Juledag, anden tekst (julemorgen) (Tit 3,4–8)

Epistlen på juledag, anden tekst, Tit 3,4–8

Denne epistel lærer og driver netop det, vi sagde til sidst i evangeliet om velbehaget eller den gode vilje, og ligeledes også kærligheden til næsten. Og summen er: Hvorfor skulle vi ikke gøre det, når Gud først har gjort sådan mod os – og vi var mindre værdige til sådanne goder over for ham, end noget menneske er over for os? Ligesom Gud nu har vist sig venlig og menneskekærlig mod os og givet os sin barmhjertighed, sådan lad os også gøre mod de andre, selv om de ikke er værdige; vi har jo, ligesom de, også selv været uværdige.

Men for at epistlen kan blive så meget bedre forstået, må vi kende indledningen og anledningen til denne tale. Lige forinden siger han sådan til Titus, sin discipel (Tit 3,1–4): «Påmind dem om, at de skal være fyrsterne og øvrigheden underdanige og lydige, ikke spotte nogen, ikke trætte, men være milde og vise al sagtmodighed mod alle mennesker. For også vi var engang uforstandige, ulydige, vildfarende, tjente lysterne og mange slags vellyster og vandrede i ondskab og misundelse og hadede hinanden. Men nu er venligheden åbenbaret osv.»

Her ser du, at Sankt Paulus stiller os over for Gud og menneskene. Han vil, at vi skal være lydige mod øvrigheden og venlige mod de andre, uden at se på, om de er onde, blinde, vildfarende folk; vi skal tværtimod bære over med dem og gøre os til behag for dem og have en god vilje til det, eftersom Gud har gjort sådan mod os, da vi også var, som de er nu.

Det lille ord «åbenbaret» er tilstrækkeligt udlagt ovenfor i den forrige epistel: det betyder evangeliets åbenbaring, hvorved Kristus er blevet åbenbaret i hele verden; skønt man trækker epistlen hen på Kristi fødsel, er det ikke så vigtigt. Han bruger her ikke ordet «nåde» som ovenfor, men to andre dejlige ord: venlighed og menneskekærlighed tilskriver han den nådige Gud. Det første hedder på græsk chrestotes og er et godt menneskes venlige, dejlige omgang, så alle gerne omgås det menneske, og hans selskab er meget sødt og lokker alle til gunst og kærlighed; han kan godt tåle folk, foragter ingen, jager ingen bort med sure, hårde, sære miner eller væsen; enhver kan trygt være omkring ham, gå til ham og handle med ham. Sådan som evangelierne maler Kristus blandt folk: han er venlig mod alle, foragter ingen, afviser ingen og er helt medgørlig, blid og mild.

Sådan har Gud også ved evangeliet vist sig helt dejlig og venlig mod os: han er rede for alle, foragter ingen, bærer over med al vores slethed og jager ingen bort med strenghed. For der forkyndes idel nåde, i hvilken han bærer os og omgås os på det allervenligste og ikke farer frem mod nogen efter hans fortjeneste og værdighed. Det er nådens tid, hvor enhver kan gå til hans nådes trone med al frimodighed, som der står skrevet i Hebr 4,16, og i Sl 34,6: «De, der ser hen til ham, bliver oplyst, og deres ansigt bliver ikke til skamme.» Det vil sige: han lader jer ikke bede og komme forgæves og gå skamfulde og tomhændede hjem.

Det andet hedder philanthropia, menneskekærlighed, ligesom gerrighed kunne hedde pengekærlighed. Og David kalder i 2 Sam 1,26 begæret efter kvinder for kvindekærlighed. Sådan kalder naturforskerne nogle dyr menneskekærlige eller menneskevenlige, såsom hunde, heste og delfiner. For disse dyr har af naturen lyst og kærlighed til menneskene, holder sig også til dem og tjener dem gerne, som om de havde fornuft og forstand over for mennesket. Et sådant navn og en sådan kærlighed tilegner apostlen her vores Gud, og det har Moses også gjort før i 5 Mos 33,2–3, hvor han siger om Gud: «Ved hans højre hånd er en ildlov; hvor har han dog folkene kær!» Så meningen er:

Gud har i evangeliet ikke alene vist sig venlig, som én der vil tåle og tage imod alle omkring sig; men omvendt holder han sig også til dem, søger at være hos dem og tilbyder dem sin nåde og sit venskab. Det er jo to søde, trøsterige ord om vores Gud: at han tilbyder sin nåde og løber efter os og desuden på det kærligste tager imod alle, der nærmer sig ham og begærer ham. Hvad skal han gøre mere? Se nu, hvorfor evangeliet hedder en trøsterig, dejlig prædiken om Gud i Kristus. Hvad kunne siges dejligere end sådanne ord til en syndig, elendig samvittighed? Åh, at Djævelen ved pavens lov så ynkeligt har trykket dette rene Guds ord ned for os!

Men man må lade de to ord være frie og fælles og ikke gøre forskel på personer blandt menneskene, så denne guddommelige venlighed og menneskekærlighed ikke kommer af vores fortjeneste eller anseelse, men alene af hans barmhjertighed og rammer alt, hvad der hedder et menneske, hvor ringe det end er. For Gud elsker ikke personen, men naturen, og hedder ikke personkærlig, men menneskekærlig, for at hans ære kan forblive hel hos ham, og ingen skal rose sig af sin værdighed, og ingen skal forfærdes over sin uværdighed, men den ene så vel som den anden skal trøste sig ved den ufortjente nåde, som han så venligt og menneskekærligt tilbyder og giver.

For hvis nogen anseelse eller person havde været værdig, så måtte det med rette have været dem, der havde gjort retfærdighedens gerninger. Men netop dem forkaster Sankt Paulus allermest og siger: «Ikke efter de retfærdighedens gerninger, som vi havde gjort» osv. Hvor meget mindre skal den da være åbenbaret for din visdoms, magts, adels, rigdoms og dit gule hårs skyld? Det er en stor nåde; men det er også en ren nåde, som slår al ros og ære ned og kun rejser Guds ære op, han som har givet den til de uværdige for intet.

