Kapitel 14

Den almindelige brug af de foregående anvisninger – Den store anvisning til at nå det arbejde, vi sigter mod: Sæt troen i værk på Kristus – De forskellige måder, hvorpå det kan ske – Betragtning af fylden i Kristus, som er stillet frem til hjælp – Store forventninger til Kristus – Grundene til disse forventninger: hans barmhjertighed, hans trofasthed – Udfaldet af sådanne forventninger; fra Kristi side; fra de troendes side – Troen skal især sættes i værk på Kristi død (Rom 6,3–6) – Åndens gerning i hele denne sag

De betragtninger, som jeg hidtil har lagt vægt på, handler nu snarere om det, der forbereder det arbejde, vi sigter mod, end om det, der skal udføre det. Det, jeg hidtil har sigtet mod, er hjertets rette forberedelse til selve arbejdet, for uden den bliver arbejdet ikke udført.

Anvisningerne til selve arbejdet er meget få – jeg mener dem, der hører særligt til det. Og de er disse:

1. Sæt troen i værk på Kristus for at dræbe din synd. Hans blod er det store, suveræne lægemiddel for syndsyge sjæle. Lev i dette, og du vil dø som sejrherre; ja, du vil ved Guds gode forsyn leve og se din lyst ligge død for dine fødder.

Men du vil sige: «Hvordan skal troen sætte sig i værk på Kristus til dette formål?» Jeg svarer: på forskellige måder:

(1.) Fyld ved troen din sjæl med en ret betragtning af det forråd, der er lagt op i Jesus Kristus netop til dette formål: at alle dine lyster, også netop den lyst, som du er viklet ind i, kan blive dødet. Grund ved troen over dette: at selv om du på ingen måde i eller ved dig selv er i stand til at vinde sejr over din sygdom, selv om du er træt af at kæmpe og helt ved at segne, så er der dog nok i Jesus Kristus til at give dig hjælp (Fil 4,13). Det holdt den fortabte søn oppe, da han var ved at segne (Luk 15,17), at der dog var brød nok i hans fars hus; selv om han var langt borte fra det, var det en hjælp og en støtte for ham, at det var der. Betragt i din største nød og angst den fylde af nåde, den rigdom, de skatte af styrke, magt og hjælp (Es 40,28–31), som er lagt op i ham til vores støtte (Joh 1,16; Kol 1,19). Lad dem komme ind i dit sind og blive der. Betragt, at han er «ophøjet og gjort til fyrste og frelser for at give Israel omvendelse» (ApG 5,31); og giver han omvendelse, så giver han også dødelse, for uden den er omvendelsen der ikke og kan heller ikke være der. Kristus siger os, at vi får rensende nåde ved at blive i ham (Joh 15,3). At sætte troen i værk på fylden i Kristus for at få det, vi mangler, er en fremragende måde at blive i Kristus på, for både vores indpodning og vores bliven sker ved troen (Rom 11,19–20). Lad da din sjæl ved troen øve sig i tanker og forestillinger som disse: «Jeg er en stakkels, svag skabning; ustadig som vand kan jeg ikke have forrang. Denne fordærvelse er for stærk for mig og står lige for døren til at ødelægge min sjæl; og hvad jeg skal gøre, ved jeg ikke. Min sjæl er blevet som tør jord og en bolig for sjakaler. Jeg har givet løfter og brudt dem; løfter og forpligtelser har været som ingenting. Mange gange har jeg været overbevist om, at jeg havde vundet sejren og skulle blive befriet, men jeg er blevet skuffet; så jeg ser tydeligt, at uden en særlig undsætning og hjælp er jeg fortabt og vil blive overvundet, så jeg helt giver slip på Gud. Men selv om dette er min tilstand og mine kår, så lad de hænder, der hænger slapt ned, løftes, og de vaklende knæ styrkes. Se, Herren Kristus (Joh 1,16; Matt 28,18), som har al nådens fylde i sit hjerte og al magtens fylde i sin hånd, han kan slå alle disse sine fjender ihjel. Der er tilstrækkeligt forråd i ham til min hjælp og støtte. Han kan tage min modløse, døende sjæl og gøre mig mere end sejrende (Rom 8,37). ’Hvorfor siger du, min sjæl: Min vej er skjult for Herren, og min ret går min Gud forbi? Ved du det ikke, har du ikke hørt det? Den evige Gud, Herren, som skabte jordens ender, bliver ikke mat og ikke træt; hans forstand kan ikke udforskes. Han giver den trætte kraft, og den, der ingen kraft har, giver han øget styrke. Selv de unge bliver matte og trætte, og de unge mænd falder helt; men de, der venter på Herren, får fornyet styrke, de stiger op med vinger som ørne, de løber og bliver ikke trætte, de går og bliver ikke matte’ (Es 40,27–31). Han kan gøre den tørre, svedne jord i min sjæl til ’en sø og mit tørstende, golde hjerte til vandkilder’; ja, han kan gøre denne ’bolig for sjakaler’, dette hjerte, der er så fuldt af afskyelige lyster og brændende fristelser, til ’et sted for græs’ og frugt for ham selv (Es 35,7).» Sådan holdt Gud Paulus oppe under hans fristelse ved at lade ham betragte, at hans nåde var tilstrækkelig: «Min nåde er dig nok» (2 Kor 12,9). Selv om han ikke straks fik så meget del i den, at han blev fri for sin fristelse, var det dog nok til at holde hans ånd oppe, at den hos Gud var tilstrækkelig til netop dette formål. Jeg siger altså: Vær ved troen meget optaget af at betragte det forråd og den fylde af det, der er i Jesus Kristus, og hvordan han når som helst kan give dig styrke og befrielse. Hvis du nu ikke derved gør fremskridt, så du vinder sejr, vil du dog blive holdt fast i stridsvognen, så du ikke flygter fra slagmarken, før slaget er forbi; du vil blive bevaret fra fuldstændig modløshed, fra at lægge dig ned under din vantro og fra at vende dig til falske midler og lægemidler, som til sidst ikke vil hjælpe dig. Virkningen af denne betragtning vil man kun finde ved at øve den.

