Den anden bøn

Komme dit rige!

Hvad denne bøn egentlig indebærer, er i og for sig let at forstå – vi har i hele Guds ord beskrivelser af Guds rige, Himmeriget, nådens rige på jorden, hvor Herren er konge; men for bedre at kunne skue denne Guds herlighed og vække vores hjerter til lov og pris og til bøn for Guds rige, vil vi minde os selv om, hvordan det står til med mennesket i forvejen, mens det endnu er under mørkets magt, og hvordan det ser ud, når Guds rige kommer til os. Også herom vil vi kun spørge Guds ord. Hele verden vil dømme herom, enhver vil tro, at han hører til Guds rige, ingen vil regnes for at høre til Djævelens. Men Herren Gud er den, der dømmer. Sådan siger Skriften: Guds rige er retfærdighed og fred og glæde i Helligånden. Og om tilstanden i mørkets rige og om Kristi riges komme taler Apostlen i Ef 2 på en så tydelig og uimodsigelig måde, at det burde vække de døde til live og give de levende stor glæde og taknemmelighed. Det lyder sådan:

1. Også jer, som var døde ved jeres overtrædelser og synder,

2. som I før vandrede i, efter denne verdens skik, efter fyrsten over luftens magt, over den ånd, som nu er virksom i vantroens børn,

3. blandt hvem også vi alle før levede i vores køds begæringer, idet vi gjorde, hvad kødet og tankerne ville, og var af natur vredens børn ligesom de andre.

4. Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af sin store kærlighed, som han har elsket os med,

5. gjort os, som var døde ved vores overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst –

6. og oprejst os med ham og sat os med ham i det himmelske, i Kristus Jesus.

Læg her mærke til det ord, som Apostlen nævner først og sidst, i v. 1 og 5, om den naturlige tilstand – det korte, men meget sigende ord: døde – døde ved overtrædelser. – Det er det dybe, ulykkesvangre ord om hele syndefaldets følge: «Når du spiser af det, skal du visselig dø.» Livet fra Gud er borte, mennesket er åndeligt et lig. Sådan har Herren Kristus selv talt, da han i Matt 8,22 sagde: Lad de døde begrave deres døde. Mange mener, at det er en hård tale, som ikke har så fuld en betydning, som ordet død almindeligvis har; men bortset fra at ingen burde mistænke Herren Kristus for at have brugt et overdrevent udtryk – og vi ser, at han i de nævnte ord har stillet den legemlige og den åndelige død sammen som to slags lig – så vil vi blot se på selve sagen og med forundring opdage, hvilken betydning der ligger i ordet døde. Den legemligt døde kendes på, at han ikke blot intet fornemmer, intet ser, hører eller føler, men heller ikke har det mindste åndedræt – og alt dette, skønt han har selve organerne, øjne, ører, mund og lunger, ligesom de levende. Er det ikke præcis sådan også med den åndeligt døde? Han kan have alle ydre sanser friske og livlige, kan have en klar forstand, et følsomt hjerte, megen kundskab, ædle grundsætninger, smukke ord og gerninger; men livet i Kristus – det er det eneste, han mangler, blot foreningen med Gud, blot sansen for Gud, for hans vilje, hans ord, hans nåde. Han ser, hører, tænker og føler alt det jordiske og sanselige på det livligste, men «fatter ikke det, som hører Guds Ånd til». Vi skal se nogle beviser herpå: Han læser, hører, forstår og tror på en vis måde Guds ord, ja, han kan også læse og høre Guds mest bestemte domme over sit eget væsen – og alligevel forblive helt rolig ved det; han læser og hører om Guds rige, om Guds nåde og venskab, om den salige forening med Gud, men det vækker ikke den mindste længsel efter det hos ham, ligesom der hos et lig ikke engang findes åndedræt; hans hjerte er kun fyldt af afguder, af jordiske og forfængelige ting og af tanker som: Hvad skal vi spise, drikke og klæde os med? Hvad skal vi få at se, høre og nyde? Men Gud – hvad vil Gud? Det bryder han sig ikke om. Ja, læg mærke til det: Han har en vis tro på, at Guds ord er sandt, så at han aldrig har tvivlet på det, han har et vist indre vidnesbyrd om det, og han ser og hører i det samme Guds ord den mest bestemte fordømmelsesdom over enhver, som ikke er «født af Gud», «født på ny», og han ved ikke det mindste af nogen sådan fødsel hos sig selv; men han frygter ikke det mindste – og holder det dog for Guds ord! Han ser, læser og hører i dette Guds ord om to veje, den brede, som fører til fordømmelse, og som «mange» går på, og den smalle, som fører til livet, og som kun «få» vandrer på; men han bekymrer sig ikke en eneste dag om, hvilken af dem han selv vandrer på. Han hører og ser i Guds ord sine egne yndlingssynder nævnt ved navn og den bestemte dom, som er knyttet til dem; men han frygter knap et øjeblik for helvede. Han læser for eksempel i 1 Kor 6 denne forfærdelige dom: «Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller blødagtige eller mænd, der ligger med mænd, eller tyve eller griske eller drankere eller spottere eller røvere skal arve Guds rige.» Og i Gal 5 opregner Apostlen de samme syndige gerninger og slutter sådan: «Om dem siger jeg jer forud, sådan som jeg også før har sagt, at de, som gør den slags, ikke skal arve Guds rige.» Denne bestemte dom hører og ser han i Guds ord, men maden smager ham alligevel lige godt, og han sover alligevel om natten; lige bagefter går han helt ubekymret tilbage til de samme synder, som om han intet havde hørt. Og alligevel mener han, at Bibelen indeholder Guds ord. Men hvorfor frygter han så ikke? Ja, sig mig det! Se, det kaldes død. – Ligeledes fejrer han Kristi fødsel med al mulig andagt, han læser, hører og synger om Kristi lidelse og død, ja, han holder Kristi døds ihukommelse ved nadverbordet – og ved med sig selv, at han så hele året igennem slet ikke bekymrer sig om ret at tilbede, elske og følge denne Frelser, der blev pint for os, eller at stå i forening med ham, men lever helt tilfreds uden ham, blot han har mad, klæder, fornøjelser og venner i verden. Videre: Han hører og læser jo om den yderste dom, når Herren skal komme i stor majestæt. Hvorfor frygter han ikke for at møde ham da? Han tror vel slet ikke på Guds ord? Spørg ham, og han vil forsikre, at han tror det hele. Men hvorfor frygter han så ikke? Se da her, hvad det vil sige at være død – død ved overtrædelser og synder.

