Det tredje bud

Tænk på sabbatsdagen, så du helliger den.

Hviledagen – hvile – på hebraisk sabbat – hvor stammer denne ordning fra? Fra dette tredje bud fra Sinaj? Nej, sabbatten fandtes længe før. Hvad er hviledagens egentlige oprindelse? Hvor højtidelig, hellig og dyrebar bliver den dag ikke for dem, der virkelig tager det spørgsmål til hjerte! – Sabbatten er langt ældre end de ti bud fra Sinaj. Hviledagen er indstiftet helt tilbage ved dagenes skabelse. Hør, hvordan Skriften omtaler den i sit andet kapitel: «Således blev himlen og jorden fuldendt med hele deres hær. Og Gud fuldendte på den syvende dag sit værk, som han havde gjort; og han hvilede på den syvende dag fra hele sit værk, som han havde gjort».

Og Gud velsignede den syvende dag og helligede den, fordi han på den dag hvilede fra hele sit værk, det som Gud havde gjort, da han skabte.

Til denne dens første grund og indstiftelse henviser Herren Gud, da han siden ved Sinaj gør sabbatsbuddet til sit tredje bud og siger: «Tænk på sabbatsdagen, så du helliger den. Seks dage skal du arbejde og gøre alt dit arbejde. Men den syvende dag er Herrens, din Guds, sabbat. Da skal du intet arbejde gøre, heller ikke din søn eller din datter, heller ikke din tjener eller din tjenestepige eller dit trækdyr, heller ikke den fremmede, som er hos dig inden for dine porte».

«For på seks dage gjorde Herren himlen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem, men han hvilede på den syvende dag. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den» (2 Mos 20,8–11).

Tom og forgæves er da den tanke, at sabbatsbuddet skulle være en forordning, der blot var givet til jøderne, og kun af samme værdi som deres forbilledlige ceremonilov, der fik sin ende med Kristus. For vi ser jo, at sabbatsdagen var indstiftet længe før der overhovedet fandtes noget Israels folk på jorden – indstiftet i paradiset for Adam og Eva, alle menneskers første forældre – ja, at, som Jesus siger: «Sabbatten er gjort for mennesket» (Mark 2,27). Luther siger om 1 Mos 2,1–3: «Af denne tekst følger nu, at selv om Adam var blevet stående i sin uskyld, havde han alligevel holdt den syvende dag hellig, dvs. han havde på den dag undervist sine efterkommere om Guds vilje og Guds tjeneste, takket, lovet og tilbedt Gud osv. De andre dage havde han dyrket jorden, set til kvæget osv. Ja, også efter faldet har han holdt den syvende dag hellig, dvs. han har på den dag talt med sine børn om Gud og undervist dem om, hvordan Gud skal dyrkes, sådan som hans sønners, Kains og Abels, offer vidner om. Derfor er sabbatten fra verdens begyndelse forordnet til gudstjeneste». – For da dette var Guds første indstiftelse for mennesket allerede i paradiset, ser vi jo, at sabbatsbuddet i sig selv ikke er et tilfældigt bud for jøderne, men at selve sabbatten har en uforanderlig betydning for alt, hvad der hedder menneske, så længe verden står. Men det, der var foranderligt og forbigående, var det ydre i jødernes sabbat, eller formen og måden at fejre den på – det, som er kendetegnende for Det Gamle Testamente, nemlig at binde folket til bestemte steder, tider, måder og personer, mens det tværtimod er kendetegnende for Det Nye Testamente at fæste mennesket ved buddets ånd, «så vi kan tjene i Åndens nye væsen og ikke i bogstavens gamle væsen» (Rom 7,6; Matt 5,21–22; Joh 4,21.23). Det var dette, Kristus lærte os, da han både med ord og med gerninger på sabbatten viste, hvordan den dag skulle betragtes og holdes. Han ophævede den ikke; han sagde aldrig: I skal ikke længere fejre nogen bestemt sabbatsdag; men han viste, at sabbatten skal bruges til vores sande gavn og nytte, ikke til en formålsløs og unyttig lediggang. Ja, at en ny tid var begyndt med hensyn til gudstjenestens former, sagde Herren udtrykkeligt til den samaritanske kvinde: «der kommer en tid, da I hverken på dette bjerg eller i Jerusalem skal tilbede Faderen – de sande tilbedere skal tilbede i ånd og sandhed» (Joh 4,21.23). Derfor kunne apostlene også udvælge en anden dag til sabbat i Det Nye Testamente, nemlig den dag, da den fortabte menneskeheds nye skabelse i Kristus blev fuldbragt ved Kristi opstandelse fra de døde – søndagen, som de kaldte Herrens dag (Åb 1,10).

Når man nu tænker på, hvor strengt sabbatsbuddet var for jøderne efter Moses’ lov – de måtte på sabbatten ikke koge mad, ikke samle manna op fra jorden (2 Mos 16,23), ikke engang tænde ild i deres hus (kap. 35,3), ja, en mand blev stenet, fordi han samlede brænde på sabbatten (4 Mos 15,32–36) – og Kristus derimod på sabbatten tillod disciplene at plukke aks, befalede en mand at bære sin seng hjem og selv helbredte mange syge på sabbatten, så ser vi med egne øjne den forandring i sabbatsbuddet, som er indtrådt med Det Nye Testamente, og hvad der menes med dets «udvortes betydning», som Luther siger kun hørte jøderne til. Den, der læser, hvad Luther siger om dette i sin Store Katekismus, bør give agt på ordene: dets «udvortes betydning», «udvortes hvile» osv.; ellers kan han komme på den tanke, at Luther mente, at selve sabbatten ikke hører Det Nye Testamente til, skønt dette dog modbevises af begge hans katekismer og alt, hvad han har skrevet om at holde sabbatten. De ord i Luthers Store Katekismus, der her sigtes til, lyder sådan: «Hvad angår denne udvortes hvile, er dette bud givet til jøderne alene, at de skulle være stille og hvile fra groft arbejde, for at både mennesker og kvæg kunne vederkvæges og ikke blive udmattede af stadigt arbejde» osv. «Og i denne udvortes betydning», tilføjer han videre, «angår det ikke os kristne; for sådanne udvortes ting hører Det Gamle Testamente til, hvor man var bundet til bestemte måder, personer, tider og steder; fra disse forskrifter er vi nu blevet befriet ved Kristus.»

Og efter at Luther videre har vist, hvordan sabbatten rettelig helliges, nemlig ikke med lediggang, men ved at man hører og betragter Guds ord og priser Gud, synger og beder, siger han også om dagen for den i Det Nye Testamente: «Men dette er ikke så bundet til en bestemt tid som hos jøderne, at det skal være netop den eller den dag; for ingen dag er i sig selv bedre end den anden, men det burde vel ske dagligt; men fordi det ikke lader sig gøre for menigheden, må man jo i det mindste udvælge én dag om ugen til det. Og da søndagen fra gammel tid er udset til det, bør man også lade det blive ved det, for at en enig orden kan overholdes, og ingen skal skabe uorden ved en unødig ændring».

