Skabelsen og mennesket

1 Mos 1

(Tiende årgang, 1851)

«Det Nye Testamente ligger skjult i Det Gamle, og Det Gamle ligger åbent i Det Nye» (Augustin)

Luther sagde engang: «Før et menneske rigtig har lært at forstå Bibelens første ord: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden, er det dødt; og selv om det levede i tusind år, ville det alligevel ikke blive udlært i dem.» Dette udsagn af Luther er påfaldende – især det, at man skal være «død», før man rigtig har forstået disse ord om skabelsen; men ordene peger på noget, som mange kristne har bevidnet, nemlig at det at betragte Bibelens første beretning om skabelsen og mennesket osv. har en særlig livgivende kraft i sig, styrker og opmuntrer troen og giver en kristen et ophøjet blik og en fastere tillid. Noget sådant havde Luther erfaret, da han sagde det. Vi ser også, hvordan Kristus har vist os hen til skabelsen, til græsset, liljerne og fuglene (Matt 6,26.34), og til den natur, som er lagt ned i mennesket ved skabelsen (Luk 11,11.13), for at vække os op af slummeren, så vi kan se, hvordan Gud er sindet mod os. Paulus siger, at selv hedningerne bør lære Gud at kende af skabelsen, skønt de ikke har Ordet om denne skabelse; han siger, at «Guds usynlige egenskaber, både hans evige kraft og hans guddommelighed, ses fra verdens skabelse af, når de forstås af hans gerninger, så de er uden undskyldning» (Rom 1,20). Hvor meget mere da vi, som også har Guds ord om denne skabelse! Bibelens beretning om skabelsen giver langt mere lys og trøst end de synlige ting alene. Augustin har af Guds første skabelse hentet de allersmukkeste og stærkeste trøstegrunde. Sådan er i det hele taget vores hensigt, når vi nu for en stund vil opholde os i paradiset og i tidens første skønne morgenlys se vor himmelske Faders kærlighed, visdom og magt.

Og det, vi da især skal have for øje at opsøge i paradiset, skal være svaret på spørgsmålet: Hvad mener Gud med os? Hvor er mennesket kommet fra? Hvad er det, og hvortil blev det skabt i tidens begyndelse? Dernæst skal vi se, hvordan mennesket er efter faldet, og hvilke udsigter det har for evigheden, eller hvilken vej Gud egentlig har bestemt for det til salighed. Men først og sidst skal Herren selv og den guddommelige kærlighed, visdom og trofasthed lyse frem i det. Med Guds velsignelse skal vi heri finde en stor, vældig og evig trøst, et salighedens bjerg og en salighedens fæstning, som der i høj grad er brug for i alt det mørke og den uro, der omgiver vore sjæle på jorden. Hele Kristi rige på jorden er et troens rige, hvor Gud har ladet hele den flod af synd og elendighed blive tilbage, som strømmede ud af Adams fald, og derfor kommer ingen kristen lykkeligt igennem med troen og tilliden i behold uden at holde fast ved, hvad Gud selv er, og hvad han fra begyndelsen har ment med os; derfor bliver det af største vigtighed at gå til bunds i sådanne spørgsmål.

Når man betænker, at da Gud skabte og prydede jorden og fyldte den med så stor rigdom og skønhed, havde han mennesket som sit hovedformål – menneskets trivsel, lykke og opvækkelse til at se, kende og ære Gud – at Herren Gud skabte hele naturens rigdom og hele mængden af levende væsener for menneskets skyld – at han, da alt var færdigt, vendte sig til sine to børn og sagde: «Hersk over alt dette. Gør jorden jer underlagt, og hersk over fiskene i havet og over fuglene under himlen og over alle dyr, der kryber på hele jorden – se, jeg har givet jer alle slags planter på hele jorden og alle slags frugtbærende træer» osv. – når man betænker dette, så hører det med til vores betragtning også at se på dette skønne, rige hus, som Herren byggede til sit barn, mennesket. Af huset og det, der findes i det, kan man ikke blot slutte sig til, hvem der har bygget huset, men også til den høje stand, rang og rigdom, som han har, for hvem det er bygget.

