Lov Herren, min sjæl! eller Davids 103. salme

(Ottende årgang, 1849)

Lov Herren, min sjæl, og alt, hvad der er i mig, love hans hellige navn.

Lov Herren, min sjæl, og glem ikke, hvad godt han har gjort dig,

han, som tilgiver dig alle dine misgerninger og læger alle dine skrøbeligheder,

han, som forløser dit liv fra graven og kroner dig med nåde og barmhjertighed,

han, som mætter din længsel med sit gode, så du bliver ung igen som en ørn osv.

Her hører vi et meget lykkeligt og tilfreds hjerte udøse sig, et usigeligt glad og brændende hjerte! Her manglede jo intet i lykke og velbefindende. Den glade og brændende mand ved ikke, hvordan han skal udtrykke sin taknemmelighed mod Gud. Han siger først: «Lov Herren, min sjæl, og alt, hvad der er i mig» – mærk: alt, hvad der er i mig – min sjæl, min ånd, hele mit væsen, alle mine indre kræfter, ja, alt, hvad der er i mig – love Herren! Derefter gentager han det: «Lov Herren, min sjæl, og glem ikke, hvad godt han har gjort dig». Og da han så har beskrevet det gode, Herren har gjort ham, retter han (v. 20) en smuk opfordring til de hellige engle om, at også de skal være med til at love Herren. Ja, han kalder «alle Herrens hærskarer» og alle hans «tjenere, som udfører hans vilje», til at love Herren; og da han ikke kan nævne mere, siger han med ét ord: «Lov Herren, alle hans gerninger, hvor end hans herredømme er»; men til sidst føjer han alligevel det til, som han begyndte med: Min sjæl, lov Herren!

Ja, det må man vel kalde et fuldt ud tilfreds og lykkeligt hjerte – og det træder endnu tydeligere frem, når man betragter alt det gode, han opregner, at hans Gud gjorde ham, og som samlet må udtrykke den højeste lykke, man kan have på jorden; for her mangler intet, han var fuldt ud tilfreds, havde råd og hjælp for alt og kunne ikke takke og love sin Jehova nok.

Nu spørges der: Hvad var det, der gjorde David så fuldkommen lykkelig? Og kan også vi få den samme lykke og det samme glade hjerte? Det er et vigtigt spørgsmål. Vi ved, at det er hele menneskehedens første og sidste spørgsmål, ja, at alle levende væsener stræber efter at blive lykkelige og have det godt. Så bør det være os alle kært at samles om den gamle, bemærkelsesværdige konge, der er så lykkelig og glad, og som efter sit lange, omskiftelige livs mangfoldige erfaringer ikke nok kan udtrykke sin glade taknemmelighed; her skal vi igen høre ham fortælle hemmeligheden ved den sande lykke. Men især bør det glæde de troende her at få en ny påmindelse om den store lykke, de gjorde, da de søgte den alene i Gud og hans venskab. Og vi gør vel i at høre den kongelige profet David. Han er en bemærkelsesværdig profet i Skriften, som havde Guds Ånd i rigt mål og har det store vidnesbyrd, at han var «en mand efter Guds hjerte» (1 Sam 13,14), en mand, som Gud talte med som med en søn, og som han gav høje åbenbaringer om verdens Frelser, ja, det store løfte, at denne skulle fødes i Davids slægt; derfor kaldes han, som var Davids Herre, også Davids Søn.

Hvad siger han så? Hvad var det, der udgjorde hans lykke og hans hjertes fryd? Han siger først: Lov Herren, min sjæl! Det var Herren, der var hans glæde. Ja, hvor store og mange omskiftelser vi end finder i Davids salmer og i hans historie, omskiftelser mellem den største nåde og de bitreste prøvelser, de dybeste syndefald og den højeste trosglæde, så var der dog altid ét eneste midtpunkt, som alt drejede sig om i alt, hvad han udøste: det var Herren, det var hans Jehova; han havde altid med Herren at gøre. Hvis man ville sætte en meget kort, men altomfattende overskrift over hele Salmernes Bog, skulle den lyde: Herren. Herren var ham alt, som han selv siger i Sl 18,3: «Herre, min styrke, Herre, min klippeborg, min borg og min redningsmand, min Gud, min klippe, hos hvem jeg søger tilflugt, mit skjold og min frelses horn, mit værn. Herren, den højtlovede, påkalder jeg». – Ja, hvordan Herren var ham alt og var ham inderligt kær, kan enhver læse i Sl 73,25–26, hvor han synger med Asafs ord: «Hvem har jeg i himlen foruden dig? Og når jeg har dig, har jeg ikke lyst til noget på jorden. Om end mit legeme og min sjæl vansmægter, så er dog Gud mit hjertes klippe og min del evindelig».

Men nu spørges der: Hvordan havde David fået et sådant hjerte? Hvad var det, der havde gjort Herren så inderligt kær for ham, at han ikke spurgte efter himmel og jord; ja, at Herren, selv om hans legeme og sjæl vansmægtede, dog var hans hjertes klippe og hans del? Han siger: Og glem ikke, hvad godt han har gjort. Se der! Det var det gode, Herren havde gjort ham, der gjorde hans hjerte varmt og brændende. Han havde ikke ved noget eget arbejde på hjertet fået det varmt og gudfrygtigt. Det var en stor godhed hos Gud, der havde gjort ham så varm og så lykkelig. – Men her må man nu spørge: Har Gud ikke gjort os alle meget godt, uden at vi alligevel er blevet så brændende i ånden? Her ligger endnu en hemmelighed skjult. Hvad var det egentlig, der gjorde David så brændende? Så se da her hemmeligheden! Og vi råder enhver, som læser dette, til at tænke godt over det, der nu følger i salmen, og som lige til dens slutning altsammen gentages, prises og på alle måder ophøjes. Han siger: Han, som tilgiver dig alle dine misgerninger og læger alle dine skrøbeligheder. «Glem ikke, hvad godt han har gjort, han, som tilgiver dig alle dine misgerninger!» Derefter opregner han også de vigtigste af Guds øvrige velgerninger, men nævner hver af dem kun én gang; derimod vender han tilbage til denne første og beskriver og priser kun den lige til slutningen og siger: «Barmhjertig og nådig er Herren, langmodig og rig på mildhed. Han går ikke altid i rette og holder ikke fast ved vreden evindelig. Han handler ikke med os efter vore synder og gengælder os ikke efter vore misgerninger. For så højt som himlen er over jorden, så vældig er hans nåde over dem, der frygter ham. Så langt som øst er fra vest, lader han vore overtrædelser være fra os» osv. Se da her hemmeligheden. Det var syndernes forladelse og Guds forsikring om den, der gjorde Davids hjerte så glad og lykkeligt, så brændende i kærlighed og lovprisning. David var så ofte i angst og rædsel for sine synders skyld; han var nok en stor helgen ved nåden, men samtidig var han ved den onde natur meget udsat for synder og fristelser, så de også til tider brød ud i ord og gerning, ja, i grufulde fald. Derover gik han så ofte med en syg samvittighed, så han også med bitter klage siger: «Mine misgerninger går mig over hovedet; som en tung byrde er de mig for tunge; jeg går krumbøjet og dybt nedbøjet; hele dagen går jeg sørgende» osv., som man især kan se i bodssalmerne. Når han nu alligevel fik tilgivelse af Gud for alle sine synder og den forsikring, at Gud stadig var ham nådig og havde ham kær, og at «så langt som øst er fra vest, skulle hans overtrædelser være fra ham» – se, da kunne hans hjerte ikke andet end smelte over en sådan nåde; da kunne han ikke andet end inderligt elske og takke en så barmhjertig Gud. Det var altså synd og syndernes forladelse, der havde smeltet Davids hjerte og gjort ham så brændende. Davids lykke og glæde bestod altså ikke i hans hellighed og fromhed, men i nåden og tilgivelsen for hans synder. Se, dette er dog den eneste vej for alle mennesker til at få kærlighed til Gud. Det er netop det, Kristus sagde i Luk 7, da synderinden lå ved hans fødder og vaskede dem med sine tårer, kyssede dem og tørrede dem med sit hovedhår: «Den, som meget forlades, elsker meget». Det er kun syndernes forladelse og visheden om den, der kan gøre et menneskehjerte rigtig lykkeligt, varmt og brændende. Selv om et menneske tror alt, hvad Skriften siger om Kristus, og tror det så sikkert, at det kunne dø tusind gange på den tro, men ikke kender sine synder og går tilfreds og selvtilfreds omkring, så får det af al sin tro ingen kærlighed, ingen glæde, intet liv i Gud; al dets gudsfrygt består kun i kundskab og fromme skikke. Og omvendt: Hvis et menneske kender sine synder så meget, at det vansmægter på legeme og sjæl, men ikke har fået troens vished om tilgivelse, så går det lige så koldt og dødt omkring, om det så arbejdede sig til døde på sit hjerte for at bøje det til kærlighed og glæde. Her kræves altid de to ting, som Skriften har forenet: omvendelse og tro, eller syndens overflod og nådens overflod. Men da! Åh, hvilket nyt liv, hvilken fryd, hvilken fred, hvilken brændende ånd, hvilken lyst og kraft til alt helligt, når jeg i min største uværdighed får den store Guds forsikring: «Dine synder er dig forladt, du får nåde for alt, og du skal allerede på jorden leve i et rige, hvor ingen synd skal tilregnes dig; nej, du skal i mine øjne til enhver tid være yndig og velbehagelig!» Hør det, alle sammen – det er sagt ofte, men må siges igen og igen, fordi det altid glemmes – hør: Dette er den eneste vej til at blive både salig og hellig, til at blive retfærdig for Gud og glad og varm i sit hjerte og villig og duelig til det gode. – Når et menneske er vakt af den forfærdelige syndesøvn og er begyndt at søge frelse, eller når en kristen ligesom vågner op på ny over sin forsømmelse, lunkenhed og synd og synker ned i trællesind, så er det som regel en stor bekymring for et sådant menneske, at det ikke kan elske Gud, som det burde, og som det ser, at David eller andre Guds børn har elsket ham; så ængstes det, så beder det, så arbejder det for at kunne elske, for at gøre sit hjerte varmt; men det kan ikke, det er lige koldt alligevel; det beder om kærlighed, men føler den samme kulde alligevel; det kæmper mod sin afgudiske kærlighed til andre ting eller personer, der er blevet det kærere end Gud, men det elsker dem alligevel; så er det ulykkeligt over det, og med rette, mener det, for det elsker jo ikke Gud. Hvem kan gøre for, at det ikke elsker Gud? tænker det; det er jo dets egen skyld; det skulle bare elske Gud ret, så ville alt være godt. Hvis nogen så spørger: Men hvorfor gør du det så ikke? kan det nok hurtigt svare: Jeg kan ikke! Men det tror det ikke rigtig til bunds, for det tænker stadig: Bare jeg blev rigtig alvorlig! Bare jeg kunne bede rigtigt! osv. Men kære sjæl, hvorfor så ikke straks gøre alt dette, være alvorlig og bede rigtigt? Åh, at du lærte, at du slet intet kan af det! Åh, at du lærte, hvad det ord indebærer: en fortabt synder, et helt fordærvet menneske! – og at intet hjælper her, intet andet end at du, sådan som du er, så syndig og kold du er, så hård eller afgudisk du er, midt i din nød tager imod Guds tilgivelse ved troen. «Men», svarer du, «hvordan kan jeg tro, når jeg ikke har nogen frugter? Åndens frugt er kærlighed, fred, glæde.» Svar: Hvordan kan du have nogen frugter af troen, når du ikke tror? Når du ikke midt i elendigheden har taget imod den store nåde og er vis på din Guds venskab? Hvordan kan du have frugten før træet? Men sådan famler sjælen i mørke, indtil den, udmattet og fortvivlet over al sin gøren, endelig bliver overvundet af evangeliet, så den som helt fortabt og hjælpeløs må overgive sig til nåden og får nåde til at tro og se, at netop det, som loven ikke kunne udrette, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndigt køds lignelse (Rom 8,3). Åh, når den ikke blot forstår, men med det nye syn, som Ånden giver, indser, at det var virkelig fortabte syndere, Kristus kom for at hjælpe; at han kom for at gøre for os netop det, som loven ikke kunne virke i os, netop det, det, det, som loven ikke kunne udrette; at han har elsket Gud for os, at han har været ren, hellig og retfærdig for de uretfærdige; at alt er fuldbragt, alt er rede; at hvor elendig den end er, hvor uværdig og uduelig den end er, hvor kold eller varm den end er, hvor hård eller sønderknust den end er, så er den dog retfærdig, hellig og «benådet i den elskede» (Ef 1); at altså «kærligheden ikke består i, at vi har elsket Gud, men i at Gud har elsket os og sendt sin Søn til soning for vore synder»; at når Gud har elsket verden sådan, dengang den ingen forsoning havde, så brænder han nu, «efter at vi er blevet forsonet med Gud ved hans Søns død», meget mere af kærlighed og lyst til at gøre os godt, tage vore synder bort og trøste vore hjerter! Åh, når den i troens lys ser dette og bliver fuldt ud trøstet, sat fri og vis på sin benådning – se, da elsker den – da kan den elske, da kan den ikke lade være med at elske en så overmåde nådig Gud og Fader; da er der i dens hjerte kommet et nyt liv, fryd, fred, kærlighed og en inderlig lyst til sin Frelsers bud og veje; da kan den ikke andet end af hjertet love og prise Gud – og da kan den synge med David: «Lov Herren, min sjæl, og alt, hvad der er i mig» – – love Herren – «han, som tilgiver dig alle dine misgerninger og læger alle dine skrøbeligheder».

