Hvad der særligt påhviler hustruen i husets styre

For det første har en retskaffen, gudfrygtig og kristen husmoder brug for nøjagtig det samme som hendes mand: Hun skal tro, at den stand, hun er i og lever i, er en hellig, guddommelig stand, som Gud selv har indstiftet og sat hende i, for at hun i den efter hans ord og vilje skal tjene ham over for sin mand og sine små børn. Hun skal aldrig tænke andet, end at alt, hvad hun gør og lider i sin stand, når hun tager sig af det, som Guds ord og befaling pålægger hende, visselig er en gudstjeneste, som vor Herre Gud har stor behag i og glæde ved. Hun kan ikke vise eller gøre Gud, sin skaber, noget, han holder mere af. Hun skal heller aldrig tvivle på det, men altid trygt stole på, at Gud nådigt vil stå hende bi i denne stand, beskytte og værne hende i den, aldrig lade hende i stikken i nogen nød, men mægtigt hjælpe hende ud af den og give lykke og velsignelse til alt, hvad hun gør, sådan som han har lovet og tilsagt alt dette i sit hellige, almægtige og evige ord.

Det andet, der særligt påhviler en kvinde, er, at hun skal føde og opdrage børn. Dette arbejde har Gud nemlig særligt befalet og pålagt hende; derfor skal hun også passe det med flid frem for alt andet. Men da dette arbejde også er meget møjsommeligt og tungt, er det ikke nok, at vi har sagt, at det påhviler en kvinde. Vi må samtidig også lære, hvad det stakkels, svage kvindelige redskab skal trøste sig ved i så stor og farefuld møje og arbejde, og hvor hun skal søge hjælp. For hvor man ikke ved det, bliver man under møjen og arbejdet uvægerligt fjendtlig mod hele standen, ja, vel også mod Gud selv.

Men dette er hendes trøst, at hun i sandhed ved: for det første, at det er Gud, der pålægger hende denne møje og dette arbejde; for det andet, at han dog ikke gør det i den mening, at han vil vise sin vrede og unåde mod sin stakkels skabning, som om han ikke havde andet i sinde end blot at pine og ødelægge hende med det. Nej, hun ved i sandhed og bliver netop gennem sit arbejde og sine smerter allersikrest forvisset om, at hun har en nådig og barmhjertig Gud og Fader. Han er ikke unådig og fjendtlig mod hende, men i allerhøjeste grad nådig, velvillig og venlig. Ved denne møje og dette arbejde vil han ikke ødelægge hende, men langt snarere trøste hende, ja, bevare hende med al ære og frelse hende. Lad os nu høre, hvad Den Hellige Skrift siger om det.

For det første er det jo en stor og herlig trøst og glæde for en kvinde i al den trængsel og fare, hun må lide overalt, men især ved fødslen, når hun hører, at Gud selv vedkender sig det og siger, at han er den, der skaffer og sender hende det. Det er fra ham, man skal vente det, og ingen anden skal man give skylden. For sådan siger Herren: «Jeg, jeg vil skaffe dig møje; med smerte skal du føde dine børn.» Deraf kan man jo med sikkerhed se: Når det er Gud selv, der skaffer denne møje og disse smerter, kan jammeren slet ikke blive større, og smerterne heller ikke større, end Gud selv gør dem og vil have dem. Det må visselig blive ved det, som Gud Herren selv gør, og standse dér.

Men her tænker den blinde, vantro natur: Det er da en sølle trøst! Skal jeg glæde mig så højt og stort over, at Gud plager mig så hårdt og jammerligt? Jeg ville langt hellere, hvis det endelig skal være sådan, blive plaget af et menneske eller af en anden skabning end af Gud. Over for det kunne jeg dog søge hjælp og råd og måske finde en udvej. Eller hvis det ikke kunne være anderledes, ville et menneskes vrede, som jo ikke kan vare evigt, dog være lettere at bære og på alle måder mere tålelig end Guds vrede. For det er i allerhøjeste grad frygteligt at falde i den levende Guds hænder. Fornuften slutter, at der er vrede på færde, når Gud handler sådan med kvinderne, fordi Gud selv siger, at han vil skaffe hende denne møje og disse smerter, fordi Eva har overtrådt hans bud.