Bibelens første ord lyder: «I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Og jorden var øde og tom, og der var mørke over dybet; og Guds Ånd svævede over vandet. Og Gud sagde: Der blive lys; og der blev lys. – Og Gud skilte lyset fra mørket» – så de skulle skifte på bestemte tider, hvoraf dag og nat opstod, før solen fandtes. Og så beskrives skabelsen af elementerne og himmelhvælvingen som de to første skabelsesdages herlige værk, v. 6–10. Derpå følger: «Og Gud sagde: Jorden frembringe grønt, frøbærende planter og frugttræer, som efter deres arter bærer frugt med frø i på jorden. Og det skete; og jorden frembragte grønt, frøbærende planter efter deres arter og træer, som efter deres arter bar frugt med frø i. Og Gud så, at det var godt. Og det blev aften, og det blev morgen, den tredje dag.»

På den fjerde dag skabte Gud solen, månen og stjernerne, gav dem deres baner og bestemmelse og ordnede derved samtidig tidens skifte på jorden, dage, måneder og år, v. 14–19. Nu var det store lys på himlen tændt, solen, som i så mange århundreder har sendt lys og varme til vores klode og endnu i dag er lige så herlig for vore øjne. Nu var jorden fuld af græs og blomster og planter og træer – alt sammen til trivsel og næring for dens kommende herre, mennesket. Her behøver vi ikke at tro; vi ser det jo alt sammen for vore øjne den dag i dag. – Men vi skal se mere:

Blandt alt dette skønne, som nu blomstrede og strålede i al glæde på den nyskabte jord, fandtes der endnu intet skabt væsen, som kunne nyde og glæde sig over det; der var endnu kun et planterige. Var det blevet ved dermed, så havde jorden med al sin rigdom og pragt, paradiset med sine blomstrende marker, sine frugtrige træer og sine skønne floder, dog været en tom og øde skueplads, hvor livets ånde manglede, hvor der ikke engang fandtes en tilskuer. Et sådant tomrum i sin skabning ville den kære Gud ikke efterlade. Desuden: Når det var mennesket, han byggede og prydede huset for, og mennesket skulle være hans billede, så skulle også det, ligesom han, have et rige af levende væsener at herske over her på jorden, ligesom han selv var Herre over utallige verdener og himmellegemer. Da tænkte Gud igen en skabende tanke – en tanke om liv, om en hel verden af liv og bevægelse, af utallige levende væsener – og med den visdom og magt, som kan slå os med forundring, udså han på én gang de utallige, uendeligt forskelligartede arter af de levende væsener, som nu lever omkring os, alle med deres særlige skikkelser, ydre og indre organer og naturlige egenskaber, og udtrykte sin skabertanke med det almægtige ord:

«Og Gud sagde: Vandet frembringe et myldrende liv af levende væsener; og fugle skal flyve over jorden under himmelhvælvingen *). Og Gud skabte de store havdyr og alle de levende væsener, der bevæger sig, som vandet myldrer med, efter deres arter, og alle vingede fugle efter deres arter. Og Gud så, at det var godt. Og Gud velsignede dem og sagde: Vær frugtbare og bliv mange, og fyld vandet i havene; og fuglene skal blive mange på jorden. Og det blev aften, og det blev morgen, den femte dag. Og Gud sagde: Jorden frembringe levende væsener efter deres arter, kvæg og krybdyr og vilde dyr efter deres arter. Og det skete; Gud gjorde de vilde dyr efter deres arter og kvæget efter dets arter og alle krybdyr på jorden efter deres arter. Og Gud så, at det var godt» (v. 20–25).

