Det fjerde bud

Med dette bud føres vi ind på et nyt område af Guds åbenbarede vilje og krav, idet Herren nu går fra budene om dyrkelsen af hans eget væsen over til i de følgende bud at vende vores øjne mod vores næste. At «elske Gud over alle ting og vores næste som os selv», på det hænger jo efter Frelserens egne ord «hele loven og profeterne». Men foran alle budene om kærligheden til næsten sættes det bud, som handler om vores pligter over for forældrene, fordi de står i et noget andet og højere forhold til os end andre mennesker. De er nemlig efter Guds egen vilje og ordning hans værger og stedfortrædere på jorden, og gennem dem vil han tale til os, herske over os og lade sine velgerninger strømme til os. Derfor byder han os også ikke blot at elske forældrene, som vi elsker alle andre mennesker, men endda at ære dem – og det indbefatter ud over kærligheden også adskilligt, der er endnu højere, såsom ærbødighed, ydmyghed og lydighed. Det tilkommer ikke forældrene på grund af nogle tilfældige fortjenester eller fremragende egenskaber hos dem, heller ikke på grund af de store velgerninger, som vi har nydt og nyder fra dem i rigere mål end fra andre mennesker. Nej, den ære, som Gud har befalet os at vise forældrene, tilkommer dem alene af den grund, at de er forældre, at Gud Herren har sat dem over os for at indtage hans plads og sted hernede, og at han har budt os at ære dem. Det er derfor hans kærlige og vise vilje, som ligger til grund for, at forældrenes ære er retmæssig og nødvendig. Derfor erklærer Gud også sit store velbehag i lydigheden mod forældrene, at den «er kærkommen for ham» (Kol 3,20), og knytter til overholdelsen af det fjerde bud et særligt løfte om, at det skal gå godt og om et langt liv på jorden. Vi skal følgelig ikke gå i gang med at granske, hvordan forældrene er, og hvilke egenskaber de har, for at se, om de fortjener vores ære eller ej. Vi skal blot spørge, om de er forældre, om de står i et forældreforhold til os, om Gud har sat dem over os; for så er vi straks forpligtet til at vise dem ære, hvordan de end måtte være som personer, eller hvordan de end opfører sig over for os. Derfor kan et barn ikke være mere sikker på, at det gør Guds vilje, end når det ærer, elsker, agter og adlyder far og mor; for det har Gud Herren selv befalet, og han har oven i købet erklæret sit særlige velbehag i det. Tænk, hvilken stor nådevelgerning også dette bud rummer: Et barn, som ellers ikke kan udføre nogen store og strålende gerninger i denne verden, kan så nær ved hånden og så let gøre de gerninger, som Gud tydeligere end nogen andre har kundgjort sit velbehag i – blot ved at være underdanig, lydig og ærbødig over for sine forældre! Tænker vi desuden på, hvordan et barn ved villigt at leve efter dette bud efter Guds særlige løfte kan lægge grunden til den sikreste vej til lykke og velfærd i dette liv, så skulle enhver, der ser Guds nådige vilje i denne sag, med god grund ønske, hvis han ikke havde far og mor i dette liv, som Luther siger: «Ak, ville Gud dog stille stokke og sten frem for mig, som jeg kunne kalde far og mor!» Når vi derimod ser, hvordan dette bud trædes under fode, hvordan næsten enhver glemmer Guds bud og det løfte, der er knyttet til det, og samtidig glemmer alle de velgerninger, vi har fået gennem forældrene, så kan man forskrækkes over den ødelæggelse af alle menneskesjælens kræfter, som syndefaldet førte med sig, når ikke engang et bud som dette kan have værdi for mennesker.

Her skal vi nu huske på, at der ved forældre, som vores børnelærdom underviser os om, ikke blot forstås de naturlige forældre, men også «svigerforældre, plejeforældre, øvrighed, lærere, husbonder og alle andre, som faderligt tager sig af os», og at vi skylder dem ære lige så vel som vores naturlige forældre, som utallige skriftsteder viser. Selv om vi skulle have mistet vores egentlige forældre, er vi derfor alligevel ikke helt uden forældre og uden del i det fjerde buds forpligtelser og velsignelser; det fjerde bud har på ingen måde endnu mistet sin vægt og betydning for os. For vi står alle på den ene eller den anden måde i et sådant forhold til nogle mennesker eller myndigheder, at det fjerde buds pligter påhviler os. Er vi ikke børn eller tjenestefolk, så kan vi være undersåtter; og var vi heller ikke det, men selv øvrighedspersoner, så skal vi dog være underdanige under Guds ord og dets embede. I det fjerde bud lyder det altså ikke kun til børn i egentlig forstand, men til os alle og hver enkelt: «Du, du skal ære din far og din mor.» Husk, hvem du end er, at det er netop dig, Herren taler til i dette bud lige så vel som i de øvrige bud, og at du ved måden, du forholder dig til dette bud på, skal drage over dig enten megen timelig velsignelse eller timelig og evig forbandelse. For skal det gå dem godt, som ærer far og mor, så må det omvendt gå dem ilde, som gør det modsatte. Som Skriften også siger: «Faderens velsignelse bygger børnene huse, men moderens forbandelse river dem ned», og: «Den, som forlader sin far, skal blive til skamme, og den, som bedrøver sin mor, er forbandet af Herren.» Når vi tænker på, hvor vidt dette bud rækker, idet det under navnet far og mor indbefatter alle dem, som Herren på en eller anden måde har sat over os, såsom øvrighed, lærere, husbonder med flere, så forstår vi også, hvorfor Herren har erklæret sit særlige velbehag i, at dette bud holdes, og har knyttet et særligt løfte om velsignelse til det. For fred og velfærd på jorden hviler på, at dette bud holdes. Lad os give agt på det og ikke ved genstridig ulydighed drage Guds retfærdige forbandelse over os i tiden og hans tunge vrede i evigheden.

