Kristi rige er et tilgivelsens rige

(Sjette årgang, 1847)

«Min synd er altid for mig. Ak, gid jeg vidste, at jeg har Guds nåde og tilgivelse for alt! Mine synder er så mange, så store, så utilbørlige og så hårdnakkede! Jeg kan ikke åbne mit hjerte for nogen. Ak, den, som havde Guds nåde og havde rigtig vished om det! Men min synd er altid for mig!» – Dette er et suk og en jammer i mange hjerter, flere end man skulle tro, ikke blot hos dem, der kun er vakte og aldrig er begyndt at tro, men ofte også hos troende Guds børn; for der bliver ingen ende på synder og fejl.

Men hvad siger Gud selv om denne sag? Kan denne angstfyldte byrde ikke tages bort? Vil Gud ikke tilgive synden? Hvad siger han selv, han, som har al dom i sin magt, han, som til sidst skal dømme på den yderste dag, og som allerede nu fælder dom over alle syndere?

Så siger Herren: «Skulle jeg vel have lyst til den ugudeliges død og ikke til, at han omvender sig fra sine veje og lever?» – «Jeg er A og O, begyndelsen og enden; jeg vil give den, som tørster, af livets vandkilde for intet.» – Så siger Herren: «Om jeres synder end var blodrøde, skal de dog blive hvide som sne; og om de end var røde som purpur, skal de blive som uld.» – Så siger Herren: «Du trættede mig med dine synder, plagede mig med dine misgerninger. Jeg, jeg vil udslette dine overtrædelser for min egen skyld og vil ikke komme dine synder i hu. Jeg vil udslette dine overtrædelser som en tåge og dine synder som en sky; vend tilbage til mig, for jeg vil forløse dig» (Ez 18,23; Åb 21,6; Es 1,18; 43,24–25; 44,22).

Her ser vi altså, at den store, barmhjertige Gud vil tilgive synder, vil tilgive hver og en hans synder, tilgive de største og sværeste synder; vi ser, at det er en stor, almengyldig og ubetinget beslutning, fattet i Guds råd, at den, som vil, skal få syndernes forladelse ved hans Søns navn; at hver og en, hver og en, som i sin syndenød vender sig til Kristus, ikke skal fortabes, men arve evigt liv – og skal være lige så sikker og tryg på det, som det er vist, at Gud lever og ikke kan lyve. Så sandt som jeg lever, siger Herren. – At Gud vil give hver og en syndernes forladelse, er så vist og pålideligt, at intet i hele verden er så vist; for intet er så umuligt, som at Gud skulle lyve. Alt, hvad jeg er, hvad jeg gør, hvad jeg føler, synes eller ser, er derimod lutter uvished og løgn og er over for denne sandhed ikke mere end flyvende støv over for et stort, højt bjerg; for disse ord, som vi nu så, har den Almægtige, himlens og jordens Herre, selv talt.

Men at Gud har en alvorlig vilje til at tilgive alle synder, det har han ikke blot forsikret med ord; man må sige, at han også har bevist det kraftigt nok med handling og gerning. Da den evige retfærdighed ikke tillod, at synderne ganske enkelt blev eftergivet, da ikke et eneste bogstav eller en eneste tøddel af loven kunne blive til intet, og dommen lød: «Uden blodsudgydelse sker der ingen tilgivelse» (Hebr 9,22), så gik den barmhjertige Gud af en ubegribelig kærlighed til sin ulykkelige, faldne menneskeslægt på jorden så vidt, at han også selv gav offeret for synderne. – «Så elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn.» – «Herren kastede alle vores synder på ham.» – «Se, Guds Lam, som borttager verdens synd!» Dette er både grunden til den guddommelige tilgivelse og det stærkeste bevis på Guds alvorlige og brændende vilje til at tilgive synderne.

