Det andet bud

Du må ikke misbruge Herren din Guds navn osv.

Hvad er Guds navn andet end at nævne Gud selv? Herren Gud har altså endnu et bud om vores forhold til hans eget guddommelige væsen. Det er ganske vist ham, vi skal se på i alle budene, det vil sige: for hans skyld skal vi ære og holde dem; men de to første bud taler direkte om, hvordan hans person skal dyrkes. Overtrædelserne af disse to første bud er i egentlig forstand majestætsforbrydelser, hvorved Herren Gud bliver personligt krænket. Det er også værd at lægge mærke til, at det netop er til disse to første bud, Herren Gud føjer sine særlige trusler – til det første bud den forfærdelige trussel: «Jeg er en nidkær Gud» osv., og til det andet bud: «For Herren vil ikke lade den være ustraffet, som misbruger hans navn».

Den, der tænker over alt dette, og i det hele taget over, at Herren Gud ikke spøger med sine bud og trusler, og at Herren Kristus så dyrt har bekræftet dem, når han siger, at ikke «det mindste bogstav eller én eneste tøddel af dem skal forgå» – den, der kan besinde sig på alt dette, vil ikke søvnigt gå ud fra, at han allerede har betragtet Guds hellige bud tilstrækkeligt, allermindst det andet bud, som hele verden plejer at regne for det mindst vigtige. Lad os da med en vis omhu spørge, hvad Herren Gud egentlig sigter til med dette sit andet bud. Der ligger noget dunkelt i det. Jeg ville gerne vide, hvad Herren selv mener med ordet «misbruge», eller «føre forfængeligt», som grundtekstens ord lyder. Vi kan nok kende forskellige oplyste læreres og lærebøgers forklaringer på det, men jeg ville gerne, om muligt, se ind i Guds eget hjerte, da han gav dette bud, og se, hvad han selv egentlig mente og sigtede til med ordene «misbruge Guds navn». Var der måske noget sådant på færde blandt Israels folk, som vi mener med misbrug af Guds navn, da Herren gav dette bud? Hvis jeg vidste noget sådant, ville jeg straks forstå, hvad Herren sigtede til. Ja, historien fortæller faktisk om noget sådant. Den beretter nemlig om en meget udbredt skik hos egypterne, blandt hvem Israels børn var født og opvokset, og blandt hvem de havde levet hele deres tid indtil syv uger før lovens udgivelse – det var nemlig den skik, at de i daglig tale brugte deres guders navne dels til alle slags bekræftelser af det, de sagde, dels også til trolddom og besværgelser. Men en almindelig skik, som mennesker er vokset op med fra fødslen, sidder som regel dybt rodfæstet i dem. Derfor kan man godt forstå, at det også har været tilfældet med Israels folk, og at Herren derfor ville forbyde dem denne hedenske skik, ligesom han i udlægningen af det første bud så udtrykkeligt nævnte den hedenske skik at lave sig billeder og tilbede dem.

Alt dette lader os nu så at sige med egne øjne se, hvad Herren sigtede til med dette bud. Herren Gud ville nemlig ikke tillade, at hans store og hellige navn på denne måde blev brugt letsindigt til hvad som helst, eller, som hans ord lød, blev ført forfængeligt eller unyttigt, men at det skulle holdes så helligt, at intet menneske nævnte det uden egentlig mening. Guds navn skulle holdes lige så helligt, som han selv er. For vi skal igen besinde os på, at vi med Guds navn altid nævner Gud selv – Guds navn er jo det at nævne Gud, om vi så må sige – så den, der ringeagter Guds navn, ringeagter Gud. Nu vil Herren Gud ikke tåle, at vi ringeagter ham så meget, at vi kan nævne ham ved navn uden nogen mening – endnu mindre, at vi bruger hans navn til noget bevidst ondt. Men læg mærke til, at det først er foragten for hans væsen, at vi kan nævne hans navn uden mening, som han her forbyder under trussel om straf. Dernæst vil han også have noget at sige om vores brug af tungen. Han vil ikke tillade, at vi bruger vores tunge, som det passer os, lige så lidt som vi må bruge vores hånd, som vi har lyst; derfor har han i dette andet bud, ligesom en videreudfoldelse af det første, lært os, hvordan vi også i det ydre, med ord og gerning, skal vise og udøve den gudsfrygt, som vi ifølge det første bud skal nære i hjertet.

Men går vi nu ind på spørgsmålet om, hvordan Guds navn misbruges blandt os, så kommer vi ind i en betragtning, som er fuld af mærkelige forhold, ja, så mærkelige, at man kan begynde at råbe både af undren og af forskrækkelse. Vi vil begynde med at betragte det mest almindelige, blot tankeløse misbrug af Guds navn, eller at man «letsindigt fører Guds navn på tungen». Man mener ikke noget ondt med det, man ved knap nok, hvorfor man bruger de store, hellige navne «Gud, Jesus Kristus», enten som fuldstændig meningsløse fyldord i sin tale eller som udtryk for alle slags tilfældige følelser og sindsbevægelser som glæde, sorg, undren, vrede og lignende. Der er næppe nogen blandt alle verdens synder, som afslører så mærkværdige forhold som denne, nemlig for det første, når man ser, hvor lidt denne synd overhovedet regnes for synd; og for det andet, hvad den ved sin egen art afslører, dels om et menneskes sind, dels om Satans dybder og magt og hans herredømme over verdens børn.