Men før vi ser nærmere på det smukke løfte, som Herren har knyttet til dette bud, skal vi se, hvori den ære består, som vi skylder forældrene, og hvordan vi skal vise dem den. Luther nævner i sin forklaring til dette bud adskillige stykker, som indgår i den ære, forældrene skal have; men først nævner han, hvad vi ikke skal gøre, og dernæst hvad vi skal gøre. «Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke foragter eller vredgør vores forældre og herrer.» Læg mærke til det, og giv nøje agt på den gamle børnelektie, så skal den sikkert stadig have noget at sige dig, også når du er blevet ældre, i det mindste hvad udøvelsen angår. – Selve grunden til at holde dette bud, lige så vel som de øvrige bud, er en ret gudsfrygt og kærlighed til Gud. Ja, sandelig! Findes der blot en barnlig gudsfrygt og sand kærlighed til Gud i dit hjerte, så vil du også ære dine forældre – i det mindste vil du da stræbe efter det og agte Herrens bud om det, så at du, selv om du kommer i fristelse til utålmodighed og manglende ærbødighed over for dine forældre, vil straffe dig selv og ikke give plads i dit hjerte for egentlig foragt for dem eller med fuldt overlæg begynde at vredgøre dem. Men det kan nok ske, at selv om du har denne rette grund i dit hjerte, denne villige ånd, så vil det dog koste dig mangen hård kamp altid at leve efter dette bud – at du nok i den kamp må råbe kraftigt og ihærdigt om Guds barmhjertige hjælp – især når forældrene og de, der forstås under forældrenes navn, i sig selv og ved deres opførsel er uværdige, irriterende eller foragtelige personer. Tænk blot på en far, en øvrighedsperson, en lærer, en husbond eller lignende, som ikke alene mangler alle de egenskaber, der er nødvendige for at udfylde sit kald som sådan, men også er hård, lunefuld, upålidelig og helt igennem ugudelig – hvor nær ligger det så ikke at foragte dem i hjertet og vredgøre dem med sin opførsel, især hvis man (med eller uden grund) anser sig selv for klogere og frommere! Men her bliver det da nødvendigt, at du ikke begynder at se på personen eller granske hans bedre eller dårligere egenskaber, hans retfærdige eller uretfærdige opførsel; du har kun én ting at overveje, nemlig om Gud i sin styrelse har sat ham over dig som din far, din øvrighed, din husbond osv. For så må du tåle hans lunefuldhed og uretfærdighed, hvor den borgerlige lov ikke giver dig beskyttelse og oprejsning, og nære agtelse for ham som din Guds værge og stedfortræder, selv om han i sig selv er uværdig, og adlyde hans vilje i alt, som ikke strider mod Guds bud og samvittigheden. Gør han dig uret i noget, så skal han stå til regnskab for det over for sin Gud; men det giver ikke dig ret til at betale hans uret med ny uret eller til at foragte ham for det. Sådan skal du også vogte dig for at krænke og vredgøre ham med miner, ord eller gerninger ved en mut og trodsig optræden. Når Gud vil, er han mægtig til at støde ham fra sædet; men så længe Gud tåler ham, skal også du gøre det; for hvor meget han end går dig imod, går han dog Gud ti tusind gange mere imod. Det er bestemt ikke nogen let sag ikke blot at tåle, men også at agte sådanne forældre og dem, der er i forældrenes sted, når de gør alt for at undergrave den agtelse hos deres børn og undergivne, som bør tilkomme dem. Derfor er Åndens kraft og en guddommelig tålmodighed nødvendig her, som Sirak siger: «Ær far og mor med gerninger, med ord og med tålmodighed.» Tålmodighed er en dyd, man har brug for i omgangen med mennesker i almindelighed, fordi man overalt bliver sat på prøve af andres fejl og skrøbeligheder, som må tåles og bæres med tålmodighed, ellers bliver kærligheden kold. Men især er tålmodighed og overbærenhed nødvendig, når det gælder forældrene. For ud over at det fjerde bud giver forældrene et krav på os, som intet andet menneske har, så har heller intet menneske vist os en tålmodighed som forældrene, og derfor har heller ingen så fortjent vores tålmodighed som de. Tålmodigheden er nødvendig, fordi børnene vokser op og for hver dag vokser mere og mere ind i verdens nuværende skik og væsen, mens forældrene vokser fra deres tid – eller tiden med sin nye skik og vaner løber foran og bort fra dem – så børn og forældre med tiden i tusind småting delvis bliver fremmede for hinanden. Når forældrene så oven i det bliver svage, med alderen mister sjælekræfter, hukommelse og forstand, ja, «bliver børn igen», og under alt dette viser gnavenhed og dårligt humør, så intet af det, barnet gør, er dem rigtigt til pas, og når de alligevel uindskrænket vil udøve deres forældremyndighed over børnene, så gælder det om at fornægte sin egen visdom, ja, i alt at fornægte sig selv, hvis man skal kunne «ære far og mor med tålmodighed». Bor Guds Ånd nu ikke i barnets hjerte, så det drives af denne hellige frygts og kærligheds Ånd, så går det, som man ofte ser: Barnet bliver træt af forældrenes gnavne og besværlige væsen og begynder ikke blot at foragte dem i hjertet, men også at lade denne foragt komme til syne i miner, ord og gerninger, så forældrene bliver dybt sårede og krænkede. Ja, selv hvor Guds Ånd bor i hjertet, men hvor man enten ikke agter på hans milde formaninger eller er blevet vænnet til noget dårligt ved en forudgående forkert opdragelse, kan man synde på den forskrækkeligste måde i denne henseende.

Det er især tilfældet blandt almuen, som i denne henseende som regel er mindre finfølende, så at det mange steder næsten er en skik, at forældrene skal skubbes til side, når børnene bliver ældre, og at deres ord ikke længere skal gælde noget. Det gælder i særdeleshed, når forældrene – som det også oftest er almindeligt blandt almuen – overlader hele deres formue til børnene, mens de selv endnu lever, for at gå på aftægt og leve af et knapt nådebrød, som de har forbeholdt sig. Intet synes at være mere egnet til at avle foragt for forældrene hos børnene end netop denne skik. «Gods giver stort mod», siger ordsproget; og har forældrene bare samlet meget godt til børnene og pænt overgivet det i deres hænder, så har de lagt en sikker grund for børnenes foragt for dem, hvis ikke Guds Helligånd får lære dem noget andet. For i og med at forældrene giver barnet magten over den jordiske ejendom, over gård og gods, anser børnene sig også let nok for at være i besiddelse af magten over forældrene selv. Det er netop med disse stakkels aftægtsfolk, at man ser det fjerde bud så uhyggeligt glemt og trådt under fode. Når børnene, ofte med underslæb og knaphed, har udredt den aftalte aftægt eller det aftalte underhold til forældrene, mener de oftest også at være løst fra alle andre børnepligter. Forældrene foragtes i den grad, at man undertiden knap værdiger at indbyde dem sammen med andre gæster til at spise ved sønnens eller datterens bord; nej, mens der holdes gæstebud i børnenes hus, sidder forældrene glemt og gemt af vejen i en krog af deres aftægtsstue, som om børnene havde grund og ret til at skamme sig over deres alderdom og deres grå hår. Og vover forældrene med et ord at blande sig i børnenes anliggender eller at vende sig til børnene med deres formaninger, så er intet mere almindeligt, end at de bliver afvist med hårde snerrende svar eller måske med en endnu mere sårende hånlatter. Ja, ofte er det ikke nok med, at børnene selv tillader sig sådan noget; de tillader også deres egne børn, måske før de endnu kan tale rent, at snerre ad deres gamle bedsteforældre. Mere end én mor og far har i ensomheden grædt bitre tårer over en sådan foragt fra børn og børnebørn. Ja, det er ganske gruopvækkende blot at tænke på alle de synder, som begås mod det fjerde bud ved foragt for forældrene. Og hvad der er allerværst: Det forekommer ikke kun blandt de ganske ugudelige, men undertiden i en sørgelig grad også blandt dem, som er fromme eller i det mindste vil anses for at være det. Hvis det hjalp her at bede og formane, ville vi sandelig på det alvorligste, ja, i vor Herre Jesu Kristi navn, bede og formane alle dem, der står i den stilling, at de kan fristes til de nævnte synder: Tænk dog over, hvad I gør mod jeres gamle forældre! I kan ikke ved nogen alder, visdom eller dygtighed vokse fra jeres børnepligter, og ingen mangel, fattigdom, skrøbelighed eller lastefuldhed hos forældrene kan løse jer fra disse pligter. Ved alt, hvad der er jer kært: Foragt dem aldrig! For dermed forgriber I jer på forhold, der er så hellige, og drager over jer vreden fra ham, der våger så nidkært over dem, og så bitre minder og samvittighedskvaler, at selv om alt andet går jer godt og alle jeres synder er tilgivet, så skal disse dog følge jer som altid åbne og blødende hjertesår gennem hele jeres liv – foruden at Herren, som før nævnt, også først og fremmest har knyttet al timelig velsignelse eller forbandelse til dette bud, som han kort, men meningsfyldt lod forstå med ordene: for at – for at du må leve længe osv. Men om det vil vi tale mere bagefter.

Vi har ikke uden grund brugt så mange ord på dette punkt, for vi ved, hvor meget der syndes i dette stykke, og det ikke blot blandt verdens børn; desværre går det heller ikke, som det burde, i de kristnes hjem i dette stykke. Selv om du ikke med vilje har foragtet dine forældre eller villet vise denne foragt i fagter, ord og gerninger for at krænke og såre dem, så vil du dog sikkert finde, hvis du nøje ransager dit hjerte og gennemgår din opførsel, at du alligevel i mange stykker har fejlet og syndet mod din far og mor, at du ikke altid har mødt dem med den venlighed, ydmyghed og tålmodighed, som det sømmede sig, og ikke har båret over med deres eventuelle skrøbeligheder. Tænker du desuden på, hvor mange gange du uden at ville eller vide det har såret far- og morhjertet ved uforsigtige ord, så vil du nok finde grund til med tolderen i templet at slå dig for brystet og sige: Gud, vær mig synder nådig. Ja, kun ved hans blod, han, som endnu på korset viste en sand barnlig ømhed og ære mod sin mor og dermed også har sonet dine synder mod det fjerde bud, kan du finde renselse fra dine synder mod dette bud og fred for din samvittighed. Fly derfor til dette blod, som taler bedre end Abels blod.