*) En af Englands største og dog troende lærde skriver herom: «I lydighed mod dette livgivende ord: Vandet frembringe osv., blev det grænseløse ocean med alle de strømme, der falder ud i det, i et øjeblik frugtbart og frembringende ved den Almægtiges magt og under ledelse af hans uendelige visdom; i myriader, i uendelig og forbløffende mangfoldighed sprang dets bestemte afkom frem af det, først måske det usynlige infusionsdyr eller den sanseløse polyp, som er halvt dyr, halvt plante, og sidst hvalerne, der er skabt halvt som landdyr, halvt som fisk, og de uhyrer, der er i slægt med dem. Dog frembragte oceanet ikke blot havdyr eller sådanne, som bebor vandets altid oprørte verden med alle dens strømme, huler og afgrunde; det frembragte også alle de slægter, der er udrustet med vinger og fjer – fra den skinnende kolibri til den vældige ørn og den kæmpestore grib – som befolker og giver liv til luftens hav og der har skuepladsen for deres virksomhed. De dyr, som blev skabt på denne dag, var bestemt til uafhængigt af jorden at leve og bevæge sig i et flydende medium af større eller mindre tæthed, og derfor blev de også udrustet med sådanne organer, som passede til deres element.

Igen lød kraftens ord: Jorden frembringe! og i samme øjeblik sprang de forskellige slægter af firbenede dyr frem af dens moderlige skød, så uendeligt forskellige i størrelse, fra den lille hasselmus til den kæmpestore elefant og flodhesten; siden fremstod også de jordfødte krybdyr med fire, seks, otte eller flere fødder og bandt landdyrene sammen med dem, der havde deres oprindelse i vandet. Hos de fleste af disse blev fiskenes finner og fuglenes vinger erstattet af fødder, som bedre passede til bevægelse på den skueplads, hvor de skulle spille deres rolle og udføre deres Skabers vilje.»

Så blev den nyskabte jord nu fuld af levende væsener. Have, søer og floder myldrede med fisk og luften med fugle og flyvende insekter. Nu var jorden fuldt udrustet og prydet til at tage imod sin bestemte konge og herre, mennesket. Solen, månen og stjernerne udgød deres milde skær over den; den selv og dens medplaneter var begyndt på deres daglige og årlige bevægelser; bjerge og dale havde nu deres skiftende træarter, planterne og blomsterne var sprunget frem af jordens skød og dækkede den med grønt og skønhed; frugt- og skovtræerne blomstrede i al deres herlighed med løv, blomster og frugter, alle rede til at bidrage til den ventede herskers underhold, trivsel og fornøjelse. Dyrene og fuglene, alle fredelige, legede i ungdommelig munterhed, og over hele skabningen herskede skønhed og ynde, liv, bevægelse, glæde og fryd. – Da alt nu således var færdigt og skønt og herligt, da «morgenstjernerne lovpriste Gud, og alle hans børn (englene) jublede» (Job 38,7), da tænkte Gud på mennesket. For nu følger i skabelsesberetningen (v. 26): «Og Gud sagde: Lad os gøre mennesket.» Hvor herligt og virksomt både dyre- og plantelivet end viste sig i den nyskabte verden, så fandtes der dog ikke et eneste væsen, der havde evne til at kende og elske sin Skaber – ikke et eneste, der kunne løfte sig op over det pragtfulde og vidunderlige skuespil til dets store ophavsmand – ingen, som havde en fornuftig og udødelig sjæl. En vigtig plads i skabningen stod endnu tom. Arvingen i huset manglede endnu. Her var gjort et herligt og åbent tempel rede, strålende af skønhed og pragt; men endnu fandtes ikke den præst, som skulle forrette gudstjenesten og tænde røgelsen for templets store Herre og Gud. Vi vil nu gå over til at betragte, hvordan mennesket blev skabt – det, som skulle udføre dette høje kald, som skulle bringe Gud den lovsang, som alt skabt skyldte ham, som konge og præst, og således være talsmand for hele den øvrige skare på vores jord.

«Og Gud sagde: Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os; og de skal herske over fiskene i havet og over fuglene under himlen og over kvæget og over hele jorden og over alle krybdyr, der bevæger sig på jorden. Og Gud skabte mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem» (v. 26–27).