Der findes intet bud i hele Guds lov, som verdens børn regner så lidt som det andet bud, ingen synd, som er så fjerlet og uvigtig for dem som misbrug af Guds navn; så hvis nogen taler om den synd som om en alvorlig synd, bliver han nærmest regnet for en, der ikke ved bedre. Men Herren Gud har bestemt andre tanker, siden han ikke blot har sat dette bud lige efter det første, men også har knyttet den forfærdelige trussel til dette sit andet bud: «Herren vil ikke lade den være ustraffet, som misbruger hans navn». Ja, allerede i ordet «ustraffet», som i grundteksten egentlig betyder «uskyldig», har Herren så at sige forudset, at mennesker ikke ville vedkende sig nogen syndeskyld for at bryde dette bud, så han straks har svaret på det, at han ikke vil lade dem gælde som uskyldige, men vil stille dem til ansvar for misbruget af sit navn. Så burde vi også endnu en gang besinde os på det, der allerede er sagt, at Herren Gud i misbruget af sit navn ser intet mindre end foragt for sin hellige majestæt – hvilket er noget langt mere end alle synder af kødets svaghed, som en meget stærk fristelse kan drive et menneske til, der ellers ærer Gud og hans bud på det dybeste. Men at misbruge hans navn af ren letsindighed viser, at man ligefrem foragter Gud og regner ham for ingenting. Din skaber og opretholder, som hvert eneste af dine åndedrag afhænger af; din Frelser, som du må bede om skånsel og salighed for din sjæl; din dommer, som til sidst skal komme i himlens skyer med stor magt og herlighed – med ham og hans hellige navn vover du at spøge sådan, at du med letsindige udråb blander det ind i alle mulige småting. Det er uhyggeligt blot at gengive disse udråb, det sårer en from følelse, men de skal dog siges for om muligt at vække de tankeløse. Midt i spøgen og blandt de mest forfængelige småting udbrydes der: «Herre Gud!», «Jesus!», «Herre Jesus!», «Kors i Jesu navn!» Og dette er dog det navn, for hvilket engle og ærkeengle skjuler deres ansigter og råber et evigt: Hellig, hellig, hellig er Herren Gud, den Almægtige – det navn, som helvedes magter bæver for – ja, det navn, «som er over alle navne, i hvilket alle knæ skal bøje sig, deres, som er i himlen, på jorden og under jorden». Og du regner det for slet ingenting, at du kan føre det på tungen uden at mene det allermindste med det, sådan som man hører letsindige misbrugere af Guds navn forklare, som en formodet undskyldning, at de «ikke mener noget med det, det er bare en vane». Du kan altså nævne Gud uden nogen mening, bare af vane! Er det ikke et bevis på, at du «foragter Herren»? – hvilket er den ugudeliges kendetegn (Sl 10,3).

Tænk alvorligt over det spørgsmål. Hvad afslører det om et menneskes sind, at det kan have for vane på denne letsindige måde, uden nogen mening, at føre Guds navn på tungen? Det er jo en grufuld sag, som enhver kan se, at det afslører intet mindre end et ugudeligt sind – ikke blot et syndigt væsen, nej, noget langt mere forfærdeligt, ligefrem foragt for Gud, ligefrem den herskende ugudelighed, som hører helvede til. De allermest grufulde syndefald kan ikke bevise så meget om et ugudeligt sind som blot den vane letsindigt at føre Guds navn på tungen – ja, mens det grufuldeste syndefald aldrig alene, eller betragtet i sig selv, er et tilstrækkeligt bevis på, at sindet var ugudeligt, er derimod blot den nævnte vane alene et sikkert bevis på det. Den mand, som Guds Ånd kalder «en mand efter Guds hjerte», kunne ved en voldsom fristelse falde i de mest grufulde synder; men intet menneske, der læser Davids salmer, hans dybe sønderknuselse og anger, kan et øjeblik tro, at David havde for vane letsindigt at føre Guds navn på tungen. Nej, vi har alle en levende bevidsthed om, at der er en stor kløft mellem den letsindige brug af Guds navn og et gudfrygtigt sind. Eller kan et menneske, som har for vane letsindigt at føre Jesu dyrebare navn på tungen, både være sønderknust og saliggjort i dette navn og samtidig leve i gudsfrygt og i påkaldelse af Gud i sin ånd? Heraf ser vi også, at et i øvrigt fromt liv og de mest fortræffelige gerninger ikke beviser så meget, at et menneske er gudfrygtigt, som dets misbrug af Guds navn beviser det modsatte – beviser, at de smukke gerninger udsprang af en anden kilde og ikke var frugter af gudsfrygt, tro og Ånden, for så ville det også have haft ærefrygt for Gud og hans navn. Vi siger ikke, at den modsatte vane, nemlig aldrig at misbruge Guds navn, beviser, at sindet er gudfrygtigt; for den fromme vane kan også blot skyldes opdragelse eller en anden lovisk eller menneskelig bevæggrund; men derimod er en synd, der begås frit, og foragt for et Guds bud altid et sikkert bevis på ugudelighed.

Gennem det andet bud bliver det endvidere afsløret, hvordan det naturlige menneskes fromhed er beskaffen: Gud betyder intet; hans ord og navn er som en let luftning; derfor er det andet bud så uvigtigt. Men for eksempel det fjerde bud, det er vigtigt, for vi vil gerne æres af børn og tjenestefolk; det femte bud er vigtigt, for at slå ihjel eller blive slået ihjel er noget forfærdeligt; det sjette, syvende og ottende bud har også deres vægt af lignende grunde; men Gud, Guds navn, Guds velbehag eller forbud – hvad betyder det? Sådan er verdens fromhed.