På denne måde går det til at få et sådant hjerte, som David havde. At være religiøs, vis, from og godgørende, men uden at have gået denne vej, denne mørke, ynkelige, elendige vej, gennem syndenød til benådning i Kristus – åh, det er altsammen bedrag; det skaber nok mere skikkelige folk end verden, men ikke kristne, som er «iført Kristus»; for uden at være kommet i syndenød kan ingen sand iklædning af Kristus ske. Og det går nok an at være sådan en dydig, religiøs mand her i tiden; men i den stund, da kongen går ind i bryllupssalen for at «se på gæsterne», skal den mand findes uden bryllupsklædning og derfor, efter al sin fromhed ved bryllupsbordet, kastes ud i «mørket udenfor» (Matt 22). Nej, man må gå Davids og synderindens vej! – Hvad? Skal man da synde for at blive salig? Åh nej; der findes synder nok i forvejen! Synder mangler vi ikke; fejlen er, at vi ikke kender dem. Og du ville nok kende synder, flere end du kunne bære, hvis du bare fik nåde til at have ærefrygt for Gud, hvis bare «gudsfrygten var for dine øjne», hvis bare Guds hellighed fik lov at skinne ind i din samvittighed og dit hjerte, så dets urenhed, lunkenhed, hykleri, hovmod osv. en gang blev store synder for dig. Når selve hjertet således bliver ramt, så bliver nøden ganske vist sværere, men så bliver nåden også sand og stor og overstrømmende, og så bliver hjertet født på ny – så bliver man en sand kristen.

Og se, nu er mennesket lykkeligt – sandt lykkeligt, meget lykkeligt og lykkeligt i alle tidens skift. Da kan man ret istemme Davids lovsang; og da kan man med god grund ønskes et godt nytår – og da behøver vi ikke tale vidtløftigt om lykke og trivsel; for nu er grunden lagt til den sande lykke og glæde. At opfordre andre end dem, der på denne måde har fået deres glæde i Gud, til at love Gud, er et ynkeligt bedrag; det er at opfordre folk til hykleri. Og at ville fremkalde en virkelig, glad taknemmelighed hos dem, der enten ikke kender deres synder eller, hvis de kender dem, dog ikke kender Frelseren og deres synders forladelse, det er et møjsommeligt, ja, forgæves arbejde – det er som at ville få sne og is til at være varme eller brænde. Når en Kristi tjener har arbejdet sig træt og svedig på sådanne med idelige opfordringer til glæde og taknemmelighed, sidder de til sidst lige så kolde og døde. Nej, hjertets glæde, kærlighed og taknemmelighed får man kun ad den vej, som David og synderinden ved Jesu fødder gik.

Og at tale om lykke og godt år til dem, der ikke på den måde er blevet benådet og lykkelige i Gud, det er ganske uhyggeligt – det er som at give en sød og berusende vin til dem, der skal henrettes. Vi ved jo, at under den største jordiske lykke skjuler sig en evig nød og sorg for dem, der ikke har deres lykke i Gud; de er ulykkelige hvert øjeblik, de står under Guds vrede og forbandelse; ja, som Skriften siger, forbandede i deres udgang og indgang, forbandede i glæden og i sorgen, i hvilen og i arbejdet, forbandede i livet og i døden. Og når et sådant menneske er så glad og taknemmelig mod Gud for jordisk velsignelse, at tårerne står hende i øjnene, så er det for Gud kun en skøgetaknemmelighed, der kun ser på gaverne. Den rette brudekærlighed siger: «Hvem har jeg i himlen foruden dig? Og når jeg har dig, så har jeg ikke lyst til noget på jorden. Om end mit legeme og min sjæl vansmægter, så er dog Gud mit hjertes klippe og min del evindelig».

Kort sagt: den, der har Gud og hans venskab, kun han er lykkelig, og han er altid lykkelig; den derimod, der ikke har Guds venskab, er altid ulykkelig – det er de kristnes filosofi og livsvisdom. Og her er intet middelmådigt, hverken de troendes lykke eller de vantros ulykke; de første er overmåde lykkelige, de sidste overmåde ulykkelige. Årsagen er den, at Gud er så stor – han, som «målte himlen med sin håndsbredde og samlede jordens støv i et skæppemål» – at den, der har ham til ven, har en meget mægtig ven; og den, der har ham til fjende, har en frygtelig fjende. Men det ses ikke altid med de ydre øjne, det er noget, der kræver åndelige øjne; derfor bør kristne flittigt betragte det i Ordet, så de ikke glemmer deres store lykke og mister deres vished og deres trøst. De bør flittigt betragte det, så vil de altid vide, hvordan de skal have lykke; og når tiden er allerværst, og dens storme raser allervildest, og de vantro går til grunde i angst, skal fredens børn træde frem fra deres Faders skjulte telt og endnu med glæde synge den sang: «Hvor dyrebar er dog din nåde, Gud, at menneskenes børn får søge tilflugt i dine vingers skygge!»

Men nu kommer vi til salmens egne ord. Og – «kom, alle I tørstige, kom til vandet!» Her er en rig, levende kilde med vand, der vælder frem til evigt liv. De lykkelige sjæle, som er blevet vakt af syndesikkerhedens dybe søvn, så de ser den store fare og er begyndt at søge deres dyre, udødelige sjæls frelse; og de elendige, som i tavs bevidsthed om synder sukker: «Min synd er altid for mig! Jeg kan ikke åbne mit hjerte for nogen! Min synd er altid for mig!» – og andre elendige, som vandrer i mørke, og intet lys skinner for dem, og hvis sjæl vansmægter af tørke, langvarig åndelig tørke, hvor de ingen kraft får af Ordet, ingen smag i bønnen, ingen rigtig sorg og ingen rigtig glæde, og de sukker: Jeg er stødt bort fra hans ansigt; Herren har forladt mig, taget sin Ånd fra mig, og det er retfærdigt, for jeg har syndet; Herren har givet mig hen til et uværdigt sind osv. – alle disse og endnu flere elendige ville her få et rigt «gæstebud med fede retter, med gammel vin, marvfulde retter og klaret vin», ja, et halvt himmerige, om det blev givet dem at blive stille og blot skue Gud, sådan som han beskrives her i denne salme. Vi får her se Gud, se, hvordan Gud er sindet, hvad han vil gøre med vores synder, og hvordan hans mening og hjertelag er i mørke tider. Og det bliver dog ved det, Kristus sagde, selv om mange ikke fatter eller tror det, før de efter langvarige, sørgelige erfaringer af deres mange ulykkelige forsøg ad andre veje endelig har lært at sande det: at det er evigt liv blot at kende Gud og ham, han har sendt; at al nød, al syndens og det listige hjertes ondskab, ve og kval bliver som til intet, bliver som støv og skarn fejet bort i vinden, alene ved at lære den store og barmhjertige Guds hjertelag og mening under alt dette at kende. Troen er en underfuld og vældig kraft. Gud forøge nu troen hos os!