Vi vil nu blot minde om, at det, der her er sagt om børns foragt og mangel på ærbødighed over for de egentlige forældre, også gælder foragt og mangel på ærbødighed over for dem, der forstås under navnet far og mor, såsom øvrighed, lærere, husbonder og alle andre, der faderligt drager omsorg for os, især ældre mennesker, som allerede i kraft af deres alder kan gøre krav på at blive æret i stedet for at blive foragtet. Hvis tjenestefolk og unge mænd kunne betænke, hvad Gud kræver af dem i denne henseende, ville de bøje sig dybt i støvet for dem, som de nu tankeløst og letsindigt foragter og krænker. Især må foragten for Ordets budbærere føre en hård straf med sig, fordi Herren gennem dem mere umiddelbart vender sig til os; derfor siger han også om dem: «Den, som foragter jer, foragter mig». Og om øvrigheden hedder det: «Den, som sætter sig op imod øvrigheden, sætter sig op imod Guds ordning; men de, som sætter sig imod den, skal få dom over sig». Se, hvordan Gud i sit ord ikke har glemt at give formaninger og forskrifter for alle tænkelige forhold mellem forældre og børn, som i det fjerde bud kun er nævnt i største korthed. Derfor skal enhver se til, at han ikke – med Guds ord imod sig – foragter nogen, men giver «ære til den, som ære tilkommer» (Rom 13).

Men her spørger vi nu, hvad den ære består i, som vi skal vise far og mor, eller hvordan vi skal ære dem. Luther svarer kort, men indholdsrigt, at vi skal «holde dem i ære, tjene dem, adlyde dem, elske dem og have dem for øje». Til denne korte og klare forklaring kunne man i en vis forstand føje Frelserens ord: «Gør det, så skal du leve», nemlig et langt og lykkeligt liv på jorden. Vi skal holde forældrene og herrerne i ære. Det svarer nærmest til budets ord «ær» og er det modsatte af foragt. Vi har tidligere nævnt grunden til, at vi ikke blot skal elske vore forældre og herrer, men også vise dem ærbødighed: Gud har sat dem så højt, at de repræsenterer ham selv her på jorden, og han vil gennem dem udøve sit herredømme over os. Derfor: Den, der vanærer eller foragter far eller mor, øvrighed eller lærer, husbond eller madmor, han vanærer og foragter i dem Gud selv. Luther siger, at Gud har «skjult sin majestæt» i far og mor. At forbryde sig imod dem er derfor en slags majestætsforbrydelse mod den hellige og evige Gud. Åh, at vi kunne betænke det! Åh, at vore øjne blev åbnet bare en smule, så vi kunne ane og få øje på denne skjulte majestæt! Så ville vi blive mere villige til at holde vore forældre og herrer i ære. Så ville vi ikke i så høj grad tage anstød af fars eller mors, øvrighedspersonens og lærerens skrøbeligheder og dårlige vaner eller i det hele taget af deres person; det ville være os nok, at Gud tåler dem i deres embede, for at vi skulle holde dem i ære. Det var en øvrighed, som ikke blot var ugudelig, men hedensk, Paulus og Peter bød de kristne at ære og adlyde. Grunden er, at «der findes ingen øvrighed, uden at den er fra Gud; og den øvrighed, som findes, er indsat af Gud». Skal vi nu ære en ugudelig, ja, hedensk øvrighed, så er det klart, at vi også skal ære vore naturlige forældre, selv om de ikke blot havde fejl, men også var ugudelige helt igennem. De er dog dine forældre, som både ved kødets bånd og ved Guds bud er sat over dig, og som du i den egenskab skylder ærbødighed, selv om der hos dem skulle findes meget, som du ikke kan andet end foragte. Endnu mindre har du ret til at nægte dem din ærbødighed, fordi du måske er rigere, klogere og står højere i samfundet end de. De er dog dine forældre, og du er deres barn. Og jo rigere, klogere og mægtigere du er, desto større glæde burde det være for dig at holde dem i ære; for de har dog altid på en eller anden måde en god andel i, at du har fået dine fortrin, om ikke på anden måde, så dog derved, at du har det legemlige liv fra Gud gennem dem. At holde dem i ære er desuden din egen ære, og at foragte dem er for dig den største skam, som der står i Sir 3,3. Når du kan, og på hvilken måde du kan, så søg derfor at holde dine forældre i ære; for «den, som ærer sin far, skal også få glæde af sine børn; og når han beder, bliver han bønhørt. Den, som ærer sin far, skal leve længe».

Det andet, Luther nævner, er, at vi skal tjene vore forældre. Herom siger Sirak: «Den, som frygter Herren, ærer også sin far og tjener sine forældre», og: «Kære barn, tag dig af din far i hans alderdom og gør ham ikke bedrøvet, så længe han lever». En kristen bør altid regne det for en glæde og en lykke at kunne tjene mennesker, der har brug for det, for «det er saligere at give end at tage». Men især bør det være det kæreste af alt for ham at kunne tjene sine forældre, særlig i deres alderdom, når de mest har brug for hans tjeneste. Dette har ikke blot sin grund i det fjerde bud, men hviler også på et helt naturligt grundlag. Man gør jo helst godt mod den, af hvem man har modtaget de største velgerninger. Men hvem har kunnet gøre os sådanne tjenester som vore forældre? Det gælder nærmest de naturlige forældre, men dernæst også øvrighed, lærere og andre, som står i et forældreforhold til os. Hvem kan opgøre alt det gode i timelig og åndelig henseende, som undersåtter og tilhørere får gennem øvrighed og lærere, især hvis de er tro? Sandelig, uden dem ville verden blive en eneste røverkule. Men så meget mere unaturlig er den synd at unddrage sig at tjene forældrene, når de har brug for det. Hvor mangen søn og datter er alligevel ikke gudløs nok til at regne det for en byrde at skulle gøre far eller mor nogen virkelig tjeneste! For sine børn kan man måske gøre alt, men for sine forældre vil man intet gøre. Man ønsker dem måske snarere døden og glæder sig, når de er borte. Eller hvis man tjener dem, gør man det med ulyst og gør derved forældrenes brødbidder bitre, ja, bereder dem måske en for tidlig grav. Kære, vil du, at dine børn i din alderdom og på nødens dag skal gøre det samme mod dig? Vil du ikke det, så tjen din far og mor villigt og med glæde; for med samme mål skal der måles til dig. Øvrighed og lærere kan vi især tjene med forbøn, og det formaner Ordet os også til.