Sådan lærer denne epistel nu igen de to stykker: at tro og at elske, eller at modtage velgerning af Gud og at vise næsten velgerning; ligesom hele Skriften driver de to, og det ene ikke kan være uden det andet. For den, der ikke fast tror denne Guds nåde, han viser den sandelig heller ikke over for sin næste, men er doven og efterladende med at gøre ham godt. Men jo fastere nogen tror, jo flittigere og villigere er han til at hjælpe sin næste. Sådan driver troen kærligheden, og kærligheden øger troen.

Derfor ser vi, hvor aldeles intet vi går i troen, vi som på en anden måde formaster os til at blive retfærdige og frelst: vi opfinder dagligt så mange nye gerninger og lærdomme, at vi til sidst ikke ved mere om et ret, godt liv. Og dog er al kristen lære, gerning og liv kort, klart og rigeligt sammenfattet i de to stykker: at tro og at elske. Ved dem bliver mennesket sat mellem Gud og sin næste som et mellemled, der modtager ovenfra og giver ud igen nedad, og bliver ligesom et kar eller et rør, hvorigennem kilden med de guddommelige goder uafladeligt skal flyde ud til andre mennesker.

Se, det er da rette gudformede mennesker, som modtager alt af Gud, hvad han har i Kristus, og som igen viser sig med velgerninger, som var de de andres guder. Da går det ord i opfyldelse i Sl 82,6: «Jeg har vel sagt: I er guder og alle sammen den Højestes børn.» Guds børn er vi ved troen, som gør os til arvinger til alle guddommelige goder. Men guder er vi ved kærligheden, som gør os gavmilde mod vores næste. For den guddommelige natur er intet andet end idel godgørenhed og, som Sankt Paulus siger her, venlighed og menneskekærlighed, som dagligt udøser sine goder overstrømmende over al skabningen, som vi ser.

Se nu til, at du lader dig disse ord sige: at Guds venlighed og menneskekærlighed er åbenbaret og tilbudt alle; og at du bygger din tro på disse ord, dagligt øver og styrker den deri og uden al tvivl holder for, at det er sådan, og at Gud er og vil være venlig og menneskekærlig mod dig – så er han det sandelig mod dig; da kan du med al frimodighed bede om og begære, hvad du vil, hvad der trænger dig, og hvad du og andre har behov for. Men hvis du ikke tror sådan, var det langt bedre, at du aldrig havde hørt det; for med vantroen gør du disse dyrebare, trøsterige, nådefulde ord til løgn og stiller dig, som om du ikke regner dem for sandheden. Det er en så høj og stor vanære og krænkelse af Gud, at du sandelig ikke kan begå nogen større synd.

Men tror du, så er det ikke muligt andet, end at dit hjerte må le i Gud af glæde og blive frit, trygt og modigt. For hvordan kan et hjerte blive bedrøvet eller modløst, når det ikke tvivler på, at Gud er venlig mod det og forholder sig til det som en god ven, som det i alle ting kan forlade sig på som på sig selv? En sådan glæde og lyst må følge; men følger den ikke, så er troen sandelig ikke ret til stede endnu. Og det er det, apostlen i Galaterbrevet kalder at modtage Helligånden i og ved evangeliet; for evangeliet er en så dejlig prædiken om Guds nåde og sødme, at det bringer Helligånden med sig, når det høres og prædikes, ligesom solens glans af naturen bringer varmen med sig. Men hvordan kunne Sankt Paulus have sat dejligere og sødere ord?

Jeg tør sige, at jeg i hele Skriften ikke har læst dejligere ord, talt om Guds nåde, end disse to: chrestotes og philanthropia. I dem er nåden malet sådan, at den ikke alene forlader synd, men også bor hos os, omgås os venligt, er villig til at hjælpe og rede til at gøre alt, hvad vi kan begære, som en god, villig ven, som et menneske venter sig alt godt af og helt kan forlade sig på. Tænk dig altså en god ven, så har du et billede af, hvordan Gud tilbyder sig over for dig i Kristus. Og dog er et sådant billede alt for ringe til at afbilde en så overrig nåde.

Når du nu tror sådan og er glad i Gud, din Herre, når du nu lever og er mæt af hans nåde og har, hvad du skal have, hvad vil du så nu gøre på jorden, i dette liv? Du kan jo ikke gå ledig. Ja, en sådan lyst og kærlighed til Gud lader dig ikke have ro, men du bliver ivrig og begærlig efter at gøre alt, hvad du blot ved af, hvormed du kan bringe denne venlige, elskelige Gud lov, ære og tak. Her er der ikke længere nogen forskel på gerningerne, her er alle bud forbi; her er ingen tvang eller pres, men idel glad vilje og lyst til at gøre godt, hvad enten gerningen er ringe eller kostelig, lille eller stor, kort eller lang.

Desuden begærer du, at andre folk også skulle have en sådan kundskab om Guds nåde. Derfor bryder din kærlighed frem, gør mod alle, hvad den kan, prædiker og siger denne sandhed, hvor den kan, og forkaster alt, hvad der ikke prædikes eller leves efter denne lære. Se, så kan Djævelen og verden ikke høre eller se det; de vil have deres sag uforkastet af dig, og alt, hvad der er stort, lærd, rigt og mægtigt, hænger sig på dig og gør dig til en kætter og et galt menneske.

Se, så kommer du, ligesom din Herre Kristus, for sandhedens skyld på korset og må blive vanæret på det yderste og sætte legeme, liv, gods, ære og venner, alt sammen, på spil, til de driver dig bort fra sig ud af dette liv og ind i det evige liv. Alligevel må du være glad i alt dette, gerne tåle det hele og tage det for godt, være venlig mod dem igen og altid komme i hu, at du før også har været for Gud, som de nu er. Og det gør en sådan tro og kærlighed også sandelig. Se, det er et ret kristent liv, som gør mod andre, sådan som Gud har gjort mod det.

Det udtrykker apostlen her, når han siger: Guds venlighed er ikke åbenbaret for os og har ikke frelst os for vores retfærdigheds skyld. Som ville han sige: Har vi været uværdige og dog af barmhjertighed er blevet taget til nåde og har modtaget Guds velgerning, skønt vi slet ikke fortjente den, men havde store synder, hvorfor skulle vi da spare vores velgerning til alle dem, der fortjener den af os eller er værdige til den? Nej, ikke sådan, men lad os være Guds børn og netop gøre vel mod vores fjender og dem, der gør os ondt, ligesom Gud har gjort og stadig gør mod os, hans fjender og dem, der gjorde ham ondt. Det siger Kristus også i Matt 5,44–46: «Elsk jeres fjender, for at I må være jeres Fars børn, han som er i himlene; for han lader sin sol stige op over gode og onde og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. For hvis I elsker dem, som elsker jer, hvilken løn vil I så have? Gør ikke også tolderne og synderne det samme?»

