Sinuhes fortælling

Om fundet

Fortællingen foregår ved Egyptens farao Amenemhat I's død omkring 1960 f.Kr. Hofmanden Sinuhe overhører en nyhed om tronfølgen, bliver grebet af panik og flygter. Han krydser grænsen mod øst ved fæstningerne, der skulle holde asiaterne ude, er lige ved at dø af tørst i ørkenen og bliver reddet af nomader, der kender ham.

Til sidst kommer han til «Øvre Retjenu», det egyptiske navn for bjerglandet i Kana'an og Syrien. Høvdingen dér tager ham til sig, giver ham sin ældste datter til hustru og et godt stykke land. Sinuhe beskriver landet som rigt: Der var figner og vindruer, mere vin end vand, rigeligt med honning og oliven, alle slags frugt, byg og hvede og kvæg uden tal. Han bliver selv høvding, fører krig for sin svigerfar og besejrer i en tvekamp en stærk mand fra Retjenu, der havde udfordret ham.

Som gammel længes Sinuhe hjem. Farao Senusret I skriver til ham og tilgiver ham, og han vender tilbage til Egypten, hvor han får en fornem grav, så han kan blive begravet efter egyptisk skik.

Teksten er skrevet i et fint, digterisk sprog og blev afskrevet i skolerne i flere hundrede år. Den kendes fra flere papyrusser og mange ostraka (skår med skrift). Om Sinuhe har levet, vides ikke; de fleste ser fortællingen som litteratur, der bygger på virkelige forhold.

Betydning for Bibelen

Sinuhe giver et samtidigt billede af Kana'an i tiden omkring Abraham: et land med små stammefyrster, hyrder og telte, og et frugtbart land, som minder om Bibelens beskrivelse af «et land med hvede og byg, med vin og figner og granatæbler» (5 Mos 8,8) og «et land, der flyder med mælk og honning» (2 Mos 3,8). Han viser også, at folk rejste frem og tilbage mellem Egypten og Kana'an (1 Mos 12,10), og tvekampen minder om David og Goliat (1 Sam 17). Hans ønske om at blive begravet i sit hjemland har en parallel hos Jakob, der døde i Egypten, men ville begraves hos sine fædre i Kana'an (1 Mos 47,29–30). Fortællingen nævner ingen personer fra Bibelen.

Bibelsteder

1 Mos 12,10 · 5 Mos 8,7–9 · 2 Mos 3,8 · 1 Sam 17,4 · 1 Mos 47,29–30