Det første, der er bemærkelsesværdigt i denne beretning, er, at Herren siger: Lad os – lad os gøre mennesker osv. Her antydes en rådslagning: Lad os gøre mennesker. Herren siger ikke: Jeg vil gøre mennesker, eller: Jorden frembringe mennesker, men: Lad os gøre mennesker. Hele den øvrige skare af forskellige væsener blev skabt uden nogen sådan rådslagning, blot ved et almagtens bud; men da Gud ville skabe mennesket, holdes der rådslagning. Men med hvem rådslår Herren da? Uden tvivl deltog alle tre guddomspersoner her i rådslagningen. Nu skulle det væsen skabes, som ikke blot skulle have et jordisk og forgængeligt legeme, men også en udødelig sjæl, som skulle tages af Guds egen Ånd og dannes til et evigt samliv med Gud i himlen. Herren siger: «Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os.» Da Gud nu samtidig i sit evige forudseende så menneskets fald og al den fordærvelse og elendighed, som skulle strømme ud af det, ville han ikke slippe dette betydningsfulde væsen ud af sin skabende hånd, før han først havde holdt råd om det, og Sønnen, det evige Ord, havde påtaget sig dets frelse. Men da Sønnen sagde: «Jeg vil frelse menneskeslægten», sagde Faderen: «Så vil jeg skabe den. Lad os gøre mennesker.» Dette frelsesråd var vel allerede besluttet hos Gud forinden; for apostlen Paulus siger, at «Gud har udvalgt os i Kristus før verdens grundlæggelse» (Ef 1,4). Og Peter siger, at Kristus, Gud åbenbaret i kødet til menneskenes frelse, «var forudbestemt før verdens grundlæggelse» (1 Pet 1,20). Men Herrens Ånd har i beretningen om menneskets skabelse villet optegne dette frelsesråd på en skjult måde. Her er det kun dunkelt antydet, og vi ville ikke have forstået det, hvis det ikke var blevet forklaret så mange andre steder i Skriften. For spørger nogen, hvordan man ved, hvad der blev forhandlet og besluttet i Guds evige råd, så svarer man med rette, at det er åbenbaret for os af dem, som selv var til stede og holdt det råd. Alle tre guddomspersoner har åbenbaret det: Faderen opsøgte straks på faldets dag vore første forældre i deres rædsel og skam og forkyndte dem den besluttede frelse ved «kvindens sæd». Han åbenbarede sig ofte for patriarkerne og fornyede løftet. Helligånden talte så tydeligt hos profeterne om den kommende «Forløser», «Herrens Zemah» [hebraisk for «spire»], «skuddet fra Isajs rod», den «store Profet», «Herrens Salvede», som «gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore misgerninger», at en apostel i Det Nye Testamente ikke kunne have talt tydeligere om det. Men især har «den enbårne Søn, som er i Faderens favn, åbenbaret det» (Joh 1,18), og derfor kaldes han især «det trofaste og sandfærdige vidne, begyndelsen til Guds skabning» (Åb 3,14), og de ord forklarer Büchner sådan: «Han er vidnet om Guds pagt med os; han kendte sagen godt; for han havde været med i fredsrådet, hvor det blev besluttet, at Sønnen skulle blive menneske og genløse menneskeslægten.» Og i Ef 1,9 siger Apostlen om «vor Herre Jesu Kristi Fader», at han «har kundgjort os sin viljes hemmelighed efter sit velbehag, som han havde sat sig for i sig selv». – Men tænk nu: Når Gud har udvalgt os i Kristus, før verdens grundvold blev lagt, og Kristus var udset som vores Frelser før verdens begyndelse, så ligger vores udvælgelse og salighed i Kristus visselig dybt nok grundfæstet; visselig kunne og burde man være sikker og salig i troen på ham, ja, så man godt kunne begynde at råbe, ude af sig selv af lutter glæde og sejrsfryd. Og på den anden side – det nytter vel ikke at prøve at blive salig ad nogen anden vej end ved hans elskede Søn, i hvem vi er udvalgt. Nej, kom ikke frem for Gud uden Kristus! Prøv aldrig at vinde hans nåde i dit eget navn! Det er kun i Kristus, vi er udvalgt, før verdens grundvold var lagt – kun i Kristus, vi behager Gud. Uden for ham har Gud intet foreningspunkt med mennesket. Og grunden blev lagt alt for dybt til nogensinde at kunne rokkes. Lovet være Guds evige kærlighedsråd i al evighed! – Men dette skal vi få lejlighed til at betragte yderligere, når vi hører Gud selv på syndefaldets dag forkynde sit råd om vores frelse ved «kvindens sæd, som skulle knuse slangens hoved».