Og det er værd at lægge mærke til, at Sankt Paulus ikke alene forkaster os på grund af de onde gerninger, men siger: «Ikke efter de retfærdighedens gerninger, som vi havde gjort.» Det mener han om de gerninger, som vi har regnet for noget for Gud; det er en retfærdighed at se på for vores egne og menneskers øjne, og dog gør den os kun mere uskikkede til Guds nåde. For de er i sig selv falske, og vi gør det oven i købet værre og gør en dobbelt synd ud af dem, idet vi regner dem for gode og forlader os på dem; og det gør Gud dybt forbitret.

Sådan forbitrer vores fjender os også allermest, når de har uret og dog vil kæmpe deres sag igennem som ret imod os. Alligevel skal vi ikke nægte at gøre vel mod dem, ligesom Gud af idel barmhjertighed har gjort vel mod os i samme vildfarelse, da vi også var narre og bildte os ind, at det var vel gjort, hvad vi gjorde. Ligesom han nu ikke har gjort mod os efter vores indbildte retfærdighed, sådan skal vi igen heller ikke gøre mod dem efter deres fortjeneste eller ufortjeneste, men af idel kærlighed og for intet blot hjælpe dem og vente tak og løn, ikke hos dem, men hos Gud.

Dette være nok om epistlens hovedindhold. Lad os nu se på de ord, han bruger for at prise og udsige denne nåde. For det første ophøjer han den så højt, at han endog forkaster alle vores gode gerninger og al vores retfærdighed. For vi skal ikke tro, at han med de ord forkaster en ringe ting, men det allerbedste, et menneske kunne gøre på jorden, nemlig retfærdigheden. Om alle mennesker gjorde deres største flid og virkede efter den højeste fornuft, visdom og frie vilje – sådan som vi læser om nogle hedenske mestre og fyrster med stor dyd og visdom, som hele verden priser i skrifter og ord, som Sokrates, Trajan og deres lige – så er en sådan visdom og dyd dog intet for Gud, men idel synd og fordømmelig. For den sker ikke i Guds nåde; det vil sige: det menneske kender ikke Gud – hvad ingen andre end nåden i evangeliet lærer – og ærer ham heller ikke dermed, men mener, at han har gjort det af egen evne.

Sådan roser også Sankt Paulus sig af, at han før havde vandret i et ulasteligt liv frem for alle sine jævnaldrende, og han mente også, at han gjorde ret i at forfølge de kristne, som forkastede et sådant godt liv. Men derefter, da han kendte Kristus, siger han, at han regner denne sin retfærdighed for skarn og møg, for at han endelig kan blive fundet, ikke i denne sin retfærdighed, men i Kristus og i troen; sådan som han vidner om alt dette videre i Fil 3,9 og Gal 1,14.

Derfor slår han her al ros af den frie vilje ned, al menneskelig dyd, retfærdighed og gode gerninger, og slutter, at det alt sammen er intet og idel fordærv, hvor stort det end glimrer; men alene Guds nåde må frelse, og den frelser også alle, som tror dette og begærer den i ret bekendelse af deres eget fordærv og intethed.

Sådan må vi nu vænne os til Skriften, som sætter to slags retfærdighed: den ene en menneskelig retfærdighed, som Sankt Paulus kalder den her og mange flere steder; den anden en guddommelig retfærdighed, det vil sige den guddommelige nåde, som gør os retfærdige ved troen, som Sankt Paulus udtrykker her og siger sådan til sidst i epistlen: «For at vi, retfærdige ved hans nåde, skal være arvinger til det evige liv.» Der ser du, at Guds nåde er vores retfærdighed, og den hedder også Guds retfærdighed, fordi han giver os den af nåde, og den bliver vores, idet vi modtager den.

Sådan siger han i Rom 1,17: I evangeliet prædikes om den guddommelige retfærdighed, at den er ved troen, som der står skrevet: «Den retfærdige skal leve af sin tro.» Ligeledes står der også i 1 Mos 15,6: «Abraham troede Gud, og den tro blev regnet ham til retfærdighed.» Så Skriften slutter, at ingen er retfærdig for Gud uden den, som tror, som nu sagt og som Sankt Paulus har anført fra Hab 2,4: «Den retfærdige skal leve af sin tro.» Så tro, nåde, barmhjertighed og sandhed er én ting, som Gud virker i os ved Kristus og hans evangelium, som der står i Sl 25,10: «Alle Guds veje er nåde og sandhed.»

Men Guds veje er dem, vi vandrer på, og han i os, når vi følger hans bud. Disse veje må alle gå i den guddommelige barmhjertighed og sandhed og ikke i vores evne eller kræfter, for de veje er idel vrede og falskhed for Guds øjne, som han siger i Es 55,9: «Så meget som himlen er højere end jorden, så er også mine veje højere end jeres veje.» Som ville han sige: Jeres retfærdighed er jordisk og intet; I må vandre i min himmelske retfærdighed, hvis I skal blive frelst.

Men efter sin barmhjertighed frelser han os.

Hvordan kan det passe, når ordene lyder, som om vi allerede er frelst? Er vi ikke endnu på jorden i jammeren? Svar: Det er sagt sådan, for at den guddommelige nådes kraft og troens art kunne blive udtrykt, imod de vildfarende gerningshellige, som vil hente og opnå frelsen ved deres gerninger, som om den endnu var langt borte fra dem. Ikke sådan; Kristus har frelst os på én gang, på to måder. For det første: han har gjort alt, hvad der hører til, for at vi kan blive frelst, nemlig overvundet og udslettet synden, døden og helvede, så der ikke er mere for nogen at gøre dertil. For det andet: han har givet os alle alt dette i dåben, så den, der tror på Kristus, at han har gjort dette, han har det sandelig straks i samme øjeblik alt sammen, og alle hans synder er borte, sammen med døden og helvede, så han ikke behøver mere til frelsen end denne tro.

