vær ikke alt for klog.» For ligesom den højeste ret er den højeste uret, sådan er også den højeste visdom den højeste dårskab. Det mener også ordsproget: «Når de vise går og fjoller, så fjoller de alt for groft.» Hvis Gud altid skulle håndhæve den strenge ret, så ville vi ikke leve et øjeblik. Men nu priser Sankt Paulus sådan en mildhed i Kristus og siger i 2 Kor 10,1: «Jeg formaner jer ved Kristi sagtmodighed og mildhed», så også vi skal holde måde med vores sind, vores ret, visdom og klogskab og mildne os efter de andres forhold i alle stykker.

Men se, hvor fint ordene er sat: «Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker.» Du kunne sige: «Hvordan kan et menneske blive kendt af alle mennesker? Og skal vi da rose os af vores mildhed og stille den til skue for mennesker?» Gud bevare os! Han siger ikke: «Ros den og råb den ud», men: «Lad den blive kendt», eller: «Lad alle mennesker erfare den»; det vil sige: øv den i gerning ude for menneskene, så I ikke tænker eller taler om den, men viser den med liv og gerning, så enhver må se, gribe og erfare den, så ingen kunne sige andet om jer, end at I er milde, overvundet af den åbenbare erfaring, selv om han gerne ville sige noget andet om jer; så munden bliver lukket på ham ved, at alle kan vidne om jeres mildhed; som også Kristus siger i Matt 5,16: «Således skal jeres lys skinne for menneskene for at de skal se jeres gode gerninger, og prise jeres far som er i himlene.» Og 1 Pet 2,12: «Lad jeres færden være god blandt hedningerne, for at de, når de bagtaler jer som forbrydere, skal se jeres gode gerninger og prise Gud, når det kommer for dagen.» For det står ikke i vores magt, at vores mildhed skal behage alle mennesker. Men vi gør nok, når vi viser den over for enhver og lader enhver erfare den i vores liv.

Ved «alle mennesker» skal man her ikke forstå alle folk på jorden, men alle slags mennesker, både venner og fjender, store og små, herrer og tjenere, rige og fattige, husfæller og fremmede, ens egne og andres. For man finder nok nogle, der er allervenligst og mildest over for fremmede, men over for deres egne eller husfæller, som de er vant til, er de bare stivsindede og knarvorne. Hvor mange er der også ikke, som bærer over med de store og rige i alt og tyder, vender og drejer alt, hvad de gør og siger, til det bedste; men over for tjenerne eller de fattige og ringe er de strenge og hårde eller vender alt, hvad de gør, til det værste. Ligeså er enhver tilbøjelig til at tage alt på bedste måde og bære over med det hos børn, forældre, venner og slægtninge. Hvor ofte roser ikke den ene ven det hos den anden, som er en åbenlys last, skåner ham og bøjer sig allerfinest efter ham; men over for sin fjende og modstander gør han det modsatte: dér kan han ikke finde noget godt, dér er ingen overbærenhed eller velvillig tydning, men som det ser ud for øjet, sådan dadler han det.

Imod sådan en ulige og stykvis mildhed taler Sankt Paulus her, og han vil, at en kristen mildhed skal være rund og hel, den samme mod den ene som mod den anden, hvad enten det er ven eller fjende; den bærer over med alle og holder dem alt til gode uden nogen som helst anseelse af personen eller af fortjenesten. For den er god fra grunden og mild af natur, uden at gøre sig til. Ligesom guld bliver ved med at være guld, hvad enten det er en retskaffen eller en ond, der får det. For sølvet blev ikke til aske, da forræderen Judas fik det. Sådan er al skabningen og alt, hvad der er af Gud, sandt og bliver ens mod enhver. Sådan bliver også den mildhed, man har fået i Ånden, ved at være mild, hvad enten den møder ven eller fjende, rig eller fattig. Men den falske, bedrageriske natur bærer sig ad, som om guldet blev ved med at være guld i Sankt Peters hånd, men blev til aske i Judas’ hånd.

Således er den fornuftige og naturlige mildhed mild mod de rige, de store, de fremmede og vennerne, men ikke mod alle mennesker; derfor er den falsk, tom, løgnagtig, hykleri og lutter bedrag og gøgl for Gud. Se derfor, hvor umuligt det er for naturen at holde denne runde og åndelige mildhed, og hvor få mennesker der får øje på denne brist for bare den smukke og fine mildhed, de har mod visse mennesker; og de bilder sig ind, at de gør godt og ret i at være umilde mod nogle mennesker. For sådan lærer den snottede, urene natur med sin pæne fornuft, som altid dømmer og handler imod Ånden og det, der hører Ånden til. Som Paulus siger i Rom 8,5: «Kødets sind holder af det, som passer kødet.»