Sådanne grunde til at fejre søndagen som sabbat er for et kødeligt sind meget svage og uden betydning, men for en kristens åndelige sind har de en ganske afgørende og stor betydning. Det er netop det særlige ved et kristent hjerte, at man kun behøver at vide, hvad der er godt og gavnligt, så gælder det lige så meget som den strengeste befaling. For så kender man straks sin Guds vilje, eftersom alle Guds bud kun går ud på det, som kærligheden byder, det, som er godt og gavnligt (Rom 13,8–10). Derfor er det også Det Nye Testamentes art ikke, som i Det Gamle Testamente, at give regler om steder, tider, personer og måder, men at skrive kærlighedens lov i menneskenes hjerter, så de ved denne «villige ånd» i hvert enkelt tilfælde kan overveje, hvad der er godt, gavnligt og sundt. At en sabbatsdag skal fejres, er Guds egen befaling, som Kristus ikke har ophævet, men beseglet; men at vi fejrer «Herrens dag», søndagen, derom findes der ingen bestemt befaling fra Gud; dog er det overmåde gavnligt og sundt, at en «enig orden» overholdes i dette, så alle holder samme dag hellig, eftersom det ville medføre en meget anstødelig uorden og derved stor skade for sjælene, hvis nogen ændrede noget her. Desuden: når man har gode grunde for den gamle antagelse, at det allerede var apostlene, der udvalgte søndagen til sabbat; og for det andet, når Gud selv med så store tegn udmærkede den dag, idet først hele forsoningsværket blev fuldendt og beseglet den dag ved Kristi opstandelse, og siden det store helliggørelsesværk på jorden ligesom blev indviet samme dag ved Helligåndens underfulde udgydelse på pinsedagen, hvorved søndagen ligesom blev salvet og indviet til en hellig dag – så kan man vel sige, at Gud selv har udmærket denne dag som den rette sabbatsdag i den nye pagt.

Men dette er nu sagt om dagen for sabbattens fejring. Tiden og formen er frie ting i Det Nye Testamente, blot selve sagen, sabbattens hellighed, søges i oprigtighed. Men at én dag om ugen skal holdes hellig, det er derimod Guds bestemte befaling, som til dagenes ende skal have sin uforanderlige kraft. Og går vi nu over til at betragte, hvad den store Herre Gud har haft til hensigt med denne sin første indstiftelse for menneskene, så skal vi igen skue ind i umålelige dybder af Guds kærlighed og trofasthed mod menneskenes børn – skue ind i hans høje evighedsråd med sit billede og sin arving, mennesket. Mennesket var skabt til et evigt liv i himlen, men skulle her på jorden opdrages til det liv. Derfor har den nådefulde Fader til denne dets opdragelse til evigheden villet udskille en bestemt del af dets tid, nemlig hver syvende dag. «Gud velsignede den syvende dag og helligede den», for at hans folk til dagenes ende altid skal kaldes og vækkes af den dag til at dyrke Gud, til forberedelse til sit evige liv. Livet i Gud og med Gud er menneskeåndens eneste sande liv, er det evige liv, som i himlen skal fortsættes og fuldendes. Dette liv, som er menneskets mål, kan ikke nås og opretholdes, hvis menneskets sind synker ned i det jordiske; så har det ikke evne til at leve himmellivet; derfor har Guds trofaste omsorg for dette dets højeste gode også udskilt hviledagen for på den måde at skaffe det en stadig tilbagevendende anledning til at vække og nære det himmelske liv. Sabbatsdagene er derfor Guds børns evighedsdage på jorden. Og de, der ingen evighedsdage har, de, der aldrig i tiden forberedes til himlen, kan heller aldrig i evigheden leve himmellivet. Sabbatten er både en forberedelse, en forsmag og et forbillede på det evige liv, som Hebr 4 viser, hvor Apostlen taler om den «sabbatshvile, som står tilbage for Guds folk» (v. 9).

Ja, da Gud ved selve skabelsen udskilte en af ugens dage til at nære menneskesjælen med himmelske ting, har han dermed også givet os et sikkert tegn og varsel om vores evige liv i himlen. Om dette siger igen vores lærefader Luther: «Betænk, at alt, hvad Gud har villet, at man skulle gøre på sabbatten, er sikre og klare tegn og varsler om det evige liv. For hvorfor skulle det være nødvendigt, at Gud talte med os ved sit ord, hvis vi ikke hørte et kommende og evigt liv til? Netop fordi den guddommelige majestæt taler til mennesket alene – det vil sige, det er det eneste blandt alle skabte væsener på jorden, som fatter Gud, kan høre hans ord og tale med ham – følger det nødvendigvis, at mennesket er bestemt til et andet liv end dette, et liv, som vi må have Guds ord og kundskab for at vinde. For dette nærværende timelige liv er et naturligt liv, som også alle ufornuftige dyr har, der ikke kender Gud. Men sabbatten eller Guds hvile, hvor Gud taler til os ved sit ord, og vi igen taler til ham ved bønnen og troen, er for os, som jeg har sagt, et herligt tegn og varsel om et evigt og udødeligt liv efter dette, foruden de mange særlige forsikringer, Gud har givet os om det».