Men når mennesket er åndeligt dødt, hvad er det så, der leder dets vej gennem livet? Apostlen siger (v. 2): Denne verdens skik, efter fyrsten over luftens magt, over den ånd, som nu er virksom i vantroens børn. – Først «denne verdens skik». Mennesket følger da strømmen, gør, som andre gør, ser på verden og den herskende skik; er den mere grov, bliver også mennesket mere groft, men er skikken finere, lever det også pænere; det kan altså fremtræde i forskellige skikkelser, men hører i alle former dog til verden, til de mange, som går på den brede vej. – Men er verden da sin egen herre? Er det egentlig den, der styrer? Nej, siger Apostlen, verdens skik bestemmes af «fyrsten» – «fyrsten over luftens magt», det vil sige den fyrste, «som anfører legionerne af de faldne engle, der med guddommelig tilladelse strejfer omkring i luften fra sted til sted i deres fjendtlige forehavende at fordærve og ødelægge menneskeslægten» (Doddridge). Kristus kalder ham også verdens fyrste (Joh 14,30; 16,11); og Herren bliver vel heller ikke til en løgner i dette ord. Vi må aldrig glemme, at der er to åndelige riger og to fyrster, som kæmper om menneskesjælene: Kristus og Belial, Mikael og dragen, slangen og kvindens sæd, den stærke og den stærkere. «Mikael og hans engle begyndte at stride mod dragen, og dragen stred og hans engle» (Åb 12,7). Det er en strid, som fortsætter, så længe verden står. Regeringsformen i mørkets rige er løgn og mord, bedrag, synd og død, sådan som Kristus siger, at verdens fyrste er «løgnens fader» og «en morder» fra begyndelsen; og undersåtterne i dette rige er, sammen med de faldne engle, alle vantro mennesker på jorden og i helvede. Regeringsformen i Kristi rige er sandhed og nåde – retfærdighed, fred og glæde i Helligånden, sådan som Skriften siger: «Retfærdighed og ret er din trones grundvold, nåde og sandhed står for dit ansigt» (Sl 89); og undersåtterne i dette rige er, sammen med de gode engle, alle troende mennesker på jorden og i himlen.

Men vi vender tilbage til teksten. Ud over verdens løb og verdens fyrste nævner Apostlen videre i v. 3 vores køds begæringer som de magter, der styrer de åndeligt døde – vi gjorde, hvad kødet og tankerne ville. Kender vi ikke det? Når spørgsmålet kom op, hvad vi skulle tage os til i en ledig stund, for eksempel på en sabbat, spurgte vi så ikke: Hvad siger Gud? men: Hvad giver os mest fornøjelse? Vi gjorde blot, hvad kødet og tankerne ville, sådan som vi jo hele tiden ser hele verden gøre. Den lever helt frit efter sit eget behag. Hvem spørger efter Gud? Og hvordan er forholdet til Kristus og hans rige? Apostlen siger (v. 12): At I på den tid var uden Kristus, udelukket fra Israels samfund og fremmede for løftets pagt, uden håb og uden Gud i verden; og det rammer ikke blot hedningerne, men også mange inden for kristenheden, og det er så meget mere forfærdeligt her, som vi lever midt i rigdommen af kundskab om Guds ord, og engang er optaget i Israels samfund – og således er bundet af fuldt ansvar. Sådan er nu verdens tilstand, og sådan, siger Apostlen, er vi alle «af natur vredens børn» (v. 3).