Men den gamle slange, som forfører hele verden, han ved, hvor vigtigt det er for hans rige, at hele verden letsindigt fører Guds navn på tungen; for et stærkere middel kunne han ikke finde på til at sløve Herrens våben og bedøve menneskers sind. Bare menneskene først bliver rigtig vant til at misbruge Guds navn og dagligt høre det misbrugt, så vil det samme hellige navn og ord siden ikke røre deres sind ret meget. Uden tvivl er denne dybe plan grunden til, at hele massen af dem, der ellers bekender sig til Gud og hans ord, er så flittig til at misbruge Guds navn; for ellers kan man næppe forstå grunden til det. For lad os huske, at mennesket i kødet har sine naturlige fristelser til andre synder, som til vrede, til vellyst, til tyveri og uretfærdighed; men hvad er egentlig de naturlige anledninger til misbrug af Guds navn? Hvilke af kødets lyster bliver vel tilfredsstillet ved det? Hvad kan så være grunden til, at verden er så flittig til at trodse Guds bud og trussel på dette punkt? Tænk over det forhold. Jo, det ved han, som hedder «verdens fyrste»; han har sin dybe plan og beregning med det. Gid da alle kristne, som ser denne Satans dybde, med særlig nidkærhed for dette bud vil advare, formane og irettesætte, hvor de kan, mod denne så forhærdende syndevane! Og gid alle forældre og lærere for børn med streng opmærksomhed vil våge over deres børn i dette stykke og straks gøre dem lige så bange for misbrug af Guds navn som for Djævelen og helvede!

Vi har nu set, hvilket frygteligt ondt der allerede ligger i den blot letsindige og meningsløse brug af Guds navn. Mere åbenlys er synden vel, når man også bevidst bruger den hellige Guds navn til bekræftelser af sine ord, som ingen har bedt om, når det hedder: «Så sandt Gud lever», «Gud er mit vidne» osv. Hvordan Herren Kristus dømmer om sådan noget, kan vi se i Matt 5,33–37, hvor han siger: «I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke sværge falsk, men du skal holde dine eder over for Herren; men jeg siger jer, at I slet ikke må sværge, hverken ved himlen, for den er Guds trone, eller ved jorden, for den er hans fodskammel, eller ved Jerusalem, for den er den store konges by. Du må heller ikke sværge ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort; men jeres tale skal være: Ja, ja; nej, nej; hvad der er mere end det, er af det onde». Læg dog mærke til, hvilken streng ærefrygt for Guds hellige majestæt Herren her indskærper, når han ikke engang tåler, at nogen sværger ved himlen, fordi, siger han, den er Guds trone; eller ved jorden, fordi den er Guds fodskammel; eller ved Jerusalem, fordi den er den store konges by, nemlig kongernes Konges – ordene synes at være taget fra Sl 48,2–3, hvor Jerusalem kaldes Guds by og en stor Konges by – og derfor tillader Herren ikke, at svage, syndige mennesker frækt fører det i munden for at bekræfte deres stakkels ord. Endelig forbyder Herren os også at sværge ved vores hoved, fordi Gud så fuldstændig alene er dets skaber, at ingen engang kan «gøre et hår hvidt eller sort». Her ser vi, hvordan Herren på det alvorligste indskærper den allerhøjeste ærefrygt for Gud og alt, hvad der tilhører ham. Gid enhver vil tænke dybt over dette. Så skal vi heller slet ikke sværge, nemlig uden at det er nødvendigt, som vi snart skal se er meningen, men vores tale skal være: «Ja, ja; nej, nej; for hvad der er mere end det, er af det onde». – Men at vi på øvrighedens befaling, eller ellers når kærlighedens lov kræver det for vores næstes vel, ikke blot har lov til, men er forpligtet til at sværge, det ser vi først af Herrens egen befaling: «Du skal frygte Herren din Gud og sværge ved hans navn» (5 Mos 6,13, jf. Jer 4,2), og dernæst af de helliges eksempel, som i Rom 1,9; 2 Kor 1,23; 11,31, og af Apostlens ord i Hebr 6,16–17. Her tales der altså ikke om sådanne eder, men om denne unødvendige sværgen i daglig tale, som kun er et groft misbrug af Herrens hellige navn. *)

*) Da Kristi ord på det anførte sted, Matt 5,33–37, dog lyder, som om han forbød al sværgen, og mange velmenende kristne har forstået ordene sådan, vil vi her meddele to forklaringer på dette sted, som er værd at læse. Chr. Starcke siger: «Misforståelsen af dette sted, som om al sværgen var forbudt, kommer af, at man har sat et komma (,) efter ordet sværge. Stryg dette komma, og forbind sværge med de følgende ord, så træder meningen tydeligt frem». Han minder nemlig om det, som dels fremgår af dette sted, dels af Matt 23,16, at de lumske farisæere havde lært folket en slags små eder eller halve eder, som ved himlen, ved jorden, ved Jerusalem, ved templet osv., som ikke skulle have så stor vægt, og som man derfor så meget lettere kunne bedrage hinanden med. Mod denne farisæernes forfalskning og lumskhed træder Kristus her op, ligesom man også ser, at han i hele dette kapitel fra v. 19 har talt imod farisæernes forfalskning af Guds bud. Det er også værd at lægge mærke til, at Kristus ikke siger: «Du må aldrig sværge ved Herren din Guds navn», men kun opregner disse opdigtede små eder hos jøderne. Dette er det ene, som her fortjener at blive overvejet. Men det andet er det, som Luther skriver så stærkt, tydeligt og lærerigt om dette bibelsted, at vi ikke kan undlade at meddele det, selv om det kan synes mere vidtløftigt, end det nu er nødvendigt for at belyse spørgsmålet. Efter først at have omtalt, hvordan man har tumlet med denne tekst og derved er faret vild og har ført andre vild, siger han: «Man kan jo ikke nægte, at Kristus selv og Paulus ofte har svoret, og desuden står der i Skriften, at man skal sværge ved Guds navn; derfor må man her gøre en forskel, så man kan forstå teksten rigtigt».