Når Herren siger til os: «For intet er I blevet solgt, og uden penge skal I løskøbes» (Es 52,3), og at han vil give os alt for intet, så betyder det kun, at vi ikke skal behøve at fortjene eller erhverve nåden; men ellers sker det ikke for intet, at synderne bliver os tilgivet. Å nej, det sker ikke for intet; Gud har taget en dyr løsesum; det har kostet den kære Frelser overmåde meget, nemlig hans liv og blod; som han selv siger: «Du trættede mig med dine synder, plagede mig med dine misgerninger»; og igen: «Mit blod udgydes til syndernes forladelse.» Dér er grunden til den uendelige guddommelige tilgivelse.

Men for det andet er det jo også det største bevis på, at Gud har en brændende længsel og lyst til at tilgive synderne (mærk dig det), når han selv har givet et så uendelig dyrt offer for det. Å, du forfærdelige vantro! Du forblindede hjertes mørke, som gør, at vi ikke ser den slags! Vi kan tro, at Gud således elskede verden, at han gav sin enbårne Søn for den; vi kan tro, at Guds Søn af den samme brændende kærlighed bliver et menneskebarn, fødes i en krybbe, i mere end tredive år vandrer på jorden i ringhed og foragt, til sidst lider, sveder blod, hudstryges, korsfæstes og dør, kun for at erhverve os nåde – og alt dette for verden, for en grufuldt syndig og fjendtlig flok, for sine fjender – men vi kan ikke tro, at han, når vi endelig har fået øje på, hvor svære vores synder er, og begynder at søge hans nåde, så vil tilgive os vores synder; nej, så arbejder og kæmper vi i bønnen for at bevæge ham – bevæge ham til at tilgive, ham, som på den måde har bevist, at han brænder af kærlighed til os, mens vi endnu var uforsonede syndere, som ikke havde noget skyldoffer, mens vi endnu var uvenner! Å, du forfærdelige vantro og det forblindede hjertes mørke, som ikke lader os se Herrens herlighed! Vi burde dog let kunne regne ud, at når Gud giver os sin enbårne Søn til «skyldoffer» (Es 53), og det skete jo ikke for gode og fromme børn, men for rigtige syndere, for verden, så må han sandelig have i sinde at tilgive synder; så må han ikke have i sinde at se på vores fortjeneste og handle med os efter vores synder, men så må det sandelig være hans fulde alvor at ville tilgive dem! – som Jesus selv siger: «Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden» (for den var dømt i forvejen), «men for at verden skulle blive frelst ved ham» (Joh 3,17). Noget andet er, at den, som ikke vil have barmhjertigheden, så må have vreden; at den, som ikke vil blive af med sin synd, men vil blive i sine synder, i verdens og Djævelens tjeneste – eller som er vakt og urolig, men alligevel ikke vil tro på Guds Søn – at en sådan må blive under fordømmelsen; «for den, som ikke tror Sønnen, skal ikke se liv, men Guds vrede bliver over ham» (v. 36). Men «den, som tørster, han komme; og den, som vil, han tage livets vand for intet» (Åb 22,17).