Når vi nu har set, hvordan hele menneskeheden af natur er åndeligt død og ligesom et lig ikke fornemmer noget, men føres af mørkets fyrste efter hans vilje og kødets begæringer, alt imens den ligger i den mest urokkelige dødsro, så må man vel spørge, som Herren spurgte profeten, da han så ud over den store dal, som lå fuld af de dødes knogler: «Menneskesøn, mener du, at disse knogler igen skal blive levende?» Og vi føler os tilbøjelige til at svare som profeten: «Du ved det, Herre, Herre!» – Tænk da, hvilken mærkværdig begivenhed på jorden, når et åndeligt liv opstår, en ånd blæser fra Herrens ansigt og skaber liv, så det begynder at røre sig blandt de døde! Tænk, hvilken begivenhed, når et menneske, som i tredive, fyrre, halvtreds år har levet helt dødt for alt åndeligt, med lutter jordiske og forfængelige tanker og stræben, med ét vågner op til omsorg for sin sjæls frelse! Tænk, når der i et hus, hvor far, mor, børn og tjenestefolk har levet sammen i så mange år i al ro med kun jordiske gøremål, kun sanselige glæder og sorger, hvor der aldrig en eneste gang i det hus har været tale om, hvordan man står sig med himlens Gud – man har blot efter gammel skik lært sin kristendom og holdt kirkens skikke, på samme måde som også kirkeklokkerne sættes i gang hver søndag; men hjertets omvendelse, ny fødsel, sand forening med Gud, sådan noget kom aldrig på tale, og årene gik med deres skiften, forårene med deres nye sysler, somrene med deres, høsttiderne med deres; men sjælen – sjælen blev aldrig genstand for nogen omsorg – og nu begynder der i det hus at opstå et spørgsmål, som gør hele verden til ingenting: «Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?» Nu ser man den gamle far eller mor for første gang i livet urolig for sin sjæls frelse fra den evige fordærvelse; nu kommer man til at høre ord, som aldrig før er hørt i det hus; og snart hører man Lammets ære blive sunget af munde, som hidtil har været åndeligt «stumme», som har talt tusinder og millioner af ord om alle slags småting, men aldrig en eneste gang i deres levetid har talt et godt ord om deres Frelser. – Tænk, når der i et sogn eller en landsby, hvor ingen i mands minde har haft nogen åndelige bekymringer, men alt har gået sin jævne, naturlige gang med kun jordiske gøremål, hvor mennesker og dyr har haft de samme behov, og religionen kun har hørt til kirken og sabbaten – og nu opstår der med ét en spørgen efter sandheden, efter den rette vej til himlen, nu begynder man at tage Guds ord frem, det bliver genstand for granskning og samtale, og gamle, forstandige mennesker, som hele deres liv har levet i fuldkommen ro over for spørgsmålet om sjælen, begynder nu at blive urolige for den, så at nogle fædre og lærere bliver forundrede, forbløffede og urolige over disse «nyheder». Det er visselig en mærkværdig begivenhed!

Hvad er nu den egentlige årsag, når sådan noget viser sig? Hvad er det, der da sker? Sådan siger Apostlen i vores tekst, efter at han har beskrevet den åndelige død: «Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af sin store kærlighed gjort os, som var døde ved vores overtrædelser, levende med Kristus og oprejst os med ham» osv. Det er Gud, siger Apostlen, der skaber denne nye bevægelse; det er en opvækkelse, siger Apostlen; det er Guds rige, som kommer til det sted, det sogn, det hus, den sjæl, hvor dette nye opstår. På grund af sin store kærlighed, som han har elsket os med, gør han os levende. For Guds øjne var vi så indesluttet i Kristus, da han døde for os og blev levende igen, at der også siges om det: Én er død for alle, derfor er alle (i ham) døde (2 Kor 5,14); er én opstået for alle, så er de alle opstået i ham, «med ham» – for Guds øjne, efter tilregnelsens lov; men det må også ske i os og blive en virkelighed for os, så at vi også ved Ånden bliver oprejst med Kristus; vi må blive «ét legeme og én ånd med ham». Det er det, der sker, når Herren vækker sjælene op af den åndelige død og sætter dem ind i det himmelske væsen i Kristus – de bliver født på ny, «skabt i Kristus Jesus til gode gerninger» (v. 10). Se, hvilken forandring! Han, som før var så død, at han i alle sine synder slet ikke frygtede, får nu et hjerte, som frygter for alt ondt, også det, som han ikke engang ved af; han frygter sådan for sit falske hjerte og fjendens blændværk, at han ikke engang tør stole på sin egen bevidsthed, men må råbe: «Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig og kend mine tanker» osv. Han, som i så mange år havde lutter jordiske anliggender, jordiske bekymringer, behov og stræben, for ham har der nu åbnet sig en hel verden af nye ting: helt nye bekymringer, nye udsigter og ny stræben, nye sorger og nye glæder. Han har nu i sit eget hjerte, i sin syndefordærvelse, fået kilden til sine største bekymringer og sorger, men i Kristus og hans nåde målet for al sin stræben. Og han, som før ikke kunne tro, at ordet glæde i Herren havde nogen virkelig betydning, at noget menneske på jorden kunne have virkelig glæde i Gud, får nu selv sådan en erfaring af det, at al verdens glæde forekommer ham som jammer og vederstyggelighed sammenlignet med denne. Kristus, Kristus er nu hele hans liv, genstanden for hans inderligste længsel, hans sult og tørst, hans fred og lyksalighed; sådan som vi synger i verset:

«Hans liv er: Jesus kende, / vil dog end mer ham kende; / hans levevis er denne: / en Guds og menneskers ven!»