«Vi har allerede hørt, at Kristus her slet ikke taler med henblik på den verdslige styrelse og orden eller vil gøre indgreb i øvrighedens sager, men kun prædiker for de enkelte kristne om, hvordan de selv skal leve. Derfor skal man anse det at sværge for forbudt på samme måde som ovenfor i samme kapitel at slå ihjel eller at se på en kvinde med begær. At slå ihjel er ret og dog også ikke ret; at begære en kvinde er synd og ikke synd; men sådan, at man skelner rigtigt mellem de to ting, nemlig således at der til mig og dig er sagt: ’Slår du ihjel, så gør du uret; ser du på en kvinde for at begære hende, så gør du uret.’ Men til en dommer siger han: ’Straffer du ikke og slår ihjel, skal du blive straffet’; ligeledes til en ægtemand eller hustru: ’Holder du dig ikke til din ægtefælle, gør du uret.’ Således er det i Skriften befalet både, at man skal slå ihjel og ikke slå ihjel, være hos en kvinde og ikke være hos en kvinde; nemlig at du ikke skal slå ihjel og ikke have begær til en kvinde, hvor du ikke har Guds særlige ord og befaling. Men slår du ihjel, når Gud befaler dig det, eller har du en kvinde efter Guds ord, så er begge dele ret; for det, Gud siger og befaler dig, er noget helt andet end det, du selv gør.

«Sådan som du nu har forstået dette, bør du også forstå ordene om at sværge. At Kristus her forbyder det så strengt, gør han imod jødernes falske lærere, der lærte, at det ikke var synd at aflægge ed og sværge, selv om det skete unødigt og uden Guds ord; ja, de havde lavet en sondring for, hvordan man kunne sværge uden fare, og hvilke eder der skulle gælde og hvilke ikke, sådan at man godt kunne sværge ved himlen eller ved Jerusalem eller ved sit hoved; det var ingen eder, og de bandt ikke så strengt, når man bare ikke påkaldte Guds navn. Således havde de til sidst bragt det dertil, at et blot ja eller nej intet gjaldt, og at det blev anset for at have ringe betydning, om de ikke holdt noget, som de ikke havde bekræftet med en ed. Ganske som de havde lært om drab, at man ikke behøvede at regne et skjult nag eller had for synd; og ligeledes hvis man var vred på sin hustru, men havde lyst til en anden og viste det med blikke og spøg og andre tegn. Imod sådanne falske helgener er Kristus begyndt at prædike og siger: ’Bliver I ikke frommere, kommer I ikke ind i Himmeriget.’ Sådan siger han nu: ’Sådan som I bærer jer ad med at sværge, det duer ikke; men jeg siger jer: I skal slet ikke sværge sådan, hverken ved templet eller ved Jerusalem eller ved jeres hoved – lige så lidt som ved Gud selv; men hvad I aftaler med hinanden, det skal holdes trofast alene på et ja eller nej.’ For det er at misbruge Guds navn, når man tilsøler det med eder og sværgen, som om et blot ja eller nej ikke skulle gælde eller binde, hvis ikke Guds navn var med. Dernæst er der endnu et misbrug, at man sværger så letsindigt, som det nu er almindeligt, så man næsten ved hvert ord bruger Guds navn. Alt dette skal ganske enkelt forbydes.

«Så er forskellen altså denne: Af sig selv skal ingen sværge, medmindre han har Guds ord for at gøre det. Men sker det i og efter Guds ord, så er det ret at sværge, slå ihjel, have lyst til en kvinde osv. Men det kaldes at have Guds ord for det, når han befaler mig det, som i embedets medfør, eller for sin egen skyld, eller kræver det gennem dem, der er i embedet. For eksempel når en fyrste kræver en troskabsed, så byder Ordet, at du skal adlyde øvrigheden. For Gud har indrettet og indsat regeringen sådan, at den ene på denne måde må forpligtes over for den anden, så alle stridige sager kan afgøres og bilægges ved eden, som det hedder i Hebr 6,16:

«Så har du nu én grund til, at det er ret at sværge, nemlig nødvendigheden, når man må aflægge en ed af lydighed mod øvrigheden for at bekræfte sandheden eller afgøre sager til fremme af fred og enighed.