Men ud over det nævnte store hovedformål med sabbatten, vores forberedelse til det evige liv, har vi endnu nogle særlige velgerninger i den indstiftelse at takke Herren for. Da Gud ikke blot med almindelige ord pålagde os denne vigtigste omsorg, men også fastsatte en bestemt del af tiden, som skulle bruges til vores evige vel, er han ikke blot i almindelighed kommet os til hjælp mod vores faldne, jordisk sindede natur, men har særligt tænkt på dem iblandt os, der står under andres magt, som børn, tjenestefolk og undergivne, og værnet om deres ret til at nære sjælen med Guds ord, idet Herren Gud i det tredje bud forbyder enhver husfader eller husmoder at hindre sine tjenestefolk i at høre Guds ord ved at sætte dem til ugens sædvanlige arbejde på hviledagen. Herren siger: «Seks dage skal du arbejde og gøre alt dit arbejde; men den syvende dag er Herrens, din Guds, sabbat. Da skal du intet arbejde gøre, heller ikke din søn eller din datter, heller ikke din tjener» osv. Og hvilken velgerning er ikke allerede dette! For hvis Herren Gud ikke havde sat denne grænse for det jordiske sind, var vel hele menneskeheden, og især tjenestefolk og undergivne, blevet fuldstændig undertrykt både på legeme og sjæl under slaveriet i mammons tjeneste. – Lovet være den himmelske Faders godhed, som har gjort alt så vel! – Ja, også til den modsatte side ville en vildfaren og selvforgudende munkeånd sikkert være kommet lige så overdrevent på afveje ved helt at opgive sit jordiske kald for udelukkende og bestandigt at leve i åndelige øvelser. For at forebygge både den ene og den anden afvej har Herren ved det tredje bud anvist os grænser, inden for hvilke omsorgen for både det himmelske og det jordiske kald skal bevæge sig: «Seks dage skal du arbejde og gøre alt dit arbejde; men den syvende dag er Herrens, din Guds, sabbat». Ikke sådan at forstå, at man ikke oftere end hver syvende dag skulle omgås Herren og hans ord – vi skal snart vise det modsatte – men sådan, at man på den dag udelukkende skulle hellige sig det, mens man derimod de øvrige seks dage skal passe det timelige kalds arbejde. Men at Herren ikke ville forbyde al åndelig omgang med sig og Ordet i disse seks dage, har han vist ved også at forordne de daglige ofre i templet i Jerusalem samt nogle særlige højtider i løbet af året. Når vi ved, at denne ceremonilov var et skyggebillede af Kristi åndelige rige (se Hebr 8,5; 9,9; 10,1), så har Herren med forordningen om de daglige ofre villet sige os, at vi dagligt skal nærme os ham i Ordet og bønnen, skønt den daglige sabbatsstund på grund af forskellige ydre omstændigheder må blive meget forskellig. Kristus har med sit komme i kødet og med sit eget eksempel helliget alle dage i Det Nye Testamente til hellig omgang; og en levende kristen må jo hver dag omgås sin Gud og også nære sin sjæl med hans ord. Men fordi Herren dels ville befri menneskene for det vanskelige at skulle fastsætte den tid, der udelukkende skulle helliges vores evighedssag, og dels sikre en bestemt tid til det for dem, der står under andres magt, har han udtrykkeligt sagt til tjenestefolk og frie, at hver syvende dag er sabbat, «Herrens hellige sabbat». Priset være Guds trofasthed for denne nådefulde indstiftelse!

Men nu vil vi komme til spørgsmålet om selve helligholdelsen af Herrens dag. Når Herren siger, at vi skal hellige hviledagen, betyder ordet «hellige» at udskille til helligt brug – ligesom når ting, kar, personer eller dyr blev udskilt til gudstjenesten; så hed det, at de blev «helliget Herren». – At Herren Gud lægger særlig vægt på, at hviledagen helliges, giver han tydeligt til kende ved, at han ikke bare byder: Du skal hellige hviledagen, men befaler os at tænke på det i forvejen; han siger: «Tænk på sabbatsdagen, så du helliger den». En mindre vigtig sag kan man straks tage fat på uden først at tænke på den; en sag, man må tænke på i forvejen, må være af særlig vigtighed og betydning. Dette er det første, vi ser i ordene «tænk på». Men det andet, man plejer at se i disse ord, er, at vi også i forvejen skal ordne vores timelige anliggender sådan, at det bliver muligt for os at have sabbatten uforstyrret til dens rette helligholdelse. Mange går glip af sabbattens velsignelse, af sjælens hvile i Gud og hans ord, blot fordi de ikke i forvejen tænker på sabbatten for at holde den fri for sådanne gøremål eller besøg, som hindrer dem og deres hus i at holde sabbatten hellig. Mangen mand lider under hindringer, som han selv kunne have ryddet af vejen, hvis han havde adlydt dette Herrens ord: «Tænk på sabbatsdagen, så du helliger den».

Men nu spørges der: Hvad skal vi gøre for at hellige hviledagen? Hvordan bliver sabbatten helliget, og hvordan bliver den vanhelliget? Med andre ord: Hvad befaler Gud i det tredje bud, og hvad forbyder han i det? Vores lærefader Luther udtrykker det i en kort, men indholdsrig sammenfatning sådan: «Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke foragter prædikenen og Guds ord, men holder det helligt, gerne hører og lærer det». Dette er, hvad sabbatsbuddet kræver i Det Nye Testamentes ånd. Vi skal blot have et sådant sind, som elsker Guds ord, så skal vi også ganske sikkert hellige hviledagen i handling og gerning. For det første er det en meget vanskelig sag at foreskrive den ydre gerning sådan, at det passer til hvert tilfælde og hver omstændighed, der kan opstå; og for det andet er sabbatten ikke helliget med de fortrinligste sabbatsøvelser og de skønneste gerninger, hvis de ikke udspringer af gudsfrygt og af kærlighed til Gud og hans ord; for uden denne kærlighed og gudsfrygt er de intet andet for Gud end hykleri. Gudsfrygtens og kærlighedens Ånd må bo i dit hjerte, og så vil den også i hvert enkelt tilfælde sige dig, hvad du skal gøre eller lade med hensyn til den ydre gerning. Hovedsagen er, at vi frygter og elsker Gud sådan, at vi ikke foragter hans ord, men holder det helligt, gerne hører og lærer det.

Det, som det tredje bud forbyder, er altså at have et tomt og ugudeligt sind, som foragter Guds hellige ord og derfor også på hans dag kan gøre, hvad det har lyst til. Og kaster vi nu et blik ud over verden og ser, hvordan det i almindelighed går til på dette punkt, så går det os også her som ved betragtningen af det andet bud – vi støder på nogle så forfærdelige og mærkværdige forhold, at man igen kan begynde at råbe af sorg og rædsel. Vi vil blot pege på to forhold. De første ord, vi finder i Skriften om sabbattens indstiftelse, er disse: «Og Gud velsignede den syvende dag og helligede den». Den syvende dag er altså en dag, som Gud har «velsignet». Vi må af hele vort hjerte bekende, at den også blev en velsignet dag frem for alle dage i tiden, den dag, hvor Gud særligt vil møde mennesket og udgyde en velsignelse over det, som kun evighedernes uendelige lovsang fra de salige skarer for Guds trone rigtigt skal kunne prise – en velsignelse af høj, himmelsk og evig art, så den skal ende i den uendelige salighed! Videre hedder det, at Gud helligede den dag; den skulle være en hellig dag frem for alle dage, udskilt alene til hellige og himmelske ting. Men hvilket syn! Hvilket underligt og forfærdeligt syn, når vi tænker på, hvad denne dag er for verden, den vantro hob, nemlig i begge de nævnte henseender den yderste modsætning: den største forbandelse og den mest uhellige dag blandt alle vore dage! Arbejdsdagene kunne kaldes hellige sammenlignet med hviledagen, sådan som verden bruger den. De fleste af verdens børn gør på arbejdsdagene pænt og ordentligt blot deres lovlige kalds arbejde; men på sabbatten skal man ud og passe sine fornøjelser, og dertil må man have, hvad hjertet begærer, nemlig synden, tilfredsstillelsen af kødets lyster: den ene i grovere lyster som fråseri og drukkenskab, spil og dans og natlige udskejelser; den anden på en finere måde, i ren dovenskab og tidsfordriv, tom snak, skæmt og letsindigt selskab, skuespil og leg – og desuden bliver også det, som på andre dage ville være uskyldigt, som jordisk arbejde, verdslige studier osv., åbenbar synd på den hviledag, som Herren har helliget. Kort sagt: når man ser på, hvordan det i almindelighed går til, må man jo sande det ord, at «søndagen er syndedagen».

