Kapitel 13

Den niende anvisning: Når hjertet er uroligt på grund af synden, så tilsig det ikke fred, før Gud tilsiger den – Fred uden afsky for synden er usund; det samme er den fred, vi selv udmåler til os – Hvordan vi kan vide, om vi selv udmåler vores fred – Anvisninger til den undersøgelse – Det tomme i at tilsige fred letfærdigt; også i at gøre det på ét enkelt punkt og ikke i det hele

For det niende: Hvis Gud gør hjertet uroligt over skylden for dets sygdomme – hvad enten det gælder deres rod, og at de bor i hjertet, eller et af deres udbrud – så vogt dig for at tilsige dig selv fred, før Gud tilsiger den; men lyt efter, hvad han siger til din sjæl. Det er vores næste anvisning, og uden at følge den vil hjertet være overordentlig udsat for syndens bedrag.

Det er en sag af stor betydning. Det er sørgeligt, når et menneske bedrager sin egen sjæl på dette punkt. Alle de advarsler, Gud i sin ømhed mod vores sjæle giver os om at prøve og ransage os selv, sigter mod at forhindre dette store onde: at vi tilsiger os selv fred uden grund – hvilket i sidste ende er at velsigne os selv i modstrid med Gud. Det er ikke min opgave at dvæle ved faren i det, men at hjælpe de troende til at undgå det og lade dem vide, hvornår de gør det.

For at bruge denne anvisning ret skal du lægge mærke til følgende:

1. Det er Guds store forret og suverænitet at give nåde, til hvem han vil («Han forbarmer sig over den, han vil» (Rom 9,18); og blandt alle menneskenes børn kalder han, hvem han vil, og helliggør, hvem han vil). Luthersk note: Owen taler her om Guds suveræne frihed i at kalde og helliggøre, som en reformert teolog, der lærer en særlig udvælgelse. Luthersk lære holder fast ved, at Gud for Kristi skyld vil alle menneskers frelse og alvorligt kalder alle gennem Ordet; at nogle ikke omvender sig, skyldes ikke Guds vilje, men deres egen modstand mod Ordet (Konkordieformlen XI). På samme måde forbeholder han sig blandt dem, der er kaldet og retfærdiggjort på den måde, og som han vil frelse, alligevel denne forret selv: at tilsige fred, til hvem han vil, og i den grad, han vil – også blandt dem, som han har skænket nåde. Han er «al trøsts Gud» på en særlig måde i sin omgang med de troende; det vil sige Gud, som råder over de gode ting, som han holder låst inde i sin husstand og deler ud af til alle sine børn efter sit eget behag. Det understreger Herren i Es 57,16–18. Det er netop det tilfælde, vi her behandler, der fremhæves dér. Når Gud siger, at han vil læge deres brud og deres trøstesløshed, tager han på en særlig måde denne forret til sig selv: «Jeg skaber den» (v. 19) – «Også over for disse stakkels sårede skabninger skaber jeg den og giver den ud i kraft af min suverænitet, som jeg vil.»

Derfor: Ligesom det er med Guds tildeling af nåde til dem, der er i naturens tilstand – det gør Gud med stor omhu, og hans fremgangsmåde, når han tager nogle og lader andre ligge, går, efter det ydre at dømme, ofte helt forbi og imod alle rimelige forventninger – sådan er det også med hans meddelelse af fred og glæde til dem, der er i nådens tilstand: Han giver dem ofte helt imod vores forventning, hvad angår synlige grunde til hans måde at handle på.

2. Ligesom Gud skaber fred for den, han vil, sådan er det Kristi forret at tale den ind i samvittigheden. Når han taler til menigheden i Laodikea, som havde lægt sine sår falsk og tilsagt sig selv fred, hvor hun ikke burde, tager han denne titel til sig: «Jeg er Amen, det trofaste vidne» (Åb 3,14). Han vidner om vores tilstand, som den virkelig er. Vi kan måske tage fejl og bekymre os forgæves eller smigre os selv på falske grunde, men han er «Amen, det trofaste vidne», og hvad han siger om vores stilling og tilstand, sådan er den virkelig. I Es 11,3 siges det om ham, at han ikke skal «dømme efter, hvad hans øjne ser» – ikke efter nogen ydre fremtræden eller noget, der kan give anledning til fejltagelse, sådan som vi er tilbøjelige til, men han skal dømme og afgøre enhver sag, som den virkelig er.