Se, så overstrømmende en rigdom udøser Gud over os i dåben, at han endog ophæver de gerninger, hvormed narrene formaster sig til at vinde himlen og blive frelst. Nej, kære menneske, du må have himlen og allerede være frelst, før du gør gode gerninger. Gerningerne fortjener ikke himlen; men omvendt: himlen, givet af idel nåde, gør de gode gerninger, uden at søge fortjeneste, kun til gavn for næsten og til ære for Gud, indtil også legemet bliver forløst fra synd, død og helvede. Derfor er hele det liv, som en rettroende kristen fører efter dåben, ikke andet end en venten på åbenbaringen af den frelse, han allerede har.

Han har den sandelig helt, men dog skjult i troen. Hvis denne tro blev taget bort, så ville frelsen være åbenbar i ham; og det sker i den legemlige død, som der står i 1 Joh 3,2–3: «Mine kære, vi er nu Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, at vi er det. Men vi ved, at når det bliver åbenbaret, skal vi være ham lige; for vi skal se ham, som han er. Og enhver, der har dette håb til ham, renser sig, ligesom også han er ren.»

Derfor skal du ikke lade dig forføre af de gerningshellige, som foragter troen, sætter din frelse langt foran dig og driver dig til at hente den med gerninger. Nej, kære menneske, den er inden i dig, alt er allerede sket, som Kristus siger i Luk 17,21: «Guds rige er inden i jer.» Derfor er det øvrige liv efter dåben intet andet end en biden, venten og længsel efter, at det, som er i os, må blive åbenbaret, og at vi må gribe det, som allerede har grebet os, som Sankt Paulus siger i Fil 3,12: «Jeg jager efter det, om jeg dog kunne gribe det, eftersom jeg er grebet af Kristus Jesus»; det vil sige: at jeg dog må se, hvilke goder der er givet mig i troens skrin. Han er nysgerrig og længes efter at se sin skat, som dåben har givet ham i troen og forseglet.

Sådan siger han også samme sted (Fil 3,20–21): «Vores vandel er allerede i himlen, hvorfra vi også venter Frelseren, Jesus Kristus, som skal forklare vores ringe legeme, så det bliver ligt hans forklarede legeme.» Ligeledes i Gal 4,9, hvor han havde sagt: «I har nu lært Gud at kende», tager han ordene tilbage og siger: «Ja, I er kendt af Gud.» Og dog er begge dele sande, men med forskel: Vi er kendt af Gud og allerede grebet, men vi kender og griber ham endnu ikke. For vores kundskab er endnu tildækket og lukket inde i troen.

Sådan siger han også i Rom 8,24: «Vi er allerede frelst, dog i håbet», det vil sige: vi ser det endnu ikke. «For den, der ser», siger han, «håber ikke; men når vi håber på det, vi ikke ser, så venter vi på det med tålmodighed.» Ligeledes siger også Kristus i Luk 12,35–36: «Hav bæltet spændt om livet og lamperne tændt, og vær som folk, der venter på deres herre, når han bryder op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på.» Ligeledes har også Sankt Paulus sagt i den forrige epistel, Tit 2,12–13: «Vi skal leve ædrueligt, retfærdigt og gudfrygtigt i denne verden og vente på det salige håb og den store Guds og vores Frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst.»

Se, disse ord og lignende vidner alle sammen om, at vi allerede er gjort frelste, så et kristent menneske ikke skal se sig om efter gerninger, hvorved han kunne blive frelst. For en sådan indbildning og lære forblinder hans kristne øjne, udsletter den rette forstand af troen hos ham og river ham ud af sandhedens og frelsens vej. Det er det, der står her: «Han har frelst os efter sin barmhjertighed», og til sidst i epistlen: «at vi skal være arvinger til det evige liv i håbet.» Arvinger er vi, men skjult i troen, og vi venter på åbenbaringen af det i håbet.

Men denne venten og det øvrige liv efter dåben er der, for at han ved os kan tugte legemet og bevise sin nådes kraft i striden mod kødet, verden og Djævelen; og dog alt dette til sidst for at han ved os kan skaffe vores næste gavn og også bringe dem til troen ved vores prædiken og liv. For selv om han nok kunne gøre det ved englene, vil han dog gøre det ved os mennesker, for at troen kan blive, og det kan gå dejligt til. For der ville ikke blive nogen tro tilbage, hvis englene uafladeligt skulle vandre hos os. Det er heller ikke så dejligt, som når det sker ved den natur, der er os lig, som vi er vant til og kender. Skulle vi også alle straks efter dåben tages op til himlen, hvem skulle så omvende de andre og bringe dem til Gud med ord og godt eksempel?

Derfor er der ingen tvivl om, at det er Djævelens og Antikrists jærtegn, at vi bruger så meget på skærsilden og, idet vi glemmer denne tro, formaster os til med gerninger at beskytte os mod den eller løse os ud af den – lige som om frelsen endnu ikke var givet os, og vi måtte opnå den ad en anden vej end ved troen; og dog ser vi, hvordan det strider mod hele Skriften og alt kristent væsen. For den, der ikke modtager frelsen af idel nåde før alle gode gerninger, han får den sandelig aldrig på anden måde. Og den, der vender sine gode gerninger til sin egen nytte for at hjælpe sig selv og ikke sin næste dermed, han gør allerede ingen god gerning; for der er alt uden tro og idel skadelig vildfarelse og forførelse. Så jeg ville ønske, at skærsilden aldrig var blevet opfundet, eller i hvert fald aldrig var kommet på prædikestolen; den gør alt for gruelig skade på den kristne sandhed og den rette tro.

Nu har Djævelen bragt det dertil, at alle stiftelser, alle klostre, alle messer og alle bønner næsten alene virker for skærsilden, og det med en så giftig mening, at man vil hjælpe sagen og hente frelsen ved gerningerne. Derved må dåbens og troens rigdom blive formørket, og til sidst bliver der af kristne bare hedninger.

Åh, Herre Gud, hvilken gru! Man skulle lære de kristne, som Kristus og Sankt Paulus gør, at de efter dåben eller tilgivelsen (absolutionen) ikke skulle forholde sig anderledes end som dem, der hver time er rede til døden og venter på åbenbaringen af den frelse, de har modtaget. I stedet giver man dem ved at forlade sig på skærsilden en doven tryghed, så de kun tænker på dette liv, sparer og udsætter til dødslejet; der vil de så have anger og ruelse og hjælpe sig ud af skærsilden med stiftelser, sjælemesser og testamenter. Men de skal nok komme til at erfare det. Så følger:

«Ved genfødslens og fornyelsens bad ved Helligånden.»