Spørger nu nogen: «Når dog ikke alle bliver salige, hvordan skal jeg så vide, at jeg har tilgivelse og nåde hos Gud?», så er svaret: Du må begynde med at tro på Gud og hans ord, med at høre, tro og gribe den nåde, som alle har, også de vantro, så får du derved en nåde, som ikke alle har. «Hvad er det for en nåde, som alle har, også de vantro?» Svar: En forsonet Gud, en erhvervet syndernes forladelse, som venter på, at de blot vil komme og tage imod den. «Hvad er det så, som ikke alle har?» Svar: Et hjerte, der er forsonet med Gud, en tro, som modtager syndernes forladelse og lever i Gud. «Hvor står det skrevet?» I 2 Kor 5,19–20 står der: «Gud forsonede i Kristus verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser, og han har betroet os forsoningens ord. – – Vi beder i Kristi sted: Lad jer forsone med Gud!» I Rom 5,10 står der: «Vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi var fjender.» I Kol 1,14 står der: «I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.» I Zak 3,9 står der: «Se, på den sten (Kristus) – – vil jeg indriste en indskrift, siger Herren Zebaot, og udslette dette lands skyld på en eneste dag.» I Gal 3,13 står der: «Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for os; for der står skrevet: Forbandet er enhver, som hænger på et træ.» Sådan taler Skriften. Her står det jo udtrykkeligt, at Gud i Kristus forsonede med sig selv ikke blot de troende, men verden, og at denne forsoning indebar og virkede, at han ikke foreholdt dem deres synder; og det skete i Kristus, ikke i vores omvendelse; men at han nu formaner menneskene: Lad jer forsone med Gud – det er alt, hvad der nu skal ske. Her står der, at vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, ikke ved vores anger, omvendelse, alvor, bøn eller tro – alt det behøves ikke dertil, men kun for at vi skal tage imod den nåde, som allerede er der; nej, der står: mens vi endnu var fjender. Her står der, at forløsningen, som skete ved Kristi blod, var det samme som syndernes forladelse; ja, at synderne blev udslettet på en eneste dag, nemlig da indskriften blev indristet på den kostelige sten, «hjørnestenen». Her står der, at vi blev løskøbt af Kristus fra lovens forbandelse på den dag, i den time, da han blev en forbandelse for os, og det skete, da han hang på træet. Ak og ve, at verden ikke ved, hvad der er sket! At den ikke kender vores slægts historie; ikke ved, at menneskeslægten også engang er blevet løskøbt, forløst, erhvervet og vundet fra alle synder, fra dødens og Djævelens vold, lige så vist som den engang er faldet i synd!

Se så her: denne syndernes forladelse, denne forløsning, som nu er nævnt, den tilhører hvert menneske, from og ufrom, troende og vantro. Hvordan du end er, så er i hvert fald dine synder taget bort, udslettet, tilgivet, kastet i havets dyb – det skete i Kristi dødstime; bliver du altså fordømt, så sker det ikke for dine synder, men for din vantro, fordi du bliver borte. Vil du derimod komme til Gud, blive hans egen og have hans nåde, så er der ingen hindring; du er velkommen hvert øjeblik; som Herren selv siger: «Den, som kommer til mig, vil jeg sandelig ikke støde ud.» Her er ingen undtagelse; men «enhver, som påkalder Herrens navn, skal blive salig» (Joel 3,5). Hvem som helst, der vil, hver og en, og om dine synder så var blodrøde – sådan lyder den store, barmhjertige Herres egne ord. Her er altså ingen undtagelse, og det kommer af, at al synd er betalt og hele verden forsonet. Når nogen altså er i nød over sine synder og aldrig kan få vished om tilgivelse, så er fejlen, at han ikke tror Gud, ikke holder Gud for sandfærdig, ikke vil give agt på, hvad Kristus har gjort, eller hvad Gud siger i Ordet, ja, at han «gør Gud til en løgner», og det er overmåde forfærdeligt. Men er det sådan, at nogen vil tro Gud på hans ord, men bare ikke kan få det ind i hjertet, så vil Gud snart skænke ham en større trosgave, og han skal få vidnesbyrd i sig selv om, at alle hans synder virkelig er taget bort, at han er iklædt hele Kristi fortjeneste, at han er Guds elskede barn.

