Om den frygtelige tvivl om alt helligt, som nogle Guds børn plages af

(Syvende årgang, 1848)

Men deres øjne blev holdt tilbage, så de ikke genkendte ham (Luk 24,16)

Det hører til de skarpere ris, som Gud bruger på os for at gøre os bløde, gudfrygtige, åndeligt fattige osv., når han drager sin hånd bort fra os, lader os være i mørke og lader Satan dér «sigte» og «slå» os og prædike tvivl og mistanke om alt helligt ind i vores hjerter.

Dette er noget, som ikke alle kristne forstår sig på; denne betragtning har man heller ikke brug for til alle tider, men for nogle er den måske så meget mere nødvendig. – Der var en tid, en lys tid, da disciplene så Jesus ansigt til ansigt, «så hans herlighed, en herlighed som den enbårne Søns fra Faderen, fuld af nåde og sandhed», ja, fik lov til i barnlig enfold og kærlighed at hælde hovedet ind til hans varme bryst og modtage himmelvisdommens ord af hans egen mund; men der kom andre tider – der kom en tid, da han sagde til dem: «Se, Satan har forlangt at få jer for at sigte jer som hvede» – «om en kort tid ser I mig ikke» – «og I skal græde og jamre» (Luk 22,31; Joh 16,19–20). Og der kom også en sådan stund, en sådan «mørkets magt» over dem, at de ikke genkendte deres Herre, skønt han stod foran dem, ja, skønt han også viste sine mest kendetegnende mærker: de dybe mærker i sine gennemborede hænder og sin gennemstukne side. «Men deres øjne blev holdt tilbage,» siger evangelisten, «så de ikke genkendte ham.» Sådan noget sker endnu, og da kan det være godt at forstå sagen. Herren give sin velsignelse til disse linjer, så de kan tjene en eller anden trængende sjæl som et godt råd i nødens stund!

Først skal det her bemærkes, at vi ikke taler om de ubodfærdiges forsætlige vantro, modsigelse og strid mod sandheden, eller hvad man kalder «fritænkeri»; men vi taler om de bodfærdige og troende, hvis hjerter Djævelen beskyder med pinefuld tvivl om de sandheder, der er dem kærest. De ønsker intet hellere end at kunne tro hele Guds ord så sikkert og fast som muligt; men de kan ikke; mod deres vilje angribes de af frygtelig tvivl og mistanke om alt, om det helligste, om Bibelens guddommelighed, om et liv efter dette, ja, om selve Guds eksistens; og hertil kommer ofte uhyggelige, bespottelige tanker og heftig bitterhed mod den gode Gud, som til de troendes store forskrækkelse skydes ind i deres hjerter midt under selve bønnen. Er sådanne erfaringer korte og hurtigt overstået, betyder de mindre; men nogle Guds børn kommer ud i et langvarigt tvivlens mørke, som forekommer dem uendeligt, og hvor det ser ud, som om de skulle gå helt til grunde.

Nu er det sandt: den, der virker dette, er ganske vist ingen anden end den grusomme, onde Djævel selv med sine «brændende pile», som han jager og forfølger alle dem med, der søger saligheden; men vi ved, at Gud også holder Djævelen i tømme, så den onde fjende intet kan gøre os uden den store Guds tilladelse; sådan som der står i Jobs Bog kapitel 1, at «Satan trådte frem for Herren» og bad om at få lov til at prøve Job; og Kristus siger: «Satan har forlangt at få jer for at sigte jer som hvede.» Derfor siger Jeremias: «Hvem er det, der befalede, og det skete, uden at Herren har befalet det? Kommer ikke både det onde og det gode fra den Højestes mund?» (Klag 3,37). Det er derfor vigtigt at se Gud i dette og at undersøge, hvad Guds mening og hensigt kan være med det, han lader komme over os; for så ved vi også, hvordan og hvornår prøvelsen skal høre op, nemlig når Guds formål med den er nået. Gud gør intet uden formål; «han plager ikke menneskene af hjertet» (Klag 3,33), men kun «hvis så skal være», som Peter siger: «I skal fryde jer, fordi I nu en lille tid, hvis så skal være, har lidt bedrøvelse i mange slags prøvelser, for at jeres prøvede tro skal vise sig langt mere dyrebar end det forgængelige guld, som prøves i ild» (1 Pet 1,5–7).