Lov Herren, min sjæl – – han, som tilgiver dig alle dine misgerninger og læger alle dine skrøbeligheder; han, som forløser dit liv fra graven og kroner dig med nåde og barmhjertighed; han, som mætter din længsel med sit gode, så du bliver ung igen som en ørn.

Læg nu her mærke til, hvordan Herren er alt, den store Herre gør alt, mennesket intet. Herren tilgiver synderne, og selv læger han skrøbelighederne; han frelser fra fordærvelsen, og selv giver han dig troens gave eller mætter din længsel. Det er den første store, vigtige lærdom, vi her bør tage med os. Al den ynkelige vantros elendighed, som alle vakte sjæle jamrer i, har sin egentlige grund i vores dybe, uendelige, falske indbildning, at vi, vi skal gøre og være og kunne noget, mens det derimod netop er Herrens skjulte og uendelige stræben med os at lære os grundigt, at vi slet intet formår andet end at synde, og at han selv og alene vil gøre og skænke alt. Åh, gid vi en gang forstod og besindede, at alt, hvad Gud siger, som kræver noget af os, har som sit første og vigtigste formål, «at hver mund skal lukkes», at man en gang dybt og grundigt må lære, lære ad erfaringens vej, hvad det ord fortabt, en fortabt synder, indebærer – lære, at vi slet intet formår andet end at synde. Ad den vej bliver synderen da blød; nu lærer han at sætte pris på nåde, at sætte pris på Guds Søns fortjeneste og at sætte pris på hver smule forbedring, helliggørelse og kraft, som han siden kan få ved troen – og nu lærer han i sandhed og virkelighed at give Gud æren for alt og rettelig at synge den salme: Lov Herren, min sjæl, og alt, hvad der er i mig!

Dette salige værk begynder Herren med, at han åbenbarer os sin vilje og kræver nogle ganske rimelige ting af os, såsom kærlighed, lydighed, renhed i hjerte og vandel, fromme tanker, varme bønner, tro, taknemmelighed, ydmyghed osv. Ånden taler sådan til vores hjerte, at vi mærker, at det er Guds røst og Guds alvorlige vilje. De, som da gerne vil høre den røst og gøre derefter, de kommer ind i erfaringen; de begynder snart at sukke og klage over deres hjertes ondskab og jammerlige svaghed, at de ikke kan gøre dette, men at synden tværtimod nu rejser sig værre end før og bliver dem helt overmægtig; da råber de i angst og bekender, at de er faldne, fortabte mennesker, ja, dødens børn; og da kommer Herren, når de mindst kunne vente det, og frelser dem selv, af lutter nåde, tilgiver synderne og læger skrøbelighederne og mætter deres længsel med sit gode. Men der er andre, som også fornemmer den samme hyrdestemme og de samme virkninger af Ånden, men når de føler sig for svage til at gøre Guds vilje på et eller andet punkt, så vender de sig bort derfra og bekymrer sig ikke om det og vil ikke høre Herren i den sag, men gør nogle andre egne gerninger, som de formår at udrette, og stiller dermed deres samvittighed, beroliger og trøster sig selv. Og se, de kommer aldrig ind i erfaringen af deres elendighed, heller ikke af nådens herlighed, og det alene fordi de ikke oprigtigt hørte Herrens røst, men var falske og ville hykle for Herren; og derfor går de tabt, og derved bliver de fortabt. Men ingen bliver fordømt, fordi han ikke selv formår at gøre Guds vilje eller formår at omvende sig og tro og elske osv., for så ville intet kød blive frelst; nej, alt sådant vil Herren selv virke. Men dette er dommen, at menneskene elsker mørket mere end lyset, ikke vil have dette virket i sig, selv om Herren taler til dem om det. Derfor har de ingen undskyldning. De kommer da hverken til omvendelse eller tro og lever altså uden Kristus, den eneste Mellemmand. Derfor bliver de også fordømt.

Læg da endnu en gang mærke til: ingen bliver fordømt, fordi han ikke formår at gøre Guds vilje; for det har Herren aldrig ventet af os, siden Adam og Eva tog den forbudte frugt. Mod synden kan kun Herren selv hjælpe; både mod dens skyld og mod dens herredømme vil han selv hjælpe, «han, som tilgiver dig alle dine misgerninger og læger alle dine skrøbeligheder». Eller kan du vel gøre det mindste til at formindske din skyld og brøde? Nej, det er alt sammen forgæves. Bliv endnu dobbelt så from, bed endnu mere brændende, angr endnu bitrere, gør endnu helligere gerninger – du er alligevel lige så fordømt for Guds hellige lov, alligevel lige så skyldig og uværdig for den Helliges øjne, for hvem ikke engang himlene er rene! Om du så ville ligge i sorg over synden et helt år, så er du lige så uværdig da som i dette øjeblik. Du kan ikke gøre det allermindste til at formindske din skyld, som Herren selv siger: «Om du så vaskede dig med lud og tog megen sæbe, så ville dog din ondskabs pletter ses for mig, siger Herren, Herren» (Jer 2,22). Her hjælper intet andet end Herrens egen frie barmhjertighed, hvorved han for Sønnens dyre fortjenestes skyld tilgiver dig alle dine misgerninger.

Ligeledes kan du heller ikke selv læge dine skrøbeligheder eller svagheder, som der står her, dine syndige uarter og onde tilbøjeligheder. Åh nej, om du så alvorligt vil blive dem kvit, så er du dog fanget under dem; om du så beder til Gud og våger og kæmper, så bliver du blot endnu værre, indtil Herren selv forbarmer sig og befrir dig – og det sker ikke, før du har opgivet håbet om dig selv og holdt op med alt eget arbejde. Herren siger: «Kan en etiopier forandre sin hud eller en panter sine pletter? Så kunne også I gøre noget godt, så vant som I er til at gøre det onde» (Jer 13). Ja, vi er født med denne hud og disse pletter, født i synd. Tusinder har under bitre tårer forsøgt med megen bøn og kamp, sorg, årvågenhed og faste at overvinde deres yndlingssynder og har til sidst bekendt for Herren: Nej, jeg må hellere fare til helvede tusind gange, end jeg kan overvinde min naturs ondskab! (Se, de udvendigt tillærte uvaner kan let lægges af, men vi taler nu om synden i naturen). Nej, her hjælper ingen menneskelig magt. «Rør dig ikke mod synden; for så vil den røre sig sådan mod dig, at du bliver helt begravet i den» (Luther).

Det samme gælder omvendelse, anger, bøn, tro og kærlighed: alt dette er kun Herrens frie gaver. De, der for alvor prøver det, erfarer, at de kan se deres synder som frygtelig afskyelige og skyldige, men de kan ikke mere end se dem, siger de; de kan ikke angre dem, men elsker dem tværtimod, og det piner dem. Videre: de kan ville bryde sig selv i stykker for rigtig at kunne bede, men det bliver ikke til noget; deres tanker flyver bort som et let vindpust. De ser også evangeliets rigdom på nåde og trøst og ved, at det gælder for alle og for de værste tilfælde og blot skal tages imod med troen; men – de kan ikke, de kan ikke tro, de får ingen trøst osv. Da lærer de dybt at sande Apostlens ord: «Vi er ikke engang dygtige til at tænke noget som af os selv» (2 Kor 3). Og når vi ikke engang er dygtige til at vende tanken, hvorhen vi vil, eller til at holde og styre tanken, hvad kan man så gøre?

Åh, gid vi en gang kunne lære rigtig at tro og besinde dette, at vi slet intet formår! Så ville vi snart få en stor, vældig trøst, når Gud fik lov at være ene om at give og gøre alt! Og man tror nok, at man tror dette; men i fristelsens tider viser det sig, at de mest elendige og fortvivlede sjæle er fulde af indbildning om, hvad de selv skal kunne gøre; for da hedder det: Bare jeg vågede rigtigt, bare jeg var flittig i bønnen osv., så ville det onde blive overvundet. Men hvorfor så ikke våge og bede rigtigt? – Jo, jeg er så letsindig og ubetænksom! – Men hvorfor skal du være det? Det ved du ikke. Så har du glemt, hvad der stod her: «Vi er ikke engang dygtige til at tænke noget». Det er ikke godt at våge, når man ikke har magt over tankerne! Det går dårligt med vågenheden, og det er en vagt, der ikke er til at stole på, når vægteren kan gå sin vej uden at sige til! Derfor består den rette vågenhed i ikke at tro på sig selv, men at kende sin elendighed.