Men sådanne tanker og mistanker fra fornuftens side skal besvares sådan: Det er jo sandt, at synden er til stede, og for dens skyld må straffen og plagen også følge, som Skriften bevidner; for hvor der ikke er nogen synder, er der heller ingen, der skal bøde. Men se nu efter og læg nøje mærke til, hvordan Gud her straffer, så vil du i sandhed få mere grund til at glæde dig over straffen end til at forskrækkes over den. Og denne legemlige møje, angst og smerte vil være en ægte, sand, himmelsk glæde for dit hjerte, også selv om du skulle sætte livet til og opgive ånden.

Kvindens synd og ulydighed havde vel fortjent en langt hårdere og frygteligere straf, som ikke alene skulle have ramt legemet en lille, kort tid, men både legeme og sjæl for evigt og altid, nemlig den evige døds straf. For den straf havde Gud truet både manden og kvinden med i 1 Mos 2: «Den dag I spiser af træet, skal I visselig dø.» Var Gud nu gået den vej, kunne du først med rette sige og klage, at det var mere frygteligt end trøsterigt. Man siger om dette legemlige og timelige liv, at det er en ædel og dyrebar ting; for at beholde det ville man give slip på alt andet, man ellers kunne eje på jorden. Men hvor meget ædlere er så ikke det åndelige og evige liv, både for legemet og sjælen? Hvad skulle man her ikke hellere gøre og lide end miste det?

Ser du efter i Skriften, finder du nok, hvor forfærdede de stakkels mennesker blev, da de efter overtrædelsen hørte Guds røst og ville skjule sig for hans ansigt og krybe i skjul bag træerne. Men tror du, det var en spøg for dem, da Adam siger: «Ak Herre, jeg hørte din røst og blev bange»? De troede jo begge dengang ikke andet, end at de straks ville falde om og måtte dø den evige død for Guds ansigt. Derfor bliver de glade, da de hører, at det kan blive bedre for dem. Af hele deres hjerte takker de Gud for, at det kan gå dem så godt, at de kan købe sig fri for så stor en straf for så lille og ringe en skilling.

Nu er vi jo under samme skyld som vore første forældre, Adam og Eva. Derfor må vi uden tvivl også vente samme straf som de – eller blive fri og løst fra den ved de samme midler som de. Vil vi altså blive fri for den evige død, som vi med vores synder har fortjent lige så vel som de, så kan vi i sandhed godt – og bør også med rette – tage til takke med dette og i al evighed takke og prise Gud af hjertens grund for, at han er så nådig og barmhjertig mod os og forvandler en så tung, grusom og frygtelig straf som den evige fordømmelse til en så lille, tålelig, legemlig og timelig tugt.

Hertil hører nu det ord, som Sankt Paulus siger om kvinderne i 1 Tim 2: «De skal blive frelst gennem barnefødsel, hvis de bliver i troen.» For lige før har han skrevet, at kvinderne ikke skal undervise offentligt i menigheden og heller ikke herske over deres mænd, men lære i stilhed og være deres mænd underordnede, fordi manden blev skabt før kvinden, og fordi det ikke var manden, men kvinden, der blev forført og bragte overtrædelsen ind. For at den stakkels, svage kvindelige natur nu ikke skulle falde i fortvivlelse og tænke, at hun var den mest ulyksalige af alle skabninger, som ødelægger alt overalt og gør alle ulyksalige, lader Sankt Paulus straks trøsten følge. Han siger til dem, at de derfor ikke er det mindste mere ulyksalige og elendige, men bliver frelst lige så vel som andre, gennem barnefødsel, i troen. Men hvad følger der så af det? Bliver man nu frelst ved at føde børn? Hvor bliver de så af, som ikke bliver mødre? Ja, hvor bliver hele evangeliet af, som siger: «Den, som tror» – og ikke: den, som føder børn eller gør noget andet – «vil blive frelst»? Eller er der flere veje til himlen og til frelsen end Kristus, som siger om sig selv i Joh 14: «Jeg er vejen; der kommer ingen til Faderen uden ved mig»? Hør nu efter og læg mærke til, hvad Skriften siger om det, og hvordan den siger det. For Helligånden er ikke så glemsom, at han taler imod sig selv, sådan som vi mennesker ofte gør.