Men ligesom Herrens dag er verdens syndedag, sådan er den derfor også verdens forbandelsesdag. Var det ikke oftest en misbrugt søndag, som styrtede så mangen ung mand ud i synder og laster, som han ikke kendte på arbejdsdagene? Søndagen var måske den eneste dag, hvor han kunne høre Guds ord og lære at søge sin sjæls frelse. Men denne ene dag agtede han ikke, han tænkte kun på at søge fornøjelser; og se, han kom ind i forførende selskaber, han blev trukket med til såkaldte «uskyldige fornøjelser», men måtte gå skridt for skridt stadig længere i synden, og nu, sunket ned i sine lysters dynd, er han ødelagt og sløvet for alt højere og står på kanten af den evige fordærvelses afgrund. Det var en søndag, han begyndte på denne bane, og på søndage, han fortsatte den. Var det ikke en vanhelliget hviledag, som listede forfængelighedens og den verdslige lysts slangesæd ind i en elsket datters hjerte, en søndag, som i stedet for at bringe hende nærmere til hendes Frelser stadig stærkere fangede hende i Satans net? Var det ikke om søndagen, at den mand, som hele ugen havde arbejdet med det, der var nyttigt for ham selv og hans familie, nu skulle ud og søge sin vederkvægelse i det letsindige selskab og kom hjem til sine med et forvildet sind, en tyran for sin hustru og sine børn? – Og skabt i Guds billede er han nu sunket dybt under dyrene. Og det var en søndag, han begyndte, og på søndage, han fortsatte på denne vej. Sådan er sabbatten en forbandelse for dem, der foragter den. «Så skal de spise frugten af deres vej og blive mætte af deres egne planer» (Ordsp 1,31). Hvis de havde fulgt Herrens bud og holdt hans sabbat hellig, i templet eller i hjemmet beskæftiget sig med Guds ord, så havde de haft både legemlig og åndelig velsignelse af den dag; men nu tværtimod kun forbandelse. Dette er Guds dom over dem, der foragter ham. «Han havde ikke lyst til velsignelse, og den blev langt borte fra ham.»

Men at sabbatten bliver til en forbandelse, sker også på en finere, en åndelig og skjult måde, nemlig hos dem, som vel udvortes holder sabbatten med ordentlig kirkegang og udvortes brug af Ordet, men uden lydhørhed og hellig frygt for den Herre, som taler til dem i det, uden bodfærdighed og lydighed. De får også en sådan forbandelse af deres hørelse, at det havde været bedre for dem, om de blot havde udført jordisk arbejde på den dag – de får nemlig kun øget forhærdelse og forblindelse som frugt af deres hørelse; for jo mere et sind øves i at høre Guds ord forgæves, desto mere sløves og forhærdes det. Den, som ikke oprigtigt for Herren straks vil lyde og følge hans ord, bliver kun forhærdet af at høre det. Ja, på denne måde bliver den dag, som Herren Gud velsignede, en forbandelse for det ubodfærdige og falske sind. «Herre, mod den rene viser du dig ren, og mod den forvendte viser du dig vrang» (Sl 18,27). «Gud lader sig ikke spotte.» – Dette var det første af de to mærkelige forhold, som man må tænke over ved det tredje bud, nemlig at den dag, som Herren Gud «helligede» og «velsignede», er den blinde verdens største syndedag og forbandelsesdag.

Men det andet mærkelige forhold er, hvordan menneskers inderste sjælstilstand bliver åbenbaret gennem det tredje bud. Mens det ene menneske, hvis det er nødt til udvortes at holde sabbatten hellig, finder denne dag den længste, ja, mest uudholdelige, har det andet ved en ny fødsel fået et sådant sind, at det ikke kender nogen kærere dag end sabbatten, så det også er tilbøjeligt til at gøre sig en sabbatsstund hver dag. Mens man på arbejdsdagene næppe ser forskel på et genfødt menneske og et pænere naturligt menneske – for de gør måske det samme arbejde i huset eller på marken med omtrent de samme fagter – så bliver de så stærkt adskilt på Herrens dag, at man med øjnene kan se, hvordan den ene hører himlen til, og den anden ikke ville kunne leve der. Vi mener slet ikke, at enhver, som har sans og lyst til sabbattens øvelser, derfor bestemt er en arving til himlen, for mangt et fromt naturligt menneske, som aldrig har kendt noget til den nye fødsels snævre port, holder dog af religionen og sabbatten, det ene for at få håb om salighed, det andet blot for den legemlige hviles skyld eller for den timelige velsignelse, han har fundet, er knyttet til denne Guds ordning med en hviledag – vi siger altså ikke, at enhver, som elsker sabbatten, derfor er en levende kristen; men hvad angår det modsatte, nemlig at et menneske ikke elsker sabbattens hellige ro i Gud og hans ord, men enten finder sabbatsdagen den kedeligste af alle dage, mens det udvortes holder den, eller ligefrem bryder de uudholdelige bånd og lever frit efter sine lyster, om det siger vi, at et sådant sind umuligt kan blive i himlen, den evige sabbat, hvor man uophørligt skal have sin lyst og salighed i himmelske ting. Gid enhver her ville standse sine tanker og give agt på et spørgsmål: Kan det menneske vel håbe på himlen, som bærer et sådant sind i sig, at det lille, svage billede af himlens glæde, nemlig sabbatten, er det imod, ja, uudholdeligt? Og læg mærke til: når alle menneskers natur er sådan, at den ikke elsker det himmelske, og du alligevel ser, at der findes mennesker, som er blevet så forvandlet i selve hjertets sind, lyst og smag, at det samme, som før var dem en byrde, en plage, nu er blevet deres højeste lyst, så de alene af indre lyst og trang er tilbøjelige til at gøre sig sabbatsstunder midt i ugen – kan du så ikke forstå, at en sådan forandring af selve hjertet er et guddommeligt værk, som kaldes den nye fødsel? Når en forvandling af selve hjertet, sindet og smagen viser sig at ske i alle aldre og under forskellige livsforhold, og det er en sådan forandring, at det før så jordiske og verdslige hjerte nu har fået en åndelig og himmelsk smag, aner du så ikke, at dette er, hvad Skriften kalder en ny fødsel? Og for det andet, at denne nye fødsel og denne nye, himmelske natur så må være helt nødvendig for enhver, som vil gå ind i Himmeriget? Men du, som endnu ikke har gennemgået denne underlige forvandling, som endnu ikke har denne himmelske natur, skal også du komme i himlen, hvis du dør i denne tilstand? Og ville du kunne have salighed i himlen? Derimod, når det, som er himlens salighed, nemlig netop det, der betegnes med den evigt nye sang i himlen, «Lammet, som er slagtet», når ikke blot religiøse øvelser i almindelighed, men netop himlens store hovedformål, forsoningen i Lammets død, er dit hjertes egentlige livsfornødenhed og det, du mindst kan undvære på jorden – så er det visselig et mærkeligt tegn og varsel om, at du også i evigheden skal være med i denne sang for Lammets trone. Læg her mærke til, hvordan sabbatsbuddet åbenbarer vor inderste sjælstilstand.

