3. søndag efter påske (1 Pet 2,11–20)

Epistlen på 3. søndag efter påske, 1 Pet 2,11–20

Denne epistel formaner også til gode gerninger eller troens frugter og går næsten gennem alle stænder: hvad enhvers liv og gerning skal være. Men først formaner han de kristne i almindelighed til at leve sådan blandt hedningerne, det vil sige i den vantro verden, at den med sandhed intet kan dadle eller straffe hos dem. Han begrunder formaningen med, at de skal huske (sådan som han har fortalt før, i første og andet kapitel), at de er kaldet til et levende, udødeligt håb om den uforgængelige arv i himlen og om evig glæde og salighed, og at de nu er forløst og har fået syndernes forladelse ved Kristi dyrebare blod osv. Ligeledes at de nu er blevet et helligt folk og et kongeligt præsteskab, der skal forkynde og prise Guds nåde, de, som før ikke var Guds folk og ikke var i nåde. «Det har I nu fået» (vil han sige) «ved Guds kald og jeres Herre Kristi lidelse; tænk derfor på, at I nu også lever sådan, som de, der nu hører hjemme i himlen og er Guds hellige folk, skal leve» osv.

For vi har hørt ovenfor, hvordan de to stykker skal være sammen i en kristen og drives i den kristne lære: For det første troen, at vi ved Kristi blod er forløst fra synderne og har forladelse. For det andet, når vi har det, at vi derefter skal blive andre mennesker og vandre i et nyt liv. For i dåben, eller når vi begynder at tro, modtager vi ikke alene syndernes forladelse (som er den nåde, der gør os til Guds børn), men også gaven, som skal feje den synd ud, der er tilbage, og dræbe den. For synden bliver ikke forladt os, for at vi skal blive i den (siger Sankt Paulus i Rom 6,1), sådan som de frække ånder og nådens foragtere giver det ud for; men selv om synden er udslettet ved Kristi blod, så vi ikke behøver at betale eller gøre fyldest for den, og vi nu er nådens børn og har forladelse, så er synden dog ikke derfor endnu helt fejet ud og dræbt i os.

For syndernes forladelse og syndens dødelse er to forskellige ting, og begge dele må drives imod dem, der forvirrer eller forvender det med falsk lære. For imod det første har paven og mange andre lært, at man skal opnå syndernes forladelse ved deres eget abespil med selvvalgte og opdigtede gerninger og egen fyldestgørelse; og den vildfarelse varer i verden til alle tider, fra Kain, den første, og indtil enden. Dernæst, hvor den vildfarelse bliver slået ned, dukker der igen falske ånder op på den anden side, som har hørt denne prædiken om nåden og roser sig af den og dog ikke får mere ud af den; ganske som om det skulle være nok, og forladelsen ikke skulle udrette mere hos os, end at vi blev, som vi var før, og bagefter havde lige så meget som før, så vi lige så godt slet intet kunne vide om Kristus og evangeliet.

Derfor må de, der vil være kristne, også vide og lære dette: at nu, da de har fået forladelse uden deres fortjeneste, må de fremover ikke give synden rum og plads, men stå imod de tidligere onde, syndige lyster og sky og flygte deres gerninger og frugter. Det er summen og meningen af denne epistel.

Se nu på apostlens ord, hvordan denne fisker fra Betsajda nu har en helt anden forståelse end før, da han før Herrens opstandelse vandrede omkring med ham. For dengang havde han, sammen med de andre apostle og hele det jødiske folk, ingen anden forståelse af Guds eller Kristi rige, end at det skulle blive et sådant jordisk rige, hvor de skulle være rige og lykkelige bønder, borgere, adelsmænd, grever og herrer, så at hele verdens gods var deres eget, og alle hedningerne måtte være deres tjenere og trælle, og at hverken fjender, krig, hunger eller ulykke herefter skulle anfægte dem, men at de skulle have lutter fred, gode dage, lyst og glæde nok under deres øverste konge, Messias. Det var deres håb og forventning, og de var fulde af de søde tanker; ligesom jøderne også den dag i dag ligger druknet og beruset i den samme drøm.