Men her er nu især det tidspunkt i et menneskes liv (nemlig når det er begyndt at tro og leve i Gud), da det har brug for at lære godt, at Kristi rige er et tilgivelsens rige. Det er nu, den rette kamp er begyndt mellem fornuften og følelsen på den ene side og Ordet og troen på den anden. Jeg kan let nok tro, at der er nåde for alle gamle synder; men at jeg fremdeles skal blive så svag, synde og forse mig og alligevel blive ved med at tro nåden, det knuser mig fuldstændig. For så hedder det: Jeg har modtaget Guds underfulde lys, jeg har fået nåde for alle mine synder, og alligevel synder jeg igen; jeg har fået tilgivelse så ofte, og alligevel synder jeg stadig; jeg er jo helt og holdent syndens træl osv. Her bliver det en kamp på liv og død; her lider mange skibbrud på troen; de kan ikke holde ud i så jammerlig en erfaring. Nogle tager den udvej at anse synden for ringe, mener, at Kristus og Belial kan forliges, giver sig letsindigt i syndens tjeneste og falder i søvn; andre igen fortvivler, kaster deres tillid til Gud bort, giver op og lader det hele sejle sin egen sø. Hos begge var fejlen, at de ikke bestræbte sig på at kende evangeliet ret. Her gælder det da om at være godt rustet med retfærdighedens våben i højre og venstre hånd. Holder jeg op med at kæmpe mod synden og søge befrielse fra den, begynder jeg at undskylde den og give mig til at følge den, så har jeg allerede opgivet troen; for tro og en god samvittighed kan ikke bestå sammen med en eneste synd, som man på den måde hylder. Gud kan aldrig forliges med synden; jeg må ligge i evig krig med den, så længe jeg er forenet med ham i en sand tro. Men på den anden side er også alt tabt, hvis jeg holder op med at tro tilgivelsen; og at kunne blive ved med at tro den bliver også en svær kunst. For det første ser jeg al min synd som utroskab; for i fristelsens stund mærker jeg udmærket godt kødets kærlighed til synden, men fornemmer eller forstår kun lidt af Åndens kamp imod den. For det andet ender det ikke altid med en blot og bar fristelse, som jeg standhaftigt overvinder, men jeg bliver også slået omkuld, falder og forser mig; som Paulus siger til de troende i Galatien: «Kødet begærer imod Ånden – så I ikke gør det, I vil» (Gal 5,17); ligesom vi ser, at også de store hellige, Abraham, David, Paulus, Barnabas m.fl., har forset sig (1 Mos 12,11–13; 20,2–3; ApG 15,39), helt i overensstemmelse med Luthers ord: «Før vi får set os om, er vi faldet i synd, i vrede, had, misundelse, utålmodighed, onde lyster og al slags åndelig jammer»; «og det er ikke muligt, at vi i så vedvarende en kamp altid skulle stå så fast; vi bliver overrumplet, falder og synder». Men det er en alt for svær kunst, når man oplever dette, alligevel at blive i troen og alligevel stadig at trøste sig til Kristus, at man er i nåde og venskab hos Gud. Nu gælder det om at forstå tilgivelsen i Kristi rige og at få Guds nåde til at tro den.

Hvad bør jeg vide om denne tilgivelse? Svar: Det bør du vide og tro på Guds eget evige ord, at selv om dine synder er nok så svære, ja, «blodrøde», så er syndernes forladelse ved Kristus dog en helt særskilt sag, som ikke et hårsbred kan formindskes, rokkes eller flyttes af nogen synd; dertil er synden for svag, at den skulle overvinde den store, almægtige Frelsers retfærdighed og forsvar for os; nej, den kan nok skabe ujævnheder her nede på jorden, dvs. i vores jordiske retfærdighed, men himlen når den ikke og rokker den ikke. David siger nemlig: «Så højt som himlen er over jorden, så vældig er hans nåde over os» (Sl 103). Og her bliver spørgsmålet, hvad der er vældigst, vores synd eller Kristi retfærdighed; men Paulus siger, at «ligesom synden (i Adam) har hersket ved døden, sådan skal også nåden herske ved retfærdighed til evigt liv ved Jesus Kristus. For har døden ved den enes overtrædelse hersket ved den ene (Adam), så skal meget mere de, som rigeligt modtager nåden og retfærdighedens gave, herske i liv ved den ene, Jesus Kristus» (Rom 5). Nåden er vældig over synden. Vi er jo alt for små og svage skabninger over for den store Herre Kristus; vores værk, synden, kan ikke overvinde hans værk, nåden, tilgivelsen. Skulle jeg, som tror på Kristus, have nåde i den stund, jeg selv er from, og miste nåden i den stund, jeg synder og forser mig, så var Kristi rige jo et gerningernes rige, der herskede over nåden, og ikke et nådens rige, der herskede over gerningerne. Hvad skulle vi så have Kristus til? Hvis jeg skulle have nåde i den stund, jeg er from, men ikke længere, så kom retfærdigheden sandelig af gerninger! Men så var Kristus død forgæves! (Gal 2,21). For en så ustadig nåde er han ikke blevet menneske og har ofret sit blod. «Så er der nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus» (Rom 8,1). «Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde; og hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige» (1 Joh 2,1).