Videre hedder det i Luthers forklaring, at børnene skal adlyde forældrene. Dette punkt er et af de vigtigste af dem, der hører med til at ære far og mor. Apostlen Paulus lægger derfor så stor vægt herpå, at han i to forskellige breve formaner til denne lydighed og siger det ene sted: «For det er ret», og det andet: «For dette er velbehageligt i Herren». Og denne lydighed rækker så vidt, at den kun tåler en eneste undtagelse, nemlig hvis lydigheden mod forældrene skulle komme i strid med lydigheden mod Gud; for da hedder det: «Man skal adlyde Gud mere end mennesker», og: «Den, som elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd». Med denne ene undtagelse hedder det i øvrigt: «I børn, adlyd jeres forældre i alt; for dette er velbehageligt i Herren». Ligeledes formanes tjenerne til at «adlyde deres jordiske herrer i alt, ikke med øjentjeneste for at behage mennesker, men af et oprigtigt hjerte i frygt for Herren – – – som for Herren og ikke for mennesker». Om øvrigheden hedder det ligeledes: «Enhver skal underordne sig de øvrigheder, der har magten». «Underordn jer al menneskelig ordning for Herrens skyld, hvad enten det er kongen som den øverste eller statholderne som sendt af ham.» Endelig har Guds ord også sine formaninger og forskrifter med hensyn til lærere: «Adlyd jeres ledere og bøj jer for dem». Vi minder igen om, at lydigheden har sin grænse, som den ikke må overskride, så lydigheden mod forældre, øvrighed og lærere ikke bliver en ulydighed mod Gud, hans ord og samvittigheden. For skulle de, der er sat over os, være uværdige nok til at kræve lydighed i sådanne ting, som det åbenbarede ord og den vågne samvittighed siger imod, så må vi ydmygt, men bestemt nægte at adlyde, hvad enten man så kalder det ulydighed eller oprør eller hvad man vil. Men inden for denne grænse, som bestemmer, hvor langt forældrenes ret og magt over os rækker, skylder vi en uindskrænket lydighed. Og der findes ikke et eneste punkt, som der gives så mange alvorlige og inderlige formaninger om som netop denne lydighed. Rigtignok kan denne lydighed undertiden koste en hel del, når de, som har ret til at befale over os, misbruger denne ret til at give hårde og uretfærdige befalinger eller viser mangel på dømmekraft, så de, der skal adlyde, mener at forstå sagen meget bedre, selv om de nu blot skal adlyde og handle. Men så længe befalingen ikke strider mod Guds ord og samvittigheden, er villig lydighed en pligt, «ikke alene mod de gode og milde, men også mod de vrange». Det eneste, den, der skal adlyde, har ret til, er i ydmyghed og sagtmodighed at gøre sine indvendinger; men udretter de intet, så må man adlyde, også selv om man derved lider uret eller kan se, at man kunne udføre den samme sag med langt større visdom og forstand; for Herren har ikke befalet os at underkaste fars og mors befalinger en kritisk prøvelse i denne henseende, men at – adlyde, adlyde i alt. Det tilsyneladende hårde i denne Guds ordning bliver forvandlet til lutter lifligt og det bitre til lutter sødme, hvis vi blot kan betænke, at vi på den måde gør Herrens vilje, tjener ham og ikke mennesker, og at vores lydighed mod lunefulde forældre, hårde husbonder og en uretfærdig øvrighed er velbehagelig i Herren (Kol 3,20). Er det ikke sandt, at hvis vi rigtig vidste, hvordan vi kunne tjene Herren og gøre gerninger, der virkelig behagede ham, så ville vi gerne underkaste os selv det sværeste for at kunne sige: Nu ved jeg, at jeg har gjort noget, som Gud selv har befalet mig, og som han helt sikkert har velbehag i? Se, det kan du nu gøre hver dag, som barn og tjener, i dit mest beskedne kald, hvis du blot lydigt gør, hvad far og mor, husbond og madmor befaler dig; for Herren har tydeligt kundgjort dig sin vilje, at sådan vil han have det, og over en sådan lydighed har han erklæret sit største velbehag. Derfor, som Luther siger: «Selv om du gjorde noget så ringe som at feje gulvet eller samle et halmstrå op, når du gør det af lydighed mod dine forældre eller husbonder og i øvrigt handler i troen og kærligheden, så er disse gerninger, der ser så ringe ud, bedre og større for Gud, end hvis du uden Guds befaling kunne omvende hele verden ved undergerninger». Så helt og fuldt skal vore gerninger bedømmes efter Guds åbenbarede ord, hvori han har kundgjort sin vilje, for at vi kan vide, om de behager ham eller ej. Kunne vi nu på den måde se på vores lydighed mod forældrene og dem, der forstås under navnet far og mor, efter Ordet, så ville denne lydighed, selv om den mange gange koster noget for kød og blod, dog for ånden, den villige ånd, og for samvittigheden blive let og liflig, ja, en skøn gudstjeneste. For hvad kan vel gøre mit sind gladere og mit arbejde lifligere, end at jeg om det, jeg gør, kan sige: «Det har Gud selv befalet, det har han velbehag i, det ved jeg for vist»?

Endelig siger Luther, at til at ære forældrene ret hører også at «elske dem og have dem for øje». Kærligheden gør alting let, men hvor kærligheden mangler, går alt ulystigt og trægt. Sådan også når det gælder at ære forældrene. Den tvungne ærbødighed, den tvungne tjeneste og den tvungne lydighed er kun skindyder, døde gerninger, som det skorter på liv og ånd i. Først når den frie kærlighed ligger til grund for disse gerninger, er de fulde af ånd og liv og behagelige både for Gud og mennesker. Derfor kan det fjerde bud lige så lidt som de øvrige holdes uden kærlighed, kærlighed først til Gud og så til forældrene. Det er sandt, at de på mange måder kan være mindre elskværdige, og hos dem kan der findes meget, der fortjener at blive hadet i stedet for elsket, men de selv skal dog elskes af os, elskes, især fordi de efter Guds skikkelse og orden er vore forældre. Med denne kærlighed, vist ikke blot i ord, men i gerning, er det Herren så stor alvor, at han endda i visse tilfælde synes at sætte den foran kærligheden til ham selv, idet han kræver, at vi skal gøre vore forældre godt af det, vi ejer, før vi vil ofre ham nogle gaver deraf, og han dadler det modsatte. Han siger nemlig: «Moses har sagt: Ær din far og din mor, og: ’Den, som forbander far eller mor, skal visselig dø’. Men I siger: Hvis et menneske siger til sin far eller mor: Korban, det vil sige en offergave, er det, som du kunne have fået hjælp af mig til – så lader I ham ikke mere gøre noget for sin far og mor og gør Guds ord til intet med jeres vedtægter». Her ser du, hvordan Herren vil, at du i handling og gerning først og fremmest skal vise dine forældre din kærlighed. Din kærlighed til dem vil dog kun i ringe grad svare til deres fars- og morskærlighed til dig, som af naturen er den inderligste af al jordisk kærlighed, så Herren selv sammenligner sin kærlighed til os med en fars og mors kærlighed, som det hedder i Sl 103,13: «Som en far forbarmer sig over børnene, sådan forbarmer Herren sig over dem, der frygter ham», og i Es 66,13: «Som en mor trøster sit barn, sådan vil jeg trøste jer». Hermed priser og ophøjer Herren forældrekærligheden på den herligste måde; hvad er da rimeligere, end at vi med vores genkærlighed i nogen grad svarer til den? Men den, man ærer og elsker, har man altid for øje, hvad enten han er til stede eller fraværende. Når den elskede er til stede, er øjnene hele tiden rettet mod ham, så man så at sige med sine blikke kan udspejde, hvad han ønsker, og hvad der behager ham, så man kan tage vare på det og ikke med noget ord eller nogen gerning mishage ham og gøre ham bedrøvet. Men også når han er fraværende, tænker man på den elskedes vilje og ønske, når man skal gøre noget, som enten ville glæde ham eller tværtimod mishage ham. Sådan skulle vi stå over for vore forældre; det ville være at «have dem for øje». Men her vil nogen måske indvende: «Hvis jeg nu har ugudelige forældre, som, når de er til stede, ikke blot tillader, men forleder mig til det, der er imod Guds ord, hvad vil det så sige at have dem for øje?» Hvis du skulle være så ulykkelig at have sådanne forældre, så er du sandelig at beklage; men så gudløse vil de vel aldrig være, at de ikke opfordrer dig til noget godt; for også onde forældre vil dog give deres børn gode gaver – og så skal du, i det mindste i disse enkelte ting, «have dem for øje». «På Moses’ stol sidder de skriftkloge og farisæerne; derfor skal I holde og gøre alt, hvad de siger til jer, men handl ikke efter deres gerninger; for de siger, men gør ikke.» Men også hvis de ikke engang havde noget at sige dig, som du kunne have for øje, men du var blevet oplyst om deres pligter over for dig, så skal du have disse forældrepligter, som du kender, for øje og rette dig efter dem, hvad enten dine forældre siger dem til dig eller ej. Gør du det i stedet for at løbe fra hus til hus med klager over dine forældre, så har du dem for øje. Desuden skal du bede for dem, at de må blive fromme og komme til at kende deres pligter som forældre; så gør du vel og lever efter det fjerde bud. Hvis for eksempel fromme tilhørere, som ser, hvad deres lærere mangler, i højere grad rettede sig efter det, de dog har at sige ud fra Guds ord, og mindre så på deres gerninger og bad lige så meget og ivrigt til Gud om deres omvendelse, som de klager over og dadler deres uomvendte tilstand, så ville det sikkert ofte stå bedre til med både lærere og tilhørere.