Den anden mærkværdige omstændighed ved menneskets skabelse er den, at mennesket blev skabt på en helt anden måde end alle dyrene, også de fornemste. Da dyrene blev skabt, hedder det: «Vandet frembringe!» – «Jorden frembringe!» Det ser altså ud til, at Gud ikke handlede umiddelbart, da han skabte dem, men virkede med sit almagtsord på visse kræfter, som han havde lagt ned i naturen: «Vandet frembringe, jorden frembringe!» Men da mennesket skulle skabes, måtte ingen sådanne naturkræfter være med; da virker Gud alene og umiddelbart, da er det et værk, som alle guddomspersonerne forener sig om, da hedder det: Lad os gøre mennesker! – Mennesket er altså hverken født af vandet eller af jorden, sådan som nogle hedenske folk tidligere har påstået, men mennesket er skabt af Gud på en særlig og umiddelbar måde. – Endnu mere mærkværdig bliver denne omstændighed, når vi ser på oprindelsen til menneskets to bestanddele, legeme og sjæl, om hvilke det hedder i kap. 2,7: «Og Herren Gud dannede mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde i hans næse, og så blev mennesket et levende væsen.» Læg først mærke til: «Gud dannede mennesket.» Det var altså Guds eget værk, og det blev også det allerunderfuldeste kunstværk på jorden. Og Gud gjorde menneskets legeme af jord til en evig påmindelse om, at vi er støv og jordorme. Derfor fik også det første menneske navnet Adam, som betyder: af jord, jordisk, jordens barn – for at vi aldrig skal glemme, hvor forgængelige legemet og tiden er, men altid søge det, som hører sjælen og evigheden til. – «Og Gud blæste livsånde i hans næse.» Hvilken høj og ædel oprindelse! Sjælen, den udødelige sjæl, evighedens barn, som er bestemt til i tid og evighed at leve med Gud som en engel eller som et barn med sin far, den er så umiddelbart kommet fra Gud, at Skriften her siger: Gud blæste den ind i mennesket. Her kan vi udbryde med David: «Jeg takker dig, Gud, fordi jeg er underfuldt skabt.» Her er grunden til, at Paulus siger om mennesket i almindelighed, at det er beslægtet med Gud, sådan som der står i ApG 17,28: «Vi er også hans slægt.» Legemets og sjælens forskellige bestemmelse har den vise konge også udtrykt godt: «Støvet vender tilbage til jorden, som det er kommet fra, og ånden vender tilbage til Gud, som har givet den» (Præd 12,7). Og så har vi set, hvordan både legemet og sjælen, jordens barn og evighedens barn, er Guds egne, særlige værker.

Hertil kommer nu den tredje og mest mærkværdige omstændighed, nemlig at Gud skabte mennesket i sit billede. Det har Herrens Ånd især villet gøre os opmærksom på ved at gentage sagen udførligt, for sådan lyder ordene: «Gud sagde: Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os;» – – – «Og Gud skabte mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det.» Her gentages det med flere forskellige udtryk, at mennesket skulle være Guds billede. Selv om vi aldrig her i tiden ret vil forstå dette Guds billede, så er alene den omstændighed mærkværdig, at mennesket netop «blev skabt i Guds billede», at Gud netop ville gøre et billede af sig selv, da han skabte mennesket. For det rummer noget ufatteligt stort; det er noget overmåde stort og herligt, vi er bestemt til: Guds billeder, Guds børn og arvinger – Gud lig, men ikke Gud lige. Derfor kunne Guds Søn også komme og blive menneske, blive vores bror og lige, og han «skammede sig ikke over at kalde os brødre» – og han kom for at genoprette det, som var blevet ødelagt ved syndefaldet. Derfor skal vi også ved ham alligevel nå frem til den samme herlighed, som vi var bestemt til i skabelsen. Ved den nye fødsel, den nye skabelse (Joh 3,3; Sl 51,12; Ef 2,10) bliver vi straks «nye skabninger» i Kristus (2 Kor 5,17) og «får del i Guds natur» (2 Pet 1,4), og det nye menneske skal dag for dag «fornyes til erkendelse efter hans billede, som skabte det» (Kol 3,10). Men helt genoprettet bliver Guds billede i os aldrig, før vi i opstandelsen får nye, rene og udødelige legemer, og Kristus bliver åbenbaret i alle dem, som tror. Som Johannes siger: «Mine elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive; men vi ved, at når han åbenbares, så skal vi blive ham lig, for vi skal se ham, som han er» (1 Joh 3,2).