Men her hører du, hvordan Sankt Peter prædiker det stik modsatte. «O I kære kristne» (siger han), «I, som er døbt og kaldet og ført ind i Kristi kongelige og præstelige rige, jeg vil nu sige jer noget helt andet, end I og jeg før har tænkt og drømt. Vi er jo borgere, grever og herrer i dette rige, hvor Kristus er den højeste konge over alle konger og herrer, og hvor der er lutter rigdom, glæde og al salighed uden ende; men det går ikke til på verdslig vis som hos jordiske konger og herskaber. For det må I også vide: efter verden er I ikke sådanne herrer og junkere, ligesom Kristus heller ikke er konge efter verden, og verdens rige rimer slet ikke med hans; men I må regne jer selv for fremmede og gæster i verdens rige.»

«Derfor formaner jeg jer også, nu da I er blevet kristne og brødre i dette evige, himmelske rige, at I skikker jer sådan og fremover lever som de, der ikke længere hører til i dette jordiske verdensrige; og at I ikke ser anderledes på dette liv på jorden, end en vandringsmand eller pilgrim ser på det land, han rejser igennem, og på sit herberg, hvor han ligger om natten. For dér tænker han ikke på at blive og hverken på at blive borgmester eller borger; men han tager sit foder og sit måltid og tænker ud ad porten, hjem, hvor han hører til. Sådan» (siger han) «må I også se på jeres liv. For I er ikke blevet kristne, for at I skal herske og blive her på jorden (som jøderne drømmer); de kristne bor, har borgerret og hersker et andet sted, ikke i denne verden. Tænk derfor og ret jer, som pilgrimme på jorden, mod et andet land og en anden ejendom, hvor I skal være herrer og have et blivende sted, hvor der ikke skal være ufred, ulykke osv., sådan som I må lide det her i dette herberg.»

Men hvordan går det så til i dette liv? Han siger jo straks bagefter: «Underordn jer under enhver menneskelig ordning, enten kongen eller hans høvedsmænd» osv.; ligeledes: «I tjenere, underordn jer under jeres herrer, også de urimelige» osv. Hvordan rimer de to ting sammen: at leve under kongers og herrers regimente og dog være pilgrimme her på jorden? Hvordan kan vi på én gang leve her på jorden med hustru og børn, hus og gård, borgerskab og øvrighed og dog ikke være hjemme her? Nuvel, som jeg har sagt, denne forskel var i begyndelsen svær for de kære apostle selv; men for de kristne skal den, især nu, være let. For Kristus og apostlene vil hermed ikke have det ydre menneskelige liv og regimente forkastet, som Sankt Peter her kalder menneskelig ordning; men de lader det stå og blive, som det står, ja, de byder dem endda at blive under det og bruge det.

Men det er forskellen: når vi lever her i sådanne stænder og forhold, så lader vi alligevel ikke dette liv være vort kongerige og vor hovedskat, som om vi ikke skulle have mere af det og ikke vente noget bedre end det, vi har her; sådan som både jøderne og tyrkerne, der dog tror på de dødes opstandelse, alligevel drømmer så kødeligt om den, at det skal blive et liv ligesom nu, blot uden ulykke, forfølgelse osv., i lutter fred, lyst og glæde (paven har et forspring: han tror slet ingenting, han og hans hellige epikuræere og svin); men at enhver kristen i sin stand, hvad enten han er herre eller tjener, fyrste eller undersåt osv., lever og bruger det, som Gud giver ham: land, folk, hus og gård, hustru og børn, penge og gods, mad og drikke; men ikke anderledes end med det sind, at han her er en gæst, der får sin bid brød eller et kort middagsmåltid og opfører sig som en skikkelig gæst i dette herberg. Så kan han nok være konge og herre og føre sit regimente og embede med flid og troskab og dog sige: «På alt dette bygger jeg intet, for jeg tænker ikke at blive her. Jeg er nu i fremmede lande og sidder nok øverst ved bordet i dette værtshus; men den, der sidder nederst, har lige så meget her og dér som jeg, for vi er begge lige meget gæster her. Men han, som har sat mig til dette hverv for at udføre hans befaling, har budt mig at leve retskaffent og ærbart i dette værtshus, som det sømmer sig for en gæst.»