Men lad os nu også se på det løfte, som dette bud har med sig. Egentlig lød det sådan: «For at du må leve længe i det land, som Herren din Gud vil give dig» (2 Mos 20,12). Men dets ånd og mening er i Det Nye Testamente forklaret således af Apostlen: «For at det må gå dig godt, og du må leve længe i landet» (Ef 6,3). Ja, sådan lyder Guds løfte ved det fjerde bud. Åh, gid alle børn virkelig troede vor Herre Gud i dette hans løfte! Det er helt sikkert, som vi også ser af flere andre steder i Skriften, at Herren Gud har knyttet menneskers timelige vel og ve til, om de holder eller overtræder det fjerde bud. Den timelige velsignelse er ganske vist også lovet til den, der holder de øvrige bud (5 Mos 6,1–3), men helt særligt til den, der holder det fjerde. For det fjerde bud, som er det første på den anden tavle, der handler om vore gerninger mod mennesker, er ligesom en kilde til, at alle de følgende bud bliver holdt: det menneske, som ret ærer, agter, adlyder og hører på dem, der forstås under navnet far og mor – først forældrene, siden lærere, øvrighed, husbonder og andre kærlige og erfarne mennesker – det menneske vil altid føre det bedste liv over for mennesker; og til et godt liv over for mennesker har Herren knyttet timelig løn, velsignelse og lykke på jorden. Heraf ser vi, hvorfor denne jordiske velsignelse er knyttet særligt til det fjerde bud.

Men læg godt mærke til, hvordan løftet lyder. Det siger ikke, at du ved at holde det fjerde bud skal blive salig i himlen; nej, så meget opnår du ikke ved at ære far og mor. Dette løftesord siger kun og udtrykkeligt: «i landet – i det land, som jeg vil give dig» – i den del af det jordiske, som Gud tildeler dig, dér skal det gå dig godt, hvis du ærer, elsker og adlyder far og mor. At det skal gå dig godt her på jorden, betyder heller ikke, at du netop skal få stor rigdom; for de rige er ikke engang i timelig henseende så lykkelige som de, der har et jævnt udkomme – en gammel og tusindfold bekræftet erfaring, som allerede den mand forstod, der bad: «Fattigdom og rigdom giv mig ikke. Giv mig det brød, jeg har brug for» (Ordsp 30,8) – men løftet indeholder, at du, med flere eller færre jordiske skatte, altid skal være et lykkeligt menneske på jorden og have velsignelse og trivsel. Men løftet siger videre: «leve længe». Så vil nogen måske spørge, om ikke også gode børn kan dø tidligt. Svar: Når også gode børn kaldes bort tidligt, sker det af så store og vigtige grunde, for så vigtige og nådefulde formål for enten barnet eller forældrene, at det er et endnu større bevis på nåde end en lang lykke på jorden (Visd 4,7–11; Es 57,1). Det sikre er, at Herren ikke svigter sit løfte, nemlig at en særlig jordisk velsignelse og lykke skal følge et godt liv over for far og mor og dem, der hører ind under dette navn – ja, også selv om du ikke tror på Kristus og frelser din sjæl. I Sirak 3 siges det udtrykkeligt, at hvis du ærer far og mor, «skal det gå dig godt, selv om du er en synder», det vil sige: selv om du ellers over for Gud er et vantro menneske og derved pådrager dig evig fordømmelse, skal du alligevel have medgang i dette liv, hvis du har været et godt barn og stadig ærer dine forældre og alle dem, der forstås under navnet far og mor. Og omvendt: hvis du har været et ondt barn og ikke vil ære dine forældre og herrer, så må du altid vente nogle særlige modgange i dette liv, også selv om du ved en sand omvendelse i hjertet frelser din sjæl for evigheden. Sådan er det i Guds vise og retfærdige styrelse her på jorden, sådan som dels det, vi lige har anført, og flere andre bibelord siger os, dels mange mærkelige eksempler viser for øjnene.

At den timelige medgang hænger sammen med, at man holder det fjerde bud, kan nu til dels godt ses som en naturlig følge af naturlige årsager, lige så vist som timelig ulykke, uro og kval, ja, ofte en for tidlig død, er naturlige følger af ulydighed mod dette bud. Hvor ingen vil adlyde eller underordne sig, men enhver vil herske og sætte sin vilje igennem, dér må der altid opstå trætte, strid, indbyrdes fjendskab og alt det onde, der følger med. Tænk dig et hus, hvor børn og tjenestefolk rejser sig mod forældre og husbondsfolk og ikke længere vil adlyde: hvilken elendighed vil der ikke opstå dér, strid og slagsmål, ja, ufred og ødelæggelse for hele huset! Ligesådan når oprørsånden i et helt land rejser sig mod øvrigheden. Følgen må jo blive, at den ene søger at rydde den anden af vejen. Hvor man omvendt ydmygt underordner sig Herrens styrelse gennem forældre og øvrighed, og hver især kun tænker på, hvordan han kan gøre sin pligt på den plads og i den stilling, hvor Gud har sat ham, dér må også al velsignelse, trivsel og fred blomstre. Vi kan altså også se nogle naturlige grunde til, at den jordiske lykke afhænger af, om man holder det fjerde bud.