Så har Paulus i disse korte ord sammenfattet hele den kristnes vandel mod næsten. For den, der er mild, gør vel mod alle på legeme og sjæl, med ord og gerninger; han bærer også over med alles onde og ondskab. Det er ikke andet end kærlighed, fred, tålmodighed, sagtmodighed, langmodighed, godhed, mildhed, gavmildhed og alt det, som Åndens frugt lærer, Gal 5,22. Så siger du: «Ja, hvem kunne da være sikker på at beholde en bid brød for onde mennesker, som ville misbruge, at vi er sådan ens mod alle, tage alt, hvad vi havde, og ikke engang lade os blive på jorden?» Hør så Sankt Paulus, hvor rigeligt han svarer, lige til epistlens slutning. For det første siger han:

Herren er nær

Hvis der ingen Gud var, kunne du med rette frygte de onde på den måde. Men nu er der ikke alene en Gud, men han er nær; han vil ikke glemme dig og ikke forlade dig. Vær du blot mild mod alle mennesker, og lad ham sørge for, hvordan han vil føde og beskytte dig. Har han givet dig Kristus, det evige gode, hvordan skulle han så ikke også give dig det, maven behøver? Han har langt mere, end man kan tage fra dig; du har også allerede mere end hele verdens gods, fordi du har Kristus. Derom siger Sl 55,23: «Kast din byrde på HERREN, han vil forsørge dig.» Og 1 Pet 5,7: «Kast al jeres bekymring over på ham, for han har omsorg for jer.» Og Kristus i Matt 6,26.28: «Bemærk markens liljer og himlens fugle» osv. Alt det er så meget som at sige: Herren er nær. Og der følger:

Vær ikke bekymrede for noget

Hav ikke én eneste bekymring for jer selv; lad ham sørge – han kan sørge, han, som I nu har lært at kende. Hedningerne bekymrer sig, for de ved ikke, at de har en Gud, som Kristus også siger i Matt 6,25.32: «I skal ikke bekymre jer for jeres liv, hvad I skal spise eller drikke, eller for jeres krop, hvad I skal klæde jer med. For alt dette søger hedningerne efter. Men jeres Fader i himlen ved, at I trænger til alt dette.» Lad derfor hele verden tage fra dig og gøre dig uret; du vil få nok og ikke dø af sult eller fryse ihjel, medmindre man først har taget din Gud fra dig, han, som sørger for dig. Men hvem vil tage ham fra dig, hvis du ikke selv slipper ham?

Derfor har vi ingen grund til at være bekymrede, eftersom vi har ham til Fader og husholder, som har alle ting i sin hånd, også dem, der tager fra os og skader os, med alt deres gods. Vi skal tværtimod altid være glade i ham og milde mod alle mennesker som de, der er visse på, at vi får nok til legeme og sjæl, og allermest, at vi har en nådig Gud; de, som ikke har ham, må nok være bekymrede. Vores bekymring skal være, at vi endelig ikke bekymrer os, men kun er glade over for Gud og milde mod menneskene. Derom siger også Sl 37,25: «Jeg har været ung og er blevet gammel, og jeg har aldrig set den retfærdige forladt eller hans afkom gå efter brød.» Og Sl 40,18: «Men Herren sørger for mig.»

Men lad i alle ting jeres begæring blive kendt for Gud i bøn og bønfaldelse med taksigelse.

Her lærer han, hvordan vores bekymring skal kastes på Gud, og meningen er: Vær blot ikke bekymrede for noget; men kommer der noget, som vil gøre jer bekymrede – og sådan må det jo være, at I må have mange anstød på jorden – så skal I forholde jer sådan: Tag jer slet ikke af det med jeres bekymring, hvad slags det end er, men lad bekymringen fare, og vend jer med bøn og bønfaldelse til Gud, og bed ham om alt det, som I ville have udrettet med jeres bekymring, at han skal udrette det; og gør det med tak, fordi I har sådan en Gud, som sørger for jer, og som I frimodigt kan overlade alt, hvad der trykker jer.

Men den, der ikke forholder sig sådan, når noget kommer over ham, men først vil måle det med fornuften og styre det med sit eget råd og påtager sig bekymringen, han roder sig selv ind i megen jammer, mister glæden og freden i Gud og udretter dog intet; han graver blot i sandet og synker længere ned og kommer ikke op igen, sådan som vi daglig lærer af vores egen og andres erfaring.