Om Guds billede, og i hvor høj grad de første mennesker lignede Gud, kan vi ikke vide meget, fordi vi har mistet Guds billede så fuldstændigt, at vi slet ikke har nogen erfaring af det, og Skriften ikke har forklaret det nærmere. Men det, vi kan finde og forstå om det i Skriften, er især følgende. I Kol 3,10 siger Apostlen: «Ifør jer det nye menneske, som fornyes til erkendelse efter hans billede, som skabte det», og i Ef 4,24: «det nye menneske, som er skabt efter Gud i sandhedens retfærdighed og hellighed.» Af disse og flere lignende bibelsteder kan man se, at Guds billede først og fremmest var præget ind i menneskets ånd og bestod i det sande lys i dets forstand og dets hellighed og frihed i viljen. Når vi kommer til at se på syndefaldets følger, vil vi også finde, at det især var på disse punkter, der viste sig en mærkbar forandring: en forvendthed og dårskab i tankerne om Gud og en ondskab og tilbøjelighed til synd i viljen. Luther siger: «Derfor har Guds billede, som Adam blev skabt i, været det allerherligste og ædleste, for der var ingen smitte af synden, hverken i hans fornuft eller i hans vilje, men både de indre og de ydre sanser var alle fuldkommen rene. Forstanden var helt ren, hukommelsen helt god og frisk og viljen helt oprigtig og sanddru, i en meget smuk, ren og tryg samvittighed, uden al sorg og frygt for døden. Med denne indre fuldkommenhed var også forenet legemets og alle lemmernes overmåde smukke og fortræffelige herlighed, hvorved han overgik alle andre levende væsener» osv. Adam og Eva har altså ejet det, som alle troende nu sukker efter. De har kunnet være så fromme, som de ville; de har ikke behøvet at klage: «Det gode, som jeg vil, gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.» Nej, de har virkelig haft en fri vilje, som vi nu kun har et drømmebillede af, som et minde fra barndommen, mens vi i virkeligheden ikke er frie, ikke har en fri vilje, men som Paulus siger: «Både jøder og grækere er alle under synd» – «er under synd», ligesom trællene er under deres herre og deres åg. Som han også siger: «Jeg er kødelig, solgt under synden.» Alle mennesker er efter faldet «af natur vredens børn» og kan ikke selv gøre sig fri, men må følge den overmægtige synd, indtil en stærkere kommer til. Men Adam og Eva – de havde en fri vilje; derfor blev de også sat på en prøve, hvor liv og død afhang af deres lydighed eller ulydighed. Desuden havde de sande og rigtige tanker om Gud, de så klart hans hjerte og sind mod dem, og de havde derfor en inderlig tillid til ham, som gode børn til deres kærlige far. Efter faldet er vores forstand derimod fyldt med tykt mørke, forvirring og dårskab i åndelige ting, så vi uophørligt mister det rette syn på Gud, er sikre, når vi burde frygte, og frygter, når vi burde være trygge og glade. – Videre har Guds billede bestået i sjælens væsen, fordi den er en ånd og udødelig, sådan som Gud er, og desuden havde evnen til at forstå, huske, tænke og drage slutninger også om usynlige og åndelige ting, hvorved mennesket så mærkbart adskiller sig fra dyrene. Ligeledes var legemet ikke underlagt døden; det var fri for alle sygdomme og smerter. Paulus taler om den legemlige død, når han i 1 Kor 15 siger, at «døden kom ved et menneske, og de dødes opstandelse ved et menneske». Endelig lå menneskets lighed med Gud også i, at det blev sat til hersker over jorden og over alle de levende væsener, som er på jorden, sådan som Gud sagde: «Underlæg jer jorden og hersk over fiskene i havet og over fuglene under himlen og over alle dyr, som rører sig på jorden.» Lægger vi nu alt dette sammen, bliver det sandelig et herligt billede – sandelig et genskin af Guds eget væsen. Adam og Eva havde levet med Gud i paradiset som fortrolige og glade børn med deres kærlige Fader. De var uskyldige og hellige, havde en helt god samvittighed og en fuldkommen frimodighed og tryghed i Guds nærhed; de havde en fin og klar forstand, så de let opfattede og skuede deres himmelske Faders herlige gerninger; et sundt og udødeligt legeme og en udødelig sjæl og desuden herredømmet over hele jorden og alle levende væsener. Efter syndefaldet har man ikke set et sådant menneske på jorden, uden ét – «mennesket Jesus Kristus» (1 Tim 2,5), om hvem det udtrykkeligt hedder, at han er «billedet af Guds væsen» (Hebr 1,3, jf. Kol 1,15; 2 Kor 4,4). Et sådant menneske var nødvendigt for at genoprette det, som var gået tabt ved det første menneske – det vil vi tale mere om senere.