Men mørkere end en hedning må det menneske være, som ikke ser mere heri end blot naturlige forhold. Her lever jo en Gud iblandt os, som så nøje kender og leder sine skabningers vej, at ikke en fugl falder til jorden uden hans vilje. Hvor denne Gud har givet et bud og knyttet et bestemt løfte til det, et løfte, som altid rummer den tilsvarende trussel, dér er der ikke længere tale om blot naturlige følger. Nej, her er en Guds beslutning og en Guds dom, nemlig at den jordiske velsignelse skal gives dem, som ærer far og mor, og at der omvendt skal følge en særlig forbandelse over den, der overtræder dette bud. Og den, som blot er lidt kendt med denne verden, har set mærkelige eksempler og beviser på, at der er noget ikke-naturligt, noget besynderligt, en hemmelighedsfuld styrelse i menneskers skæbne. Hvis et menneskes timelige medgang svarer til hans medfødte anlæg eller andre naturlige kilder til den, så ser man ikke noget besynderligt i det, selv om også dét kun er Guds styrelse; men når fx et mindre begavet menneskebarn, som ikke havde nogen naturlig evne til at skaffe sig jordisk lykke, alene ved en besynderlig velsignelse eller guddommelig styrelse blev særligt lykkeligt her i livet, og når omvendt kraftfulde og begavede naturer med de største evner til at tjene penge enten forfølges af vedvarende ulykker og modgang eller – uden at man kan se noget sådant – ser alt deres gode smelte bort, så man ikke ved hvordan, og man må komme profetens ord i tanke om dem, der «skal lægge deres løn i en hullet pung», så begynder enhver at se noget besynderligt deri og tale om Guds velsignelse eller forbandelse. Og hvor ofte er det ikke allerede åbenbart for menneskers øjne, at grunden til både det ene og det andet var lagt i hver af disse personers forhold til deres forældre, at det er en opfyldelse af det fjerde buds løfte, af Guds dom, som har knyttet vort jordiske gode til vort forhold til forældrene! Denne Guds dom kommer til udtryk i forældrenes velsignelse, som Skriften siger om: «Faderens velsignelse bygger børnene huse, men moderens forbandelse river dem ned.» En oplyst lærer har sagt: «Stille og uden larm, men mægtigt og underfuldt går der gennem menneskers skæbne et ubegribeligt noget. Ofte synes det at forsvinde, men pludselig lyser det op igen. Det er ikke menneskeligt, det er noget overnaturligt – det er forældrenes velsignelse.» Ja, hvor ofte har man ikke set ligefrem en bogstavelig opfyldelse af disse ord i Skriften: «Det øje, som håner sin far og foragter at adlyde sin mor, skal ravnene ved bækken hakke ud, og ørneungerne skal æde det!» – nemlig når en opsætsig og ond søn enten er kommet under krigslovenes tugt som soldat og har endt sit liv på en slagmark, eller på grund af sin fortsatte og stadig større ondskab ender det på retterstedet! For det går ofte, som Luther siger: «Det barn, som ikke vil høre forældres og læreres kærlige stemme, skal høre bødlen, og han taler så skarpt, at hovedet skilles fra kroppen.» Den, som ikke vil tage imod fornuft, men i frækt letsind foragter rådene fra kærlige forældre, lærere eller andre livserfarne mennesker, ham skal en almægtig Gud nok formå at styre, om end på en noget hårdere måde. Gud vil have overmagten over menneskene. Men nu har han sat forældre, husbonder, øvrighed og lærere over os som sine stedfortrædere. Vil vi da ikke høre ham gennem dem, så skal den hårde nød lære os det. Det kan behage dig eller ej, men han skal nok opfylde sit ord: viser du lydighed og ærbødighed mod dem, han har sat over dig, så skal han rigeligt lønne dig med alt godt; men vil du ikke høre ham i dette, så skal han altid et eller andet sted finde dig og sende ulykker, død og forbandelse over dig. «Når man så fuldstændig foragter Guds ord og bud, som havde en nar talt det,» siger Luther, «så lad os da se, om du er den mand, der kan undvære Guds nåde. Det var dog bedre for dig at have en nådig Gud med fred og velsignelse end at have hans unåde og forbandelse.»

Men ak! Vi lever i en tid, som ikke vil forstå det fjerde bud. Det er et ulykkeligt tegn i vores nuværende tid, at den gamle, fromme ærbødighed for al myndighed – forældres, husbonders og øvrighedens – næsten er en ukendt sag, ja, foragtes som noget, der ikke passer sig for os; at enhver vil være sin egen herre, ikke agte nogen anden, men gøre alt, hvad han selv har lyst til, og således følge en ulykkelig frihedstrang, som trænger igennem alle forhold. Ganske vist er dette en frugt af de overordnedes egen uværdighed, og den igen en frugt af den ugudelighed, som trænger igennem alt og gør, at ingen i sin stand ærer Herrens ord, men handler egenrådigt; for sådan opstår så den nævnte frihedsånd, som Apostlen profeterer om, at menneskene skal «foragte herredømmet og som selvglade trodsere ikke være bange for at spotte herlighederne» (2 Pet 2). Og denne almindelige tidsånd river næsten alle mennesker med sig i sin hvirvel, til dels også de vakte og troende, som de så siden må lide for. Den, der er klog, skal tage sig i agt. Uden tvivl er Guds orden den bedste, og det menneske er tryggest, som retter sig efter Gud. Den nævnte frække ånd er ikke af Gud. Herren Gud byder ærbødighed mod forældre, øvrighed, lærere, husbonder og gamle, «ikke alene de gode og milde», de oplyste og ulastelige, «men også de vrange». Se et mærkeligt eksempel i ApG 23. Da apostlen Paulus stod for retten foran præsternes råd i Jerusalem, og en mand, han ikke kendte, befalede, at man skulle slå ham på munden, svarede han: «Gud skal slå dig, din kalkede væg! Sidder du for at dømme mig efter loven og befaler imod loven, at man slår mig?» Men da nogen gjorde ham opmærksom på, at det var en ypperstepræst, han havde talt sådan til, så læg mærke til, hvad Apostlen da svarede: «Jeg vidste ikke, brødre, at han er ypperstepræst; for der står skrevet: En leder for dit folk må du ikke tale ondt om.» Så megen agtpågivenhed viste en apostel over for en så uværdig ypperstepræst, alene for Herrens ords og ordnings skyld. Og da den samme apostel skriver til en lærer, Timotheus, om hvordan han skal «irettesætte de uordentlige», siger han: «En gammel mand må du ikke irettesætte hårdt, men forman ham som en far» (1 Tim 5,1). Sådan byder også apostlen Peter ærbødighed for alderdommen, når han siger: «I unge, underordn jer under de ældre.» Af alt dette ser vi, at den nævnte frække ånd strider helt mod Herrens ord; den, der vil rette sig efter Guds ord, må give agt på det.

Ja, lykkelige er de, som i alle stykker vil rette sig efter Herrens ord! Lykkelige de børn, som tager det fjerde bud ret til hjerte! De skal heller aldrig finde en sikrere vej til lykke og velfærd i deres levedage end netop dette, som ligger dem så nær, nemlig at ære, elske og adlyde deres forældre og husbonder. Og er det ikke allerede en stor lykke og en herlig ære at vide og sige: Hvis du blot i kærlighed og enfoldighed gør, hvad det fjerde bud kræver, og med villigt sind og for Herrens skyld gør dine forældre eller dit husbondsfolk tilpas i huset med de ringeste hverdagsgøremål, så er det et liv, der er Gud mere behageligt og helligere, end hvis du dag og nat pinte dig til døde med de sværeste selvvalgte hellighedsøvelser? For i det fjerde bud har du de gerninger, som Gud selv har befalet; og vi burde dog være forstandige nok til at begribe, at ingen gerninger kan være bedre end dem, Gud har befalet os. «Hvordan kan du være saligere eller leve helligere, hvad gerningerne angår? Og dertil har du Guds forsikring om, at det skal tjene dig til alt godt, og at det skal gå dig godt. Således har du alt godt, ly og værn under din Herre, en glad samvittighed og en nådig Gud, som skal gengælde dig hundredfold; og du er endog derved en fornem person, fordi du går Guds ærinde og tjener Gud selv.» (Luther.)

Men desværre er fjendens magt så stor i alle retninger, at han ikke lader menneskebørnene besinde sig på dette, før det er for sent, når angerens hund allerede gør ad ungdomssynder, som vi ikke længere kan gøre ugjorte. Det går oftest sådan med dette bud, at man ikke besinder sig på, hvor vigtigt det er, før man selv er blevet far eller mor og er begyndt at høste nogle bitre frugter af sine egne barndomssynder. Jo, det er sandt, også et andet tidspunkt plejer at vække os til bittert at føle, hvad vi har forbrudt mod far og mor, nemlig en lille stund efter at de har udåndet deres sidste suk i denne jammerdal, en lille stund efter at det kærligste hjerte, vi havde på jorden, er holdt op med at slå, når vor eneste jordiske far eller mor ikke længere er her, ikke længere kan høre vor bøn om tilgivelse, ikke længere kan svare på vort ømmeste spørgsmål, så man gerne ville grave dem op af jorden midt om natten for blot at få tale med dem en eneste stund endnu. Dengang lå det måske ikke så meget på os at tale i barnlig kærlighed med en gammel far og mor, når den unge munterhed huede os bedre; men nu, nu ville barnet gerne tale med sin far eller mor og glæde dem lidt, ja nu, nu er det for sent; nu får du ikke længere lov til det en eneste stund. Åh, gid vi var vise! Åh, gid vi besindede os i tide! Guds ord taler sagte og mildt, men det lader sig ikke spotte. Man må rette sig efter det i tide eller også bittert angre.