Vi skal derfor vide, at når Gud i sit ord taler straffende og truende om vores synder og pligter, sker det kun for at vække og forskrække de sikre og letsindige sjæle, som aldrig vil omvende sig, og for på den måde at drive dem til Kristus (Rom 3,19; Gal 3,24), og desuden for at holde de troende vågne og i øvelse (Åb 2 og 3); men aldrig for at rokke ved selve nåden, for så var loven imod Guds løfte. Det være langt fra! (Gal 3). Nej, enhver, som tror på Kristus, er for evigt fri for al lovens forbandelse og lever nu i det fristed og på det sted, hvor ingen synd når ham eller tilregnes ham, som der står skrevet: «Salig er den mand, som Gud ikke tilregner synd» (Sl 32; Rom 4). Læg mærke til det: ikke tilregner synd! Dette er Kristi rige, et rige med evig, stadig og uophørlig tilgivelse, som Herren højtideligt siger om: «Folket, som bor der, har fået sine synder forladt» (Es 33,24). Altså: hvad jeg end mærker eller ser af ondt hos mig, hvad enten det er lunkenhed og træghed, eller fejhed og menneskefrygt, eller utålmodighed og vrede, eller urene lyster, eller hvad det end måtte være, så er det alt sammen synder, som nok fortjener at straffes, angres og bedes om tilgivelse for; men nåden, tilgivelsen, den rokkes der ikke ved et hårsbred, nej, den har jeg i Kristus helt uformindsket, så længe jeg ved troen holder mig til ham; idet jeg ved den samme tro også altid har det sind, at jeg dømmer mig selv (1 Kor 11,31), lider under det onde og holder med Ånden (Rom 8,5). Altså bør jeg nok med alvor erkende og straffe synden hos mig og forbedre mit levned; men hvad samvittigheden angår, eller mit forhold til Gud, bør jeg leve i en sådan frihed, som om intet var synd, som om der ingen lov fandtes, hverken ét eller ti bud, men som om jeg allerede var i himlen – for netop sådan står min sag for Gud; for når Gud taler om syndernes forladelse, om at ingen synd tilregnes osv., så er det ikke et ordspil, men fuld alvor, guddommelig alvor og sandhed. Dette er den frihed, som Kristus har sat os fri til (Gal 5,1). Ikke sådan at forstå, at der ingen synd findes hos en kristen, eller at intet af det, han gør, er synd; men som sagt: han er nu i det rige, hvor ingen synd tilregnes ham for Kristi skyld, som han tror på, og som har taget al synd på sig – det rige, hvor loven ikke har nogen fordømmende kraft. Gøre os urolige og bekymrede kan den nok, men fordømme os kan den ikke. Lovet være Guds barmhjertighed!