Hold dig disse to indledende bemærkninger for øje; så vil jeg give nogle regler, hvorved man kan vide, om det er Gud, der tilsiger én fred, eller om man kun tilsiger sig selv fred:

1. Man tilsiger helt sikkert sig selv fred, når det ikke ledsages af den størst tænkelige afsky for den synd, man tilsiger sig selv fred over, og af afsky for sig selv på grund af den. Luthersk note: Owen gør her afskyen for synden til et kendetegn på, om freden er fra Gud. Luthersk lære siger også, at sand anger og tro hører sammen (Apologien XII), men freden med Gud hviler alene på evangeliets løfte om syndernes forladelse for Kristi skyld, ikke på målet af vores afsky eller anger; derfor skal den angrende ikke vente med at tage imod freden, til han kan se tilstrækkelig afsky hos sig selv (CA IV og XII). Når mennesker er såret af synden, urolige og rådvilde, og fordi de ved, at der ingen hjælp er for dem undtagen i Guds barmhjertighed ved Kristi blod, derfor ser hen til ham og til pagtens løfter i ham, og på den baggrund stiller deres hjerte tilfreds med, at det skal gå dem vel, og at Gud vil være ophøjet for at være dem nådig – og deres sjæl alligevel ikke er bearbejdet til den største afsky for den synd eller de synder, de er urolige over – så er det at læge sig selv og ikke at blive lægt af Gud. Det er kun en stor og stærk storm, som Herren er nær ved, men Herren er ikke i stormen. Når mennesker virkelig «ser hen til ham, som de har gennemboret», og uden det er der ingen lægedom eller fred, så vil de «sørge» (Zak 12,10); de vil sørge over ham, netop af den grund, og afsky den synd, som gennemborede ham. Når vi går til Kristus for at blive lægt, ser troen særlig på ham som den gennemborede. Troen ser Kristus på forskellige måder, alt efter hvilken anledning den har til at henvende sig til ham og have samfund med ham. Undertiden ser den på hans hellighed, undertiden på hans magt, undertiden på hans kærlighed, [undertiden] på hans yndest hos sin Fader. Og når den går for at få lægedom og fred, ser den især på pagtens blod, på hans lidelser; for «ved hans sår er vi lægt, og straffen for vores fred lå på ham» (Es 53,5). Når vi søger lægedom, skal vi se på hans sår – ikke på den ydre beretning om dem, som de pavelige andagtsdyrkere gør, men på kærligheden, godheden, hemmeligheden og hensigten med korset; og når vi søger fred, skal vi have hans straf for øje. Når nu dette, siger jeg, sker efter Guds sind og i kraft af den Ånd, som er udgydt over de troende, vil det føde afsky for den synd eller de synder, man søger lægedom og fred for. Således i Ez 16,60–61: «Dog vil jeg komme min pagt med dig i din ungdoms dage i hu, og jeg vil oprette en evig pagt med dig.» Og hvad så? «Så skal du komme dine veje i hu og skamme dig.» Når Gud kommer for at tilsige fred i en sikker pagt om den, fylder det sjælen med skam over alle de veje, hvorpå den har været fremmedgjort for ham. Og en af de ting, som apostlen nævner som ledsager af den gudfrygtige bedrøvelse, der ledsages af omvendelse til frelse, som ingen fortryder, er straf: «Ja, hvilken straf!» (2 Kor 7,11). De så tilbage på deres fejltrin med harme og straf for deres dårskab i dem. Da Job kommer så vidt, at han bliver lægt helt, råber han: «Nu afskyr jeg mig selv» (Job 42,6), og indtil han gjorde det, havde han ingen varig fred. Han kunne