Men hermed har vi nu ligesom med øjnene set, hvad det er at foragte eller tværtimod at elske prædikenen og Guds ord. Vi har også set, hvad der er det nærmeste mål for at holde sabbatten hellig, nemlig at den faldne, kødelige, jordiske menneskesjæl skal fødes af Gud ved den hellige, uforgængelige sæd, det vil sige ved Guds levende ord (1 Pet 1), skal blive himmelsk sindet, så den kan have salighed i himlen. Til dette salige mål kan det menneske jo umuligt komme, som bliver ved med at foragte prædikenen og Guds ord. Den, som her finder blot én dags åndelige samvær ubehageligt, kan umuligt nyde himlens salighed i evighed. Og den, som er sådan sindet mod Gud og hans ord, kan umuligt alligevel behage ham – «de, som er i kødet, kan ikke behage Gud» (Rom 8,8). Og den, som aldrig hører eller læser Ordet, kan umuligt blive forvandlet af dets guddommelige kraft. Heraf ser vi, at dette bud ikke lader sig foragte. Du må nødvendigvis begynde at elske Guds ord i tiden eller også nødvendigvis blive fordømt i evighed. Det tredje bud hører til de bud, som lyder jævnt og beskedent, men har en helt forfærdelig betydning, der gælder livet. Ja, sådan er det med budene på den første tavle. Mange regnes for gode mennesker, skønt de foragter Guds ord, mens derimod en tyv eller en morder bliver betragtet med afsky og rædsel af enhver; men når morderen og tyven omvender sig og går ind til livet, kan den, som blot bliver ved med at foragte Guds ord, derimod umuligt blive salig, selv om han ellers var det bedste menneske. Så skarp og afgørende er det tredje buds dom.

Men Guds ord foragtes ikke kun af dem, som ligefrem skyr det og har lede ved sabbattens hellige hvile; nej, mangen en kan vel have en vis kærlighed til sabbatten, flittigt og regelmæssigt gå i kirke, men alligevel i sandhed være en, der foragter Gud og hans ord, når han nemlig kun udvortes er til stede, men indvortes er fraværende og med hjertet og tankerne opholder sig derhjemme, i husholdningen eller på mark og eng, i stalden eller i butikken osv., som optager hans sind. En sådan gudstjeneste må jo for Guds øjne være et afskyeligt hykleri, og frugten af en sådan gudstjeneste, som før sagt, en fordoblet forhærdelse. Men selv om man ikke sover gudstjenestetimen væk i kirken eller imens i tankerne går frem og tilbage i sine timelige forretninger, men sidder og opmærksomt giver agt på det, som forkyndes i Herrens navn, så man også bagefter vil kunne gengive det efter hukommelsen, kan man dog i det skjulte i sit hjerte være en, der foragter Ordet. Vi mener den, som kun hører Ordet for at fylde sin hukommelse og forstand, men aldrig standser ved den tiltale fra Gud, som ligger i Ordet, aldrig begynder at tage det til sig for at gøre efter det, men kun er en hører af Ordet. Ja, nogle kan også, mens de hører det, beskæftige sig med blot andre mennesker, enten med prædikantens måde at føre sin sag på eller med tilhørerne, og se på, hvordan hver af dem nu skal få sin tilmålte del, men glemme sig selv helt. Se, al denne letsindige omgang med Guds ord åbenbarer, at der i hjertet egentlig bor foragt for det. Lad enhver her stikke hånden i sin egen barm og tænke efter, om han måske blot er en hører af Guds ord og således spotter Gud.

Men alt det, som er herskende synder hos de falske og ubodfærdige, findes altid ved roden, som fristelse og tyngende svaghed, hos de vakte og troende. Sådan er det også med foragten for Guds ord. Der er intet folk, som i den grad mærker og beklager denne synd, som de, der efter ånden dog elsker Guds ord så højt, at de ikke kan leve uden det. Selv om man elsker at høre det, er der dog altid stor mangel, når det gælder at agte, lyde og leve efter Guds ord; så det, der lige er sagt, til dels også rammer de kristne. Til denne manglende agtelse for Guds ord hører i almindelighed, at man lader sig lede af sit hjertes mening, følelse og tilbøjelighed til mere at give agt på, hvad de siger, end på, hvad Gud siger. For eksempel når et menneske ikke vil lade loven dømme sig helt og frakende det al dets egen retfærdighed, men altid stræber efter stadig at ville have noget, som skal være godt og rigtigt efter Herrens krav; eller når det tværtimod, knust og slået ned gang på gang, ikke vil lade evangeliet helt trøste og oprejse sig osv. – så er dette, selv om det sker på en fin og skjult måde, i grunden intet andet end foragt for Gud og hans ord. Johannes siger: «Den, som ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner» (1 Joh 5,10). Og at gøre Gud til en løgner er jo en svær foragt for hans ord. Dette og meget mere bør vi tænke over ved de ord, at vi ikke skal «foragte prædikenen og Guds ord».