Men al denne fordærvelse i menneskesjælen er kun frugten af syndefaldet, det mærkelige, ødelæggende syndefald, hvor hele menneskenaturen blev helt forvendt i alle sine kræfter, så det blev forstandens faste natur i det åndelige hellere at tro løgnen end sandheden, viljens faste natur at elske synden og være uvillig over for det hellige, hjertets, fantasiens og tankernes faste natur altid at ville omgås det jordiske, forfængelige og syndige. Og det er det, vi nu dagligt erfarer, så snart vi for alvor begynder at jage efter Guds rige – ja, det, vi erfarer med så megen angst og sorg! Men det er af stor vigtighed og nytte, at du lærer rigtig at tro og besinde, at menneskenaturen én gang for alle er blevet sådan, og at du ikke kan gøre det mindste for at forandre den; for jo før du kan lære, at du slet intet formår, og kan lære at miste tilliden til alle egne forehavender og holde op med at prøve videre og vente noget af dig selv, desto før bliver det bedre med dig, desto før får du trøst og ro i Gud. Og det er den rette trøst, man får i Gud, netop når man mister tilliden til sig selv! – Åh, det er en Herrens ro, den rette sabbat, en sød hvile og ro, når en udmattet sjæl endelig forstår, at den slet intet kan gøre, og nu holder op med alt sit eget arbejde og overgiver sig til Guds blotte barmhjertighed! Da får den også straks på stedet alting skænket af Gud; for Gud gør alting: han tilgiver misgerningerne, og han læger skrøbelighederne; han forløser fra graven og mætter sjælens længsel med sit gode eller giver troen.

Det første er nu dette, at Gud tilgiver, af lutter nåde, uden vores mindste fortjeneste eller værdighed tilgiver alle synder, som der står her: Han, som tilgiver dig alle dine misgerninger. Netop når mennesket er allermest ulykkeligt, bliver det allermest lykkeligt. Så snart synderen er udplyndret og afklædt al egen ros, så vil Gud intet mere. Nu vil han kun tilgive og trøste ham for alt og, som profeten siger, «give dem hovedpryd i stedet for aske, glædens olie i stedet for sorg, festdragt i stedet for et bedrøvet sind» (Es 61). For her er en ganske fri og ufortjent tilgivelse og en uendelig tilgivelse! – Gud var visselig nådig allerede i forvejen, synden var allerede i forvejen tilgivet, nemlig udslettet og sonet i Lammets blod. «I ham har vi forløsningen ved hans blod, syndernes forladelse» (Ef 1). «Gud forsonede i Kristus verden med sig selv, så han ikke tilregnede dem deres overtrædelser» (2 Kor 5). «Mens vi var fjender, blev vi forsonet med Gud ved hans Søns død» (Rom 5). Kort sagt: synden har allerede i forvejen været udslettet, Gud har allerede i forvejen været nådig og brændende af uendelig kærligheds nidkærhed for at få lov at tilgive og trøste synderen; men han har ikke villet have nogen nåde, men i sit stive adamitiske sind tænkt selv at bestå for Herren. Dette sind er den eneste dæmning mod Guds nåde. Men er blot den dæmning borte, så har Guds nåde frit løb, og så bliver alt godt. Kan Adams barn blot blive ydmyget, så det vil have nåde – ikke blot vende om og forliges med Gud, men også opgive al egen medvirken og tage nåde som nåde – åh, så får det straks tilgivelse og megen tilgivelse; så kommer synderen sammen med den store, tilgivende Guds barmhjertighed, som der ingen grænse eller ende er på.

Du har synder på samvittigheden, går nedtrykt og fordømt omkring og kan ikke gøre det mindste for at råde bod på sagen. Men hør! Du slipper. Du slipper for at gøre det mindste til det, og du slipper også for at fortvivle og gå fortabt. Lov Herren, o sjæl, «han, som tilgiver dig alle dine misgerninger»! Du har fortjent aldrig at blive trøstet, men altid og evigt at gå sorgfuld og fordømt; men du slipper! Du må være glad; du må kaste din byrde fra dig og være helt fri og glad, som om du slet ikke havde syndet. Lov Herren, min sjæl, han, som tilgiver dig alle dine misgerninger! Gud tilgiver synder, tilgiver alle synder, under alle omstændigheder og til alle tider, og han tilgiver helt uforskyldt og tilgiver til bunds. Lær blot den guddommelige tilgivelse at kende, eller bed Gud om troen, så skal det gå godt! Mange tror, at de forstår Guds tilgivelse ganske godt, men forstår dog intet af den. For det første skal man lægge mærke til, at tilgivelse eller nåde er det modsatte af al fortjeneste, sådan som Paulus siger: «Er det af nåde, så er det ikke mere af gerninger; ellers er nåden ikke mere nåde. Men er det af gerninger, så er det ikke mere nåde; ellers er gerningen ikke mere gerning»! – Tilgivelse er også noget helt andet end undskyldning. Gud undskylder ikke synden, men tilgiver den, og derfor kan også det, som er helt uundskyldeligt, alligevel tilgives; for tilgivelse er ren nåde, det vil sige, at et menneske, som efter al ret ikke skulle skånes, men dømmes og straffes, alligevel nu af lutter barmhjertighed bliver benådet og fri for det hele. Tilgivelse indebærer det, som står længere nede i v. 10: «Han handler ikke med os efter vore synder og gengælder os ikke efter vore misgerninger». Og se, sådan er Gud! Han handler slet ikke med os efter vore synder; hvis Gud blot et eneste øjeblik handlede med os efter vore synder, ville intet kød blive frelst! Men hele Kristi rige på jorden er lutter tilgivelse over alle, som i troen holder sig til Kristus, ja, en vedvarende tilgivelse, en helt uforskyldt tilgivelse og en grundig tilgivelse.

Eller er det ikke sikkert og bekræftet nok, at Gud tilgiver alle dine synder? Har ikke himmel, jord og helvede, ja, mennesker og ånder godt og eftertrykkeligt fået at vide, at Gud tilgiver alle synder, og at ingen bliver fordømt for syndens størrelse, men kun for foragt for nåden? Gud har selv i egen person og gennem profeter og engle, ja, gennem sin enbårne Søn og hans apostle og gennem en stor skare af evangelister med tusinde faste forsikringer bevidnet, at han vil tilgive synder. Alle helvedes porte skal ikke kunne vælte vidnesbyrdet fra denne lysende hær eller berøve os vores vished om syndernes forladelse. Hele Bibelen indeholder fra begyndelse til slutning egentlig ikke andet end Guds store foranstaltninger til syndernes forladelse. Selve loven blev først og fremmest givet, for at vi skulle lære at værdsætte og tage imod tilgivelsen (Gal 3,24; Rom 5,20). Og alt, hvad Guds Søn gjorde på jorden, skete til vore synders forladelse. Han blev et menneskebarn, blev vor bror og Mellemmand, udtrykkeligt for at han, som engelen sagde, «skulle frelse sit folk fra deres synder». Han var «født under loven», udtrykkeligt for at «han skulle løskøbe dem, som var under loven». Han udgød sit hellige blod, udtrykkeligt for at han skulle sone verdens synder, sådan som han selv sagde ved nadveren: «Dette er mit blod, som udgydes til syndernes forladelse». Han indstiftede dåben, hvor han optager os i en evig nådepagt; han indstiftede nadveren for dér ofte under vores vandring at kunne give os en ny forsikring om syndernes forladelse; han lærte os i Fadervor dagligt og vedvarende at bede: Forlad os vor skyld osv. Hvorfor skulle han gøre alt dette, hvis det ikke havde været hans alvorlige mening og vilje at tilgive synder? Gud har sandelig ikke givet os sin Søn fra himlen for at fordømme verden eller blot for et eller andet kort, timeligt gode! Alt, hvad Herren har gjort, forsikrer os om, at han har en virkelig og alvorlig vilje til at tilgive os vore synder og tage os tilbage som sine børn og kæreste venner, sådan som han også har skabt os til det og af lutter nåde givet os det evige liv – sådan som han også selv siger i sine mange, ja, utallige forsikringer om det: «Jeg vil tilgive deres misgerninger og ikke mere komme deres synder i hu». – «Jeg, jeg vil udslette dine overtrædelser for min egen skyld og vil ikke komme dine synder i hu». «For at du skal komme til besindelse og skamme dig og ikke mere åbne din mund for din skams skyld, når jeg tilgiver dig alt, hvad du har gjort, siger Herren, Herren».

Lov da Herren, min sjæl, han, som tilgiver dig alle dine misgerninger!

Ja, siger du, jeg ville også tro på mine synders forladelse, hvis jeg ikke havde en bestemt synd, som er alt for svær og utilbørlig! Du har altså en hemmelig byrde på dit hjerte; det er ganske vist svært, men læg mærke til, hvordan ordene lyder her: «Han, som tilgiver dig alle dine synder». Det er sandt, der er en synd til døden, som aldrig kan tilgives, bespottelse mod Ånden (Matt 12,31; 1 Joh 5,16); men de, som har begået den, plejer aldrig at søge tilgivelse. Nu siger Kristus også udtrykkeligt, at denne synd er den eneste, som aldrig bliver tilgivet. Ellers siger han, at «al synd og bespottelse skal tilgives menneskene», også så svære synder som bespottelse mod Gud, ja, de grueligste synder, sådan som Herren selv så højtideligt forsikrer: «Om jeres synder så var blodrøde, skal de dog blive hvide som sne; og om de så var som purpur, skal de blive som uld!» (Es 1). – – Stands her! Skulle du ikke ved så stor en forsikring fra den barmhjertige Gud føje ham og tro ham på hans ord, selv om du slet ikke føler noget i dit hjerte?! Eller vil du endnu stride imod Herren og ikke tro ham ved så stort og trøsterigt et ord? Du kunne dermed begå den forfærdelige synd, som hedder at gøre Gud til en løgner! Vil du endnu et øjeblik vige bort fra din Gud i vantro, kold og stiv og vrang i sindet?