Den, der før levede helt frit efter sit køds lyster og kun gjorde, hvad kødet og tankerne ville, får nu et sådant hjerte, der har så stor lyst til Guds lov, at han aldrig kan gøre så meget, som han har lyst til; og hvor han før holdt Guds bud for svære, ja, for en trykkende byrde og plage, er det nu omvendt kun hans køds lyster, der er svære for ham og er hans plage. Hvor han før kun så på verdens skik og dom og «levede efter denne verdens skik», ser han nu i verden sin fjende, som han skyr og frygter som en af de tre forbundne fjender, som allerede katekismen havde talt om: «Djævelen, verden og vort eget kød». Se, her ser du, hvad det vil sige, at Guds rige er retfærdighed og fred og glæde i Helligånden. Men når dette nu fører med sig, at man viger af fra «denne verdens skik», hvem skulle så undre sig over, at verden begynder at klage over «afvigelser», «nyheder» og «uro»! Og når du gør oprør mod «verdens fyrste», så undre dig ikke over, at han angriber dig med al sin vrede og beskyder dit hjerte med sine glødende skud. Men derved opstår der nu nød og bekymring, svaghed og anfægtelse i hjertet. Og se – så må vi råbe til vor konge, så bliver den anden bøn hjertets egen bøn: Herre, forøg dit værk i mig, lad dit rige, retfærdighed og fred og glæde, komme i mig; regér du så kraftigt i mig, at Djævelen, verden og mit kød ikke overvinder mig! Se, det er jo den anden bøn.

Og så har vi set, hvordan det ser ud, når Guds rige kommer på et sted, i et hus eller i et enkelt hjerte, og hvordan vi får grund til for alvor at bede om dette rige. Men for nu at sige noget om selve det at bede, så kan vi let forstå velsignelsen ved at bede denne bøn for os selv; derimod er det for vores begrænsede forstand og vores vantro hjerte noget svært at begribe, hvad vi kan udrette for verden med vores bøn; for vi synes, at Gud vel ville gøre alt, hvad der kan gøres for sjæles frelse, også uden vores bøn. Dette hører med til det gådefulde spørgsmål, hvorfor Herren ikke med sin almagt på én gang fylder jorden med kundskab om sig og med sit rige, men stadig lader store skarer sidde i mørke og dødens skygge. Men lovet være hans hellige navn! Selv om vi ikke forstår alle den Højestes rådslutninger i den store krig mod denne verdens fyrste, skal vi dog en dag prise ham for, at hans tanker og rådslutninger alle sammen var «retfærdige», «trofasthed og sandhed»; «han får ret, når han dømmes» (Rom 3,4). Og når vi så skarpsindigt som muligt ryster vores små hoveder over hans veje, vil han blot svare: «Hvor var du, da jeg grundlagde jorden – da morgenstjernerne lovede mig, og alle Guds børn jublede? – Kan du binde Syvstjernens knippe eller løse Orions bånd? Kender du himlens love? Hvem virker det og gør det? – Jeg er den, jeg er. Jeg er Herren, som har skabt alt» (Job 38,4–33; 2 Mos 3,14; Es 44,24). Derfor skal vi sige sådan: «Det, jeg forstår, er guddommeligt; og det, jeg ikke forstår, regner jeg for at være lige så guddommeligt». – Ganske vist forstår vi en lille smule af det. Hvad hedningerne angår, så vil Gud til sidst fælde sine domme med den allerhøjeste visdom og retfærdighed – de, som har syndet uden lov, skal også dømmes uden lov; kan hedningen ikke få de troende kristnes salighed, så kan han heller ikke falde ind under de vantro kristnes fordømmelse (Matt 11,22–23; Joh 9,41; 15,22). Og hvad kristenheden angår, så må nådens rige, som er et åndeligt rige, ikke regeres med almagt, så Gud uimodståeligt skulle tvinge nogen ind i det; det skal bestå af frivillige, som blot «hører hans røst», og det skal fremmes gennem sine lemmer. Og selv om han kunne give os alt godt for legeme og sjæl uden vores bøn – ja, også uden vores arbejde – har han dog, til stor gavn for os, fastsat en helt anden orden, nemlig at vi tværtimod skal bede og arbejde, og så vil han give. Derved skal menneskeheden altid blive ved hans fødder, som der står skrevet: «Du hører bøn, til dig kommer alt kød». Derfor er det en grundlov i det åndelige rige, at alt skal søges hos ham ved bøn, også verdens oplysning, og at hans børn skal være hans medarbejdere og have del i riget. Åh, hvilken nåde og ære! – Ganske vist kan vi forstå noget af den slags; men da der dog altid opstår nye spørgsmål, som vi ikke kan begribe, skal vi straks besinde os på det, vi lige har mindet om, at Herren Gud er alt for høj for os, og at hans rådslutningers og hemmeligheders vidde er alt for umådelig til, at «mennesket, den orm», med sit øje skulle kunne nå ud over den; vi må lade vor Herre Gud have nogle hemmeligheder, vi må lade ham vide noget mere end vi. En myre og en edderkop er vel kunstfærdige, men de forstår sig ikke på et menneskes værk, mennesket er ubegribeligt for dem; og alligevel er menneskets værker rigtige, selv om myren ikke forstår dem. Sådan er også Herrens værker fortræffelige, selv om vi stakkels myrer ikke forstår dem. Solen er til, selv om vi stakkels børn ikke forstår den; nådens rige og en ny fødsel af Gud på jorden er virkeligheder, selv om vi ikke forstår dem. Jeg ser solen, derfor må Gud have skabt den, selv om jeg ikke ved hvordan; jeg ser et Guds rige på jorden, selv om jeg ikke forstår alt i dette rige. «Det, der endnu er skjult, tilhører Herren, vor Gud; men det, der er åbenbaret, gælder for os og vore børn», som det hedder i 5 Mos 29,28. Og nu har Herren Kristus sagt: «Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst»; og Apostlen har sagt: «Bed for os, at Herrens ord må have fremgang osv., at Gud må åbne os en dør for Ordet» osv. Så behøver jeg ikke mere, så kan en sådan bøn ikke være forgæves; Herren vil ikke narre os med sit tilsagn om, at vi skal bede for hans rige.