(2.) Løft ved troen dit hjerte op til at forvente hjælp fra Kristus. Hjælpen fra Kristus i dette tilfælde er som profetens syn (Hab 2,3): «Det er for en fastsat tid, men til sidst skal det tale og ikke lyve; selv om det tøver, så vent på det, for det kommer med sikkerhed, det udebliver ikke.» Selv om det kan synes dig noget længe, mens du er under din nød og rådvildhed, så skal det dog med sikkerhed komme til den tid, Herren Jesus har fastsat, og det er den bedste tid. Hvis du altså kan løfte dit hjerte op til en fast forventning om hjælp fra Jesus Kristus – hvis dine øjne er rettet mod ham «som tjenerens øjne mod hans herres hånd» (Sl 123,2), når han venter at få noget af ham – så skal din sjæl blive mættet; han vil med sikkerhed befri dig; han vil dræbe lysten, og din fremtid skal være fred. Se kun efter det fra hans hånd; vent på, hvornår og hvordan han vil gøre det. «Tror I ikke, så bliver I sandelig ikke bestående» (Es 7,9).

Men du vil sige: «Hvilken grund har jeg til at bygge en sådan forventning på, så jeg kan regne med ikke at blive skuffet?»

Ligesom nødvendigheden driver dig ind på denne vej – du må hjælpes og frelses på denne måde eller slet ikke; for til hvem vil du gå (Joh 6,68)? – sådan er der i Herren Jesus utallige ting, der kan opmuntre og forpligte dig til denne forventning.

Hvad nødvendigheden angår, har jeg delvis vist den før, da jeg gjorde klart, at dette er troens gerning og alene de troendes gerning. «Uden mig,» siger Kristus, «kan I slet intet gøre» (Joh 15,5); og han taler med særligt henblik på hjertets rensning fra synd (v. 2). Dødelsen af enhver synd må ske ved tilførsel af nåde. Af os selv kan vi ikke gøre det. Nu har det «behaget Faderen, at hele fylden skulle bo i Kristus» (Kol 1,19), for at vi «af hans fylde skulle modtage nåde på nåde» (Joh 1,16). Han er hovedet, som det nye menneske må få livets og styrkens indflydelse fra, ellers vil det svinde hen dag for dag. Hvis vi (Kol 1,11) «med kraft styrkes i det indre menneske», så sker det ved, at «Kristus bor ved troen i vores hjerter» (Ef 3,16–17). At dette arbejde ikke kan gøres uden Ånden, har jeg også vist før. Hvorfra venter vi da Ånden? Hvem ser vi hen til for at få ham? Hvem har lovet os ham, efter at han har erhvervet ham for os? Bør ikke alle vores forventninger i denne sag rettes mod Kristus alene? Lad da dette stå fast i dit hjerte: Får du ikke hjælp fra ham, så får du aldrig nogen. Alle veje, bestræbelser og kampe, som ikke er besjælet af denne forventning om hjælp fra Kristus og ham alene, er til ingen nytte og vil ikke gøre dig noget godt; ja, er de noget andet end støtter for dit hjerte i denne forventning eller midler, som han selv har forordnet til at modtage hjælp fra ham, så er de forgæves.