Sådan skal de kristne også holde sig i alle andre stænder, herrer, fruer, tjenestekarle og tjenestepiger: at de som gæster spiser og drikker, har og bruger klæder og sko, hus og gård på jorden, så længe Gud vil; men sådan, at de er rede og beredte til at sætte staven videre, når alt dette falder bort, og går igennem, som gæsten går gennem et hus eller en by, hvor han ikke er hjemme; dog sådan, at han opfører sig ærligt og fredeligt over for dem, han er hos, og ikke træder nogen for nær. For det rimer ikke, at en gæst i et fremmed hus vil leve og larme efter sit eget behag eller sin egen kådhed; men det hedder: «Vil du være gæst, så må du også opføre dig fredeligt og som en gæst, ellers viser man dig snart porten eller tårnet.»

Det skal de kristne vide, så de kan skikke sig rigtigt i dette liv: ikke sætte sig til rette i det, som om de ville blive her; eller, som munkene, sky og flygte de verdslige stænder og embeder og løbe ud af verden. For imod alt dette siger Sankt Peter, at vi ikke skal løbe fra hinanden, så enhver lever for sig selv; men at vi skal blive sammen i alle slags stænder, sådan som vi er bundet sammen af Gud, og tjene hinanden; og dog regne dette liv for et sådant ærinde, hvor vi ikke er borgere eller hjemmehørende, men for en valfart eller rejse, hvor vi sammen ligger en nat i en gæstgivergård, spiser og drikker og derefter må videre igen.

Den, der for eksempel er i den lave eller nederste stand, en tjenestekarl, en tjenestepige eller en undersåt under øvrigheden, skal ikke gå og mukke sådan: «Hvorfor skal jeg plage mig med det kedelige husarbejde eller markarbejde og den tunge tjeneste? Jeg er jo ikke hjemme her og kan godt få det bedre; derfor vil jeg lade det hele ligge og have gode dage» (sådan som munkene og præsterne i deres stand fint har trukket sig ud af verden og dog allermest er druknet i kødelige lyster). Nej, sådan gælder det ikke; for hvis du ikke ville lide og bære det, som en gæst må i herberget og blandt fremmede, så måtte du heller ikke spise og drikke med.

Ligeledes skal den, der er i den øverste stand eller herrestanden, heller ikke lægge sig til rette her og kun tragte efter at leve efter sine lyster i lutter glæde og ro (fordi han har det bedre end andre), som om han ville blive her evigt; men han skal tænke sådan: «Dette liv er jo forgængeligt og må være en rejse og en valfart, indtil vi kommer til det rette fædreland. Men fordi Gud vil, at her skal enhver tjene den anden med sin stand og det embede, der er ham betroet, så vil jeg gøre det, som er lagt på mig, og tjene mine undersåtter, naboer, hustru og børn trofast, så længe jeg kan, selv om jeg også måtte bort i denne time og forlade alt, hvad der er på jorden. For selv om jeg skulle dø nu, så ved jeg (Gud ske lov!), hvor jeg hører til, hvor jeg er hjemme; men fordi jeg endnu er her på rejse, skal og vil jeg gøre det, som hører til dette borgerskab på jorden, og leve sådan blandt dem, som det er ret og skik her på stedet, lige til den time, da jeg skal træde over tærsklen, så jeg kan drage bort med ære og ikke lade nogen klage efter mig.»

Se, det skal være (vil Sankt Peter sige) enhver kristens væsen og vandel på jorden: For det første, at han kender sit rette hjem eller fædreland; det sker ved troen på Kristus, ved hvilken vi er blevet Guds børn og arvinger til det evige liv og borgere i himlen; sådan som vi også synger om det: «Nu beder vi Helligånden om den rette tro» osv., «når vi drager hjem fra denne udlændighed». Det stemmer netop med denne tekst, hvor han kalder os pilgrimme eller vandringsmænd, som er her i udlændigheden og nu længes hjem og tænker ud ad porten. For det andet: fordi vi må være i denne udlændighed og endnu ikke er hjemme, så må vi vise værten al ære og give herberget dets ret og tage til takke med det, der overgår os.