Men det er ikke kun i bønnen for verden, men også i bønnen for os selv, at de største vanskeligheder ofte opstår for den, der vil bede om Guds rige. Vi skulle i denne bøn bede om, at Kristus måtte blive mere og mere mægtig i os og nedlægge alle vores åndelige fjender i vores sjæl, at hans rige, som er inden i os, Helligåndens værk, den rette gudsfrygt, troen, kærligheden, helliggørelsen, mere og mere måtte vokse i vores hjerter. Men her møder vi oftest den uendelige, mægtige strid med følelsen, efter hvilken det synes at gå stik modsat, så alt ondt tager overhånd og alt godt tager af. Vi erfarer, hvad Luther siger om frelsens horn (eller rige) i Davids hus, nemlig at det ligger midt i synd og elendighed, at «Davids hus er et syndigt hus», at Kristi rige er et kæmpende rige, så vi oftest ikke føler andet, end at vi ligger helt under for synden og Djævelen. «Kort sagt», siger Luther, «Kristi rige er et syndigt rige», det vil sige et rige, som består af kæmpende syndere, som kæmper og jamrer sig over intet så meget som over deres synder (Luthers Epistelpostil nr. 71). Når vi ikke for alvor tror og besinder dette, men stadig går omkring med de falske indbildninger, at der i Kristi rige skulle være lutter retfærdighed og fred og glæde i Helligånden, at der ikke skulle være nogen sådan kamp med synden og med Djævelen, så må vi, når det onde for alvor træder frem, hele tiden fordømme os selv for ikke at være rette kristne, og så forstummer denne bøn om Kristi rige – vi anser alt for tabt. Det kommer af, at man ikke giver agt på ordene. Vi vil blot fremstille en ganske almindelig erfaring. Tænk dig, at synd, ugudelighed, hykleri og en åndelig løsagtighed synes at ville tilintetgøre hele Guds værk i min sjæl, så jeg synes, at jeg bestemt kan se, hvordan jeg skridt for skridt føres længere bort fra Guds rige af en ond magt – hvad skal jeg så holde mig til? Jeg råber, men min hjælp er fjern. Jeg taler som ud i et uendeligt tomrum, der er ingen hjælp hos Herren, for det onde bliver værre og værre; min hårdhed, min letsindighed, mit hykleri tager kun mere og mere til. Åh, hvad skal jeg så trøste mig ved? Her hjælper sandelig intet i himlen eller på jorden andet end én eneste ting, og det er, at du endelig lader vor Herre Gud stadig være det, han er, på sin trone – nemlig en sanddru, trofast og almægtig Gud, som er herre over selv så stærke onde magter som hele dit forfærdelige hjerte. Hold inde og tænk! Vi må jo også bede Gud mod vores eget hjerte. Han har aldrig sagt, at vi selv skal gøre hjertet godt, at vi selv skal overvinde hjertet; han har tværtimod sagt, at han alene kan skabe et nyt hjerte i os. Og videre har denne almægtige og trofaste Gud sagt, at hans rige, som er inden i sjælene, skal være så beskyttet under hans mægtige hånd, hvis vi blot vil søge ham, at dødsrigets porte ikke skal få magt over det. (Dette løfte gælder ikke kun udvortes beskyttelse. Kunne Guds rige indvortes ødelægges med overmagt, så var menigheden straks tilintetgjort på den værste måde.) Og se, han har ikke sagt, at disse afgrundsmagter ikke skal anfægte os, men at de ikke skal få magt over os – et ord, som peger på en kamp på liv og død. Hele Guds ord vidner også om, at Kristi rige i os skal angribes indefra og udefra af alle afgrundens magter, så snart vi er flygtet fra deres herredømme. Vores kød er fuldt af alle mulige synder; vores hjerte er altid en ond og underfundig ting; Djævelen er ihærdig og listig til at angribe os fra alle sider og til at skyde alle slags tåbelige og syndige lyster og forvendte tanker om Gud ind i vores hjerter. Alt sådant har Herren ladet blive tilbage på jorden for at kæmpe med hans rige. Ved denne strids magt og udholdenhed skal vi ofte bringes til det alleryderste, så vi umuligt kan se, hvordan der skal blive hjulpet, for at al vores egen trøst skal gå til grunde, og Herren alene blive Gud alene, blive Frelseren. Men hvad har han så selv lært os at gøre i en sådan nød? Intet andet end at råbe til ham, blive ved med at bruge Ordet, men vide, at han alene kan give Ånden. Og han har forsikret, at disse bønner aldrig skal blive til skamme. Nu er spørgsmålet blot, om man kan stole på ham i dette.