For yderligere at forpligte dig til denne forventning:

(1.) Betragt hans barmhjertighed, ømhed og godhed, sådan som han er vores store ypperstepræst ved Guds højre hånd. Han har med sikkerhed medlidenhed med dig i din nød; han siger: «Som en, hvem hans mor trøster, sådan vil jeg trøste jer» (Es 66,13). Han har en mors ømhed over for et diende barn. Hebr 2,17–18: «Derfor skulle han i alt blive lig sine brødre, for at han kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst over for Gud og sone folkets synder. For fordi han selv har lidt og er blevet fristet, kan han hjælpe dem, der fristes.» Hvordan bliver Kristi evne stillet frem for os på grund af hans lidelse? «Fordi han selv har lidt og er blevet fristet, kan han.» Lagde Kristi lidelser og fristelser noget til hans evne og magt? Utvivlsomt ikke, når den betragtes absolut og i sig selv. Men den evne, der her tales om, er en evne, som ledsages af beredvillighed, tilbøjelighed og villighed til at sætte sig i værk; det er en viljens evne trods alt, hvad der kunne tale imod. Efter at han har lidt og er blevet fristet, kan han bryde igennem alt, hvad der taler imod, for at hjælpe stakkels fristede sjæle: Δύναται βοηθῆσαι – «Han kan hjælpe.» Det er en metonymi for virkningen; for han kan nu bevæges til at hjælpe, efter at han selv er blevet fristet sådan. Sådan også i kap. 4,15–16: «For vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vores svagheder, men én, som er blevet fristet i alt ligesom vi, dog uden synd. Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.» Formaningen i vers 16 er den samme, som jeg er i gang med – nemlig at vi skal nære forventninger om hjælp fra Kristus, hvad apostlen dér kalder χάριν εἰς εὔκαιρον βοήθειαν, «nåde til hjælp i rette tid». «Hvis hjælp nogen sinde kom i rette tid,» siger sjælen, «så ville det være nu for mig i min nuværende tilstand. Det er dette, jeg længes efter – nåde til hjælp i rette tid. Jeg er ved at dø, ved at gå til grunde, ved at gå fortabt for evigt; misgerningen vil få overhånd over mig, hvis der ikke kommer hjælp.» Apostlen siger: «Vent denne hjælp, denne lindring, denne nåde fra Kristus.» Ja, men på hvilket grundlag? På det grundlag, han lægger frem i vers 15. Og vi kan bemærke, at det ord i vers 16, som vi har oversat med «få», er λάβωμεν. Ἵνα λάβωμεν ἔλεον, «for at vi kan modtage den»; passende hjælp i rette tid vil komme. Jeg vil åbent sige: Denne ene ting – at grundfæste sjælen ved troen i forventning om hjælp fra Jesus Kristus (Matt 11,28) på grund af hans barmhjertighed som vores ypperstepræst – vil udrette mere til at ødelægge din lyst og sygdom og føre til et bedre og hurtigere udfald end alle de strengeste midler til selvspægelse, som noget menneske nogen sinde har taget på sig. Ja, lad mig tilføje, at aldrig nogen sjæl er gået eller skal gå til grunde ved nogen lysts, synds eller fordærvelses magt, når den ved troen kunne løfte sig op til en forventning om hjælp fra Jesus Kristus (Es 55,1–3; Åb 3,18).