Heraf ledes vi nu til den rette vej ud af tvivlens mørke og helvedesild. «Herre, du har slået os, helbred os også!» «Du fører til helvede, men fører også op derfra igen.» Her hjælper ingen menneskelig magt eller kunst, men at ydmyge sig under Guds mægtige hånd, det hjælper; at lære det, der skal læres, give agt på Guds mening og rette sig efter den, det hjælper. Ganske vist skal den anfægtede sjæl også en gang få beviser for Bibelens guddommelighed at se, ja, både indre og ydre beviser, så stærke, himmelklare og uimodsigelige, at den både skal blive forbløffet og fryde sig; men det sker ikke, før en anden hjælp er gået forud, ikke før Herren først har sagt til sjælen: Bliv seende! og til Satan: Gå bort! og til stormen: Vær stille! Det hjælper ikke, at solen skinner, og at genstanden sættes nær, hvis øjnene er holdt tilbage af et tykt dække; det hjælper ikke, at beviset i sig selv er klart og for alle andre ville se klart ud som solen – det hjælper ikke, så længe sjælen er under Satans sigtning; sindet må først komme til orden og besindelse igen. Det er værd at lægge mærke til, at denne anfægtelse hovedsagelig består i en forvirring af sindet; styrken i Satans angreb ligger ikke så meget i nogle grunde og argumenter som snarere i den alarm, det mørke og den forvirring, han skaber, eller, som Jesus kalder det, «sigtningen», hvorved han kaster os sådan rundt som hvede i sigten, at vi ikke har den mindste orden på os selv; ligesom hvedekornene ved sigtningen bliver så blandet sammen, at det ikke er muligt at finde og samle de korn, der hørte til samme aks. Mens denne sigtning varer, gælder ingen beviser; sjælen er som et lerkar, der er slået i tusind stykker og ikke kan holde på noget.

Men hvordan kan man ydmyge sig under Guds mægtige hånd og under sandheden og vente på Herren, når det endog er et spørgsmål, om der overhovedet findes nogen Gud og nogen sandhed? Åh jo, det er underligt med de kristnes tvivl. De har samtidig i deres indre den dybeste bevidsthed om Guds og sandhedens virkelighed. Ellers ville de ikke pine sig selv sådan, bebrejde og fordømme sig selv for den samme tvivl, som de gør.

Men hvad Gud har til formål med at overlade sjælen til sig selv og til Satan for at blive sigtet og anfægtet med tvivl, det kan man se af selve midlet, eller af denne fristelses egen beskaffenhed, og af Guds ord om det. Når en sjæl, der intet højere ønskede end rigtig hjerteligt at kunne tro på og elske sin Frelser, bliver så elendig, så formørket og forvirret, at den også kan tvivle på, om der findes en Gud – bliver så blind, at den ikke ser, hvad de råeste hedninger har set, at der må findes en Mester bag et så stort og prægtigt værk som verden – samtidig bliver så uhyggelig, ja, djævelsk, at endog bitter bespottelse mod den store, gode Gud bryder ud af dens hjerte, netop når den er gået hen for at tilbede ham; nu bliver helt forskrækket og fortvivlet over dette, pines som i ild og ikke kan frigøre sig, men arbejder og arbejder for at finde et fæste for sin tro, finde vished om noget som helst, men intet finder og uophørligt kastes frem og tilbage – åh, så lærer den endelig med rigtig eftertryk, hvad mennesket er, hvad vores forstand, lys, kraft og frie vilje formår! Så lærer den at forstå, hvad det ulykkelige syndefald førte med sig. Så lærer den at værdsætte de mindste smuler af nåde, af det livets brød, som kommer ned fra himlen – i stedet for at væmmes ved overfloden! Ja, så lærer den, så den husker det, at troen ikke er i menneskets magt, men er en Guds gave. Den slags kan man nok tro, at man ved i forvejen; man kan hurtigt indrømme og ganske let udtale den bekendelse, at vi er intet, formår intet, «ikke engang er dygtige til at tænke noget som af os selv»; men man mener det aldrig så virkeligt, før man har lært det i anfægtelsen, i denne eller en anden anfægtelse. Hos Adams børn ligger der altid dybt nede den tanke, at de selv skal være, kunne og gøre noget; dette er den dybeste smitte i al menneskenatur lige siden den stund, da den gamle slange lagde sin egen stolte ånds sæd i mennesket med de ord: «I skal blive som Gud og kende godt og ondt» (1 Mos 3,5). Men nu er det Guds faste beslutning, at vores oprejsning og frelse skal ske ad en vej, der er den modsatte af den, vores fald skete ad; at vi skal gå den vej tilbage, som vi gik bort, og bringe tilbage, hvad vi stjal, nemlig Herrens ære. Derfor er hele omvendelsens og genfødslens vej lagt sådan an, at vi i alt skal ydmyges, blive til skamme og til intet. Se, netop dette er kristendommens hemmelighed. Derfor kæmper Herren med os og bryder os sådan i nattens mørke, at vi aldrig mere skal gå så ranke og stolte, men mærke vores hofte gået af led (1 Mos 32,26).