Men, siger du, jeg har også engang fået og troet tilgivelsen, men har syndet igen! Gud kan vel ikke blive ved med at tilgive! – Svar: At du har syndet, efter at du har fået nåde og oplysning, er ganske vist den sværeste synd; men læg dog igen mærke til ordene. Her står ikke «har tilgivet», som om det kun var sket én gang, men «tilgiver», tilgiver vedvarende og uophørligt. Hvis Gud ikke tilgiver vedvarende, er hans tilgivelse til ingen nytte, og så ville ingen sjæl blive frelst; for så var alt straks tabt, eftersom der altid er synder i vores kød, og de træder også altid frem. Hertil hører Luthers kostelige ord: «Eftersom der i vores kød hænger en evig synd, så længe vi lever her på jorden, og der ingen ende eller standsning er på fejl og forseelser, er det sandelig nødvendigt, at vi til gengæld har en evig og stadigt varende tilgivelse, for at vi ikke for syndens skyld igen skal falde ind under Guds vrede, men for tilgivelsens skyld alligevel altid forblive under nåden». Dette er Herrens evige pagt, som gør, at synden ikke kan fordømme os.

Tag her David selv som bevis. Også han havde i lang tid stået i nåde hos Gud og nydt en helt usædvanlig stor nåde: tidligt i sin ungdom begavet med oplysning af Guds ord og Ånd; udvalgt fra fårehyrde og salvet til konge over Guds folk; siden velsignet med store sejre og megen ære, ja, så han også var en stor Herrens profet m.m.; og se, han falder på én gang i to af de grueligste synder, hor og mord! Her var nu «blodrøde synder», «som purpur», og læg mærke til: begået af den mest oplyste og benådede mand, og alligevel – alligevel fik han tilgivelse! fik et herligt tilsagn om tilgivelse, og det straks, da han bekendte sin overtrædelse for Herren. Og hvad havde han gjort for at forsone Gud og få tilgivelse? Slet intet, nej, ikke det mindste; han var kun efter megen modstand endelig af nød drevet til midt i sin skam at komme frem for Gud og bekende synden, og så fik han straks tilgivelse. Han siger selv: «Så længe jeg tav, svandt mine knogler hen under min stadige klage; for dag og nat var din hånd tung over mig. – Jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren; da tilgav du mig min synds misgerning» (Sl 32).

Her ser jeg nu, hvad Guds evige pagt vil sige, den pagt, som gør, at ingen synd kan fordømme os! Her ser jeg, at selv om synderne er blodrøde, skal de dog, vasket i Lammets blod, blive snehvide. Her ser jeg, at «Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser os fra al synd». Her ser jeg, at selv om man har haft nåde og oplysning før, bliver synden alligevel straks tilgivet. Her drager jeg den sunde, enkle slutning: Har Gud tilgivet David, som havde så stort et lys og så stor en nåde og alligevel syndede så groft, så tør jeg ikke et øjeblik opgive håbet og gå langt bort fra min Gud; så kan jeg, så bør jeg og så må jeg være vis på, at han også lige så vel tilgiver mig – medmindre jeg nu til mine andre synder også skal lægge den bespottelse mod Gud at sige, at han, stik imod sit ord, gør forskel på personer og ikke holder sine ord! Gud bevare mig for sådan en vantro! Jeg er jo dog et menneske, også jeg, lige så vel som David! Jeg er jo dog forsonet med Kristi dyre blod, også jeg, lige så vel som David! Og David var en lige så grov synder som jeg! Når han nu alligevel fik nåde for så svære synder, så tør jeg ikke opgive håbet; især da den store, barmhjertige Gud selv siger: «Jeg vil ikke nogen synders død» – «kend blot dine misgerninger» – «og om dine synder så var blodrøde, skal de dog blive hvide som sne!»

Lov da Herren, min sjæl, «han, som tilgiver dig alle dine misgerninger» – og tilgiver til alle tider og evigt – og tilgiver med så guddommelig en alvor, at han også regner synderen for sin ven, sit elskede barn, sit hjertes lyst, ja, at det bliver en glæde for Gud, når han får lov at tilgive og hente bortkomne syndere hjem (Luk 15). Siden skal der også blive råd for «skrøbelighederne», svaghederne og fristelserne; også dem vil han selv læge, sådan som der står her: «Og læger alle dine skrøbeligheder!»

Og læger alle dine skrøbeligheder. Læg nu også mærke til dette. Også det er en usigelig trøst. Det er den anden store hjælp, som vi har brug for mod synden. Når vi først har fået syndernes forladelse, har vi også brug for nåde til at holde op med synden. Og også den vil Herren selv give: han læger alle dine skrøbeligheder. – Så sandt som han har tilgivet dig alle dine synder, så sandt som du virkelig har taget imod denne tilgivelse og er et Guds barn og forenet med Frelseren og altså har Helligånden, lige så sandt har du også et sådant sind, at det er dit største anliggende og ønske at blive fri for de skrøbeligheder, som hænger ved dig, og at intet er en sværere plage for dig end dine egne svagheder og synder – ja, læg mærke til det: et sådant sind, at disse dine skrøbeligheder er din sværeste plage! Har dette sind ikke fulgt med din tro, så ved du endnu ikke, hvad den sande tro er. Selv om du har erfaret meget og forstår alle stykker i nådens orden og nu tror, at du har troen, så er din tro dog endnu kun en selvgjort indbildningstro, hvis du ikke plages af dine egne skrøbeligheder mere end af noget andet ondt på jorden. Skriften siger udtrykkeligt: «De åndelige er åndeligt sindede»; og «hvis nogen ikke har Kristi Ånd, hører han ham ikke til» (Rom 8,5.9). Men det er umuligt, at den, som har Kristi Ånd, ikke skulle tænke på at blive hellig og Kristus lig, ja, have sit dybeste anliggende i det og i samme grad lide under skrøbelighederne; for Kristi Ånd kan umuligt være i fred og enighed med kødet, og lige så umuligt er det, at kødet, selve den syndige natur i os, kan være enig med Ånden. Derfor bekender også Paulus om sig selv: «Jeg har min lyst til Guds lov efter det indre menneske (den nye skabning i os, som er født af Gud); men jeg ser en anden lov i mine lemmer, som kæmper imod den lov, som er i min ånd, og tager mig til fange i syndens lov» osv. (Rom 7). Om disse ord udtaler vore bekendelsesskrifter: «Når nu den naturlige eller kødelige vilje efter genfødslen også i den hellige apostel Paulus og andre genfødte mennesker stræber imod Guds lov, hvordan skal den så ikke før genfødslen hade den helt!» Og igen: «En genfødt har lyst til Guds lov efter det indre menneske, men ser ikke desto mindre syndens lov i sine lemmer, som strider imod den lov, som er i hans ånd. Derfor tjener han vel med ånden Guds lov, men med kødet syndens lov. På denne måde skal den rette mening om denne sag grundigt, tydeligt og ret forklares og læres».*) Kort sagt: netop dér, hvor Guds Ånd bor i hjertet, dér må der føles mest ondt og syndigt, for dér bliver synden hele tiden angrebet og straffet. Jordiske gøremål, adspredelse og lunkenhed kan vel komme ind imellem; men Ånden straffer snart også lunkenheden. Det er gennem denne vedvarende tugt, at det gamle menneske sammen med lysterne og begæret, ifølge Gal 5,24, altid bliver korsfæstet hos en kristen; for hvis han forser sig og er ulydig mod Ånden, får han blot desto mere at lide! – Af alt dette følger, at den, som ikke har mest møje og besvær med sine egne skrøbeligheder, ikke er nogen sand kristen!

*) Se Concordia Pia, s. 535 i Ev. Fosterlandsstiftelsens udgave.

Et gudfrygtigt hjerte derimod kan ofte næsten ikke lade sig trøste for sine skrøbeligheder. «Skrøbelighederne» består dels i naturens vedvarende uarter, vore hverdagsskrøbeligheder, dels i visse åndelige sygdomme, som kommer over os, svære, vedholdende fristelser og den vantro og kval, som følger med dem – sådan som der her for «skrøbeligheder», nærmere i grundteksten, står: sygdomme, svagheder, lidelser. Over alt dette bliver et gudfrygtigt hjerte nu ofte så angst, at det vil briste, ja, det er nær ved den yderste fortvivlelse. Og selv om det kan overbevises om Guds evige tilgivelse, råber det dog angst: Men hvordan skal jeg også overvinde mine frygtelige svagheder? Skal jeg altid være så elendig? Må jeg ikke til sidst gå helt til grunde i min elendighed? Hør så her, du kære sjæl, hvilken trøst Guds ord giver dig i denne din bekymring: Herren skal også selv «læge alle dine skrøbeligheder»! Så sandt som han af lutter nåde «tilgiver dig alle dine misgerninger», skal han også selv læge alle dine skrøbeligheder! Lad det blot én gang blive sikkert og fast afgjort, at du selv slet intet formår, men hellere tusind gange må gå til grunde, end at du selv skulle formå at læge dine skrøbeligheder. Al vor styrke er alene hos Herren. Al vor styrke skal bero på, at vi ret dybt lærer, at vi ingen styrke har, men altid er afhængige af Guds barmhjertighed, af at han skåner os og ikke overlader os til os selv og til Djævelen, og at vi på den måde lærer blot at holde os tæt til ham for af ham at få så megen styrke, som han vil give os. Det er Paulus’ mening, når han siger: «Når jeg er svag, så er jeg stærk. Derfor vil jeg hellere med største lyst rose mig af mine svagheder, for at Kristi kraft må hvile over mig – for Guds kraft fuldendes i svaghed» (2 Kor 12). Det svage lam har også en styrke – men den består i dets svaghed, som gør, at det bliver båret i Hyrdens favn (Es 40,11) og så er langt tryggere og bedre bevaret end de stærke får, som selv må løbe. Når vi glemmer vores svaghed og begynder at stride med egne kræfter, så falder vi.