Men nu, da vi har set på børnenes pligter mod deres forældre, burde vi også sige noget om forældrenes pligter over for Gud med hensyn til børnene. Selv om forældrepligterne ikke udtrykkeligt er nævnt i det fjerde bud, ligger de dog som forudsat og indbefattet i ordene far og mor, og desuden er de på andre steder i Skriften fremstillet med stor alvor. Men her kommer vi igen til et emne, som vi ikke finder ord stærke nok til at fremstille. Hvor, hvor ligger den nærmeste skyld til alt det onde, som man med god grund klager over hos børn, tjenestefolk, undersåtter og tilhørere? – Hvor, om ikke først og fremmest hos dem, der er sat til at passe og opdrage dem? Hvad børnene angår, har de næsten alle deres uarter fra forældrene, ikke blot i arv ved fødslen, men også siden, fordi forældrene har forsømt de midler, Gud har givet dem til at hæmme denne fordærvelse. Det er forfærdeligt, hvilken synd det barn begår, som krænker eller bedrøver sin far eller sin mor; men hvor talløse er ikke de tilfælde, hvor de stakkels krænkede forældre kun kan slå sig for brystet og bekende: Vi lider, hvad vore gerninger har fortjent; vi har ikke opdraget vort barn bedre; nu høster vi frugten af, at vi ikke tidligt plantede god sæd i den engang bøjelige jordbund, at vi ikke efter Herrens bud har «opdraget vore børn med Herrens tugt og formaning», at vi ikke i brændende bønner dag og nat har båret dem frem for «den eneste mægtige hjælper»! – Sådan har man også meget at klage over i tjenestefolkenes uarter, forsømmelighed, uhøflighed, uenighed, manglende samvittighedsfuldhed og meget andet; men hvis husbondsfolkene hver dag førte dem frem til familiealteret, hver dag helligede husets ånd med Guds ord og bønnen og selv viste gudsfrygtens kraft i al deres omgang, så ville de sikkert få mindre at klage over hos tjenestefolkene. Forsøm husandagten – men tål så også tålmodigt, at Djævelen regerer i huset! Endnu har ingen opfundet et stærkere middel til at bringe folk i en god ånd end Guds ord og bønnen. Som Luther skriver til dem, der var vant til papisternes religiøse midler, røgelse, vievand, korstegn osv.: «Du skal aldrig finde noget røgelse, der er stærkere mod Djævelen, end at du beskæftiger dig med Guds ord, taler og synger det og beder over det. Det er sandelig det rette vievand og tegn, som han flygter for, og som han lader sig fordrive med.» Det burde husfædre og husmødre tænke på. – For sjælesørgere er det også bittert at se så mange uarter hos tilhørerne; det hellige embede bliver i denne tid groft ringeagtet, og folket er ugudeligt osv. Men burde ikke de fleste af disse lærere med et sønderknust hjerte slå øjnene ned og bekende for Gud og mennesker: «Vi, vi har syndet og været ugudelige; vi har ikke holdt vort embede helligt med lære og liv; vi har ikke efter Apostlens bud holdt ved med at lære, overbevise og formane i tide og utide med al sagtmodighed og undervisning, vi har ikke villet være hyrder, men herrer over menigheden» osv.? Se, sådan skulle enhver gå i sig selv og begynde forbedringen af det hele med sin egen.

Men vi må indskrænke os til kun at tale med forældre og andre, der har børn i deres varetægt. Er du far, mor, plejefar, lærer for børn – åh, så tænk på, hvilket dyrebart og vigtigt kald der er betroet dig, og hvilket dyrebart lån Gud har lagt i din hånd: et menneskebarn med en blød og åben sjæl, hvor der nu enten kan plantes et Guds rige, et frø til timelig og evig lykke, eller også vil fordærvelsens torne og tidsler gro frodigt dér, og der vil blive lagt en dyb grund til både timelig og evig ulykke. Glem aldrig, hvor vigtigt dit dyrebare lån er: et menneskebarn, et udødeligt væsen, som skal leve videre gennem hele evigheden, enten i et herligt og saligt liv i himlen eller i et usaligt liv med gråd og tænderskæren – så sandt som Herren Kristus ikke kan lyve, og så sandt som han har udgydt sit blod for alle menneskebørn, ikke til noget timeligt, men til et evigt gode. Det er sjælens udødelighed og Kristi dyrebare forsoningsblod, der giver det ringeste menneskebarn et umådeligt værd, og som giver den, der har børn i sin varetægt, et kald af så forbløffende vægt. «Se til, at I ikke foragter en eneste af disse små», sagde Herren Kristus. Skriften har mærkværdige ord om de små børn. Den siger, at himmeriget tilhører dem, og at Gud «af børns og diendes mund har grundfæstet sig en magt, fuldendt sin lovsang». Og da Kristus sagde, at vi ikke skulle foragte de små, tilføjede han: «For jeg siger jer, at deres engle altid ser min Faders ansigt, han som er i himlen.» Og grunden til, at disse små er så store og dyrebare for ham, forklarer han med denne tilføjelse: «For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.» Vore små er ikke blot skabt til Guds pris, men også dyrt købt med Guds Søns blod; de er lønnen for hans blod og møje. Derfor er det ikke hans vilje, at nogen af dem skal gå fortabt. Derfor brænder han så nidkært for dem, at når han tænker sig, at nogen kunne ødelægge et lille barn, taler han om en møllesten, som burde bindes om det menneskes hals for at sænke det ned i havets dyb. Gid alle forældre og alle, der har børn i deres varetægt, i tide må tænke over dette! Et barn, som ikke blot er Guds skabning, men også dyrt købt og i dåben iført Kristus, et barn, som den himmelske Fader elsker og velsigner, som hele hans faderlige velbehag hviler på, som hans hjerte sørger for, som hans øje våger over, og som han giver sine engle befaling om – et så dyrebart gods har han overladt til dig og sagt: «Bevar denne skat for mig; pas på dette dyrebare gods, og få det til at vokse!» At glemme dette høje kald – at være Guds forvalter af hans dyreste skatte, af udødelige sjæle, og at være hans stedfortræder på jorden over for dem – at glemme et så højt kald er dog noget betænkeligt, ja, frygteligt.

Vi vil nu pege på nogle vigtigere iagttagelser i børneopdragelsen. Hovedsagen i en kristen børneopdragelse er, at børnene bliver opdraget til himlen; dernæst også, at de bliver dannet til et nyttigt og lykkeligt liv på jorden. Men gid vi aldrig må glemme, at det samme gælder vores omsorg for børnene, som det gælder det enkelte menneske: Søg først at få Guds rige plantet i deres sjæle, så skal resten også tilfalde dem! Men for at opdrage børnene til himlen kræves der først og fremmest, at man tidligt gør dem kendt med Frelseren og hans ord. Apostlen siger: «I fædre, opdrag jeres børn med Herrens tugt og formaning.» Det gav Herren også tidligt sit ejendomsfolk et bud om: «Du skal indprente dine børn mine ord og tale om dem, når du sidder i dit hus, og når du går på vejen, når du lægger dig, og når du står op.» Nuvel, disse Herrens ord kender vi godt, men dermed er det ikke gjort; vi skulle også handle efter dem. Hvor man forsømmer dette stykke, dér forsømmes det allervigtigste. Gør så bagefter jeres børn til, hvad I vil, gør dem forstandige, lærde, dygtige, kloge, rige – de er dog ulykkelige og bliver evigt fortabt, hvis de ikke senere selv begynder at søge det, I har forsømt: Guds ord. Sig ikke, at vi ikke har tid til at plante Guds ord i dem. Herren Gud siger, at vi skal bruge alle de stunder, der byder sig, til det: «når du sidder i dit hus, og når du går på vejen, når du lægger dig, og når du står op». Og hvis tiden virkelig var så knap for os, at noget måtte forsømmes, enten denne sag eller noget andet, så lad hellere noget andet blive forsømt. Eller hvilket arbejde i huset er vel så vigtigt, at det ikke må vige for de dyrebare børns timelige og evige vel?