Vi skal nemlig lære, at det ikke er nok, at vi ingen fortjeneste har over for Gud, så han må skænke os nåde af lutter nåde ved vores Frelser Jesus Kristus, men at han også må skænke os den nåde og gave at kunne modtage dette, at han også må skænke os troen. Ja, at det ikke er nok for vores tro, at den har en sand og pålidelig genstand; ikke nok, at Gud har givet os en urokkelig sandhed at gribe; men at der desuden kræves, at Gud også giver os selve troen, giver os hånden, som vi kan modtage genstanden med. Det er ikke nok, at han har givet os solens lys; han må også give os øjne, før vi kan se noget. Det var ganske vist den sande Kristus, der stod foran Maria ved graven og gik med de to disciple til Emmaus; han var jo i sig selv lige så genkendelig, ja, ved sine sår endnu mere kendetegnet end nogensinde, og han viste dem jo; men det, der manglede, var, at «deres øjne (ved den sigtning, han selv havde forudsagt) blev holdt tilbage, så de ikke genkendte ham». Men da han siden brød brødet med dem i Emmaus, «da blev», siger evangelisten, «deres øjne åbnet, og de genkendte ham» (Luk 24,31); og igen, v. 45, om de elleve bag de lukkede døre: «Da åbnede han deres sind, så de forstod Skrifterne.» Det er det, der kræves i denne anfægtelse; siden får vi også tegn og beviser på sandheden at se. Imidlertid gælder det om alligevel at se på ham og høre hans tale, også mens vi endnu ikke har fået fuldt syn, sådan som disse disciple gjorde; så vil han imens åbne vores sind.

Ud over det allerede nævnte hovedformål, som Gud har for øje, når han lader Satan beskyde vores hjerter med tvivl, vil han også med dette hårde middel lære os dels bedre at værdsætte Ordet og troens gave, dels mere underdanigt at adlyde hans vilje.

Når en kristen begynder at væmmes ved himmelbrødet og ringeagte og forsømme Ordet, er det efter Guds retfærdighed, at han lader lyset i det blive taget fra ham. Det er bestemt ikke altid tilfældet, men ofte nok opdager man, at sjæle, der lider af tvivl om Ordet, er skødesløse og forsømmelige i brugen af det og vil leve af det, de ved i forvejen. På den måde kan man ikke få lov at nyde dets kraft. For det første ligger det i sagens natur, at den, der sjældent ser en bestemt person, til sidst ikke kan genkende ham; at den, der sjældent vil omgås Gud i Ordet og skue ham dér, men kun kaster hurtige og adspredte blikke derind, ikke kan smage og se Herrens herlighed, men til sidst ikke finder noget guddommeligt. Men som allerede sagt er det også Guds retfærdige, men tillige nådige dom, at den, der regner Ordet for så ringe, at han ikke får tid til at betragte det, skal få at mærke, hvordan han har det, når Guds ord tages fra ham. På den måde er mange lunkne blevet brændende optaget af Ordet, så de nu værdsætter smuler af livets brød, hvor de før væmmedes ved overfloden.

Ligeledes er ulydighed og genstridighed mod Herren en grund til, at han tager lyset fra os. Det sker nemlig også for de troende, som ellers i almindelighed vil adlyde Gud i alt, at de i en bestemt sag begynder at vride sig under Herrens vilje og trække sig væk, ligesom den ellers fromme profet Jonas trods Guds befaling flygtede fra Nineve. Hvad gør Herren så? Jo, ligesom han lod Jonas kaste i hvalfiskens bug, indtil han i dette frygtelige mørke havde lært at frygte og adlyde sin Herre og var glad for at gøre hans vilje, sådan gør Herren endnu: når synderen stritter imod hans vilje, tager han Ordets lys fra ham, sætter ham i mørk arrest og på mager kost, indtil han bliver blød og af hjertet er glad for hellere at gøre hvad som helst, Herren kræver, med Guds lys og fred i sjælen, end at undvære det lys. Og når mennesket nu ikke blot vil forstå, men også adlyde Guds ord, så får det også lyset; som Jesus siger: «Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han forstå, om læren er fra Gud» (Joh 7,17). – Hvad der her endnu var at sige, vil vi lære videre af en beretning og bekendelse fra en mand, der har erfaret det, der her tales om. Han fortæller:

Ved vor Guds inderlige barmhjertighed havde jeg allerede i 8 år levet i forening med min Frelser, et saligt liv, med kun de almindelige øvelser, kampe og skift, som Guds børn kender, da endelig i år 1839 hele mit himmerige syntes at blive taget fra mig, og jeg kom i en dyb helvedespine, alene ved den gruligste tvivl om alt helligt. Ganske vist havde jeg også før en og anden gang haft anfald af den samme fristelse, men kun kortere og forbigående. Jeg husker især en hændelse 3 år før, da jeg havde prædiket i en landsbykirke, og mange fromme sjæle fra den nærmeste by var kommet derud og efter prædikenen havde givet udtryk for stor glæde; da fik jeg om aftenen så heftig en anfægtelse af tvivl om hele Guds ord, at jeg blev så afmægtig, at jeg ikke kunne stå på benene, men måtte ligge ned. Men det blev bedre efter nogle timer, så jeg igen så Guds herlighed. Hvad dette betyder, forstod jeg siden af 2 Kor 12,7: «For at jeg ikke skulle hovmode mig over de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en Satans engel, som skulle slå mig» osv.

Men med det langvarige tvivlens mørke, der helt nedbrød mig, 3 år senere forholdt det sig sådan: Jeg levede som huslærer på en herregård 1¼ mil fra Stockholm – i et grueligt mørkt land, hvor jeg i et helt år ikke mødte én eneste sjæl, der spurgte efter Gud. Her havde jeg længe en svær kamp med, at jeg bad Gud om en ting, som jeg mente bestemt var Guds vilje, men aldrig blev bønhørt. Jeg havde også før, under mit ophold i Uppsala, bedt meget om det samme, og nu var det i et helt år min første og sidste bøn. At tilføje: «Fader, ikke som jeg vil, men som du vil,» anså jeg næppe for kristeligt, eftersom jeg jo kun bad om kraft og evne til noget, der var Guds egen mest bestemte vilje, mente jeg. Så længe jeg nu ikke fik denne kraft, var jeg i en bestandig nød, ikke blot fordi den kraft, jeg bad om, udeblev, men især på grund af den tvivl, som jeg byggede på, at jeg aldrig blev bønhørt. Der kunne ikke findes nogen Gud, Bibelen kunne ikke indeholde Guds ord, når jeg aldrig bliver hørt i en sådan bøn som denne. Sådan tænkte jeg ofte. Og tvivlen om min egen benådning, og om der overhovedet var en Gud til – den vil jeg ikke tale om. Det var jo tydeligt, at jeg i det mindste var helt forladt af Herren. Ak Gud! Det troede jeg ikke, at du kunne drive så hård en leg med et barn! Sådan glemte jeg dit ord: «Mine tanker er ikke som jeres tanker!» Dog, hvordan kunne jeg vel tænke, at Gud i dette spørgsmål var af en anden mening end jeg? Da David udtalte sin fromme tanke til Natan: «Se, jeg bor i et hus af cedertræ, og Guds ark bor i et telt af tæpper; jeg vil bygge Herren et hus,» hvad skulle profeten da andet tænke og svare end dette: «Gå hen og gør alt, hvad du har på hjerte; for Herren er med dig»? Hvordan skulle han have tænkt, at Gud ville komme om natten og sige: «David skal ikke bygge mig et hus – jeg har altid vandret omkring i et telt og i et tabernakel» osv. (2 Sam 7,1–6)? Noget i den retning var det, der nu skete for mig. Ad denne vej kom jeg ind i den gruligste tvivl. Den fik for alvor magt over mig på denne måde: Jeg lå en aften på knæ i bøn på mit ensomme kammer. Pludselig gøs jeg tilbage for det, jeg var i færd med, sprang op midt i bønnen og udstødte bespottelige ord, sådan: «Hu! Hvilket vanvid! Hvem taler jeg med her! Mon Gud er her på mit trange kammer! Åh nej! Hvilken dårskab!» osv. I dette sind kastede jeg mig på sengen under mørke, uhyggelige tanker og lå sådan, til jeg faldt i søvn. Om morgenen vågnede jeg – uden Gud; levede dagen igennem – uden Gud; gik i seng igen – uden Gud. Men at der alligevel ikke fandtes en Gud, det kunne jeg aldrig helt sikkert beslutte mig til. Jeg havde nu et stort spørgsmål at afgøre dag og nat: om der fandtes en Gud eller ej. I denne groveste form varede min tvivl dog ikke længe. En aften fik jeg en lysere stund, så jeg endog under en vis glæde skrev på rim:

Sol, måne, stjerner, verdener, himle / og jorden i sin rige dragt, / ja, alt, hvad der myldrer for mit øje, / alt siger mig: Der findes en Gud. / For verden har ikke skabt sig selv; / der må findes en anden, / som har skabt alting, styrer og vender det, / og Gud Almægtig hedder han.