måske have stillet sig tilfreds med den lære om den frie nåde, som Elihu så fortræffeligt prædikede (Job 33,14–30); men så havde han kun fået hud over sine sår: Han måtte nå til afsky for sig selv, hvis han skulle nå til lægedom. Sådan var det også med dem i Sl 78,33–35 i deres store nød og rådvildhed over synden. Jeg tvivler ikke på, at de tilsagde sig selv fred, da de henvendte sig til Gud i Kristus (at de gjorde det, fremgår af de navne, de gav ham; de kalder ham deres klippe og deres forløser, to ord, der overalt peger på Herren Kristus). Men var den fred sund og varig? Nej, den forsvandt som den tidlige dug. Gud siger ikke ét ord om fred til deres sjæle. Men hvorfor fik de ikke fred? Jo, fordi de smigrede ham, da de henvendte sig til Gud. Men hvordan fremgår det? Vers 37: «Deres hjerte var ikke oprigtigt mod ham, og de var ikke faste»; de havde hverken afsky for eller havde opgivet den synd, som de tilsagde sig selv fred over. Lad et menneske søge lægedom og fred, hvordan han vil; lad ham gøre det hos den sande læge, lad ham gøre det på den rette måde, lad ham stille sit hjerte tilfreds i pagtens løfter; men når freden er tilsagt, og den ikke ledsages af afsky og væmmelse ved den synd, som var selve såret og voldte uroen, så er det ingen fred, som Gud har skabt, men en fred, vi selv har købt os. Det er kun at lade huden gro over såret, mens bylden ligger på bunden og vil rådne og fordærve og æde sig videre, indtil den bryder ud igen med stank, plage og fare. Lad ikke stakkels sjæle, der vandrer på sådan en sti – som mærker syndens plage mere end urenhedens besmittelse, som følger med den; som henvender sig for at få barmhjertighed, ja, henvender sig til Herren i Kristus for at få barmhjertighed, men alligevel vil beholde syndens søde bid under tungen – lad dem, siger jeg, aldrig tro, at de skal få sand og fast fred. Et eksempel: Du mærker, at dit hjerte løber efter verden, og det forstyrrer dig i dit samfund med Gud; Ånden siger udtrykkeligt til dig: «Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham» (1 Joh 2,15). Det får dig til at søge Gud i Kristus, for at din sjæl kan blive lægt og din samvittighed falde til ro; men alligevel bliver en grundig afsky for selve det onde ikke hos dig; ja, måske holder du udmærket af det og har kun noget imod det på grund af dets følger. Måske bliver du frelst, dog som gennem ild, og Gud vil have noget at gøre med dig, før han er færdig; men du vil få lidt fred i dette liv – du vil være syg og afkræftet alle dine dage (Es 57,17). Det er et bedrag, som ligger ved roden af mange bekenderes fred og ødelægger den. De arbejder med al deres kraft på at få barmhjertighed og tilgivelse og synes at have stort samfund med Gud, mens de gør det; de ligger for ham og begræder deres synder og dårskaber, så enhver skulle tro, ja, de tror det selv, at de og deres synder nu må være skilt ad; og så tager de imod en barmhjertighed, der stiller deres hjerte tilfreds en kort tid. Men når der kommer en grundig ransagning, viser det sig, at der har været et hemmeligt forbehold for den eller de dårskaber, der var tale om – i hvert fald har der ikke været den grundige afsky for den, som er nødvendig; og hele deres fred viser sig hurtigt at være svag og rådden og varer knap længere end de ord, hvormed de bad om den, er i deres mund.