Men for det andet kræves der også, at vi forstår ret, hvad det vil sige, at Herren læger alle vore skrøbeligheder. Mange mener, at det betyder, at vi skal blive helt befriet fra dem, så vi snart var helt rene, sådan som Kristus var, og sådan som vi skal være i himlen. Men nej! Det er vildfarelse. Herren skal ganske vist hver gang læge vore skrøbeligheder og åndelige sygdomme, men de kan altid vende tilbage igen. Lad ingen være sikker! Vi har allerede set, at Paulus og alle genfødte altid må mærke en lov i deres lemmer, som strider mod den lov, der er i deres ånd, og som til tider tager dem til fange. Nej, her går det til ligesom med den legemlige helbredelse. I det legemlige kan et menneske altid snuble igen, falde, støde sig, komme til skade eller på anden måde blive sygt, og Gud har aldrig givet os nogen sikkerhed imod det; men i stedet har han fyldt jorden med lægemidler og givet os læger til at helbrede alle slags sygdomme. Sådan også her. Gud gør os aldrig fri for alle skrøbeligheder her på jorden, men han vil selv altid være vores læge, som han siger: «Jeg er Herren, din læge!» Kristi kirke på jorden er kun et stort sygehus, hvor hver enkelt har sine sygdomme. Du vil ikke finde en eneste hellig, som ikke har en særlig skrøbelighed at slæbe på. Og dertil er vi alt for magtesløse til at gøre os fri af den; for hvis det stod i vores magt, ville hver kristen helt sikkert gøre det med det samme. Så er det vores eneste trøst, at Herren selv vil være vores læge og hele tiden læge alle vore skrøbeligheder. Der står jo heller ikke her: har lægt, som om det var gjort én gang for alle, så det aldrig mere var nødvendigt, men der står: læger, og det sker og skal ske hele tiden. Og det gør han på den måde, at han først tugter, bedrøver, slår og dræber vores gamle menneske; og derefter, når vi råber om nåde, trøster han os igen, husvaler og rejser os op og giver os så et nyt forsæt om at vandre mere varsomt. Han siger selv trøstefuldt: «Se nu, at jeg alene er det; – jeg dræber, og jeg gør levende, jeg har slået, men jeg læger også» (5 Mos 32,39). Tag her igen David selv som eksempel på det. Ud over de mindre daglige skrøbeligheder faldt David til tider i svære åndelige sygdomme: den ene gang i uren lyst, så stærk, at han tog sin næstes hustru; og se, Herren slog ham, men lægte ham også. Den anden gang i hovmod, så han derfor talte sit folk; og se, Herren slog ham, men lægte ham også. Da sang han denne salme: «Lov Herren, min sjæl, han, som tilgiver dig alle dine misgerninger og læger alle dine skrøbeligheder».

Han, som forløser dit liv fra graven og kroner dig med nåde og barmhjertighed.

Når Gud tilgiver et menneske alle dets misgerninger og læger alle dets skrøbeligheder, så er det menneske ikke blot og bart skånet for vreden og fordømmelsen, men det er også med det samme genstand for Guds ubegribelige kærlighed – den store guddommelige kærlighed, som overgår al kundskab. Han holder inderligt af det med en kærlighed som en øm mors til sit lille barn eller en elskende brudgoms til sin brud. Det er det mest underfulde og herlige, Gud har åbenbaret i Den Hellige Skrift. Skriften har mange underfulde ord om det, som når Kristus selv udtrykkeligt siger, at «der bliver glæde i himlen over én eneste synder, som omvender sig», ligesom der blev glæde hos den fortabte søns far, da han igen fik sin søn at se (Luk 15). Og i Es 62,5 står der: «Som en brudgom glæder sig over sin brud, sådan skal din Gud glæde sig over dig». Og i verset lige før står der: «Du skal hedde min lyst – for Herren har sin lyst i dig». Og Herren siger selv udtrykkeligt om sine troende: «Jeg skal have min lyst i dem til at gøre dem godt». Eller først: «Jeg vil slutte en evig pagt med dem, at jeg ikke skal holde op med at gøre dem godt; og min frygt vil jeg give dem i hjertet, så de ikke skal vige fra mig. Og jeg skal have min lyst i dem til at gøre dem godt» (Jer 32). Og igen siger Herren: «Åh, hvor godt vil jeg gøre mod dig, Efraim! Åh, hvor godt vil jeg gøre mod dig, Juda! Jeg har lyst til kærlighed og ikke til offer»*) (Hos 6). Og at Guds hjerte favner alle, der kommer til ham, med en sådan kærlighed, også de mest uværdige syndere, viste Kristus tydeligt i Matt 9,13. For da farisæerne knurrede over hans store venlighed mod toldere og syndere, svarede han netop med det sidst anførte ord: «Gå hen og lær, hvad det betyder: Jeg har lyst til barmhjertighed og ikke til offer!» Den, der så tror på ham, er straks elsket på denne inderlige måde, om han så er den mest urene tolder og synder; og nu – nu bliver det menneske alle sine levedage båret med den største ømhed og bevaret mod alt ondt i Guds barmhjertigheds skød; dets sjæl er for evigt fri for den evige fordærvelse, løskøbt af en blodsslægtning; og dets timelige liv skal nyde en særlig øm omsorg fra den samme slægtning, «Go’el», vores Frelser. Ja, det skal på alle sider omgives af Guds velgerninger og barmhjertighed, ligesom en gylden krone omgiver, dækker og pryder hovedet. Det er meningen med ordene: «Han, som forløser dit liv fra graven og kroner dig med nåde og barmhjertighed»; for det hebraiske ord for forløser handler om, at en slægtning løskøber og drager omsorg for sine pårørende.

*) Den gamle (svenske) oversættelse.

Til den samme ømme omsorg fra Gud hører også det, der står i de følgende tre bibelord (v. 5): «Han, som mætter din længsel med sit gode, så du bliver ung igen som en ørn»; for ørnen bliver ligesom forynget, når dens gamle fjer falder af, og den får nye igen. Sådan bliver også vi forynget, når Herren vederkvæger vores sjæl med sit gode. Og giver Herren ikke troens gave, kan vi umuligt tage imod en virkelig trøst og fred. Han er troens begynder og fuldender. – Videre: Hvis nogen undertrykker os eller dømmer os uretfærdigt, så er det Herren, der dømmer ret, beskytter os og hjælper vores sag, som der står her (v. 6): «Herren handler i retfærdighed og skaffer ret til alle undertrykte». Deraf kommer det for eksempel, at selv om vore mest ansete fjender håner os på det bitreste, mesterligt forvrænger vore ord og frejdigt råber os ud som vildfarende eller falske kristne, og vi tier, skønt vi ofte på det klareste kunne gendrive deres hån – vi tier og forholder os «som en døv, der intet hører, og en stum, der ikke åbner sin mund» –, så fører Gud alligevel vores sag så herligt, at den vokser mere og mere, og vore ansete og listige modstandere bliver mere og mere almindeligt kendt for det, de er. Alt dette kommer af Herrens trofasthed, når man blot kan tro og blive stille og vente på ham. «Herren handler i retfærdighed og skaffer ret til alle undertrykte». – Hvor øm og trofast og venlig var Herren ikke mod Moses og Israels børn! (v. 7). «Han har ladet Moses se sine veje, Israels børn sine gerninger». Derfor har vi nu den store lykke, at vi ikke behøver at være uvisse om, hvad Guds vilje og mening er. Den, der blot besinder sig på, at Gud selv har åbenbaret sig på jorden, selv har talt og sagt, hvad der er hans vilje og hans råd om vores frelse, og desuden med herlige gerninger har vist, hvem han var, vist sig at være den Almægtige selv, Skaberen selv – han skal da ikke gætte og tænke ud i den blå luft om Guds vilje og mening med os, men kun se ned i Guds ord, hvor vi ser hans veje og hans hjerte, og der blive lige så vis på, hvad Gud har i sinde med os, som om dommen allerede var holdt. Åh, en stor nåde! Jeg kan være lige så vis på, hvordan Gud er sindet, som om jeg havde været i himlen og talt med ham. For han har selv været på jorden og talt med os.

Men her kan en fattig sjæl nu sukke: «Ak, jeg elendige! Gud er nådig mod sine venner, og dem må det trøste, at han har åbenbaret sin vilje – men ikke mig. Jeg er kastet bort fra hans ansigt, han ’er blevet forvandlet til min fjende’; jeg ser det jo, jeg mærker det jo, at han er vred på mig! Jeg ser jo, at han aldrig vil høre min bøn! Jeg mærker jo hans trusler i mit hjerte. Jeg søger ham i Ordet og får overhovedet ingen smag eller kraft af det. Jeg søger ham i bønnen og får aldrig noget nådigt svar, kun trusler og forskrækkelse. Herren har forladt mig!» – Stakkels sjæl! Hvem har malet sådan et billede af Gud for dig? Det har Djævelen og dit eget løgnagtige hjerte gjort. Du har et helt falsk billede af Gud, ja, et billede af Djævelen for øjnene! Se her, hvordan Guds ord fremstiller Guds hjertelag:

Barmhjertig og nådig er Herren, langmodig og rig på mildhed. Han går ikke altid i rette og holder ikke fast ved vreden evindelig.