Om dette har Luther de fortræffelige ord: «Da der i vores kød hænger en evig synd ved os, så længe vi lever på jorden, og der ingen ende og intet ophør er på fejl og forseelser, så er det sandelig nødvendigt, at vi til gengæld har en evig og stadig varende tilgivelse, for at vi ikke for syndens skyld skal komme under Guds vrede, men for tilgivelsens skyld leve under nåden. Se, dette er hans evige pagt, som står fast og ikke vakler, så vores hjerter kan være forvissede om, at synden ikke kan fordømme os».

Åh, når jeg tror dette – når jeg lever i denne Guds børns herlige frihed, hvor ingen synd fordømmer mig og ingen fromhed gør mig retfærdig, men min Herre Kristus er hele min retfærdighed, så jeg i mine bedste og mine værste stunder er lige retfærdig og kær for Gud – når jeg har forstået og tror dette, kan jeg ikke andet end blive fyldt af glæde og kærlighed til den barmhjertige Gud og Frelser, som har indrettet sådan et salighedsrige for os på jorden. Jeg kan ikke andet end få en inderlig lyst og villighed til at tjene min Frelser og sige: Jeg må have lov at gøre dig en tjeneste, min Gud! Sådan kommer gode gerninger frem, som Kristus sagde: Den, som meget tilgives, elsker meget (Luk 7,41–47). Og først da kan man gøre rigtig gode gerninger. Men hvad siger Herren så, når vi spørger, hvilken tjeneste vi kan gøre ham? Han svarer: Jeg har ikke selv brug for noget; men vil I tjene mig, så vis det mod mine brødre, menneskene. Når jeg kommer, vil jeg erklære: «Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig». «Jeg har givet jer et eksempel, for at også I skal gøre, som jeg har gjort mod jer».

Nu kommer vi til den fulde betydning af disse Luthers ord: Kristi rige er et tilgivelsens rige, når vi også anvender dem på den indbyrdes tilgivelse mellem mennesker som en betingelse for alt kristent samliv på jorden. Vi ved, at summen af loven er kærligheden. «Den, som elsker sin næste, har opfyldt loven. For dette: Du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke slå ihjel, du må ikke stjæle – og hvilket andet bud det end er, det er alt sammenfattet i dette ord: Du skal elske din næste som dig selv. Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Altså er kærligheden lovens opfyldelse» (Rom 13,8–10). Hele det kristne levned er altså indbefattet i kærligheden. Men hvad er betingelsen for en varig kærlighed mellem mennesker? Den samme som betingelsen for et varigt venskab mellem Gud og mennesker, nemlig den stadige tilgivelse. Man ville gerne elske sine medmennesker, og det ville gå så let at gøre dem godt, og man ville have et himmerige på jorden af lutter fred og kærlighed mellem medmennesker, husfolk og naboer, hvis bare de ikke havde deres irriterende fejl og uvaner; men på grund af dem bliver man træt af at elske og kan ikke elske dem – og straks bliver det tungt at gøre dem godt, hvorimod det altid går let at gøre godt mod dem, man elsker. Denne mægtige hindring for kærligheden, alle deres mangler og uvaner, ville straks være borte for mig, hvis bare jeg brugte det fortræffelige middel: tilgivelse – og på anden måde kan denne hindring aldrig ryddes af vejen. Det er en af grundene til, at Kristus talede så særligt og så ofte om at tilgive og udtrykkeligt sagde, at Himmeriget lignede en konge, som eftergav sin tjener ti tusind talenter, men også ville, at denne bagefter skulle eftergive sin medtjener hundrede denarer (Matt 18). Og da han lærte os en bøn, som vi skulle bede hver dag, lagde han også den samme lære ind i den og bød os sige: «Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere». Heraf kan enhver mærke, at Kristus har haft en helt særlig iver for tilgivelsen. Ja, for det er kun tilgivelse, som i denne vores faldne tilstand er den eneste grund for alt godt forhold, først mellem Gud og mennesker og dernæst mellem menneskene indbyrdes. Dette er summen af Guds ord; så da Johannes ville sammenfatte det hele i et kort ord, sagde han: «Dette er hans bud, at vi skal tro på hans Søns, Jesu Kristi, navn og elske hinanden, sådan som han har givet os bud» (1 Joh 3,23). Så har man fred både med Gud og med brødrene; og dette er himmeriget på jorden, paradiset i jammerdalen! Men hvilket helvede på jorden, hvilke pinefulde, ætsende kvaler, mørke hjerter og ansigter, hvor meget had, misundelse og uro, hvor man ikke øver disse ting, ikke tror og elsker, men graver i egne synder og andres fejl og lever i vantro og uforsonlighed! Sådanne mennesker er Djævelens ynkelige martyrer. Alt kunne dog læges ved tilgivelse. Om du så har nok så vanskelige medmennesker, om de så har gjort dig nok så svær uret, løjet om dig, krænket dig osv., så regn dog efter, om ikke dine egne synder mod Gud er tusind gange større og flere. Kristus siger, at alt, hvad et medmenneske kan have forbrudt sig mod dig, i sammenligning med din skyld over for Gud kun er som hundrede denarer mod ti tusind talenter. *) Alligevel vil Gud tilgive dig alt, hvad du skylder; skulle du så ikke tilgive din næste alle hans fejl? Vil du ikke det, vil du ikke eftergive og glemme disse hundrede denarer, så kræv dem ind, regn din næstes fejl op, had ham, men – tag så også din egen gæld på ti tusind talenter over for Herren tilbage, og du skal blive nødt til at betale den til sidste øre. Sådan dømmer Herren. Og vil du bede om syndernes forladelse, så har du ikke lov at bede anderledes end sådan: Tilgiv du mig, Gud, på samme måde, som jeg tilgiver min næste!