For det første: Skriften lærer og prædiker overalt, at man alene ved troen bliver retfærdig og frelst for Gud. Det skal stå fast og uigenkaldeligt over for alle mennesker, engle og djævle i evighed. For vi stammer alle sammen fra den ene Adam – mænd og kvinder, gamle og unge, herrer og tjenere, jøder og hedninger, kort sagt alle af os, der nogensinde er kommet til jorden – og er alle i vores natur syndere og fordømte. På samme måde må vi også alle sammen – mænd og kvinder, og hvad vi ellers kaldes indbyrdes – ved vor ene Herre og Frelser, Jesus Kristus, i troen blive fri for vore synder og blive retfærdige og frelste for Gud. Og intet menneske på jorden vil få givet noget andet middel til at blive fri for synderne og blive retfærdig og frelst for Gud end denne tro på Kristus, hvad og hvordan han så end gør og lider.

Det bevidner Skriften, og især Sankt Paulus i Rom 3, hvor han siger: «De har alle syndet og mangler herligheden fra Gud, og de erklæres retfærdige uden fortjeneste af hans nåde ved forløsningen, som er sket ved Kristus» osv. Ligeledes Gal 3: «I er alle Guds børn ved troen på Kristus Jesus. For alle I, som er blevet døbt, har iklædt jer Kristus. Her er ikke jøde eller græker, her er ikke slave eller fri, her er ikke mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus» osv. Derfor må ingen overhovedet sige eller mene, at det at føde børn eller nogen anden gerning – hvor hellig den end er og ser ud – forlader synderne og gør en retfærdig og frelst for Gud. Det gør alene denne ene tro på Jesus Kristus, som vi lige har sagt. For sådan blev også Adam og Eva i denne tro løst fra deres synder og blev retfærdige og frelste for Gud – ikke ved nogen gerning eller fortjeneste.

For det andet skal Skriften forstås sådan: Alle, der ved troen på Jesus Kristus har fået syndernes forladelse og er retfærdiggjort for Gud, får hver især af Gud en særlig befaling efter sin stand, sit kald og sit livsforhold. I den skal han øve sin tro og vente på den lovede frelse indtil den tid, som Gud har bestemt og fastsat for ham. Således har vi alle sammen – hvad enten vi er biskop, øvrighed, husfader, børn, tjenestefolk, eller hvad vi ellers kaldes – én og samme tro på Kristus, og ved den får vi uden forskel, den ene som den anden, syndernes forladelse, evigt liv og frelse. Men alligevel har hver af os efter sin stand og sit embede sin særlige befaling, som han skal øve sin tro og tjene Gud i: biskoppen med at studere og prædike, øvrigheden med at regere, en husfader med at arbejde, børnene med lydighed mod forældrene, tjenestefolkene med deres tjeneste osv., sådan som vi har sagt ovenfor om manden og senere vil sige mere om de andre.

Alle disse stænder, som vi lige har regnet op efter hinanden, har altså hver deres befaling fra Gud – ikke i den mening, at stænderne eller gerningerne i sig selv kan frelse nogen, men sådan at enhver i sin stand venter på den frelse, der er lovet ved Kristus, og med sikkerhed ved, at han er i en stand og et liv, hvor han tjener Gud og behager ham. På samme måde vil apostlen også her sige, at en kvinde først og fremmest skal tro, at Gud er hende nådig og barmhjertig, at han for Kristi skyld har forladt hende alle hendes synder og også vil give hende den evige salighed. Det skal hun aldrig tvivle på: Gud vil handle nådigt med hende, sådan som hun forventer det af ham, og aldrig tage sin nåde og gunst fra hende. Men ved siden af denne tro, som hun har fælles med alle Guds hellige, skal dette være hendes særlige befaling fra Gud, som hun skal øve sin tro i, og hvor hun skal vente på den lovede frelse: at hun føder børn. Det skal hun tage sig af og dermed tjene Gud, sin Herre, så det behager ham. Hun skal heller ikke tvivle det mindste på, at Gud vil give hende lykke og held til det og hjælpe hende mægtigt i al hendes nød.

Hvor besværligt og farligt det end er for en kvinde at gå gravid, føde, amme og opfostre børn, så er det lige så trøstende for hende – ja, meget mere trøstende. For det første ved hun med fuld vished, at denne møje er Guds vilje og gerning, at den ikke kommer fra nogen anden end ham, og at den ikke er og ikke kan blive tungere, end Gud vil have det. For det andet må hun i al sin møje og smerte forlade sig på Gud, sin Herre, der er fuld af nåde, kærlighed og trofasthed, ligesom på sin gode far. Og hun ved med sikkerhed, at så længe hun står i denne tro, er hun i en velsignet og guddommelig stand, hvor hun aldrig kan gå fejl af frelsen.