Da han i Luk 11 havde lært disciplene bønnen Fadervor, føjede han også to lignelser til. I den første viser han, hvordan det føles for den magtesløse sjæl i mørkets og svaghedens tid: Den står uden for en ganske uhjælpsom vens lukkede dør, banker på og beder om at låne brød, og den, der bliver bedt, undskylder sig med alle mulige små forhindringer: «Gør mig ikke ulejlighed; døren er allerede lukket, og mine børn er gået i seng sammen med mig; jeg kan ikke stå op og give dig noget». Se, hvor trættende sejt og umuligt det føles, når man i savn og mørke vender sig til Herren. Det vidste han, da han satte lignelsen sådan sammen. Man føler, at man står udenfor i mørket, og døren er lukket – alt sammen på grund af samvittigheden; jeg ved med mig selv, at jeg har syndet, jeg har fortjent at blive forladt; men hans børn, hans rette børn, de står i et nært og varmt forhold til ham – «mine børn er gået i seng sammen med mig»; men du, som står udenfor, er så lidt værd, at det er en «ulejlighed», hvis jeg skal stå op og hjælpe dig. Se, sådan skal det føles. Og det ved han, mærker jeg. Men hvad siger han i v. 8 om denne træge hjælper? «Jeg siger jer: Selv om han ikke står op og giver ham det, fordi han er hans ven, så står han dog op for hans påtrængenheds skyld og giver ham så meget, som han trænger til. Sådan siger jeg også jer: Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer». Læg mærke til dette skal! Du siger, at det er forbi med dig, du kan ikke hjælpes; men måske er det alligevel stadig muligt? Du er vel ikke helt sikker på, at det er helt umuligt, eftersom Herrens magt og trofasthed jo går langt over al forstand. – Men selv om det er muligt, siger du, så er jeg dog ikke sikker på, at jeg bliver hjulpet; hvordan skal jeg vide, at netop jeg vil blive bønhørt? Svar: Kristus har ikke sagt, at det er muligt; han har ikke sagt: Dig kan der blive givet, for dig kan der blive lukket op; men han har sagt skal – dig skal der gives, for dig skal der lukkes op. Men du siger igen: Hvordan skal jeg vide, at det sker for mig? Kan mit hjertes ugudelighed, hykleri, letsind, falskhed og hårdhed ikke gøre, at Guds nåde og magt bliver forgæves på mig? Jo, hvis du aldrig hører og standser op ved Kristi røst. Hvorfor kunne de ikke gå ind til hvilen? Kun «på grund af vantro» (Hebr 3,18–19). Hvis du altså på grund af vantro holder op med at søge Frelseren, så skal heller ikke du komme ind til hvilen. Men du, som på grund af al dit hjertes ondskab beder, søger og banker på ved Jesu hjertes dør – du kan vel ikke holde bønner, men dit hjerte råber med uudsigelige sukke – du kan umuligt gå fortabt på grund af al denne din ondskab; for Kristus har ikke sagt: Den, som er fri for hjertets ondskab, hykleri, hårdhed og letsind, men: Den, som beder, søger, banker på, ham skal der gives, for ham skal der lukkes op. Sådan siger Herren selv. Hvem har lært os, at vi må søge Herrens hjælp mod alt andet, blot ikke mod hjertets onde arter? Skal vi ikke netop søge Herren på grund af dette slangeyngel i hjertet? Det er stadig ham, ikke os, der kaldes Slangeknuseren, han som er kommet for at «nedbryde Djævelens gerninger».