«Men den anden grund er kærligheden, selv om eden ikke kræves af øvrigheden, men sker til gavn for næsten; ligesom kærligheden også vredes og straffer, når den ser sin næste synde eller fejle, som Kristus lærer i Matt 18,15. Derfor, når jeg ser nogen i åndelig nød og fare, svag i troen, med fortvivlet samvittighed eller forvirret forstand og lignende, så skal jeg ikke blot trøste, men også sværge og sige: ’Så sandt Gud lever og Kristus er død, så vist er dette sandheden og Guds ord.’ Dér er eden så nødvendig, at man ikke kan undvære den. For ved den bliver den rette lære bekræftet, og den vildfarne og svage samvittighed bliver undervist og trøstet og udfriet fra Djævelen. Derfor må du her sværge så højt og dyrt, som du nogensinde kan. Sådan har Kristus og Paulus svoret og taget Guds navn til vidne. Sådan hører en ed med til enhver trussel og ethvert løfte, som en kristen prædikant udtaler, for at forskrække de hårde og trøste de modløse.

«Summa: Hvor du har Guds ord, dér give Gud dig nåde til uden omsvøb at sværge, irettesætte, vredes eller hvad Gud har befalet dig. Men hvad der ligger uden for Guds ord og ikke sker på Guds befaling eller for næstens nød og gavn, det skal du slet ikke gøre. – Så har du nu en rigtig og klar forståelse af dette punkt, så man ikke forgæves skal pine sig med denne tekst og gøre sig en skærsild, hvor der ingen er.»

Endnu grovere og mere uhyggeligt bliver Guds hellige navn og væsen foragtet og trodset af den, der sværger mened, når han ligefrem fordrister sig til ved Guds navn at bekræfte det, der er falsk, og udfordrer den Almægtige til hævn over sig, ja, frasiger sig al Guds nåde og barmhjertighed. Om det forfærdelige ved meneden behøver vi vel ikke bruge mange ord. Det er ganske vist sandt, at også den, der har svoret mened, kan løses fra sin dårskabs synd og få nåde ved Kristi mellemkomst, hvis han kommer til en omvendelse, som Guds Ånd har virket (Matt 26,74); men det forfærdelige ved meneden står alligevel tilbage, eftersom den hellige Gud, som mange forfærdelige eksempler ofte viser, hurtigt kan slå sin frække foragter ned, før en sådan omvendelse er kommet imellem. Gud lader sig ikke spotte. Det er forfærdeligt at falde i den levende Guds hænder.

Et lignende groft misbrug af Guds navn er det også, når det bruges til signeri og trolddom; når man med Guds navn og hellige genstande vil fordrive noget ondt, udforske skjulte ting og lignende. Dog hører dette kun de mest rå og grove mennesker til.

Men nu kommer vi til en betragtning, der angår mere oplyste mennesker. Der er et misbrug af Guds navn, som er gængs også blandt dem, der omgås Guds ord – ja, af alt misbrug af Guds navn er vel intet så forfærdeligt, så afskyeligt og oprørende for Guds øjne som dette – nemlig når Guds hellige ord og navn bruges som slør og pynt på et falsk væsen – når de bruges til hykleri. Vi ved, at der ved Guds navn ikke kun forstås de korte betegnelser for Gud, som vi almindeligvis kalder hans navn, men også alt, hvad der beskriver Gud for os; altså i videre forstand: hele Guds ord, som taler om ham og hans egenskaber. Tænk, når et menneske ikke blot læser, hører og synger Guds hellige ord med manglende andagt og ærefrygt, men ligefrem omgås Guds ord med et verdsligt og ubodfærdigt sind for ligesom at omgive sig med en hellig pynt, så det ved de hellige ord og fagter skal tage sig fromt, alvorligt og helligt ud, mens hjertet er dødt og falsk for Herren. Det må vel kaldes at gøre den mest vanhellige brug af de helligste ting. Alt hykleri er allerede i sig selv den mest afskyelige synd; men oven i købet at bruge den hellige Guds ord og navn dertil, så Guds ord skal være et slør over hykleren, det er dog noget, man må blive dybt forfærdet over. For eksempel når et menneske, som enten ved nogle indtryk af Guds forekommende nåde eller blot ved en menneskelig påvirkning er kommet ind i de kristnes flok, men aldrig ved, hvad «den snævre port» vil sige, aldrig har været dræbt under Guds dom og derfor heller ikke er blevet gjort salig i Kristus, alligevel begynder at tale og føre sig som de kristne og omgås Guds ord og religiøse skikke, men uden omsorg for, at hjertet helt bliver født på ny – det er jo at omgive et falsk væsen med et smukt åndeligt skær.

Sådanne mennesker er af to slags. Den ene slår sig på en evangelisk side, har en evangelisk tone, taler om nåde og retfærdighed i Kristus, om troen og den kristne frihed, men med den døde indbildningstro, som ikke bringer Helligånden med sig, han som angriber kødet, tugter og dræber det gamle menneske; nej, denne sjæl kan helt frit blive ved med en eller anden skødesynd, uden nogen omvendelse, uden omsorg, kamp og bøn for at slippe bort fra synden; ja, den forgylder endog sin synd med en falsk tydning af Guds ord, fx om den kristne frihed og lignende. Så skal Kristi ord og navn altså tjene til at gøre synden hellig. Åh, gid det måtte blive dig givet at vågne! Herren vil ikke lade den være ustraffet, som misbruger hans navn. – Ordene om tro og retfærdighed i Kristus er nok dyrebare ord, men din brug af dem er et afskyeligt misbrug; «du har ingen del eller lod i denne sag, for dit hjerte er ikke oprigtigt over for Gud» (ApG 8,21), fordi din tro ikke ledsages af gudsfrygtens ånd. Og så længe du ikke bliver bekymret over det, er din oplyste tale om Guds ord intet andet end et afskyeligt misbrug.