Kære Gud, hvem kan med ord fuldt ud udtrykke en så stor og mægtig trøst? Her kan man lære, hvad Salomo har haft for øje, og hvordan han har set på ægtestanden, når han siger: «Den, der finder en hustru, finder noget godt og får velbehag fra Herren», og når han også mange andre steder roser og priser ægtestanden. Her skal man også betænke, hvor urimeligt og forkert den åndløse flok – præster, munke og nonner – roser og priser deres egen stand som den allermest åndelige, helligste og herligste. Mon ikke de snakker om åndeligt liv som den blinde om farver? For selv om de vrøvler og plaprer meget om Gud og den rette gudstjeneste, er der dog blandt mange af dem ikke én, der i hele sit liv har prøvet en eneste ret åndelig gerning. Hvor skulle de også have prøvet det, når de lever i en stand og fører et liv, som de ikke har fået ét eneste bogstav eller én tøddel af guddommelig befaling til i hele Den Hellige Skrift? For sig mig dog: Hvor har de i hele Skriften et sådant ord som dette: «Kvinden bliver frelst gennem barnefødsel, i troen»? Derfor gælder det også i alle henseender om dem, som Sankt Paulus siger i Tit 1: «De siger nok, at de kender Gud, men med gerningerne fornægter de det, for de er nogle, som Gud afskyr, og de er ulydige og uduelige til al god gerning.»

De skamløse folk, der ser så ringe på ægtestanden, som om den ikke var god nok til, at det beskidte munkevæsen og det svinske præstevæsen skulle belemres med den, burde derfor enten holde deres giftige munde og pennefjer i ave eller hvæsse dem på noget andet. For selv når de leder så nøje som overhovedet muligt, kan de dog ikke finde mere at dadle ved den end dette ene, at det er et så besværligt og uroligt liv, at man aldrig får ro i det osv. Derfor mener de straks, at det ville være en synd og skam, hvis de – sådan et helligt, åndeligt folk – skulle omgås og have med sådan en uren og hæslig ting at gøre (for sådan ser de på ægtestanden).

Men jeg vil råde de hellige folk til i det mindste at skåne sig selv, hvis de måske ikke vil skåne andre, så de ikke en dag bliver alt for hårdt og tungt straffet af den almægtige guddommelige sandhed, som de så frækt modsiger. For deres løgne er allerede afsløret og kommet så tydeligt for dagen for enhver, at ingen – medmindre han er af deres slags – længere kan tro dem. Lad dem derfor bare spotte og lyve, så meget de har lyst – ikke blot om ægtestanden og dens gerninger, men også om hele Guds ordning; kvæget gør jo ikke andet. Vi nøjes med, at Den Hellige Skrift roser og priser vores stand og kalder de gerninger, som den er indstiftet for, hellige, gode og velbehagelige for Gud, sådan som vi hører det her om at føde børn og andre steder om andre gerninger.

Det tredje, som påhviler en kvinde, er, at hun ved, hvordan hun skal forholde sig og opføre sig over for sin mand. Og her lærer Den Hellige Skrift for det første, at en retskaffen og gudfrygtig kvinde skal være sin mand lydig og underordnet, sådan som Gud selv har befalet i 1 Mos 3: «Du skal bøje dig for din mand.» Og apostlene har siden lært videre, at hustruerne skal være deres mænd underordnede og lydige som under Herren. For det behager Gud, og det roses og prises i Skriften som en særlig dyd hos de hellige kvinder. Således ser vi, at Sankt Peter fremholder Saras eksempel som forbillede for andre gudfrygtige og retskafne kvinder (1 Pet 3) og roser hende for, at hun var sin mand Abraham lydig og underordnet og kaldte ham herre osv.

For det andet skal en kvinde ikke blot være lydig og underordnet over for sin mand, men også sømmelig over for ham og andre og, som Sankt Peter lærer, have en mild og stille ånd. For dette er uden al tvivl de allerædleste klenodier og den allersmukkeste pryd, en kvinde nogen sinde kan have. Med dem er en retskaffen kvinde en pryd og ære ikke blot for sin mand, men også for et helt hus, ja, for en hel by, som Salomo siger i Ordsp 12: «En elskværdig hustru er sin mands krone», og i kapitel 11: «Det er en elskværdig kvinde, der bevarer æren.» Lad os nu se nogle eksempler på det.