(2.) Betragt trofastheden hos ham, som har givet løftet; den kan løfte dig op og styrke dig i denne venten med forventning om hjælp. Han har lovet at hjælpe i sådanne tilfælde, og han vil opfylde sit ord til det yderste. Gud siger os, at hans pagt med os er som himlens «ordninger», solen, månen og stjernerne, som har deres faste baner (Jer 31,36). Derfor sagde David, at han ventede på hjælp fra Gud, «som man venter på morgenen» (Sl 130,6) – noget, som med sikkerhed kommer til sin fastsatte tid. Sådan vil også din hjælp fra Kristus være. Den vil komme i sin tid som dug og regn over den tørre jord; for trofast er han, som har givet løftet. Der er utallige særlige løfter om dette; lad sjælen altid være forsynet med nogle af dem, som synes at passe særligt til dens tilstand.

Der er nu to store fordele, som altid følger med denne forventning om hjælp fra Jesus Kristus:

[1.] Den forpligter ham til at hjælpe fuldt ud og hurtigt. Intet forpligter et menneskes hjerte mere til at være nyttig og til hjælp for en anden end den andens forventning om hjælp fra ham, når den med rette er vakt og godkendt af ham, som skal give hjælpen. Vor Herre Jesus har ved sin godhed, sin omsorg og sine løfter vakt vores hjerter til denne forventning; at vi rejser os til den, må uden tvivl være en stor forpligtelse for ham til at hjælpe os i overensstemmelse dermed. Dette giver salmisten os som en prøvet grundsætning: «Du, Herre, forlader aldrig dem, der stoler på dig» (Sl 9,11). Når hjertet først er vundet til at hvile i Gud og forlade sig på ham, vil han helt sikkert mætte det. Han vil aldrig være som vand, der svigter, og han har aldrig sagt til Jakobs efterkommere: «Søg mit ansigt forgæves» (Es 45,19). Vælges Kristus som grundlaget for den hjælp, vi har brug for, vil han ikke svigte os.

[2.] Den får hjertet til flittigt at holde sig til alle de veje og midler, hvorved Kristus plejer at meddele sig til sjælen; og således får den den virkelige hjælp med fra alle nådegaver og nådemidler. Den, der venter noget af et menneske, holder sig til de veje og midler, hvorved det kan opnås. Tiggeren, der venter en almisse, ligger ved døren eller på vejen hos den, han venter den af. Den vej og de midler, hvorved Kristus meddeler sig, er i almindelighed hans nådemidler; den, der venter noget af ham, må holde sig til ham dér. Det er troens forventning, der sætter hjertet i arbejde. Det er ikke et ørkesløst og grundløst håb, jeg taler om. Er der nu nogen kraft, virkning og magt i bøn eller sakramentet til dette mål, at synden dødes, så vil et menneske ved denne forventning om hjælp fra Kristus helt sikkert få del i det alt sammen. Derfor samler jeg alle de enkelte øvelser – bøn, betragtning og lignende – under dette punkt og vil ikke gå nærmere ind på dem, når de er grundet på dette fundament og udspringer af denne rod. Så er de til særlig nytte for dette formål, og ellers ikke.

Om denne anvisning til at døde en fremherskende sygdom i sjælen kan I få tusindfold bekræftelse: «probatum est» (det er afprøvet). Hvem har vandret med Gud under denne fristelse uden at have erfaret dens nytte og gode virkning? Jeg tør overlade sjælen til den uden at tilføje mere. Jeg vil blot nævne nogle enkeltheder, som hører til den:

For det første: Sæt troen særligt i værk på Kristi død, blod og kors, det vil sige på Kristus som den korsfæstede og dræbte. Syndens dødelse kommer særligt fra Kristi død. Det er et særligt, ja, et fremtrædende formål med Kristi død, og det skal helt sikkert nås ved den. Han døde for at tilintetgøre Djævelens gerninger. Hvad der end kom over vores natur ved hans første fristelse, og hvad der end får styrke i os ved hans daglige tilskyndelser, døde Kristus for at tilintetgøre det alt sammen. «Han gav sig selv for os for at løskøbe os fra al lovløshed og rense sig et ejendomsfolk, som er ivrigt efter gode gerninger» (Tit 2,14). Dette var hans hensigt og forsæt (og heri vil han ikke slå fejl), da han gav sig selv for os. At vi skulle befries fra vores synders magt og renses fra alle vores besmittende lyster, var hans plan. «Han gav sig selv hen for menigheden for at hellige den og rense den, for at føre menigheden frem for sig som herlig, uden plet eller rynke eller noget af den slags, men så den skulle være hellig og uden fejl» (Ef 5,25–27). Og dette skal i forskellige og mange grader blive fuldbragt i kraft af hans død. Derfor tilskrives vores vask, rensning og renselse overalt hans blod (1 Joh 1,7; Hebr 1,3; Åb 1,5). Når det stænkes på os, «renser det vores samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud» (Hebr 9,14). Det er det, vi sigter mod, og det, vi jager efter: at vores samvittighed må blive renset fra døde gerninger, så de bliver rykket op med rode, tilintetgjort og ikke mere har plads i os. Dette skal helt sikkert ske ved Kristi død; derfra vil der udgå kraft til dette formål. Ja, al tilførsel af Ånden, al meddelelse af nåde og kraft kommer derfra, som jeg har vist andetsteds. Sådan fremstiller apostlen sagen. I Rom 6,2 fremlægges netop den sag, vi har for os: «Hvordan kan vi, som er døde fra synden, fortsat leve i den?» – «Døde fra synden ved vores bekendelse; døde fra synden ved forpligtelsen til at være det; døde fra synden ved at have fået del i kraft og magt til at dræbe den; døde fra synden ved foreningen med og delen i Kristus, i hvem og ved hvem den er dræbt: hvordan kan vi så leve i den?» Det indskærper han i de følgende vers med forskellige overvejelser, som alle er hentet fra Kristi død. Dette må ikke ske: vers 3: «Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Jesus Kristus, er blevet døbt til hans død?» Vi har i dåben et vidnesbyrd om, at vi er indpodet i Kristus; vi er døbt til ham. Luthersk note: Owen kalder her dåben et vidnesbyrd (evidence) om indpodningen i Kristus, efter reformert lære om sakramenterne som tegn og segl. Luthersk lære siger, at dåben selv virker syndernes forladelse, genfødsel og indpodning i Kristus, fordi Guds ord er i og med vandet (Den Lille Katekismus om dåben; Den Store Katekismus om dåben; CA IX). Men hvad er vi døbt til at få del i hos ham? «Hans død», siger han. Er vi virkelig døbt til Kristus, og ikke blot ved en ydre bekendelse, så er vi døbt til hans død. Forklaringen på dette, at man bliver døbt til Kristi død, giver apostlen os i vers 4 og 6: «Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at også vi, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal vandre i et nyt liv. Vi ved, at vores gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at syndens legeme skulle blive tilintetgjort, så vi ikke mere skal tjene synden.» «Dette», siger han, «er det at være døbt til Kristi død, nemlig at blive gjort ham lig deri: at være død fra synden og få vores fordærvelser dødet, ligesom han blev dræbt for synden, så at vi, ligesom han blev oprejst til herlighed, kan blive oprejst til nåde og et nyt liv.» Han fortæller os i vers 6, hvorfra vi har denne dåb til Kristi død, og den kommer fra selve Kristi død: «Vores gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at syndens legeme skulle blive tilintetgjort»; συνεσταυρώθη, «er blevet korsfæstet sammen med ham», ikke med hensyn til tiden, men til årsagen. Vi er korsfæstet med ham fortjenstmæssigt, fordi han har erhvervet os Ånden til at døde synden; virkningsmæssigt, fordi der fra hans død udgår kraft til vores korsfæstelse; og på den måde, at han er afbillede og forbillede, skal vi helt sikkert blive korsfæstet fra synden, ligesom han blev det for vores synd. Det er det, apostlen mener: Ved at tilintetgøre Djævelens gerninger ved sin død og erhverve os Ånden har Kristus dræbt synden, hvad angår dens herredømme i de troende, så den ikke skal nå sit mål og få herredømmet.

For det andet: Sæt så troen i værk på Kristi død, og det på disse to måder: for det første i forventning om kraft, for det andet i stræben efter at blive ham lig (Fil 3,10; Kol 3,3; 1 Pet 1,18–19). Hvad det første angår, kan den almene anvisning, der er givet, være nok; hvad det andet angår, kan apostlens ord i Gal 3,1 give os noget lys til vores anvisning. Lad troen se på Kristus i evangeliet, sådan som han males for øjnene som døende og korsfæstet for os. Se på ham under vores synders vægt (1 Kor 15,3; 1 Pet 1,18–19; 5,1–2; Kol 1,13–14), mens han beder, bløder og dør; før ham i denne tilstand ind i dit hjerte ved troen; anvend hans blod, som blev udgydt sådan, på dine fordærvelser; gør dette dagligt. Jeg kunne udfolde denne betragtning meget længe i mange enkeltheder, men jeg må komme til en afslutning.