2. Når mennesker udmåler fred til sig selv ud fra de slutninger, som deres overbevisning og fornuftsgrunde fører dem til, er det en falsk fred, og den varer ikke. Jeg vil forklare lidt, hvad jeg mener med det. Et menneske har fået et sår af synden; han har en overbevisning om en eller anden synd på sin samvittighed; han har ikke vandret oprigtigt, som det sømmer sig for evangeliet; det er ikke godt og rigtigt mellem Gud og hans sjæl. Nu overvejer han, hvad han skal gøre. Lys har han, og han ved, hvilken vej han skal gå, og hvordan hans sjæl tidligere er blevet lægt. Han tænker på, at Guds løfter er de ydre midler, der skal bruges til at læge hans sår og bringe hans hjerte til ro, og går derfor til dem, gennemsøger dem og finder et eller flere af dem, hvis ordlyd passer direkte på hans tilstand. Han siger til sig selv: «Gud taler i dette løfte; her vil jeg tage mig et plaster, der er lige så langt og bredt som mit sår.» Og så bringer han løftets ord ind i sin tilstand og sætter sig til ro i fred. Det er endnu et syn på bjerget; Herren er nær, men Herren er ikke i det. Det har ikke været Åndens værk – han, som alene kan «overbevise os om synd og om retfærdighed og om dom» (Joh 16,8) – men blot den forstandige, fornuftige sjæls egen virken. Luthersk note: Owen sondrer her mellem løftets ord og Åndens anvendelse af det, som om Ånden kan være fraværende, når et sønderknust menneske tager imod løftet. Luthersk lære siger, at Helligånden virker netop gennem Ordet og sakramenterne, og at den, der i sin nød tror evangeliets løfte, har det, løftet siger, fordi løftet er Guds eget ord (CA V; Konkordieformlen II). Owens advarsel mod en fornuftsmæssig, ubodfærdig brug af løfterne er dog berettiget. Vi siger, at der er tre slags liv – det vegetative, det sansende og det fornuftige eller forstandige. Nogle ting har kun det vegetative liv; nogle har også det sansende, og det indbefatter det første; nogle har det fornuftige, som omfatter og forudsætter begge de andre. Den, der har det fornuftige liv, handler ikke kun i overensstemmelse med det princip, men også med begge de andre – han vokser og har sanser. Sådan er det med mennesker i Guds ting. Nogle er blot naturlige og fornuftige mennesker; nogle har desuden fået en overbevisning sammen med en oplysning; og nogle er virkelig genfødte. Den, der har det sidste, har også begge de første; og derfor handler han undertiden ud fra det fornuftige menneskes principper, undertiden ud fra det oplyste menneskes principper. Hans sande åndelige liv er ikke princippet for alle hans bevægelser; han handler ikke altid i dets kraft, og ikke alle hans frugter kommer fra den rod. I det tilfælde, jeg taler om, handler han blot ud fra overbevisningens og oplysningens princip, hvorved hans oprindelige naturlige evner er blevet løftet; men Ånden ånder slet ikke over alle disse vande. Tag et eksempel: Antag, at sjælens sår og uro skyldes tilbagefald – og hvad det onde eller den dårskab end er, om den så i sig selv er nok så lille, er der ingen sår, som sjælen får, der er dybere end dem, den får af den grund, og ingen uro større. I sit sinds forvirring finder han så løftet i Es 55,7: «Herren vil forbarme sig, og vor Gud vil tilgive meget» – han vil mangfoldiggøre eller lægge tilgivelse til tilgivelse, han vil gøre det igen og igen; eller løftet i Hos 14,5: «Jeg vil læge deres frafald, jeg vil elske dem frit.» Det overvejer manden, og derpå slutter han sig til fred for sig selv. Om Guds Ånd foretager anvendelsen eller ej, om den giver bogstavet liv og kraft eller ej, det bryder han sig ikke om. Han lytter ikke efter, om Gud Herren tilsiger fred. Han venter ikke på Gud, som måske stadig skjuler sit ansigt og ser den stakkels skabning stjæle freden og løbe bort med den, vel vidende at den tid vil komme, da han igen vil tage sig af ham og kalde ham til et nyt regnskab (Hos 9,9), når han skal se, at det er forgæves at gå ét skridt, hvor Gud ikke tager ham ved hånden.