Et andet menneske slår sig på en mere lovisk side, taler meget om gerninger og helliggørelse, om bøn og alvor og kraft, men tager for sit eget vedkommende sagen så let og overfladisk, at han aldrig bliver dræbt, slået ned og tilintetgjort af loven, men synes, at han klarer sig ganske godt med sin fromhed, fordi den kun består i ydre øvelser og visse gerninger og religiøse skikke, såsom morgen og aften at læse sit kapitel i Bibelen og bede sin bøn, gøre noget for andres ulykkelige sjæle eller legemer osv.; og dermed mener han at være i helliggørelse, skønt helliggørelsens første rod endnu ikke findes i hjertet, nemlig den ånd, som under daglig ydmygelse lever og næres alene af Kristus; men om denne mangel tier han; han taler renlærigt om alle stykker og først og sidst om gerninger, så man skulle tro, at et sådant menneske selv måtte være meget helligt – skønt det kan være så langt derfra, at selv det almindelige verdensvæsen endnu kan bo i hjertet og huset, og verdens venskab endnu ikke er gået tabt (Jak 4,4). Åh, gid det måtte blive dig givet at vågne! Herren kender dit hjertes inderste! Herren ved, at du selv tager sagen så let og overfladisk, at du ikke kender «det, som vejer tungere i loven, nemlig retten (lovens åndelige krav og dom over dig selv), barmhjertigheden (mod andre) og troen» (som først og sidst har brug for Lammet). Når du ikke bekymrer dig om disse punkter og alligevel omgås åndelige ting, så er det virkelig at misbruge Guds navn som slør over et falsk væsen (Matt 23,23–28). Men Herren vil ikke lade den være ustraffet, som misbruger hans navn.

Et grueligt misbrug af Guds navn, beslægtet dels med det netop nævnte og dels med troldmandens, der bruger Guds ord og hellige navn for jordisk vindings skyld, er det også, når nogen alene for brødets skyld går ind i et åndeligt embede og siden udøver det, altid lige jordisk i sindet – lever hele ugen i fuld verdslighed uden tegn på nogen gudsfrygt, men om søndagen træder frem for menigheden med alle udtryk for from alvor og nu, i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, lægger en hellig nidkærhed for omvendelse, tro og helliggørelse for dagen – skønt han ellers aldrig har nogen omsorg for disse hellige ting, hverken for sin egen omvendelse og helliggørelse eller for tilhørernes. Åh, hvilket forfærdeligt misbrug af Guds navn at bruge hellige ting blot for brødets skyld! Men hvad Herren i sin himmel tænker om det, lader han os ane noget af, når han siger: «Hvordan kan du tale om mine forskrifter og tage min pagt i din mund, du som hader tugt og kaster mine ord bag dig? – – Sådan gør du, og jeg tier; derfor tror du, at jeg er som du; men jeg vil straffe dig og stille dig det for øjnene» (Sl 50). «Ja, Herren vil ikke lade den være ustraffet, som misbruger hans navn.»

«Og jeg tier», siger Herren! Lad os ret frygte denne Guds tavshed. Gud er aldrig mere frygtindgydende, end når han tier. Da går der en stille dom over mennesket: Jeg vil forhærde hans hjerte (2 Mos 4,21). Dette skal lære enhver at agte på Herrens ord, når han taler.

Og hermed har vi antydet endnu en lære af alt dette. Det grove misbrug af Guds navn til hykleri og falskhed er som regel en følge af et finere, nemlig at man hører, læser og synger Guds hellige ord uden den ærefrygt, som Guds ord kræver, altså ikke blot en andægtig sindsstemning, men også en lydig ånd, som i alt vil gøre, hvad Herren byder, og vil gøre det straks. Blot vanen med at høre Guds ord uden ærefrygt, uden at søge nåde til straks at gøre derefter, eller at høre Herrens domme og ikke lade dem gælde – det er denne vane, der forhærder menneskets sind. Det var på den måde, Farao blev forhærdet, da han ikke ville gøre, hvad Herren krævede af ham; og på samme måde Judas, da han dagligt hørte Kristi ord og alligevel i stilhed holdt fast ved sin tyvesynd; og på samme måde jøderne, da de hørte, at de med al deres lov og lovlydighed skulle gå fortabt, hvis de ikke var født på ny og iklædt Kristus, men ikke agtede på det. Du må enten adlyde hele Guds ord, både det om det indvortes menneske og det om de ydre gerninger, eller også efterhånden og i det skjulte blive forhærdet af det. Og så kommer den uhyggelige tavshed, at Gud tier, at du ikke længere bliver uroet af Guds røst, men nu får lov at sove – «men din fordærvelse sover ikke».

«Men hvem kan opfylde hele Guds ord? Hvem er uden synd?» siger du. – Svar: Det er ikke den manglende evne til at opfylde det hele, det er ikke denne afmagt og skrøbelighed, som en oprigtig sjæl kæmper med, mens den klager for Herren og beder om hans nåde og hjælp – det er ikke denne skrøbelighed, der forhærder eller fordømmer dig, men kun den falske ånd, som ikke adlyder Ordet og ikke tager det til hjerte «for at gøre derefter». Er du blot lydig, men kommer i afmagtens nød, så har du hele den treenige Gud til din hjælp og i ham en sikker borgen for din frelse. «Herrens navn er en befæstet by; derhen flyr den retfærdige og finder ly» (Ordsp 18,10). Og hermed kommer vi nu til den sidste del af vores betragtning.