Hvor rigt han dog priser med fulde ord Guds nåde, som er givet os i dåben! Han kalder dåben et bad, hvor ikke blot fødder eller hænder, men hele legemet bliver vasket; sådan gør også dåben mennesket helt rent og frelst på én gang, så der til hovedsagen og arven, frelsen, ikke behøves mere end en sådan tro på en sådan Guds nåde. Sådan skal det jo være lutter nåde uden gerninger og fortjeneste, at vi bliver frelst, og sådan skal der i os evigt bestå ren kærlighed, lov, tak og ære til den guddommelige barmhjertighed uden nogen ros eller selvbehag over egen evne eller eget bidrag, som der er sagt tilstrækkeligt og ofte.

Menneskers retfærdighed er ikke et sådant bad, men kun en vask af klæder og kar, som der står skrevet om hyklerne i Matt 23,25f., så de kun udvendig ser rene ud for folk og for sig selv, men indvendig bliver fulde, ja, fulde af skidt. Derfor kalder han ikke badet et legemligt bad, men et genfødslens bad, et bad, som ikke vasker huden overfladisk og renser mennesket legemligt, men vender hele hans natur om og forvandler den til en anden natur, så den første fødsel, som er sket af kødet, bliver ødelagt med hele syndens og fordømmelsens arv.

Dermed bliver det igen udtrykt, at vores frelse bliver givet os på én gang og ikke skal hentes med gerninger. For fødslen giver ikke blot ét lem, en hånd eller en fod, men hele livet, hele mennesket, som ikke virker for at blive født, men bliver født først, for at han kan virke. Sådan gør gerningerne os heller ikke rene, retfærdige eller frelste; men vi, som allerede er rene, retfærdige og frelste, gør gerningerne frit, Gud til ære og næsten til gavn.

Se, det er den rene erkendelse af Guds nåde alene. Her lærer mennesket at kende sig selv og Gud, at love Gud og ringeagte sig selv, at trøste sig ved Gud og fortvivle om sig selv. Denne lære støder de sig meget på, som driver folk med love, bud og gerninger og vil gøre dem frelste.

Videre, for at dette bad og denne genfødsel skal blive forstået endnu klarere, føjer han til og siger: «fornyelse», så der bliver et nyt menneske, en ny art, en ny skabning, som er helt anderledes sindet, elsker anderledes, lever, taler og virker anderledes end før. Som han også siger i Gal 6,15: «I den kristne stand betyder hverken omskærelse eller manglende omskærelse noget» (det vil sige: ingen lovens gerning), «men en ny skabning.» Som ville han sige: «Det går ikke an at lappe og flikke sig sammen med gerninger her og der; der må komme en helt ny hud, og naturen må forvandles, så følger gerningerne af sig selv.»

Om fødslen siger også Kristus i Joh 3,3: «Hvis ikke nogen er blevet født på ny, kan han ikke se Guds rige.» Her ser vi også, at gerningerne ikke kan gøre det; personen selv må helt og holdent til, dø og komme ind i et andet væsen. Det sker ved dåben, når vi tror; for troen er denne fornyelse. For også de fordømte skal fødes på ny på den yderste dag. Men det er en fødsel uden fornyelse; de vil være urene, sådan som de har været her i det gamle Adams-liv. Derfor er dette et bad, en genfødsel, som skaber nye mennesker.

Om fødslen taler Skriften meget mange steder. For Gud kalder sit eget ord og evangelium matrix og vulva [moderliv, livmoder], Es 46,3: «Hør på mig, I, der er tilbage af Israel, I, som bæres i mit moderliv», eller «under mit hjerte», som kvinderne siger, når de bærer et barn. Den, som nu tror på dette evangelium, bliver undfanget og født i Guds moderliv. Mere om det en anden gang.

Det er nu alt sammen ord, som vi ser, der slår gerningerne og den menneskelige formastelse i budene til jorden og tydeligt maler troens art, så mennesket på én gang får hele nåden og bliver frelst, så gerningerne ikke skal være med til det, men følge efter. Det er, som om Gud gjorde en tør kævle til et nyt, grønnende træ, der så bar sin naturlige frugt.

Guds nåde er en meget stor, stærk, mægtig og virksom ting. Den ligger ikke, som drømmeprædikanterne fabler, i sjælen og sover eller lader sig bære, ligesom et malet bræt bærer sin farve. Nej, ikke sådan; den bærer, den fører, den driver, den drager, den forvandler, den virker alt i mennesket, og den lader sig godt mærke og erfare. Den er skjult, men dens gerninger er ikke skjulte; gerning og ord viser, hvor den er, ligesom træets frugt og blade viser dets art og natur.

Derfor bliver der prædiket for lidt og for ringe om den, når man ikke tillægger den mere, end at den pynter gerningerne og hjælper til at fuldbringe dem, sådan som sofisterne Thomas og Scotus og deres folk farer vild og fører andre vild. Den hjælper ikke blot til at gøre gerningerne, den gør dem alene; ja, ikke blot gerningerne, den forvandler og fornyer hele personen, og dens gerning består langt mere i, at den forandrer personen, end i, at den fuldbringer personens gerninger. Den vil skabe et bad, en genfødsel, en fornyelse, ikke blot af gerningerne, men af hele mennesket.

Se, det kalder jeg at prædike frit og fuldt om Guds nåde. For Sankt Paulus siger ikke her, at Gud har frelst os ved gerninger; men med fuld mund udøser han det: ved en genfødsel og en fornyelse. Det nytter ikke at lappe med gerninger; naturen må vendes helt om. Derfor sker det også, at de, som tror ret, må lide og dø meget, for at nåden kan vise sin art og sit nærvær.

Se, det taler David om i Sl 111,2: «Guds gerninger er store og udsøgt efter al deres vilje.» Hvem er disse hans gerninger? Det er os, skabt i dåben ved hans nåde; vi er store gerninger, nye gerninger, født på ny. For det er en stor ting, at et menneske så hurtigt bliver frelst, løst fra synd, død og helvede for evigt. Derfor siger han: «De er udsøgt efter al deres vilje», eller begæring, som Gud har udtænkt dermed, og han gør alt, hvad et menneske begærer. Men hvad begærer et menneske mere end at være frelst, at være forløst fra synd, død og helvede?