Vi læser i 1 Sam 25 om Abigajil, Nabals hustru, hvor stor en ulykke hun med sin elskværdighed afvendte fra sin mand og hele huset, da hun med sin venlighed stillede Davids vrede. Han havde ellers i sinde at slå hende og hele hendes hus ihjel og gøre det af med dem. Man kan derfor godt sige, at det, Salomo siger i Ordsp 14, er sket gennem denne kvinde: «Ved vise kvinder bygges huset.»

Hvor der derimod er uartige, egensindige og trættekære kvinder, kan en eneste af dem med sit tåbelige og besynderlige hoved godt stifte så megen ulykke, at et helt hus, ja, en hel by og et helt land må bøde for det. Det ser vi på Jezabel (1 Kong 21), som lod Nabot skændigt myrde, fordi han ikke ville sælge sin vingård til hendes mand, kong Akab. Dermed anrettede hun en sådan jammer, at kong Akab, hun selv, Jezabel, og hele Akabs hus måtte gå til grunde, som der står skrevet i 2 Kong 9 og 10. Det lærer Salomo også i Ordsp 14: «En tåbelig kvinde river huset ned», og i kapitel 11: «En smuk kvinde uden tugt er som en so med en gylden ring i trynen.»

For det tredje skal en hustru også elske sin mand og vise sig venlig og villig over for ham, sådan som vi læser, at Rut gjorde over for sin Boas. Men man må heller ikke her glemme, at en kristen hustru i den kærlighed og troskab, som hun viser sin ægtefælle, altid først og fremmest skal have Guds ord og vilje for øje og være bedst tilfreds med netop sin ægtefælle. Han er jo givet og skænket hende af Gud, hvad enten han er smuk eller grim, rig eller fattig, sådan som det også er sagt ovenfor om manden. For hvor man ikke tænker på dette og tager hensyn til det, er der kun lille forskel på ægteskabet mellem kristne og mellem hedninger. Og hvordan det så end går, kan man ikke ramme den rette mellemvej, hverken til den ene eller den anden side. For er det kærlighed, så er den alt for kødelig; slår det derimod over i ulyst og uvilje, så er det en evig jammer, som hverken kan rådes bod på eller hjælpes. Derfor lærer Sankt Paulus, at ægtefæller skal have hinanden, som om de ikke havde hinanden; sådan kan man ramme det rette mål.

Ovenfor har jeg givet et eksempel med landgreve Ludvig, som man skal lære af, hvordan en retskaffen, hellig ægtemand skal elske sin hustru. Derfor kan jeg ikke lade være med også her at vise, hvordan hans hellige hustru, Sankt Elisabeth, til gengæld forholdt sig over for ham. For jeg ved ikke, om man kan finde et smukkere og herligere eksempel på hellige og kristne ægtefolk end dette. Derfor vil jeg trofast og indtrængende anbefale retskafne, gudfrygtige ægtefolk at lægge mærke til det, altid have det for øje og rette sig efter det.

Man læser i hendes historie, at Sankt Elisabeth på grund af sin ydmyghed og sine andre dyder kom i unåde hos mange og blev hadet. Ja, før de to blev gift, rådede endda nogle af landgreve Ludvigs slægt til, at man skulle sætte hende i kloster og give landgreven en anden hustru. Selv om det bedrøvede den hellige fyrstinde dybt, kunne det dog ikke få hende til at vente andet af sin ægtefælle, landgreven, end al troskab og kærlighed, sådan som han da også viste og beviste hende.

Derfor var hun, da de senere blev gift, altid så venlig som muligt over for ham. Hun søgte ikke blot aldrig en anledning til at holde sig på afstand af ham eller til at lade, som om hun havde den mindste ulyst til hans selskab; tværtimod holdt hun sig så tæt til ham, som hun overhovedet kunne. Hun fulgte ham på mange lange og besværlige rejser i stort uvejr og ville, så vidt det stod i hendes magt, aldrig skilles fra ham. Men når det ikke kunne være anderledes, og hun måtte være borte fra ham, viste hun alligevel sin kærlighed og troskab mod sin ægtefælle: Så længe han var borte, bar hun ingen af sine smykker, og indtil han kom hjem, levede hun et meget ensomt og sorgfuldt liv.