Men det andet store spørgsmål blev: Rummer Bibelen denne store Guds ord? Med dette spørgsmål på hjertet sad jeg nu dag efter dag og stirrede ud i luften, mens jeg tænkte skarpt, men på kryds og tværs, over alt, hvad jeg vidste fra historien, filosofien og teologien, for at finde noget sikkert for eller imod, bare jeg kunne nå til nogen slutning og afgørelse i spørgsmålet. Men alt var lige frugtesløst. Den slutning og den bevisbygning, som jeg stillede op det ene øjeblik, faldt sammen det næste ved en ny listig indvending. Mit sind var et lerkar, slået i mange stykker, som ikke kunne holde på noget. I denne tilstand levede jeg i flere uger. Drengene, som jeg underviste, blev nu holdt mindre godt til; for huslæreren opholdt sig med sin sjæl i langt fjerne egne. Til tider sank jeg hen i øm og bitter sorg over min ulykkelige tilstand, især ved tanken om de lykkelige år, da jeg havde levet i det inderligste fællesskab med min Frelser, smagt og set, hvor liflig Herren er, og forstået og troet evangeliets herligste sandheder. For i de første år af mit liv i nåden havde jeg mange lyse erfaringer af min Frelsers nåde og nærvær. Mellem skoleterminerne levede jeg blandt en flok søskende i nåden, som stod i den første kærligheds varme og liv, og om sommeren var jeg ofte hele dage i skoven med en bid mad og en bog for at være helt uforstyrret sammen med min Frelser i den mest fortrolige samtale og bøn. Endelig havde jeg også i nogle år arbejdet ganske meget på at vække og oplyse andre og havde dermed fået lov at være et middel til manges salighed i Kristus. Dette salige liv stod nu for min sjæl som et tabt paradis; jeg så mig selv som en frafalden og en skamplet for Guds folk, som snart ville blive til sorg for alle mine bekendte og til et afskrækkende eksempel for andre, som tænkte på omvendelse. Åh, du mit livs Gud! Du alene kender de frygtelige tanker og planer, som jeg til tider fattede i denne tid, og som kun din mægtige hånd og rædslen for helvede holdt mig tilbage fra at udføre! Om det vil jeg ikke tale for mennesker. Her sidder jeg endnu for dit ansigt, under din barmhjertighed og i dine vingers skygge. Særlig blev min sorg vakt, og mine tårer flød, når jeg fik breve fra meget kære venner, mine søskende, fædre og børn i Kristus, eller selv skrev til dem. Og det var underligt, at hvor forfalden min tro end var, og hvor grufulde tvivl jeg end følte, kunne jeg dog på det varmeste lykønske dem, som troede, og regne dem for lykkelige og elskelige som Guds engle. Kun for mig var alt tabt.

I denne situation skrev jeg til sidst til en gammel ven, en oplyst og erfaren provst, C. E–s, om min tilstand – til mine nærmeste ville jeg ikke skrive om det for ikke at gøre dem urolige før tiden. Denne Herrens tjener svarede mig på den mest ømme og deltagende måde. Summen af hans brev var, at jeg skulle blive ved med at læse den mistænkte gamle bibel, selv om Satan ved hver linje råbte: Hvem ved, om det er Guds ord? For det andet, at jeg under bøn fortsat skulle vente på Herren og derved vogte mig vel for at foreskrive ham noget, men med en lydighed uden egen vilje blot følge hans vink. «Ja, kære broder», – sådan slutter han – «jeg kan ikke give dig noget sikrere råd end dette; for jeg kender intet vigtigere ord fra min Herre i denne sag end dette: ’Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han forstå, om læren er fra Gud’; og igen: ’Ydmyg jer under Guds mægtige hånd, for at han kan ophøje jer i sin tid’».