Sådan måtte profeten Jeremias formane sine jøder, som var i udlændighed i Babylon og længtes inderligt hjem igen og næsten fortvivlede over, at de så længe måtte være i udlændighed og i fremmed land; og dog var mange af deres brødre hjemme, og andre profeter trøstede og styrkede dem i, at de snart skulle komme hjem, og derfor lod de være med at dyrke landet og tragte efter deres udkomme. Til dem skrev han i Jer 29,10.5–7, at de skulle have tålmodighed; for de skulle ikke så snart komme hjem igen, men først om halvfjerds år. «Imens» (siger han) «skal I gøre sådan: selv om I må være i udlændighed og fangenskab, så byg huse, som I kan bo i; plant haver, som I kan spise frugten af; tag hustruer og avl sønner og døtre; ja, tag også hustruer til jeres sønner, og giv jeres døtre til mænd, så de føder sønner og døtre, og I ikke bliver få, men mange; søg det bedste for den by, som jeg har ladet jer føre bort til, og bed for den til HERREN; for når det går den godt, så går det også jer godt.»

Det var en forargelig og anstødelig prædiken for dem fra denne profet, at de dér i deres udlændighed endnu skulle bygge huse og slå sig ned som borgere i Babylon, og oven i købet gifte sig og avle børn, ja, også gifte deres børn bort, som om de ville blive der for altid; og, hvad der lyder endnu skændigere, at de også skulle bede for den by og det kongerige, som holdt dem fanget, når de dog meget hellere skulle have bedt om at blive forløst fra dem, sådan som de også håbede (trøstet af andre profeter), at de skulle komme hjem igen om et år eller to.

Ja, hvad skulle de så gøre? De, som var fromme og troende, måtte jo håbe og vente på at blive forløst og komme hjem igen til deres kongerige, og de kunne sandelig ingen glæde eller lyst have i denne udlændighed, sådan som de også vidner og klager i Sl 137, ved Babylons floder, hvordan de dér har hylet og grædt og ikke kunne være glade en eneste time, når de tænkte på hjemmet, og hvordan deres hjerte i alle de halvfjerds år hele tiden stod ud ad porten, så de ikke kunne bryde sig om noget af det, hvordan de skulle bygge huse, marker og haver, tage hustru og få børn. Og dog byder profeten dem at gøre alt det, som en borger dér skulle og måtte gøre, og oven i købet bede for deres værter (som for deres naboer og medborgere), at Gud vil give byen fred og lykke osv.

Sådan deler det sig også for de kristne i de to slags liv eller regimenter. Her på jorden er vi jo ikke borgere, hvor verden bor og har sit hjem og sit himmerige. «Men vort borgerskab» (siger Sankt Paulus) «er med Kristus i himlen» (Fil 3,20), det vil sige i det andet liv, som vi venter på, og vi håber at blive forløst ligesom de i Babylon og at komme derhen, hvor vi evigt skal blive borgere og herrer. Men fordi vi må blive i denne udlændighed og i vort Babylon, så længe Gud vil, skal vi gøre, som det blev befalet dem: at vi her lever med folk, spiser og drikker, holder hus, dyrker jorden, regerer og holder fred med dem, ja, også beder for dem, indtil den time kommer, da vi skal drage hjem herfra.

Den, der kan ordne og skelne det sådan, ved også godt at imødegå alle slags sværmeånder, som anretter et afskyeligt rod imod dette og enten vil løbe helt ud af verden og ikke kan forliges med nogen osv., eller begynder at larme imod det verdslige regimente og den verdslige ordning og rive alt i stykker; eller (som paven har gjort) under skin og navn af kristendom fletter sig helt ind i verdens regimente og vil være herrer i verden. For når vi nu som kristne har syndernes forladelse og nu er Guds folk og rigets børn, som ikke længere hører til i dette Babylon, men i himlen, så skal vi også vide dette: at vi i den tid, vi må leve her blandt de fremmede, gudfrygtigt, ærbart og tugtigt skal hjælpe med at holde den almindelige fred i by og hus og tjene og gavne med vort råd og vor hjælp, også de onde og utaknemmelige. Og at vi i alt dette dog hele tiden tænker på og tragter efter vor arv og vort rige, hvor vi skal hen.