*) «Ti tusind talenter» svarer til femten eller efter andres beregning atten millioner kroner, «hundrede denarer» derimod til 12 kr. 50 øre; forskellen er altså uhyre.

Men siger du: «Jeg har så ofte tilgivet min bror, men han holder aldrig op med at gøre mig fortræd; man må dog en gang blive træt af at tilgive», så svarer Herren: «Også jeg har ofte tilgivet dig, men du synder endnu; så må også jeg blive træt af at tilgive dig». Bemærkelsesværdigt er her det svar, Peter fik på spørgsmålet: «Hvor ofte skal jeg tilgive min bror? Mon op til syv gange?» «Jeg siger dig: Ikke op til syv gange, men op til halvfjerds gange syv», dvs. uendeligt (Matt 18,21–22). Læg her først mærke til, til trøst for dit eget hjerte, at sådan vil Kristus visselig tilgive dig, nemlig ikke syv gange, men halvfjerds gange syv, eller uophørligt; for han vil visselig selv gøre det, han lærer os at gøre. Han vil sandelig ikke stå tilbage for os, når det gælder om at tilgive! Skulle det ikke varme dig, så du også ville tilgive din bror uophørligt? «Men», siger du, «Kristus sagde også (Luk 17,3): ’Hvis han angrer, så tilgiv ham!’» – Ja, men se, hvordan Kristus forklarer denne omvendelse, når han straks tilføjer (v. 4): «Og hvis han syv gange om dagen synder imod dig og syv gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer, så skal du tilgive ham». **) Omvendelsen består altså i anger og erkendelse, og dog kan en vanskelig natur bevirke, at selve fejlen ikke bliver helt fjernet, men stadig kommer igen. Sådan taler Herren Kristus om menneskets elendighed – og om omvendelsen! Så er der ikke andet råd, ingen anden hjælp end en stadig og uendelig tilgivelse, og hele Kristi rige forbliver et tilgivelsens rige.

**) Hvordan skal det forstås, at Kristus tager det forbehold: «hvis han omvender sig, angrer», når han derimod i Matt 5,44 osv. lærer, at vi skal elske fjender, som forbander og forfølger os? Svar: Det ene handler om broderkærlighed, det andet om kærlighed til alle (2 Pet 1,7). Gud elsker, forsoner og ernærer alle mennesker, men regner kun dem for sine venner, som omvender sig og angrer. Sådan må også vi gøre.