Og næst efter at Guds ord bliver plantet i deres hjerter, bliver det kristne forbillede vigtigt, om ikke endnu vigtigere end det første. Den bedste undervisning og den varmeste tale om det, der hører Guds rige til, vil være frugtløs, hvis den ikke bliver støttet af et kristent forbillede. Hvor mange dyrebare ord og formaninger gøres ikke frugtløse af et skødesløst og ukristeligt levned! Især er det børnenes natur at efterligne det, de ser, mere end det, de hører. Og forældre, der taler kristent til deres børn, må være forberedt på, at børnene snart med fin og spæd opmærksomhed vil lægge mærke til, hvordan forældrene så selv lever efter det. Derfor: vær på vagt, alle I, som har børn omkring jer, så I ikke med jeres levned river ned, hvad Guds Ånd måske gennem jeres egen mund er begyndt at bygge op i børnenes hjerter! Åh, gid jeg hellere var død og gemt bort i graven, end at jeg skulle forarge disse små! Hvis vi ikke havde nogen anden bevæggrund til et fromt og varsomt levned, til nøje at give agt på vores fagter, ord og gerninger, så burde omsorgen for børnenes sjæle være nok til at holde os vågne. Hertil hører også, at vi så vidt muligt holder dem borte fra dårligt selskab; for onde eksempler forfører og fordærver det gode (Visd 4).

Om alt dette er kristne forældre i almindelighed enige; men derimod er meningerne ofte delte om at bruge revselse over for de små. Tryggest er dog den, der i alt retter sig efter Guds ord. Og Guds ord siger udtrykkeligt: «Tugt din søn, mens der endnu er håb; den, der sparer sit ris, hader sit barn.» Apostlen siger: «Hvilken søn er der, som hans far ikke tugter?» Guds ord er den sikreste rettesnor. Og sandheden er, at man næsten ikke kan begribe, hvor mangfoldig en nytte et barn har i sin fremtid af, at det tidligt blev øvet i nøjagtig og ubetinget lydighed. Det vil ikke blot have gavn af det i utallige prøvelser i dette liv, at den naturlige egenrådighed tidligt blev brudt og bøjet, men denne øvelse vil også gøre det betydeligt lettere at bøje viljen ind under Åndens lydighed, hvis det en gang bliver så lykkeligt at stå under hans ledelse. Men når man vil bøje børnenes vilje til en ubetinget og nøjagtig lydighed, må man gå frem både med stor alvor og med stor forsigtighed. «For meget og for lidt fordærver alt.» Man kan dynge så mange irettesættelser, straffe, ris og hårde ord over barnet ved hver mindste forseelse, uden al kærlighed og dømmekraft, at barnets sind bliver helt fordærvet – på den ene side «modløst» (Kol 3,21) og på den anden side forhærdet og «gjort vred» (Ef 6,4), så at snart ingen revselse hjælper det mindste. Men man kan også behandle børnene så blødsødent, at de aldrig når at mærke, at de bestemt må lyde. *)

*) Hovedsagen i dette spørgsmål er, at børnene bliver behandlet med plan og fasthed, med forstand, kærlighed og måde. Forældrene bør nemlig aldrig åbne munden for at forbyde eller befale noget, uden at de på forhånd er sikre på, at de altid kan gennemføre deres vilje, og bagefter med fasthed kræve, at deres ord bliver fulgt ubetinget og uden at prutte og modsige. Men netop derfor må de give børnene en vis frihed og vogte sig for at give dem bud, som de ikke kan opretholde. Ja, det bliver også ofte nødvendigt at se gennem fingre med en del mindre fejl for desto mere alvorligt at kunne påtale de større, og for aldrig at komme ud for den ulykkelige følge, at de ikke kan gennemføre deres vilje, men til sidst må lade børnenes egenrådighed beholde sejren. Intet er mere fordærveligt for børnene end dette. Når forældrene siger nej, skal det være nej, og når de kræver noget, skal det ubetinget ske. Når blot børnene er blevet vant til det, vil lydigheden snart blive en let vane, og riset blive overflødigt. – Det er også vigtigt, at revselsen gives i ro og kun af kærlighedens nidkærhed. Hvis faren, når han må tage riset, forklarer barnet, hvordan han er tvunget til det af Herrens bud og af sin nidkærhed for dets vel, og hvordan han ønsker, at dette middel fremover må blive unødvendigt, fordi barnet adlyder, så vil en sådan revselse, der er gennemtrængt af kærlighed, uden tvivl blive til velsignelse. Det er også vigtigt, at børnene bliver vant til at bede om tilgivelse, og at forældrene udtrykkeligt tilgiver dem. Derved bevares et godt forhold mellem barnet og forældrene.

Men nu må ingen tro, at han med en forstandig og kristen børneopdragelse også har sikret sig gode frugter af den. Nej, mange bitre bekymringer kan stadig ligge foran os, selv med alt dette. Ja, når oplyste forældre, der tænker på deres børns udødelige sjæle og evige vel eller ve, ofte synes, at alle deres anstrengelser er frugtløse, er de ofte ved at gå til af angst og bekymring. Men da bør vi med kristen forstand tænke på følgende. For det første: Selv om vi endnu ikke ser frugten af vores arbejde eller af det ord, vi har indprentet dem, i et egentligt nådeværk hos vores børn, bør vi ikke af den grund regne den gode sæd, der er lagt ned, for helt tabt, eller tro, at vi har arbejdet forgæves. For det almindeligste er vel, at barnet først skal løbe ud i verden og en tid smage svinenes føde og komme i stor nød i det fremmede land, før det vender angrende tilbage. Men hvor den gode sæd er lagt ned, hvor man levende har malet Frelserens krybbe, hans kors og død for de små, og ligeså det bjerg, der brændte med ild, eller Guds strenge alvor med hans bud, og hvor denne gode sæd er blevet trykket ind ved forældrenes kristne forbillede og vandet med deres tårer i bønnen for deres børn, dér har man stadig altid grund til at vente frugt. – For det andet bør bekymrede forældre tænke på, at et menneskebarns vej, og især dets sjæls frelse, til syvende og sidst ikke er i noget menneskes magt; at hvert menneske må have sin frihed til at stå Guds Ånd imod. Ikke engang Herren Kristus kunne redde «fortabelsens søn», Judas, eller de af Jerusalems børn, som han til sidst græd over. Det skal lære os, at når vi har gjort alt, hvad vi har fået nåde til, skal vi til sidst overgive vores børn til Gud. Og når vi ikke længere kan udrette noget ved at tale til dem om Gud, kan vi stadig udrette meget ved at tale til Gud om dem. Og hermed har vi til sidst nævnt det middel til vores børns vel, som bør være både det første og det sidste, vi bruger. Gid vi ikke må glemme de mange store og underfulde eksempler på, at Herren bønhører, og hans trofaste løfter om det, som står for vores øjne i hele Skriften. Når alt synes tabt, så lad os stadig med trøst flygte til den trofaste og mægtige hjælper. Der ligger megen sandhed i biskop Ambrosius’ ord til Monika, da hun med bitre tårer fortalte om sine bekymringer for sin hedenske søn Augustin. Biskoppens ord var: «Skulle en søn af så mange tårer kunne gå tabt?» Sådan gik det også, og Augustin blev ikke blot en kristen, men en stor kirkefader. Og de anførte ord stemte overens med Kristi dyrebare ord: Skulle Gud ikke skaffe sine udvalgte ret, de, som råber til ham dag og nat? Og er han ikke langmodig med dem?