Kort sagt: en kristen skal være et sådant menneske (siger Sankt Paulus i 1 Kor 7,29–31), som bruger verden og dog ikke misbruger den; som køber og ejer, som om han ikke ejede det; som har hustru og børn, som om han ikke havde dem; som bygger, som om han ikke byggede osv. Hvordan rimer det sammen? Sådan, at man skelner mellem den jødiske og tyrkiske (ja, også den pavelige) tro og de kristnes tro: at en kristen lever dette jordiske liv, bygger, køber, handler og omgås folk og gør alt det med, som hører til dette liv; dog ikke anderledes end som en gæst, der gør, hvad værten vil have af ham, og hvad der er landets, byens eller gæstgivergårdens ret og skik, men som ikke sætter sin hu til det, som om han skulle blive ved det og ikke få noget bedre. Og således går han lige igennem alt, hvad der er her på jorden, så han har det og dog ikke har det, bruger det og dog ikke hænger ved det, og omgås det timelige sådan, at han ikke mister det evige, men lader det timelige bag sig og glemmer det og altid strækker sig frem mod det evige som mod det mål, der er sat for ham.

Derfor er de store, uforstandige narre, som foregiver at løbe ud af verden, ud i en ørken eller en vild skov, og ikke vil være eller leve i værtshuset, som de dog ikke kan undvære, og alligevel selv må blive deres egne værter; for de må jo spise og drikke, have klæder og tæpper; det kan de jo ikke flygte fra, selv om de løb fra alle mennesker. Det hedder heller ikke at forlade og flygte verden (som de drømmer); men du kan være i hvilken stand, hvilket liv og hvilke kår du vil (for du må jo være et sted, så længe du lever på jorden), så har Gud ikke kastet dig bort fra folk, men ind iblandt folk; for ethvert menneske er skabt og født for den andens skyld. Dér, hvor du nu (siger jeg) og i hvilken stand du findes, dér skal du flygte verden.

Hvordan det? Ikke ved at trække kutten på og krybe ind i en krog eller en ødemark; for dermed løber du ikke fra Djævelen og synden: han finder dig lige så vel i ørkenen i den grå kutte som på torvet i en rød kjortel. Men med hjertet må verden flygtes, så det bevarer sig uplettet af verden (som Jakobs brev siger, Jak 1,27), det vil sige, at du ikke hænger med hjertet ved et sådant verdsligt væsen, men holder dig til denne lære om troen på Kristus og venter på den evige arv fra himlen og ud af en sådan tro og et sådant håb gør dit betroede embede og arbejde, som du har at gøre her; og dog ved siden af siger: «Dette er endnu ikke min skat og min hovedformue, som jeg lever for (sådan som verden, jøderne, tyrkerne og pavedømmet alene lever for dette); men jeg holder alt dette timelige for et gæstehus og flygter det, som en gæst flygter sit herberg: han bruger nok sit måltid, sit foder og sit leje, og dog flygter hans hjerte hele tiden og tænker bort derfra, hjem, hvor han hører til.»

Men hvem ville finde sig i sådan en nar, der ville fare frem sådan: «Jeg vil hverken spise eller drikke her, men bare opføre mig underligt, slå vinduerne ind og vælte alt over ende; for jeg skal jo alligevel ikke blive her» osv.? Nej, netop derfor skal du bruge dette herberg og tage imod det, man giver dig, så du kan komme videre derhen, hvor du agter dig. Sådan skal de kristne også bruge verden, så de hele tiden tænker ud af dette liv, selv om de har hus og gård, hustru og børn; men alene til dette liv, så de giver det dets ret og ved siden af siger: «I dag er jeg her, i morgen en anden; nu bruger jeg dette herberg, i morgen bruger en anden det; for jeg tænker ikke at blive her.» Sådan som Sankt Peter også taler om det i den smukke prædiken på pinsedag, om David, som dog var en hellig konge.

«David» (siger han) «for ikke op til himlen, men da han havde tjent Guds vilje, sov han hen» osv. [Ordene «da han havde tjent Guds vilje, sov han hen» står i Paulus’ prædiken i ApG 13,36; Peters ord er ApG 2,34.] For han vil ikke dadle hans embede og herredømme, som om han havde gjort uret i det; men han smykker det med ærefulde ord: konge har han været, og han har ikke kastet sin krone og kongelige herlighed bort, men beholdt den; og beholdt den sådan, som et embede, der var ham betroet af Gud at forvalte, og dermed tjent Gud; sådan som en retskaffen herre, ja, enhver i sit embede og sin stand, skal gøre: at han tænker, at han ikke er sat dér, for at han kan leve og råde, som han har lyst, men alene for at han dér skal tjene Gud, så længe han er her, hvor han ikke har noget blivende sted, som en fremmed, der kommer blandt andre gæster og lever til tjeneste og behag for dem og gør, som de gør, og løber med og hjælper med at redde og værge, når der er fare eller nød på færde.