Men i denne korte katekismusforklaring følger nu videre, hvad Gud befaler i det tredje bud, nemlig at vi, som Luther siger, «holder Ordet helligt og gerne hører og lærer det». Det første er, at vi holder Guds ord helligt. I det korte ord ligger der noget mere, end man i almindelighed tror. Her er grunden til, at Guds ord så lidt griber vore hjerter og virker på os, nemlig at vi ikke holder det helligt. Men hvad vil det så sige? spørger måske nogen; hvem skulle ikke holde Guds ord helligt? At «holde Guds ord helligt» er visselig en enkel sag og dog noget, som vi aldrig kan lære rigtigt. At holde Guds ord helligt er intet andet end at holde det for det, det virkelig er, nemlig den store, majestætiske Guds ord. Apostlen Paulus siger: «Da I modtog Guds ord, som vi prædikede, modtog I det ikke som menneskers ord, men, som det i sandhed er, som Guds ord» (1 Thess 2,13). Netop dette, at tage imod det, ikke som menneskers ord, men som Guds ord, og at ære det sådan, som den store Guds ord må æres, det er at holde det helligt. Herren forbarme sig over vore faldne hjerters mørke og åbne vore sind! Selv de, som aldrig tvivler på, at Ordet er Guds ord, kan dog ikke holde det for det, kan ikke levende tro og besinde sig på, at det virkelig er den store Guds ord. Åh, hvilket bulder og røre det ville skabe i verden, hvis man begyndte at holde Guds ord for det, det er – Guds ord – den store, almægtige Skabers ord og domme! Åh, hvilken forskrækkelse, hvilket løb og råb, hvilken granskning og spørgen efter vejen til frelse, hvis man begyndte at holde Guds ord for det, det er – Guds ord! Hvilken glæde og troens vished, hvilken jubel og lovsang, hvilken fred og styrke i Herren, hvis alle vakte og troende sjæle rigtigt kunne holde Guds ord for det, det er – Guds ord! Hvilken årvågenhed og gudsfrygt, hvilken bøn og frygt for enhver afvigelse, hvis vi rigtigt kunne holde Guds ord for det, det er – Guds ord! Eller du, som mener, at du allerede holder det for Guds ord, hvordan er det muligt, at du alligevel kan være så uvis i de spørgsmål, som Gud selv har talt om? Hvordan er det muligt, at du kan spise, drikke eller sove, mens du endnu ikke har forligt dig med Gud og fået vished for dine synders forladelse, vished for, at du hvert øjeblik kan dø salig, hvis du virkelig holder det for Guds ord, som står skrevet i den hellige bog om salighedens eneste vej, om den yderste dom, om himlen og helvede? Eller du, som går og arbejder og er tynget under trældommens åg, men hører Guds vidnesbyrd om hans Søn og tror, at det er Guds ord, at han har givet sin enbårne Søn til vor forsoning – og hører Guds Søn så nådigt indbyde: «Kom til mig, alle I, som arbejder og er tyngede» osv. – hvordan er det muligt, at du endnu kan blive i det samme syge, trællesind, hvis du virkelig holder alt dette for Guds ord? At de fleste mennesker ikke holder Guds ord helligt og sandt som Guds ord, det mærker man nok, først på, at det ikke griber, rører og indtager deres hjerter; for det andet på, at de ikke omgås det med en så dyb ærbødighed, som ville blive følgen, hvis deres hjerter virkelig troede og mærkede, at det er Gud, Gud, himlens og jordens Herre, som taler til dem i det. Når blot en jordisk konge eller fyrste taler til os, især hvis vi er meget afhængige af ham og hans ord, med hvilken spændt opmærksomhed og ærbødighed lytter vi så ikke, for at ikke ét af hans ord skal gå os forbi! Hvis hans ord så tilmed indeholder en frygtelig dom, fx selve dødsdommen over os, hvilken forskrækkelse og angst griber så ikke vort hjerte! Og hvorfor det? Visselig fordi det var selve kongens afgørende og sidste ord. Men hvis hans ord indeholdt nogle nådige løfter til os eller ligefrem en benådning på livet, en frifindelse fra døden, efter at vi før var dømt til den, hvilken uudsigelig glæde og taknemmelighed strømmer så ikke gennem vort hjerte! Og hvorfor det? Allerførst fordi det var selve kongen, som talte; så må jeg jo stole på det; og for det andet indeholdt hans ord jo den højeste nåde og gave for mig. Ja, når en konge taler med os, selv om han hverken lover os nogen særlig stor nåde eller udtaler nogen bekymrende dom, plejer vi alligevel at ære og gemme hans ord sådan, at vi bevarer dem i levende erindring måske hele livet, blot fordi det var en stor fyrstes eller konges ord. Se nu her, hvad det ville føre med sig, hvis vi holdt Guds ord for det, det er – Guds ord. Hvad er dog en jordisk konge sammenlignet med selve Herren og Skaberen, alle kongers Konge? Kan en jordisk konges ord fylde os med så megen frygt eller glæde, alt efter hvad han siger, hvor meget mere skulle så ikke den almægtige Guds ord gribe vore hjerter og fylde dem med frygt eller glæde, hvis vi rigtigt holdt hans ord for det, det er! Og kan vi elske, ære og gemme en konges ord sådan, selv om indholdet var ganske ubetydeligt, hvor meget mere skulle vi så ikke elske, ære og gemme Guds ord i vore hjerter, hvis vi virkelig holdt det for Guds ord! Når vi derimod kan omgås Ordet tankeløst og søvnigt og for det andet hverken forskrækkes eller trøstes af dets indhold, men går vor vej frem med al vor sikkerhed og vantro, så må fejlen sikkert være, at vi ikke holder Guds ord for det, det er, for den store Guds ord. Ja, dette uvisse og tvivlende væsen, denne vaklen og svæven mellem tro og vantro, mellem frygt og håb, eller dette kolde og lunkne og ligegyldige levned, er alt dette ikke et bevis på, at du ikke holder Guds ord for det, det er – Guds ord? Gid alle kristne ville give godt agt på dette punkt! For her er grunden til al åndelig slaphed og halvhed i troen, i kærligheden og i livet, nemlig at vi ikke holder Guds ord helligt, ikke tror eller besinder os på, at det er Guds ord.