Herren kan nok en tid «gå i rette» med dig og vise sig vred; han kan nok i sådan en vredens tid skjule sit ansigt for dig og skjule sig længe nok; men det er umuligt, at han sådan kan gå i rette hele tiden og vredes evindelig. Læg mærke til denne forskel: hele Guds ord, fra Bibelens begyndelse til dens slutning, og alle hans gerninger med Israels børn viser bestemt, at Herren aldrig har forladt andre for evigt end sikre foragtere, foragtere, der hele tiden var genstridige; aldrig nogen sinde for alvor har forladt dem, som har ladet sig tugte, som har tugtet sig selv, som har råbt til Herren i deres nød og har villet være hans børn. Siraks Bog siger: «Se på de gamles eksempel og læg mærke til dem! Hvem er nogen sinde blevet til skamme, som har håbet på Herren? Hvem er på noget tidspunkt blevet glemt og forsmået, som har påkaldt ham? Herren er nådig og barmhjertig og tilgiver synderne og hjælper i nøden. Ve dem, der fortvivler om Gud». Ja, ve den, der her vil tro sit hjerte og sin følelse! Ve den, der ikke hellere tror Gud, lige imod følelsen! Hør, hvad han selv siger: «For så siger han, hvis navn er Stor og Høj, den Evige og Hellige: Jeg bor i det høje og i helligdommen og hos den, der har en sønderknust og ydmyg ånd, for at jeg kan vederkvæge de ydmyges ånd og vederkvæge de sønderknustes hjerte. For jeg vil ikke evindelig gå i rette og ikke altid vredes; jeg vil læge ham og lede ham og gengælde ham og hans sørgende med trøst og skabe læbers frugt» (Es 57,15.18). Stands! Er dette Guds eget ord? Så tro det; gør ikke Gud til en løgner! Som sagt: Han vil gå i rette med os, men ikke evindelig. Han gik i rette med den kana’anæiske kvinde så længe, at han til sidst kaldte hende en hund; men da hun alligevel troede, trængte gennem den sorte sky og så på hans hjerte, som efter det gode rygte skulle være lutter kærlighed, og da hun tog ham på ordet og sagde: «Ja, Herre, hundene spiser jo også af smulerne, som falder fra deres herrers bord!» – se, da kunne han ikke holde sig længere, da smilede hans hjerte i kærlighed, og han udbrød: «Åh kvinde, din tro er stor; det ske dig, som du vil!» (Matt 15). Der ser du, hvordan hans hjerte er, også når han går i rette. Der ser du, hvad der er hans største lyst, nemlig at vi alligevel tror. Man ser tydeligt, at det var en lyst og en glæde for ham, at kvinden troede sådan; for han udtrykker sig med følelse: «Åh kvinde, din tro er stor!» – Vil du ikke også gøre ham den glæde, at du lader ham skjule sig, og du alligevel tror?

Åh, for livets og salighedens skyld: lad ikke Djævelen forvrænge Guds billede for dig! Her ser du det: «Barmhjertig og nådig er Herren, langmodig og rig på mildhed». Barmhjertig, det vil sige, at Gud er sådan et væsen, som har ondt af al nød og ikke kan tåle, at vi skulle råbe til ham og ikke få hjælp; som Jesus sagde: «Skulle Gud have tålmodighed med det?»*), nemlig med at høre sine børns nød og bøn dag og nat og ikke hjælpe (Luk 18). Nådig, det vil sige, at han ikke handler med os efter vore synder, men efter sin fredspagt i Kristus. Langmodig, det vil sige, at han venter, så han kan være nådig. Mange tusinde tanker og billeder af Gud opstår i vore hjerter; men dette er det eneste sande billede. Så snart et andet billede af Gud viser sig for dit hjerte, for eksempel at han vil handle med dig efter dine synder, eller at han ikke bryder sig om dig, men har forladt dig, så sig straks: Nej, det er et mislykket billede, et falsk og forvrænget – eller sådan: Det er ikke Guds, men Djævelens billede; den sande Gud er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på mildhed.

*) Den gamle (svenske) oversættelse.

Men, siger du, jeg tvivler ikke på, at Gud er mild i sig selv; han ville også være nådig mod mig, hvis bare jeg ikke opførte mig sådan over for ham; det er min egen skyld, mine synder, min kulde og så videre, der gør, at han må glemme mig. – Svar: (og hør, så skal jeres sjæl leve!)

Han handler ikke med os efter vore synder og gengælder os ikke efter vore misgerninger.

For så højt som himlen er over jorden, så vældig er hans nåde over dem, der frygter ham.

Her er ordene nu så nåderige og trøstefulde og så tydelige, at man aldrig kan glæde sig nok over dem, prise og takke, og aldrig tage dem nok til hjerte! For det første er det hele evangeliets indhold, at Gud ikke handler med os efter vore synder, men efter sin Søns fortjeneste. Herren har én gang handlet med én efter vore synder og gengældt ham efter vore misgerninger. «For den, der ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os». – «Sandelig: Han bar vores sygdom og tog vores smerte på sig; Herren kastede alles vore synder på ham! Han blev såret for vore overtrædelser og slået for vore misgerninger» (Es 53). «For Gud forsonede i Kristus verden med sig selv, så han ikke tilregnede dem deres overtrædelser». Her er grunden til, at han ikke handler med os efter vore synder, til at de største syndere har fået nåde, og de største helgener i gerningerne er blevet fordømt. Men det er sandt: Herren vil handle med et bestemt folk efter deres synder. Det står i Rom 4,4: «Den, der holder sig til gerninger, ham tilregnes lønnen ikke efter nåde, men efter skyldighed», det vil sige, de skal få efter fortjeneste, fordi de vil det sådan og altså ikke i sandhed har hyldet Sønnen. «Men den, der ikke holder sig til gerninger, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham tilregnes hans tro til retfærdighed» (v. 5). Kort sagt: At Gud ikke handler med os efter vore synder, er hele evangeliets indhold; og alligevel sidder den smitte uudslettelig i alle mennesker, også i de troende, at Gud alligevel skal være os mere nådig, når vi har været frommere, og mindre nådig, når vi har syndet. Men var det sådan, så var retfærdigheden sandelig af gerningerne, og så var Kristus død forgæves (Gal 2,21). «Men er det af nåde, så er det ikke mere af gerninger; ellers er nåden ikke mere nåde! Men er det af gerninger, så er det ikke mere nåde; ellers er gerningen ikke mere gerning» (Rom 11).

Men se nu videre, hvor høj denne tilregnede retfærdighed er. Åh, hvilke underfulde ord, der nu følger: «Så højt som himlen er over jorden, så vældig er hans nåde over dem, der frygter ham». Gid hver kristen ville skrive disse herlige ord dybt i sit hjerte, dette store billede, som Herrens Ånd selv har brugt; så skal de gøre et himmelsk paradis i hans hjerte. Tænk: «Så højt som himlen er over jorden» – det kan jo intet menneskeligt øje måle; og dog står der her, at lige så vældig er Herrens nåde over os. Nu er himlen så højt over jorden, at alle de ujævnheder, der er på jorden, ikke giver den mindste ujævnhed på himlen. For os her nede er der ganske vist en stor afstand mellem dalbunden og de højeste bjergtinder; for os her nede er der altså store ujævnheder på jorden; men vær vis på, at ingen bjergtinde når op til himlen og giver nogen ujævnhed der. Sådan er det også med synderne og nåden. For os er vore synder ofte som høje bjerge; men Guds nåde er så højt over dem alle, som himlen er højt over jorden, så alle vore synder ikke engang skal give den mindste ujævnhed i nåden. Og tænk: Skulle synderne give en ujævnhed i nåden, så vi havde nåde hos Gud, når vi havde gjort nogle bedre gerninger, og ikke havde den samme nåde, når nogle skrøbeligheder havde vist sig, så var retfærdigheden jo sandelig af gerningerne, og så var alt, hvad evangeliet lærer om forsoningen og nåden, falsk. Men mærk her, hvordan fornuft og følelse svimler ved denne tanke! Og Kristus, som siger om de skrøbelige disciple: «Nu er I rene, og helt og aldeles rene» (Joh 13,10; 15,3), og Paulus, som siger: «Er det af nåde, så er det ikke mere af gerninger», og David, som her siger, at nåden er så højt over os, som himlen er højt over jorden – de måtte alle være tåber og løgnere! Så dybt sidder den smitte i os, at nåden skal afhænge af gerningerne. Men den, der skal kunne stå fast i en sådan troens kamp, må skrive Helligåndens ord dybt i sit hjerte og bede Gud meget alvorligt om troen.

Her bliver det altså bekræftet med Skriften, hvad Luther siger i sin prædiken på 19. søndag efter trinitatis: «Vi bør forestille os Kristi rige som en smuk og stor hvælving eller et tag, som overalt er over os og dækker og beskytter os mod Guds vrede; ja, som en vid og stor himmel, hvor der lyser lutter nåde og tilgivelse, som fylder verden og alle ting, så at alle synder over for den knap er så meget som en gnist mod det store, vide hav; og selv om de trykker os, kan de dog ikke skade os, men må for nåden spredes som støv og blive til intet».