Dette brev fra den elskelige provst gjorde ganske vist straks et godt indtryk på mig – det vakte et lille håb eller en anelse om, at jeg endnu en gang kunne komme til troen og lyset; men det gode indtryk forsvandt snart. De råd, det indeholdt, var ganske vist gode, men mig hjalp de ikke. Jeg gennemlevede igen nogle sørgelige uger i grufulde anfægtelser. Til sidst fik jeg en særlig lyst til at rådføre mig med en troende, helst mundtligt, så jeg straks kunne fremføre mine indvendinger og høre, hvordan de kunne besvares. Men til hvem skulle jeg så vende mig? Det burde være en oplyst og erfaren mand af Ånden. Hovedstaden havde ganske vist mange præster; men, tænkte jeg, «arbejderne er få»; sjælesørgere, der var oplært af Guds Ånd, genfødte og virksomme, ville sikkert lade høre fra sig, for en by på et bjerg kan ikke skjules. Sådan tænkte jeg. Men netop i de samme dage hørte jeg også rygter om en åndelig virksomhed, som gik noget ud over det sædvanlige – et sus af verdens forhånelser – alt sammen gode tegn. Det drejede sig nemlig om en engelsk præst ved navn Scott. Han, tænkte jeg, øver sjælesorg; han forstår sig nok på mine bekymringer; jeg har lyst til at høre, hvad han kan sige om det. Med sådanne tanker tog jeg ind til Stockholm og opsøgte den engelske præst. Drevet af nøden gik jeg ind til den ukendte mand og fortalte snart om hele min tilstand. Dertil svarede han først med nogle enkle og lette bemærkninger om denne anfægtelses art i almindelighed. Derefter sagde han: «De har jo studeret og kender altså de beviser for Bibelens guddommelige oprindelse, som almindeligvis forekommer i teologien?» – Ja. – «Men jeg forstår, at de ikke gælder nu?» – Nej. – «Ét bevis, som er meget enkelt og netop på grund af sin enkelhed ganske kraftigt, vil jeg dog fremføre, nemlig dette: Hvis Bibelen ikke virkelig rummer Guds ord, sådan som den selv forsikrer, hvis ord er det så? Er det onde eller fromme mennesker, som har sat denne bog sammen? Er det muligt, at onde mennesker har skrevet en bog, som så åndfuldt, kraftfuldt og dybt beskriver og fordømmer netop dem og deres væsen? Men lige så umuligt er det, at fromme mennesker kunne have skrevet den, hvis den ikke er sand; for kan fromme mennesker vel digte løgne sammen og udgive dem for Guds ord? Læg mærke til det: det ene århundrede efter det andet digte videre på én og samme store, sammenhængende løgn; digte begivenheder og undergerninger, som alle peger hen på den samme store hovedtanke – og alt er løgn – og så udgive det for Guds ord?! Stemmer sådan noget vel overens med den hellige, kraftige og høje ånd, som råder i Den Hellige Skrift? Kort sagt: Bibelen har vidnesbyrdet i sig selv, den har en sådan ånd, at den, som kender den, men ikke vil tro, at den rummer Guds ord, må antage de groveste urimeligheder.» Sådan talte den engelske præst. Ved det gik en sådan stråle af lys og trøst gennem min sjæl, at jeg fik glædestårer i øjnene – det var et øjeblik af en sådan vederkvægelse, som jeg ikke havde haft i mange uger, ja, måneder. Jeg kunne ikke indvende noget, men søgte blot at holde fast ved den udsigt, jeg havde fået. Nu tilskyndede han mig videre til at blive ved med at læse Bibelen under bøn til Gud om hans forbarmelse.