Jeg ser godt nok, at der her rejser sig forskellige andre spørgsmål, som trænger sig ind. Jeg kan ikke tage fat på dem alle; ét vil jeg dog sige lidt om.

Man kan altså sige: «Når dette nu ser ud til at være den vej, Helligånden fører os ad, når vores sår skal læges og vores hjerte skal falde til ro, hvordan skal vi så vide, hvornår vi går alene, og hvornår Ånden også går med os?»

Svar. (1.) Hvis nogen af jer er kommet bort fra vejen på dette punkt, vil Gud hurtigt lade jer vide det. For ud over at I har hans løfte om, at han «leder de ydmyge i det, der er ret, og lærer dem sin vej» (Sl 25,9), vil han ikke lade jer fare vild for altid. Han vil, siger jeg, ikke tåle, at I dækker jeres nøgenhed med figenblade; han vil tage dem bort og al den fred, I har i dem, og han vil ikke tåle, at I slår jer til ro på et sådant bundfald. I skal hurtigt få at vide, at jeres sår ikke er lægt; det vil sige, I skal snart af udfaldet få at vide, om det er sådan med jer eller ej. Den fred, I på denne måde får og opnår, vil ikke vare ved. Så længe sindet er overvældet af sine egne overbevisninger, er der intet, uroen kan få fat i. Vent lidt, så vil alle disse ræsonnementer blive kolde og forsvinde ved den første fristelse, der rejser sig. Men –

(2.) Denne vej går man som regel uden at vente; og netop ventetiden er den nåde og den særlige troens handling, som Gud kræver udøvet i en sådan tilstand. Jeg ved, at Gud undertiden kommer ind over sjælen straks, så at sige i et øjeblik, og både sårer og læger den – sådan var det efter min overbevisning med David, da han skar fligen af Sauls kappe. Men i en sådan situation kræver Gud almindeligvis (Sl 130,6; 123,2), at vi venter og arbejder og agter på ham, ligesom en tjeners øjne er rettet mod hans herre. Profeten Esajas siger (Es 8,17): «Jeg vil vente på Herren, som skjuler sit ansigt for Jakobs hus.» Når Guds børn er løbet bort fra hans hus, vil han have, at de skal ligge en stund ved hans dør og ikke straks styrte ind til ham – medmindre han selv tager dem ved hånden og trækker dem ind, når de skammer sig så meget, at de ikke tør komme til ham. Men de, der læger sig selv, eller som tilsiger sig selv fred, har som regel travlt; de vil ikke vente; de lytter ikke efter, hvad Gud siger, men fremad vil de for at blive lægt (Es 28,16).

(3.) Selv om en sådan fremgangsmåde kan berolige samvittigheden og sindet – den fornuftige, slutningsdragende del af sjælen – så fylder den dog ikke hjertet med sød hvile og nådefuld tilfredshed. Det svar, den får, ligner meget det, Elisa gav Na'aman: «Gå med fred» (2 Kong 5,19). Det beroligede hans sind, men jeg tvivler stærkt på, at det gjorde hans hjerte sødt eller gav ham nogen glæde i troen ud over den naturlige glæde, der dengang blev vakt i ham over helbredelsen. «Gør mine ord ikke godt?» siger Herren (Mika 2,7). Når Gud taler, er der ikke blot sandhed i hans ord, som kan svare til vores forstands overbevisning; de gør også godt. De bringer det, som er sødt og godt og attråværdigt, til viljen og følelserne; ved dem «vender sjælen tilbage til sin hvile» (Sl 116,7).