Vi vil slutte med Luthers kostelige ord i en prædiken over fodvaskningen (Joh 13). Han siger: «At vaske fødderne kaldes også, at den ene skal tilgive den anden hans overtrædelser og, som Paulus kalder det, at den ene skal bære den andens byrde. For det bliver ikke anderledes; i hele verden finder du ingen kristen så ren, at han ikke har en særlig fejl og skrøbelighed: den ene er tilbøjelig til vrede; den anden er tungsindig og underlig af sind; den tredje er for lystig eller undertiden letsindig; den fjerde gerrig og egennyttig; den femte alt for ødsel og gavmild. Kort sagt, det er, som også hedningerne har sagt: Enhver har sin egen last og brist, som den anden må bære på.

«Du synes nok, at hvis bare den brist ikke var hos ham, ville du gerne omgås ham; men så stor en brist er for svær og uudholdelig for dig. Men hør: Når du ser sådan en brist hos din husbond, hustru, børn, tjenestefolk, naboer og andre, så skal du tænke på, at du har pligt til at vaske deres fødder; gør det også, bær over med dem i sådan en skrøbelighed og se til, hvordan du kan føre dem på den rette vej; og tænk på, at verden ikke er andet end en uren stald, hvor vi umuligt kan gå uden at gøre vores fødder urene. Det sker for mig, det sker for dig og, kort sagt, for alle mennesker. Hvad skal vi så gøre? Skal vi derfor løbe bort i ørkener og skove og ikke omgås nogen, sådan som munkene har gjort i gamle dage? Nej, skal du vaske andres fødder, så må du jo ikke være alene, men midt iblandt folk, som i verden vader gennem et urent og besmittet sted. Dér skal du så bøje dig ned, selv om du også selv har pæne og rene fødder, og bære vand, gamle klude, halm og hø til dem for at vaske og tørre dem, så også deres fødder kan blive rene. «Det sker på den måde, at den ene bærer den andens byrde, dvs. at den ene af hjertet tager sig af den anden, har medlidenhed med ham, ikke foragter ham, men rækker ham hånden, venligt underviser ham, råder og hjælper ham, så også han kan blive bedre. Er du nu forstandig, vis og lærd, så foragt ikke de uvidende og uforstandige for det, regn dig ikke for bedre end dem, men brug din visdom til, at også de kan blive vise og forstandige.

«Ligeledes, hvis du er from, kysk, tugtig og mådeholden og ikke let bliver vred, men en anden ikke har den gave, så foragt ham ikke for det; tag dig af ham og forbedr ham, så godt du kan, og tænk sådan: Jeg har ganske vist, Gud ske lov, ikke denne fejl; men jeg har dog en anden, som gør, at jeg har brug for, at man også har tålmodighed med mig. Til gengæld har min næste også en god dyd, som han kan tjene mig med igen; og desuden er han dog min næste, som jeg for Guds skyld bør tjene. Ved sådan et eksempel fra dig ville han også (såfremt han ikke som Judas er besat af Djævelen og skiller sig fra dig) blive bevæget til også at vise dig kærlighed til gengæld; alt dette, for at enighed og venskab overalt (så meget det er muligt for os) kan blive øvet og bevaret. Brugte vi altid denne fodvaskning med hinanden, tænk, hvor kristeligt, fredfyldt og enigt et liv der ville være iblandt os!»

Men Herre, Herre Gud, giv du selv alt dette! Hjælp enhver troende til at tænke over og øve disse to ting: aldrig mistro din evige tilgivelse og aldrig holde op med at tilgive næsten. Giv os mere tro og kærlighed! Så kommer dit rige, så sker din vilje. Amen.