Men du siger: «Jeg mærker jo, at det onde stadig bliver ved, at jeg endnu ikke har fået det, jeg har bedt om, nemlig udfrielse fra det onde i mit hjerte.» – Så læg da mærke til, hvordan Herren selv taler i netop et lignende tilfælde; læg mærke til det svar, Paulus fik, da han tre gange havde bedt om udfrielse fra Satans engel, som slog ham i ansigtet. Han fik endnu ikke udfrielsen, men hans bøn var dog hørt, og alt var godt. Herren ved bedre end vi selv, hvordan han skal frelse os; han svarede: Min nåde er dig nok, for min kraft fuldendes i svaghed. Min nåde skal du have, men endnu ikke udfrielse fra din svaghed; den skal du lære endnu bedre at kende, for at også min kraft desto bedre kan stråle frem. Sådan taler Kristus. Men her møder vi de velmenende, men tunghøre sjæle, som aldrig falder på, at de burde lægge mærke til dette svar til Paulus. Som om det kun var skrevet for hans skyld og ikke til belæring for os, vender de sig straks bort derfra og ser på deres synd og nød under Satans engel, som om de aldrig havde hørt, hvad Gud mener med det. De henter ingen trøst deraf, skønt tusinder af anfægtede sjæle netop her har fundet forklaringen på deres langvarige elendighed og det ondes rasen i sjælen. At vi i visse tider kun skal have nåde, men ikke mærke nogen kraft – fordi det netop er svagheden, vi i de tider skal lære at kende – det er noget, som de førstnævnte ikke vil fatte, og derfor må de fortvivle i vantro. Vor Herre Gud må gælde for intet i forhold til det, de føler i sig selv; eller også er det, som om Gud havde sagt: Ingen helvedes porte skal anfægte jer, hvis I er mine rette børn; ingen elendighed skal hænge ved jer, som I ikke selv kan overvinde; I skal allerede på jorden være fri for alt ondt; lad jer ikke nøje med min nåde alene, for min kraft er ikke mægtig i de svage, men kun i de stærke. – Ak nej, siger du, var jeg bare som Paulus, var jeg bare alvorlig og oprigtig og flittig i bønnen, så skulle også jeg håbe; men mit hjerte er falsk, hårdt og letsindigt. – Endnu en gang: Var det ikke netop mod denne dit hjertes ondskab, du skulle påkalde Herren? – Eller har du måske selv magt til at gøre dig fri af den? Så gør det, og mist ikke modet. Du tror altså endnu ikke, at du selv slet intet formår, at Kristus er den eneste, som kan nedbryde Djævelens gerninger i hjertet: letsindigheden, sikkerheden og hykleriet. Du tror altså endnu ikke, at det netop er mod denne hjertets ondskab, vi skal bede: Komme dit rige; du tror altså, at vi selv skal gøre det vigtigste, skabe gode hjerter i os, og så skal Frelseren gøre resten.

Og at Herren tøver med udfrielsen (2 Kor 12,9), er nok tiltrængt. Du er endnu ikke blevet til intet; du ser stadig alt for meget på dig selv. Vores onde må blive ved så længe, til vi har lært, at vi slet intet formår, ikke engang at tænke noget, ikke engang at være alvorlige, ikke engang at bede og tro, men at alt er Herrens nåde og gave. Og de, der sukker under en sådan magtesløshed, har, selv når de ikke kan bede, en stadig bøn i hjertet; ja, selve nøden er en bøn, som for Guds øre er det stærkeste råb. Sådan læser vi, at Herren, netop mens Moses i angst taler til folket, siger til ham: Hvorfor råber du til mig? Og alene om dette hjertets længsel siger han i Sl 91 om en sjæl i nød: «Han holder sig til mig, derfor vil jeg befri ham; jeg vil beskytte ham, for han kender mit navn»; og derefter følger: «Han påkalder mig, derfor vil jeg svare ham; jeg er med ham i nøden, jeg vil redde ham og lade ham komme til ære.»

At nu de, der mod deres hjertes fordærvelse beder om Helligånden og beder om Guds rige i sjælen, ikke skal blive til skamme, det taler den anden lignelse i det nævnte kapitel (Luk 11) om på en overmåde kraftig måde. Åh, den milde Frelser! Han siger: «Hvilken far iblandt jer vil give sin søn en sten, når han beder om brød? Eller når han beder om en fisk, vil han så give ham en slange i stedet for en fisk? Eller når han beder om et æg, vil han så give ham en skorpion? Når da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget mere skal da den himmelske Fader give Helligånden til dem, som beder ham!» Denne lignelse burde kunne sprænge alle vores vantros bjerge og kaste dem i havet. Anvend den nu på den bøn, vi her betragter. Du beder om hjælp mod syndens og Satans magt, du beder om Helligånden, som Kristus særligt nævner ifølge Lukas: «give Helligånden til dem, som beder ham». Kan du tænke dig, at når Herren selv har lært os at flygte til ham i al nød og selv har sagt: Uden mig kan I intet gøre; påkald mig på nødens dag; bed, så skal I få og så videre, og den arme sjæl i nød nu kommer og helt enfoldigt gør, som Herren har sagt, klager sin magtesløshed for ham og beder om frelse – kan du tænke dig, at Herren alligevel ikke skulle give den dette, men at dit onde hjerte og Djævelen alligevel skulle få lov at råde, så du gik evigt fortabt? Barnet beder om brød, og faderen giver en sten! Sjælen beder om et nyt, ydmyget hjerte, beder om Helligånden til tro, frelse og salighed, og så overlades den alligevel til evig fortabelse! Det er jo at give en sten i stedet for brød, ja, bare slanger og skorpioner. Er det muligt, at den store, gode Gud gør sådan? Ganske vist føles det i hjertet, mens mørkets magt omgiver os, som lutter slanger og skorpioner – vi har jo også dér, fra syndefaldet, den gamle slanges afkom – og ganske vist fik Satan også lov at sigte Peter og slå Paulus i ansigtet. Men at dette skal være til din evige fortabelse, at han nu, når du jamrer over dit onde for din himmelske Fader, alligevel skulle lade det råde over dig til evig fortabelse, lige imod sine egne forsikringer, og gøre nar af din tro på dem – læg mærke til det: selv byder han dig at bede, men når du gør det, får du ikke det, han har lovet, men den evige fortabelses skorpioner – det er jo så grusom en hån mod din tillid til hans ord, at du måtte gøre Gud til en djævel, hvis du kunne tro noget sådant. Åh, så lær dog en gang for alle, at Gud aldrig for alvor og til evig fortabelse kan forlade en sjæl, som flygter til hans frelsernavn; men lær også, at Gud «fører underligt den, han har kær», og at denne bøn om Guds rige ikke var nødvendig, hvis vi allerede havde det i uforstyrret eje, og hvis mørkets rige ikke omgav og anfægtede os.