Når Gud byder, at vi ikke må misbruge eller «unyttigt føre» hans navn, så har han dermed også givet til kende, at det tværtimod skal bruges til gavn og salighed. Det sker, når vi «påkalder det i al nød, beder, takker og lover». Det er nu den kristne pligt, som det andet bud pålægger os, og som ikke kan forsømmes ustraffet. Herren har åbenbaret os sit navn, sine guddommelige egenskaber, sin magt, sin kærlighed, sin trofasthed og sandhed og især det dyrebare og trøsterige frelsernavn, sit Jesusnavn, «som er over alle navne, og i hvilket vi skal blive frelst». – Han har åbenbaret det, for at vi skal tro på det, have trøst af det, påkalde det i al nød, ja, altid «flygte dertil som til en befæstet by». Er du ulykkelig over synden, så findes der én, som hedder Jesus, «for han skal frelse sit folk fra deres synder». Tør du sige, at han ikke gør efter sit navn? Han hedder Trofast og Sandfærdig (Åb 19,11). Tør du alligevel tænke, at han ikke er rigtig trofast? Eller du er i en anden nød; og Herren hedder en Nødhjælper (Jer 14,8; Dan 6,28), og han siger: «Påkald mig i nøden, så vil jeg hjælpe dig, og du skal prise mig» (Sl 50,15). Tør du alligevel sige, at der ingen hjælp er hos Herren? Han hedder kærligheden og har en sådan omsorg for menneskenes børn, at han siger: «Selv alle hårene på jeres hoved er talt»; kan du så tænke, at han slet ikke bryder sig om dig, når du klager din nød for ham? At have bekymring i sit hjerte og alligevel ikke påkalde Herrens navn og håbe alt godt af ham, det er intet andet end at foragte Gud og «gøre ham til en løgner» (1 Joh 5,10). De, der gør sig godt kendt med Herrens navn, har hele deres liv en høj, himmelsk trøst og tryghed i al jammerdalens sorg og uro, styrke i al deres afmagt og et himmelsk selskab, hvor de end er. Men den, der foragter Herrens navn og ikke betragter og påkalder det, får som sin rette løn at være bestandig utryg, fattig og elendig. «I har ikke, fordi I ikke beder», siger Apostlen. Derfor er det både et stort tab og en stor synd mod dette bud ikke flittigt og i tro at påkalde Herrens navn.

Men vi skal ikke blot påkalde Herrens navn, men også takke, prise og love det – takke for alle hans velgerninger og prise og love hans guddommelige egenskaber. Ja, det er sandelig vores højeste pligt i livet. Men her hjælper ikke store og smukke ord; her kræves der dyb eftertanke. At takke og love må være hjertets sag; men skal det blive hjertets sag, så må du besinde dig på og se de velgerninger, du har at takke for, og besinde dig på og glæde dig over de egenskaber hos Gud, som du skal love. Derfor kræves der her et åndeligt øje, som ser Herrens herlighed, hans usigelige nåde og velgerninger; så bliver hjertet optændt, så det ikke kan lade være med at takke og love ham.

Men hvilken menneskelig tanke kan her slå til, hvilken tunge kan udsige alt det, som vi burde takke og love vores Gud for? «Hele jorden er fuld af hans herlighed.» Alt, hvad øjet møder, vidner om Guds godhed og storhed og om hans kærlighed til mennesket, eftersom alt, hvad der er på jorden, er skabt for os; og dertil tror og bekender vi, at han også har givet sin enbårne Søn for os alle, for at vi som en fri gave skal tage imod det evige liv, «det rige, som er beredt os fra verdens grundlæggelse». Hvor burde vores hjerter ikke for alt dette være ét evigt og uophørligt lov og pris og tak! Sandelig, hele vores liv burde ikke være andet end lov, pris og tak. «Alt, hvad i mig er», sjæl og sind, hjerte og tanker, ord og gerninger, alt burde love Herren. Er det ikke rimeligt? Når det nu ikke sker, men du tværtimod går helt kold og utaknemmelig og måske misfornøjet og utålmodig over de allermindste ubehageligheder, er det så ikke sandt, at du godt har fortjent, at Gud i evig vrede i samme øjeblik kastede dig i helvede? Ja, det ser og føler de troende, så de af hjertet vidner, at de alle dage alene for denne synd fortjener helvede.

Men de, der ikke blot er kolde og forsømmelige med at prise vores Gud, men ligefrem er misfornøjede og utålmodige med det, han har tildelt dem, skal vel vogte sig, at Herren ikke virkelig giver dem efter fortjeneste, når de ikke er tilfredse og taknemmelige for det, de har fået. Utaknemmeligheden er en så afskyelig synd både for Gud og mennesker, at man har sagt, at et utaknemmeligt menneske må være den tungeste byrde, jorden bærer. Utaknemmeligheden er det udtørrende vejr, som får alle Guds nådekilder til dig til at tørre ind. Herren Gud kan jo ikke lønne utaknemmeligheden mere retfærdigt og passende end ved at tage det gode fra dig, som du agter så ringe. Derfor bør vi i tide vågne op over denne svære synd og bede Gud om tilgivelse og om nåde til omvendelse. For som allerede sagt: Så mange og store er Guds velgerninger mod os, at hele vores liv burde være ét evigt og uophørligt tak og lov.