Til sidst kalder han badet genfødslen, Helligåndens fornyelse, for at nådens storhed og kraft jo kan blive udtrykt fuldkomment. Så stor en ting er dette bad, at ingen skabning, men Helligånden må skabe det. Åh, hvor fuldstændig forkaster du, hellige Sankt Paulus, den frie vilje, de gode gerninger og de hovmodige helgeners store fortjenester! Hvor højt sætter du vores frelse, og alligevel gør du den så nær ved os, ja, i os; hvor rent og purt prædiker du nåden! Derfor kan man virke hid og virke did; at forny mennesket og forandre personen er ikke muligt uden ved Helligåndens genfødselsbad.

Det ser man også tydeligt på de gerningshellige: der findes ingen mere uudholdelige, hovmodige, frække og vantro ånder end netop dem. For de er ubrudte, ufornyede, forstokkede, forhærdede mennesker, som er blevet stående i deres gamle Adam, som de dækker og pynter med deres gode gerninger; de har ingen forandring af deres onde natur, men kun af de ydre gerninger. Åh, det er et giftigt folk, og de er i stor unåde hos Gud, selv om de mener, at de sidder i hans skød.

Sådan stemmer Sankt Paulus her overens med Kristus i Joh 3,5, hvor han kalder dette bad sådan: «Hvis ikke nogen er blevet født på ny af vand og Helligånd, kan han ikke gå ind i Guds rige.» Her hører du vandet, det er badet; du hører at blive født på ny, det er genfødslen og fornyelsen; og Ånden, som Sankt Paulus her udtrykkeligt nævner: Helligånden.

Og her skal man lægge mærke til, at apostlen intet ved om firmelsens sakramente. For han lærer, at Helligånden bliver givet i dåben, sådan som Kristus også lærer; ja, i dåben bliver vi født af Helligånden. Vi læser rigtignok i Apostlenes Gerninger (ApG 8,17), at apostlene lagde deres hænder på de døbtes hoveder, så de fik Helligånden, og det trækker de over på firmelsen. Men det skete jo, for at disse skulle få Helligånden under et synligt tegn og kunne tale i mange tunger for at prædike evangeliet. Men det er med tiden ophørt, og der er ikke blevet mere tilbage af det end en ordning eller indvielse til præste- eller prædikeembedet, selv om også den bliver grueligt misbrugt. Mere om det en anden gang.

«Som han i rigt mål udøste over os ved Jesus Kristus, vores frelser.»

Se, Helligånden er ikke blot givet, men udøst; ikke blot udøst, men udøst i rigt mål. Apostlen kan ikke gøre nåden og dens gerninger store nok, og vi gør dem desværre så ringe i sammenligning med vores gode gerninger. Det ville være en vanære for Gud og hans Helligånd, om han skulle udøse den i rigt mål over os, og der så alligevel skulle søges noget hos os og fra os, hvorved vi kunne blive retfærdige og frelste, som om sådanne guddommelige og overstrømmende gerninger ikke var tilstrækkelige til det.

Så ville Sankt Paulus også have talt for gavmildt og med rette være blevet straffet som løgner. Men nu taler han om det med så fulde og prægtige ord, at det er klart: ingen kan forlade sig for meget på dette bad og denne genfødsel, der er endnu mere deri; ingen kan tro for meget, han har endnu mere. Og netop derfor har Gud indesluttet så store goder i Ordet og troen, fordi naturen i dette liv ikke kunne bære eller fatte dem, hvis de skulle gives åbenlyst. Og samtidig: når de begynder at blive åbenlyse, må mennesket dø og forlade dette liv, så han helt synker ned og forsvinder i de rigdomme, som han nu i troen har grebet ligesom i en lille flig. Se, så overstrømmende er vi uden alle gerninger retfærdiggjort og frelst, når vi blot tror det.

Derfor siger også Sankt Peter i 2 Pet 1,4: «Ved Kristus er der givet os store og kostbare ting, så vi skal få del i guddommelig natur.» Han siger ikke: «De skal blive givet os», men: «De er givet os.» Og Kristus siger i Joh 3,16: «Således elskede Gud verden, at han gav sin eneste søn for den, for at alle, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.» Se der: de har det evige liv, alle de, som tror; så er de visselig retfærdige og hellige uden alle deres gerninger, og gerningerne gør intet til det, men her er lutter ren nåde og barmhjertighed, i rigt mål udøst over os.

Men måske vil du sige: «Hvordan går det så til, at der så ofte i Skriften bliver sagt, at de, som gør godt, bliver frelst? Sådan som Kristus siger i Joh 5,29: ‹De, som har gjort det gode, vil gå ud til en opstandelse, der fører til liv, og de, som har gjort det onde, til en opstandelse, der fører til fordømmelse›; og Sankt Paulus i Rom 2,7–10: ‹Ære og pris til alle, som gør det gode, vrede og unåde over alle, som gør det onde›; og meget mere af samme slags, ud over al måde?»

Svar: Hvordan skulle det gå til? Ikke anderledes end ordene lyder, uden nogen glose: Den, som gør godt, bliver frelst; den, som gør ondt, bliver fordømt. Men det, der skaber vildfarelsen, er, at man bedømmer gode gerninger efter det ydre skin. Det gør Skriften ikke; den lærer, at ingen kan gøre godt, uden at han selv først er god. Så bliver han ikke god ved gode gerninger, men gerningerne bliver gode ved ham. Men han bliver god ved genfødslens bad og på ingen anden måde. Det er det, Kristus mener i Matt 7,18: «Et dårligt træ kan ikke bære gode frugter, og et godt træ kan ikke bære dårlige frugter. Gør derfor træet enten godt eller dårligt, så bliver frugterne også derefter.» [det sidste står i Matt 12,33.]