Og det siges, for at ingen skal sætte sig for, at han vil lade alle ting fare og overlade dem til Gud på den måde, at han slet ikke selv gør noget, går helt ørkesløs og heller ikke beder for det; for han vil snart blive væltet omkuld og falde i bekymring. Nej, her må der kæmpes. Og netop derfor falder der meget over os, som gør os bekymrede, for at vi derved skal drives fra bekymringen til bønnen; og apostlen har ikke for ingenting sat dette op imod hinanden: «Vær ikke bekymrede for noget» og «Fly i alle ting til Gud». Intet og alt står imod hinanden; dermed viser han tilstrækkeligt, at der er mange ting, som driver os til bekymring; men i alt det skal vi ikke bekymre os for noget, men holde os til bønnen og befale Gud det og bede om det, vi mangler.

Her må vi nu se, hvordan bønnen skal være beskaffen, og hvilken måde at bede på der er god. Han giver bønnen fire ting, nemlig bønnen, bønfaldelsen, takken og begæringen. Bønnen er ikke andet end ordene eller samtalen, som Fadervor, salmerne og lignende, hvor der undertiden siges noget andet end det, man beder om.

Bønfaldelsen er, når man driver og styrker bønnen ved noget andet. Som når jeg beder et menneske for hans fars skyld eller for noget, han holder af og sætter højt. Sådan, når vi beder Gud ved hans barmhjertighed, ved hans Søn, ved hans hellige, ved hans løfter, ved hans navn, som Salomo gør i Sl 132,1: «Kom, HERRE, David i hu og al hans lidelse.» Sådan gør også Paulus i Rom 12,1: «Jeg formaner jer ved Guds barmhjertighed.» Og 2 Kor 10,1: «Jeg formaner jer ved Kristi mildhed og sagtmodighed» osv.

Begæringen er, når man nævner det, der trykker, og det, man begærer med bønnen og bønfaldelsen, som i Fadervor: Der er én bøn, og der er syv begæringer i den. Som Kristus siger i Matt 7,7–8: «Bed, og der skal gives jer; søg, og I skal finde; bank på, og der skal åbnes for jer. For enhver, som beder, skal modtage, og den, som søger, skal finde, og for den, som banker, skal der åbnes.»

Takken er, at man regner de modtagne velgerninger op og derved styrker tilliden til også at vente det, man beder om.

Sådan bliver bønnen stærk og trænger igennem ved bønfaldelsen, men bliver sød og behagelig ved takken; og således, med både styrke og sødme, sejrer den og får det, den beder om. Og denne måde at bede på ser vi i kirkens brug og hos alle de hellige fædre i Det Gamle Testamente, som altid bønfalder og takker, når de beder. Sådan begynder også Fadervor med lovprisning, takker og bekender Gud som Fader og trænger ind til ham ved den faderlige og barnlige kærlighed; ingen bønfaldelse kommer på højde med den. Derfor er det også den højeste og ædleste bøn under solen.

Og med disse ord har Sankt Paulus fint gjort det gyldne røgelseskar åndeligt og åbenbaret dets hemmelighed, som Moses har skrevet meget om i Det Gamle Testamente, hvordan præsten skulle brænde røgelse i templet. For vi er alle sammen præster, og vores bøn er røgofferet. Først er der det gyldne kar; det betyder bønnens ord, som er kostelige og dyrebare, som Fadervors, salmernes og andre bønners ord. For i hele Skriften bruges karret om ordene, fordi meningen rummes, gives og modtages i og med ordene, ligesom vin, vand, kul og hvad det ellers er, som man tager med i et kar. Sådan forstås også det gyldne bæger i Babylon, Åb 17,4, om menneskelæren, og kalken, som Kristi blod er i, om evangeliet.

Men gløderne er taksigelsen og opregningen af velgerningerne i bønnen. For at kullene betyder velgerninger, vidner Paulus om i Rom 12,20, hvor han anfører Salomos ord i Ordsp 25,21–22: «Sulter din fjende, så giv ham at spise; tørster han, så giv ham at drikke. Når du gør det, samler du gløder på hans hoved.» Men det er ild og brændende kul; for velgerningerne overvinder hjertet og sætter det i brand med magt. Men i loven var det befalet, at man ikke måtte tage gløderne andre steder fra end fra alteret; det vil sige: I bønnen skal vi ikke drage vores gerninger og fortjeneste frem, som farisæeren i evangeliet, Luk 18,11, men de velgerninger, vi har modtaget i Kristus. Han er vores alter, som vi er ofret på; på hans velgerning skal vi takke og i den bede, som Sankt Paulus siger til kolossenserne i Kol 3,17: «Alt, hvad I gør, skal I gøre i Herren Jesu Kristi navn, og tak Gud Fader ved ham.» For ellers kan han intet tåle, sådan som han viser i 3 Mos 10,1–2, hvor han brænder Arons sønner Nadab og Abihu op foran alteret, fordi de tog kul i røgelseskarret fra et andet sted end fra alteret.