Sådan har kong David ikke holdt sit rige og alt det, Gud gav ham, for sin rette herlighed, men for sin tjeneste og sit embede på denne sin valfart; og han forbliver i alt dette en gæst, som tænker på at forlade alt dette og søger noget andet. Derfor siger han også i Sl 39,13: «Jeg er både din pilgrim og din borger, ligesom alle mine fædre.» Hvordan? Skal en så herlig konge tale sådan? Er det en gæst, som sidder på en kongestol, en herre over land og folk, som lod over tolv gange hundrede tusind mand tælle? Nuvel, han siger, at han tjener Gud i sit kongerige som en, der er gæst på jorden, sat dertil af Gud, men ved siden af også er Guds borger i et andet væsen og liv, som han holder for herligere og bedre end sin krone og al herlighed på jorden.

Det er nu Sankt Peters prædiken, hvormed han formaner de kristne til et kristent liv og kristne gerninger, nu da de er kaldet og kommet til den herlighed, at de ved Kristus er blevet et kongeligt præsteskab og et sådant folk, som er Guds ejendom og borgere i himlen: at de også skal leve som de, der er gæster her og tragter efter et andet, evigt rige, det vil sige afholde sig fra alle slags kødelige eller verdslige lyster og føre en god vandel i alle slags gode gerninger. Og han giver to grunde til det: For det første, at man ikke ved kødeligt væsen og ved at følge lysterne skal miste det åndelige og evige; for det andet, at Guds navn og vor ros, som vi har i Kristus, ikke skal blive spottet blandt hedningerne og modstanderne, men prist ved vore gode gerninger. Det er de fornemste grunde til, hvorfor og hvortil man skal gøre gode gerninger, og de skal også formane og tilskynde os allerstærkest til det.

For det første siger han: De skal afholde sig fra de kødelige lyster, fordi de fører krig mod sjælen. Dermed viser han: hvis man ikke står dem imod, men vil følge dem, så går den skat og arv, som vi har i det andet liv, tabt derover. For det rimer ikke sammen og kan ikke gå sammen, at du vil kaldes og være en gæst på jorden, som tragter efter noget andet og bedre, og dog leve i disse kødelige lyster, ikke anderledes end om du ville blive her evigt med verden. Nej, det hedder: «Vil du have det ene, må du lade det andet fare»; men hvis du glemmer dit fædreland og ligger druknet i dette kødelige liv (sådan som verden og hedningerne lever, uden tro og håb om det evige liv), så kommer du heller ikke til det andet, fordi du selv foragter det og kaster det fra dig.

Derfor må der her være en strid, så man står kødets lyster imod; for de strider også (siger han) mod sjælen, det vil sige mod menneskets tro og gode samvittighed, så at Ånden og troen er tabt, hvor de tager overhånd; men vil du ikke blive overvundet, så må du også mandigt værge dig imod dem og tænke på at sejre og bevare dit åndelige, evige gode.

Det er den ene grund, som angår vor egen nød. Den anden er, at også Guds ære afhænger af vort liv på jorden, nemlig at fjenderne ikke for dets skyld får munden op og får anledning til at spotte Guds ord og navn; men at vi med vor bekendelse og hele vort liv priser ham, så andre også derved kan komme til det og sammen med os kende og ære ham; sådan som Kristus også siger i Matt 5,16: «Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de skal se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i himlene.»

Derfor fortsætter Sankt Peter nu og opregner nogle gode gerninger hos de kristne i alle slags stænder, især hos dem, der er undersåtter under øvrigheden eller er i tjenestestanden, som tjenestekarle og tjenestepiger, sådan som det stod til på den tid, da de kristne måtte være undersåtter under hedenske og vantro herrer og tjene dem; og han formaner dem til at leve sådan, at Guds navn derved bliver prist. Og når de må lide vold og uret, at de skal have tålmodighed og ikke gøre ondt igen, sådan som vi har hørt i den næste søndagsepistel (som følger efter denne). Men det ville nu blive for langt at behandle alle stykkerne i denne opregning af de gode gerninger.