Det er rigtignok sandt, at de gerningshellige gør gerninger, som ligner de genfødte menneskers gerninger; ja, de skinner undertiden mere end de genfødtes gode gerninger. De beder, faster, giver, stifter, går på pilgrimsfærd og færdes meget anseligt; men Kristus kalder det i Matt 7,15 fåreklæder, som glubske ulve går i. For ingen af dem er af hjertens grund ydmyg, mild, blid og god. Det viser de også, når man rammer dem og forkaster deres gerninger; så bærer de deres naturlige, rigtige frugter, som man kender dem på: frække domme, utålmodighed, egenvilje, hårdnakkethed og bagtalelse og mange andre onde stykker.

Derfor er det sandt: Den, som gør godt, bliver frelst; det vil sige, hans frelse vil blive åbenbar. Men han ville ikke gøre noget godt, hvis han ikke allerede var frelst i den nye fødsel. Derfor nævner Skriften sådanne folk snart efter deres ydre vandel i gode gerninger, snart efter deres indre væsen, som driver en sådan ydre vandel i gode gerninger, og siger: De er allerede frelste på grund af det indre væsen, og de bliver frelst, når de gør godt, det vil sige: når de forbliver bestandige, vil deres frelse blive åbenbar.

Derfor er de gode gerninger, som endnu sker i den gamle fødsel og i Adams væsen, dem, som apostlen forkaster i denne epistel, når han siger: «Ikke på grund af de retfærdige gerninger, vi havde gjort» osv. Det er gode gerninger, men ikke for Gud, som først ser på personens godhed og derefter på gerningerne. Sådan som han i 1 Mos 4,4–5 først så til Abel og så til hans offer, og først vendte sig fra Kain og derefter også fra hans offer, som dog efter det ydre skin var lige så meget et offer og en god ting som Abels offer.

Han føjer også med eftertryk til: «Ved Jesus Kristus, vores frelser», for at han kan holde os under Kristus som de små kyllinger under hønemoderen. For sådan siger han selv i Matt 23,37: «Jerusalem, hvor ofte har jeg villet samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under sine vinger, men du ville ikke.» Heri bliver den rette, levende tros art lært. Den er sådan beskaffen, at det ikke er nok til frelse, at du tror på Gud, sådan som jøderne og mange andre gør; dem gør han til gengæld også meget godt og giver store timelige gaver; men ved Jesus Kristus må du tro på Gud. For det første: ikke tvivle på, at han er din nådige Gud og Fader, har tilgivet dig alle synder og frelst dig i dåben.

For det andet: dog samtidig vide, at alt dette ikke sker for intet eller uden fyldestgørelse af hans retfærdighed. For barmhjertigheden og nåden har intet rum til at virke over os og i os eller til at hjælpe os til de evige goder og til frelse, uden at retfærdigheden først er sket fyldest på det allerfuldkomneste, sådan som Kristus siger i Matt 5,18: «Ikke det mindste bogstav og ikke den mindste tøddel skal forgå af loven; alt må ske.»

For alt, hvad man siger om Guds nåde og godhed, må udelukkende forstås om dem, som opfylder hans bud på det allerreneste. Sådan som han siger i Mika 2,7, hvor jøderne formasteligt forlod sig meget på Gud og altid sagde: «Fred, fred», og ligeledes: «Skulle Gud være så vred? Skulle hans gode Ånd være brudt sådan af fra os?» osv. Da svarer han: «Ja, jeg taler kun godt om dem, som vandrer ret.» Derfor kan ingen komme til Guds rige nåde, uden at han har gjort Guds bud fyldest til det allerytterste.

Nu er der tilstrækkeligt sagt om, at vores gerninger intet er for Gud, og at vi ikke kan opfylde det mindste bud med én gerning; hvor meget mindre kan vi da gøre hans retfærdighed fyldest, så vi bliver værdige til hans nåde. Desuden: selv om vi var så stærke, at vi holdt alle hans bud og gjorde hans retfærdighed fyldest på alle måder, ville vi alligevel ikke derved være værdige til hans nåde og frelse; han ville heller ikke være skyldig at give os dem, men kunne kræve alt dette af os som skyldig tjeneste af sin skabning, som er forpligtet til at tjene ham. Men hvad han giver ud over det, er lutter nåde og barmhjertighed.

Det har Kristus lært tydeligt i Luk 17,7–10, hvor han siger sådan i en lignelse: «Hvem af jer, som har en tjener, der pløjer eller vogter kvæget, siger til ham, når han kommer hjem fra marken: ‹Gå straks hen og sæt dig til bords›? Vil han ikke tværtimod sige til ham: ‹Gør klar, så jeg kan få aftensmad, bind op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; og derefter må du spise og drikke›? Takker han tjeneren, fordi han gjorde det, han havde fået befaling om? Det tror jeg ikke. Sådan skal også I, når I har gjort alt, hvad I har fået befaling om, sige: ‹Vi er unyttige tjenere; vi har gjort, hvad vi var skyldige at gøre.›»

Når himlen nu gives af nåde og ikke af pligt til dem, som gør alt, hvad de er skyldige at gøre, og når himlen også gives sådanne mennesker (om der overhovedet fandtes nogen) ikke af fortjeneste, men af Guds nådige tilsagn, sådan som han lover i Matt 19,17: «Hvis du vil gå ind til livet, så hold budene» – hvad bilder vi os så ind med vores elendige gode gerninger og priser dem så højt, som om de af deres egen natur og ikke alene af Guds forjættelse og nådige tilsagn var himmeriget værdige?

Derfor har Gud givet os for det første et menneske, som for os alle gjorde den guddommelige retfærdighed fyldest i alle ting; for det andet har han også ved det samme menneske udøst en sådan nåde og rigdom, for at denne nåde, skønt vi får den for intet og uden fortjeneste, ja, med stor ufortjenthed og uværdighed, alligevel ikke er givet os for intet eller uden værdig fortjeneste; men, som Sankt Paulus lærer i Rom 5,18: ligesom vi ved Adam i den naturlige fødsel uden vores fortjeneste og egen gerning er kommet ind i synden, som bliver os medfødt, sådan kommer vi også omvendt i genfødslen uden vores fortjeneste og egne gerninger ved Kristus ind i nåden og frelsen.

Derfor er den hellige apostel så omhyggelig med alle steder, hvor han prædiker nåden og troen, at føje til: «ved Jesus Kristus», for at ingen skal buse frem og sige: «Ja, jeg tror på Gud», og lade det blive ved det. Nej, kære menneske, du må tro sådan, at du ved, hvordan og ved hvem du må tro: at Gud vil have opfyldelse af alle sine bud og fyldestgørelse af sin retfærdighed af dig, før han tager imod din tro til frelse; og at du, selv om du kunne gøre fyldest, dog kun af nåde og ikke af pligt skal vente frelsen, så din stolthed og formastelse ligger nede på jorden for Guds øjne.