Vi har nu set, hvad denne bøn om Guds rige indeholder, og hvad vi i den skal bede om for os selv og for andre. Gid vi nu også må gøre det flittigt, især i denne tid. Det er en tid, hvor Guds rige kommer. Løft jeres øjne og se på markerne, hvordan de allerede er hvide til høst. Sådan sagde Jesus, da han så den første bevægelse blandt samaritanerne i Sykar. Også vi ser i denne tid mange lignende bevægelser. Og hvilken nåde og ære, at Herren vil gøre os alle til medarbejdere for sit rige, når han siger: «Bed høstens Herre» osv.! Hvilken trøst er det ikke, når vi med bekymring ser for eksempel vores nærmeste og kære, vores børn, vores forældre, vores brødre stadig under mørkets vold og ser, at vi med alle vores ord intet kan udrette hos dem, at vi da kan gå hen og tale om dem med vor almægtige og trofaste Frelser! Hvad kan han ikke gøre? Han vil vel ikke tvinge dem, som med vilje står hans Ånd imod, men han gør til gengæld noget særligt for at knuse og bryde modstanden hos dem, som hans kære børn går i forbøn for. Videre: Når du i byer og landsbyer ser en så almindelig og fræk ugudelighed og ser masser af udødelige menneskesjæle strejfe omkring i tøjlesløst letsind og alle slags synder efter denne verdens skik og under dens fyrstes herredømme – du bor måske et sted, hvor alt er mørkt og øde, hvor ingen spørger efter Gud; du er som Israel ved Babylons floder, og din sjæl er bedrøvet ved tanken på Jerusalem – åh, hvilken trøst, at du da kan flygte til den Mægtige i Israel og bede: Komme dit rige! Vis barmhjertighed mod dette folk! Lad din højre hånd gøre undere! – Og endelig, når vi skuer ud over hele jordkloden og ser stadig så meget sort på missionskortet, hvor gribende er det så ikke at høre Herren sige: Høsten er stor, men arbejderne få; bed derfor høstens Herre osv.! De, som står i virkelig forening med Frelseren, må føle sig som «medejere» af hans rige – hvad de også i virkeligheden er efter Kristi egne ord (Luk 22,29; Joh 17,20–22). Man føler en uvilkårlig nidkærhed for hans riges fremgang og for sjæles frelse; man ved knap hvorfor, men det er vores rige, vores rette, eneste, uforgængelige rige. Vi er i denne verden som i et fjendeland, fremmede og gæster ligesom vores fædre; vi er som i Babylon. Så må vi jo tænke på Jerusalem, vor konges stad, hans «højre hånds rige», og sige: «Glemmer jeg dig, Jerusalem, så glemme min højre hånd mig! Min tunge klæbe til min gane, hvis jeg ikke tænker på dig, hvis jeg ikke lader Jerusalem være min allerhøjeste glæde!» Der er noget underligt ved en kristen, som ikke genkender dette sind. Kongens ord lyder sådan: Den, som ikke er med mig, er imod mig, og den, som ikke samler med mig, spreder. Gid vi da alle må være fyldt med den bøn: Komme dit rige! så vi flittigt beder for os selv og for vores nærmeste og for vækkelserne i vores land, at Gud må forøge dem og lede dem i hele sandheden – ja, for hele Kristi rige på jorden, som endnu er fuldt af de dødes ben: Du Ånd, kom hid fra de fire vinde og blæs på disse døde, så de bliver levende igen! Herre, fuldbyrd dit værk! Omgjord din lænd med dit sværd, du helt, med din majestæt og din herlighed! Og drag i din herlighed lykkeligt frem! Skarpe er dine pile, så folkeslag falder for dig; de rammer kongens fjender i hjertet! Komme dit rige! Amen.