Begæringen er røgelsen, som virak eller røgelsesurter, der lægges ovenpå, så bønnen fuldendes. Og når Sankt Paulus her siger: «Lad jeres begæring blive kendt hos Gud», så har han ligesom haft røgen fra røgelseskarret for øje og ment den, som ville han sige: Når I vil brænde røgelse, som dufter godt og sødt for Gud, så lad jeres begæring blive kendt ved bønfaldelse og tak. Det er den fine, søde røg, som bliver kendt og stiger op for Gud som et lille lys og en lige stav, ligesom den naturlige røg stiger op fra røgelseskarret. En sådan bøn trænger gennem himlen. For takken og velgerningen gør begæringen dristig og stærk og desuden let, lystig og sød, ligesom gløderne gør røgen stærk; ellers er bønnen kold, doven og tung, når hjertet ikke først er sat i brand med velgerningernes gløder.

Men hvordan bliver vores bøn kendt for Gud, når den ikke alene er kendt for ham, før vi begynder, men han selv også kommer i forvejen og giver os at bede? Svar: Sankt Paulus siger dette for at lære, hvordan en ret bøn skal være, nemlig sådan at den ikke farer ud i vinden og bliver bedt på lykke og fromme, sådan som de gør, der ikke bryder sig om, om Gud hører dem eller ej, men altid bliver i uvished, ja snarere mener, at de ikke bliver hørt. Men det er ikke at bede eller begære, men at friste Gud og spotte ham. For hvis nogen bad mig om en skilling og ikke troede eller mente, at jeg ville give ham den, ville jeg ikke høre på ham; jeg ville tænke, at han spottede mig, eller at det ikke var hans alvor. Hvor meget mindre vil Gud så høre sådan et skrål? For en bøn skal blive kendt for Gud, det vil sige: Vi skal ikke tvivle på, at Gud hører os, og at den kommer frem for ham, så vi visselig får det. For hvor vi ikke tror, at Gud hører, eller at den kommer frem for Gud, så kommer den visselig heller ikke frem for ham. «Som vi tror, sådan går det.»

Derfor er den røg, der stiger op, ikke andet end troen i bønnen, at vi tror, at vores bøn kommer frem for ham og bliver hørt. Og med disse ord rammer Sankt Paulus det, som tit anføres i Salmernes Bog: «Min bøn kom ham for ørerne» (Sl 18,7). Ligeledes (Sl 141,1): «Lad min bøn komme frem for dig», og lignende. Derom siger Kristus i Matt 21,22 og Mark 11,24: «Alt, hvad I beder om i jeres bøn, tro blot, at I skal få det, så skal det blive jer givet.» Og Jak 1,6–7: «Men bed i tro uden at tvivle; for den, der tvivler, skal ikke mene, at han vil modtage noget af Herren.»

Derfor er det let at mærke, at skrålet i stifterne og klostrene i hele verden er lutter spot og fristelse af Gud. For sådan en bøn bliver nok kendt for folk – de råber, skråler og brøler jo dygtigt – men Gud ved intet om det, og intet af det kommer frem for ham, fordi de ikke selv tror eller er visse på, at det kommer frem for ham. «Som de tror, sådan går det»; så det var vel på tide, at man engang gjorde mindre spot og fristelse af Gud og udryddede sådanne spottehuse, som Amos kalder dem i Am 7. Åh, hvis vi holdt os til en sådan måde at bede på, hvad skulle der så være, som vi ikke formåede? Men nu beder vi meget og har intet; for Gud får aldrig noget at vide om vores bøn. Ve over vantroen og mistilliden!

Og Guds fred, som er højere end al fornuft, bevare jeres hjerter og sind i Kristus Jesus.

Se, hvor ordentligt og fint Sankt Paulus underviser en kristen. For det første skal han ved troen være glad i Gud, dernæst mild og god mod menneskene. Men hvis han så sagde: «Hvordan kan jeg det?», svarer han: «Herren er nær.» «Men hvad nu, hvis jeg blev forfulgt, og alle røvede fra mig?» Så siger han: «Vær ikke bekymret, bed til Gud, og lad ham sørge.» «Ja, men imens bliver jeg træt og forvirret?» «Nej, Guds fred vil bevare dig.» Lad os nu se på det.