2. Så mangler jeg kun at tilføje hovedpunkterne om Åndens værk i denne sag, dødelsen, som så særligt tilskrives ham.

Med ét ord: Hele dette værk, som jeg har beskrevet som vores pligt, bliver udvirket, fremmet og fuldført ved Åndens kraft i alle dets dele og grader, sådan:

(1.) Han alene overbeviser klart og fuldt hjertet om det onde ved, skylden for og faren ved den fordærvelse, lyst eller synd, som skal dødes. Uden denne overbevisning, eller så længe den er så svag, at hjertet kan kæmpe imod den eller sluge den, bliver der ikke gjort et grundigt arbejde. Et vantro hjerte (og et sådant har vi alle til dels) vil klare sig udenom med en hvilken som helst betragtning, indtil det bliver overmandet af klare og tydelige overbevisninger. Dette er nu Åndens eget værk: «Han overbeviser om synd» (Joh 16,8); han alene kan gøre det. Hvis menneskers fornuftige overvejelser sammen med forkyndelsen af bogstaven kunne overbevise dem om synd, ville vi måske se flere overbevisninger, end vi gør. Ved forkyndelsen af Ordet får menneskers forstand en erkendelse af, at de er syndere, at det og det er synd, og at de selv er skyldige i det; men dette lys er ikke kraftigt, og det griber ikke fat i sjælens praktiske grundsætninger, så sindet og viljen bliver formet efter det og frembringer virkninger, der svarer til en sådan erkendelse. Luthersk note: Owen skelner her mellem forkyndelsen af «bogstaven» og Åndens virkning, som om Ånden virker ved siden af det forkyndte ord. Luthersk lære siger, at Helligånden netop virker gennem Ordet og sakramenterne, og at Gud ikke giver nogen sin Ånd uden ved det ydre ord (CA V; De Schmalkaldiske Artikler III,8). Og derfor er det, at kloge og kyndige mennesker, som er uden Ånden, slet ikke regner de ting for synd, som lystens vigtigste bevægelser og handlinger består i. Det er Ånden alene, der kan gøre og gør dette værk, så det batter. Og dette er det første, Ånden gør med henblik på at døde en hvilken som helst lyst: Den overbeviser sjælen om alt det onde ved den, afskærer alle dens undskyldninger, afslører alle dens bedrag, standser alle dens udflugter, svarer på dens påskud, får sjælen til at erkende dens vederstyggelighed og bøje sig under følelsen af den. Sker dette ikke, er alt det følgende forgæves.

(2.) Ånden alene åbenbarer os Kristi fylde til vores hjælp; og det er den betragtning, der holder hjertet borte fra falske veje og fra fortvivlet modløshed (1 Kor 2,8).

(3.) Ånden alene grundfæster hjertet i forventningen om hjælp fra Kristus, som er det store og suveræne middel til dødelsen, sådan som det er blevet vist (2 Kor 1,21).

(4.) Ånden alene bringer Kristi kors ind i vores hjerter med dets kraft til at dræbe synden; for ved Ånden bliver vi døbt til Kristi død.

(5.) Ånden er vores helliggørelses ophavsmand og fuldender; han giver ny tilførsel og tilstrømning af nåde til hellighed og helliggørelse, når det modsatte princip er svækket og formindsket (Ef 3,16–18).

(6.) I alt det, sjælen bærer frem for Gud i denne tilstand, har den støtte fra Ånden. Hvorfra kommer bønnens kraft, liv og styrke? Hvorfra har den evnen til at sejre hos Gud? Er det ikke fra Ånden? Han er «bønnens Ånd», som er lovet dem, «der ser hen til ham, som de har gennemboret» (Zak 12,10), og han sætter dem i stand til «at bede med sukke og stønnen, som ikke kan udsiges» (Rom 8,26). Det erkendes at være den store vej eller det store middel, hvorved troen sejrer hos Gud. Sådan behandlede Paulus sin fristelse, hvad den så end var: «Jeg bad Herren om, at den måtte vige fra mig» (2 Kor 12,8). Hvad Åndens værk i bønnen er, hvorfra og hvordan han giver os hjælp og får os til at sejre, og hvad vi skal gøre for at nyde hans hjælp til dette formål, er det ikke min hensigt at påvise her.