Men i dette skriftord står der endnu et ord af ubeskrivelig stor kraft og trøst, ordet vældig – nåden er vældig over os. Sådan står der også om samme sag i Rom 5,17: «For når døden ved den enes overtrædelse herskede ved den ene, så skal meget mere de, som rigeligt modtager nåden og retfærdighedens gave, herske i livet ved den ene, Jesus Kristus». Og igen i v. 21: «for at ligesom synden har hersket ved døden, så skulle også nåden herske ved retfærdighed til evigt liv ved Jesus Kristus». Her bliver mennesket gjort til en blot passiv eller magtesløs tilskuer til en kamp mellem to stridende magter, nåden og synden. Her ser vi, hvad nåderiget vil sige, nemlig en ordning og indretning af Guds barmhjertighed, hvorved den nådige Gud har villet skaffe os en hjælp mod synden, så den ikke skal kunne fordømme os – et rige på jorden, hvorved de synder, som virkelig findes hos os, ikke skal kunne fordømme os. Apostlen siger, at «ligesom synden har hersket ved døden, så skulle også nåden herske ved retfærdighed – ved den enes retfærdighed (v. 18) – til evigt liv, nemlig ved Jesus Kristus, ved denne enes retfærdighed». Det kaldes et nåderige; for et rige er en indretning eller ordning af forenede kræfter til værn mod fjender og mod al indbyrdes uret. Et sådant værn har også den barmhjertige Gud villet oprette for os mod synden, denne grufulde magt, som beherskede og fordømte alle mennesker. Dette værn bestod i, at han gav sin enbårne Søn for os, for at han alene skulle sone synden og vinde os en retfærdighed og nåde, som uden vores medvirken – for her formåede vi slet intet – og uden lovens medvirken (Rom 3,21) skulle være vældig over al synd og fordømmelse. Det er om denne nåde, at også David nu her siger, at den skal være så vældig over os, som himlen er høj over jorden. Se, det kaldes nåderige. Var det derimod sådan, at vi havde Guds nåde i de stunder, hvor vi var mere fromme, varme, andægtige og hellige i vores vandel, men ikke i de stunder, hvor der var en mangel på dette, så var vi ikke i et nåderige, som var vældigt over gerningerne, men i et gerningsrige, som var vældigt over nåden. Men nu står der, at nåden skal være vældig over os, over hele vores væsen og alle vores gerninger, indre og ydre, onde og gode – og så meget vældig over gerningerne, som himlen er høj over jorden! – Åh, mange vil endnu læse dette meget letsindigt og flygtigt; men der kommer tider i en kristens liv, hvor hans arme sjæls hele evige vel og ve skal afhænge af dette ene spørgsmål; hvor synden raser sådan i hjerte og samvittighed, at han ligger der blot som en forskrækket og magtesløs tilskuer til striden – ligger blot og vejer mellem disse to magter: synden og nåden, dommen og barmhjertigheden, hvilken af dem der nu er stærkest til at overvinde den anden. Da bliver det hans eneste frelse, om han får nåde til at se og tro, hvad der står her, at «ligesom synden har hersket ved døden, så skal nåden ved den enes retfærdighed meget mere herske til evigt liv», ja, være så meget vældigere end synden, som himlen er høj over jorden – og så skal han bryde ud og sige: Ganske vist er mine synder forfærdeligt store og svære, ganske vist fortjente jeg at blive kastet i helvede for evigt; men hvor store mine synder end er, så er de dog over for den store, almægtige Guds nåderige og over for Guds evige Søns udgydte, dyre blod kun som små sandkorn mod himmel og jord! Og selv om jeg nu slet intet mærker til nåden i mit hjerte, men mit arme, urolige hjerte fordømmer mig, og den onde djævels tusind glødende pile gennemborer min samvittighed, så er dog «Gud større end mit hjerte», ja, tusind gange større end alle mine følelser, tanker og meninger, som over for Guds evige ord kun er som små flyvende sandkorn, strå og støv mod et højt, stort bjerg. Skulle disse flyvende strå vel vælte bjerget? Nej. Sådan skal heller ikke mit arme hjertes følelser og tanker gøre Guds nåde og sandhed til intet. «Skal vel vores vantro gøre Guds troskab til intet? Langt derfra!» Kort sagt: «Så højt som himlen er over jorden, så vældig er Herrens nåde over dem, som frygter ham».

Men nu står der: over dem, som frygter ham. Se også her, hvor varsomt Herrens Ånd taler. Ordene: dem, som frygter ham, gentages ikke mindre end tre gange i denne salme. Dermed er andre udelukket fra denne nåde. Men hvad betegner så dette: dem, som frygter ham? Åh, det betegner store stakler! men sådanne, som også selv føler sig sådan. Det betegner sådanne elendige mennesker, som ikke kan være, som de vil og bør, og derfor har ømme samvittigheder og bløde hjerter, der kan blive bange for hvert strengt ord fra Herren. Det kan dog være troende og salige sjæle, som netop derfor ser, hvad de burde være, og i samme grad bliver nedslåede over sig selv og frygter for Herrens ord. I Sl 2,11 står der: «Tjen Herren med frygt, og fryd jer med bæven». I Sl 147,11 står der: «Herren har behag i dem, som frygter ham, i dem, som håber på hans nåde». Her ser vi, at der med denne frygt for Herren ikke menes gudfrygtighed, men virkelig en frygt, sådan som ordene lyder; og dog en frygt, som findes hos dem, der tror, fryder sig og tjener Herren. Og hermed bekræftes, hvad der tidligere er vist mere udførligt, nemlig at den sande gudfrygtighed ikke lader mennesket være tilfreds med sig selv; at de rettroende, som «ikke har fået trældommens ånd til frygt, men barnekårets Ånd, i hvem de råber: Abba, Fader!», ja, som fryder sig i Herren, dog også frygter for deres onde, falske hjerte, for deres synder og for den hellige Guds straffende ord. Hermed er alle selvtilfredse, stærke og modige sjæle fordømt, som aldrig mistænker sig selv, aldrig så grundigt mistænker sig selv og kender deres synd, at de bliver modløse, ængstelige og forlegne over sig selv og først og sidst har brug for Ordet om nåde og tilgivelse, men er færdiguddannede i det og nu hellere vil have noget nyt. Åh, gid de en gang kunne mærke, at deres åndelighed er falsk! Her står der tre gange gentaget, at denne nåde gælder dem, som frygter ham. Ve de selvtilfredse sjæle, som omgås Herrens ord og bud så løst og overfladisk, at de ikke kommer i frygt! Deres søvn er dyb; men deres fordømmelse sover ikke.

Men vi må nu skynde os mod slutningen. Se her! De, som frygter Herren, således at de undertiden mener, at de er de dårligste, de ynkeligste syndere, og mener, at de derfor aldrig bør være rigtig glade og frie, de er på samme tid i en så høj, vældig og uforanderlig nåde hos Gud, som himlen er høj over jorden uden at mærke jordens ujævnheder. De er i alle stunder under den samme høje nåde, i deres bedste lige så vel som i deres dårligste stunder. Da Kristus ved fodvaskningen og forklaringen af den på det kraftigste havde formanet sine disciple til ydmyghed, begynder de straks derefter på vejen til Getsemane at strides om, hvem der var den største – en så ynkelig svaghed, at vi forskrækkes ved beretningen om den! Og hvad gjorde Herren? Han irettesatte synden og formanede dem igen til ydmyghed; men se! i samme øjeblik taler han om deres troner i himlen; dér skulle de være høje og herlige, ikke her (Luk 22). Sådan kan han midt i irettesættelsen forsikre dem om den højeste nåde i himlen! Åh, Herre, giv os mere tro, og åbn vores øjne! Nu følger videre:

Så langt som øst er fra vest, lader han vores overtrædelser være fra os. Igen et overvældende stort billede! Hvordan kan øst og vest nogensinde mødes? Øst og vest forbliver jo altid evige modsætninger, evigt adskilte, de kan aldrig mødes. Sådan skal al vores overtrædelse være evigt adskilt fra os, borte for evigt; sådan skal al min synd aldrig i evighed nå mig! Sådan som også Kristus selv så majestætisk forklarer: «Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, som hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet» (Joh 5,24). – – Summen af alt dette er nu, at vi er Guds børn, og Gud vores evigt kærlige og trofaste Fader. Endnu et skønt billede af dette:

Som en far forbarmer sig over sine børn, sådan forbarmer Herren sig over dem, som frygter ham. Se på en kærlig far i familien. Børnene gør uophørligt fejl og må også uophørligt tugtes og rettes; men – de bliver ikke af den grund jaget bort, men får altid tilgivelse igen og mad, tøj og alt, hvad de har brug for. Sådan gør også den himmelske Fader med dem, som frygter ham. Han kan nok tugte dem med riset, men ikke kaste dem helt bort; sådan som den evige Fader selv siger i Sl 89, at hvis Sønnens børn syndede, ville han nok hjemsøge deres overtrædelse med ris og deres misgerning med plager; «men», siger han, «min nåde vil jeg ikke tage fra ham, og jeg vil ikke svigte i trofasthed». Ja, Kristus siger, at selv en fortabt søn, som uværdigt har ødslet sin dyre arv bort med skøger, dog bliver taget imod, når nøden driver ham til at vende hjem, og bliver taget imod af Faderen med så ubeskrivelig barmhjertighed, kærlighed og glæde, at der endda holdes en glædesfest over hans hjemkomst (Luk 15). Og i Es 49,15 siger Herren selv disse bemærkelsesværdige ord: «Skulle vel en kvinde glemme sit diende barn, så hun ikke forbarmede sig over sønnen af sit moderliv? Ja, om hun end glemte ham, så vil jeg ikke glemme dig». – Men til sidst anfører David også en bemærkelsesværdig grund fra vores side til, at Herren så vedholdende forbarmer sig over os: For han ved, hvad slags værk vi er; han tænker på, at vi er støv. Han ved, hvor gennemført fordærvede vi er; han ved, at vi ved Adams fald er så fuldstændig fordærvede, at vi af os selv ikke formår andet end at synde. Han tænker på, at vi er støv; derfor må han også uophørligt forbarme sig.

Vi må nu slutte denne herlige salme.*) De øvrige vers, som for en del forklares for os gennem den daglige erfaring, bør især tages til hjerte:

*) Det 18. vers behandles i den følgende artikel.

v. 15. Et menneskes dage er som græsset; det blomstrer som en blomst på marken. (v. 16) Når vinden går hen over den, er den ikke mere, og dens sted kender den ikke mere.

v. 17. Men Herrens nåde varer fra evighed til evighed over dem, som frygter ham, og hans retfærdighed til børnebørn, (v. 18) over dem, som holder hans pagt og tænker på hans befalinger, så de gør efter dem osv. osv.

Og nu: Lov Herren, alle I troende, som kender og nyder hans evige nåde og i den er overmåde lykkelige i alle tidens skift! Lov og ær ham ved bestandigt at tro ham, flittigt at bekende ham for mennesker og tjene dem i kærlighed og tålmodigt at lide kødets dødelse. Ja: Lov Herren, alle hans hærskarer, I hans tjenere, som udfører hans vilje. Lov Herren, alle hans gerninger, hvor end hans herredømme er.

Min sjæl, lov Herren!