Men ud over at taknemmeligheden er din helligste pligt mod Gud, ville den også gøre dig selv til et lykkeligere menneske og gøre dit sind tilfreds og din bøn varm og trøsterig. Vi vil kun tale om det sidste. Hvad er årsagen til, at mangen ellers alvorlig sjæl er så kold, død og nedslået i sin bøn og har så lidt trøst og tillid i den i bekymringens stunder? Uden tvivl den, at man begynder direkte med at bede uden først at have takket og lovet. «Jeg undrede mig», siger en mand, «da jeg læste Luthers alvorlige bemærkning om denne ’forvendte orden’, at man begynder med at bede og ikke først takker og lover; men nu har jeg levende erfaret, hvor fortræffelig en bemærkning det var.» Luther taler over Sl 18,4: «Herren, den højlovede, påkalder jeg», og siger: «Man kan ikke tro, hvilket kraftigt middel lovprisningen af Gud er, når der kommer fare. For så snart du begynder at love Gud, bliver det onde straks mildnet, det trøstige mod vokser, og derpå følger påkaldelsen af Gud med tillid. Derfor har alle Guds rette tjenere passet godt på, at de ikke har begyndt på nogen anden måde eller i nogen anden orden har søgt trøst og hjælp mod det onde, end dette vers lærer os: man skal ikke først påkalde Herren, men først love ham. Der findes mennesker, som jamrer sig for Herren, men ikke bliver hørt; ’de råbte, men der var ingen, der frelste; til Herren, men han svarede dem ikke’ (Sl 18,42). Hvorfor det? Fordi de, da de råbte til Herren, ikke lovede ham, men var vrede på ham; de har ikke stillet sig Herren for øje, hvor liflig han er, men kun tænkt på deres bitre erfaring. Men ingen bliver befriet fra det onde ved kun at se på sin elendighed og forskrækkes over den, men ved at holde sig til Herren og se på hans godhed».

Det synes ganske vist at være et svært råd at følge, at man i nødens stund skal begynde med at love Gud, men det er også noget, som skal kendetegne den renere tro og den ægte brud, som agter Brudgommen højere end alle hans gaver, som ærer og priser Herren selv, ikke blot når han gør, hvad vi synes om, men «til enhver tid», for det, han er i sig selv. «Skøgekærligheden» kan kun takke for gaver, men ikke love Herren for hans egen fortræffelighed. Dog bliver det også for de troende en svær kunst midt i nødens og bekymringens mørke at løfte sig op til Guds egen evige godhed og trofasthed; men prøv blot, når du er i dette mørke, at gribe til lovprisningen af Gud og fordybe dig i Guds egenskaber og de store beviser på dem, som du og alle de hellige før har fået, så skal du snart erfare lettelse og til sidst sande Davids ord: «Det er godt at lovsynge vores Gud; ja, det er lifligt; lovsang sømmer sig for os» (Sl 147,1).

Men til at love og prise Herrens navn hører også at søge at fremme hans ære blandt mennesker. Det sker dels ved mundens bekendelse ud af et benådet og troende hjerte (Rom 10,10), dels ved et smukt kristent liv, «som pryder Guds, vores Frelsers, lære i alle ting». Om det første siger Apostlen: «Lad os altid frembære lovprisningsoffer for Gud, det vil sige frugt af læber, som priser hans navn» (Hebr 13,15). Derom siger også Kristus: «Enhver, som bekender mig for menneskene, ham vil også jeg bekende for min Fader» og hans engle. Har du fundet liv i Guds Søns navn, er du benådet ved ham og forenet med ham, kunne du så alligevel tie om ham blandt dine medmennesker? Skulle du ikke brænde for at åbenbare hans nåde blandt dem og saligheden ved at eje den? Ja, skulle ikke det, som er størst for dit hjerte, strømme ud af din mund? Siger ikke Herren selv: «Hvad hjertet er fuldt af, taler munden»? Gid alle kristne, omgivet af verdens vantro og ugudelighed, trofast må holde ud i bekendelsen af Jesu navn! Skam jer ikke, I syndere, over at vidne om jeres Frelser! Lad os regne det for den største ære, hvis vi for denne bekendelses skyld må lide hån! Lad det være vores højeste ros, hvis vi for Jesu skyld bliver holdt for tåber! Den, der trækker sig tilbage og skammer sig over hans navn, ham vil også han skamme sig over for sin Fader og hans engle (Luk 9,26). – Men den, der bekender Jesus med munden, bør også prise ham med sit liv. Således siger Herren: «Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen frugt, og I skal være mine disciple.» Og igen: «Således skal jeres lys skinne for menneskene, så de kan se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i himlene.» At bekende Jesus med munden, men fornægte ham med gerningerne, bringer langt mere forhånelse over hans sag og ord, end hvis du var en åbenlys spotter. Derimod er ingen veltalenhed så stærk til at fremme Herrens sag og ære blandt mennesker, som når evangeliets bekendelse ledsages af et kristent liv.

Gid nu enhver vil gå i sig selv og tænke efter, hvordan han efter dette bud i al sin omgang med andre søger Guds navns ære. Er vi vågne, så vil vi sandelig her finde meget at angre, ja, så meget, at vi kun kan råbe: «Gud, fordøm mig ikke! Gå ikke i rette med din tjener!» Havde Gud kun givet dette ene bud, så ville alt kød dog være fortabt, hvis han ikke havde givet os sin Søn som «lovens ende til retfærdighed for enhver, som tror». – Men vil vi i vores resterende dage ære hans navn bedre, så skal vi også flittigt påkalde det. Den, der ret forstår og agter det andet bud, vil sandelig flittigt bede den første bøn: Helliget blive dit navn!