Men forløsningens time var endnu ikke slået. Jeg kom hjem, tænkte og tænkte igen en uge og var igen i det samme mørke. Et uendeligt og ufornuftigt «hvem ved? hvem ved?» gjorde alting usikkert for mig; hele min sjæl var i et så tykt mørke, i en sådan forvirring og sigtning, at jeg ikke så det mindste eller kunne holde fast ved det, hvis jeg et øjeblik fattede det. Efter en uge kom jeg igen til den gode englænder. Han spurgte, hvordan det var gået, og om jeg var kommet ud af min fristelse. Nej, svarede jeg, alt er lige usikkert for mig. Nu gav han mig et andet og ganske besynderligt råd. Han sagde: «Jeg formoder, at det ikke kun er indvendinger mod Skriften, som indgives i hjertet, men også af og til bedre tanker, som gendriver de første?» – Ja. – «Så tag og skriv både de første og de sidste op, og se så roligt og grundigt på dem. I denne fristelse består fjendens magt først og fremmest i at vende op og ned på tankerne og forvirre dem. Han er mørkets ånd, han elsker ikke lyset, ikke alvorlig og grundig granskning; når han bliver trukket frem i lyset, bliver han afvæbnet. Skriv alt, hvad der indgives, op på papiret, imod og for, og se så efter, hvad der vejer mest.» – Med dette besynderlige råd gik jeg; og Herren velsignede det så underfuldt, at jeg tre dage efter kom til en sådan vished om Bibelens guddommelige oprindelse og om sandheden af alt, hvad der står i den, at jeg både blev slået af forundring og frydede mig, så jeg i glad bevægelse skælvede og græd længe i mit kammer. Alt er sandt, helt sandt, guddommeligt sandt, og alt er der endnu, som jeg har sørget over som tabt! Sådan talte jeg. Nu så jeg ikke alene alt det, jeg før havde set, men mine øjne var ligesom helt fornyede, så jeg så alting endnu klarere end nogen sinde. Det var nu i min sjæl, som det er i naturen, når tykke skyer, regn og uvejr i flere dage har dækket landet, og det hurtigt klarer op, så der ikke ses en eneste sky, og hele luften er så renset og solen skinner så herligt på de våde, glitrende blade, at man synes, man aldrig har set så smuk en natur. Nu vendte også den barnlige tillid til Gud tilbage, som havde været så ødelagt og så længe savnet; jeg fik nåde til igen at tro mine synders forladelse, kunne nu på ny omfavne min Frelser, mit livs Gud, og med Thomas salig udbryde: Åh, min Herre og min Gud!