Dette siger jeg ikke blot, for at andre ægtefolk kan lære at rette sig efter det som efter et helligt og kristent forbillede, men også for at man kan se og forstå, at denne hellige fyrstinde allerhelst og med allerstørste flid ville tjene Gud, sin Herre, i det, som hendes stand pålagde hende. Og selv om hun ellers gjorde mange andre hellige og gode gerninger, forholdt hun sig dog i dem alle sådan, at de gerninger, som særligt tilkom hende, gik forud for de andre som de mest nødvendige. For hun tvivlede aldrig, men vidste med allerstørste vished, at hendes ægtestand var en ret, hellig og guddommelig stand, hvor man i alle gerninger kunne tjene Gud allerbedst efter hans ord og vilje.

Nu har vi fortalt nogle eksempler på retskafne og onde kvinder. Derfor må jeg føje endnu et lille stykke til om de mange og vidunderligt store nådebeviser og gaver, som Gud Herren i vores tid ud over sit hellige ord så rigeligt udgyder over sine troende. For det ville være en syndig og skændig utaknemmelighed, hvis alle disse herlige undergerninger af Gud, som sker for øjnene af os og med vores vidende, skulle gå i glemmebogen og forties. Gud har jo netop sendt os dem alene til trøst og opbyggelse og vil have dem stillet os for øje, for at vi midt i så mange og grufulde forargelser i denne farlige tid ud over hans hellige ord også kan se nogle trøsterige gerninger af hans guddommelige nåde.

Man fortæller, at kong Christian af Danmarks hustru, fru Elisabeth, født af Spaniens kongehus [Christian II, der blev fordrevet fra Danmark 1523; dronningen er Elisabeth (Isabella) af Habsburg, 1501–1526, kejser Karl V's søster], altid viste sig sådan over for sin herre, kongen, at hun – selv om hun ikke for verden havde været af kongeligt blod og af så høj stand – alligevel for sine kristne og prisværdige dyders skyld ville have været værdig ikke alene til den kongelige krone, men også til en evig krone i Himmeriget.

For selv om kongen, så længe han endnu havde magten i sine kongeriger, måske ikke agtede ret meget på eller lagde mærke til denne dyd hos sin ædle hustru (sådan som vi jo alle har for vane ikke at skatte noget gode højt, når det går os godt), så viste hun sig dog senere i hans ulykke sådan over for ham, at han og alle andre ikke kunne mærke andet hos hende end en sand, prisværdig og kristen ægteskabelig troskab.

For så snart kongen, hendes ægtefælle, havde forladt kongeriget, brød hun straks op for at følge ham i alt, selv om hun godt kunne være blevet dér. Hun så ikke på, hvilken alvorlig fare og uro hun dermed måtte udsætte sin kongelige ære, sit liv og sit gods for. For alle ved, at hun drog gennem hele Tyskland, opsøgte næsten alle fyrster i hele riget og derved led megen møje og besvær, fattigdom og elendighed for at fremme sin ægtefælles sag, hvis det på nogen måde havde været muligt.

Og da hun engang i Lübeck fik tilbud fra sine kongeriger om, at man ville lade hende og hendes kongelige arvinger komme tilbage til riget og til al hendes magt og herlighed (dog uden hendes kongelige ægtefælle) og villigt tage imod hende, sagde hun nej og ville ikke gøre det. Hun svarede, at hun aldrig ville forlade sin ægtefælle, så længe Gud efter sin nådige vilje lod hende leve, og om hun så skulle lide nød og gå tiggergang med ham. Ja, hun ville også sætte alle sine kongelige smykker til hos ham, og om hun så ikke skulle beholde en eneste fingerring. Denne troskab beviste hun siden også i gerning; for man fortæller troværdigt, at hun ved sin død ikke skal have efterladt sig kongelige smykker og klenodier til en værdi af mere end fyrre gylden.

Hvis dette stod beskrevet i en gammel historie, ville man alligevel agte det højt og rose det, selv om det var en hedensk og måske halvt opdigtet sag. Når det nu ikke er opdigtet, men den rene sandhed og en prisværdig og kristen gerning, som også i Den Hellige Skrift prises og roses af Gud selv, hvorfor skulle man så ikke også agte det højt og stort og prise det som en herlig Guds gerning, selv om det er sket for nylig og i vore dage? Er det ikke én og samme Gud, som nu gør undere, og som altid før har gjort dem for hele verdens øjne?