(4.) Og det værste af alt: Den forbedrer ikke livet, den læger ikke det onde, og den helbreder ikke sygdommen. Når Gud tilsiger fred, leder og bevarer det sjælen, så den «ikke igen vender sig til dårskab» (Sl 85,9). Når vi selv tilsiger os den, bliver hjertet ikke draget bort fra det onde; ja, det er den letteste vej i verden til at bringe en sjæl ind i en vane med frafald. Hvis du, efter at du har smurt plaster på dig selv, finder, at du snarere er blevet opildnet til kampen igen end helt vænnet af med den, så er det alt for tydeligt, at du har arbejdet med din egen sjæl, men at Jesus Kristus og hans Ånd ikke var der. Ja, når naturen har gjort sit arbejde, vil den ofte, inden der er gået få dage, komme og kræve sin løn; og når den har været virksom i lægningen, vil den være parat til at argumentere for et nyt sår. Når Gud tilsiger fred, følger der så megen sødme og sådan en åbenbaring af hans kærlighed med, at det er en stærk forpligtelse for sjælen til ikke mere at handle forkert (Luk 22,32).

3. Vi tilsiger os selv fred, når vi gør det overfladisk. Det klager profeten over hos nogle lærere (Jer 6,14): «De har lægt min folkedatters sår overfladisk.» Og sådan er det med nogle mennesker: De gør lægningen af deres sår til et overfladisk arbejde; et blik, et flygtigt troens blik på løfterne klarer det, og så er sagen afgjort. Apostlen siger, at «ordet ikke gavnede» nogle, fordi «det ikke var blandet med tro» (Hebr 4,2) – μὴ συγκεκραμένος, «det var ikke godt rørt sammen» og blandet med tro. Det er ikke blot et blik på barmhjertighedens ord i løftet; det må blandes med tro, indtil det er optaget i selve dens væsen, og så gør det sandelig sjælen godt. Hvis du har haft et sår på samvittigheden, som var fulgt af svaghed og uro, og som du nu er fri for – hvordan blev du det? «Jeg så hen til løfterne om tilgivelse og lægedom, og så fandt jeg fred.» Ja, men måske har du haft for travlt; du har gjort det overfladisk; du har ikke næret dig ved løftet sådan, at du blandede det med tro og fik hele dets kraft spredt ud i din sjæl; du har kun gjort det overfladisk. Inden længe vil du opdage, at dit sår bryder op igen, og du skal få at vide, at du ikke er helbredt.

4. Den, som tilsiger sig selv fred på ét punkt og samtidig har et andet onde, der ikke er mindre alvorligt, liggende på sin ånd, og som han ikke har gjort op med Gud, råber han «Fred!», hvor der ingen fred er. Lad mig forklare lidt, hvad jeg mener: Et menneske har måske forsømt en pligt igen og igen, selv om den med al ret var hans skyldighed; hans samvittighed er i vildrede, hans sjæl såret, han har ingen ro i sine knogler på grund af sin synd; han søger lægedom og finder fred. Men imens kan måske verdslighed eller hovmod eller en anden dårskab, som Guds Ånd bedrøves meget over, ligge i hans barm, og den forstyrrer ikke ham, og han forstyrrer ikke den. Lad ikke det menneske tro, at noget af hans fred er fra Gud. Først da står det godt til med mennesker, når de har lige stor agt for alle Guds bud. Gud vil retfærdiggøre os fra vores synder, men han vil ikke retfærdiggøre den mindste synd i os: «Han er en Gud, hvis øjne er for rene til at se på uret» (Hab 1,13). Luthersk note: At den, der bliver i en kendt synd uden anger, ikke har sand fred, lærer også Konkordieformlen (Solida Declaratio III,26). Men når Owen gør lige stor agt for alle buddene til kendetegn på, at freden er fra Gud, flyttes visheden over på vores egen lydighed; efter luthersk lære hviler samvittighedens fred alene på evangeliets løfte om syndernes forladelse for Kristi skyld (CA IV; Apologien IV).

5. Når mennesker af sig selv tilsiger deres samvittighed fred, er det sjældent, at Gud taler ydmygelse til deres sjæl. Guds fred er en ydmygende fred, en fred, der smelter hjertet, sådan som det var med David (Sl 51); aldrig var han så dybt ydmyget, som da Natan bragte ham budskabet om hans tilgivelse.

Men I vil sige: «Hvornår må vi da tage et løftes trøst til os som vores egen, når det gælder et bestemt sår, så hjertet kan falde til ro?»