Til visheden om Bibelens guddommelige oprindelse kom jeg ad en helt særlig vej, mens jeg skrev op, hvad fornuften og den onde og den gode Ånd indgav mig for eller imod. Jeg troede ingenting; jeg ville se – som Thomas – og efter at jeg på en måde ved at se var kommet til tro, så jeg siden overalt de herligste beviser for den samme guddommelige sandhed. At beskrive den vej, ad hvilken jeg kom til visheden, udførligt ville have mindre værdi; dog lidt kort om det. Mine skrupler havde samlet sig om to hovedspørgsmål. Det første var: Har det været Guds mening og vilje, da han skabte mennesket, at det skulle kende og dyrke sin Skaber? Hvis det har været Guds hensigt med mennesket, så måtte han også have sørget for, at det blev muligt for det, så måtte han også have givet det en vejledning, en rettesnor for dets kundskab om ham og dyrkelse af ham. Så blev det andet spørgsmål: Har Gud lagt denne rettesnor inden i mennesket eller givet det et ydre ord? Svaret på det første spørgsmål så jeg i den følelse, som findes hos alle folk, af behovet for en Gud, for guder og for at dyrke dem; den gør, at når hedningen ikke ved noget bedre om Gud, så laver han sig dog en gud af træ eller sten; men en gud skal han have. Ud fra denne dybe, mægtige, almene følelse så jeg, at Gud, som ikke har gjort noget uden en hensigt (heller ikke denne følelse), måtte have bestemt mennesket til at kende og dyrke ham. Men at Gud ikke har lagt rettesnoren for kundskaben om sig inden i mennesket, så jeg af de utallige, forskellige og uhørt tåbelige meninger om Gud og påfund til at dyrke ham, som opstår, dér hvor mennesket er overladt til sig selv. Deraf så jeg, at Gud måtte have lagt vejledningen og rettesnoren uden for mennesket – eller også have overladt det til den uendelige søgen, som han selv har givet det, uden nogen rettesnor på jorden, og det er urimeligt. Da jeg nu var kommet så langt, var det siden let for mig at vide, at den gamle hellige bibels lære var den eneste, som tilfredsstiller og svarer til menneskets følelse og behov, så man kun i den føler sig ligesom kommet hjem og i den finder og genkender netop det, man søgte. Jeg siger: Dette var den vej, ad hvilken jeg blev overbevist om Ordets guddommelighed; jeg anser den ikke for en vej for hvem som helst. Da der nu på denne måde var kommet noget lys ind i min sjæls mørke hus, så jeg siden meget. Nu så jeg for eksempel, at den religion må være guddommelig, som, samtidig med at den har hele verdens fjendskab imod sig, alligevel indtager og besejrer verden; som, samtidig med at den er en forargelse og en dårskab for al fornuft og en plage for al menneskenatur, så alt menneskeligt, hvert menneskes hjerte og fornuft stritter og strider imod den, dog indtager og omskaber verden, folk og lande. Jeg så, at ingen visdom på jorden så sandt og rammende beskriver årsagerne til naturens fjendskab mod Gud og hans veje, beskriver mit eget hjertes fordærvelse og alle menneskers. Jeg så, at Bibelens lære har været og er det eneste middel, som kan omskabe og hellige et fordærvet menneske og i dets hjerte oprette et himmerige af usigelig salighed allerede på jorden. Jeg så, hvordan alle Bibelens sande venner aldrig fortryder, men tværtimod under stor kamp mod det onde søger at kunne blive ved Kristi lære, og at de har trøst og glæde, når døden kommer; mens dens fjender derimod, når de i deres hovmod har raset ud, er elendige, skælver og gruer og ved synet af døden gerne vil krybe ind under dens vingers ly. Videre så jeg, at al Bibelens lære bygger på store offentlige begivenheder, som, hvis de ikke virkelig var sket, ville være blevet gendrevet af de mange bitre fjender, som var de mægtigste og de fleste i landet, især på den tid, da de først blev forkyndt som netop sket; men at sandheden kun blev bekræftet derved, at selve begivenhedernes sandfærdighed ikke kunne bestrides, men kun deres betydning og lære blev foragtet og forfulgt af fjendskab mod den.*) Jeg så, at begivenhedernes vidner og forkyndere alle gjorde sig rede til at lide pinsler og død – ikke til at vinde ære eller glæde på jorden, men møje, pinsler og død for deres vidnesbyrd, og alligevel blev de ved. Hvorfor skulle de have gjort det, hvis de ikke var visse på sandheden af det, de fortalte? Hvorfor skulle Peter, Johannes og den mistænksomme, til tvivl tilbøjelige Thomas vidne om Kristus, hvis de var blevet bedraget af ham (sådan som de to disciple på vej til Emmaus frygtede) (Luk 24,21), hvis de ikke virkelig havde set ham opstanden? – hvorfor alligevel blive ved og vidne, hvis han var blevet i graven og havde bedraget dem, når de vidste, at de ved deres vidnesbyrd blot gjorde sig til «slagtefår»? (Rom 8,36). Deres svar kan læses i 2 Pet 1,16–21; 1 Joh 1,1.3. Endelig så jeg, at ingen anden end Gud kan forudsige, hvad der skal ske flere hundrede år frem i tiden; men at jøderne, som med en sådan nidkærhed har bevaret Bibelen mod al forfalskning, at de har holdt regnskab med bogstaverne i den, alligevel har de mest udførlige profetier i deres egne bibler om de begivenheder, de mindst havde ventet, som nu er gået over dem og den dag i dag punktligt går i opfyldelse for vores øjne – og profetier om Messias, Kristus, tiden og stedet for hans fødsel, hans slægt, hans virke, lidelse, råb på korset, død, opstandelse og himmelfart; og om jødernes forblindelse, forhærdelse, forkastelse og adspredelse og om hedningernes kaldelse m.m., alt sammen udførligt forudsagt over 400 år før og nedskrevet helt op til 1500 år før og forudsagt endnu tidligere. Sådan noget begyndte jeg nu at se. Og når jeg i Stockholm så jøder på gaderne, dette smukke, raske og foretagsomme folk med deres stadig bevarede egne og karakteristiske ansigtstræk, og tænkte på deres historie og den besynderlige Guds dom, som hviler over dem, deres 1800-årige landflygtighed og frugtesløse stræben efter selvstændighed, var det mig ofte en sådan styrke og opmuntring i troen, at jeg frydede mig over den herlige Guds ord – og ofte læste jeg da for mig selv nr. 88 i vores salmebog. Så langt fortællingen.

*) Også hedenske filosoffer, for eksempel Porfyrios og Kelsos, som levede på apostlenes tid, og hvis skrifter til dels stadig findes, vidner om, at Jesu undergerninger var sande, idet de taler om dem og erklærer dem for trolddomskunster.

Vi slutter med endnu en gang at minde om, at hovedsagen i den fristelse, vi her har betragtet, er: «Deres øjne blev holdt lukkede, så de ikke kendte ham» (Luk 24,16), og at midlerne og vejene til hjælp kan være forskellige – de vigtigste er vist her – men selve hjælpen og forløsningen er i Herrens hånd, i Herrens barmhjertighed, og den kommer først, når det sker, som der står skrevet: «Da åbnede han deres forstand, så de forstod Skrifterne» (v. 45).