Desuden er det jo velkendt, at den kristne og retskafne dronning var en sandt gudfrygtig og troende kristen og i særlig grad en ven af det hellige evangelium. Derfor har hun uden tvivl ud over sin øvrige ulykke måttet tåle ikke så lidt modgang. For hendes sande tros skyld roser og priser vi disse hendes gerninger desto hellere og gladere. For derved ved vi med sikkerhed, at sådanne gerninger er velbehagelige for Gud og fortjener ros og pris som rette, gode og hellige gerninger.

Derfor har den almægtige Gud også bevidnet sit nådige velbehag i hende med særlige, vidunderlige gerninger. For da hun engang kom til Lier i Nederlandene [«Lyra» i kilden], blev det fortalt hende, at en fattig kvinde dér nu på tredje dag lå i en vanskelig fødsel og slet ikke kunne føde. Alle kvinderne omkring hende havde opgivet hende, trukket hænderne til sig og helt givet op: Det kunne ikke være anderledes, end at både mor og barn måtte omkomme i en sådan nød, medmindre Gud ville gøre et særligt under med den fattige kvinde.

Hør nu, hvad der skete. Så snart den retskafne dronning hørte det, gik hun straks selv hen til den fattige kvinde i huset, hvor hun lå. Og da hun fandt kvinderne helt modløse i den store, ynkelige jammer (som man nok kan forestille sig), talte hun dem straks alvorligt til, irettesatte deres svage tro og modløshed og formanede dem til ikke helt at fortvivle, men påkalde den almægtige Gud om hjælp og stole på ham. Samtidig bød hun dem – ja, hun var selv den allerførste af dem, der begyndte – at tage sig af den fattige kvinde igen. Se nu: Hvad formår troen ikke? Så snart hun lagde sine hjælpende hænder på den fattige kvinde, gav Gud på stedet sin nåde og hjalp den fattige kvinde til en glædelig fødsel.

Det er også undergerninger, og de sker endnu dagligt overalt i rigt mål. Dem skal retskafne kristne lægge mærke til og skatte højt som Guds gerninger, selv om verden møder dem med hån og spot nok. Den gør, som dens art er.

Det fjerde stykke, som påhviler en retskaffen hustru, er, at hun skal være huslig, det vil sige: Hun skal ikke tage sig af ting uden for sit hus, som hun ikke er sat til, men passe sit hus og holde sammen på det, som vor Herre Gud gennem mandens arbejde og på anden måde skænker huset, og bruge det til gavn. For det står dårligt til med husholdningen, hvor en mand har en hustru, som ødsler en groschen bort for ham hurtigere, end han kan tjene en heller eller en penning. Derfor: Ligesom det er prisværdigt at bevare det, man har tjent, og at tjene noget nyt, sådan er også en hæderlig husmoder, der holder sammen på det lille, man har tjent, ikke mindre ære og ros værd end husfaderen, som tjener det.

Salomo siger i Ordsp 14: «Ved kloge kvinder bliver huset bygget, men en tåbelig kvinde river det ned med sin færd.» Det er også sandt, og man ser det så tydeligt overalt, at det ikke behøver at blive påvist. Derfor befaler også Sankt Paulus i Tit 2, at en kvinde skal være huslig og med flid tage vare på det, hun har at gøre hjemme i sit hus. For det klæder en retskaffen kvinde meget dårligt at løbe rundt alle vegne og ofte gå ud for at more sig. Derved bliver ikke alene husholdningen forsømt, men der bliver også stiftet fortræd af mange slags. For det sker meget sjældent, når konerne på den måde kommer sammen uden noget at bestille, at de ikke med deres unyttige snak i det mindste brygger en spand ulykke – hvis der da ikke ligefrem bliver et helt læs ud af det.

Det har også de gamle hedninger erfaret, og derfor bestemte de, at der blandt deres kvinder skulle holdes en god, ærbar og ordentlig tugt i alle ting. Men denne dyd, at en retskaffen kvinde tager vare på sit hus, lod de ikke alene skrive ned og lære, så man kunne læse og lære den. De malede den også for øjnene i billeder, for at man altid skulle se den og aldrig glemme den. Den blev malet sådan, at fru Venus stod på en skildpadde. Dermed ville de vise, at ligesom skildpadden aldrig forlader sit hus, sådan skal også en retskaffen og ærbar husmoder uden ophør tage vare på sit hus og på det, hun har at gøre i det. Og dermed, mener jeg, er der sagt nok om det, som særligt påhviler en retskaffen kvinde. Nu vil vi fremover også lære om det, som påhviler både manden og kvinden i husholdningen.