Men hvor man holder Guds ord helligt, dér følger også med sikkerhed det, Luther siger videre: at man gerne hører og lærer det. Vi skulle jo med den inderligste længsel, glæde og kærlighed til alle tider samle de dyrebare ord fra Guds mund i vores hjerte, betragte dem og tygge drøv på dem, når vi betænker, at den store Gud selv taler med os og taler disse nådefulde, sunde og ufejlbarlige ord, som dels er så velsignelsesrige sædekorn til alt åndeligt og helligt i vores sjæle, til al trøst, glæde og styrke, dels også de mest ufejlbarlige forsikringer om det evige liv. Nu er det ganske vist sandt, som er nævnt før, at vores hjerte i den nye fødsel gennemgår den forvandling, at mens vi før var helt ligeglade med Guds ord, ja, fjendtlige mod det, så bliver det nu så kært og dyrebart for os, at vi gerne ville omgås det alle dage, ja, at intet på jorden er os sødere – at vi siger med David: «Én dag i dine forgårde er bedre end tusind andre; dit ord er sødere end honning, ja, end den reneste honning, og kostbarere end guld, ja, end en mængde fint guld»; «jeg tænker på Herrens lov både dag og nat». En sådan kærlighed til Ordet får vi ganske vist; men vi er endnu ikke blot ånd, men også kød; den gamle træghed og ligegyldighed vil derfor ofte igen tage vores hjerter i besiddelse. Da bliver det nødvendigt at våge og frygte for sådant og straks søge hjælp imod det. Satans anslag er os ikke ubekendte. Kan han bare tage al kærlighed til Guds ord bort og give os overmæthed og lede ved det, så det himmelske manna smager os sådan, som det, der blev givet Israels børn i ørkenen, smagte dem, da de sagde: «Vores sjæl væmmes ved den usle føde, vi får» (4 Mos 21,5), så har Djævelen vundet. Så vil det tomme, glædesløse hjerte snart begynde at hungre og tørste efter noget andet at blive fyldt af, enten af jordisk og sanselig art eller efter nogle åndelige nyheder. Denne bedrøvelige ting har man til alle tider set blandt de kristnes flok. Den faldne natur er sådan, at alt, hvad Gud giver os mere rigeligt, bliver vi snart kede af. Og så falder vi fra den ene galskab til den anden; så sender Gud os «kraftig vildfarelse» som en retfærdig straf for utaknemmeligheden, nyhedstrangen og ledheden. Da Israels børn ved «begærets grave» klagede over den usle mad og forlangte kød, porrer, løg og hvidløg og flere pirrende krydderier, sendte Gud dem kød, så de spiste sig godt mætte; men «mens kødet endnu var mellem deres tænder», døde de under hans vrede (4 Mos 11). Luther siger: «Strafværdige er de kræsne ånder, som, når de har hørt en prædiken eller to, bliver lede ved det og væmmes ved det, som om de nu selv vidste alt og ikke længere behøvede nogen mester. For dette er netop den synd, som man hidtil har regnet blandt dødssynderne og kaldt akedi *), det er træghed eller lede, en styg, fordærvelig plage, hvormed Djævelen forhekser og bedrager manges hjerter for at overvinde os og igen i det skjulte rive Guds ord fra os.» «For vær overbevist om, at selv om du vidste alt på det bedste og var mester i alt, så er du dog stadig dagligt i Djævelens rige, og han holder hverken dag eller nat op med at lure på dig for at tænde vantro og onde tanker i dit hjerte, som strider mod de foregående bud og mod alle budene. Derfor må du altid have Guds ord i hjertet, på tungen og for ørerne. Men hvor hjertet er ledigt og tomt og Ordet ikke høres, dér går han løs på det og har gjort skade, før man bliver det var. Derimod har Ordet den kraft, når man betragter, hører og bruger det med alvor, at det aldrig forbliver uden frugt, men altid vækker ny forståelse, ny lyst og andagt, som gør hjertet og tankerne rene.»

*) Navnet er græsk. Selv om akedien ikke var helt det samme som den ligegyldighed og lede ved Ordet, som vi her har haft i tankerne, nemlig den mere letsindige lede, må vi dog oplyse om, hvad akedien betyder, denne besynderlige sygdom, som sandelig ikke er fremmed for vores emne. Akedien er en sindets træghed forbundet med nedslåethed og misfornøjelse, eller, når den er nået til en højere grad, en sindets slaphed forbundet med angst og lede, en manglende evne til at blive levendegjort ved åndelige midler, hvor også nervesystemet er angrebet. Hesychius og Suidas finder i dette ord begreberne: blandet skam og overmod, mismod, ligegyldighed, slaphed, nedslåethed. De gamle moralister, som regnede denne sygdom blandt dødssynderne, forstod derved især sindets træghed, ulyst og væmmelse ved åndeligt arbejde samt angst. Den kaldes en moralsk tærende sygdom, som omfatter følgende laster: lunkenhed, blødagtighed, søvnighed, dovenskab, langsommelighed, forsømmelighed, vankelmod eller ustadighed, ligegyldighed, modløshed, hovmod, lede ved livet, fortvivlelse. Akedien var især almindelig i klostrene. Hieronymus førte den tilbage til fugtigheden i cellerne, til den overdrevne faste og studeren og til ensomheden, hvorved menneskene faldt hen i denne tungsindighed, som der også måtte bruges lægemidler imod.

Ud over det store, almindelige middel mod alt åndeligt ondt, Guds ord, hørt og læst trods uviljen, vil vi også foreslå et særligt middel mod den nævnte besynderlige sygdom: Gå flittigt ud til nødens og fattigdommens boliger, deltagende og virksom for at give legemlig og åndelig hjælp og trøst. Ved dette middel er mange blevet befriet for deres tungsind, slaphed og ulyst til Ordet og er blevet glade og lykkelige mennesker. Men lad ingen glemme, at alle midler er frugtesløse, hvis ikke hjertets tillid og råb rettes alene til ham, som hedder Nødhjælperen.

Ingen ord kan sige, hvor vigtig denne sag er: gerne at høre og lære Guds ord. Ingen stunder i dit liv skal bære dig så velsignede frugter og skaffe dig så varig lykke og glæde som de stunder, hvor du med alvor og nåde betragter Guds ord. «Med alvor og nåde» – det vil sige, at det ikke blot er en smuk form og vane, men at du virkelig søger at få noget for dit hjerte ud af Guds ord, at du søger Herren, og at du betænker, hvem han er, som taler til dig i Ordet, så du tænker: «Nu taler den store, nådefulde Gud til mig, Gud, hvis ord er evig sandhed, Gud, som jeg råber til i bønnen, Gud, som en gang skal dømme mig efter dette sit ord.» En sådan besindelse vil også vække dig til at mærke, hvad du mangler, så du med en hungrende ånd vil bede om hans nåde til betragtningen og sige: «Ak, Gud, forbarm dig! Mit hjerte er endnu så hårdt, dødt, vantro, koldt og ulydigt; hele mit væsen er endnu så syndigt. Gud, forbarm dig! Lad nu dit ord virke, hvad du vil, tage bort, hvad der mishager dig, og gøre mig sådan, som du vil have mig!» Sandelig, de, der sådan nærmer sig Guds ord, skal aldrig blive uden frugt. For Gud selv søger jo os; med hvert ord vil han jo tale til vores hjerte, oplyse, omvende, trøste, hellige og velsigne os; hvert ord er bestemt til at være et sædekorn til evig frugt i vores hjerte. Endnu en gang: ingen stunder i dit liv skal bære dig så dyrebare og varige frugter som disse stunder; de skal være dine evighedsstunder, som du også i al evighed skal prise Herren for.