Se, til det tjener nu Kristus, ved hvem denne nåde og frelse bliver givet dig, som ved den, der i dit sted og for dig overstrømmende har gjort alle Guds bud og hans retfærdighed fyldest. Desuden er han også værdig til, at nåden og frelsen bliver givet dig ved ham. Det er da en ret kristen tro.

For ingen tro vil være tilstrækkelig uden den kristne tro, som tror på Kristus og alene ved Kristus og ikke ellers modtager begge disse to stykker, nemlig fyldestgørelsen af Guds retfærdighed og nåden eller gaven af den evige frelse. Sådan siger Sankt Paulus i Rom 4,25: «Kristus blev overgivet for vores synders skyld og oprejst for vores retfærdigheds skyld»; ikke blot for at lægge synden bort og opfylde Guds bud, men også for at vi ved ham kunne blive værdige til at være retfærdige og nådens børn.

Ligeledes Rom 3,25: «Gud har stillet Kristus frem for os som en nådestol ved troen i hans blod.» Ikke blot den enkle tro, men «i hans blod», hvormed han har gjort fyldest i vores sted og sådan er blevet en nådens trone for os, så vi får begge dele, forladelse og nåde, uden vores omkostning og møje, men ikke uden Kristi omkostning og møje.

Derfor må vi smyge os ind under denne hønemoders vinger og ikke flyve ud i formastelse over vores egen tro; ellers vil glenten hurtigt æde os. Vores frelse må ikke bestå i vores retfærdighed, men, som jeg ofte har sagt, i Kristi egen retfærdighed, som er bredt ud over os som en hytte og en vinge.

For vores tro og alt, hvad vi kan have fra Gud, er ikke tilstrækkeligt; ja, det er ikke ægte, medmindre det søger ind under denne hønemoders vinger og fast tror, at ikke vi, men Kristus for os kan gøre og har gjort Guds retfærdighed fyldest, og at nåde og frelse bliver givet os, ikke for vores tros skyld, men for Kristi skyld. Så skal man overalt kende lutter Guds nåde, som er tilsagt, erhvervet og givet os i Kristus og ved Kristus.

Det er det, han mener, når han siger i Joh 14,6: «Der kommer ingen til Faderen uden ved mig.» Og i hele evangeliet gør han ikke andet end at drage os ud af os selv og ind i sig selv, brede sine vinger ud og lokke os ind under sig. Det vil også Sankt Paulus i slutningen af denne epistel, hvor han siger:

«For at vi, når vi er blevet erklæret retfærdige ved hans nåde, skulle blive arvinger med håb om evigt liv. Det er visselig sandt.»

Han siger ikke: «ved vores tro», men: «ved hans», denne samme Kristi, «nåde»; det vil sige, at Kristus alene er i nåde hos Gud, alene har gjort Guds vilje og fortjent det evige liv. Men nu har han ikke gjort det for sig selv, men for os; derfor skal alle, som tror på ham, nyde så rigt godt af ham, at de ved ham og hans nåde bliver regnet for at have gjort alt det, som Kristus har gjort for dem. Se, hvilken rig, uudsigelig ting den kristne tro er, hvilke store, ufattelige goder den bringer alle troende!

Lad os lære af det, hvilken kostelig prædiken evangeliet er, hvori dette prædikes, og hvilken skade de gør, og hvordan de fordærver sjæle, som tier om evangeliet og prædiker lovens gerninger, ja, deres egen menneskelære. Vogt dig derfor for falske prædikanter, ja, også for falsk tro. Bliv ikke stående på dig selv eller på din tro; kryb ind i Kristus, hold dig under hans vinger, bliv under hans dække; lad ikke din, men hans retfærdighed og hans nåde være dit dække, så du ikke ved din modtagne nåde, men, som Sankt Paulus siger her, ved hans nåde er en arving til det evige liv.

Sådan siger også Sl 91,4: «Han vil dække dig med sine fjer, og din tillid skal være under hans vinger.» Og i Højsangen (Højs 2,14) siger han: «Min brud er en due, som bygger rede i klippens huler og i murens kløfter»; det vil sige, i Kristi sår bliver sjælen bevaret. Se, det er den rette kristne tro, som ikke kryber ind i og bygger på sig selv, sådan som de naturlige sofister drømmer om, men kryber ind i Kristus og bliver bevaret under ham og ved ham.

At vi er arvinger til det evige liv i håbet, er der sagt tilstrækkeligt om ovenfor: hvordan nåden uden alle gerninger giver alt på én gang, frelse, arv osv., dog i håbet. For det er endnu tildækket indtil døden; da skal vi se, hvad vi har modtaget og ejet i troen.

Denne epistels rustning

Denne epistel strider kraftigt og med udtrykkelige ord imod al retfærdighed og alle gode gerninger, som kommer af menneskelig fornuft, evne og fri vilje. Ordene er klare, når han siger: «Ikke på grund af de retfærdige gerninger, vi havde gjort, men på grund af sin barmhjertighed frelste han os» osv. Ja, alle ordene strider imod denne retfærdighed; for han tilskriver det helt og holdent genfødslens bad, fornyelsen, Helligånden, Jesus Kristus og hans nåde osv. Hvordan kan der over for sådanne tordenslag endnu bestå nogen formastelse i os?

Lad derfor alle verdslige og gejstlige love glimre, lad alle præsters, munkes og nonners stand skinne, lad alle bravmænds og -kvinders ærbare liv lyse, så meget det kan; lad dem endda opvække døde: er troen på Kristus ikke til stede, så er det allerede intet. Alligevel forblinder og forfører et sådant skin hele verden og formørker for os de hellige evangelier og den kristne tro.

Lige så lidt som alle dyrenes gerninger eller menneskers håndværk hjælper til frelse, lige så lidt hjælper også de ovennævnte skinnende gerninger og stænder hos menneskene; ja, de hindrer den endda på det allerskadeligste. Vogt dig derfor for ulvene i fåreklæderne, og lær at holde dig til Kristus i en ret, fri tro. Evangeliet følger.