Før vi går videre i historien, vil vi nu søge nogle lærdomme i det, vi allerede har betragtet. Og allerførst: Se nu her, i hele Guds skabelse, hvilken mester der er, hvilken Gud vi har, hvilken storhed og magt! Skulle vi mene, at noget er for svært for Gud, som har gjort alt dette? At Gud har skabt alt, kan vi i det mindste ikke tvivle på, for vi ser det for vores øjne, og vi forstår, at nogen må have gjort det. Åh, hvor har vi så vores tanker? Hvor er så vores forstand, når vi i noget tilfælde kan tvivle på Gud, på hans vilje og magt til at hjælpe alt, hvad der hedder menneske, og som vil tage imod hans hjælp? – Uerfarne, ubekymrede mennesker, som ikke kender til nød, og levende troende kristne, for hvem Ordet er alt, har ikke brug for denne betragtning. Men når en kristen kommer så langt ud i mørke og anfægtelse, at han tvivler på hele Guds ord, så viser Herren ham hen til skabelsens værker, som han ikke behøver at tro, men kan se med øjnene. For eksempel siger Herren mod legemlige bekymringer: «Se på himlens fugle – jeres himmelske Far føder dem; er I ikke meget mere end dem?» Skulle Gud så sørge for de små, ubetydelige fugle, men glemme mennesket, sin dyrebareste og herligste skabning, Guds billede, barn og arving, herskeren over fuglene og dyrene? Skulle Gud glemme mennesket? – «Se på liljerne på marken! Salomo i al sin herlighed var ikke klædt som en af dem. Når nu Gud klæder græsset på marken sådan, der står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så ikke meget mere klæde jer» – jer, som er «Guds slægt»! – «Åh, I lidettroende!» Mod frygt for onde mennesker siger Herren: «Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden uden jeres Far. I er jo mere værd end mange spurve. Alle jeres hår på hovedet er talt. Frygt derfor ikke» (Matt 10). Du synes, at Gud har forladt dig. Der er en bestemt sag, hvor du synes, du er helt hjælpeløs; du kan umuligt selv klare den, i hele verden findes der ingen, som kan hjælpe med den; og du har råbt til Gud, til du er blevet hæs og træt, og alt ser lige forgæves ud – «Gud viser sig som en rådvild mand, som en kæmpe, der ikke kan hjælpe» (Jer 14,9). Er det muligt, at det virkelig forholder sig sådan, som det da ser ud for dig? Forstår du ikke, at der her er en dyb skjulthed hos den underfulde, men dog trofaste Gud? Forudsat at du ikke kæmper imod Herren og hans orden, fx beder om kraft til helliggørelse, før du er blevet troende og glad i den ufortjente nåde, eller beder om legemlig hjælp uden at ville arbejde osv. – forudsat altså, at du søger hjælpen på den rette vej, så er det helt umuligt, at Gud ikke skulle give dig alt, hvad der er bedst og nyttigst for dig. Eller «er Herrens hånd nu for kort til at frelse?» Og «han, som har dannet øjet, skulle han ikke se» – og se din nød? «Han, som har plantet øret, skulle han ikke høre?» Han, som tager sig af fuglene, skulle han ikke tage sig af dig? Tænk grundigt over Kristi spørgsmål: «Er I ikke meget mere end dem?» Frelseren forklarer: «I er mere værd end mange spurve!» Tænk! Det siger Herren selv. Ja, sådan må Kristus have set på det, han som købte os så dyrt: «I er mere værd end mange spurve.» Og nu tager han sig af spurvene. Skulle han så glemme dig? – Du siger: «Åh, jeg har syndet! Jeg lider det, jeg vel har fortjent; jeg er med fuld ret forladt.» – Åh menneske, har Gud da handlet med os efter vores synder? Han, som «udvalgte os i Kristus før verdens grundlæggelse», han, som «i Kristus forsonede verden med sig selv, da vi endnu var fjender», da vi ingen forsoning havde, da ingen bad ham om det – skulle han nu handle med os efter vores synder? Skal vi nu bestå for Gud ved vores egen retfærdighed? Så ville intet kød blive frelst; så ville vi heller ikke få en dråbe vand. Nu er vi tværtimod i hvert øjeblik omgivet af utallige velgerninger fra Gud. Så bør vi altså af det, vi ser, lære at tro også det, vi ikke ser.