Men vi vil nu slutte med nogle bemærkninger om sabbattens ydre helligholdelse. – Vi har vel nu lagt mærke til, at det tredje bud kræver et åndeligt sind; for en sådan omsorg for egne og andres sjæle, som buddet kræver, kan jo aldrig tænkes hos den blinde og døde verden. Derfor er det åndeligt sindede menneskers pligt også at sørge for sabbattens ydre helligholdelse i landet såvel som i deres egen husstand. Her bliver det nu meget forskelligt, hvad vi kan gøre, dels afhængigt af vores ydre stilling i samfundet; men gid enhver ville se på sin Herres sag og ære, så vil han også finde ud af, hvad han kan gøre! Under alle omstændigheder: velsignet og lykkeligt er det folk, ja, både legemligt og åndeligt velsignet, som helligholder hviledagen godt! «For det folk og det rige, som ikke vil tjene dig, skal gå til grunde, og hedningerne skal udryddes helt» (Es 60,12). – Men for at du selv, dine børn og dine tjenestefolk kan nyde sabbattens hellige hvile i Gud og Ordet, er det også nødvendigt, at du med troskab rydder alt det af vejen, som forstyrrer eller hindrer den. Sådan får også den ydre helligholdelse af sabbatten sin betydning: at du ikke blot selv undgår, men også søger at forebygge alt, hvad der på sabbatten forstyrrer sjælens hvile i Gud – ikke blot det, der i sig selv er syndigt, som frådseri, drukkenskab, letsindige selskaber og tidsfordriv, som på sabbatten bliver dobbelt synd, men også det, der i sig selv er uskyldigt, men ikke hører til Herrens dag, som arbejdet i dit kald, jordisk arbejde, handel, opgørelse af regnskaber, verdslig læsning, unødvendige rejser osv. – Men lad enhver lægge mærke til den forklaring, Kristus gav om dette mod farisæernes falske og fordrejede strenghed, de, som ikke engang ville tillade, at man gjorde godt på sabbatten. Summen af alle de steder hos evangelisterne, hvor Kristus taler om sabbatten, er, at alt det, som enten nøden eller den sande kærlighed kræver, ikke er synd, men kristen pligt at gøre på sabbatten, som at hjælpe mennesker ud af nød og lidelse, at besøge faderløse og moderløse børn eller enker i deres trængsel osv. Her forstår man da let, at det er en ret gudstjeneste, hvis du for eksempel samler de små børn omkring dig til en søndagsskole eller besøger syge eller bedrøvede eller fanger, som ligger i ensomhed eller savner sabbattens vederkvægelse, for at give dem noget af det gode, som du selv først har vederkvæget din egen sjæl med. Men også et rent verdsligt arbejde bør du udføre med god samvittighed, når det er af den art, at det ikke kan udsættes til i morgen, som at passe børn eller kreaturer, lave den nødvendige mad og lignende.

Og af de eksempler, Kristus fremstillede, kan vi endda se, hvor store eller små ting han regner for nødsgerninger. Det var ikke blot at redde et liv eller slukke en ildebrand, men et kreaturs eller et menneskes sult eller tørst har for Kristus været nok som nødstilfælde (Matt 12; Luk 13,11–16) *). Kort sagt: sabbatten skal ikke være til undertrykkelse, men til tjeneste; «sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld» (Mark 2,27). Lad blot enhver se til, at han ikke lader friheden give kødet anledning, så han selv skaber nødstilfældene – som man har sagt: «selv om lørdagen styrter oksen i brønden for på søndagen at være nødt til at trække den op». Lad os ikke glemme, hvad der blev bemærket om ordene: «Tænk på sabbatsdagen». – Vi gentager igen, at der egentlig og først og fremmest kræves et kristent sind, en hellig og villig ånd, for at helligholde Herrens dag ret og i hvert enkelt tilfælde bedømme, hvad man bør gøre eller ikke gøre, hvad der tjener dig eller andre til forbedring eller tværtimod til skade – hvad der måske kunne give andre forargelse, anstød eller et forførende eksempel. Der kræves et åndeligt sind for i vanskelige tilfælde at veje to forskellige gerninger mod hinanden og bedømme, hvilken af dem der gør størst og hvilken der gør mindst ondt. Alt sådant er i Det Nye Testamente overladt til det åndelige og villige sind og kan ikke afgøres på forhånd med regler. Gud give os sin Helligånd! Gud give os, at vi i tiden således elsker og bruger den sabbatshvile, som Guds store godhed har skænket os, at vi med frelste sjæle lykkeligt når frem til den evige sabbat i himlen! Amen.

*) Spener sagde i sine «Theologische Bedenken»: «Til et sådant nødstilfælde regner jeg også husbonders og øvrighedens befaling, så den gør dem, der skylder lydighed, fri for synd. Derfor ser vi heller aldrig i den første kirke, at den hedenske øvrighed nogen sinde klagede over, at dens talrige kristne undersåtter eller tjenere nægtede at gøre deres tjeneste, undtagen når man ville tvinge dem til den hedenske gudsdyrkelse. Havde de kristne tjenere nægtet deres tjeneste for sabbattens skyld, var det blevet en hovedanklage mod kristendommen, som om den var en hindring for styret og erhvervene. Men jeg har ikke set et eneste bogstav af en sådan anklage; heraf må følge, at de kristne tjenere, skønt de ikke forsømte deres åndelige sammenkomster, når der var lejlighed til det, dog i den øvrige tid, også om søndagen, har gjort deres sædvanlige tjeneste og derunder nøjedes med den indvortes gudstjeneste. Hvis du altså forstår, at en befaling fra din husbond gør det til et nødstilfælde for dig, og at det da ikke er din synd, at du udfører den, så gør du gerningen med god samvittighed, selv om du må beklage den ugudelige husbond, så han kan vide, at han gør synd.» – Sådan er Speners tanker om dette. Og så tilføjer han følgende interessante oplysning: «I nogle gamle græske afskrifter af Det Nye Testamente står der lige efter Luk 6,5 noget, som mangler i de almindelige afskrifter, og som lyder sådan på dansk: ’Samme dag så Jesus en, som arbejdede på sabbatsdagen, og sagde til ham: Menneske, hvis du forstår, hvad du gør, så er du salig; men hvis du ikke forstår det, så er du forbandet og en lovovertræder.’» Hvor godt stemmer dette ikke overens med Rom 14,14.20.23! Den, der forstår grundene til sin frihed fra buddets bogstav, grundene til sin gerning, så han gør den som pligt, ikke som synd, hans gerning er en god gerning; men den, der ikke forstår dette og alligevel gør det og altså mener at gøre en synd, han gør også virkelig synd og krænker sin samvittighed (Rom 14,14.20.23).