For det første, helt generelt: når Gud taler det, hvornår det så end er, før eller senere. Jeg sagde jer før, at han kan gøre det i selve det øjeblik, hvor synden sker, og det med en så uimodståelig kraft, at sjælen må tage imod hans tanke deri. Luthersk note: «Uimodståelig kraft» hører til den reformerte lære om den uimodståelige nåde. Luthersk lære siger, at Helligånden virker gennem Ordet, og at mennesket kan modstå ham (Konkordieformlen XI). Undertiden lader han os vente længere. Men når han taler, før eller senere, hvad enten det er, mens vi synder eller angrer, og hvordan vores sjæls tilstand så end er – hvis Gud taler, skal han tages imod. Der er intet i vores samfund med ham, som Herren – om jeg tør sige det sådan – er mere generet af hos os end vores vantro frygt, der holder os tilbage fra at tage imod den stærke trøst, som han så gerne vil give os.

Men I vil sige: «Vi er ikke kommet videre. At vi skal tage imod det, når Gud taler det, er sandt; men hvordan skal vi vide, hvornår han taler?»

(1.) Gid vi alle i praksis kunne nå så langt, at vi tog imod freden, når vi er overbevist om, at Gud tilsiger den, og at det er vores pligt at tage imod den. Men –

(2.) Der er, om jeg tør sige det sådan, et hemmeligt instinkt i troen, hvorved den kender Kristi stemme, når han virkelig taler. Ligesom barnet sprang i moders liv, da den velsignede jomfru kom til Elisabeth, springer troen i hjertet, når Kristus virkelig nærmer sig det. «Mine får,» siger Kristus, «kender min stemme» (Joh 10,4) – «De kender min stemme; de er vant til dens klang»; og de ved, når hans læber åbnes for dem og er fulde af nåde. Bruden var i en sørgelig tilstand (Højs 5,2), sovende i tryghed; men så snart Kristus taler, råber hun: «Det er min elskedes stemme, der taler!» Hun kendte hans stemme og var så fortrolig med samfundet med ham, at hun straks kendte ham; og sådan vil det også gå jer. Hvis I øver jer i at blive fortrolige med ham og have samfund med ham, vil I let kunne skelne mellem hans stemme og en fremmeds stemme. Og tag dette κριτήριον (kendetegn) med jer: Når han taler, taler han, som intet menneske nogensinde har talt; han taler med kraft og vil på den ene eller den anden måde få jeres «hjerte til at brænde i jer», sådan som han gjorde med disciplene (Luk 24,32). Det gør han ved at «stikke sin hånd ind gennem dørens åbning» (Højs 5,4) – sin Ånd ind i jeres hjerter for at gribe jer.

Den, der har sine sanser øvet til at skelne mellem godt og ondt, og som er vokset i dømmekraft og erfaring ved stadig at iagttage Kristi måder at omgås os på, den måde, Ånden virker på, og de virkninger, den sædvanligvis frembringer (Hebr 5,14), er i dette tilfælde den bedste dommer for sig selv.

For det andet: Hvis Herrens ord gør jeres sjæl godt, så er det ham, der taler det – hvis det ydmyger, hvis det renser og er nyttigt til de formål, løfterne er givet til, nemlig at gøre ham kær for os, at rense, at smelte og binde til lydighed, til at blive tømt for sig selv osv. Men det er ikke min opgave her, og jeg vil ikke komme længere bort fra emnet ved at forfølge denne anvisning. Hvis den ikke bliver fulgt, vil synden få store fordele i retning af at forhærde hjertet. Luthersk note: Owen lader her visheden om, at det er Gud, der taler, hvile på en indre fornemmelse og på Ordets virkninger i os. Efter luthersk lære er det Gud, der taler, når evangeliets løfte og afløsningen lyder; troen skal holde sig til det ydre ord og må ikke gøre visheden afhængig af sine egne erfaringer (Apologien XII; De Schmalkaldiske Artikler III,8).