På samme måde bør vi også med øjet på skabelsens storværker tæmme fornuftens overmod, som vil trætte med Gud, dømme over hans ord og værk og tvivle på det, den ikke forstår. Da en mand, der ellers var from, og som ikke havde sin lige i landet, engang faldt i denne fristelse, svarede Herren ham: «Jeg vil spørge dig, og du skal belære mig. Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Hvem fastsatte dens mål? Hvorpå blev dens grundvold bygget? Hvem lagde dens hjørnesten, da morgenstjernerne lovpriste mig og alle Guds børn jublede? Hvem lukkede havet inde bag porte, da det brusende brød frem af moderlivet? – Er dødens porte blevet åbnet for dig, og har du set det sorte mørkes porte? – Hvor er vejen derhen, hvor lyset bor? Og mørket, hvor har det sin plads? – Kan du binde Syvstjernens bånd eller løse Orions reb? – Kender du himlens love, eller bestemmer du dens herredømme over jorden?» (Job 38). Sådanne spørgsmål skulle man prøve kræfter med, når man vil dømme over Guds ord, og der er noget, man ikke forstår; så bliver man snart glad for at opgive det arbejde og sige: «Tal, Herre, din tjener hører.» Så har man haft gavn af at betragte skabelsen.

Men især skal vi af menneskets skabelse og alle Guds velgerninger mod det lære at forstå Guds kærlighed. Mennesket var jo i sandhed Guds «yndlingssøn». Og han siger, at han ikke har givet noget moderhjerte på jorden en sådan ømhed for sit barn, som han selv har (Es 49,15). Derfor endnu en gang: Tro ikke, at Gud ikke bekymrer sig om dig. Hvor er du kommet fra? Hvem har skabt dig og opholdt dig indtil nu? Hvad har Gud mon skabt alt på jorden til? Var det ikke for menneskets skyld? Hvad er det for en grund, du går, står og ligger på? Kommer barnet ikke sin far ved, som det har fået sit liv fra? Hvilket dyr, hvilken bjørn eller tiger er vel så grusom, at den ikke elsker, nærer og forsvarer sine egne unger? Tænk, hvordan kan du så tro, at du ikke skulle ligge Gud på sinde, når han dog er kærligheden selv, så han også har givet sin Søn for os? – Lige så vist som du kan se, at du er skabt af Gud – og er et menneske – lige så vis kan du være på en evig og ufattelig kærlighed fra Gud. Gud åbne vores øjne og øge vores tro!