Denne Guds fred skal ikke forstås om den fred, hvormed Gud er stille og tilfreds hos sig selv, men om den, han giver os i hjertet, så vi er tilfredse (ligesom det kaldes Guds ord, som vi taler og hører og tror ud fra ham). Det er Guds gave, derfor kaldes det hans fred; også fordi den giver fred med Gud, selv om vi har ufred med menneskene. Denne fred svæver over alle sanser, al fornuft og forstand. Det må du ikke forstå sådan, at ingen kan føle eller fornemme den. For skal vi have fred med Gud, så må vi jo føle det i hjertet og i samvittigheden; hvordan skulle vores hjerte og sind ellers kunne bevares ved den? Men sådan skal du forstå det: Når trængsel og modgang kommer over dem, som ikke ved at flygte til Gud med bøn, og som er bekymrede, så farer de til og søger også fred, men kun den, som fornuften fatter og opnår. Men fornuften ved ikke af nogen anden fred end den, der kommer, når det onde holder op. Den fred svæver ikke over fornuften, men svarer til den. Derfor raser og stræber de også, sådan som fornuften byder, indtil de opnår denne fred ved at få det onde fjernet, det være sig med magt eller med list. Sådan forstår og søger den, der har et sår, at blive rask.

Men de, der glæder sig i Gud, lader sig nøje med, at de har fred med Gud; de bliver mandigt stående i trængslen og begærer ikke den fred, som fornuften stemmer for, nemlig at det onde holder op, men står fast og venter på den indre styrke ved troen. De spørger ikke om, hvorvidt det onde er og bliver kort, langt, timeligt eller evigt; de tænker og bekymrer sig heller ikke om, hvordan enden skal blive, men lader Gud råde, hvad det end bliver, og vil ikke vide hvornår, hvordan, hvor og ved hvem. Derfor viser Gud dem også nåde til gengæld og gør ende på deres onde med så stor en fordel, at intet menneske kunne have tænkt eller ønsket det.

Se, det kaldes korsets fred, Guds fred, samvittighedens fred, den kristne fred, som gør, at mennesket også udadtil er stille og tilfreds med alle og ikke gør nogen urolig. For det fatter og gør ingen fornuft, at et menneske under korset skulle have lyst og under ufreden have fred. Det er en Guds gerning, som ingen kender uden den, der har erfaret den. Derom er der også talt ovenfor på den anden søndag, i epistlen: «Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen» [Rom 15,13]. Det, han dér kalder fred i troen, kalder han her Guds fred.

Dermed viser Sankt Paulus, at den, der vil glæde sig i Gud og leve mildt, ham vil Djævelen rejse et kors imod for at jage ham bort fra den tanke og vende hans hjerte om. Derfor må han være rustet mod det, så han sætter sin fred dér, hvor Djævelen ikke kan nå den, nemlig i Gud; og han må ikke tænke på, hvordan han kan slippe af med det, som Djævelen driver ind på ham, men må lade ham øve sin ondskab så længe, indtil Gud selv kommer og gør ende på det. Så bliver hans hjerte og sind og tanke bevaret og holdt fast i freden. For heller ikke tålmodigheden kunne holde ud i længden, hvis ikke hjertet stod over sig selv i den højere fred og lod sig nøje med, at det har fred med Gud.

Hjerte og sind skal her ikke forstås om den naturlige vilje og forstand, men som Paulus selv udlægger dem: hjerte og sind i Kristus Jesus, det vil sige den vilje og forstand, som man har og fører i Kristus, fra Kristus og under Kristus. Det er troen og kærligheden med hele deres væsen, sådan som den kristne er sindet og tilbøjelig mod Gud og menneskene. Det er ikke andet end, at han af hjertet stoler på Gud og elsker ham og med hjerte og sind er tilbøjelig til at gøre for Gud og næsten alt, hvad han kan, og mere end det. Et sådant sind og hjerte søger Djævelen at vende bort med frygt, rædsel, død og al ulykke og at rejse menneskeværk op, så mennesket søger trøst og hjælp hos sig selv og hos menneskene; så er han allerede faldet fra Gud til sin egen bekymring.

Så er denne epistel i al korthed en vejledning i et kristent liv over for Gud og menneskene: nemlig at han lader Gud være alt for sig og selv også er alt for alle mennesker; at han er sådan over for menneskene, som Gud er over for ham: modtager fra Gud og giver til menneskene. Det er summa summarum [latin: summen af det hele]: tro og kærlighed.